I det syn jeg fik i Rochester, New York, 25.december, fik jeg vist at vort sabbatsholdende folk ikke har handlet efter det lys, som Gud har givet om sundhedsreformen. Der stadig ligger et stort arbejde for os og at vi, som et folk, har været ret langsomme til at følge Guds åbne forsyn, i betragtning af at han har valgt at lede os.
(486) Jeg fik vist at arbejdet med sundhedsreformen næsten ikke var begyndt. Selvom nogle tager det alvorligt og omsætter deres tro til handling, forbliver andre ligegyldige og har knap nok taget det første skridt mod reform. Det er som om der et ikke-troende hjerte i dem og når denne reform lægger grænser på vellystige appetit, vil mange trække sig tilbage. De har andre guder end Herren. Deres smag og deres appetit er deres gud; og når øksen ligger ved træets fod og dem som har føjet deres fordærvede appetit på bekostning af helbredet kommer i berøring med hinanden og deres synd fremvises, deres afguder viser sig, ønsker de ikke at blive kendt skyldige; og selvom Guds stemme taler direkte, at de skal lægge disse sundhedsødelæggende laster væk, vil nogle stadig klamre sig om de skadelige ting de holder af. De lader til at være forenet med deres afguder og Gud vil snart sige til sine engle: Lad dem være alene.
[Det blev vist mig at sundhedsreformen er en del af den tredje engels budskab og den er lige så tæt knyttet til budskabet som armen og hånden er fæstet til vort legeme. Jeg så at vi, som et folk, må gøre et fremstød i dette store arbejde. Prædikanterne og folket må arbejde sammen. Guds folk er ikke forberedt for den tredje engels høje råb. Vi har et arbejde at gøre for os selv og vi må ikke overlade det til Gud og vente at han skal gøre det for os. Gud har overladt dette arbejde til os og det er et arbejde den enkelte af os må gøre selv. Den ene kan ikke gøre det for den anden. »Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd og gennemføre hellighed i gudsfrygt.« Frådseri er en meget almindelig synd i vor tid. En grådig appetit gør både mænd og kvinder til slaver. Den formørker deres åndsevner og afstumper de moralske begreber i en sådan grad at de ikke værdsætter Guds ords hellige og ophøjede sandheder. De lavere tilbøjeligheder har fået magten over både mænd og kvinder.
Guds folk må kende sig selv for at kunne blive rede til forvandlingen. Vi må forstå at det er nødvendigt for os at kunne sige om vort fysiske legeme som (487) salmisten sagde fordum: »Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger; det kender min sjæl til fulde.« Appetitten må altid være underordnet moralen og forstanden. Legemet må være forstandens tjener og ikke omvendt. Råd og vink side 27]
Jeg fik vist at der lå et meget større arbejde for os end vi kunne forestille os, hvis vi vil sikre os sundhed, ved at sætte os selv i rette forhold til livet. Dr. A har gjort et stort og godt arbejde i behandlingen af sygdomme og i at oplyse dem, som hele deres liv, har været ligegyldige med at mad, drikke og arbejde opretholder sundheden. Gud har i sin barmhjertighed givet sit folk lys gennem sine ydmyge redskaber, som, for at overvinde sygdomme, må fornægte en vellysten appetit og udøve mådehold i alle ting. Han har fået et stort lys til at skinne på deres stivej. Skal dem, som »i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst, han - som hengav sig selv for os for at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger,« - være bagefter de dagreligiøse, som ikke tror på vor Frelsers tilsynekomst? Dette ejendomsfolk, som han renser sig så de forvandles til himlen uden at se døden, bør ikke ligge bagud andre i gode gerninger. Under deres møje for at rense sig fra kødets og åndens snavs og udvikler hellighed i Gudsfrygt, bør de være langt forud fra nogen anden klasse mennesker på jorden, idet deres bekendelse er langt mere ophøjet end andres er.
Nogle har hånet dette reformarbejde og har sagt at det var unødvendigt og at det er en ophidselse, der adskiller tankerne fra den nærværende sandhed. De sagde at det bragte tingene til yderligheder. Disse ved ikke hvad de taler om. Hvordan kan mænd og kvinder, som vedkender sig at være gudfrygtige, veje sandhedens beviser og fatte Guds krav, så længe de er syge fra deres hoveds isse til deres fodsål, (488) så længe deres fysiske, åndelige og moralske styrke er svækket på grund af deres fordærvede appetit tilfredsstilles og alt for meget arbejde? Er deres moralske og forstandsmæssige evner omtåget kan de ikke værdsætte soningens værdi eller den ophøjede karakter i Guds arbejde, ej heller glæde sig ved studiet af hans ord. Hvordan kan en nervesvag dyspetiker altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver ham regnskab for det håb, som er i ham, med sagtmodighed og frygt. Hvor hurtigt vil en sådan person ikke blive forvirret og nervøs og blive ledt af sin sygelige fantasi til at se sagerne i et fuldstændigt forkert lys. Når den sagtmodighed og ro, der karakteriserede Kristi liv, mangler, vanærer han så han ikke denne sag, når han, trods sin bekendelse, strides med urimelige folk? Ved at se tingene fra et højt religiøst ståsted, bliver vi nidkære reformatorer så vi kan ligne Kristus.
Jeg så at vor himmelske Fader har givet os den store oplysende velsignelse over sundhedsreformen, så vi kan adlyde hvad han kræver og forherlige ham i vore legemer og ånd, som er hans og til sidst stå fejlfri foran Guds trone. Vor tro kræver at vi skal højne standarden og gøre fremskridt. Selvom mange drager andre sundhedsreformatorers metoder i tvivl, bør de, som fornuftige mennesker, gøre noget selv. Vor slægt er i en elendig tilstand, den lider af sygdomme på enhver måde. Mange har arvet sygdomme og lider stærkt på grund af deres forældres forkerte vaner og alligevel lever de selv på den samme forkerte måde og deres børn fører dette videre. De er ligeglade med sig selv. De er syge og ved ikke at deres egne forkerte levevaner bringer dem umådelig stor lidelse.
Der en endnu kun få, som er vågne nok til at (489) indse at deres kostvaner har meget at gøre med deres sundhed, karakter, nytte i denne verden og deres evige skæbne. Jeg så at de, som havde taget imod himlens lys og indser at det er en fordel at vandre i det, har pligt at vise større interesse for dem, som stadig lider på mangel af kundskab. Sabbatsholdere, som venter på deres frelseres snarlige tilsynekomst, burde være de sidste der viser manglende interesse for dette reformarbejde. Mænd og kvinder bør undervises, prædikanter og folk bør nære en byrde for at drøfte emnet og tilskynde andre til det.
Jeg fik vist at vi skulle indrette et sted for de bedrøvede og dem der ønsker at lære hvordan de tager vare på deres legemer, så sygdomme forebygges. Vi bør ikke blive ved med at være ligegyldige og tvinge dem, som er syge og ivrige efter at leve i sandheden til at gå til de populære vandkurbade og få genvundet deres helbred. Der er der ingen forståelse for vor tro. Hvis de genvinder helbredet er dette prisen for deres religiøse tro. Dem, der har haft stærke lidelser på grund af legemlig skrøbelighed, er både mentalt og moralsk svage. Idet de ser fordelene ved at bruge vandet rigtigt, den rigtige brug af luft og den rette kost, forledes de til at tro at lægerne, der har stort held med deres behandling, ikke kan være helt galt på den i deres religiøse tro; da de medvirker i det store gode arbejde hvor lidende mennesker hjælpes, må de have næsten helt ret. På denne måde er vore folk i fare for blive fanget, ved deres anstrengelser for at genvinde helbredet på disse institutioner.
Igen så jeg at dem, som var stærkt befæstet i religiøse principper og er fast besluttet på at adlyde alle Guds krav, ikke kan få den samme gavn af disse nye populære sundhedsinstitutioner, som andre af en anden tro kan. Sabbatsholdere er specielle i deres tro. At holde alle Guds (490) bud, hvad han kræver at de skal, så han kan eje og anerkende dem, er umådeligt svært i en populær vandkur. De må have evangeliets si med sig hele tiden og sigte alt hvad de hører, så de kan vælge det gode og afvise det dårlige.
Badeanstalten i ___ har været den bedste institution i de Forenede Stater. Dets ledere har gjort et stort og godt arbejde så vidt angår behandlingen af sygdomme. Vi kan dog ikke have tillid til dets religiøse principper. Selv om de vedkender sig at være kristne, anbefaler de deres patienter spillekort, dans og teater, alt dette tenderer til ondt, eller mildest talt har dette genskin af det onde og er i direkte modsætning til Kristus og hans apostles lære. Samvittighedsfulde sabbatsholdere, som besøger disse institutioner i den tro at genvinde helbredet kan ikke få den fordel som de kunne. De er hele tiden nød til at være på vagt, medmindre de går på kompromis med deres tro og derved vanærer deres Forløsers sag og bringer deres egn sjæl i trældom.
Jeg fik vist at sabbatsholdere burde åbne en vej, så at dem med den samme dyrebare tro kan få behandling, uden at de bruger deres penge på institutioner, hvor deres tro og religiøse principper er i fare og hvor de ikke kan finde forståelse eller enighed i religiøse anliggender. Gud har i sin forudseenhed ledt Dr. B til ___ så han kan få erfaring på det sted han ellers ikke kunne få, for Gud har et arbejde han skal udrette, i sundhedsreformen. Som praktiserende læge har han i årevis fået kendskab til den menneskelige organisme og Gud vil nu med teori og praksis have at han skal lære hvordan de velsignelser, der er inden for menneskers rækkevidde, skal anvendes. Han ønsker at være udrustet hjælpe de syge og undervise dem, som ikke forstår hvordan de skal bevare den styrke (491) og det helbred de allerede har og hvordan de skal forebygge sygdom ved fornuftig brug af himlens hjælpemidler - rent vand, luft og diæt.
Jeg fik vist at Dr. B var en forsigtig og striks samvittighedsfuld mand, en mand, som Gud holder af. Han har gennemgået mange prøvelser, som har virket til hans bedste, selvom han under dem ikke altid kunne se hvor han fik nytte af dem. Dr. B er ikke er ikke et menneske der vil blive ophøjet, selvom han tror sandheden og følger dens sti. Han er ikke egenmægtig eller hoven. Han er bange for at påtage sig den værdighed, som hans stilling lader ham have. Han vil rådføre sig med andre og det er let at bede ham om noget, han skal passe på at han ikke påtager sig byrder han ikke kan overkomme. Han ser og fornemmer hvad der burde gøres og kan komme til at gøre alt for meget. Han er yderst medfølende og forstående og vil gøre det allerbedste for sine patienter; og hvis han fik lov til det, ville han bære så tung en ansvarsbyrde, at han ville knuses under dens vægt.
Indflydelsesrige mænd og kvinder burde hjælpe bror B med deres bønner, deres medfølelse, deres store samarbejdsvilje, deres opmuntrende og fortrøstningsfulde ord og deres råd og vejledning - han vil værdsætte det hele. Hans stilling vil ikke være misundelsesværdig. Hvis han påtager sig så store ansvar vil det ikke være for at få et levebrød, for han kan få dette på en meget lettere måde og undgå bekymring, ængstelse og forviklinger, som en sådan stilling bringer med sig. Kun pligtsfølelsen vil lede ham; og når han har forvisset sig om hvor pligtens sti ligger, vil han følge den og stå ved sin post, koste hvad det vil. Han burde havde de indflydelsesrige medarbejderes forståelse og samarbejdsvilje, dem som Gud vil have til at stå ved hans side og støtte ham i hans møjsommelige arbejde.
Hvis denne verden interesserede sig for det, kunne dr. B udrette mere end i den stilling han har nu. Jeg fik vist at denne (492) stilling ville være meget vanskelig. Der er mange, som ikke har nogen erfaring i dette, ingen forestiller sig hvor stor en sådan virksomhed er og de ønsker tingene efter deres tanker. Nogle kunne undre sig over hvorfor fattige ikke bare kan komme og blive behandlet for ingenting og fristes til at tro det er en indbringende virksomhed; og den ene og den anden vil have noget at skulle have sagt og finder ret mange fejl og lader det gå som det kan; for jeg fik vist at nogle ville anse det for en dyd at være negativ og modsætte sig dette arbejde. De er stolte af at de ikke får tingene, lige så snart de kommer. Ligesom Thomas praler de af deres vantro. Men roste Jesus Thomas? Skønt han fik beviset, ville han have det før han troede og Jesus sagde til ham: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror."
Jeg fik vist at der ikke var mangel på midler blandt sabbatsholdende adventister. For øjeblikket er deres største fare at de har opsamlet gods. Nogle får stadig større bekymringer og mere arbejde; de er overbelæsset. Følgen bliver at Gud og det hans sag næsten glemmes; de er åndeligt døde. De er pålagt at gøre et offer til Gud, en gave. Et offer bliver ikke større, men bliver mindre og fortæres. Jeg fik vist, at der hér er en værdifuld virksomhed, som Guds folk kan engagere sig i, en virksomhed hvor de kan sætte deres midler til for hans ære og for fremskyndelsen af hans sag. De fleste af de midler, som er blandt vore brødre, viser sig bare at være til skade for dem, som har dem.
Vort folk burde have deres egen institution, som de selv styrer, til fordel for de syge og lidende iblandt os, som ønsker at få sundhed og styrke så de kan forherlige Gud i deres legeme og ånd, som er hans. Blev en sådan institution styret rigtigt, ville den være et middel til at (493) bringe vore synspunkter frem for mange, som det ellers ville være umuligt for os at nå, idet vi ellers ville forsvare sandheden på normal vis. Nå ikke-troende tyer til en institution, helliget til succesrig behandling af sygdomme og styret af sabbatsholdende læger, vil de komme under direkte påvirkning af sandheden. Når de bliver kendt med vore folk og vore virkelige tro, vil deres fordomme overvindes og de vil få et godt indtryk. Ved at komme under indflydelse af sandheden på denne måde, vil nogle ikke kun få hjulpet deres legemlige skavanker, men vil få lægende balsam til deres synds-syge sjæle.
Idet patienternes helbred forbedres under en klog behandling og de begynder at nyde livet, får de tillid til dem, som har været redskaber for deres helbredelse. Deres hjerter vil være fyldt med taknemmelighed og sandhedens gode sæd vil have lettere ved at finde et sted at være og i visse tilfælde vil de blive næret og spire og bære frugt til Guds ære. En dyrebar sjæl, der frelses vil være mere værd, end alle de midler, der går til for at oprette en institution. Nogle har ikke mod nok til at give efter for deres overbevisning. De kan overbevises om at sabbatsholderne har sandheden, men verden og ikke-troende slægtninge står i vejen for at de antager den. De kan ikke få sig selv hen til det punkt hvor alt ofres til Kristus. Alligevel vil nogen i den førnævnte gruppe gå væk, uden fordomme og stå som forsvarer for syvende-dags Adventisternes tro. Nogle af dem, som går helbredt og godt gavnet væk, vil være midler til at indføre vor tro på nye steder og oprejse sandhedens standard, hvor det ellers ville være umuligt at få adgang. Fordommene er blevet fjernet fra stedet fordi de har haft et ophold iblandt vore folk, med det formål at blive sunde.
Andre vil gennemgå en masse prøvelser når de kommer hjem. Dette skal dog ikke afskrække nogen eller hindre dem i dette gode arbejde. Satan og hans repræsentanter vil gøre alt (494) hvad de kan for at forhindre, for at forvirre og bringe byrder på dem, som oprigtigt går ind for at fremskynde dette reformarbejde.
Vort folk giver deres midler rundhåndet og hvis alle følte betydningen af dette arbejde, kunne denne store virksomhed føres frem uden vanskeligheder. Alle bør nære en særlig interesse for at støtte den. Især dem, som har midler, bør investere i denne virksomhed. Et passende hjem bør indrettes til at tage imod syge patienter, så de, ved hjælp af de rette midler og Guds velsignelse, kan få lindret deres sygdomme og lære hvordan de skal passe på sig selv og således forebygge sygdomme.
Mange, som vedkender sig sandheden, bliver nøjeregnende og egenkærlige. De behøver at blive ængstelige for sagen. De har så mange rigdomme på jorden, at deres hjerter ligger ved deres rigdomme. En stor del af deres rigdomme, er i denne verden og kun en lille del i himlen; derfor er deres hengivenhed til jordiske ejendomme, i stedet for til den himmelske arv. Nu har de en god anledning til at bruge deres midler til gavn for den lidende menneskehed og også til sandhedens fremskyndelse. Denne virksomhed bør aldrig komme til at kæmpe med fattigdom. Disse tjenere, som Gud har betroet midler til, bør nu komme frem til værket og bruge deres midler til hans ære. Dem, som i deres begærlighed tilbageholder deres midler, vil snare opleve en forbandelse end en velsignelse.
Dem, som Gud har tiltroet midler bør lave en fond, som skal bruges til de værdigt trængende der er syge og ikke i stand til at betale for behandlingen på denne institution. Der er nogle dyrebare sjæle, som er værdigt trængende. Deres påvirkning har været til gavn for Guds sag. En fond bør oprettes til at behandle fattige hvor den menighed, hvor patienten bor, afgører om de er værdige til at blive hjulpet. Hvis de ikke (495) har overflod til at give til dette formål og ikke kan kræve det tilbage, vil de fattige være ude af stand til at hjælpe sig selv ud af sygdomsbehandlingen på en sådan institution, hvor der er brug for mange midler. Fra institutionens begyndelse, hvor den kæmper for at overleve, bør den ikke komme i forlegenhed og hele tiden forbruge midler uden at der er en indkomst.