(565) I deres omgang med andre på hele sanatoriet, som er Kristi efterfølgere, bør de søge at højne kristenhedens standard. Jeg har tøvet med at sige dette, fordi nogle altid hurtig går til yderligheder og konkluderer at man nødvendigvis må drøfte lærdomspunkter med patienter og tale på de religiøse møder på sanatoriet, som om det er blandt brødrene i egen hjemmemenighed. Nogle viser ingen visdom når de fremfører deres vidnesbyrd til de små møder, rettet til patienternes gavn, men presser på i deres iver og taler om den tredje engels budskab, eller andre særlige punkter i vor tro, medens disse syge folk ikke forstår mere, end hvis de talte på græsk.
Det kan være godt nok at indføre disse emner til troendes bedemøder, men ikke hvor formålet er at hjælpe dem, som ikke kender vor tro. Vi bør afpasse vore bønner og vidnesbyrd til anledningen og til den gruppe vi giver til. Dem, som ikke kan dette, er der ikke brug for til sådanne møder. Der er temaer som kristne til enhver tid kan dvæle ved med udbytte, sådan som den kristne erfaring, Kristi kærlighed, troens enkelhed; og i deres egne hjerter er indhyllet med Jesu kærlighed, vil de lade den skinne frem i enhver bøn og formaning. Lad den helligende sandheds frugter blive set i liv og i et gudfrygtigt eksempel og det vil gøre indtryk at ingen modstand kan virke.
Det er en skam for kristennavnet at der kan ses så lidt fasthed og sand gudsfrygt hos mange Kristus bekendere. Når de kommer i kontakt med verdslig indflydelse, bliver de splittede. De læner sig mere op ad verden end op ad Kristus. Medmindre der er en kraftfuld spænding til at oprøre følelserne, ville man aldrig tro at de, ud fra deres opførsel, elskede sandheden eller var kristne.
Nogle vil anerkende sandfærdigheden for hvad jeg har skrevet, men vil ikke gøre nogen radikal forandring; de kan ikke se (566) det kødelige hjertes bedrageriske gerninger og på grund af deres åndelig blindhed, vil de forføres af det, som fordærver og ødelægger sjælen. Fristelsens fortryllelse vil holde dem fangne, som ikke ser og mærker deres fare. Ved enhver gunstig anledning vil sjælefjenden bruge dem som sine redskaber og vil oprøre ethvert spor af fordærvelse som vil være i deres uhelligede natur. De vil udvise en stadig tilbøjelighed mod det forkerte. Appetitten og lidenskaber vil råbe efter føjelighed. Flere år gamle vaner vil afsløres værende under Satans fristelsers stærke magt. Hvis denne klasse var mange mil fra vore institutioner i Battle Creek, ville Guds sag være langt mere velstående.
Sådanne personer kan reformere sig hvis de vil have en rigtig fornemmelse af deres tilstand og den skadelige påvirkning de udviser og vil gøre afgjorte bestræbelser på at rette deres fejl. Men de mediterer eller beder eller læser ikke skrifterne som de burde. De er overfladiske og foranderlige. De er ikke forankret nogen steder. Dem som ville være trofaste og udvise en frelsende indflydelse på andre, finder denne gruppe som en anstødssten på deres sti og deres arbejde er ti gange vanskeligere end det ellers kunne være.
Jeg er blevet vist at lægerne burde komme i tættere kontakt med Gud og stå og arbejde alvorligt i hans styrke. De har en ansvarsfuld del at gøre. Ikke kun patienternes liv er på spil, men også deres sjæle. Mange som hjælpes fysisk, kan samtidig hjælpes stærkt åndeligt. Både legemets sundhed og sjælens frelse er i stor grad afhængig af lægernes handlemåde. Det er allervigtigst at de er rigtige; så de ikke kun har videnskabelig kundskab, men kundskab til Guds vilje og veje. Store ansvar hviler på dem.
Mine brødre, I burde se og mærke jeres ansvar og, i synet af det, ydmyge jeres sjæle for Gud og bede ham om visdom. I har ikke indset hvor meget de sjæles frelse, hvis legemer I søger (567) hjælpe fra lidelse, er afhængige af jeres ord, jeres handlinger og opførsel. I gør et arbejde, som skal stå domsprøven. I må vogte jeres egne sjæle fra selviskhedens, selvstilstrækkelighedens og selvsikkerhedens synder.
I bør bevare en sand kristen værdighed, men afstå al påtagethed. Vær ærlig i hjerte og liv. Lad tro, ligesom palmetræet, strække sine skarpe rødder under de ting som ikke kan ses og få åndelig fornyelse af Guds nådes og barmhjertigheds levende udspring. Der er en vandkilde som springer op til evigt liv. I må trække jeres liv ud af dette skjulte udspring. Hvis I afklæder jer selviskheden og styrker jeres sjæle med konstant samfund med Gud, kan I fremhjælpe de menneskers lykke som I kommer i kontakt med. I vil bemærke den forsømte, undervise den uvidne, opmuntre den nedtrykte og fortvivlede og så vidt muligt, lindre den lidende. Og I vil ikke blot pege på vejen til himmelen, men selv vandre på den.
Nøjes ikke med et overfladisk kundskab. Bliv ikke opstemt af smiger eller nedtrykt af uvenlig kritik. Satan vil friste jer til at lade jer beundre og smigre, men I bør vende jer bort fra hans bedrag. I er den levende Guds tjenere.
Jeres omgang med syge er en udmattende proces og vil gradvist udtørre netop livsudspringet, hvis der ikke er nogen ændring, ingen tid til hvile og hvis Guds engle ikke vogter og beskytter jer. Hvis I kunne se de mange farer, som I er blevet ført sikkert igennem hver dag af himmelens budbringere, ville taknemmeligheden springe op i jeres hjerter og finde udtryk fra jeres læber. [Hvis I vil gøre Gud til jeres styrke, kan I selv under de mest nedslående omstændigheder opnå den højeste og fyldigste kristne fuldkommenhed, som I næppe havde tænkt det muligt at nå. Jeres tanker kan blive højnet, I kan få ædle hensigter, en klar opfattelse af sandheden og motiver til handling, som hæver jer op over alle lave hensigter.
(568) Både tanke og handling er nødvendige, hvis I vil opnå en fuldkommen karakter. Når I bringes i forbindelse med verden, bør I være på vagt, at I ikke bliver for ivrige efter at opnå menneskers bifald og retter jer efter deres skøn. Hvis I vil gå sikkert må I gå forsigtigt, opelsk ydmyghed og klyng jer i jeres hjælpeløshed til Kristus. I skal i hver henseende være Guds mænd. I fuldendt elskværdighed må I holde jer uafhængige under uro og fristelse blandt verdslige mennesker.
Når I hver dag lever i samfund med Gud, vil I lære at vurdere mennesker på samme måde som ham og den forpligtelse, I har til at gøre vel imod den lidende menneskehed, vil møde velvillig forståelse. I tilhører ikke jer selv, Herren har et helligt krav på jeres inderligste hengivenhed og jeres livs allerbedste tjeneste. Han har ret til at gøre brug af jer, både af jeres legeme og sjæl, til det yderste af hvad I formår at præstere, til sin egen ære og forherligelse. Hvilket kors der end vil blive lagt på jer, hvilket arbejde eller lidelse Han med sin hånd lægger på jer, så må I bære det uden at knurre. Herren kommer 6.aug]
Dem som I arbejder for, er brødre i nød, der lider af fysisk uorden og den åndelige spedalskhedssynd. Hvis I er bedre end de, skal det blive tilskrevet Kristi kors. [Mange er uden Gud og uden håb i verden. De er skyldbetyngede, ødelagte, nedværdigede, trælbundne af Satans bedrag. Men det er sådanne, Kristus kom fra Himmelen for at frelse. De er genstand for hans ømmeste medlidenhed, medfølelse og utrættelige anstrengelser, for de er på afgrundens rand. De lider under et utilfredsstillet begær, forstyrrede lidenskaber og selvfordømmelse; de er ynkværdige i ordets sande betydning, for de har mistet taget på livet her og har ingen udsigt til et evigt liv.
I har en vigtig arbejdsmark og I bør være virksomme og vågne og lyde Mesterens kald med glæde og uden forbehold. samme] Hav altid i sinde at jeres anstrengelser for at reformere, skal gøres i den urokkelige venlige ånd. Intet kan nogensinde vindes, hvis I holder jer selv på afstand (569) fra dem som I vil hjælpe. I bør fremholde for patienterne at jeres forslag om at ændre deres vaner, ikke er for at ødelægge dem, men for at frelse dem; og ved at opgive hvad de hidtil har værdsat, vil de bygge på en mere sikker grund. Når reformen forsvares med fasthed, bør alt hvad der ser ud som blind tro eller som undertrykkelse undgås omhyggeligt. Kristus har givet os dyrebare lektier i tålmodighed, langmodighed og kærlighed. Uforskammethed er ikke energi, tyranni er heller ikke heltemod. Guds Søn var overbevisende. Han viste at drage alle mennesker til sig. Hans efterfølgere må studere hans liv nøjere og vandre i lyset af hans eksempel, for et hvilketsomhelst offer af selvet. Reform, stadig reform, må holdes for folkets øjne; og jeres eksempel bør styrke jeres lære.
Davids eksempel blev vist for mig. Selvom han var et menneske med samme lidenskaber som os selv, fremstiller inspirationens pen ham, som een med fejlfri karakter. Hans liv er givet os som et klart eksempel på hvad mennesket kan blive, endog i dette liv, hvis det vil gøre Gud til sin styrke og udnytte viseligt de anledninger og privilegier der er inden for rækkevidde. Daniel var en intellektuel gigant; alligevel søgte han hele tiden efter større kundskab, efter højere resultater. Andre unge mænd havde de samme fordele; men de bøjede ikke, som ham, al deres energi for at søge visdom - Guds kundskab som åbenbaret i hans ord og i hans gerninger. Selv om Daniel var en af verdens store mænd, var han ikke stolt, ej heller selvtilstrækkelig. Han nærede behovet for at styrke sin sjæl med bøn og hver dag blev han fundet i alvorlig bøn til Gud. Han ville ikke fratages denne rettighed, endog da en løvekule blev åbnet for ham, fortsatte han med at bede.
Daniel elskede, frygtede og adlød Gud. Alligevel flygtede han ikke bort fra denne verden for at undgå dets fordærvende indflydelse. Efter Guds forsyn skulle han være i verden og ikke af verden. Med alle hoflivets fristelser og fortryllelse (570) omkring sig, stod han i sin sjæls renhed, fast som en klippe i hans troskab mod principperne. Han gjorde Gud til sin styrke og blev ikke svigtet af ham da han behøvede det mest.
Daniel var sand, ædel og højsindet. Selvom han var ivrig efter at leve i fred med alle mennesker, ville han ikke tillade nogen magt, der vendte ham bort fra pligtens sti. Han var villig til at adlyde dem, som var sat over ham, så vidt han kunne gøre det overensstemmende med sandheden og retfærdigheden; men konger og dekreter kunne ikke få ham til at afvige fra sin troskab mod kongernes Konge. Daniel var kun atten år gammel da han kom ind i et hedensk hof i Babylons konges tjeneste og på grund af hans unge alder, er hans ædle modstand mod det forkerte og hans faste troskab mod det rigtige, mere beundringsværdig. Hans ædle eksempel skulle bringe styrke til den prøvede og fristede også i dag.
En streng overensstemmelse med Bibelens krav vil være en velsignelse, ikke blot for sjælen, men også for legemet. Frugten af Ånden er ikke kun kærlighed, glæde og fred, men også afholdenhed. Vi er ikke pålagt at tilsmudse vore legemer, for de er templer for Helligånden. Daniels eksempel viser os, at unge, på grund af religiøse principper, kan sejre over kødets løfter og forblive sande over for Guds krav, selvom det skal koste dem et stort offer. Hvad nu hvis han havde gjort et kompromis med de hedenske embedsmænd og havde givet efter for dette pres, ved den anledning og spist og drukket som var almindeligt hos babylonerne? Dette ene forkerte skridt ville sandsynligvis have ført til andre, indtil hans forbindelse med himlen ville blive afbrudt og han ville blive revet med af fristelser. Men da han klyngede sig til Gud med urokkelig tillid, kom den profetiske kraft over ham. Medens han havde lært hoflivets opgaver af mennesker, havde han lært af Gud at læse fremtidens mysterier.