Bror F har haft Guds sag i sinde, men han er faldet dybt og har påtaget sig mange byrder som han ikke skulle have båret. Her har han lidt af et dårligt helbred. Nogle gange har han set tingene i et stærkt lys og har været meget alvorlig og ivrig for at få alle til at se som han gjorde og fordi de var tilbageholdende i dette, er han næsten knust. Han faldt dybt ned og er i fare for at fremhæve sine synspunkter for stærkt.
Søster F ønsker at være en kristen, men hun har ikke opelsket takt og tone og sand belevenhed. Hun har et meget sangvinsk temperament, brændende og selvsikker. Hun viser den uslebne side af sin karakter og har ikke vist nogen fremskridt. Hun har bevæget sig ud fra impulser, bare handlet som hun føler og nogen gange har hendes følelser været ophidsede og stærke. Hun har stærke ligheder og modsætninger og har ladet dette uheldige karaktertræk udvikle sig selv, helt til skade for hendes egen åndelige fremgang og til skade for menigheden. Hun har talt for meget og for uklogt, kun som hun følte det. Dette har en stærk indflydelse på hendes mand og til tider har det har rørt ham til ophidselse, skønt havde han (51) ventet og roligt set på sagerne og vejet dem rigtigt, ville det have været bedre for ham selv og for menigheden. Intet opnås ved at handle hastigt, ud fra impulser, eller stærke følelser.
Søster F tilskyndes ved impulser og finder fejl og har haft for meget at sige imod sine brødre og søstre. Dette vil skabe forvirring i en menighed. Hvis hun kunne styre sine egne tanker, vil en stor sejr opnås. Hvis hun ville søge efter den himmelske prydelse, endda et sagtmodighedens og fredens smykke, som Gud, himmelens og jordens Skaber, sætter stor pris på, vil hun da være en virkelig hjælp for menigheden. Hvis hun ville værne om Kristi Ånd og blive en fredsskaber, ville hendes egen sjæl blomstre op og hun vil være en velsignelse for menigheden hvor hun end kommer hen. Hvis hun ikke er omvendt og en fuldstændig forandring arbejder sig inde i hende, vil hendes påvirkning, med mindre hun oplærer sig selv til at være træg at tale og træg til vrede og opelsker sand kristen belevenhed, vise sig at være skadelig og de menneskers lykke som er knyttet til hende vil lide skade. Hun viser en uafhængighed som er til skade for hende og støder hendes venner bort. Denne uafhængighed har skabt hende mange problemer og har såret hendes bedste venner.
Hvis dem som havde midler til det, var sparsomme med at hjælpe hendes mand og ikke begunstigede ham mere end verdslige i deres forretningsanliggender, havde hun mærket og givet udtryk for og vækket mishag hvor der ikke var noget tidligere. Dette er i bedste fald en selvisk verden. [Mange af dem, der bekender sig til sandheden, er ikke blevet helligede ved den og er måske ikke mere tilbøjelige til at foretage en endog ubetydelig prisreduktion, mår de handler med en fattig broder, end de ville være over for et velstillet verdensmenneske. De elsker ikke deres næste som sig selv. Det ville have været mere velbehageligt for Gud, om der var mindre egoisme og mere uegennyttig godgørenhed. Vejl f menigh bd. 1 side 83]
Idet søster F så en selviskhed vise sig i handel med hinanden, har hun (52) tilladt en større synd ved at føle og tale om sagen som hun har gjort. Hun har fejlet ved at forvendte for meget. Tungen har sandelig været et uregerligt medlem, en uretfærdig verden, sat på helvedets ild, utæmmet og utæmmelig. Søster F har haft en hævngerrighed, som viser sig i hendes opførsel da hun var fornærmet. Hun var helt forkert. Hun havde gemt på bitre følelser, som er fremmed for Kristi ånd. Vrede, bitterhed og al slags uvenlighed tillades, ved at tale mod dem imod som vi ikke kan lide og ved at berette om vor næstes synder og skavanker. Og føje de liderlige ønsker.
Søster F, hvis du ikke bedrøves fordi dine naboer eller venner handler forkert til deres egen skade, hvis de gribes i at lave fejl, så følg bibelreglerne: »Sæt ham i rette under fire øjne.« Idet du går til ham som du mener begår fejl, sørg for at du taler til ham i sagtmodighed og ydmyghed; for menneskets vrede bearbejder ikke Guds retfærdighed. De fejlende kan ikke rettes på nogen anden måde end ved sagtmodighed, mildhed og øm kærlighed. Vær forsigtig i dine metoder. Undgå hvad som helst i udseende, fagter og ordenes betoning der smager af stolthed og selvtilstrækkelighed. Vogt dig selv mod ord og øjne som vil ophøje dig selv og sætte din godhed og retskaffenhed i modsætning til deres fejl. Vogt dig mod den fjerneste trang, til at underkue eller foragte. Undgå med omhu ethvert udtryk af vrede; og selvom du taler tydelig, så lad det ikke være nogen bebrejdelse, ingen udskældende anklage, ingen tegn på heftighed men på alvorlig kærlighed. Frem for alt, lad der ikke være nogen form for skygge af had eller dårlig vilje, ingen udtryk af bitterhed eller surhed. Intet uden venlighed og mildhed kan flyde fra et kærlighedens hjerte. Alligevel bør disse dyrebare frugter ikke hindre dig fra at tale på den alvorligste og højtideligste måde, som om engle havde rettet deres øjne på dig og du arbejdede med henblik på den (53) kommende dom. Hav i tanke at resultatet af irettesættelser er stærkt afhængig af den måde de gives på. Forsøm ikke alvorlig bøn så du kan have et ydmygt sind og så Guds engle kan gå foran dig og arbejde på de hjerter du prøver at nå og blødgøre dem ved himmelske indtryk så dine anstrengelser kan nytte. Hvis der bliver gjort noget godt så giv ikke dig selv æren. Gud har gjort det hele.
Du undskylder dig selv for at tale ondt om din bror eller søster eller næste over for andre, før du går til ham og tager de skridt som Gud så absolut har befalet. Du siger: "Hvorfor, jeg taler ikke til nogen før jeg er så bebyrdet at jeg ikke kan lade være." Hvad bebyrder dig? Var det ikke en klar forsømmelse af et "så siger Herren"? Du var under syndens skyld, fordi du ikke gik hen og fortalte synderen sin fejl mellem dig og ham alene. Hvis du ikke gør dette, hvis du ikke adlyder Gud, hvordan kunne du ellers overbebyrdes, hvis ikke dit hjerte var forhærdet, medens du trådte Guds bud under fode og i dit hjerte hadede din bror og næste? Og hvilken måde har du fundet på at aflaste dine byrder? Gud irettesætte dig for ikke at fortælle din bror hans fejl og du undskylder og trøster dig selv med en synd mod din pligt ved at fortælle din brors fejl til en anden person! Er dette den rette måde at få frisag? ved at begå synd?
Alle dine anstrengelser for at redde den fejlende kan være frugtesløse. De kan give ondt igen for godt. De kan snarere ophidses end blive overbevist. Hvad om de ikke lytter til nogen gode hensigter og fortsætter den kurs de har begyndt. Dette vil ofte forekomme. Nogen gange vil den mildeste og ømmeste irettesættelse ikke have nogen god effekt. I det tilfælde at den velsignelse du ønsker at andre skal modtage ved at tilstræbe en retfærdighedens kurs, ophøre med at gøre ondt og lære at gøre godt, vil den vende sig til dit eget bryst. (54) Hvis de vildfarende vedholder at være i synd, behandl dem så venligt og efterlad dem sammen med din himmelske Fader. Du har befriet din sjæl; deres synd hviler ikke længere på dig; du tager ikke længere del i deres synd. Men hvis de går tabt, er deres blod på deres egne hoveder.
Kære ven, en fuldstændig forvandling må finde sted i dig, ellers vil du blive vejet på vægten og fundet for let. Menigheden i ___, især snaksagelige kvinder, har en lektie at lære. »Hvis nogen mener at dyrke Gud og ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjerte, hans gudsdyrkelse er intet værd.« Mange vil blive vejet på vægten og fundet for lette i denne ret betydningsfulde sag. Hvor de kristne som vandrer efter denne regel? Hvem vil tage Guds side mod de slet-talende? Hvem vil behage Gud og sætte en vagt, en stadig vagt, foran munden og holde læbernes dør? Ingen ond tale af mennesker. Ingen mennesker hører slet tale. Hvis der ikke var nogen lyttere, ville der ikke være nogen slet tale. hvis nogen taler slemt i dit nærvær, så stands ham. Afvis at høre på ham også hvis hans måde er nok så blid og hans tonefald mildt. Han kan få tiltrækning og alligevel kaste hentydninger ud og slå karakteren ud i mørket.
Afvis resolut at lytte også hvis bagtaleren beklager sig over at han ikke kan komme ud med det med en forbistret hemmelighed som frastøder gode venner. Gå, I bebyrdede og befri jer selv fra byrderne på Guds fastlagte vej. Gå først og fortæl din bror hans fejl - mellem dig og ham alene. Hvis dette ikke hjælper, så tag en eller to venner med dig og fortæl ham det i deres nærvær. Hvis disse skridt ikke hjælper, så sig det til menigheden. En ikke-troende må ikke gøres bekendt med sagens mindste enkeltheder. At sige det til menigheden er det sidste skridt der skal tages. Offentliggør det ikke til vor tros fjender. De har ingen ret til kundskab i menighedens anliggender, så ikke Kristi efterfølgeres svagheder og fejl afsløres.
Den som bereder sig til Kristi komme bør (55) være ædru og våge i bøn, for vores fjende, djævelen, går omkring som en brølende løve og søger hvem han kan opsluge; hvem vi standhaftigt skal modstå i troen. »Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.«