[Den 25. december 1865 blev det vist mig, at der har været for megen slaphed med hensyn til sabbatens helligholdelse. Man har ikke været punktlig med at fuldføre de almindelige pligter (532) i løbet af de seks arbejdsdage, som Gud har givet menneskene, eller forsigtig med ikke at forgribe sig på en eneste time af den hellige tid, har forbeholdt sig selv. Ingen bør betragte sit menneskelige gøremål som værende af så stor betydning, at det skulle lede vedkommende til at overtræde det fjerde bud, som Herren har givet. Der gives tilfælde, hvor Kristus har tilladt arbejde endog på sabbaten for at redde menneskers eller dyrs liv. Men dersom vi af hensyn til vor egen økonomiske fordel overtræder bogstaven i det fjerde bud, bliver vi sabbatsbrydere og pådrager os skyld for overtrædelse af alle budene; for dersom vi snubler på et punkt, er vi blevet skyldige i alle. Dersom vi for at redde ejendom nogensinde gør brud på Herrens udtrykkelige befaling, hvor langt kan vi da gå? Hvor skal vi sætte grænsen? Dersom vi overtræder i en lille ting og ikke betragter det som nogen særlig synd for vort vedkommende, forhærdes samvittigheden og de fine følelser lammes, indtil vi kan gå endnu længere og udføre en betydelig mængde arbejde og dog smigre os med, at vi holder sabbaten, medens vi efter Kristi målestok bryder hvert eneste af Guds hellige bud. Der er en mangel hos sabbatsholdere i denne henseende, men Gud er meget nøje og alle, som mener, at de sparer lidt tid eller gavner sig selv ved at gøre et lille indgreb i Herrens tid, vil før eller senere lide tab. Han kan ikke velsigne dem, således som han gerne ville, for de vanærer hans navn og ringeagter hans forskrifter. Guds forbandelse vil hvile over dem og de vil tabe ti eller tyve gange så meget, som de vinder. »Skal et menneske bedrage Gud? I ... bedrager dog mig, ja alt folket gør det!"
Gud har givet menneskene seks dage, hvor da kan arbejde for sig selv, men han har forbeholdt sig én dag, da man specielt skal ære ham. Han skal herliggøres og hans autoritet respekteres. Og dog vil menneskene bedrage Gud ved at stjæle lidt af den tid, Skaberen har forbeholdt sig selv. Den syvende-dag er af Gud holdt tilbage som en hvile tid for mennesket, til menneskets bedste såvel som til hans egen ære. Han så, at den menneskelige natur krævede en (533) dag til hvile fra møje og bekymring og at deres helbred og deres liv ville udsættes for fare, om de ikke fik en tid til afslappelse efter de seks dages arbejde og anspændelse.
Sabbaten blev til for menneskenes bedste og en bevidst overtrædelse af det hellige bud, som forbyder arbejde på den syvende-dag, er i himmelens øjne en forbrydelse så stor, at den mosariske lov krævede overtræderens død. Men dette var ikke alt, hvad forbryderen måtte lide; Gud ville ikke give en overtræder af hans lov adgang til himmelen. Han må lide en anden død, som er den fulde og endelige straf for den, der overtræder Guds lov. Vejl f menigh bd 1 side 147-148]