[Vi lever i de sidste dage, da den rådende mani angående ægteskabsspørgsmålet udgør et af tegnene på Kristi nært forestående komme. Gud bliver ikke rådspurgt angående disse ting. Gudsfrygt, pligt og principper lader man ude af betragtning for at efterkomme det vanhellige hjertes tilskyndelser. Der bør ikke være nogen udfoldelse af pragt eller glæde i anledning af brudeparrets forening. (504) Ikke et ægteskab af hundrede fører til lykke, eller har Guds bifald og stiller de pågældende under forhold, hvor de bedre kan herliggøre ham. De onde følger af dårlige ægteskaber er utallige. De indgås efter indskydelse. En oprigtig betragtning af sagen tænkes der næppe på og at rådføre sig med dem, der har erfaring, bliver anset for at være gammeldags.
Pludselige tilskyndelser og vanhellig lidenskab råder i stedet for ren kærlighed. Mange stiller deres egne sjæle i fare og fører Guds forbandelse over sig ved at indtræde i ægteskabsforholdet udelukkende for at tilfredsstille fantasien. Nogle tilfælde, hvor en, der bekender sig til at tro sandheden, har giftet sig med udenforstående, er blevet fremstillet for mig. De nærede det håb, at den ikke-troende ægtefælle ville slutte sig til sandheden; men efter at han har opnået sit mål, er han længere borte fra sandheden end før. Og så begynder fjendens lumske arbejde og uophørlige bestræbelse for at lede den troende bort fra troen.
Mange er nu ved at tabe deres interesse for og tillid til sandheden, fordi de har stillet sig i nær forbindelse med vantroen. De indånder tvivlens, betænkelighedens og utroskabens atmosfære. De ser og hører vantro og til sidst nærer de den. Nogle kan måske have frimodighed til at modstå disse indflydelser; men i mange tilfælde undergraves deres tro umærkeligt og bliver til sidst ødelagt. Da er Satans planer lykkedes. Han har gennem sine redskaber virket så stille, at troens og sandhedens skranker er revet bort, før de troende har haft nogen anelse om, hvor det bar hen.
Det er en farlig sag at indgå en verdslig forbindelse. Satan ved godt, at i den time, da mangen ung mand og kvinde indgår ægteskab, afsluttes beretningen om deres, religiøse erfaring og om den nytte, de kan gøre. De er tabt for Kristus. Måske kan de i nogen tid gøre en anstrengelse for at leve et kristenliv; men al deres stræben foregår under en stadig indflydelse i modsat retning. Engang var det dem et privilegium og en glæde at tale om deres (505) tro og håb; men de bliver uvillige til at berøre emnet, fordi de ved, at den, de har knyttet deres skæbne til, ikke interesserer sig for det. Følgen er, at troen på den dyrebare sandhed uddør i hjertet og Satan indvikler det lumskeligt i tvivlens garn.
Det er overdrivelsen af det lovlige, der gør dette til en stor synd. De, der bekender sig til sandheden, træder Guds vilje under fødder ved at gifte sig med vantro mennesker; de taber hans yndest og gør noget, som de bittert vil angre. Den vantro kan være i besiddelse af en ypperlig moralsk karakter; men den omstændighed, at han eller hun ikke har efterkommet Guds krav og har ringeagtet den store frelse, er tilstrækkelig grund til, at en sådan forbindelse ikke bør fuldbyrdes. I sin karakter ligner den vantro måske den unge mand, til hvem Jesus udtalte disse ord: »Een ting mangler du«; det var det ene fornødne.
Man påberåber sig undertiden, at den ikke-troende er gunstigt stemt over for religion og er alt, hvad man kunne ønske sig af en livsledsager, undtagen dette ene, at han ikke er en kristen. Selv om det sunde skøn hos den troende kan antyde det upassende i en forening for livstid med en ikke-troende, vil dog tilbøjeligheden sejre i ni tilfælde af ti. Åndelig tilbagegang begynder i det øjeblik, den religiøse iver dæmpes og den ene skranke nedbrydes efter den anden, indtil begge står side om side under Satans sorte banner. Endog under bryllupsfestlighederne sejrer verdens ånd over samvittigheden, troen og sandheden. I det nye hjem bliver bedetimen ikke respekteret. Brud og brudgom har valgt hinanden og sendt Jesus bort.
I begyndelsen vil den ikke-troende måske ingen modstand vise i det nye forhold; men når spørgsmålet om bibelens sandhed bringes på bane til overvejelse, opstår straks den følelse: "Du giftede dig med mig og vidste, at jeg er, hvad jeg er; jeg ønsker ikke at blive forstyrret. Lad det herefter være forstået, at samtale om dine ejendommelige anskuelser skal være forbudt." Hvis den troende skulle lægge (506) særskilt alvor for dagen vedrørende sit standpunkt, kunne det få udseende af uvenlighed mod den, der ingen interesse har for en kristelig erfaring.
Den troende synes, at han under de nye forhold må give lidt efter for sin udvalgte livsledsager. Der tages del i selskabelige, verdslige fornøjelser. I den første tid sker dette med en følelse af stor modvilje, men interessen for sandheden bliver mindre og mindre og troen ombyttes med tvivl og vantro. Ingen ville have næret mistanke om, at den een gang faste, samvittighedsfulde, troende og hengivne Kristi efterfølger nogensinde skulle blive det tvivlende, vaklende menneske, han nu er. Oh, hvilken forandring har ikke dette ukloge ægteskab medført!
Hvad burde enhver kristen gøre, når han kommer i den vanskelige stilling, der sætter religiøse princippers ægthed på prøve? Med en eksemplarisk fasthed bør han åbent sige: "Jeg er en samvittighedsfuld Kristen. Jeg tror, at den syvende-dag er bibelens sabbat. Vor tro og vore principper er sådanne, at de går i modsatte retninger. Vi kan ikke blive lykkelige sammen, for hvis jeg stræber efter at opnå en mere fuldkommen kundskab om Guds vilje, vil jeg blive mere og mere ulig verden og omskabt i Kristi lignelse. Dersom du vedblivende ikke ser noget elskeligt i Kristus, ikke noget tiltrækkende ved sandheden, vil du elske verden, som jeg ikke kan elske, medens jeg vil elske det, som er af Gud og som du ikke kan elske. Åndelige ting forstås åndeligt. Uden åndelig forståelse vil du være ude af stand til at indse Guds krav til mig eller til at fatte mine forpligtelser over for Mesteren, som jeg tjener; derfor vil du føle, at jeg forsømmer dig af hensyn til religiøse pligter. Du vil ikke blive lykkelig; du vil blive misundelig på grund af den kærlighed, jeg viser mod Gud; og jeg vil blive alene om mine religiøse meninger. Hvis du en gang forandrer dine anskuelser og hvis dit hjerte bøjer sig for Guds krav og du lærer at elske min frelser, vil forholdet mellem os kunne fornys."
For Kristi skyld bringer den troende således et offer, som hans samvittighed billiger og som viser, at han værdsætter det evige (507) liv for højt til at ville risikere at miste det. Han føler, at det ville være bedre at forblive ugift end at knytte sin skæbne for livstid til en, som vælger verden frem for Jesus og som ville lede ham bort fra Jesu kors. Men det farlige ved at give en ikke-troende sin hengivenhed bliver ikke forstået. For det ungdommelige sind er ægteskabet klædt i romantik og det er vanskeligt at befri det for dette præg, som fantasien iklæder det og at bibringe vedkommende et indtryk af de vægtige ansvar, ægteskabsløftet indebærer. Dette løfte knytter de to mennesker sammen med bånd, som intet uden dødens hånd bør løsrive.
Skal den, der søger ære, hæder, udødelighed og et evigt liv, indgå forbindelse med en anden, som nægter at stille sig i række med Kristi korses stridsmænd? Vil du, som bekender dig til at vælge Kristus som din mester og til at lyde ham i alle ting, knytte dine interesser til en, der beherskes af fyrsten over mørkets magter? »Vandrer vel to i følge, når det ikke er aftalt?« »Hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske fader.« Men hvilket mærkeligt syn: Medens den ene af disse, som er så nært knyttet til hinanden, hengiver sig til andagt, er den anden skødesløs og ligegyldig! Medens den ene søger vejen til det evige liv, går den anden på den brede vej til døden!
Hundreder har opofret Kristus og himmelen ved at gifte sig med uomvendte mennesker. Kan det være muligt, at Kristi kærlighed og samfund er af så ringe værdi for dem, at de foretrækker arme, dødelige menneskers selskab? Agtes himmelen så ringe, at de er villige til at risikere dens glæder af hensyn til en, som ingen kærlighed har til den dyrebare frelser?
Lykke og fremgang i det ægteskabelige liv afhænger af ægtefællernes enhed. Hvorledes kan det kødelige sind samstemme med det sind, der er ligedannet med Kristi sind? Den ene sår i kødet, tænker og handler i overensstemmelse med sit eget hjertes tilskyndelser; den anden sår i ånden og søger at undertrykke egenkærlighed, at sejre over tilbøjelighed og at leve i lydighed mod Mesteren, (508) hvis tjener han bekender sig til at være. Således foreligger der stadig en smagsforskel, i tilbøjelighed og i forsæt. Medmindre med sin principfasthed vinder den ubodfærdige, vil han, hvilket er langt mere almindeligt, blive modløs og sælge sine religiøse principper for det fattige samliv med en, der ikke har forbindelse med himmelen.
Gud nedlagde fordum strengt forbud imod, at hans folk indgik ægteskabelige forbindelser med andre folkeslag. Man påberåber sig nu, at dette forbud blev givet for at forhindre hebræerne fra at gifte sig med afgudsdyrkere og indgå forbindelse med hedenske familier. Men hedningerne befandt sig i en gunstigere stilling end de ubodfærdige i vor tid, som har sandhedens lys, men hårdnakket afslår at tage imod det. Synderen i dag har langt større skyld end hedningen havde, fordi evangeliets lys skinner klart overalt omkring ham. Han krænker samvittigheden og er en forsætlig Guds fjende. Den grund, Gud gav forbudet mod disse ægteskaber, var: »Thi så vil de få din søn til at falde fra Herren.« De iblandt det gamle Israel, der vovede at sætte sig ud over Guds forbud, gjorde det med opofrelse af religiøse principper. Tag Salomos erfaring som et eksempel. Hans hustruer vendte hans hjerte bort fra Gud. Vejl f menigh bd. 1 side 471-475]