(62) Jeg berettede dette syn til de troende i Portland, som havde fuld tillid til, at det var fra Gud. Herrens Ånd ledsagede vidnesbyrdet, og evighedens højtidelighed hvilede over os. En usigelig ærefrygt fyldte mig ved tanken om, at jeg, så ung og svag, skulle vælges som det redskab, hvorved Gud ville give sit folk lys. Mens jeg var under Herrens magt, var jeg fyldt med glæde og syntes at være omgivet af hellige engle i himmelens herlige sale, hvor alt er fred og glæde. Det var en sørgelig og bitter forandring at vågne op til det dødelige livs realiteter.
I et andet syn, som fulgte hurtigt efter det første, blev jeg vist de prøvelser, som jeg skulle igennem, og at det var min pligt at gå og fortælle andre, hvad Gud havde åbenbaret for mig. Det blev vist mig, at min gerning ville blive mødt med stor modstand, og at mit hjerte ville blive sønderrevet af sjælekval, men at Guds nåde ville være nok til at opretholde mig igennem det hele. Dette syns indhold bekymrede mig i høj grad, for det påpegede min pligt til at gå ud blandt folk og fremsætte sandheden.
Mit helbred var så dårligt, at jeg konstant var underlagt fysisk lidelse, og efter alt at dømme havde jeg kun kort tid at leve i. Jeg var kun sytten år gammel, lille og svag, uvant til selskab, og af naturen så genert og tilbageholdende, at det var smertefuldt for mig at møde fremmede. I adskillige dage og til langt ud på natten bad jeg inderligt om, at denne byrde måtte blive fjernet fra mig og lagt på nogen, der var bedre i stand til at bære den. Men pligtens lys ændredes ikke, og englens ord lød hele tiden i mine øren: "Gør andre bekendt med, hvad jeg har åbenbaret for dig."
(63) Jeg kunne ikke forlige mig med tanken om at gå ud i verden, og jeg frygtede for at møde dens spot og modstand. Jeg havde meget lidt selvtillid. Når Guds Ånd havde tilskyndet mig til at udføre en pligt, havde jeg hidtil rejst mig over mig selv og glemt al frygt og generthed ved tanken om Jesu kærlighed og den vidunderlige gerning, han havde gjort for mig. Den stadige forvisning, om at jeg var ved at opfylde min pligt og adlyde Herrens vilje, gav mig en tillid, der overraskede mig. Ved disse tidspunkter følte jeg mig villig til at gøre eller lide hvad som helst for at hjælpe andre til at komme til lyset og få del i Jesu fred.
Men det forekom mig umuligt at udføre denne gerning, som blev fremstillet for mig; at forsøge på det syntes helt sikkert at føre til fiasko. De prøvelser, der ledsagede gerningen, forekom mig større, end jeg kunne udholde. Hvordan kunne jeg, et barn, gå frem fra sted til sted og udfolde Guds hellige sandheder for folket? Mit hjerte sank i rædsel ved tanken. Min bror Robert, som kun var to år ældre end jeg, kunne ikke ledsage mig, for han havde et dårligt helbred, og hans generthed var større end min; intet kunne have fået ham til at tage et sådant skridt. Min far havde en familie at forsørge og kunne ikke forlade sin opgave; men han forsikrede mig, at hvis Gud havde kaldt mig til at arbejde andre steder, ville Gud ikke undlade at åbne vejen for mig. Men disse opmuntrende ord bragte kun mit fortvivlede hjerte lille trøst; stien foran mig syntes at være omgærdet med vanskeligheder, som jeg var ude af stand til at overvinde.
Jeg eftertragtede døden som en befrielse fra de ansvar, som betyngede mig. Til sidst forlod den dejlige fred, jeg så længe havde nydt, mig, og fortvivlelse trængte sig igen ind på min sjæl. Mine bønner forekom at være nyttesløse, og min tro var forsvundet. Trøstende, irettesættende og opmuntrende ord var det samme for mig; for det forekom mig, at ingen anden end Gud kunne forstå mig, og han havde forladt mig. De troende i Portland var uvidende om de sindsbevægelser, som havde bragt mig i denne fortvivlede tilstand; men de vidste, at af en eller anden grund var mit sind blevet nedtrykt, og de følte, (64) at det var syndigt af mig, når man tog den nådige måde, hvorpå Herren havde vist sig for mig, i betragtning.
Jeg frygtede, at Gud havde taget sin gunst væk fra mig for evigt. Da jeg tænkte på det lys, der tidligere havde velsignet min sjæl, forekom det dobbelt så dyrebart i modsætning til det mørke, som nu omgav mig. Der blev holdt møder i min fars hjem, men mit sinds kval var så stor, at jeg ikke deltog i møderne i et stykke tid. Min byrde blev tungere, indtil min sjælekval forekom mig større, end jeg kunne bære.
Langt om længe blev jeg foranlediget til at være til stede ved et af møderne i mit eget hjem. Menigheden gjorde mit tilfælde til et særligt bedeemne. Far Pearson, som i min tidligere erfaring havde modsat sig tilkendegivelserne af Guds magt på mig, bad nu inderligt for mig og rådede mig til at overgive min vilje til Herrens vilje. Som en nænsom far prøvede han at opmuntre og trøste mig, idet han bød mig tro, at jeg ikke var forladt af synderes Ven.
Jeg følte mig for svag og fortvivlet til at gøre nogen særlig anstrengelse for mig selv, men mit hjerte forenedes med mine venners bønner. Nu brød jeg mig ikke meget om verdens modstand, og jeg følte mig villig til at bringe ethvert offer, hvis bare Guds gunst ville blive genoprettet for mig. Mens der blev bedt for mig, rullede det tykke mørke, der havde omgivet mig, væk, og et pludseligt lys kom over mig. Mine kræfter forsvandt. Jeg syntes at være i englenes nærhed. Et af disse hellige væsner gentog atter disse ord: "Gør andre bekendt med, hvad jeg har åbenbaret for dig."
En stor frygt, som knugede mig, var, at dersom jeg adlød pligtens kald og gik ud og erklærede mig selv for at være en, der var begunstiget af den Højeste med syner og åbenbaringer for folket, ville jeg kunne give efter for syndig ophøjelse og hæves over den stilling, som det var rigtigt for mig at besidde. Jeg kunne bringe Guds mishag over mig selv og miste min egen sjæl. Jeg kendte adskillige, sådanne som jeg her har beskrevet, og mit hjerte trak sig tilbage fra ildprøven.
(65) Nu bad jeg om, at dersom jeg måtte gå og berette, hvad Herren havde vist mig, at jeg måtte blive bevaret fra unødig ophøjelse. Englen sagde: "Dine bønner er hørt og vil blive besvaret. Hvis dette onde, som du frygter, truer dig, vil Guds hånd blive strakt ud for at redde dig; ved lidelse vil han drage dig til sig og bevare din ydmyghed. Fremsæt trofast budskabet. Hold ud til enden, og du skal spise frugten af livets træ og drikke af livets vand."
Efter at have genvundet bevidstheden om jordiske ting, overgav jeg mig til Herren, rede til at udføre hans befalinger, hvad de end måtte være. Ved forsynets styrelse åbnede vejen sig for mig til at tage med min svoger til mine søstre i Poland, tredive mil fra mit hjem. Der fik jeg en anledning til at aflægge mit vidnesbyrd.
I tre måneder havde min hals og mine lunger været så syge, at jeg kun kunne tale en smule, og det kun med en lav og hæs stemme. Ved denne lejlighed stod jeg op under mødet og begyndte at tale med en hvisken. Jeg fortsatte således i omkring fem minutter, hvorefter smerten og tilstopningen forlod min hals og mine lunger, min stemme blev klar og stærk, og jeg talte med fuldstændig lethed og frihed i næsten to timer. Da mit budskab sluttede, var min stemme væk, indtil jeg igen stod foran forsamlingen, hvor den samme enestående helbredelse blev gentaget. Jeg følte en vedvarende forvisning om, at jeg gjorde Guds vilje, og jeg så mærkbare resultater ledsage mine anstrengelser.
Ved forsynets ledelse åbnede vejen sig for mig til at tage til den østlige del af Maine. Bror William Jordan skulle på forretningsærinde til Orrington, ledsaget af sin søster, og jeg blev bedt om at tage med dem. Eftersom jeg havde lovet Herren at vandre på den sti, han åbnede for mig, vovede jeg ikke at sige nej. I Orrington mødte jeg bror James White. Han kendte mine venner, og han var selv engageret i frelsesarbejdet.
Guds Ånd ledsagede det budskab, jeg fremsatte; hjerter blev fyldt med glæde i sandheden, og de fortvivlede blev (66) opmuntret og oplivet til at forny deres tro. I Garland samlede et stort antal sig fra forskellige steder for at høre mit budskab. Men mit hjerte var meget betynget; jeg havde netop modtaget et brev fra min mor, hvori hun bad mig om at vende hjem, for falske rygter om mig spredtes. Dette var et uventet slag. Mit navn havde altid været fri for skyggen af skam, og mit omdømme var meget dyrebart for mig. Jeg følte mig også bedrøvet over, at min mor skulle lide for min skyld; hendes hjerte var knyttet til hendes børn, og hun var meget følsom med hensyn til dem. Hvis der havde været en anledning, ville jeg straks have påbegyndt rejsen hjem; men dette var umuligt.
Min sorg var så stor, at jeg følte mig for nedtrykt til at tale den aften. Mine venner bad mig om at stole på Herren; og til sidst gik brødrene i forbøn for mig. Herrens velsignelse hvilede snart over mig, og den aften aflagde jeg mit vidnesbyrd med stor frihed. Der syntes at være en engel, der stod ved min side for at styrke mig. Herligheds- og sejrsråb steg op fra dette hus, og Jesu nærværelse kunne mærkes iblandt os.
I min gerning blev jeg kaldet til at modsætte mig visse personers fremgangsmåde, som ved deres fanatisme bragte skam over Guds sag. Disse fanatiske personer syntes at tro, at religion bestod i stor sindsbevægelse og larm. De talte på en måde, som pirrede de vantro og fik dem til at hade dem og de læresætninger, de lærte. Derefter glædede de sig over, at de led forfølgelse. De vantro kunne ikke se nogen overensstemmelse i deres fremgangsmåde. Nogle steder blev brødrene forhindret i at samles til møder. De uskyldige led sammen med de skyldige. Jeg havde et bedrøvet og betynget hjerte det meste af tiden. Det forekom grusomt, at Kristi sag skulle skades ved disse uforstandige menneskers fremgangsmåde. De ødelagde ikke blot deres egne sjæle, men de satte en skamplet på sagen, der ikke var let at fjerne. Og Satan elskede at have det sådan. Det passede ham fint at se vanhellige mennesker håndtere sandheden; at sandheden blev blandet med vildfarelse for derefter at blive nedtrådt i støvet. Han så med triumf på Guds folks forvirrede og spredte tilstand.
En af disse fanatiske personer virkede med noget held for at vende mine venner og endda mine slægtninge mod mig. Fordi jeg trofast havde fortalt det, som blev vist mig angående hans ukristne fremgangsmåde, udbredte han falskheder for at ødelægge min indflydelse og for at retfærdiggøre sig selv. Min lod syntes svær. Modløshed trængte sig hårdt på mig; og Guds folks tilstand fyldte mig med så megen smerte, at jeg var syg i to uger. Mine venner troede, at jeg ikke ville overleve; men brødre og søstre, som følte med mig i denne lidelse, mødtes for at bede for mig. Det gik snart op for mig, at inderlig og virkningsfuld bøn blev opsendt for mig. Bønnen fik overhånd. Den stærke fjendes kraft blev brudt, og jeg blev befriet og øjeblikkeligt henrevet i et syn. I dette syn så jeg, at hvis jeg mærkede en menneskelig indflydelse påvirke mit vidnesbyrd, skulle jeg, uanset hvor jeg end måtte være, blot råbe til Gud, og en engel ville blive sendt til min undsætning. Jeg havde allerede en skytsengel, der hele tiden fulgte mig, men når det var nødvendigt, ville Herren sende en anden for at løfte mig over enhver jordisk påvirknings kraft.