[Det er blevet åbenbaret for mig, at vi lever under de sidste dages farer. Fordi lovløsheden er blevet stor, er kærligheden blevet kold hos mange. Ordet "mange" hentyder til dem, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere. De påvirkes af den rådende ugudelighed og går bort fra Gud; men det er ikke nødvendigt, at de således skulle lade sig påvirke. Årsagen til denne afvigelse er, at de ikke er uberørte af denne lovløshed. Den kendsgerning, at deres kærlighed til Gud bliver kold, fordi lovløsheden bliver mangfoldig, viser, at de på en eller anden måde er delagtige i denne lovløshed, for ellers ville den ikke indvirke på deres kærlighed til Gud og på deres nidkærhed og varme for hans sag.
Et frygteligt billede af tilstanden i verden er blevet fremstillet tor mig. Umoral findes i overflod alle vegne. Moralsk udsvævelse er den særegne synd i denne tidsalder. Aldrig har lasten løftet sit vanskabte hoved med en sådan frækhed som nu. Folk synes at være lammet og de, der elsker dyd og sand godhed, er næsten ved at tabe modet på grund af dens frækhed, styrke og udbredelse. Lovløsheden, som er mangfoldig, indskrænker sig ikke blot til den vantro og spotteren. Gid det var tilfældet! Men sådan er det ikke. Mange mænd og kvinder, der bekender sig til Kristi religion, er skyldige. Endog nogle, som bekender sig til at forvente hans åbenbarelse, er lige så lidt forberedte på denne begivenhed som den onde selv. De renser sig ikke fra al besmittelse. De har tjent lysten så længe, at det er naturligt for deres, tanker at være urene og deres fantasi er fordærvet. Det er lige så umuligt at lede deres sind til at dvæle ved rene og hellige ting som det ville være at vende strømmen i Niagara og sende dets vandmasser op ad faldene.
(347) Unge og børn, både drenge og piger, hengiver sig til selvbesmittelse og øver denne afskyelige sjæls og legemsødelæggende last. Mange, der bekender sig til at være kristne, er som følge af denne vane blevet så ufølsomme, at deres moralske sans ikke kan vækkes til forståelse af, at den er synd og at den, hvis den fortsættes, visselig vil føre til fuldstændig ruin både for legeme og sind. Mennesket, det ædleste væsen på jord, dannet i Guds billede, forvandler sig selv til et dyr! Det gør sig selv ufint og fordærvet. Enhver kristen må lære at tøjle sine lidenskaber og lade sig beherske af principper. Hvis han ikke gør det, er han uværdig til kristennavnet.
Nogle, der fører en høj bekendelse, forstår ikke selvbesmittelsens synd og dens visse følger. Længe grundfæstede vaner har forblindet deres forstand. De indser ikke det overvættes syndige ved denne nedværdigende synd, som afkræfter organismen og ødelægger hjernens nervekraft. Det moralske princip er overmåde svagt, når det kommer i konflikt med en grundfæstet vane. Højtidelige budskaber fra himmelen kan ikke gøre stærkt indtryk på det hjerte, der ikke er væbnet mod eftergivenhed for denne nedværdigende last. Hjernens følsomme nerver har mistet deres elasticitet som følge af sygelig ophidselse for at tilfredsstille et unaturligt ønske om sanselig nydelse. Hjernens nerver, der har forbindelse med hele organismen, er det eneste middel, gennem hvilket Herren kan meddele sig til et menneske og påvirke dets inderste liv. Hvad som helst, der forstyrrer løbet af de elektriske strømme i nerveorganismen, nedsætter styrken af de vitale kræfter og følgen er en lammelse af sindets modtagelighed. Hvor vigtigt er det ikke, i betragtning af disse kendsgerninger, at prædikanter og medlemmer, som bekender sig til Gudsfrygt, står rene og uplettede af denne sjælsnedværdigende last!
Min sjæl har været nedbøjet af angst, når Guds folks svage tilstand er blevet fremstillet for mig. Uretfærdighed er til stede i overflod og kærligheden bliver kold hos mange. Blandt (348) bekendende Kristne er der kun få, som ser denne sag i det rette lys og som har det rette herredømme over sig selv, når den offentlige mening og sædvane ikke fordømmer dem. Hvor få er der ikke, der tøjler deres lidenskaber, fordi de føler sig moralsk forpligtet dertil og fordi de har Guds frygt for øje! De højere evner hos mennesket trælbindes af begær og fordærvede lidenskaber.
Nogle vil indrømme det onde i syndig nydelse, men vil alligevel undskylde sig med at sige, at de ikke kan sejre over deres lidenskaber. Dette er en frygtelig indrømmelse at gøre for den, der nævner Kristi navn. »Enhver, som nævner Herrens navn, skal holde sig fra uretfærdighed.« Hvoraf kommer denne svaghed? Den skyldes, at de dyriske tilbøjeligheder er blevet styrket ved brugen, indtil de har fået overtaget over de højere Kræfter. Mænd og kvinder mangler princip. De er ved at dø åndeligt, fordi de har kælet så længe for deres, naturlige lyster, at deres kraft til at herske over sig selv synes at være forsvundet. De lavere lidenskaber i deres natur har taget tøjlerne og det, som skulle være den rådende magt, er blevet en fordærvet lidenskabs tjener. Sjælen boldes i den usleste trældom. Sanselighed har udslukket ønsket om hellighed og den åndelige fremgang undergaves.
Min sjæl sørger over de unge, hvis karakter dannes i denne vanartede tid. Jeg bæver også ved tanken om deres forældre; for jeg har set, at det som en almindelig regel forstår de ikke deres forpligtelse til at lære deres børn den vej, de skulle gå. Man retter sig efter skik og brug og børnene lærer snart at lade sig lede af disse og de bliver fordærvet, medens deres eftergivende forældre selv er ufølsomme og sover over for faren. Kun meget få af de unge er fri for fordærvelige vaner. De fritages i stor grad for legemligt arbejde af frygt for, at de skal overanstrenge sig. Forældrene (349) bærer selv byrder, som deres børn skulle bære. Overanstrengelse er slem; men følgen af dovenskab er langt mere at frygte. Lediggang fører til hengivelse til fordærvelige vaner. Flid virker ikke en femtedel så trættende og udmattende som selvbesmittelsens skadelige vane. Dersom almindeligt, godt planlagt arbejde virker udmattende på jeres børn, forældre, så vær forvisset om, at der er noget andet foruden deres arbejde, der afkræfter deres organisme og fremkalder en følelse af stadig træthed. Giv jeres børn legemligt arbejde, der vil sætte deres nerver og muskler i virksomhed. Den træthed, der ledsager sådant arbejde, vil formindske deres tilbøjelighed til at hengive sig til lastefulde vaner. Lediggang er en forbandelse. Den skaber udsvævende vaner.
Mange tilfælde er blevet fremstillet for mig og når jeg har fået et indblik i deres indre liv, har jeg følt mig syg og frastødt i min sjæl over råddenskaben i hjertet hos mennesker, der bekender sig til gudsfrygt og taler om at blive bortrykket til himmelen. Jeg har ofte spurgt mig selv: Hvem kan jeg stole på? Hvem er fri for uretfærdighed?
Min mand og jeg overværede engang et møde, hvor man henvendte sig til os om at hjælpe en broder, der var stærkt lidende af lungetuberkulose. Han var bleg og afmagret. Han bad om Guds folks forbønner. Han fortalte, at hans familie var syg og at han havde mistet et barn. Han talte med følelse om sin sorg og sagde, at han i nogen tid havde ventet på at kunne træffe broder og søster White. Han havde troet, at dersom de ville bede for ham, ville han blive helbredt. Efter mødet gjorde brødrene os opmærksomme på dette tilfælde. De sagde, at menigheden ydede dem støtte, at mandens hustru var syg og at hans barn var afgået ved døden. Brødrene havde været samlede i hans hus og holdt forbøn for den lidende familie. Vi var meget trætte, byrden af arbejdet under møderne hvilede på os og vi ønskede at blive fritaget.
Jeg havde bestemt mig til ikke at holde forbøn for nogen, medmindre (350) Guds Ånd vejledede i sagen. Det var blevet åbenbaret for mig, at der var så megen uretfærdighed endog blandt dem, der bekendte sig til at holde sabbaten, at jeg ikke ønskede at deltage i forbøn for sådanne, hvis liv jeg ikke havde noget kendskab til. Jeg angav mine grunde. Brødrene forsikrede mig, at så vidt de vidste, var han en værdig broder, Jeg vekslede nogle ord med ham, som havde bedt om vore forbønner, for at han måtte blive rask, men kunne ikke føle mig fri. Han græd og sagde, at han havde ventet på, at vi skulle komme og han følte sig forvisset om, at dersom vi bad for ham, ville han genvinde sundheden. Vi sagde til ham, at vi ikke havde kendskab til hans liv og at vi hellere ville, at de, der kendte ham, ville bede for ham. Han bønfaldt os så alvorligt, at vi bestemte os til at overveje sagen og lægge den frem for Herren den aften og dersom vejen syntes at være klar, ville vi efterkomme hans anmodning.
Om aftenen bøjede vi os i bøn og fremlagde hans sag for Herren. Vi bad om, at vi måtte lære Herrens vilje angående den syge at kende. Det eneste, vi ønskede, var, at Gud måtte blive æret. Ville Herren, at vi skulle bede for denne plagede mand? Vi overlod sagen til Gud og gik til hvile. I en drøm blev denne mands sag tydeligt fremstillet. Hans færd fra barndommen af blev påvist og hvis vi bad, ville Herren ikke høre os, for han så uretfærdighed i hans hjerte. Den følgende morgen kom denne mand til os, for at vi skulle bede for ham. Vi tog ham til side og meddelte ham, at det gjorde os ondt, at vi var nødsaget til at afslå hans anmodning. Jeg fortalte ham min drøm, som han indrømmede var i overensstemmelse med sandheden. Han havde øvet selvbesmittelse helt fra sine drengeår og han havde fortsat med denne last under sit ægteskab, men sagde, at han ville forsøge at afbryde den.
Denne mand havde en gammel, grundfæstet vane at besejre. Han var midaldrende. Hans moralske principper var så svage, at de blev overvundet, når de kom i modstrid med en gammel, grundfæstet (351) svaghed. De lavere lidenskaber havde fået overtaget over den højere natur. Jeg spurgte ham ud angående helsereformen. Han sagde, at han ikke kunne leve efter den. Hans hustru ville kaste grahamsmel ud gennem døren, dersom det blev bragt ind i huset. Denne familie havde fået hjælp af menigheden og der var blevet holdt bøn for dem. Barnet døde, hustruen var syg, medens manden og faderen ville overlade det til os at bringe hans sag frem for en ren og hellig Gud, for at han måtte kunne gøre et under og gøre ham rask. De moralske begreber hos denne mand var stivnede.
Når de unge tilegner sig skammelige vaner, vil de aldrig opnå styrke til fuldt ud og på rette måde at udvikle fysisk, intellektuel og moralsk karakter. Her var en mand, som daglig nedværdigede sig selv og dog turde vove at træde frem for Guds åsyn og bede om en forøgelse af styrke, som han på skammelig vis havde bortødslet og som han i tilfælde af bønhørelse ville ødsle bort i sine lyster. Hvilken overbærenhed Gud dog har! Dersom han handlede med menneskene efter deres fordærvede veje, hvem kunne da leve for hans øjne? Hvad ville være sket, om vi havde været mindre varsomme og havde bragt denne mands sag frem for Gud, medens manden øvede uretfærdighed? Ville Herren have hørt os? Ville han have svaret? »Thi du er ikke en Gud. der ynder ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, for dig skal dårer ej træde frem, du hader hver udådsmand. Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt.«
Dette er ikke et enestående tilfælde. Selv ægteskabsforholdet var ikke nok til at bevare denne mand fra hans ungdoms fordærvelige vaner. Jeg ville ønske, jeg kunne være forvisset om, at sådanne tilfælde som det, jeg har fremholdt, er sjældne; men jeg ved, at de er hyppige. Børn, der fødes af forældre, som beherskes af fordærvede lidenskaber, er værdiløse. Hvad andet kan der ventes af sådanne børn, end at de vil synke lavere end deres forældre? (352) Hvad kan man vente af den opvoksende slægt? Tusinder er blottede for principper. Disse selv samme overfører deres egne ynkelige, fordærvede lidenskaber til deres børn. Hvilken arv! Tusinder henslæber deres principløse liv, besmitter deres omgivelser og forplanter deres fordærvede lidenskaber ved at overføre dem til deres børn. De påtager sig det ansvar at give dem deres egen karakters præg.
Jeg kommer tilbage til de kristne. Hvis alle, som bekender sig til at adlyde Guds lov, var fri for uretfærdighed, ville min sjæl finde lindring; men det er de ikke. Endog nogle, der bekender sig til at holde alle Guds bud, er skyldige i den synd, som hedder utugt. Hvad kan jeg sige for at vække deres stivnede sanseevner? Moralske principper, strengt efterlevet, bliver sjælens eneste værn. Hvis der nogensinde var en tid, da kosten burde være af den enkleste slags, er det nu. Kødspiser bør ikke sættes frem for vore børn. Deres virkning bidrager til at ophidse og styrke de lavere lidenskaber og har en tilbøjelighed til at lamme de moralske Kræfter. Kornsorter og frugter, tilberedt uden fedt og i en så naturlig tilstand som muligt, bør være den føde, der sættes på bordene hos alle, som siger, at de forbereder sig til at blive optaget til himmelen. Jo mindre æggende kosten er, desto lettere kan lidenskaberne beherskes. Man bør ikke lade sig lede af smagen uden hensyn til fysisk, intellektuel eller moralsk sundhed.
Eftergivenhed over for de lavere lidenskaber vil lede mange til at lukke deres øjne for lyset, da de frygter for, at de vil komme til at se synder, som de er uvillige til at forsage. Alle kan se, dersom de vil. Hvis de vælger mørke frem for lys, vil det ikke gøre deres forbrydelse mindre. Hvorfor kan mænd og kvinder ikke læse og sætte sig ind i disse ting, der har en så afgjort indvirkning på deres fysiske, intellektuelle og moralske styrke? Gud har givet jer en bolig at drage omsorg for og bevare i den bedste tilstand til hans tjeneste og ære. Jeres legemer er ikke jeres egne. »EIler ved l ikke, at jeres legeme er et (353) tempel for Helligånden, som er i jer og som I har fra Gud og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!« »Ved I ikke, at I er Guds tempel og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt og I er jo hans tempel!« Vejl f menigh bd. 1 side 213-218]