I juni 1842 holdt Miller sin anden mødeserie i Portland. Jeg følte, at det var et stort privilegium at gå til disse møder, eftersom jeg var blevet meget modløs og ikke følte mig rede til at møde min Frelser. Denne anden mødeserie skabte et meget større røre i byen end den første. Med nogle få undtagelser lukkede de forskellige kirkesamfund deres kirker for Miller. Mange taler blev holdt fra de forskellige talerstole i et forsøg på at afsløre prædikantens påståede fanatiske vildfarelser. Til trods for dette tog mange ivrige lyttere del i hans møder, mens mange ikke var i stand til at komme ind i huset.
Tilhørerne var usædvanlig stille og opmærksomme. Hans måde at prædike på var ikke blomstrende eller veltalende, men han behandlede enkle og alarmerende kendsgerninger, som vækkede hans tilhørere fra deres ligegyldighed. Han underbyggede sine udtalelser og teorier med beviser fra Skriften, efterhånden som han skred fremad. En overbevisende kraft fulgte hans ord, som syntes at stemple dem som sandhedens ord.
Han var høflig og deltagende. Når enhver stol i huset var optaget, og platformen og området omkring talerstolen var overfyldt, har jeg set ham forlade talerstolen og gå ned af midtergangen for at tage en svag ældre mand eller kvinde ved hånden og finde en stol til ham eller hende. Derefter gik han tilbage og fortsatte sit foredrag. Han blev med rette kaldt for Fader Miller, for han havde en årvågen omsorg for dem, der kom under hans præstetjeneste. Han var kærlig i sin optræden og havde en elskværdig natur og et ømt hjerte.
Han var en interessant taler, og hans formaninger både til bekendende kristne og til de ubodfærdige var passende og magtfulde. Undertiden gennemtrængte en så markant alvor hans møder, at det næsten var pinefuldt. Mange gav efter for Guds Ånds overbevisning. Gråhårede mænd og ældre kvinder søgte med skælvende skridt hen til bodsbænken. De med modenhedens styrke, de unge og børnene, var dybt rørte. Sukke og grædende stemmer og pris til Gud blandedes under bønnen.
Jeg troede de alvorlige ord, som blev talt af Guds tjener, og mit hjerte gjorde ondt, når de blev modsagt eller gjort til genstand for spøg. Jeg gik ofte til møderne og troede, at Jesus snart ville komme i himmelens skyer; men min store bekymring var at være rede til at møde ham. Mit sind dvælede konstant ved temaet om hjertets hellighed. Jeg længtes mere end noget andet efter at opnå denne store velsignelse og at føle, at jeg var fuldstændig antaget af Gud.
Iblandt metodisterne havde jeg hørt meget med hensyn til helliggørelse. Jeg havde set mennesker miste deres fysiske styrke under indflydelse af stærk mental ophidselse. Jeg havde hørt dette erklæret for at være beviset på helliggørelse. Men jeg kunne ikke forstå, hvad der var nødvendigt for at blive fuldstændig overgivet til Gud. Mine kristne venner sagde til mig: "Tro på Jesus nu! Tro, at han antager dig nu!" Dette forsøgte jeg at gøre, men jeg fandt det umuligt at tro, at jeg havde modtaget en velsignelse, som, jeg mente, skulle elektrificere hele min krop. Jeg undredes over mit eget hjertes hårdhed, (23) idet jeg ikke var i stand til at erfare den samme åndens ophøjelse, som andre åbenbarede. Jeg mente, at jeg var anderledes end dem og for evigt udelukket fra den fuldkomne glæde ved hjertets hellighed.
Min opfattelse af retfærdiggørelse og helliggørelse var forvirret. Disse to tilstande blev fremstillet for mig som værende adskilte fra hinanden; og alligevel var jeg ikke i stand til at forstå forskellen eller betydningen af begreberne. Alle prædikanternes forklaringer øgede mine vanskeligheder. Jeg var ude af stand til at gøre krav på velsignelsen for mig selv, og jeg undredes over, om den kun kunne findes iblandt metodisterne, og om jeg ikke ved at gå til adventistmøderne var ved at afskære p1ig selv fra det, som jeg længtes mere efter end alt andet, Guds helliggørende Ånd.
Dog lagde jeg mærke til, at nogle af dem, der gjorde krav på at være helliggjorte, udviste en bitter ånd, når emnet om Kristi snare komme blev bragt på banen. Dette forekom mig ikke at være en åbenbaring af den hellig hed, som de bekendte sig til. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor prædikanter fra talerstolen i den grad skulle modsige læren om, at Kristi andet komme var nær. Denne læres forkyndelse var blevet efterfulgt af reformation, og mange af de mest hengivne prædikanter og lægfolk havde modtaget den som sandheden. Det forekom mig, at de, der virkelig elskede Jesus, ville være rede til at antage budskabet om hans komme og glæde sig over, at det stod lige for døren.
Jeg følte, at jeg kun kunne gøre krav på det, de kaldte retfærdiggørelse. I Guds ord læste jeg, at intet menneske kunne se Gud uden hellighed. Så måtte der være en højere færdighed, som jeg måtte nå, før jeg kunne være sikker på evigt liv. Jeg studerede dette emne konstant; for jeg troede, at Kristus snart ville komme, og jeg frygtede, at han ville finde mig uforberedt til at møde ham. Fordømmelsens ord lød i mine øren dag og nat. Mit konstante råb til Gud var: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?
I mine tanker formørkede Guds retfærdighed hans barmhjertighed og (24) kærlighed. Jeg var blevet lært at tro på et evigt brændende helvede. Den frygtindgydende tanke stod hele tiden for mig, at mine synder var for store til at kunne tilgives, og at jeg ville være fortabt for evigt. De skræmmende beskrivelser, som jeg havde hørt, om evigt fortabte sjæle fæstnede sig dybt i mit sind. Fra talerstolen kom prædikanter med livagtige beskrivelser af de fortabtes tilstand. De lærte, at Gud kun havde i sinde at frelse de helliggjorte. Guds øje var altid over os; enhver synd blev registreret og ville få sin retfærdige straf. Gud havde selv ansvaret for bøgerne og førte dem med en uendelig visdoms nøjagtighed. Enhver synd, vi begik, blev trofast nedskrevet imod os.
Satan blev fremstillet som ivrig efter at overfalde sit bytte og at lede os til den dybeste fortvivlelse for der at triumfere over vore lidelser i et evigt brændende helvedes rædsler, hvor de brændende bølger efter tusinder og tusinder af års tortur ville bringe de forvredne ofre op til overfladen, hvor de ville skrige: "Hvor længe, o Herre, hvor længe?" Så ville svaret dundre ned i afgrunden: "I al evighed!" Atter ville de smeltende bølger opsluge de fortabte og bringe dem ned i et for evigt hvileløst brændende havs dybder.
Idet jeg lyttede til disse forfærdelige beskrivelser, gjorde det et sådant indtryk på min fantasi, at sveden brød frem, og det var svært at undertrykke et fortvivlelsens skrig, for jeg syntes allerede at føle fortabelsens smerte. Derefter ville prædikanten dvæle ved livets usikkerhed. Det ene øjeblik er vi måske her og det næste i helvede, eller det ene øjeblik på jorden og det næste i himmelen. Ville vi vælge ildsøen og dæmoners selskab eller himmelens lyksalighed med engle som vore ledsagere? Ville vi høre fortabte sjæles jamrende stemmer og banden og sværgen i al evighed, eller ville vi synge Jesu sange foran tronen?
Vor himmelske Fader blev fremstillet for mit sind som en tyran, som glædede sig over de fordømtes lidelser; ikke som synderes milde, medlidende Ven, som elsker sine skabninger (25) med en kærlighed, der overgår al forstand, og som ønsker dem frelst i sit rige.
Mine følelser var meget sarte. Jeg frygtede for at forårsage noget levende væsen smerte. Når jeg så dyr blive mishandlet, gjorde det mig ondt på deres vegne. Min sympati blev måske lettere vakt ved lidelse, fordi jeg selv havde været et offer for tankeløs grusomhed, som havde resulteret i den skade, der havde fyldt min barndom med mørke. Men når den tanke fyldte mit sind, at Gud fandt fornøjelse ved at torturere sine skabninger, som var skabt i hans billede, syntes en væg af mørke at skille mig fra ham. Når jeg tænkte på, at universets Skaber ville kaste de ugudelige i helvede for der at brænde i en evighed uden afslutning, fyldtes mit hjerte af frygt, og jeg opgav håbet om, at et så grusomt, tyrannisk væsen nogensinde ville nedlade sig til at frelse mig fra syndens fordømmelse.
Jeg troede, at den fordømte synders skæbne ville blive min - at udholde helvedets flammer i al evighed, endda så længe som Gud selv eksisterede. Dette indtryk sank dybere ind i mit sind, indtil jeg frygtede, at jeg ville miste forstanden. Jeg så på de umælende dyr med misundelse, fordi de ikke havde nogen sjæl, der kunne straffes efter døden. Mange gange ønskede jeg, at jeg aldrig var blevet født.
Jeg fyldtes med totalt mørke, og der syntes ikke at være nogen vej ud af mørket. Dersom sandheden havde været fremstillet for mig, som jeg nu forstår den, ville megen rådvildhed og sorg have været mig sparet. Dersom man havde dvælet mere ved Guds kærlighed og mindre ved hans strenge retfærdighed, ville hans karakters ynde og herlighed have påvirket mig til at elske min Skaber med en dyb og inderlig kærlighed.
Jeg har siden tænkt, at mange beboere på sindssygeanstalterne er havnet der på grund af lignende erfaringer som min egen. Deres samvittighed var blevet ramt af en overbevisning om synd, og deres skælvende tro turde ikke gøre krav på Guds lovede tilgivelse. De lyttede til beskrivelser af det ortodokse helvede, indtil det syntes at størkne blodet i deres årer og brænde (26) et indtryk ind på deres hukommelsestavler. Det frygtindgydende billede stod altid for dem, om de var vågne eller sov, indtil virkeligheden forsvandt i fantasi, og de kun så et fabelagtigt helvedes indhyllende flammer og kun hørte de fordømtes skrig. Fornuften blev afsat, og hjernen blev fyldt med en forfærdelig drøms vilde fantasier. De, der lærer et evigt helvedes læresætning, skulle hellere se nærmere på deres autoritet for så grusom en tro.
Jeg havde aldrig bedt offentligt og havde kun sagt nogle få frygtsomme ord på bønnemøder. Nu blev jeg tilskyndet til, at jeg skulle søge Gud i bøn ved vore små sammenkomster. Dette turde jeg ikke gøre af frygt for at blive forvirret og ikke formå at udtrykke mine tanker. Men denne pligt blev indprentet i mit sind i så stærk en grad, at når jeg forsøgte at bede alene, syntes jeg at spotte Gud, fordi jeg havde undladt at adlyde hans vilje. Fortvivlelse overmandede mig, og i tre lange uger var der ingen lysstråle, som gennemtrængte det mørke, der omgav mig.
Mit sinds lidelser var heftige. Nogle gange turde jeg ikke lukke mine øjne hele natten, men jeg ventede, indtil min tvillingesøster sov dybt, derefter forlod jeg stille min seng og knælede på gulvet, idet jeg bad stille med en stum smerte, der ikke kan beskrives. Et evigt brændende helvedes rædsler stod hele tiden for mig. Jeg vidste, at det ikke var muligt for mig at leve længe i denne tilstand, og jeg turde ikke dø og møde synderens frygtelige skæbne. Med hvilken misundelse betragtede jeg ikke dem, der forstod deres anerkendelse hos Gud! Hvor dyrebar forekom den kristnes håb ikke for min forpinte sjæl!
Ofte forblev jeg bøjet i bøn næsten hele natten, sukkende og skælvende under en ubeskrivelig kval og en håbløshed, der ikke kan beskrives. Herre, hav barmhjertighed! var min bøn, og ligesom den fattige tolder turde jeg ikke løfte mine øjne mod himmelen, men jeg bøjede mit ansigt mod gulvet. Jeg tabte mig og mistede kræfter, og alligevel holdt jeg min lidelse og smerte for mig selv.
(27) Mens jeg befandt mig i denne fortvivlelsens tilstand, havde jeg en drøm, som gjorde et stort indtryk på mig. Jeg drømte, at jeg så et tempel. Mange mennesker flokkedes omkring templet. Kun de, der søgte tilflugt i dette tempel, ville blive frelst, når endens tid kom. Alle, der blev udenfor, ville være fortabt for evigt. Mængden udenfor, der gik omkring og udførte deres forskellige anliggender, hånede og spottede dem, der gik ind i templet, og fortalte dem, at denne sikkerhedsplan var et listigt bedrag, og at der rent faktisk ikke var nogen fare at undgå. De lagde endda hånd på nogle for at forhindre dem i at skynde sig inden for murene.
Af frygt for at blive spottet tænkte jeg, at det var bedre at vente, indtil mængden havde spredt sig, eller indtil jeg kunne gå ubemærket ind i templet. Men antallet af mennesker tog til i stedet for at blive mindre, og af frygt for at komme for sent forlod jeg i hast mit hjem og trængte igennem mængden. I min iver efter at nå templet lagde jeg ikke mærke til eller tog mig af mængden omkring mig. Efter at være kommet ind i bygningen så jeg, at det store tempel blev støttet af en mægtig søjle, hvortil et sønderrevet, blødende lam var bundet. Alle os, der var til stede, syntes at vide, at dette lam var blevet flået og såret for vor skyld. Alle, der gik ind i templet, måtte bekende deres synder foran det.
Lige foran lammet var ophøjede sæder, hvorpå en gruppe meget lykkelige mennesker sad. Himmelens lys syntes at skinne på deres ansigter, og de priste Gud og sang glade taksigelsessange, som syntes at være som englemusik. Disse var dem, der var trådt hen foran lammet og havde bekendt deres synder og modtaget tilgivelse. Nu ventede de i glad forventning på en glædelig begivenhed.
Selv efter jeg var kommet ind i bygningen, blev jeg fyldt af frygt. Jeg havde en følelse af skam over, at jeg måtte ydmyge mig selv over for disse mennesker. Men jeg syntes at være tvunget til at bevæge mig fremad, og jeg gik langsomt omkring søjlen for at komme hen til lammet, da en basun lød, templet rystede, et råb af triumf (28) steg op fra de samlede hellige og et frygtindgydende lys oplyste bygningen, hvorefter et dybt mørke lagde sig. De lykkelige mennesker var forsvundet med lyset, og jeg var efterladt alene i nattens stille rædsel. Jeg vågnede med angst og kunne knapt overbevise mig selvom, at jeg havde drømt. Det forekom mig, at min skæbne var fastsat, og at Herrens Ånd havde forladt mig for aldrig at vende tilbage.
Ikke længe efter dette havde jeg en anden drøm. Jeg syntes at sidde i håbløs fortvivlelse med mit ansigt i mine hænder, idet jeg tænkte følgende: Dersom Jesus var her på jorden, ville jeg gå hen til ham og kaste mig selv ned for hans fødder og fortælle ham om alle mine lidelser. Han ville ikke vende sig bort fra mig, han ville have barmhjertighed imod mig, og jeg ville elske og tjene ham altid. Netop da åbnede døren sig, og en person med et pænt udseende og et smukt ansigtsudtryk kom ind. Han så på mig med medlidenhed og sagde: "Ønsker du at se Jesus? Han er her, og du kan se ham, dersom du ønsker det. Tag alt, hvad du ejer, og følg mig."
Dette hørte jeg med uudsigelig glæde, og glad samlede jeg alle mine små ejendele, enhver elsket nipsgenstand, og fulgte min vejviser. Han ledte mig til en stejl og tilsyneladende skrøbelig trappe. Idet jeg begyndte at gå op ad trappen, advarede han mig om at holde mine øjne fæstnet opad, så jeg ikke skulle blive svimmel og falde. Mange andre, der gik op ad den stejle opgang, faldt, før de nåede toppen.
Til sidst nåede vi det sidste trin og stod foran en dør. Her sagde min vejviser, at jeg skulle efterlade alle de ting, som jeg havde bragt med mig. Jeg lagde dem glædeligt fra mig; derefter åbnede han døren og bad mig gå ind. Et øjeblik efter stod jeg foran Jesus. Man kunne ikke tage fejl af det smukke ansigt. Det udtryk af velvilje og majestæt kunne ikke tilhøre nogen anden. Idet hans blik hvilede på mig, vidste jeg med et, at han kendte til enhver begivenhed i mit liv og til alle mine inderste tanker og følelser.
Jeg søgte at beskytte mig mod hans blik, idet jeg følte mig ude af stand til at udholde hans forskende øjne, men han kom nærmere med et smil, (29) og idet han lagde sin hånd på mit hoved, sagde han: "Frygt ikke." Lyden af hans milde stemme fyldte mit hjerte med en glæde, som jeg aldrig før havde erfaret. Jeg var for glad til at sige et ord, men overvældet af sindsbevægelse kastede jeg mig ned for hans fødder. Mens jeg lå hjælpeløs der, så jeg smukke, herlige scener, og jeg syntes at have nået himmelens sikkerhed og fred. Efterhånden fik jeg min styrke tilbage, og jeg rejste mig. Jesu elskværdige øjne så stadig på mig, og hans smil fyldte min sjæl med glæde. Hans tilstedeværelse fyldte mig med en hellig ærefrygt og en ubeskrivelig kærlighed.
Min vejviser åbnede nu døren, og vi gik begge ud. Han bad mig atter tage alle de ting, som jeg havde efterladt udenfor. Efter at have gjort dette gav han mig en grøn snor, som var rullet tæt sammen. Denne, sagde han, skulle jeg placere tæt ved mit hjerte, og når jeg ønskede at se Jesus, skulle jeg tage den frem fra mit bryst og rulle den fuldstændig ud. Han advarede mig om ikke at lade den være sammenrullet for længe ad gangen, så den ikke skulle få knuder og blive svær at rulle ud. Jeg placerede snoren tæt ved mit hjerte og gik glad ned ad den smalle trappe, idet jeg priste Herren og fortalte alle, som jeg mødte, hvor de kunne finde Jesus. Denne drøm gav mig håb. For mig repræsenterede den grønne snor troen, og det smukke og enkle ved at stole på Gud begyndte at dæmre for min sjæl.
Nu betroede jeg alle mine sorger og min rådvild hed til min mor. Hun havde øm sympati for mig og opmuntrede mig, idet hun rådede mig til at gå og søge råd hos bror Stockman, som på dette tidspunkt prædikede adventlæresætningen i Portland. Jeg havde stor tillid til ham, for han var en hengiven Kristi tjener. Efter at have hørt min historie lagde han kærligt sin hånd på mit hoved, idet han med tårer i øjnene sagde: "Ellen, du er kun et barn. Din erfaring er meget enestående for en i din unge alder. Jesus må være ved at forberede dig på en speciel opgave."
Derefter fortalte han mig, at selv dersom jeg havde været voksen og således havde været plaget af tvivl og fortvivlelse, så kunne han fortælle (30) mig, at han vidste, at der var håb for mig ved Jesu kærlighed. Selve den sjælekval, som jeg havde lidt, var et positivt vidnesbyrd om, at Herrens Ånd arbejdede med mig. Han sagde, at når synderen bliver forhærdet i skyld, forstår han ikke sin overtrædelses afskyelighed, men han roser sig selv af, at han er nogenlunde på den rette side og ikke i nogen særlig fare. Herrens Ånd forlader ham, og han bliver skødesløs og ligegyldig eller overilet udfordrende. Denne gode mand fortalte mig om Guds kærlighed til sine fejlende børn, og at han i stedet for at glæde sig over deres undergang længtes efter at drage dem til sig selv ved enfoldig tro og tillid. Han dvælede ved Kristi store kærlighed og genløsningens plan.
Han talte om mit tidlige uheld og sagde, at det i sandhed var en svær lidelse, men han bad mig om at tro, at en elskende Faders hånd ikke var blevet trukket tilbage fra mig; i det fremtidige liv, når det slør, der dengang formørkede mit sind, var forsvundet, ville jeg forstå forsynets visdom, som syntes at have været så ond og mystisk. Jesus sagde til sine disciple: "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter." Længere ude i fremtiden skal vi ikke mere se gennem et formørket glas, men vi skal møde den guddommelige kærligheds mysterier ansigt til ansigt.
"Gå i frihed, Ellen," sagde han; " vend tilbage til dit hjem i tillid til Jesus, for han vil ikke tilbageholde sin kærlighed fra nogen sand søgende." Derefter bad han inderligt for mig, og det syntes, som Gud i sandhed ville høre sin helliges bøn, selv hvis mine ydmyge bønfaldelser ikke blev hørt. Jeg forlod ham trøstet og opmuntret.
I løbet af de få minutter, hvor jeg modtog vejledning fra bror Stockman, havde jeg modtaget mere viden angående Guds kærlighed og medfølende ømhed end fra alle de prædikener og formaninger, som jeg nogen sinde havde lyttet til. Jeg tog hjem, og atter vendte jeg mig til Herren, idet jeg lovede at gøre og lide hvad som helst, han måtte kræve af mig, dersom blot Jesu smil måtte glæde mit hjerte. Den samme pligt blev fremlagt (31) for mig, som før havde plaget mit sind - at tage mit kors op iblandt Guds forsamlede folk. En anledning udeblev ikke længe; der var et bedemøde den aften, som jeg tog del i.
Jeg bøjede mig skælvende under bønnerne. Efter nogle få havde bedt, løftede jeg min stemme i bøn, før jeg selv var klar over det. Guds løfter forekom mig som så mange dyrebare perler, som kun ville blive modtaget af de bedende. Idet jeg bad, forlod byrden og sjælekvalen, som jeg så længe havde udholdt, mig, og Herrens velsignelse hvilede over mig som den milde dug. Jeg priste Gud af hele mit hjerte. Kun Jesus og hans herlighed syntes at omgive mig, og jeg mistede bevidstheden om, hvad der foregik omkring mig.
Guds Ånd hvilede over mig med en sådan kraft, at jeg ikke var i stand til at tage hjem den aften. Da jeg vendte hjem den næste dag, havde en stor forandring fundet sted i mit sind. Det forekom mig, at jeg næppe kunne være den samme person, som havde forladt min fars hus den foregående aften. Denne sætning fyldte til stadighed mine tanker: "Herren er min hyrde; mig skal intet fattes." Mit hjerte var fyldt med glæde, idet jeg stille gentog disse ord.
Mit syn på Faderen var forandret. Nu så jeg på ham som en venlig og mild forælder frem for en streng tyran, der tvang mennesker til blind lydighed. Mit hjerte blev fyldt af en dyb og brændende kærlighed til ham. Lydighed mod hans vilje var en glæde; det var en fornøjelse at være i hans tjeneste. Ingen skygge formørkede lyset, som åbenbarede Guds fuldkomne vilje for mig. Jeg følte en iboende Frelsers sikkerhed og forstod sandheden ved Kristi ord: "Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."
Min fred og glæde stod i så stærk modsætning til min tidligere tungsindighed og smerte, at det forekom mig, som jeg var blevet reddet fra helvede og ført til himmelen. Jeg kunne endda (32) prise Gud for det uheld, som havde været mit livs prøvelse, for det havde været midlet til at fæstne mine tanker på evigheden. Stolt og fremadstræbende, som jeg var det af naturen, ville jeg måske ikke have været tilbøjelig til at give mit hjerte til Jesus, dersom det ikke havde været for den svære lidelse, som på en måde havde afskåret mig fra verdens triumfer og tomhed.
I seks måneder var der ikke en skygge, der formørkede mit sind. Jeg forsømte heller. ingen kendt pligt. Alle mine anstrengelser gik ud på at gøre Guds vilje og hele tiden bevare Jesus og himmelen i mit sind. Jeg var overrasket og henrykt over de klare synspunkter angående Kristi forsoning og gerning, der nu blev præsenteret for mig. Jeg vil ikke forsøge yderligere at forklare mit sinds tanker. Lad det være nok at sige, at det gamle var forbi, og alt var blevet nyt. Der var ikke en sky til at ødelægge min fuldkomne lykke. Jeg længtes efter at fortælle historien, om Jesu kærlighed, men jeg følte ingen trang til at tage del i almindelige samtaler med nogen. Mit hjerte var så fyldt med kærlighed til Gud og den fred, der overgår al forstand, at jeg elskede at meditere og at bede.
Aftenen efter jeg havde modtaget så stor en velsignelse, tog jeg del i adventmødet. Da tiden kom for Kristi efterfølgere at tale til hans gunst, kunne jeg ikke tie stille, men jeg rejste mig og fortalte om min erfaring. Jeg havde ikke tænkt det fjerneste over, hvad jeg skulle sige; men den enkle historie om Jesu kærlighed til mig lød fra mine læber med en fuldkommen frihed, og mit hjerte var så lykkeligt over at være befriet fra dets fortvivlede trældom, at jeg mistede menneskene omkring mig af syne og syntes at være alene med Gud. Udover glædestårerne, som var ved at kvæle min udtale, havde jeg ikke svært ved at udtrykke min fred og glæde, idet jeg fortalte om den vidunderlige kærlighed, som Jesus havde vist mig.
Bror Stockman var til stede. Han havde for nylig set mig i dyb fortvivlelse, og den bemærkelsesværdige forandring ved mit udseende og mine følelser rørte hans hjerte; han græd højt, idet han lovede og priste Gud sammen med mig for dette bevis på hans ømme barmhjertighed og elskende venlighed.
(33) Ikke længe efter jeg havde modtaget denne store velsignelse, tog jeg del i et konference møde ved den kristne kirke, hvor bror Brown var pastor. Jeg blev bedt om at fortælle om min erfaring, og jeg følte ikke kun stor frihed til at tale, men glæde ved at fortælle min enkle historie om Jesu kærlighed og glæden ved at være anerkendt af Gud. Idet jeg talte med et spagfærdigt hjerte og tårer i øjnene, syntes min sjæl at blive draget imod himmelen i taknemmelighed. Herrens smeltende magt kom over de forsamlede. Mange græd og andre priste Gud.
Syndere blev indbudt til at rejse sig for bøn, og mange tog imod kaldet. Mit hjerte var så taknemmeligt over for Gud for den velsignelse, som han havde givet mig, at jeg længtes efter, at andre skulle have del i denne hellige glæde. Mit sind var dybt interesseret i dem, der måtte lide under en følelse af Herrens mishag og syndens byrde. Mens jeg fortalte om min erfaring, følte jeg, at ingen kunne modstå beviset på Guds tilgivende kærlighed, som havde ført til en så vidunderlig forandring i mig. Virkeligheden ved sand omvendelse syntes så tydelig for mig, at jeg ønskede at hjælpe mine unge venner ind i lyset. Ved enhver anledning udøvede jeg min indflydelse med dette for øje.
Jeg arrangerede møder med mine unge venner, hvoraf nogle var betydeligt ældre end jeg selv, og nogle få var gifte personer. En del af dem var forfængelige og tankeløse; min erfaring forekom dem som et tomt eventyr, og de tog sig ikke af mine bønfaldelser. Men jeg besluttede, at mine anstrengelser ikke skulle ophøre, før disse dyrebare sjæle, for hvem jeg havde så stor interesse, overgav sig til Gud. Jeg tilbragte adskillige hele nætter i inderlig bøn for dem, som jeg havde udvalgt og bragt sammen med det formål at arbejde og bede for dem.
Nogle af dem mødtes med os af nysgerrighed efter at høre, hvad jeg havde at sige; andre mente, at jeg var ude af mig selv, eftersom jeg var så udholdende i mine anstrengelser, specielt eftersom de selv ingen interesse viste. Men ved hvert eneste af vore små møder (34) fortsatte jeg at formane og bede for hver eneste af dem hver for sig, indtil de alle havde overgivet sig til Jesus og anerkendt hans tilgivende kærligheds fortjenester. De omvendte sig alle til Gud.
Nat efter nat syntes jeg i mine drømme at arbejde for sjæles frelse. Ved sådanne lejligheder blev bestemte personer fremlagt for mit sind; disse opsøgte jeg bagefter og bad for dem. Ved ethvert af disse tilfælde, undtagen et, overgav disse mennesker sig til Herren. Nogle af vore mere formelle brødre frygtede, at jeg var for ivrig for sjæles omvendelse, men tiden forekom mig at være så kort, at det påhvilede alle, som havde håbet om en lykkelig udødelighed og så frem til Kristi snare komme, at arbejde uden ophør for disse, som stadig befandt sig i deres synder og stod på ødelæggelsens forfærdelige rand.
Selvom jeg var meget ung, syntes frelsesplanen at være så tydelig for mig, og min personlige erfaring havde været så udpræget, at jeg efter at have overvejet sagen vidste, at det var min pligt at fortsætte mine anstrengelser for dyrebare sjæles frelse og at bede og bekende Kristus ved enhver anledning. Hele mit væsen var givet til min Mesters tjeneste. Jeg var besluttet på at behage Gud, hvad der end måtte komme. Jeg ville leve som en, der forventede, at Frelseren ville komme og belønne de trofaste. Jeg følte mig som et lille barn, idet jeg gik til Gud som til min far og spurgte ham om, hvad han ville, jeg skulle gøre. Derefter var det min største glæde at udføre de pligter, der blev åbenbaret for mig. Besynderlige prøvelser kom nogle gange over mig. De, der var mere erfarne end jeg, forsøgte at holde mig tilbage og afkøle min tros iver; men med Jesu smil til at oplyse mit liv og Guds kærlighed i mit hjerte fortsatte jeg min vej med en glad ånd.
Så ofte, som jeg genkalder mit unge livs erfaring, husker jeg min bror, som jeg betroede mine håb og min frygt, og som inderligt sympatiserede med mig i min kristne erfaring, med et væld af milde minder. Han var en af dem for hvem synden kun havde få fristelser. Da han af (35) natur var andægtig, søgte han aldrig de unge og udsvævendes samvær, men han valgte hellere at være sammen med Kristne, hvis samtale ville vejlede ham på livets vej. Hans opførsel var alvorlig af hans alder; han var venlig og fredfuld, og hans sind var næsten konstant fyldt med religiøse tanker. Hans liv blev af dem, der kendte ham, omtalt som at mønster for ungdommen, et levende eksempel på sand kristendoms nåde og ynde.