I mit sidste syn blev jeg vist tilbage til den nærværende sandheds sags oprejsning og fremmarch. Da vort forlag i Battle Creek blev etableret første gang, var sagens venner få og vore folk var almindeligvis fattige. Men når der blev kaldet efter hjælp, kom mange ædelmodigt frem og hjalp sagen, ved at købe aktier i forlagsarbejdet. Herren var godt tilfreds med den offervillighed der blev udvist.
Seksogtyve år er gået siden den gang og i Guds forsyn har sandhedens lys skinnet overalt. Begyndelsen var svær og det var nødvendigt med store opofrelser fra sagens første venner. For hvert skridt skulle store hindringer mødes og overvindes. (592) Vore brødre som investerede deres midler i Review kontoret gjorde netop det arbejde, som Herren ville have dem til. Han har givet dem midler til netop i hensigten at fremme hans sag.
Efter at tiden er gået er der sket store forandringer. Lyset har tiltaget og har spredt sig vidt. Når folk, som er nidkære for sandheden er blevet tilkaldt: "Vagtmand, hvad med natten?", kom svaret forstandigt: "Morgenen kommer og også natten." Ved en grundig ransagelse af profetierne forstår vi hvor vi er i denne verdens historie; og vi ved med vished, at Kristi andet komme er nær. Resultatet af disse undersøgelser må bringes frem for verden, igennem trykkeriet. Og da arbejdet er blevet større og mere omfangsrigt, har der været brug for større faciliteter år efter år; forbedringerne er gået støt fremad. Det har været en grund til undren for verden, at med denne upopulære sandhed, at der har været en sådan fremgang for vort virke. Men med større lys og inkarneret sandhed, større tiltag på enhver måde for sagens fremme, svarer vore gerninger ikke til vor tro.
Det var rigtigt at vore brødre tog aktier i vort forlag, da vort arbejde var lille og vor indflydelse snæver; men er det så ikke af større betydning i dag, når et meget større værk rykker frem og der er et tilsvarende større behov for midler? Beviserne for vor stilling er blevet større for hvert år. Vi har fået en ny forsikring om, at vi har sandheden som åbenbaret i Guds ord og når vi antager den tredje engels budskab, har vi ikke agtet os på fablerne, men på det "sikre profetiens ord". Vi lever nu i bibelsandhedens fulde flammelys.
Herren kalder sit folk til at vækkes og vise deres tro i deres gerninger. Tidligere, da vi ikke var så mange, da dem som kunne anse det for deres pligt at købe aktier i vort forlag, kom deres bønner og deres almisser, frugten af udholdende og selvfornægtende anstrengelse frem for Gud som en liflig duft. Vore brødre og søstre som har fået det dyrebare (593) livets brød bragt frem for sig i vore udgivelser, burde være endnu mere villige til at give af deres midler og støtte sagen, end dem, som elskede sandheden i de første år.
Brødre, Gud vil velsigne jer ved at I viser jeres interesse for vore forlag og gør dem til jeres ejendom. Dem som ikke ejer aktier i disse institutioner har privilegiet at investere deres midler i dette gode arbejde. Vi behøver jeres sympati, jeres bønner og jeres midler. Vi behøver jeres hjertelige medvirken. Vi håber at alle, hvis hjerter Herren gør villige, vil komme frem med deres midler og investere i disse institutioner. Er det virkelig sandt at vi har det sidste nådesbudskab at give verden? Er det sandt at vort arbejde snart vil afsluttes? Sådan siger Guds ord. Alle tings ende er nær. Så skal advarslen sendes til alle dele af jorden.
Vore forlagshuse er blevet en magt i verden. Der er sket en stor forandring. Med vore større evner til at få det klare lys til at skinne frem for dem som er i mørke, er det ikke så svært, som det engang var at se og antage sandheden. Dem som først ledte arbejdet frem, var genstand for onde menneskers og onde engles forenede voldsomme overfald. Satans fjendskab, som arbejder gennem mennesker som sine redskaber, blev udviklet påfaldende. På den anden side var de troende, skønt fåtallige, alvorlige og nidkære for at forsvare Guds ære, ved at ophøje hans lov, som var blevet gjort tom og drive Satans gerninger tilbage, som var blevet åbenbaret i enhver form for nedbrydende vildfarelse.
Fra først af, har Satan sat sig selv op imod dette arbejde. Han besluttede sig for bruge alle sine kræfter til tavshed og feje dem fra jorden, som arbejdede på lyset og sandhedens fremskyndelse. Han har altid haft et vist held med det. Bagvaskelse og den vildeste modstand har været brugt til at presse den dyrebare sandhed ud, ved at gøre dets fortalere modløse. Den store fjende har brugt sine helvedsagtige bedrag på forskellige måder og ved ethvert forsøg der er gjort har bragt en eller flere af Kristi bekendende efterfølgere til hans side. (594) Dem hvis hjerter er kødelige, som er i større harmoni med ærkebedrageren end med Kristus, har efter en tid udviklet deres sande karakter og gået ind i deres eget selskab.
Satan holder ikke så få under sin kontrol, som går for at være sandhedens venner og gennem dem arbejder han imod sandhedens fremmarch. Han bruger dem til at så rajgræs blandt Guds folk. Når man således ikke har mistanke om fare, har der været store onder blandt os. Men Satan har, med al uretfærdighedens bedrageriskhed, arbejdet i dem, der går fortabt. Han standser sandhedens forsvarere, som har opdæmmet modstandens tidevand og som har holdt ordet ufordærvet midt iblandt en syndflod af kætterier. Selvom menigheden nogle gange er blevet svækket ved en masse af modarbejdelse og oprørske elementer som de har måttet imødekomme, har sandheden stadig skinnet klarere i enhver konflikt. Guds folks kræfter er ikke blevet udtømt. Hans nådekraft har opkvikket, oplivet og forædlet den urokkelige og sande.
Igen og igen blev det gamle Israel plaget med knurrende oprørere. Disse var ikke altid personer med svag indflydelse. I mange tilfælde, navnkundige mænd, herskere i Israel, der vendte sig imod Guds forudseende ledelse og gik heftigt i gang med at rive det, som de tidligere så nidkært havde opbygget. Noget af det har vi set gentaget mange gange i vor erfaring. Det er usikkert for enhver menighed at støtte sig til en yndlingsprædikant og stole på kødets arm. Gud arm alene er i stand til at holde alle oppe, som støtter sig til den.
[Indtil Kristus kommer i himmelens skyer med kraft og megen herlighed, vil mennesker blive fordærvede i ånden og vende sig fra sandheden til fabler. Menigheden vil få vanskelige tider at se. Den vil profetere klædt i sæk. Men skønt den må møde vranglære og forfølgelse og skønt den må kæmpe med de vantro og de frafaldne, knuser den dog med Guds hjælp Satans hoved. Herren vil have et folk, der er fuldt ud pålideligt og har en tro så fast som en klippe. De skal være hans vidner i verden, hans redskaber (595) til at udrette en særskilt og herlig gerning på hans beredelsesdag.
Evangeliets budskab vinder ikke en eneste sjæl for Kristus eller baner sig vej til et eneste hjerte, uden at Satans hoved såres. Hver gang en fange vristes ud af hans greb og befries fra hans undertrykkelse, lider tyrannen nederlag. Forlag og trykkerier er midler i Guds hånd til at sende sandhedens dyrebare lys ud til hvert tungemål og folk. Dette lys når også ud til hedenske lande og vinder stadig indpas og sejre over overtro og enhver tænkelig vildfarelse.
Prædikanter, som har forkyndt sandheden med nidkærhed og alvor, kan falde fra og slutte sig til vore fjenders rækker; men forvandler dette Guds sandhed til løgn? »Nej! Guds faste grundvold står fast,« siger apostelen. Menneskers tro og følelser kan forandres, men Guds sandhed forandres aldrig. Den tredje engels budskab lyder; det er ufejlbarligt.
Ingen kan tjene Gud, uden at onde mennesker og onde engle forener sig imod ham. Onde ånder vil blive sat på sporet af hver eneste sjæl, der søger at slutte sig til Kristi rækker; for Satan ønsker at genvinde det bytte, der fratages ham. Onde mennesker vil hengive sig til troen på kraftige vildfarelser, for at de skal dømmes. Disse mænd vil iføre sig oprigtighedens kappe og forføre endog de udvalgte, om det var muligt.
At vi har sandheden, er lige så vist, som at Gud lever; og med alle sine kunster og sin helvedsmagt kan Satan ikke forvandle Guds sandhed til løgn. Medens den store modstander gør sit yderste for at sætte Guds ord ud af kraft, må sandheden gå frem som en lampe, der brænder.
Herren har udkåret os og gjort os til genstand for sin underfulde miskundhed. Skal vi lade os fortrylle af den frafaldnes snak? Skal vi vælge at tage standpunkt sammen med den onde og hans hær? Skal vi forene os med Guds lovs overtræder? Lad det hellere være vor bøn: "Herre, sæt fjendskab mellem mig og slangen!" Hvis der ikke er fjendskab mellem os og hans mørke gerninger, så er vi omringede af hans mægtige hær og hans brod er rede til at trænge ind i vore hjerter hvilket som helst øjeblik. Vi bør (596) regne ham for en dødsfjende. Vi bør stå ham imod i Kristi navn. Vor virksomhed er endnu fremadskridende. Vi må kæmpe for hver eneste tomme jord. Lad alle, som nævner Kristi navn, iføre sig retfærdighedens rustning! Vejl f menigh bd. 1 side 484-485]
Brødre og søstre, for vore forlags skyld kalder vi på jer til at købe aktier i disse institutioner. I har intet at frygte, invester jeres midler hvor de vil gøre godt; spred lysstråler til de mørkeste dele af verden. Der er ikke noget så vanvittigt som at svigte dette arbejde. Det er jeres privilegium og pligt at nu gøre det samme som brødrene gjorde, da sandhedens sag kun havde få venner. Køb aktier i vort forlag, så I må føle at i har en interesse for det. Mange investerer deres penge i verdslige spekulationer og derved frarøves de enhver dollar. Vi beder jer vise jeres gavmildhed og investere i vort forlagsarbejde. Det vil gøre godt for jer. Jeres penge vil ikke gå tabt, men vil sættes i en virksomhed der forøger jeres aktiekapital i himmelen. Kristus har givet alt til jer og hvad vil I så give ham? Han beder om jeres hjerte; giv det til ham, det er hans eget. Han beder om jeres penge, giv dem til ham, de er hans. »I tilhører ikke jer selv. I er jo købt og prisen betalt.« Gud ønsker dig og dine. Lad den kongelige salmist udtrykke dit hjertes følelser: »Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.«
[Tiden er kommet, da vi må vide med os selv, hvorfor vi tror det, vi gør. Vi må stå for Gud og for sandheden, imod en letsindig, utroende generation. Den mand der engang kendte til livets vej og som har vendt sig bort fra sit hjertes overbevisning til Satans ordkløveri, vil være mere utilnærmelig og svær at gøre indtryk på end den der aldrig har smagt Guds kærlighed. Han vil udføre det onde med omtanke. Han har givet sig selv til Satan, mod lys og kundskab. Jeg siger til jer brødre: Gud er jeres eneste håb. Vi må være iklædt Kristi retfærdighed hvis vi skal modstå den fremherskende ugudelighed. Vi må vise vores tro gennem vores (597) arbejde. Lad os lægge en god grundvold for Den-kommende-tid, så vi kan gribe det virkelige liv. Vi skal arbejde, ikke i vor egen kraft, men i vor opstandne Herres kraft, Hvad vil vi gøre og vove for Jesus? Herren kommer 29.apr]
Vore forlagshuse er vort folks ejendom og alle bør arbejde hen mod at udfri dem fra vanskeligheder. For at kunne uddele vore bøger, er der bekostet så lidt på dem, at der kun er kommet et lille udbytte til at reproducere de samme ting. Dette har været gjort med de bedste motiver, men ikke med erfaring og fremsynethed.
Med de lave priser der er på udgivelserne, kan kontoret ikke bevare en kapital til at arbejde med. Dette kunne ikke ses til fulde og undersøges kritisk. Disse lave priser fik folk til at undervurdere arbejdet og det blev ikke opdaget til fulde, da disse udgivelser tidligere blev sat til lav pris, at det var meget svært at sætte dem op til deres rigtige værdi.
Vore prædikanter har ikke fået passende opmuntring. De må have midler for at kunne leve. Det har været en sørgelig mangel på fremsynethed når priserne på vore udgivelser sættes så lavt og også med at vende udbyttet overvejende til traktat- og missionsselskaberne. Dette er vendt til yderligheder og det vil få virkninger. For at traktat og missionsselskaberne kan blomstre, må redskaberne til at lave og trykke bøgerne blomstre. Forkrøbles disse redskaber, bebyrdes forlagshusene med gæld, så vil traktat- og missionsselskaberne ikke vise sig med gode resultater.
Ledelsen har været forkert, ikke med forsæt, men med iveren og varmen for at fremføre missionsarbejdet. I denne distribution og vide uddeling af blade, traktater og pjecer, er redskaberne til at producere disse udgivelser blevet forkrøblet og generet. Der er altid fare for at føre et godt arbejde til yderligheder. Ansvarlige mænd er i fare for folk med kun en tanke: at samle deres tanker på en gren i værket og forsømme de andre dele af denne store mark.
(598) Som et folk behøver vi at vogte os på hvert punkt. Der er ikke den mindste sikkerhed for noget, hvis vi ikke søger Guds visdom dagligt og vover at handle i vor egen styrke. Farer omgiver os altid og der må udvises stor forsigtighed så ingen gren i arbejde gøres til noget særligt, medens andre ting lider.
Der er gjort fejltagelser med at sænke priserne på udgivelserne for at imødekomme visse vanskeligheder. Disse bestræbelser må ændres. Dem som gjorde dette var oprigtige. De tænkte at deres gavmildhed ville tilskynde prædikanter og folk til at arbejde meget for at forøge efterspørgslen på udgivelserne.
Prædikanter og folk bør handle ædelt og gavmildt i deres omgang med vore forlag. I stedet for at de undersøger hvordan de kan få tidsskrifter, traktater og bøger til lavest pris, bør de søge at få folk til at se den sande værdi i udgivelserne. Alle de pennyer som er taget fra tusindvis udgivelser har bevirket et tab på tusindvis dollars til vore kontorer, selvom nogle få pennyer mere fra hver enkel knapt nok kunne mærkes.
Review and Herald og Signs of the Times er billige blade til fuld pris. Review er et værdifuldt blad; det indeholder ting af stor interesse for menigheden og bør være hos enhver troende familie. Hvis nogen er for fattige til at få det, bør menigheden med bidrag oprejse de penge der skal til bladets fulde pris og hjælpe de fattige familier. Hvor bedre ville denne plan ikke være, end belaste forlagshusets eller traktat- og missionsselskabets barmhjertighed med den fattige.
Det samme bør gøres med Signs. Med en let forandring, er dette blad forøget i interesse og i moralsk værdi, ligesom et pioner sejl, siden sin etablering. Disse tidsskrifter er af interesse. Der er to redskaber i den store mark til at gøre deres særlige arbejde med at udbrede lyset i denne Guds beredelsestid. Alle burde engagere sig ligeså alvorligt for at opbygge den ene som den anden.
»På retfærdige hviler hans øjne, hans (599) ører hører deres råb.« Kristus vil bistå dem, som flyer til ham efter visdom og styrke. Hvis de imødekommer pligter og prøvelser med sjælens ydmyghed, gør sig afhængige af Jesus, vil hans mægtige engel være rundt omkring dem og han som de stoler på, vil vise sig at være en helt tilstrækkelig hjælper i enhver nødsituation. Dem som har ansvarsbetyngede stillinger bør daglig blive mere fortrolig med Kristi udmærkelse, trofasthed og kærlighed. De burde kunne udbryde i forvisning: »Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til.« Disse mænd burde arbejde som brødre, uden at nære strid. Enhver burde gøre sin pligt og være klar over at Guds øjne ransager motiverne og hensigterne og læser sjælens inderste følelser. Arbejdet er det samme. Og hvis ledende mænd ikke lader deres eget sind og deres egne følelser og tanker komme ind og herske og ændre Herrens plan, vil der være en fuldkommen harmoni mellem disse to grene af det samme værk.
Vort folk burde gøre større anstrengelser for at udbrede Review. Hvis vore brødre og søster blot vil vise større alvor og gøre et mere ihærdigt arbejde for dette, ville dette ske. Enhver familie burde have dette blad og hvis de ville fornægte sig selv og deres kære overdådig, te og kaffe, kunne mange, som ikke nu får dets ugentlige besøg, betale for at lysets budbringer kan komme ind i deres hjem. Næsten alle familier abonnerer på en eller flere verdslige blade og disse indeholder ofte kærlighedshistorier og ophidsende opdigtninger om ondskab og mord, som skader alle der læser dem. Dem som går ind for at være uden Review and Herald mister meget. Gennem dets blade kan Kristus tale til dem i advarsler, i irettesættelser og råd, som vil forandre deres nuværende tankegang og være et livets brød for dem.
Vore blade bør ikke fyldes med lange diskussioner eller lange lærdomsmæssige argumenter, som vil trætte læseren; men de bør indeholde korte og interessante lærdomsmæssige og praktiske artikler. Prisen på vore blade bør ikke gøres så lav at der ikke er margin til at arbejde på. Den samme interesse (600) som er udvist for at omdele Signs of the Times bør vises for at gøre udbredelsen af Review større. Hvis dette sker, vil anstrengelserne lykkes.
Vi er på fortryllet grund og Satan arbejder hele tiden på at lulle vort folk i søvn i vuggen af kødelig tryghed. Der er en ligegyldighed, en mangel på iver der lammer alle vore bestræbelser. Jesus var en nidkær arbejder; og når hans efterfølgere skal støtte sig til ham og arbejde som han har arbejdet, vil de se og erkende de tilsvarende resultater. Der må gøres en anstrengelse for at værdisætte vore udgivelser rigtigt og bringe dem gradvist tilbage på et rigtigt stade. Vi bør ikke lade os påvirke af spekulation og lave penge. Vi bør stadig presse frem, uberørt af kritik og ufordærvet af bifald. Det vil være en større opgave at arbejde sig tilbage til et ordentlig grundlag end mange tror, men det må gøres for at redde vare institutioner fra vanskeligheder.
Vore brødre bør passe på, at de ikke bliver uforanderlige i deres planer og arbejde. De bruger tid og penge på at berede en bestemt åben kanal, så arbejdet skal gøres på en bestemt måde, ellers er det ikke rigtigt. Der er fare for at blive for speciel. Der burde udvises større omhu for at undgå transportomkostninger af bøger og personer. Indflydelsen på Guds sag er dårlig. Brødre, I bør bevæge jer varsomt, økonomisk og klogt. Et stort arbejde skal gøres, for vore virksomheder er i vanskeligheder. Der er mænd, som arbejder trofast på kontoret i Battle Creek, som ikke får, hvad de arbejder for. Disse behandles ikke retfærdigt. På et andet arbejde, kunne de tjene det dobbelte af hvad de fik her, men de holder sig samvittighedsfuldt til deres arbejde, fordi de føler at Guds sag behøver deres hjælp.
Der er et stort arbejde der skal gøre på Guds beredelsesdag med at udtænke og udføre planer for hans sags fremme. Vore udgivelser bør have en vidtstrakt udbredelse, for de gør et stort arbejde. Der er meget missionsarbejde at gøre. Men jeg er blevet vist at der er fare for at arbejdet gøres for mekanisk, så indviklet og kompliceret (601) at mindre vil blive udrettet, end hvis det var mere enkelt, direkte, tydeligt og bestemt. Vi har hverken tid eller midler til at holde sammen på alle dele i dette maskineri.
Vore brødre, som i planlægningen har ansvar for at føre dette ud i livet, må have i tanke, når en vis uddannelse og oplæring er nødvendig for at arbejde forstandigt, er der fare for at gøre dette til for stor en ting. Får vi en meget grundig, detaljeret uddannelse og efterlader vi de livsvigtige principper ubestridelige, bliver vi tørre og formelle arbejdere. De hjerter som Gud har gjort villige ved sin nådes virke, egner sig til arbejdet.
Gud ønsker hjertearbejde. Den uselviske hensigt, det rene og ophøjede princip, det høje og hellige motiv, vil han tage imod. Hans nåde og kraft vil arbejde sammen med disse anstrengelser. Alle som erkender at det er Guds arbejde at berede et folk for hans komme, vil i deres uegennyttige bestræbelser finde anledninger, hvor de kan gøre traktat og missionsarbejde. Men der kan bruges for mange midler og for megen tid på at disse sager skal gøres så nøjagtigt og præcist at hjertearbejdet forsømmes og en tør form bevares.
Jeg siger jer lige ud at Jesus og hans nådes kraft, uden tvivl, forlades. Resultatet vil vise at mekanisk arbejde har taget pladsen for hjertets og livets fromhed, ydmyghed og hellighed. De mere åndelige, helligede og ydmygede arbejdere finder ikke noget sted, hvor de kan gribe fat og derfor holder de sig tilbage. Den unge og uerfarne lærer formerne og gør deres arbejde mekanisk; men sand kærlighed, byrde for sjæle mærkes ikke. Dvæle mindre på satte former, mindre mekanisk og mere gudfrygtigheds kraft er nødvendigt på denne højtidelige, frygtelige ansvarets dag.
Der er orden i himmelen; og der burde være system og orden på jorden, så arbejdet kan fremføres uden forvirring og fanatisme. Vore brødre har arbejdet til denne ende; men når nogle af vore prædikanter hele tiden bærer sjæles byrder og altid forsøger at bringe folk (602) op til åndelige resultater, vil dem, som ikke er så samvittighedsfulde og som ikke har båret Kristi kors ej heller følt værdien af sjæle som genspejles fra Golgata, i undervisning og uddannelse af andre i mekanisk arbejde, selv blive formelle og kraftløse og ikke bringe en Frelser til folk.
Satan arbejder altid på at degenerere Guds tjeneste til en dunkel form og blive kraftesløs overfor sjælevinding. Når arbejdernes kraft, alvor og effektivitet formindskes af at alt skal være så systematisk, må vore prædikanter gøre et belastende arbejde for at holde dette komplicerede maskineri i gang. Det optager så meget tid, at det åndelige arbejde forsømmes. Og med så mange ting i gang, kræver dette arbejde så mange midler at andre grene i værket vil visne og dø af manglende pasning.
Selv om stille sandhedsbringere burde spredes som efterårets blade, bør vore prædikanter ikke gøre dette arbejde til en formssag og lade helligelse og sand gudsfrygt være udelukket. Ti sandt omvendte, villige, uselviske arbejdere kan gøre mere for missionsmarken end et hundrede, som indskrænker deres anstrengelser til satte former og bevarer mekaniske regler, arbejder uden dyb kærlighed for sjæle.
Et årvågent missionsarbejde må under ingen omstændigheder forsømmes. Det har gjort meget for sjæles frelse. Guds arbejdes succes er meget afhængig af det dette; men dem som gør dette arbejde, skal være de åndelige arbejdere, hvis breve vil ånde af Jesu lys og kærlighed og som føler en byrde for arbejdet. De bør være mænd og kvinder, som kan bede, som har en tæt forbindelse med Gud. Der er brug for det villige sind, den helligede vilje og sund dømmekraft. De vil, af den himmelske lærer, have lært den mest vellykkede måde at appellere til sjæle på. De vil have lært deres lektier i Kristi skole. De vil gøre deres arbejde med øjnene rettet kun på Guds ære.
Uden denne uddannelse vil al lærdom fra jeres lærer om former og regler, hvor grundige (603) lektierne kan være, efterlade jer som stadigvæk nybegyndere. I må lære af Kristus. I bør fornægte selvet for Kristus. I bør lægge jeres hals under Kristi åg. I må bære Kristi byrde. I må føle at I ikke er jeres egne, men Kristi tjenere, der gør et arbejde han har pålagt jer, ikke for ros eller ære eller hæder som I skal have, men for jeres egen skyld. I al jeres arbejde bør I indvæve hans nåde, hans kærlighed, hans helligelse, hans iver, hans utrættelige udholdenhed, hans ukuelige energi, som vil tælle for tid og evighed.
Traktat og missionsarbejdet er et godt arbejde. Det er Guds arbejde. Det bør på ingen måde formindskes, men der er en stadig fare for at forvrænge det fra sit egentlige formål. Der er brug for kolportører til at arbejde på missionsmarken. Personer med besynderlige metoder er der ikke brug for i dette arbejde. Mænd og kvinder, som har taktfølelse, god optræden, fremsynet og indsigtsfuld og som føler sjælenes værdi, er dem som kan gøre succes.
Kolportagearbejdet er ophøjet og vil vise sig som en succes, hvis han er ærlig, alvorlig og tålmodig, arbejder vedholdende med det han har påtaget sig. Hans hjerte må være med i arbejdet. Han må stå tidlig op og arbejde ihærdigt og bruge de evner Gud har givet ham på rette måde. Vanskeligheder vil komme. Hvis han konfronteres med dem vil de overvindes med ustandselig udholdenhed. Meget vindes ved høflighed. Arbejderen kan hele tiden forme en symmetrisk karakter. Store karaktertræk formes af små handlinger og anstrengelser.
Der er fare for at vore prædikanter ikke får tilstrækkelig opmuntring. Jeg fik vist nogle mænd som Gud kaldte til prædikantgerningen og kom ind på marken som kolportører. Der er en fremragende forberedelse, hvis deres formål er at sprede lys, bringe sandheden, åbenbaret i Guds ord, direkte ind i hjemmekredsen. Ved samtale vil vejen ofte åbnes til at tale om bibelens religion. Hvis der tages fat i arbejdet som der burde, vil familier blive besøgt, arbejderne vil tage dem med ømme hjerter og kærlighed for sjæle, (604) og vil, i ord og opførsel, bære duften af Kristi Nåde og et stort gode vil være resultatet. Dette burde være enhvers udmærkede erfaring, som har prædikantgerningen for øje.
Men mange er tiltrukket af kolportørmarken for at sælge bøger og billeder der ikke udtrykker vor tro og giver ikke køberen lys. De er nød til dette, fordi de finansielle udsigter er mere lovende end hvis de var virksomhedsarbejdere, (licentiat). Disse personer får ingen særlig udmærkelse for evangelievirksomhed. De får ikke den erfaring som gør dem egnede til arbejdet. De mister tid og anledninger ved den slags arbejde. De lærer ikke at bære sjæles byrde og daglig anvende den bedste måde at vinde folk til sandheden på. Disse mænd vender ofte bort fra Guds Ånds overbevisende stemme og får et verdsligt karakterpræg, glemmer hvor meget de skylder Herren, som gav sit liv for dem. De bruger deres kræfter på deres egen selviske interesser og nægter at arbejde i Herrens vingård.
Jeg blev foruroliget da jeg så Satans forskellige net der var vævet omkring mennesker, som Gud ville bruge og blev bortledt fra prædikantgerningen. Der vil med sikkerhed være en mangel på medarbejdere, medmindre folk får mere opmuntring til at udnytte deres talenter, med det forsæt at blive Kristi tjenere. Satan overbringer stadig og udholdende finansiel vinding og verdslige fordele, for at optage menneskers sind og kræfter og holde dem væk fra at gøre de pligter der er nødvendige, for at få erfaring i Guds sager. Og når han ser at mennesker vil frem og begynde at lære dem sandheden, som er i mørke, vil han gøre sit yderste for at skubbe dem til yderligheder, til noget der svækker deres indflydelse og få dem til at miste den fordel de havde fået, hvis de var afbalanceret af Guds Ånd.
Jeg fik vist at vore prædikanter gør sig selv stor skade ved uforsigtig brug af deres taleorganer. Deres opmærksomhed blev henledt på dette vigtige emne og de fik advarsler og (605) belæring af Guds Ånd. Det var deres pligt at lære den klogeste måde at bruge disse organer på. Stemmen, himmelens gave, er en kraftfuld evne for det gode og hvis den ikke fordærves, vil den forherlige Gud. Alt hvad der var nødvendigt, var at studere og samvittighedsfuldt følge nogle enkle regler. Men i stedet for at oplære sig selv, som de kunne have gjort ved øvelser i almindelig forstand, ansatte de en taleprofessor.
Som resultat er mange, som følte at Gud havde et arbejde til dem med at lære sandheden til andre, blevet forblindede og vanvittige af taler. Alt hvad disse behøvede var at få denne fristelse for sig. Deres interesse blev tiltrukket af nyheden og unge mænd og nogle prædikanter blev ført bort i begejstring. De forlod deres arbejdsmarker - alt i Herrens vingård blev forsømt - betalte deres penge og gav deres dyrebare tid til at gå i taleskole. Da de så kom fra denne indøvelse, havde helligelse og religion delt selskab med dem og byrden for sjæle var lagt bort, som de ville lægge et klæde til side. De havde accepteret Satans antydninger og han havde ledt dem der hen, hvor han valgte.
Nogle satte sig selv op som talelærere, som hverken havde konduite eller evner og de gjorde sig selv frastødende mod øvrigheden, for de brugte ikke den kundskab de havde fået ordentligt. Deres arbejde var uden værdighed eller god fornemmelse; og det de har gjort har lukket døren, så vidt som de ved, for enhver indflydelse for fremtiden, som der kunne fremføre sandhedens budskab til verden. Dette var satans påfund. Det er godt at forbedre sine talegaver; men bruge tid og penge til en gren og optage sindet med det, er at fare til yderligheder og vise stor svaghed.
Unge mænd som kalder sig selv sabbatsholdere knytter benævnelsen "professor" til deres navn og misbruger samfundet med noget, de ikke forstår. Mange forvansker således det lys som Gud har fundet passende at give dem. De har ikke velafbalancerede sind. Talekunst er blevet et mundheld. Det (606) har fanget mennesker i et arbejde, som de ikke kan gøre godt og som har ødelagt dem til at gøre at arbejde, som de har været ydmyge og beskedne for at udføre i Gudsfrygt, de kunne have gjort en herlig succes. Disse unge kunne have været nyttige på missionsmarken som agitator og kolportør, eller som virksomhedsmedarbejdere bevise sig som gode til prædikantarbejde og arbejde for tiden og for evigheden. Men de er blevet skøre med tanken at blive talelærere og Satan står og ler over, at han har fanget dem i det net han har lagt ud for dem.
Guds tjenere bør altid være forenede. De bør kontrollere og holde stærke karaktertræk i ave og dag for dag bør de omhyggeligt overveje naturen af den livsstruktur de opbygger. Er de kristne ærværdige mænd i deres daglige liv? Ses der ædle, retskafne handlinger i deres liv, som vil gøre deres karakterbygning fremstående som et rigtigt Guds tempel? Ligesom et enkelt stykke tømmer kan få et skib til at synke og en enkel brist gøre kæden værdiløs; ligeledes vil et demoraliserende karaktertræk, afsløret i ord og handlinger efter den onde indflydelse, ikke overvindes; hver dyd vil undergraves.
Ethvert talent i mennesket er en arbejdsmand, der bygger for tid og for evigheden. Dag for dag vokser strukturen, selvom ejeren ikke er klar over det. Det er en bygning som enten må stå som et advarende fyr, på grund af dets vanartethed, eller som en struktur, som Gud og englene vil beundre for dets harmoni med den guddommelige Model. De mentale og moralske kræfter som Gud har givet os, udgør ikke karakteren. De er talenter, som vi skal udnytte og som, hvis de udnyttes rigtigt, vil danne en rigtig karakter. Et menneske kan have dyrebare frø i sin hånd, men det frø er ikke en frugthave. Frøet må udsås før det kan blive til et træ. Sindet er haven, karakteren er frugten. Gud har givet os vore evner til at opdyrke og udvikle. Vor egen kurs fastsætter vor karakter. Ved oplæring af disse kræfter, så at de afstemmer og danner en værdifuld karakter, har vi her et arbejde som ingen andre end vi selv kan gøre.
Dem som har kantede og rå karaktertræk er skyldige (607) for Gud, hvis de ikke, ved oplæring, undertrykker og rykker al bitterhed i sin natur op med rode. Det menneske som giver efter for utålmodighed tjener Satan. »Når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder.« En god karakter er mere dyrebar i Guds øjne end Ofirs guld. Herren vil have mænd til at handle for tid og evighed. Vi har fået godt og dårligt til arv og ved fremelskelse kan vi gøre det dårlige værre eller det gode bedre. Skal det dårlige få herredømmet, som hos Judas, eller skal det onde udrenses fra vore sjæle og det gode være fremherskende?
[Princip, retskaffenhed og ærlighed bør man altid sætte højt, Ærlighed kan ikke trives, hvor snuhed har til huse. De vil aldrig stemme overens, det ene er af Baal, det andet af Gud. Herren kræver af sine tjenere, at de har hæderlige motiver og handlinger.] Al begærlighed og griskhed må overvindes. [De, der vælger ærlighed til ledsager, vil lade den komme til udtryk i alle deres handlinger. Disse mennesker behager ikke flertallet, men de er skønne for Gud.
Satan søger at trænge sig ind alle vegne. Han ønsker at skille gode venner. Der er folk, som altid snakker og sladrer og siger falsk vidnesbyrd og sår splid og ypper kiv. Himmelen betragter disse mennesker som Satans dygtigste tjenere. Men den, det går ud over, er ikke så farligt stillet, som når der smiskes for ham og han bliver hævet til skyerne for noget, han har udrettet, som så ud til at være lykkedes. Ros af såkaldte venner er mere farlig end dadel.
Den, der roser sig selv, tager glansen af sine bedste bestræbelser. En virkelig ædel karakter nedlader sig ikke til at blive fortrydelig over fjenders falske beskyldninger; ethvert ord, der er udtalt, virker uskadeligt, for hvad det ikke kan besejre, bliver blot styrket. Herren ønsker, at hans folk skal slutte sig tæt til ham, som er tålmodighedens og kærlighedens Gud. Alle bør lade Kristi kærlighed finde udtryk i deres liv. Ingen bør tillade sig at ringeagte en andens rygte eller stilling; det er egoisme.] Det vil sige: "Jeg er meget bedre og dygtigere end dig, at Gud har givet mig fortrinsret. Du regnes ikke for så meget." [Herren kommer 8.aug]
Vore prædikanter i betydningsfulde stillinger er mænd som Gud har (608) accepteret. Uanset deres herkomst, uanset deres tidligere stilling, om de fulgte ploven, arbejdede som tømre eller om de kom fra skolens disciplin, hvis Gud har accepteret dem skal mennesker være forsigtig med at kaste den mindste skygge på dem. [Tal aldrig nedsættende om noget menneske, for vedkommende kan være stor i Herrens øjne, medens de, som føler sig store, måske agtes ringe hos Gud på grund af deres hjerters fordærvelse. Vi kan kun være trygge, når vi ligger bøjet ved korsets fod, er små i vore egne øjne og forlader os på Gud; for han alene har magt til at gøre os store. samme]
Vore prædikanter skal passe på at de ikke tager sig selv tillid til det arbejde de udfører. De tror at Gud favoriserer dem og de bliver selvstændige og selvtilstrækkelige; derpå overgiver Herren dem til Satans slag. For at kunne gøre Guds arbejde acceptabelt, må vi have sagtmodighedens ånd og sindets ydmyghed, begge agter andre højere end ham selv. Der er meget på spil. [Nu er der brug for alt, hvad der hedder evner og dømmekraft. Enhvers arbejde er af tilstrækkelig stor betydning, til at det bør udføres med omhu og troskab. En enkelt mand kan ikke gøre det hele. Enhver har sin bestemte plads og sit specielle arbejde og enhver bør forstå, at den måde, han gør sit arbejde på, skal prøves i dommen. samme]
Det arbejde vi har foran os er vigtigt og omfangsrigt. Guds dag kommer med hast og alle arbejderne på Herrens store mark bør være mennesker, som tilstræber sig fuldkommenhed, ikke mangle noget, ikke mangle nogen nådegave og vente på Menneskesønnens tilsynekomst i himmelens skyer. [Ikke et eneste øjeblik af vor kostbare tid skulle bruges til at få andre til at rette sig efter vore private idéer og meninger. Mænd som arbejder sammen i dette store værk, ønsker Gud at oplære til den højeste udøvelse af tro og til at udvikle en harmonisk karakter.
Menneskene har forskelligartede gaver og nogen er bedre skikket til en bestemt gerning end en anden. Hvad den ene ikke ville kunne gøre, kan hans bror i prædikantgerningen måske udføre med dygtighed. Det (609) arbejde enhver gør i sin stilling, er vigtig. Den enes sind skal ikke beherske en andens sind. Dersom nogen står frem og mener at ingen skal kunne øve indflydelse over ham, at han besidder klogskab og evner til at begribe enhver side at virksomheden - et sådant menneske vil gå glip af Guds nåde. Evangeliets tjenere side 555-356]
Min mand har erfaring og kvaliteter der er dyrebare, hvis disse kan helliges ved Kristi nåde. Gud vil gøre sine arbejdere fuldt acceptable, hvis de vil efterligne Forbilledet.
Gud vil have at de ældre brødre Haskell, Butler, Whitney og White kommer tæt til hans side. Disse mænd må have dyrebare kvaliteter, men hvis Kristus ikke åbenbares i deres karakter, vil disse ikke være mere antagelige end Kains offer. Hans offer var godt i sig selv, men der var ingen frelser i det.