( Dette syn beskriver begivenheder, der vil finde sted ved afslutningen af de tusinde år efter Kristi genkomst. Åb. 20; 21; 22; lak. 14, 4.)
Med Jesus foran os steg vi alle ned fra staden til jorden, på et stort, mægtigt bjerg, som ikke kunne holde Jesus oppe, og det delte sig i to, og der fremstod (68) en vældig slette. Da så vi op og så den store stad med tolv grundstene og tolv porte, tre på hver side, og en engel ved hver port. Og vi råbte alle: "Staden, den store stad, den kommer, den kommer ned fra Gud, fra himmelen," og den kom og blev anbragt der, hvor vi stod. Da begyndte vi at se på de herlige ting uden for byen. Der så jeg de skønneste huse, der så ud som sølv, støttet af fire piller udstyret med perler, det herligste at beskue. Disse huse skulle bebos af de hellige, og i dem fandtes der en gylden hylde. Jeg så mange af de hellige gå ind i husene, tage deres glitrende kroner af og lægge dem på hylden, hvorefter de gik ud på marken ved husene for at bearbejde jorden; ikke som vi er nødt til at arbejde med jorden her; nej, nej. Et herligt lys skinnede omkring deres hoveder, og hele tiden priste de Gud.
Jeg så en anden mark fyldt med alle slags blomster, og idet jeg plukkede dem, råbte jeg: "De vil aldrig visne." Derefter så jeg en mark med højt græs, der var herligt at beskue; det var levende grønt og havde et genskin af sølv og guld, idet det bølgede stolt til Kong Jesu ære. Da kom vi ind på en mark fuld af alle slags dyr - løven, lammet, leoparden og ulven, alle sammen i fuldkommen enhed. Vi passerede igennem deres midte, og de fulgte fredsommeligt efter os. Da kom vi ind i en skov, ikke som de mørke skove vi har her; nej, nej; men lys og herlig over det hele. Træernes grene bølgede frem og tilbage, og vi råbte alle: "Vi vil bo trygt ude på ødemarken og sove i skovene." Vi gik igennem skoven, for vi var på vej til Zions bjerg.
Mens vi rejste, mødte vi en gruppe, som også betragtede stedets herligheder. Jeg lagde mærke til, at deres klæder havde en rød kant; deres kroner var funklende; deres klæder havde en ren hvid farve. Idet vi hilste på dem, spurgte jeg Jesus, hvem de var. Han sagde, at de var martyrer, der var blevet slået ihjel for ham. Sammen med dem var der en utallig skare af børn; de havde også en rød kant på deres klæder. lions bjerg var lige foran os, og på bjerget var der et herligt tempel, og omkring det var der syv andre bjerge, hvorpå der voksede roser og liljer. Og jeg så de små børn klatre op eller - hvis de valgte det - bruge deres små vinger til at flyve til toppen af bjergene og plukke de aldrigvisnende blomster. Der voksede alle slags træer omkring templet til at forskønne stedet - buksbommen, fyren, ædelgranen, olietræet, myrten, granatæbletræet og figentræet bøjet ned af dets rettidige figner; disse gjorde stedet herligt over det hele. Og idet vi var ved at gå ind i templet, hævede Jesus sin smukke stemme og sagde: "Kun de 144 000 kan gå ind på dette sted," og vi råbte: "Halleluja!"
Dette tempel blev støttet af syv piller, alle af gennemsigtig guld, besat med de herligste perler. De underfulde ting jeg så der, kan jeg ikke beskrive. Oh, dette kunne jeg sige på Kanaans sprog, så kunne jeg fortælle en smule om herligheden i den bedre verden. Der så jeg stentavler hvorpå navnene af de 144 000 var indgraveret med guldbogstaver.
Efter at have beskuet templets herlighed gik vi ud, og Jesus forlod os og drog til staden. Snart hørte vi igen hans yndige stemme, og han sagde: "Kom, mit folk, I er kommet ud af stor trængsel og har gjort min vilje og lidt for mig, kom ind til måltidet; for jeg vil gøre mig selv rede og opvarte jer." Vi råbte: "Halleluja, herlighed," og gik ind i staden. Her så jeg et bord af rent sølv; det var mange mil langt, dog rakte vores synsvidde over det. Jeg så frugten af livets træ, mannaen, mandler, figner, granatæbler, druer og mange andre slags frugter. Jeg bad Jesus om lov til at spise af frugten. Han sagde: "Ikke endnu. De, som spiser af frugten af dette land, tager ikke mere tilbage til jorden. Men om kort tid vil du, dersom du er trofast, spise af frugten på livets træ og drikke af kildens vand. Og," sagde han, "du må tage tilbage (70) til jorden igen og fortælle andre, hvad jeg har åbenbaret for dig." Da bar en engel mig blidt ned til denne mørke verden. Nogle gange synes jeg, at jeg ikke kan blive her længere, alt på jorden ser så trist ud. Jeg føler mig meget ensom her, for jeg har set et bedre land. Om jeg dog havde vinger som en due, da ville jeg flyve væk og få fred.
Bror Hyde, som var til stede ved dette syn, forfattede følgende vers, som har været udgivet i forskellige religiøse udgivelser og har fundet plads i flere salmebøger. De, som har udgivet, læst og sunget dem, har ikke tænkt meget over, at de stammer fra et syn fra en pige, som blev forfulgt for hendes ydmyge vidnesbyrd.
Vi har hørt fra det strålende, det hellige land; De siger, at grønne marker bølger der, Vi har hørt om palmerne, klæderne, kronerne, Kongen af det land, han er yndig,
vi har hørt det; og vore hjerter er glade;
for vi var en ensom pilgrimsskare,
og trætte og slidte og triste.
De fortæller os, at de hellige har en bolig der -
de er ikke længere hjemløse;
og vi ved, at det gode land er yndigt,
hvor livets rene flod løber.
som aldrig skal kende en skamplet;
og ødemarkerne blomstrer fagert,
og Sarons roser vokser.
Der er yndige fugle i de grønne løvhytter,
deres sange er muntre og yndige;
og deres triller strømmer altid på ny,
og hilser englenes harpespil.
og sølvbåndet i hvidt;
om den skønne stad med perleporte,
alle strålende af lys.
Vi har hørt om englene der, og de hellige,
med deres harper af guld, hvordan de synger;
om bjerget med livets frugtbare træ,
om bladene, der bringer lægedom.
han er stedets lys og glæde;
i hans skønhed skal vi beskue ham dér,
og sole os i hans smilende ansigt.
(71) Vi vil være der, vi vil være der om kort tid,
vi vil slutte os til de rene og de velsignede;
vi vil have palmen, klædningen, kronen,
og for evigt få hvile.