(306) [I det syn, der blev givet mig i Battle Creek under vort fælles lejrmøde, så jeg, hvilken fare der er for, at vi som et folk skal blive opslugt af verden i stedet for at blive ligedannet med Kristi billede. Vi befinder os nu på selve grænsen til den evige verden; men det er sjælefjendens hensigt at lede os til at udskyde tidens afslutning til en fjern fremtid. Satan vil på enhver tænkelig måde angribe dem, der bekender sig til at være Guds lovlydige folk og til at forvente Frelserens andet komme i himmelens skyer med Kraft og megen herlighed. Han vil lede så mange som muligt til at udskyde den onde dag og til i deres ånd at ligne verden og efterligne dens skikke. Jeg blev ængstelig, idet jeg så, at verdens ånd beherskede hjerte og sind hos mange, der højlydt bekender sig til sandheden. De opelsker egenkærlighed og følger deres egne lyster; men sand gudsfrygt og usvigelig retskaffenhed lægger de sig ikke efter.
Guds engel pegede på dem, der bekender sig til sandheden og gentog med højtidelig stemme disse ord: »Men vogt jer, at jeres hjerte ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske og til at bestå for menneskesønnen."
I betragtning af tidens korthed bør vi som et folk våge og bede og ikke i noget tilfælde lade os aflede fra den højtidelige gerning at berede os for den store begivenhed, der forestår. Fordi tiden tilsyneladende forhales, er mange blevet skødesløse og ligegyldige med deres ord og handlinger. De ved ikke, at de er i fare og indser eller forstår ikke Guds miskundhed, idet han forlænger deres prøvetid. for at de må få anledning til at danne en karakter for det fremtidige, evige liv. Hvert øjeblik har den allerstørste (307) værdi. Der tilstås dem tid, ikke, for at de skal, bruge den til at tænke på deres egen magelighed og på at blive boende på jorden, men for at de skal benytte den til at overvinde enhver mangel i deres karakter og til ved deres eksempel og personlige bestræbelse at hjælpe andre til at se hellighedens prydelse. Gud har et folk på jorden, som i tro og hellig forhåbning gennemsøger bogrullen med profetier, der hurtigt opfyldes og søger at rense deres sjæle i lydighed mod sandheden, for at de ikke skal findes at mangle bryllupsklædningen, når Kristus åbenbares.
Mange, der har kaldt sig adventister, har sat tiden. Man har fastsat det ene tidspunkt efter det andet, når Kristus skulle komme; men følgen har været, at det gang på gang har slået fejl. Det nøjagtige tidspunkt for vor Herres komme ligger ifølge skriftens erklæring uden for dødelige menneskers viden. Selv englene, som tjener dem, der skal arve frelse, kender ikke dag eller time. »Men den dag og time kender ingen, ikke engang himmelens engle, ja ikke engang Sønnen, men kun Faderen alene.« Fordi de gentagne gange fastsatte tidspunkter er passeret, befinder verden sig i en mere afgjort tilstand af vantro end nogensinde før angående Kristi nært forestående komme. Den ser med foragt på deres nederlag, der ville fastsætte et bestemt tidspunkt; og fordi menneskene således er blevet bedraget, vender de sig bort fra den sandhed, der støttes af Guds ord, at alle tings ende er for hånden.
De, der så formasteligt forkynder en bestemt tid, tilfredsstiller derved sjælenes modstander, for de styrker vantro i stedet for kristendom. De fremholder skriftsteder og ved hjælp af falsk udlæggelse påviser de en række argumenter, der tilsyneladende beviser deres standpunkt. Men deres fejltagelser åbenbarer, at de er falske profeter, at de ikke tolker den inspirerede tale på den rette måde. Guds ord er sandhed og virkelighed; men menneskene har forvansket dets mening. Sådanne vildfarelser har bragt Guds sandhed for disse sidste dage i vanry. Prædikanter i alle samfund spotter adventisterne; men Guds tjenere må alligevel ikke tie. De tegn, der forudsiges i profetien, går hurtigt i opfyldelse rundt omkring os. Dette bør anspore enhver sand Kristi efterfølger til nidkær handling.
(308) De, der mener, at de må forkynde et vist tidspunkt for at gøre indtryk på folket, arbejder ikke ud fra et rigtigt standpunkt. De vil måske kunne påvirke folks følelser og fremkalde frygt hos dem; men de handler ikke på grundlag, af principper. Der skabes en bevæget stemning; men når tiden hengår, som den gentagne gange er gjort, vil de, der byggede på tid, falde tilbage til kulde, mørke og synd og det bliver næsten umuligt at vække deres samvittighed uden ved et eller andet, der virker stærkt spændende.
I Noas dage henlå den gamle verdens beboere over, hvad de betegnede som overtroisk frygtagtighed og bange forudanelser hos retfærdighedens prædiker. Han blev stemplet som en visionær natur, en sværmer, en urostifter. »Som det gik til i Noas dage, således skal det også gå i Menneskesønnens dage.« Menneskene vil forkaste det højtidelige advarselsbudskab i vore dage, ligesom de gjorde i Noas tid. De vil henvise til disse falske lærere, som har forudsagt begivenheden og fastsat den bestemte tid og sige, at de tror ikke mere på vor advarsel end på deres. Dette er verdens standpunkt i dag. Vantro er vidt udbredt og forkyndelsen af Kristi komme bliver latterliggjort og spottet. Dette gør det så meget mere vigtigt, at de, der tror den nærværende sandhed, viser deres tro ved deres gerninger. De bør helliges ved den sandhed, de bekender sig til at tro; for de er en duft af liv til liv eller af død til død.
Noa forkyndte folket i sin samtid, at Gud ville give dem et hundrede og tyve år til at omvende sig fra deres synder og finde tilflugt i arken; men de afslog den nådige indbydelse. Der blev givet dem rigelig tid til at omvende sig fra deres synder, overvinde deres slette livsvaner og udvikle en retfærdig karakter. Men tilbøjeligheden til synd, som til at begynde med var svag hos mange, styrkedes ved at blive tilfredsstillet gang på gang og drev dem fremad mod uigenkaldelig ødelæggelse, Guds nådige advarsel blev forkastet med hån. spot og latterliggørelse og de blev overladt til i mørke at følge den vej, deres syndige hjerter havde valgt. Men deres vantro afværgede ikke den forudsagte begivenhed. Den indtraf og stor var Guds harme, som den viste sig i den almindelige ødelæggelse.
(309) Følgende Kristi ord bør trænge sig ind i hjertet hos alle, der tror den nærværende sandhed: »Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer.« Vor fare fremstilles for os af Kristus selv. Han kendte de vanskeligheder, vi skulle møde i de sidste dage og ønskede, at vi skulle forberede os på dem, »Som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage.« De spiste og drak, plantede og byggede, tog til ægte og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken og syndfloden kom og rev dem alle bort.
Guds dag vil finde menneskene optaget på samme måde med verdslige foretagender og forlystelser, spisen og drikken og frådseri, tilfredsstillelse af en fordærvet lyst ved den skadelige brug af spirituøse drikke og den narkotiske tobak. Sådan er forholdet allerede nu i verden og disse nydelser forekommer endog blandt dem, der bekende sig til at være Guds folk, hvor der findes nogle, som følger verdens skikke og er delagtige i dens synder. Jurister, håndværkere, landmænd, handlende, ja endog forkyndere på prædikestolen råber »fred og ingen fare«, når fordærvelsen hastigt kommer over dem.
Troen på Kristi nært forestående komme i himmelens skyer vil ikke lede en sand kristen til at blive forsømmelig og ligegyldig i livets almindelige sysler, De, der forventer Kristi snare åbenbarelse, vil ikke være ørkesløse, men flittige i arbejdet. Deres gerning vil ikke blive udført på en skødesløs og uredelig måde, men med troskab, punktlighed og grundighed. De, der smigrer sig med, at ligegyldighed angående det, som hører dette liv til, er et synligt bevis, på deres åndelighed og deres adskillelse fra verden, bedrager sig selv. Deres sanddruelighed, troskab og retskaffenhed stilles på prøve i timelige anliggender. Er de tro i det mindste, vil de være tro i meget.
Ifølge hvad der er blevet vist mig, er her et punkt, hvor mange ikke vil bestå prøven. De udvikler deres sande karakter under varetagelsen af timelige anliggender. De lægger utroskab, intriger og uærlighed for dagen i omgangen med medmennesker. De (310) betænker ikke, at deres delagtighed i det tilkommende, evige liv afhænger af, hvordan de stiller sig til det, som angår det nærværende liv og at den strengeste retskaffenhed er uundværlig for udviklingen af en retfærdig karakter. Uærlighed praktiseres overalt i vore rækker og dette er årsagen til lunkenhed hos mange, der bekender sig til at tro sandheden. De har en dårlig forbindelse med Kristus og bedrager deres egne sjæle. Det smerter mig at udtale, at der er en foruroligende mangel på ærlighed endog blandt dem, der holder sabbatten.
Jeg blev henvist til Kristi bjergprædiken. Her har vi den guddommelige lærers påbud: »Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.« Denne Kristi befaling er af den største betydning og bør nøje adlydes. Den er som æbler af guld i skåle af sølv. Hvor mange gennemfører i deres liv det princip, Kristus her har pålagt os og behandler andre, som de selv ville ønske at blive behandlet under lignende forhold? Læser, vær så venlig at svare!
En redelig mand efter Kristi målestok er den, der lægger ubøjelig retskaffenhed for dagen. Urigtige lodder og falske vægtskåle, som mange benytter for at fremme deres egne interesser i verden, er en vederstyggelighed i Guds øjne. Men mange, der bekender sig til at holde Guds bud, handler med urigtige lodder og falske vægtskåle. Når en mand virkelig har forbindelse med Gud og i sandhed holder hans lov, vil hans liv åbenbare denne kendsgerning; for alle hans handlinger vil være i overensstemmelse med Kristi lære. Han vil ikke sælge sin hæderlighed for vindings skyld. Hans principper hviler på den sikre grundvold og hans optræden i timelige anliggender er en genpart af hans principper. Fast retskaffenhed lyser som guld midt iblandt verdens bundfald og slagger. Bedrag, falskhed og utroskab kan besmykkes og skjules for menneskers blik men ikke for Guds øjne. Guds engle, som følger karakterens udvikling og vejer moralsk værd, nedtegner i himmelens bøger disse små handlinger, der åbenbarer karakteren. Dersom en arbejder er utro i livets daglige sysler (311) og ikke ænser sin gerning, dømmer verden ikke forkert, om den vurderer hans religiøse standard efter hans adfærd i arbejdet.
»Den som er tro i det små er også tro i det store og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.« Det er ikke mængden eller størrelsen, der gør en ting rigtig eller urigtig. Som en mand handler mod sine medmennesker, således vil han handle med Gud. Den, der er utro med den uretfærdige mammon, vil aldrig kunne betros den sande rigdom. Guds børn må ikke undlade at huske på, at de i alle deres handlinger stilles på prøve, vejes på helligdommens vægtskåle.
Kristus har sagt: »Et godt træ kan ikke bære slette frugter og et råddent træ kan ikke bære gode frugter.« »Altså: af deres frugter skal I kende dem.« En mands gerninger i livet er den frugt, han bærer. Hvis han er utro og uærlig i timelige anliggender, bærer han torne og tidsler; han vil være utro i det religiøse liv og bedrage Gud med tiende og offergaver.
Bibelen fordømmer al usandhed, al urigtig færd og al uærlighed med de stærkeste udtryk. Ret og uret påvises tydeligt. Det er vist mig, at Guds folk har stillet sig på fjendens grund; de har givet efter for hans fristelser og fulgt hans planer, indtil deres følsomhed er sløvet i en forfærdelig grad. Når alt kommer til alt, anser man ikke en ubetydelig afbøjning fra sandheden, en lille afvigelse fra Guds fordringer, for at være særlig syndig, hvor det drejer sig om økonomisk vinding eller tab. Men synd er synd, enten det er ejeren af millioner eller betleren på gaden, der begår den. De, der tilvender sig gods ved falske fremstillinger, fører fordømmelse over deres sjæle. Hvad som helst der erhverves ved svig og bedrag, vil kun blive til forbandelse for modtageren.
Adam og Eva måtte lide de frygtelige følger af ulydighed mod Guds udtrykkelige befaling. De kunne have ræsonneret sådan: Dette er en meget lille synd og vil aldrig blive taget i betragtning. Men Gud behandlede sagen som et frygteligt onde; (312) og de ulykkelige følger af deres overtrædelse vil mærkes gennem alle tider. I den tid vi lever i, bliver synder af langt større omfang, ofte begået af sådanne, som bekender sig til at være Guds børn. I forretningsanliggender bliver usandheder ofte sagt og udøvet af dem, der bekender sig til at være Guds folk og påfører dem hans vrede og bringer skam over hans sag. Den mindste afvigelse fra sandhed og retskaffenhed er en overtrædelse af Guds lov.
Vedvarende hengivelse til synd gør det til en vane for den pågældende at handle urigtigt, men dette formindsker ikke syndens onde natur. Gud har fastsat uigenkaldelige principper, der ikke kan ændres uden en forandring af hele hans væsen. Dersom Guds ord blev gransket med troskab af alle, der bekender sig til at tro på sandheden, ville de ikke være dværge i åndelige spørgsmål. De, der ringeagter Guds krav her i livet, ville ikke respektere hans autoritet, om de var i himmelen.
Bibelen er en ufejlbarlig vejleder. Bibelen påpeger tydeligt enhver art af umoral og dens følger fremlægges klart for os. Eftergivenhed over for de lavere lidenskaber fremstilles for os i sit mest oprørende væsen. Ingen behøver at fare vild, hvor formørket hans forstand end måtte være. Det er blevet vist mig, at denne synd hyldes af mange, som bekender sig til at vandre i alle Guds bud. Gud vil dømme enhver efter hans gerninger.
Kristus sagde: »I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.« Bibelen er en ufejlbarlig vejleder. Den kræver fuldkommen renhed i ord, i tanke og i handling. Kun sådanne, som har en ærbar og pletfri karakter, vil få tilladelse til at træde frem for en ren og hellig Guds åsyn. Dersom Guds ord blev studeret og adlydt, ville det lede menneskenes børn, ligesom israelitterne blev ledet af en ildstøtte om natten og en skystøtte om dagen. Bibelen er Guds vilje udtrykt for menneskene. Den er den eneste fuldkomne målestok for karakteren og påpeger menneskets pligt under alle forhold i livet. Her i dette liv påhviler der os mange ansvar, hvis forsømmelse ikke alene vil volde os selv lidelse, men påføre andre tab.
(313) Mænd og kvinder, som bekender sig til at højagte bibelen og følge dens lære, undlader i mange henseender at opfylde dens krav. I børneopdragelsen følger de deres egen fordærvede natur i stedet for Guds åbenbarede vilje. Denne pligtforsømmelse medfører, at tusinder af sjæle går fortabt. Bibelen fastsætter regler for den rette børnetugt. Hvis disse krav blev påagtet af forældrene, ville vi i dag se en anden klasse unge mennesker indtræde på handlingens arena. Men forældre, som bekender sig til at læse bibelen og følge bibelen, handler i direkte modstrid med dens lærdomme. Vi hører sorgens og angstens råb fra fædre og mødre, som begræder børns opførsel, lidet anende at de selv påfører sig denne sorg og angst og ødelægger deres børn ved deres misforståede kærlighed. De ser ikke det ansvar, Gud har pålagt dem: at lære deres børn rigtige vaner fra den spæde alder.
Forældre, I er i høj grad ansvarlige for jeres børns sjæle. Mange forsømmer deres pligter i de første år af børnenes liv, idet de tænker, at når disse bliver ældre, vil de sørge nøje for at undertrykke det onde og opdrage dem til det gode. Men tiden til at udføre denne gerning er netop, medens de små er spædbørn i deres arme. Forældre gør ikke ret i at kæle for deres børn og lempe sig efter deres luner; ej heller er det rigtigt at behandle dem hårdt. En fast, bestemt, ligefrem handlemåde vil føre til de bedste resultater. Vejl f menigh bd. 1 side 415-421]