(271) Grunden til at jeg for tiden sender et andet vidnesbyrd ud til mine kære brødre og søstre, er at Herren har vist sig selv så nådig over for mig og har igen åbenbaret meget vigtige ting for dem, som bekender sig til at holde Guds bud og vente på Menneskesønnens komme. Mere end tre år er gået siden jeg fik synet den 3.januar 1875 og nu viser Guds kærlighed og kraft. Men før jeg går ind i synerne jeg fik for nylig, vil jeg give et kort overblik over mine erfaringer, det sidste et eller to år.
Den 11.maj, 1877 forlod vi Oakland, Californien, til fordel for Battle Creek, Michigan. Jeg har været besværet af smerte i mit hjerte i adskillige måneder og lidt meget af åndedrætsbesværligheder på min rejse over slættene. Vanskelighederne forlod mig ikke da vi nåede Michigan. Andre havde vort hjem i Battle Creek og vi havde ingen slægtninge der at tage os, alle vore børn er i Californien. Uanset hvad gjorde venlige venner hvad de kunne for mig; men jeg føler mig ikke fri til at bebyrde dem, når de i forvejen havde ansvar for deres egne familier.
Et telegram er blevet sendt til min mand. Når nu han er i Battle Creek, om han ville tage sig af nogle vigtige ting i værket, mere konkret at tage sig af planlægningen af det store sanatoriebyggeri. Som svar på disse kald kom han og blev alvorligt involveret i prædiken, skrivning og holde bestyrelsesmøder på Reviev-kontoret, (272) colleget og sanatoriet. Han arbejdede altid om natten. Dette betyngede ham frygtelig meget. Han følge vigtigheden af disse institutioner, men især sanatoriebyggeriet, hvori mere end halvtredstusinde dollar blev investeret. Hans stadige mentale uro beredte vej for pludseligt nedbrud. Vi mærkede begge vor fare og besluttede at tage til Colorado og trække os tilbage og nyde hvile. Medens vi planlagde rejsen, synes en stemme at sige til mig: "Tag rustningen. Jeg har et arbejde til jer i Battle Creek." Stemmen synes så tydelig at jeg uvilkårligt vendte mig for at se, hvem talte. Jeg så ingen og ved fornemmelsen af Guds tilstedeværelse blev mit hjerte sønderbrudt i ømhed. Da min mand kom ind i lokalet, fortalte jeg ham om mine oplevelser i sindet. Vi græd og bad sammen. Vi havde forberedt os på at rejse om tre dage, men nu blev alle vore planer ændret.
Den 30.maj, havde sanatoriets patienter og personale planlagt på at bruge dagen to mil fra Battle Creek i en smuk lille skov der afgrænsede Goguak-søen, jeg blev opfordret til at tage med og tale til patienterne. Gik jeg efter hvordan jeg havde det, så skulle jeg ikke have vovet noget, men jeg tænkte at dette måske kunne blive en del af arbejdet jeg skulle udrette i Battle Creek. Til normal tid, blev bordene dækket af vegetarkost, som blev spist med god appetit. Klokken tre blev møderne startet med bøn og sang. Jeg havde god tid til at tale til folk. Alle lyttede med den dybeste interesse. Efter at jeg var færdig med at tale, rejste Judge Graham fra Wisconsin, en sanatoriepatient, sig og foreslog at lektien blev trykt og omdelt blandt patienterne og andre til gavn for deres moral og fysisk. Således kunne de talte ord ikke glemmes eller ignoreres. Forslaget vandt bifald ved et enstemmigt valg og talen blev offentliggjort en lille folder kaldet: Sanatoriepatienterne i Goguac Lake.
Skoleåret for Battle Creek Colleget nærmede sig nu sin afslutning. Jeg var meget bekymret for de studerende, (273) mange af dem var enten uomvendte eller frafaldne fra Gud. Jeg ønskede at tale til dem og gøre noget for deres frelse før de skulle spredes til hjemmene, men jeg var for svag til at arbejde for dem. Med alt det jeg har fortalt om, har jeg alle de beviser jeg kunne bede om, at Gud ville støtte mig i arbejdet for de studerendes frelse.
Der blev arrangeret møder i vort bedehus for de studerende. Jeg brugte en uge på at arbejde for dem, holde møder hver aften og på sabbaten og den første dag. Mit hjerte blev rørt ved at se bedehuset næsten fyldt med studerende fra vor skole. Jeg prøvede at indprente dem med at et liv i renhed og bøn ville ikke være en hindring for at få gennemgribende videnskabskundskab, men det ville fjerne mange hindringer for deres indlæring. Ved at komme i forbindelse med Frelseren, bringes de ind i Kristi skole; og hvis de studerer omhyggeligt i denne skole, vil usædelighed og umoralitet blive udstødt af deres midte. Når dette fortrænges, vil en større kundskab være resultatet. Alle, som bliver elever i Kristi skole, udmærker sig både i kvalitet og omfang, i deres uddannelse. Jeg fremstillede Kristus for dem som den største lærer, al visdoms kilde, den største opdrager verden nogensinde har kendt.
»Herrens frygt er visdoms begyndelse.« Et kendskab til Gud og til hans betingelser vil åbne den studerendes forståelse til at indse sit ansvar over for Gud og for verden. Her vil han føle at hans talenter må udvikles på en måde, som giver de allerbedste resultater. Dette kan ikke gøres medmindre alle religionens forskrifter og principper er knyttet til den studerendes skoleuddannelse. Under ingen omstændigheder må han adskille sine studier fra Gud. I sin jagt efter kundskaber søger han efter sandheden; og hele sandheden kommer fra Gud, sandhedens kilde. Studerende som er dydige og besjælet af Kristi Ånd vil med alle deres evner kunne gribe kundskab.
(274) Battle Creek Colleget blev oprettet for at undervise i videnskab og samtidig lede de studerende til Frelseren, hvorfra al sand kundskab flyder. Uddannelse uden bibelreligion er afklædt sin sande stråleglans og herlighed. Jeg forsøgte at indprente de studerende med den kendsgerning, at vor skole skal være højere stillet ud fra et uddannelsesmæssigt synspunkt end nogen anden undervisningsinstitution. Det gør den ved at åbne mere ophøjede livsmål, perspektiver op for den unge og oplære dem til en bedre kundskab om menneskets opgave og evige interesser. Det store formål med vort college var at give et rigtigt syn på tingene og vise videnskabens og bibelreligionens overensstemmelse.
Herren styrkede mig og velsignede vore anstrengelser. En masse kom frem til forbøn. Nogle af disse havde ved manglende årvågenhed og bøn mistet deres tro og tegnet på gudsforbindelsen. Mange bedyrede, at de ved dette skridt modtog Guds velsignelse. Som følge af møderne, gav ganske mange sig selv til dåben.
Da afslutningsaktiviteterne for studieåret skulle afholdes i Goguac Lake, blev det besluttet at dåben skulle være der. Gudstjeneste her var af dyb interesse for den store forsamling og blev gennemført med passende højtidelighed og blev passende afsluttet med denne hellige handling. Jeg talte ved handlingens begyndelse og afslutning. Min mand førte fjorten af de dyrebare unge sjæle ned i den skønne søs vand og begravede dem med deres Herre i dåben. Adskillige af dem, som blev dåbskandidater, valgte at få dåbshandling i deres hjem. Således afsluttede mindegudstjenesten for dette collegeår på vor elskede skole.
Afholdsmøder
Men mit arbejde var ikke endnu blevet gjort i Battle Creek. Straks efter vi var kommet tilbage fra søen, blev vi bedt indstændigt om at tage del i en afholdsmøde-serie, et ret prisværdigt (275) initiativ for at få det bedre blandt Battle Creeks indbyggere. Denne bevægelse omfattede Battle Creek Reform Klubben, sekshundrede medlemmer og Kvindernes Kristne Afholdsunion, tohundrede og tres medlemmer. Gud, Kristus, Helligånden og bibelen var velkendte ord hos disse alvorlige medarbejdere. Meget godt var allerede blevet gjort og arbejdernes aktivitet, den måde de arbejdede på og ånden over deres møder, lovede mere godt for Den-Kommende-Tid.
Det var på foranledning af Barnums store menageri i denne by den 28. juni at damerne fra Kvindernes Kristne Afholdsunion slog et godt slag for afholdenhed og reform. De organiserede en enorm sundhedsrestaurant for at huse de mange mennesker, der kom fra landet for at besøge menageriet og forhindre at de besøgte saloner og drikkesteder, at de ikke udsættes for fristelser. Mammutteltet, der kunne rumme femtusinde folk, brugt af Michigan konferensen til lejrmøder, var egnet til denne lejlighed. Under denne enorme teltdug blev der rejst femten, tyve borde til at beværte gæster.
Ved indbydelsen satte sanatoriet et stort bord op i midten af den store pavillon, der blev rigeligt dækket med delikate frugter, kornprodukter og grøntsager. Dette bord dannede hovedbordet og var meget høje stillet end de andre. Selvom det var mere end tredive fod lang, blev det dækket så meget at det være nødvendigt at sætte et andet op, omkring to tredjedele så langt, som også blev fyldt.
På opfordring fra arrangementkomiteen Mayor Austin, W. H. Skinner, kassemester i den Første Nationale Bank og C. C. Peavey talte jeg i mammutteltet, søndag aften den 1.juli over emnet kristen afholdenhed. Gud hjalp mig denne aften og selvom jeg talte i halvfems minutter, lyttede forsamlingen på femtusinde personer i næsten åndeløs tavshed.
Besøg i Indiana
(276) Den 9.-14.august deltog jeg i lejermødet i Indiana, sammen med min datter Mary K. White. Min mand så at det var umuligt for ham at forlade Battle Creek. Ved dette møde styrkede Herren mig til at arbejde alvorligt. Han gav mig klarhed og kraft til at appellere til folk. Idet jeg så på mændene og kvinderne dér, var de velklædte og havde en dominerende indflydelse. Jeg sammenlignede dem med den lille forsamling for seks år siden, som for det meste var fattige og uden uddannelse, jeg kunne udbryde: "Hvad har Herren udrettet!"
Om mandagen led jeg meget med mine lunger, jeg var blevet svært forkølet, men jeg bad til Herren om at styrke mig, så jeg kunne gøre en anstrengelse for sjæles frelse. Jeg kom over min sygdom og blev velsignet med stor frihed og kraft. Jeg appellerede til folk om at give deres hjerter til Gud. Omkring halvtreds kom frem til forbøn. Der blev udvist den dybeste interesse. Femten blev begravet med Kristus i dåben som følge af mødet.
Vi satte os for at deltage i Ohio og øststats lejrmøderne; men da vore venner mente at det ville være uforsvarligt med min fysiske tilstand, besluttede vi at vende tilbage til Battle Creek. Min hals og mine lunger gjorde meget ondt og mit hjerte var stadig angrebet. Efter megen tid med megen lidelse, underkastede jeg mig en behandling på sanatoriet.
Virkningerne af overarbejde
Min mand arbejdede uafladeligt for Guds sags skyld i værkets forskellige afdelinger omkring Battle Creek. Hans venner var forbavsede over den masse arbejde han nåede. Sabbats formiddag, den 18.august talte han i vort gudsdyrkelseshus. Om eftermiddagen var hans sind tæt på en svær overanstrengelse efter fire sammenhængende timer, medens han lyttede til manuskriftoplæsningen af Profetiens Ånd bind 3. Sagen var uhyre interessant og ville oprøre sjælen ganske meget, (277) for det var forholdet til Kristi prøvelser, korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Før vi var klar over det, var han blevet meget træt. Han begyndte at arbejde om søndagen klokken fem om morgnen og fortsatte indtil tolv om natten.
Den næste morgen, omkring halvsyv, blev han svimmel og blev truet af lammelse. Vi frygtede meget for denne forfærdelige sygdom, men Herren var nådig og sparede os for lidelse. Dog blev hans angreb efterfulgt af en stor fysisk og mental afkræftelse; og nu, synes det faktisk umuligt for os at deltage i øststaternes lejrmøder, eller for mig at deltage i dem og forlade min mand, i nedtrykt tilstand og med svagt helbred.
Da min mand lå sådan ned sagde jeg: "Dette er fjendens værk. Vi må ikke underkaste os hans kraft. Gud vil arbejde for vort bedste." Om onsdagen havde vi en særlig bønnestund, hvor Guds velsignelse kunne hvile over ham og gøre ham rask. Vi bad også efter visdom så vi kunne kende vor pligt med hensyn til deltagelse af lejrmøder. Herren havde mange gange styrket vor tro til at gå frem og arbejde for ham under modløshed og sygdomme; og ved sådanne gange havde han forunderligt beskyttet os og holdt os oppe. Men vore venner sagde at vi burde hvile og at det synes selvmodsigende og urimeligt for os at forsøge sådan en rejse og udsætte os for lejrlivets udmattelse og fare. Selv forsøgte vi tanken at Guds sag alligevel ville gå frem om vi blev sat til side og ikke havde noget med den at gøre. Gud ville oprejse andre til at gøre hans arbejde.
Uanset hvad kunne jeg ikke få hvile og frihed med tanken at være væk fra arbejdsmarken. For mig var det som om Satan ville hegne op om min vej og forhindre mig i at fremføre mit vidnesbyrd og gøre det arbejde Gud havde givet mig at gøre. Jeg var ved at ville gå alene og gøre min del, stole på at Gud ville give mig den nødvendige styrke, da vi modtog et brev fra bror Haskell, hvor han udtrykte taknemmelighed mod Gud, så bror og søster White kunne deltage i New England-lejrmødet. Ældre (278) Canright havde skrevet at han ikke ville være tilstede, da han ikke kunne forlade arbejdet i Danvers og også at ingen i den gruppe kunne undværes fra teltet. Ældre Haskell skrev i sit brev at han havde forberedt alt for det store møde i Groveland; og at han havde besluttet at holde mødet, med Guds hjælp også hvis han skulle gennemføre det alene.
Vi fremlagde igen sagen for Herren i bøn. Vi ved at dem mægtige Helbreder kan gøre både min mand og mig rask, hvis det er til hans ære at gøre dette. Det synes hårdt at rejse ud, trættende, sygeligt og afskrækkende; men nogen gange følte jeg at Gud ville gøre rejsen til velsignelse for os, hvis vi gik i tillid til ham. Denne tanke kom ofte op i mit sind: "Hvor er din tro? Gud har lovet: »Som dine dage skal din styrke være.«
Jeg forsøgte at opmuntre min mand; han mente at hvis jeg følte mig i stand til at udstå lejermødernes besværligheder og arbejde, ville det være bedst om jeg tog af sted; men han kunne ikke udholde tanken at ledsage mig i sin svage tilstand, ude af stand til at arbejde, han var omtåget af fortvivlelse og selv genstand for medynk fra sine brødre. Han kunne kun sidde lidt op siden hans pludselige angreb og synes ikke at blive bedre. Vi søgte Herren igen og igen og håbede at der ville være en lille sprække i skyen, men der kom ikke noget lys. Medens vognen ventede på at tage os til depotet, gik vi igen og igen frem for Herren i bøn og bad ham om at hjælpe os på vor rejse. Vi besluttede begge at gå frem i tro og vove os ud på Guds løfter. Dette træk fra vor side krævede betydelig tro; men da vi tog plads i vognene, følte vi at vi var på pligtens sti. Vi gjorde holdt på rejsen og sov godt om natten.
Lejrmøder
Omkring klokken otte fredag aften nåede vi Boston. Næste morgen tog vi det første tog til Groveland. Da vi ankom til lejrarealet, øsede det bogstaveligt. (279) Ældre Haskell havde arbejdet konstant indtil da og der blev berettet om fortrinlige møder. Der var syvogfyrre telte på arealet, ved siden af tre store telte, et for forsamlingen på 30 x 38 m. Møderne sabbats eftermiddag var af største interesse. Menigheden blev oplivet og styrket, da syndere og frafaldne vækkes til at fornemme deres fare.
Søndag formiddag var det stadig overskyet; men før folk skulle samle sig, skinnede solen frem. Både og tog udtømte deres levende fragt på jorden i tusindtal. Ældre Smith talte om formiddagen om øststats-spørgsmålet. Emnet havde særlig interesse og folk lyttede med største opmærksomhed. Om eftermiddagen var det vanskeligt for mig at få adgang til talerstolen på grund af den stående menneskemængde. Da jeg nåede den, var der et hav af hænder foran mig. Kæmpeteltet var fuldt og tusindvis stod udenfor og dannede en levende mur, adskillige meter tyk. Mine lunger og hals gjorde meget ondt, alligevel troede jeg at Gud ville hjælpe mig i denne betydningsfulde anledning. Medens jeg talte, glemtes min træthed og smerte da jeg så et jeg talte til et folk, der ikke betragtede mine ord som tom tale. Prædikenen tog over en time og der var hele tiden den allerstørste opmærksomhed. Da afslutningssalmen blev sunget, bad embedsmænd fra Haverhills Afholdenheds Reform Klub mig om, ligesom sidste år, at tale for deres klub mandag aften. Jeg havde en aftale om at tale i Danvers, så jeg måtte afvise invitationen.
Mandag formiddag havde vi en bedestund i vort telt for min mand. Vi fremlagde hans situation for den Store Læge. Det var en dejlig stund; himlens fred hvilede over os. Disse ord kom uafladeligt frem i mig: »Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.« Vi følte Guds velsignelse hvile over os. Vi samledes da i det store telt; min mand sammen med mig og talte en kort tid, udtrykte dyrebare ord fra et hjerte blødgjort og glødende af en dyb følelse af Guds barmhjertighed og (280) godhed. Han bestræbte sig at få sandhedstroende til at indse, at det er deres privilegium at få forsikringen om Guds nåde i deres hjerter og at de store sandheder vi tror skulle hellige livet, forædle karakteren og have en frelsende indflydelse på verden. Folks grådkvalte øjne viste at deres hjerter var berørte og smeltede af disse bemærkninger.
Så fulgte vi arbejdet op som vi havde efterladt om sabbaten og formiddagen blev brugt på et særligt arbejde for syndere og frafaldne, hvorfra der kom to hundrede frem til bøn, fra tiårsbarnet til gråhåredede mænd og kvinder. Mere end en snes af disse satte deres fødder på livets vej for første gang. Om eftermiddagen blev mere end otteogtredive personer døbt og en lignende antal ventede med dåben til de kom hjem igen.
Mandag aften tog jeg vognene til Danvers sammen med ældre Canright og forskellige andre. Min mand var ikke i stand til at følge med mig. Da lejermødets umiddelbare stress forlod mig, fandt jeg ud af, at jeg var syg og havde kun lidt styrke; alligevel bragte vognene os hurtigt til min aftale i Danvers. Her måtte jeg stå overfor helt fremmede, som var blevet forudindtaget af falske historier og ond sladder. Jeg tænkte at hvis jeg kunne få lungestyrke, klar stemme og fri for hjertesmerter, kunne jeg være Gud meget taknemmelig. Disse tanker og følelser holdt jeg for mig selv og under stor pine kaldte jeg, for mig selv, på Gud. Jeg var for træt til at samle mine tanker i sammenhængende ord, men jeg følte at jeg måtte have hjælp og jeg bad om den af hele mit hjerte. Jeg måtte have fysisk og mental styrke, hvis jeg skulle tale den aften. Jeg sagde om og om igen i min stille bøn: "Jeg hænger min hjælpeløse sjæl på dig, O Gud, min Befrier. Svigt mig ikke i denne, min nødens stund."
Efterhånden som mødetiden nærmede sig, kæmpede min ånd sig i smertelig bøn efter styrke og kraft fra Gud. Da den sidste salme blev sunget, gik jeg op for at stå. Jeg stod op og var meget svag og vidste at hvis nogen lykke (281) ville følge mig, så ville det være ved den Mægtiges styrke. Herrens Ånd hvilede over mig idet jeg forsøgte at tale. Jeg følte det som et elektricitetschok i mit hjerte og al lidelse fjernedes øjeblikkeligt. Jeg havde lidt megen smerte i nerverne omkring hjernen; dette var også helt væk. Min pirrende hals og ømme lunger blev oplivet. Min venstre arm og hånd var blevet næsten ubrugelige som følge af smerte i mit hjerte, men den naturlige følsomhed blev nu genoprettet. Mit sind var klart, min sjæl var fuld af Guds lys og kærlighed. Guds engle synes at være på hver side, ligesom en ildmur.
Teltet var fuldt og omkring tohundrede personer stod udenfor sejldugen og kunne ikke finde pladser inden for. Jeg talte ud fra Kristi svar på de skriftkloges spørgsmål om det største bud i loven: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« Matthæus 22,37 Guds velsignelse hvilede på mig og min smerte og svaghed forlod mig. Foran mig var et folk jeg nok ikke mødte igen før dommen; og ønsket for deres frelse fik mig til at tale alvorligt og i gudsfrygt, så jeg kunne blive fri for deres blod. En stor frihed fulgte med min anstrengelser, som tog en time og ti minutter. Jesus var min hjælper og hans navn skal have al ære. Tilhørerne var meget opmærksomme.
Vi vendte tilbage til Groveland tirsdag og kom til lejropbruddet, teltene blev slået ned, vore brødre sagde farvel og klar til at gå ombord i deres vogne og vende tilbage til deres hjem. Dette var et af de bedste lejrmøder jeg nogensinde havde fulgt. Før vi forlod stedet forsøgte ældre Canright og Haskell, min mand, søster Ings og jeg et stille sted i lunden og forenede os i bøn for sundhedens velsignelse og Guds nåde der hvilede så rigeligt over min mand. Vi følte stærkt behovet for min mands hjælp, da så mange indtrængende kald om at prædike, kom fra alle retninger. Denne bønnestund var en meget dyrebar stund og den liflige fred og glæde der kom over os, var vor forvisning om (282) at Gud hørte vore bønner. Om eftermiddagen tog ældre Haskell os med i sin vogn og vi begav os til South Lancaster for at hvile i hans hjem en tid. Vi foretrak denne rejserute, da vi mente det ville være sundest for os.
Vi fik daglige kampe med mørkets kræfter, men vi opgav ikke vor tro eller blev det mindste afskrækkede. Min mand blev fortvivlet på grund af sygdomme og Satans fristelser synes at forstyrre hans tanker meget. Men vi havde ingen tanker om at blive overvundet af fjenden. Ikke mindre end tre gange om dagen fremlagde vi hans situation for den Store Læge, som kan helbrede både sjæl og legeme. Hver bedestund var dyrebar for os; hver gang havde vi særlige manifestationer af Guds lys og kærlighed. Da vi bad til Gud for min mands skyld hos bror Haskells, var det som om Herren var blandt os under handlingen. Dette blev aldrig glemt. Det var som om lokalet blev oplyst af englenes tilstedeværelse. Vi priste Herren af vore hjerter og med vore stemmer. En blind søster, der var til stede, sagde: "Er det et syn? er det himmelen?" Vore hjerter var i så nær fællesskab med Gud at vi mærkede de hellige timer for hellige til at sove dem bort. Vi trak os tilbage for at hvile; men næsten hele natten gik med at tale og meditere over Guds godhed og kærlighed og lovprise ham af glæde.
Vi besluttede at rejse med privatvogn en del af vejen til Vermont lejrmødet, idet vi mente det ville være bedst for min mand. Ved middagen stoppede vi i vejrabatten, tænde et bål, beredte vor frokost og have en bedestund. De dyrebare stunder i selskab med bror og søster Haskell, søster Ings og søster Huntley vil aldrig blive glemt. Vore bønner steg op til Gud hele vejen fra South Lancaster til Vermont. Efter tre dages rejse, tog vi de offentlige vogne og fuldendte vor rejse.
Dette møde var til særlig gavn for Vermonts situation. Herren gav mig styrke til at tale til folk så ofte som en gang hver dag. Jeg giver det efterfølgende fra ældre Uriah Smiths beretning om mødet, udgivet i Review and Herald:
(283) "Bror og søster White og bror Haskell var til dette møde, til brødrenes store glæde. Sabbatten, den 8.september, blev udpeget til fastedag med særlig henblik på bror Whites sundhedstilstand og blev fejret på lejrpladsen. Det var en god dag. Vi var frie til at bede og gode tegn på at disse bønner ikke var forgæves. Herrens velsignelse var med sit folk i stort mål. Sabbats eftermiddag talte søster White af stor frihed og virkning. Omkring ethundrede kom frem til forbøn og udviste dybe følelser og megen alvor for at søge Herren."
Vi tog direkte fra Vermont til New York lejrmødet. Herren gav mig fri til at tale til folk. Men nogle var ikke forberedte til at få nytte af mødet. De indså ikke deres tilstand og søgte ikke Herren alvorligt, bekendte deres frafald og bortlagde deres synder. Et af lejrmødernes store mål er at vore brødre kan mærke deres fare for at blive overbebyrdet med dette livs bekymringer. Der vedblev et stort tab da disse privilegier ikke udnyttes.
Vi vendte tilbage til Michigan og efter nogle få dage tog vi til Lansing for at deltage i lejrmødet der, som fortsatte i to uger. Her arbejdede jeg meget alvorligt og blev støttet af Herrens Ånd. Jeg blev velsignet stærkt i min tale til studerende og i arbejdet for deres frelse. Dette var et bemærkelsesværdigt møde. Guds Ånd var til stede fra begyndelsen til slutningen. Som resultat af mødet, blev ethundredeogtredive døbt. En stor del af disse var studerende fra vort college. Vi blev glade for at se Guds frelse ved dette møde. Efter at have brugt nogle få uger i Battle Creek, besluttede vi os at krydse slættene til Californien.
Arbejde i Californien.
Min mand arbejdede kun lidt i Californien. Det var som om at hans helbredelse lod vente på sig. Vore bønner steg ikke mindre op til himmelen der og nogen gange fem gange om dagen og ofte hvilede Guds fred på os. Jeg var ikke et spor (284) modløs. Var ikke i stand til at sove meget om natten, en stor del af tiden blev brugt på bøn og taknemmelighed til Gud for hans nådegaver. Jeg mærkede hele tiden Guds fred herske i mit hjerte og kunne faktisk sige at min fred var som en flod. Uforudsete og uventede prøvelser kom over mig, som, udover min mands sygdomme, næsten overmandede mig. Men min tillid til Gud var ikke rystet. Han var oprigtigt en nærværende hjælp i enhver nødens stund.
Vi besøgte Healdsburg, St. Helena, Vacaville og Pacheco. Min mand fulgte med mig når vejret var godt. Vinteren var snarere en prøvelse for os; og eftersom min mand var blevet sundere og vejret i Michigan var blevet mildere, vendte han tilbage til behandling på sanatoriet. Dette hjalp ham meget og han genoptog skrivningen i vore blade med sædvanlig klarhed og styrke.
Jeg turde ikke ledsage min mand over slættene; for stadig sorg og bekymring og søvnløshed havde pådraget mit hjerte vanskeligheder, som var alarmerende. Vi mærkede stærkt afskedens time drog nærmere. Det var umuligt at tilbageholde vore tårer; for vi vidste ikke om vi skulle mødes igen i denne verden. Min mand vendte tilbage til Michigan og vi besluttede at det var bedst om jeg besøgte Oregon og frembar mit vidnesbyrd for dem, som aldrig havde hørt mig.
Jeg forlod Healdsburg den 7.juni for at komme til Oakland og mødtes med Oakland og San Francisco menighederne under det store telt i San Francisco, hvor bror Healey arbejdede. Jeg mærkede vidnesbyrdets byrde og et stort behov for at udholde personlige anstrengelser fra disse menigheders side, til at bibringe andre kundskab om sandheden. Jeg er blevet vist at San Francisco og Oakland var missionsmarker og altid ville være det. Deres medlemsforøgelse ville være langsom; men hvis alle i disse menigheder var levende medlemmer og ville gøre hvad de kunne for at bringe andre lyset, ville mange flere bringes ind i rækkerne og adlyde sandheden. De daværende sandhedstroende var ikke så interesserede i (285) andres frelse som de burde være. Passivitet og magelighed i Guds sag resulterer sig i frafald fra Gud selv og ved deres eksempel vil de hindre andre i at gå fremad. Uselvisk, udholdende, aktiv anstrengelse vil fremkalde de allerbedste resultater. Jeg prøvede at indprente dem det, som Herren havde vist mig, at han ville have sandheden overbragt til andre af alvorlige, aktive medarbejdere, ikke dem som blot bekender at tro den. De bør ikke blot overbringe sandheden i ord, men ved et velovervejet liv og være sandhedens levende repræsentanter.
Jeg fik vist at dem, som udgør disse menigheder burde blive bibel-studerende og studere Guds vilje så alvorligt, at de kan lære til at blive medarbejdere i Guds sag. De burde så sandhedens frø, hvor de end er, i hjemmet, på arbejdet, på markedspladsen såvel som i mødehuset. For at blive fortrolig med bibelen, bør de læste den omhyggeligt og under bøn. For at kaste sig selv og deres byrde på Kristus, må de straks forsøge at indse værdien af Kristi kors og lære at bære det. Hvis de vil leve et helligt liv må de straks have gudsfrygten foran sig.
Det er prøvelser der får os til at se hvad vi er. Det er grunden til fristelserne, der giver glimt af eens virkelige karakter og viser nødvendigheden for at gode træk opelskes. Ved at stole på Guds velsignelse, er den kristne sikker overalt. Han vil ikke fordærves i byen. I kontorlokalet vil der lægges mærke til hans sædvanlige strenge renhed. I købmandsbutikken vil enhver del af hans arbejde gøres med nøjagtighed, med øjnene rettet mod Guds ære. Når ethvert medlem opfører sig sådant, vil en menighed blive vellykket. Velstand vil aldrig følge disse medlemmer før de enkelte medlemmer knyttes nøje til Gud, med en uselvisk interesse for medmenneskers frelse. [Prædikanter kan holde behagelige og kraftige prædikener og der kan gøres et stort arbejde for at opbygge menigheden og få den til at trives, men hvis ikke de enkelte medlemmer gør deres del, som (286) Jesu Kristi tjenere, så vil menigheden altid være i mørke og ikke have nogen kraft. Skønt verden er hård og mørk, vil indflydelsen fra et virkeligt eksemplarisk liv være en kraft til det gode. I Mesterens Tjeneste side 84]
En person kan ligeså godt forvente en høst hvor han aldrig har sået, eller kundskab hvor han aldrig har søgt efter den, som forventer at blive frelst i ladhed. En lediggænger og en dovenkrop vil aldrig få succes med at nedbyrde stoltheden overvinde fristelsens kraft til syndige fornøjelser, som holder ham fra hans Frelser. Sandhedens lys, helligelse af livet vil åbenbare modtageren af dette lys hans hjertets syndige lidenskaber, som stræber efter overherredømmet og gør det nødvendig for ham at udspænde hver nerve og bruge alle kræfter for at modstå Satan, så han kan sejre igennem Kristi fortjeneste. Når han fra alle sider skal påvirkes til at ledes bort fra Gud, må hans bønner være utrættelige efter hjælp og styrke fra Jesus, så han kan overvinde Satans bedrag.
Nogle i disse menigheder er i konstant fare, fordi dette livs bekymringer og verdslige tanker optager sindet så meget, at de ikke tænker på Gud eller himmelen og deres egne sjæles fornødenheder. De rejser sig fra deres sløvhed nu og da, men falder tilbage igen i dyb slummer. Hvis de ikke rejser sig helt fra deres slummer, vil Gud fjerne lyset og velsignelserne han gav dem. Han vil, i sin vrede, fjerne lysestagen fra sit sted. Han har gjort disse menigheder til forvaltere af hans lov. Hvis de forkaster synd og ved altid og alvorlig fromhed viser stabilitet og underkaster sig Guds ords forskrifter og er trofaste i udførelsen af religiøse pligter, vil de hjælpe til at befæste lysestagen på sit sted og vil få bevis på at herskarers Herre er med dem og Jakobs Gud er deres tilflugtssted.
Besøg i Oregon
Søndag den 10.juni, dagen hvor vi skulle drage til Oresgon, blev jeg lammet af hjertesygdom. Mine venner tænkte at det var næsten formasteligt af mig, at tage damperen, men jeg tænkte at (287) jeg burde hvile, hvis kom ombord på båden.
I selskab med en kvindelig ven og ældre J. N. Loughborough forlod jeg San Francisco om eftermiddagen den 10. på damperen "Oregon." Kaptajn Conner, som havde ansvaret for denne prægtige damper, passede meget på sine passagerer. Da vi passerede Golden Gate videre ud i det åbne ocean, blev det meget uroligt. Vinden var imod os og damperen slog sig frygteligt, da oceanet var rasende oprørt af vinden. Jeg lagde mærke til den overskyede himmel, de rullende bølger blev tårnhøje og skummet genspejlede regnbuens farver. Det så frygteligt stort ud og jeg blev fyldt med ærefrygt da jeg beskuede dybets mysterier. Det er forfærdeligt i dets vrede. Der er en frygtelig skønhed i at blive løftet op på dets stolte bølger i raseri og så falde tilbage i sørgmodig hulken. Jeg kunne se Guds kraft komme frem i de hvileløse vandes bevægelser, sukkende under de nådeløse vindes aktivitet, som kastede bølgerne der opad som var det under plagernes rystelser.
Vi var i en skøn stolthed, kastet hid og did i de hvileløse bølgers skånsel; men der var en usynlig kraft der havde et uafbrudt greb over vandene. Gud alene har magt til at holde dem inden for deres bestemte grænser. Han kan holde vandene i sin hule hånd. Dybet vil adlyde sin Skabers røst: »Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover!"
Hvilke stof til eftertanke gav ikke det vide store Stillehavsocean?! I optræden var det meget modsat det "stille hav"; det var vanvittigt og rasende. Idet vi ser hen over vandene, synes intet andet så uhåndterligt, så fuldstændig uden lov og orden, som det store dyb. Men oceanet adlyder Guds lov. Han bringer vandene i balance og markerer deres underlag. Idet jeg så på himlene ovenover og vandene neden under, spurgte jeg: "Hvor er jeg? Hvor skal jeg hen? Intet andet end tøjlefrie vande er omkring mig. Hvor mange har således taget ud på vandene og aldrig igen set de grønne marker (288) eller deres lykkelige hjem! De blev kastet ned i dybet som et sandskorn og således endte deres liv."
Idet jeg så på de hvidklædte brølende bølger, erindrede jeg den scene i Kristi liv, hvor disciplene, i lydighed til deres Mesters befaling, tog i deres båd til den anden side af søen. Et frygteligt uvejr brød ud over dem. Deres skib ville ikke adlyde deres vilje og de blev drevet hid og did, indtil de nedlagde deres årer i fortvivlelse. De ventede at de nu ville gå fortabt; men da uvejret og bølgerne talte med døden, viste Kristus, som de havde efterladt på en anden side, sig for dem, vandrende roligt på de larmende, hvidklædte bølger. De var blevet forvirret af deres nyttesløse anstrengelser og deres situations tilsyneladende håbløshed og havde opgivet alt som tabt. Da de så Jesus på vandene, blev deres frygt større; de udlagde det som en forløber til deres kommende død. De skreg i stor frygt. Men i stedet for at bringe døden, kom han som livets budbringer. Hans røst blev hørt gennem elementernes rasen. »Det er mig, frygt ikke!« Hvor hurtigt ændres scenen ikke fra fortvivlelsens rædsel til troens og håbets glæde i den elskede Mesters nærvær! Disciplene mærkede ikke længere uro ej heller dødsangst, for Kristus var hos dem.
Skal vi nægte lydighed mod al krafts Kilde, hvis lov som endog havet og bølgerne adlyder? Skal jeg være bange for, at betro mig til hans beskyttelse, som har sagt, at ikke en spurv falder til jorden uden at vore himmelske fader ved af det?
Da næsten alle var gået ned i deres kahytter, fortsatte jeg på dækket. Kaptajnen havde forsynet mig med en liggekurvestol og uldtæpper til beskyttelse mod den kolde luft. Jeg vidste at hvis jeg gik ned i kahytten kunne jeg blive syg. Natten kom, mørket dækkede havet og de styrtende bølger stampede vort skib frygteligt. Dette store fartøj var blot et skår på de nådeløse vande; men det blev bevogtet (289) og beskyttet på sin vej af himmelske engle, hvervet af Gud til at gøre hans befalinger. Var det ikke for dette, kunne vi godt være opslugt på et øjeblik, ikke efterladt et spor af dette prægtige skib. Men den Gud, som føder ravnene og som tæller vore hovedhår, glemmer ikke os.
Kaptajnen mente at det var for koldt for mig at blive på dækket. Jeg fortalte ham at hvad angik min sikkerhed, ville jeg hellere blive der hele natten, end at gå ned i min kahyt, hvor to damer var søsyge og hvor jeg ikke kunne få frisk luft. Han sagde: "Du vil ikke blive pålagt at bruge din kahyt. Jeg vil se efter et godt sovested til dig." Jeg blev hjulpet af tjenere ned i den øvre salon og en behåret madres blev lagt på gulvet. Selvom alt dette blev gjort så hurtigt som muligt, blev jeg dog meget syg. Jeg lå ned på min seng, rejste mig ikke fra den før næste tirsdag morgen. Indtil da spiste jeg kun en gang, nogle få skefulde nærende te og sprøde kiks.
Under denne firedages rejse, vovede nogen at forlade deres rum lejlighedsvis, blege, svage og vaklende og begav sig op på dækket. Elendighed stod skrevet i alle ansigter. Livet selv synes ikke tiltrækkende. Vi længes alle efter den hvile vi ikke kunne finde og se noget stå stille. Nu blev der ikke taget hensyn til personernes betydning. Vi kan her lære en lektie om hvor lille mennesket er.
Vor rejse fortsatte meget uroligt indtil vi passerede skæret og kom ind på Colombiafloden, som var blikstille. Jeg blev hjulpet op på dækket. Det var en skøn morgen og passagerne myldrede op på dækket som en bisværm. De så først meget elendige ud; men den styrkende luft og det glade solskin, efter vind og storm, vækkede hurtig glæde og munterhed.
Den sidste nat vi var om bord var jeg min himmelske fader meget taknemmelig. Jeg lærte en lektie jeg aldrig vil glemme. Gud havde talt til mit hjerte i stormen og i bølgerne og i stilheden, der fulgte efter. Skal vi da ikke tilbede (290) ham? Skal mennesket sætte sin vilje op imod Guds vilje. Skal vi være ulydig mod en mægtig Herskers befalinger? Skal vi strides med den Allerhøjeste, som er al kraftens kilde og fra hvis hjerte flyder uendelig kærlighed og velsignelse til skabninger i hans varetægt?
Mit besøg i Oregon var af særlig interesse. Her mødte jeg, efter fire års adskillelse, mine kære venner bror og søster Van Horn, som vi gør krav på som vore børn. Bror Van Horn gav ikke en dækkende og så god rapport om sit arbejde som han med rette kunne. Jeg var derfor noget overrasket og meget glad, for at finde at Guds sag var i så god forfatning som den var i Oregon. Ved disse trofaste missionærernes utrættelige anstrengelser, blev en syvende-dags adventist konferense oprettet også adskillige prædikanter kom til at arbejde i dette store område.
Tirsdag aften den 18.juni, mødte jeg et betragtelig antal sabbatsholdere i denne stat. Jeg blev blød om hjertet ved Guds Ånd. Jeg gav mit vidnesbyrd for Jesus og udtrykte min taknemmelighed for det dejlige privilegium det er, at stole på hans kærlighed og gøre krav på hans magt til at sammen med os redde syndere fra fortabelse. Hvis vi vil se Guds værk vokse, må vi have Kristus til at bo i os; kort sagt, vi må udvirke Kristi gerninger. Hvor vi end ser os omkring, viser den hvidende høst sig; men arbejderne er få. Jeg mærkede mit hjerte var fyldt med Guds fred og draget i kærlighed for hans dyrebare folk, med hvem jeg bad den første tid.
[Søndag den 23. juni talte jeg i metodistkirken i Salem om afholdenhed. Der var usædvanlig mange til stede og jeg følte mig fri til at behandle dette mit yndlingsemne. Jeg blev opfordret til at tale samme sted igen næste søndag efter lejrmødet, men blev forhindret på grund af hæshed. Men den følgende tirsdag aften talte jeg i den samme kirke. Jeg fik mange indbydelser til at tale om afholdenhed i flere større og mindre byer i Oregon, men min helbredstilstand tillod ikke, at jeg opfyldte disse ønsker.] Uafbrudt tale og ændringer i indeklimaet, (291) pådrog mig en midlertidig men streng hæshed. [Helse og livsstil side 257.]
Vi kom til lejrmødet med følelser af dyb interesse. Herren gav mig styrke og nåde da jeg stod foran folket. Da jeg så på den åndfulde tilskuerskare, brød mit hjerte sammen for Gud. Dette var det første lejrmøde vore folk holdt i denne stat. Jeg prøvede at tale, men blev afbrudt af gråd. Jeg var meget bekymret for min mand på grund af hans dårlige helbred. Medens jeg talte, kom jeg i tanker om et møde i Battle Creek-menigheden, min mand sad midt i forsamlingen, med Herrens bløde lys hvilede på og omkring ham. Hans ansigt bar sundhedstegn og han var tilsyneladende meget lykkelig.
Jeg prøvede at give folk den taknemmelighed vi burde føle for Guds ømme medfølenhed og store kærlighed. Hans godhed og herlighed gjorde indtryk på mig på en bemærkelsesværdig måde. Jeg blev overvældet af en fornemmelse af hans uforlignelige barmhjertighed og hans arbejde blev gjort ikke kun i Oregon og i Californien og Michigan, hvor vore vigtige institutioner er placeret, men også i udlandet. Vi kan aldrig give andre det billede som så levende er for en ved den lejlighed. Arbejdets omfang kom for et øjeblik frem for mig og jeg mistede synet til mine omgivelser. Anledningen og folkene jeg talte til gik igennem mine tanker. Lyset, det dyrebare lys fra himmelen, skinnede i stor glans på de institutioner, som er engageret i det højtidelige og ophøjede arbejde - nemlig at genspejle lysstråler, som himlen har ladet skinne på dem.
Gennem hele lejrmødet synes Herren at være mig nær. Da det sluttede, var jeg temmelig træt, men frigjort i Herren. Det var tid med nyttigt arbejde og det styrkede menigheden til at fortsætte med sin krig for sandheden. Lige før lejrmødet begyndte, blev mange ting, i den rette stund, åbnet op for mig i et syn; men stilheden forbød mig at nævne noget om dette til nogen den gang. Efter mødet var afsluttet, havde jeg om natten en anden bemærkelsesværdig tilkendegivelse af Guds kraft.
(292) Om søndagen under lejrmødet talte jeg om eftermiddagen på borgerstedet. Guds kærlighed var i mit hjerte og jeg dvælede over evangeliereligionens enkelthed. Mit eget hjerte smeltede og flød over af Jesu kærlighed og jeg længes efter at fremstille ham sådan, at alle kunne henrykkes af hans karakters herlighed.
Under mit ophold i Oregon besøgte jeg fængslet i Salem, sammen med bror og søster Carter og søster Jordan. Da det blev tid til gudstjeneste, blev vi ført til kapellet, som blev gjort venligt af meget lys og ren og frisk luft. Da klokken lød, åbnede to mænd de store jerndøre og fangerne myldrede ind. Dørene blev lukket sikkert bag dem og for første gang i mit liv, var jeg indespærret bag fængselsmure.
Jeg havde forventet at se nogle modbydelig udseende mænd, blev skuffet; mange af dem synes at være forstandige og nogle var mænd med evner. De var klædt i den rå, men ordentlige fængselsdragt, deres hår var glat og deres støvler pudsede. Da jeg så på de forskellige ansigtsudtryk tænkte jeg: "Alle disse mænd har fået særlige gaver, eller talenter, til at bruges til Guds ære og til gavn for verden; men de har foragtet disse himlens gaver, misbrugt dem." Da jeg så unge mænd fra atten til tyve og tredive år, tænkte jeg på deres ulykkelige mødre og på den sorg og samvittighedsnag som blev deres bitre del. Mange af disse mødres hjerter er blevet brudt på grund af deres børns ugudelige opførsel. Men havde de gjort deres pligt over for disse børn? Havde de ikke ladet dem få deres egen vilje og lært dem Guds love og hans krav på dem?
Da alle var samlet, læste bror Carter en salme. Alle havde bøger og slog hjerteligt i med sang. En, som var en dygtig musiker, spillede orgel. Jeg åbnede så mødet med bøn og alle stemte igen i med sang. Jeg talte fra Johannes ord: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi (293) må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham. I elskede, nu er vi Guds børn og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er."
Jeg forstærkede det uendelige offer for dem, som Faderen gjorde, ved at give sin elskede søn for faldne mennesker, så de ved lydighed kan forvandles og blive anerkendt som Guds sønner. Menigheden og verden kaldes til at beskue og beundre en kærlighed, som er uden for menneskelig fatteevne og som selv himmelens engle forbavses over. Denne kærlighed, som er så dyb, så bred og så høj at den inspirerede apostel, ikke kan finde et sprog til at beskrive den, kalder på menigheden og verden til at betragte den - gøre den til tema for betragtning og beundring.
Jeg frembragte for tilhørerne Adams synd, med overtrædelse af Faderens udtrykkelige bud. Gud oprejste mennesket, fuldstændig helligt og lykkeligt, men det mistede sin guddommelige gunst og ødelagde sin egen lykke ved ulydighed mod Faderens lov. Slangen nedstyrtede Adams synd til håbløs elendighed og fortvivlelse. Men i sin forunderlige og medynkende kærlighed, lod Gud ikke mennesket gå fortabt i deres håbløse, faldne situation. Han gav sin højtelskede Søn til deres frelse. Kristus kom ind i verden, hans guddommelighed blev iklædt ydmyghed, han gik over den grund hvor Adam faldt; han bestod den prøve Adam ikke kunne klare; han overvandt alle Satans fristelser og derved genløste Adams skændige fejl og fald.
Jeg henviser her til Kristi lange faste i ørkenen. Det syndige at give efter for appetitten og dens magt over menneskenaturen, kan man aldrig helt forstå; hvis ikke Kristi lange faste, under sin egenhændige kæmp med mørkets magters fyrste studeres og forstås. Menneskers frelse var på spil. Ville Satan eller verdens Forløser komme sejrrig ud? Det er umulig for at fatte med hvilken intens interesse Guds engle vogtede over deres elskede Befalingsmands prøvelser.
(294) Jesus blev fristet på alle punkter som vi, så han kan vide hvordan de hjælpes, som bliver fristet. Hans liv er vort eksempel. Han viser ved sin villige lydighed, at mennesker kan holde Guds lov og at overtrædelse af loven, ikke lydighed mod den, bringer det i trældom. Frelseren var fuld af medfølelse og kærlighed. Han har aldrig foragtende afvist den oprigtigt angrende, uanset hvor stor skylden er; men han anklagede hykleri af enhver art ganske strengt. Han er bekendt med menneskenes synder, han kender alle deres handlinger og læser deres skjulte motiver; alligevel vender han sig ikke bort fra dem med deres synd. Han beder og argumenter med synderen og i en forstand sætter han sig selv på niveau med ham, da han selv har båret menneskenes svaghed. »Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld."
Det menneske som har vansiret Guds billede i sin egen sjæl, ved et korrupt liv, kan ikke ved menneskelig anstrengelse udrette en radikal ændring hos sig selv. Han må acceptere evangeliets tilvejebringelser; og blive forsonet med Gud ved lydighed mod hans lov og tro på Jesus Kristus. Hans liv må derfra styres fra et nyt princip. [Ved anger, tro og gode gerninger kan man opnå et retfærdigt sind og kan på grund af Kristi offer gøre krav på forrettigheden ved at være Guds barn. Når den guddommelige sandheds grundregler modtages og næres i hjertet, vil de føre os til et højdepunkt af moralske egenskaber, som vi ikke havde anset det for muligt at nå op til. »og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.« Guds sønner og døtre 4.jan]
Her er et arbejde mennesket skal udføre. Det må se spejlet i øjnene, Guds lov, se manglerne i sin moralkarakter og bortlægge sine synder, vaske karakterklæderne i Lammets blod. Misundelse, stolthed, ondsindethed, bedrageri, strid og forbrydelser vil renses fra hjertet, som er modtager af Kristi kærlighed og nærer håb om at blive ham lig, (295) da vi skal se ham som han er. Kristi religion forædler og ophøjer ham, der har den, uanset hans forbindelser eller livsstadie. Mennesker, som bliver oplyste kristne oprejser sig fra deres tidligere karakter-stadie til større mental og moralsk styrke. Dem som er faldet og degenereret af synd og forbrydelser kan, ved Frelserens fortjeneste, ophøjes til et stade, der kun er lidt mindre end engles.
Men påvirkningen af evangeliehåbet får ikke synderen til at se Kristi frelse som en sag af fri nåde, da han så vil fortsætte med at leve i overtrædelse af Guds lov. Når sandhedens lys drager på hans sind og han forstår Guds betingelser til fulde og indser omfanget af hans overtrædelser, vil han forny sine leveveje og blive loyal mod Gud, med den styrke han fik fra sin Frelser og føre et nyt og renere liv.
Da jeg var i Salem kom jeg til at kende bror og søster Donaldson, som ønskede at deres datter skulle vende tilbage til Battle Creek sammen med os og gå på colleget. Hun havde et dårligt helbred og det var noget af en kamp for dem, at skilles fra hende, deres eneste datter, men de åndelige fortrin hun ville få der, fik dem til at ofre sig. Og vi er her glade for at sige at dette kære barn blev begravet med Kristus i dåbens vande, ved sidste lejrmøde. Her er et andet bevis på at det er vigtigt at syvende-dags Adventister sender deres børn til vor skole, hvor de kan bringes direkte under en frelsende indflydelse.
Vor rejse fra Oregon var ujævn, men jeg blev ikke syg som ved min tidligere rejse. Denne båd "Idaho" slog sig ikke, men rullede. Vi blev behandlet meget venligt på båden. Vi gjorde mange gode bekendtskaber og uddelte vore blade til forskellige, som førte til nyttige samtaler. Da vi kom til Oakland fandt vi at teltet var rejst der og at ganske mange havde grebet sandheden under bror Healeys arbejde. Vi talte adskillige gange under teltet. Om sabbaten og på den første dag mødtes menighederne i San Francisco og Oakland og vi havde interessante og udbytterige møder.
(296) Jeg var meget ivrig efter at deltage i lejrmødet i Californien, jeg fik indtrængende kald til at deltage i lejrmøderne i øst. Sådan som jeg havde fået at vide, at tingene havde udviklet sig i øststaterne, vidste jeg at jeg havde et vidnesbyrd at frembære, især for vore brødre i New England Konferensen og jeg kunne ikke længere tillade mig at være i Californien.
Den østvendte grænse
Den 28.juli forlod vi Oakland, sammen med vor datter Mrs. Emma White og Edith Donaldson, for at rejse mod øststaterne. Vi kom til Sacramento samme dag og blev mødt af bror og søster Wilkinson, som gav os en hjertelig velkomst og tog os med til deres hjem, hvor vi blev velbesøgt under vort ophold. Efter aftale, talte jeg søndag. Huset var godt fyldt med en opmærksom menighed og Herren gav mig frihed til at tale til dem fra sit ord. Mandag tog vi igen vognene og stoppede i Reno, Nevada, hvor vi havde aftalt at tale tirsdag aften i det telt, som ældre Loughborough gav en kursusserie i. Jeg talte frit til omkring fire hundrede opmærksomme tilhørere, over Johannes ord: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham.«
Idet vi passerede over den store amerikanske ørken i hede og alkali-støv, blev vi meget trætte af den golde udsigt, skønt vi nød alle bekvemmeligheder og bevægede os rask og jævnt over sporerne, trukket af vor jernhårde ganger. Jeg blev mindet på de gamle hebræere, som rejste over klipper og golde ørkener i fyrre år. Heden, støvet og den ujævne vej fremkalder beklagelser og udmattende suk fra mange, som betrådte den kedsommelige sti. Jeg tænkte at hvis vi var nød til at rejse på fødderne over den golde ørken og ofte tørste, svede og blive trætte, ville rigtig mange af os knurre mere end israelitterne.
Bjergenes kedsommelige udseende på landstrækningen (297) er ofte blevet skildret af pen og pensel. Alle som glædes ved naturens storslåethed og skønhed må føle et gys af glæde når de ser disse store gamle bjerge, skønne bakker og vilde og klippefyldte flodsenge. Dette er særlig sandt for den kristne. Han ser granitklipperne pludrende strømme, værket af Guds almægtige hånd. Han længes efter at bestige de høje bakker; for så er det som om at han er nærmere himmelen, selvom han ved at Gud hører sine børns bønner i den dybe dal, såvel som på bjergtoppen.
Colorado
På vej fra Denver til Walling's Mills stopper bjerget, hvor min mand tilbragte sommermånederne. Vi standsede i Boulder City og så med glæde vort lærreds-overspændte mødested, hvor ældre Cornell holdt en mødeserie. Vi fik et godt hvil i søster Dartts komfortable hjem. Teltet var blevet lånt ud til at holde afholdsmøder i og, ved en særlig indbydelse, talte jeg til en teltfuld opmærksom tilhørskare. Skønt træt af rejsen, hjalp Herren mig til at fortælle folk om det nødvendige af streng mådehold i alle ting. Og det var med godt resultat.
Mandag den 8.august, mødte jeg min mand og så han var blevet sundere, mere glad og aktiv, hvilket jeg følte Gud taknemmelig for. Ældre Canright, som havde brugt nogen tid sammen med min mand i bjergene, var på den tid kaldt hjem til sin syge hustru; og om søndagen, ledsagede min mand og jeg ham til Boulder City for at få vognene. Om aftnen talte jeg i teltet og næste morgen vendte vi tilbage til vort midlertidige hjem i Walling's Mills. Den næste sabbat talte jeg igen til de fremmødte i teltet. Efter mine kommentarer havde vi et konferensemøde. Der kom nogle fremragende vidnesbyrd frem. Adskillige holdt deres første Sabbat. Jeg talte til folk aftenen efter sabbaten og også søndag aften.
Hele familien var til stede i bjergene, undtagen vor søn (298) Edson. Min mand og børn mente at jeg var meget træt, havde arbejdet uafbrudt siden Oregon lejrmødet, så var det mit privilegium at hvile; men jeg fik indprentet i mit sind at deltage i øststaternes lejrmøder, især det i Massachusetts. Min bøn var at hvis det var Guds vilje for mig at deltage i disse møder, ville min mand lade mig tage af sted.
Da vi vendte tilbage fra Boulder City, fandt jeg et brev fra bror Haskell og bad os begge om at deltage i lejrmødet; men hvis min mand ikke kunne komme, ønskede han mig om muligt. Jeg læste brevet for min mand og ventede på hvad han ville sige. Efter et kort øjebliks tavshed, sagde han: "Ellen, du må deltage i New England lejrmødet." Den næste dag blev vore kufferter pakket. Klokken to om morgenen, under månens lys, gjorde vi vore vogne klar og halvsyv gik vi op i toget. Rejsen var alt andet end behagelig; for varmen var streng og jeg var meget træt.
Øststaternes lejrmøder
Da vi kom til Battle Creek, erfarede vi at der var en aftale om at tale søndag aften i mammut-teltet, opslået på college-grunden. Teltet var fyldt til bristepunktet og mit hjerte blev draget i dybe appeller til folk.
Jeg blev kun hjemme en lille periode og så var jeg, sammen med søster Mary Smith Abbey og bror Farnsworth, igen på farten, på vej til øststaterne. Da vi ankom til Boston, var jeg meget udmattet. Brødrene Wood og Haskell mødte os ved depotet og ledsagede os til Ballard Vale, mødestedet. Vi blev budt velkommen af vore gamle trosvenner, med en hjertelighed som, for en tid, var hvile for mig. Vejret var usædvanligt varmt og forandringen fra Colorados forfriskende klima til Massachusetts trykkende hede gør at dette synes næsten uudholdeligt. Jeg prøvede at tale til folk, endskønt jeg var meget træt og blev styrket af at frembære mit vidnesbyrd. Ordene (299) synes at gå direkte ind i hjertet. Det var nødvendigt at arbejde meget ved dette møde. Nye menigheder var blevet oprejst siden vort sidste lejrmøde. Dyrebare sjæle havde modtaget sandheden og disse behøvede at blive ført frem til en dybere og grundigere kundskab om praktisk gudsfrygt. Herren gav mig frihed til at frembære mit vidnesbyrd.
En gang under dette møde gjorde jeg bemærkninger om at økonomisere med klæder og forbrug af midler. Der er fare for at blive uforsigtige og overilede i brugen af Herrens penge. Unge mænd som involverer sig i telt(missions)-arbejde bør være forsigtig med ikke at afholde unødige udgifter. Når teltene kommer ud på nye marker og når missionsarbejdet udbygges, vil sagen mangle meget og uden at være nærig, bør den strengeste sparsommelighed anvendes i dette tilfælde. Det er lettere at inddrive en pengeseddel, end at anbringe den. Der er mange behagelige og fornøjelige ting som ikke er nødvendige og som kan undværes uden ligefrem at lide nød. Det er meget let at mangedoble hotelregninger og jernbanebilletter, udgifter der kunne være undgået eller gjort rigtig meget mindre. Vi har kørt over vejen til og fra Californien tolv gange og har ikke brugt en eneste dollar på mad i restauranterne eller i spisevognen. Vi spiser vore måltider fra vore madkasser. Efter at have været af sted i tre dage, bliver maden ganske gammel, men lidt mælk eller varm suppe dækker vor nødtørft.
Ved en anden anledning talte jeg om ægte helligelse, som er intet mindre end daglig selvfornægtelse og daglig tilslutning til Guds vilje. Da jeg var i Oregon, fik jeg vist at nogle af de nye menigheder i New England Konferensen var i fare for den fordærvende indflydelse, der kaldes "helligelse". Nogle blev bedraget på dette lærdomspunkt, medens andre, som kender dens bedrageriske indflydelse, indser deres fare og vender sig fra den. Paulus' helligelse var en konstant kamp med selvet. Han sagde: »Jeg dør daglig.« Hans vilje og hans ønsker hver dag, konfliktede med Guds opgave og vilje. I stedet for at følge tilbøjeligheden, gjorde han Guds vilje, uanset hvor ubehagelig og korsbærende den var for hans natur.
(300) Vi kaldte på dem, som ønskede at blive døbt og på dem som holdt sabbaten for første gang, om at de må komme frem. Femogtyve svarede. De kom med fremragende vidnesbyrd og før lejrmødets afslutning modtog toogtyve dåben.
Vi var glade for at møde vore gamle venner af arbejdet her på dette sted. Vi stiftede bekendtskab med dem for tredive år siden. Vor højt elskede bror Hastings er ligeså dybt interesseret i sandheden i dag som han var dengang. Vi var glade for at møde søster Temple og søster Collins af Dartmouth, Massachusetts og bror og søster Wilkinson, i vis hjem vi blev underholdt for mere end tredive år siden. Nogle af disse kæres pilgrimsrejser kan slutte engang; men er de trofaste til enden, vil de få livets krone.
Vi blev interesseret i bror Kimbal, som er stum og har været missionær blandt stumme. På grund af hans udholdende arbejde har en ganske lille gruppe antaget sandheden. Vi mødte denne trofaste broder til vort årlige lejrmøde, omgivet af nogle af hans stumme indlemmede medlemmer. Nogle af dem, som kan høre, skriver så meget af prædiken ned, som de kan og så sidder han omgivet af sine stumme venner og læser og forkynder det aktivt igen og igen for dem, med sine hænder. Han har utvungen benyttet sig af sine midler til at fremme missionsarbejdet og derved ære Gud med sine midler.
Vi forlod Ballard Vale morgen, den 3.september, for at deltage i Maine-lejrmødet. Vi nød en god hvile i unge bror Mortons hjem, nær Portland. Han og hans gode hustru gjorde vort ophold sammen med dem meget behageligt. Vi var på Maine lejrgrunden før sabbaten og var glade for at møde nogle af sagens prøvede venner her. Der er nogle, som altid er på deres pligtspost, om det er solskin eller storm, der kommer. Der er også en klasse solskinskristne. Når alt går godt og det er behageligt for dem, er de brændende og nidkære; men når der er skyer og ubehagelige ting, har disse intet at sige eller gøre. Guds velsignelse hvilte på de aktive arbejdere, medens dem, som ikke gjorde noget, ikke fik den gavn af (301) mødet, som de kunne. Herren var med sine tjenere, som arbejder trofast på at overbringe både det lærdomsmæssige og det praktiske. Vi ønskede meget, at se mange af dem, der ikke gav vidnesbyrd om at de var blevet velsignet af Gud, få glæde af dette møde. Jeg længes efter at se dette dyrebare folk, komme frem til deres ophøjede privilegier.
Vi forlod lejrgrunden om mandagen og følte os meget udmattede. Vi havde tænkt os at deltage i Iowa og Kansas lejrmøderne. Min mand havde skrevet at han ville møde mig i Iowa. Ude af stand til at deltage i Vermont-mødet, tog vi direkte fra Maine til South Lancaster. Jeg havde svært ved at ånde og mit hjerte smertede mig hele tiden. Jeg hvilede i søster Harris rolige hjem, som gjorde alt i sin magt for at hjælpe mig. Torsdag aften vovede vi at genoptage vor rejse til Battle Creek. Jeg turde ikke betro mig selv til vognene i længere tid, i min tilstand; så vi stoppede i Rome, New York og talte til vort folk på sabbaten. Der var godt besøgt.
Mandag formiddag besøgte jeg bror og søster Ira Abbey i Brookfield. Vi havde en udbytterig samtale med denne familie. Vi mærkede interesse og ivrige efter at de til sidst skulle sejre i den kristne krig og vinde evigt liv. Vi var meget ivrige efter at bror Abbey skulle overvinde sine skuffelser, lægge sig selv uforbeholdent op af Kristi fortjenester, få gennemført overvindelsen og til sidst bære sejrherrens krone.
Om tirsdagen tog vi vognene til Battle Creek og den næste dag kom vi hjem, hvor jeg var glad for at hvile igen og få behandling på sanatoriet. Jeg følte at jeg var helt begunstiget med denne institutions fordele. Sygehjælperne var venlige og omsorgsfulde og rede til enhver tid af dagen eller natten, til at gøre deres yderste og hjælpe mig med mine sygdomme.
I Battle Creek
National-lejrmødet blev holdt i Battle Creek, den 2.-14. oktober. Dette var den største samling af syvendedags adventister der nogensinde er blevet holdt. Mere end fyrre prædikanter var til stede. (302) Vi var alle glade for at møde pastor Andrews og Bourdeau fra Europa og pastor Loughborough fra Californien. Ved dette møde fik vi rapporter fra arbejdet i Europa, Californien, Texas, Alabama, Virginia, Dakota, Colorado og i alle nordstaterne fra Maine til Nebraska.
Her var jeg lykkelig for at slutte mig til min mand i arbejdet. Selvom jeg var meget træt og led af hjertevanskeligheder, gav Herren mig styrke til at tale til folk næsten hver dag og nogen gange to gange om dagen. Min mand arbejdede meget hårdt. Han var til stede ved næsten alle forretningsmøder og talte næsten hver dag i sin sædvanlige, klare og tydelige stil. Jeg tænkte at jeg nok ikke havde styrke til at tale mere end to eller tre gange under mødet; men da mødet skred frem, fik jeg mere kraft. Ved adskillige anledninger stod jeg på mine fødder i fire timer og bød folk komme frem til forbøn. Jeg har aldrig før følt Guds særlige hjælp mere mærkbart end under dette møde. På trods af dette arbejde fik jeg stadig mere styrke. Og til Guds ros kan jeg her skrive at jeg var langt sundere ved mødets afslutning, end jeg havde været i seks måneder.
Om onsdagen i den anden mødeuge forenede nogle få af os i bøn for en søster, som var plaget af modløshed. Jeg blev velsignet meget da jeg bad. Herren synes at være meget nær. Jeg blev rykket bort i et syn om Guds herlighed og fik vist mange ting. Så gik jeg til mødet og med en alvorlig fornemmelse af vort folks tilstand, gjorde korte udtalelser om de ting, jeg havde fået vist. Siden har jeg fået nedskrevet noget af dette i vidnesbyrd til enkeltpersoner, i appeller til prædikanter og i adskillige andre artikler i denne bog.
Dette var møder med en alvorlig kraft og med dybeste interesse. Adskillige tilknyttet til vort forlagsvirksomhed blev overbeviste og omvendt til sandheden og frembar klare og kloge vidnesbyrd. Vantro personer blev overbeviste og stillede sig under Prins Immanuels banner. Dette møde var en absolut sejr. Ethundrede og tolv blev døbt før det afsluttede.
Den efterfølgende uge, blev arbejdet med tale, (303) bøn og nedskrivning af vidnesbyrd mere belastende end under mødet. To eller tre møder blev afholdt hver dag for vore prædikanters skyld. Disse var af stor interesse og meget vigtige. Dem, som frembærer dette budskab til verden, bør have en daglig erfaring med Guds sager og i enhver forstand omvendte mennesker, helliget ved sandheden, som de overbringer andre, fremstille Jesus Kristus i deres liv. Da og ikke før, vil de få held med deres arbejde. Der blev gjort det alvorligste arbejde for at drages nærmere til Gud, ved bekendelse, ydmygelse og bøn. Mange sagde at de så og mærkede vigtigheden af deres arbejde, som Kristi tjenere, som de aldrig før havde set og følt. Nogle mærker arbejdets storhed dybt og deres ansvar over for Gud, men vi længes efter at se en større manifestation af Guds Ånd. Jeg vidste at når vejen var ryddet, ville Guds Ånd komme ind, ligesom på pinsefestens dag. Men der var så mange i så stor afstand fra Gud, at de ikke lod til at vide, hvordan tro udvises.
Appeller til prædikanter, andre steder i dette nummer, udtrykker mere fyldigt hvad Gud har vist mig om deres sørgelige tilstand og deres store privilegier.
Kansas-lejrmøderne
Sammen med min datter Emma, forlod vi Battle Creek, den 23.oktober, for at komme til Kansas lejrmødet. I Topeka, Kansas, forlod vi vognene og red med en privat transport tolv miles til Richland, mødestedet. Vi fandt teltene i en lille skov. Det var blevet sent på sæsonen for lejrmøder og der var gjort alle forbehold for det kolde vejr, hvor koldt det skulle blive. Der var sytten telte på grunden ved siden af det store telt, som husede en del familier; og hvert telt havde en kakkelovn.
Sabbats morgen begyndte det at regne, men ikke et møde blev aflyst. Der faldt omkring en tomme sne og luften var bidende kold. Kvinder med små børn klyngede sig til kakkelovnene. Det var rørende at se ethundrede og halvtreds (304) folk, samlet til årsmøde, under disse forhold. Nogle kom tohundrede miles derfra, i privatvogn. Alle synes at hungre efter livets brød og tørste efter frelsens vand.
Ældre Haskell talte fredag eftermiddag og aften. Sabbats morgen følte jeg mig kaldet til at sige nogle opmuntrende ord til dem, som havde gjort så store anstrengelser for at følge mødet. Søndag eftermiddag var der ganske mange tilhørere udenfor, i betragtning af at mødet var placeret så langt fra færdselsårer.
Mandag formiddag talte jeg til brødrene, ud fra Malakias' det tredje kapitel. Så kaldte vi de frem, som ønskede at blive kristne og som ikke havde bevis for deres accept med Gud. Omkring tredive svarede. Nogle opsøgte Herren for første gang og nogle, som var medlemmer af andre menigheder, tog standpunkt for sabbaten. Vi gav alle anledning til at tale og Herrens frie Ånd var med på vort møde. Efter at bønner var blevet opsendt for dem, som kom frem, blev dåbskandidaterne udspurgt. Seks blev døbt.
Jeg var glad for at høre ældre Haskell fortælle folk nødvendigheden af at give familierne læsestof, især de tre bind af profetiens ånd og de fire bind af Vidnesbyrdene. Dette kunne læses højt under de lange vinteraftener af nogle familiemedlemmer, så at hele familien kunne blive undervist. Jeg talte så om nødvendigheden af at forældre opdragede og oplærte deres børn ordentligt. Det største bevis på kristenhedens kraft verden kan se er en velordnet og veldisciplineret familie. En sådan vil anbefale sandheden mere end andre kan, for den er et levende vidne på sin praktiske magt over hjertet.
Tirsdag formiddag afsluttede mødet og vi tog sammen med min datter Emma, ældre Haskell og bror Stover, til Topeka og tog vognene til Sherman, Kansas, hvor et andet lejrmøde var planlagt. Dette møde var interessant og udbytterigt. Det synes lille i sammenligning med (305) vore lejrmøder i andre stater, da der kun var omkring ethundrede brødre og søstre til stede. Det var planlagt som en almindelig samling for de adspredte. Nogle var kommet fra sydlige Kansas, Arkansas, Kentucky, Missouri, Nebraska og Tennessee. Ved dette møde slog min mand følge med mig og herfra tog vi, til Dallas, Texas sammen med ældre Haskell og vor datter.
Besøget i Texas
Torsdag tog vi til bror McDearmans i Grand Prairie. Her mødte vor datter sine forældre, bror og søster, som var kommet dødens dør nær, på grund af feberen, der hærgede i denne stat sidste sæson. Det var os en stor glæde at afhjælpe denne hjemsøgte families mangler, som i de senere år gavmildt havde bistået os i vore lidelser.
Vi forlod dem, noget sundere, for at deltage i Plano lejrmødet. Dette møde var blevet afholdt den 12.-19. november. Vejret var fint til at begynde med; men snart begyndte det at regne og dette, sammen med stærke vinde, forhindrede omkringboende tilhørere i at komme. Her var vi glade for at møde vore gamle venner, ældre R. M. Kilgore og hustru. Og vi var ganske glade for at se en stor og forstandig skare af brødre på stedet. Uanset hvilke fordomme der har været mod folk fra det nordlige, var der intet af den slags at finde blandt disse kære brødre og søstre.
Mit vidnesbyrd har aldrig før blevet modtaget så hurtigt og hjerteligt end hos disse folk. Jeg blev meget interesseret i arbejdet i den store Texas-stat. Det har altid været Satans mål at lægge beslag på enhver vigtig mark; og han har sandsynligvis aldrig haft mere travlt med andre staters sandhedsundervisning, end han har haft med Texas'. Dette er det bedste bevis jeg har for, at der her et stort arbejde at udrette.