Kære bror M: I det syn jeg fik sidste januar fik jeg vist nogle ting om jer begge. Jeg blev vist at I ikke voksede i åndelig henseende, som det er jeres opgave og privilegium at gøre. Arbejdets storhed og opåbning af Guds forudseenhed burde oprøre jeres hjerter. Kristus planlagde at hans troende børn skulle være verdens lys og jordens salt. Det hellige liv, det kristne eksempel, af et godt menneske i et fællesskab spreder et lys der genspejles på andre. Hvor stor ville da ikke en forsamling af troendes indflydelse, der alle vandrer efter Guds bud da så ikke være?!
Forkyndelsen af ordet er forordnet af Gud til opvækkelse og overbevisning af syndere. Og når den levende forkynder eksemplificerer sit eget liv i Kristi selvfornægtelse og opofrelse, når hans samtale og handlinger er i harmoni med det guddommelige Mønster, så vil hans indflydelse være kraftfuld på dem som lytter til hans røst. Men alle kan ikke være ordets lærere fra talerstolen. Forskellige personers opgaver varierer og der er et arbejde for alle at gøre. Alle kan hjælpe sagen ved at give uselvisk af deres midler til hjælp i værkets forskellige grene. De kan give midler til udgivelse af traktater og tidsskrifter, der spredes iblandt folket og udbreder sandheden. Dem som giver penge til sagens fremskyndelse bærer en del af værkets byrde; de er Kristi medarbejdere; for Gud har udstyret mennesker med betroede midler, der skal bruges helligt og klogt. De er redskaber som himlen har forordnet til gode gerninger og mennesker skal lægge disse talenter ud til vekselererne.
Kære brødre, hav altid i sinde at I er Guds (119) forvaltere og at han holder jer ansvarlige for de timelige talenter han har lånt jer, til skønsom brug til hans ære. Ransager I ikke jeres hjerter og undersøger I ikke de motiver som I handler efter? Jeg fik vist at I er i fare for at elske jeres ejendomme. Jeres ører er ikke så gode til at høre Mesterens kald, i person af sine hellige og i hans sags ønsker. I investerer ikke jeres rigdomme i kristendommens virksomhed med glæde. Hvis I ønsker jer en skat i himmelen bør I sikre jer det, når I har anledningen. Hvis I anser det for sikrere at give jeres midler til større ophobninger af jordiske rigdomme og ganske sparsomt investere i Guds sag, så bør i være tilfredse med at modtage himmelske rigdomme efter jeres investering i himmelske aktier.
I ønsker at se Guds sag vokse, men I gør jer kun ganske få personlige anstrengelser i dette område. Hvis I og andre som bekender vor hellige tro, kunne se jeres sande position og erkende jeres ansvar over for Gud, ville I blive alvorligere Kristi medarbejdere. »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.« I dette kan der ikke være delte interesser, for hele hjertet, sjæl og sind omfatter hele mennesket.
Apostlen siger: »Eller ved I ikke, ... at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt.« Når den fattige, fordømte synder ligger under Faderens lovs forbandelse, elskede Jesus ham så meget at han gav sig selv for denne overtræder. Han genløste ham ved sit blods kraft. Vi kan ikke fatte den dyrebare løsesum, der er betalt for at genløse faldne mennesker. Hjertets bedste og helligste hengivenhed burde gives igen for en så forunderlig kærlighed. De timelige gaver du nyder er blot løn, til hjælp for Guds riges fremme.
Jeg taler om tiendeordningen, hvor dårlig den end ser ud for jer! Hvor lille en beregning er det ikke?! Hvor nyttesløst er det ikke at måle med matematiske regler, tid, penge og kærlighed mod en kærlighed og offer der er umålelig og ikke kan beregnes! Tiende for Kristus! Oh, en lille, ubetydelig, skammelig belønning (120) for det som koster så meget! Fra Golgathas kors kalder Kristus på en betingelsesløs overgivelse. Han lovede de unge mand at hvis han solgte alt hvad han havde og gav det til de fattige og løftede hans kors og fulgte ham, ville han have en skat i himmelen. Vi alle burde helliges til Gud. Himmelens majestæt kom til verden for at dø et offer for menneskets synder. Og hvor kold og selvisk er menneskehjertet ikke, når det kan vende sig fra en så uforlignelig kærlighed og sætte sig selv på denne verdens nyttesløse sager.
Når selviskheden vil sejre over dig, så hav ham i sinde, som forlod himmelens herlige sale og lagde kongelige klæder til side for din skyld og blev fattig så du ved hans fattigdom kunne blive rig. Vil du så ignorere denne store kærlighed og grænseløse barmhjertighed ved ikke at lade dig besvære og fornægte dig selv for hans dyrebare skyld? Vil du klynge dig til dette livs rigdomme og ikke hjælpe i fremskyndelsen af sandhedens store værk?
[Israels børn fik fordum pålæg om at bringe et offer for hele forsamlingen for at rense den for ceremoniel urenhed. Slagtofret var en rød kvie, som repræsenterede det mere fuldkomne offer, der skulle forløse fra syndens besmittelse. Dette var et lejlighedsoffer til renselse for alle, som af nødvendighed eller tilfældigvis havde rørt ved en død. Alle, der på nogen måde kom i berøring med døden, betragtedes som ceremonielt urene. Dette var for eftertrykkeligt at indskærpe hebræerne den kendsgerning, at døden kom som følge af synd og derfor er syndens repræsentant. Den ene kvie, den ene ark og den ene kobberslange peger på en indtryksfuld måde hen til det ene store offer, Kristi offer.
Kvien skulle være rød, hvilket var et symbol på blodet. Den måtte være uden fejl eller lyde og aldrig have båret åg. Her var atter et forbillede på Kristus, Guds søn kom frivilligt for at fuldbyrde forsoningsværket. Der påhvilede ham intet forpligtende åg; han var selvstændig og stod over enhver lov. Englene var som Guds fornuftige udsendinge under forpligtelsens åg; intet personligt (121) offer fra deres side kunne sone faldne menneskers brøde. Kristus alene var fri for lovens, krav og kunne påtage sig den syndige slægts genløsning. Han havde magt til at give sit liv og til at tage det igen. »Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig."
Men dette herlige væsen elskede den stakkels synder og påtog sig en tjeners, skikkelse for at dø for menneskets skyld. Jesus kunne være forblevet ved sin faders højre hånd og have båret sin kongelige krone og sin kongedragt. Men han valgte at ombytte al sin rigdom, sin ære og himmelens herlighed med menneskenes fattigdom, sin høje stilling som anfører med Getsemanes rædsler og med Golgatas ydmygelse og kvaler. Han blev en smertens mand, kendt med sygdom, for at han ved lidelsens og blodets dåb kunne rense og genløse en skyldig verden. »Se, jeg kommer,« var det glade samtykke, »at gøre din vilje, min Gud«.
Offerkvien blev ført uden for lejren og slagtet på den mest respektindgydende måde. Således led Kristus uden for Jerusalems porte for Golgatha lå uden for byens mure. Dette var for at vise, at Kristus ikke døde for hebræerne alene, men for hele menneskeslægten. Han forkynder en falden verden, at han er kommet for at blive dens Genløser og han tilskynder alle til at tage imod den frelse, han tilbyder dem. Efter at kvien på den højtidelige måde var slagtet, tog præsten, iført rene hvide klæder, blodet i sine hænder, idet det flød ud af ofrets krop og stænkede det syv gange i retning af templet. »Og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed og tvættede på legemet med rent vand.«
Kviens krop skulle brændes til aske, hvilket betegnede et helt og fyldestgørende offer. Asken blev derpå opsamlet af en mand, som ikke var besmittet ved berøring med en død og anbragt i et kar, der indeholdt vand fra en rindende strøm. Denne rene, ubesmittede mand tog så en kvist af cedertræ med skarlagenfarvet (122) tøj og et bundt ysop og stænkede af karrets indhold på teltet og det forsamlede folk. For grundigheds skyld blev denne ceremoni gentaget flere gange og udført som en renselse fra synd.
Efter at have udgydt sit dyrebare blod træder Kristus i sin egen pletfri retfærdighed således ind på det hellige sted for at rense helligdommen. Og der indføres den skarlagenfarvede flod i den tjeneste, hvis hensigt var at forlige Gud med menneskene. Nogle vil måske betragte kviens slagtning som en ceremoni uden mening; men den blev udført efter Guds befaling og indebærer en dyb betydning, som ikke har mistet sin anvendelighed i vor tid.
Præsten brugte cedertræ og ysop, dyppede disse i det rensende vand og bestænkede de urene. Dette var et symbol på Kristi blod, som blev udgydt for at rense os fra moralske urenheder. De gentagne bestænkelser belyser grundigheden af det værk, der må udføres for den angrende synder. Alt, hvad han har, må helliges. Ikke alene bør hans egen sjæl tvættes ren og lutres, men han bør bestræbe sig for, at hans familie, hans huslige anliggender, hans ejendom og alt, hvad han har, helliges til Gud.
Efter at teltet var blevet bestænket med ysop, blev der over døren hos de rensede skrevet: Jeg er ikke min egen, Herre, jeg er din. Således bør det være ned dem, der bekender sig til at være rensede ved Kristi blod. Gud kræver ikke mindre nu, end han gjorde i gammel tid. I sin bøn hentyder salmisten til denne ceremoni, når han siger: »Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne.« »Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.« »Glæd mig igen med din frelse, giv mig til støtte en villig ånd!"
Kristi blod har virkekraft, men det må stadig anvendes. Gud ønsker ikke alene, at hans tjenere skal bruge de midler, han har betroet dem, til hans ære, men han vil, at de skal hellige sig selv til hans sag. Dersom I, mine brødre, er blevet egenkærlige og I forholder Herren, hvad I med glæde skulde give til hans tjeneste, behøver I en grundig bestænkelse med blodet, (123) således at I helliger jer selv og hele jeres ejendom til Gud. Vejl f menigh bd. 1 side 396-398]
Mine højtærede brødre, I har ikke den alvorlige og uselviske helligelse til Guds værk som han forlanger af jer. I har givet jeres opmærksomhed til timelige ting. I har oplært jeres tanker til forretning for derved at gavne jer selv. Men Gud kalder jer til at komme i tættere enhed med ham, så han kan forme og træne jer til sin værk. Der lød en alvorlig udtalelse til det gamle Israel at mennesker som forbliver urene og nægter at rense sig selv skal skæres bort fra forsamlingen. Dette har en særlig betydning for os. Hvis det var nødvendigt i gamle dage for den urene at blive renset ved blodbestænkelse, hvor nødvendigt er det da så ikke for dem i disse sidste dages farer og udsat for Satans fristelser, at få Kristi blod påført deres hjerter til daglig. »Thi hvis blod af bukke og tyre og aske af en kvie, når det stænkes på de besmittede, helliger og bringer kødelig renhed, hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde, gerninger, så vi kan tjene den levende Gud."
I burde begge gøre meget mere end I har gjort med at bære byrderne i Herrens værk.
Jeg bønfalder jer at vågne op fra jeres døsighed, forlade verdslige sagers nyttesløse forgudelse og alvorligt sikre jer en titel til jeres evige arv. Arbejd medens det er dag. Bring ikke jeres sjæle i fare når i forspilder jeres anledninger. Gør ikke jeres evige interesser af sekundær betydning. Sæt ikke verden før religionen og slid hårdt dag efter dag efter dets rigdomme, medens faren for evig bankerot truer jer. Hver dag bringer jer nærmere til den endelige domsdag. Vær rede til at opgive de talenter der er jer lånt og ved fornuftig brug har trukket renter.
I har ikke plads til at ofre himmelen eller sætte jeres sikkerhed på spil. Lad ikke rigdommenes bedrag få jer til at forsømme evige rigdomme. Satan er en listig fjende og han er altid på sporet af jer og prøver at løbe jer op og opnå jeres ruin. Vi er i ventetiden; lad jeres lænder omhylles og (124) jeres lys skinne, så I kan vente på Herren når han kommer tilbage fra brylluppet, så I, når han banker på, straks kan åbne døren.
Våg brødre, den første formørkelse af jeres lys, den første forsømmelse af bøn, det første symptom på åndelig slummer. »Den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst.« Det er ved stadig udøvelse af tro og kærlighed at troende kommer til at skinne som lys i verden. I gør kun en ringe beredelse for Mesterens komme hvis I tjener mammon skønt I efter bekendelsen tjener Gud. Når han viser sig, må I da kunne give ham de talenter som han I har gravet ned i jorden, forsømte og misbrugte talenter - en splittet kærlighed.
I begge har bekendt at være Kristi tjenere. Hvor nødvendigt er det ikke at I adlyder jeres Mesters anvisninger og er trofaste i jeres pligter. »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.« Denne kærlighed er uden sammenlignelse, den giver mennesket sønneforholdet til Gud. Derfor forventer Faderen lydighed fra sine børn; derfor forlanger han en ret forvaltning af den ejendom han har lagt i deres hænder. Det er ikke deres eget, til egen personlig tilfredsstillelse; men det er Herrens kapital, som de er ansvarlig over for ham at forvalte.
Herrens børn, hvor et dyrebart løfte. Hvor fuldbyrdet er Frelserens soning ikke for vor skyld! Med et uforanderligt kærligt hjerte, forsvarer Forløseren stadig med sit hellige blod til synderens bedste. De sårede hænder, den gennemborede side, de ødelagte fødder, beder veltalende for faldne mennesker, hvis løsesum er indkøbt for en så uendelig pris. Oh, en uforlignelig nedladelse! Hverken tid eller begivenheder kan mindske virkningen af det sonende offer. Som en vellugtende røgelsessky stiger kærkomment til himlen og Aron stænkede blodet på det gamle Israels nådestol og rensede folkets fra skyld, således antages det slagtede Lams fortjeneste af Gud i dag som renselse fra syndens besmittelse.
»Våg og bed, at I ikke skal falde i fristelse.« Der er hårde kampe for jer at kæmpe. I burde tage (125) hele retfærdighedens rustning på og prøve jer selv som stærke og sande i jeres Genløsers tjeneste. Gud ønsker ingen dovne mennesker på sin mark, men samarbejdere med Kristus, årvågne skildvagter på deres post, korsets årvågne soldater, rede til at udføre og vove alt for den sag de er hvervet til.
Det er ikke rigdomme eller forstand der giver lykke; det er sand moral værdi og en fornemmelse at opgaven er udført. I må have sejrherrens belønning og stå foran Kristi trone og synge hans pris på den dag han samler sine hellige; men jeres klæder må renses i Lammets blod og kærlighed må dække jer som et klæde og I findes pletfrie og uden rynke.
Johannes sagde: »Derefter så jeg og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen og Lammet.« Jeg svarede ham: »Min herre! du ved det.« Da sagde han til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. »De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.« Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og »Gud skal tørre hver tåre af deres øjne."