[Der stilles ofte spørgsmål angående vor pligt mod de fattige, der antager det tredje budskab; og vi har selv længe næret ønske om at vide, hvorledes man på en forsigtig måde skal optræde over for fattige familier, som begynder at holde sabbaten. Men under mit ophold i Roosevelt i staten New York den 3. august 1861 blev visse ting vedrørende de fattige fremstillet for mig.
Gud kræver ikke, at vore brødre skal tage sig af enhver fattig familie, som kommer til at antage dette budskab. Hvis de skulle gøre det, måtte prædikanterne høre op med at betræde nye virkefelter, fordi pengemidlerne ville udtømmes. Mange er fattige på grund af deres egen mangel på flid og sparsommelighed; de forstår ikke at bruge midlerne på rette måde. Dersom de blev hjulpet, ville det skade dem. Nogle vil altid være fattige. Selv om de fik de allerstørste fordele, ville de ikke afhjælpe deres forhold. De kan ikke gøre gode beregninger og opbruge alle de midler, de kunne opnå, enten de var meget eller lidt. Nogle kender intet til fornægtelse af selvet eller til at spare for at holde fri for gæld eller kunne lægge (273) lidt til side, til de måtte behøve det. Dersom menigheden skulle hjælpe sådanne mennesker i stedet for at lade dem stole på deres egen hjælpekilder, ville det i længden skade dem; for de ville se han til menigheden og vente hjælp af den og de ville ikke øve selvfornægtelse og sparsommelighed, når der blev sørget godt for dem. Og hvis de ikke får hjælp hver gang frister Satan dem og de bliver nidkære og meget samvittighedsfulde på deres brødreres vegne af frygt for, at disse skal forsømme deres pligt mod dem. Fejlen ligger hos dem selv. De er hildet i bedrag. De er ikke Herrens fattige.
Den undervisning, Guds ord giver angående hjælp til de fattige, berører ikke sådanne tilfælde, men gælder de ulykkelige og hjemsøgte. I sit forsyn har Gud hjemsøgt enkelte mennesker for at prøve og forsøge andre. Enker og svagelige findes i menigheden for at være til velsignelse for menigheden. De udgør et at de midler Gud har valgt for at udvikle den sande karakter hos Kristi bekendende efterfølgere og for at sætte de kostelige karaktertræk i virksomhed, som vor medlidende Genløser lagde for dagen.
Mange, der kun med vanskelighed kan opretholde livet, når de er alene, gifter sig og stifter familie, selv om de ved, at de ikke har noget at underholde denne med. Og hvad der er endnu værre: de kan ikke styre en familie. Hele deres handlemåde i familien præges af deres dårlige, slappe vaner. De har kun ringe herredømme over sig selv og er lidenskabelige, utålmodige og irritable. Når sådanne antager budskabet, mener de, at de er berettigede til støtte fra deres formuende brødre og hvis deres forventninger ikke bliver imødekommet, klager de over menigheden og beskylder den for ikke at efterleve sin tro. Hvem kan lide i dette tilfælde? Skal Guds sag undgælde og dens pengemidler på forskellige steder udtømmes for at man skal kunne tage sig af disse store fattige familier? Nej. Det må blive forældrene, der kommer til at lide. De vil som regel ikke lide større mangel, efter at de har antaget sabbaten, end før.
(274) Blandt nogle af de fattige er der et onde, som visselig vil betyde deres ruin, medmindre de overvinder det. De har antaget sandheden med deres grove, uslebne, ukultiverede vaner og der vil hengå nogen tid, inden de indser og erkender deres mangel på dannelse og forstår, at den ikke er i overensstemmelse med Kristi karakter. De mener om andre, der har mere sans for orden og dannelse, at de er stolte og man vil måske kunne høre dem sige, at "sandheden bringer os alle ned på lige fod". Men det er en fuldstændig misforståelse at mene, at sandheden bringer modtageren ned. Sandheden løfter ham op, forædler hans smag, helliggør hans dømmekraft og hvis den bliver efterlevet, vil den stadig gøre ham mere skikket til omgang med hellige engle i Guds stad. Det er hensigten med sandheden at den skal hæve os alle op til samme høje stade.
De, som er mere fordelagtigt stillede, bør altid optræde på en ædel, højsindet måde i behandlingen af deres fattige brødre og give dem gode råd og så overlade det til dem at arbejde sig igennem livets kampe. Men det blev vist mig, at der påhviler menigheden en yderst højtidelig forpligtelse til at vise en særlig omhu for de meget fattige enker, forældreløse og syge. Vejl f menigh bd 1 side 81-82]