[Hvor Herrens Ånd er, dér er sagtmodighed, tålmodighed, mildhed og langmodighed. En sand Kristi discipel vil søge at efterligne Mønsteret. Han vil gøre det til et studium, hvordan han kan gøre Guds vilje på jorden, som den bliver gjort i himmelen. De, hvis hjerter fremdeles er besmittede af synd, kan ikke være nidkære til gode gerninger. De undlader at holde de første fire forskrifter i tibudsloven, der påviser menneskets (614) pligt over for Gud; de holder heller ikke de sidste seks, der påviser menneskets pligt mod sine medmennesker. Deres hjerter er fulde af selviskhed og de finder stadig noget at udsætte på andre, som er bedre, end de selv er. De sætter deres hænder til en gerning, som Gud ikke har givet dem, men lader det arbejde være ugjort, som han har overladt til dem at gøre og som består i at give agt på sig selv, for at ingen bitter rod skal skyde frem og volde besvær i menigheden og besmitte den. De vender blikket udad for at se, om der skulde være noget i vejen med andres karakter, når deres øjne skulle være vendte indad for at undersøge og kritisere deres egne handlinger. Når de tømmer deres hjerte for selvet, for avind, ond mistanke og had, vil de ikke bestige dommersædet og afsige domskendelse over andre, som i Guds øjne er bedre, end de selv er.
Den, der ønsker at reformere andre, må først reformere sig selv. Han må komme i besiddelse af Mesterens ånd og være villig til sammen med ham at lide forsmædelse og at øve selvfornægtelse. I forhold til en eneste sjæls værdi bliver hele verden en ubetydelighed. Hvis et ønske om at øve myndighed, om at herske over Guds arvedel næres, fører det til sjæles fortabelse. De, der virkelig elsker Jesus, vil indrette deres liv efter Mønsteret og i hans ånd vil de arbejde for andres frelse.
For at vinde menneskene og for at gøre deres evige frelse vis forlod Kristus de kongelige boliger i himmelen og kom til denne jord, udstod syndens og beskæmmelsens kvaler i menneskenes sted og døde for at gøre dem fri. Hvorledes tør nogen, som bekender Kristi navn, i betragtning af den umådelige pris, der blev betalt for menneskets genløsning, behandle en af hans små med ligegyldighed? Med hvilken omhu skulle ikke brødre og søstre i menigheden våge over hvert ord og hver handling, at de ikke skader olien og vinen! Hvor alvorligt, venligt og kærligt skulle de ikke behandle dem, som er købt med Kristi blod! Med hvilken troskab og alvor bør de ikke arbejde for at opløfte de forsagte og modløse! Med hvilken ømhed bør de ikke behandle sådanne, som forsøger at (615) adlyde sandheden og ingen opmuntring har i hjemmet og som til stadighed må indånde vantroens og mørkets atmosfære!
Hvorledes man bør behandle de fejlende
Dersom en broder menes at have begået fejl, bør hans brødre og søstre ikke hviske derom sig imellem og gøre bemærkninger desangående og forstørre de formodede vildfarelser og fejl. Dette gøres ofte og følgen er, at Guds mishag hviler over dem, der gør det og Satan fryder sig, fordi han kan svække og plage dem, der kunne være større i Herren. Verden ser deres svaghed og bedømmer denne klasse mennesker og den sandhed, de bekender sig til at elske, efter de frugter, som viser sig hos dem.
»Herre, hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte, ikke bagtaler med sin tunge, ikke volder sin næste ondt og ej bringer skam over ven, som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter Herren, ej bryder ed, han svor til egen skade, ej låner penge ud mod åger og ej tager gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.« Her udelukkes bagtaleren fra at kunne gæste Guds telt og bo på Zions hellige bjerg. Den, som bringer skam over dem, der står ham nær, kan ikke høste Guds bifald.
Hvor mange gange sker det ikke, at prædikanter under udførelsen af et godt arbejde med at lede sjæle til Gud og til sandheden, kaldes til et andet sted for at ordne en menighedssag mellem brødre, som selv har handlet ganske forkert og som var besjælet af en stridbar, anmassende ånd?
Således at kalde mænd bort fra deres virkefelt er noget, som har gentaget sig gang på gang under udviklingen af dette værk og det er et påfund af menneskenes store modstander for at hindre (616) Guds sag. Når sjæle, der er ved at ville tage standpunkt på sandhedens side, således kommer under ugunstige indflydelser, taber de interessen og det sker meget sjældent, at sandheden på ny kan gøre et så mægtigt indtryk på dem. Den onde søger stadig at finde på et eller andet for at drage prædikanten bort fra hans virkefelt på dette kritiske tidspunkt, for at frugterne af hans arbejde må gå til spilde.
I menigheden findes der vanhellige, uomvendte mænd og kvinder, som tænker mere på at hævde deres egen værdighed og deres egne meninger end på deres medmenneskers frelse; og Satan påvirker sådanne til at afstedkomme vanskeligheder, som lægger beslag på prædikanternes tid og arbejde og mange sjæle går tabt som følge deraf.
Når der råder splittede følelser blandt menighedens medlemmer, er deres hjerter hårde og upåvirkelige. Prædikantens arbejde er at ligne ved hammerslag på koldt jern og hver af parterne bliver mere stadfæstet i sit eget standpunkt end før. Prædikanten kommer i en meget lidet misundelsesværdig stilling; for selv om han træffer en aldrig så klog afgørelse, må han mishage den ene eller den anden og derved styrkes partiskhedens ånd.
Dersom prædikanten tager ophold hos en eller anden familie, kan han være vis på, at andre bliver misundelige og frygter for, at han skal få ufordelagtige indtryk angående dem. Hvis han giver råd, vil nogle sige, at "denne eller hin har talt med ham" og hans ord har ingen vægt hos dem. Således væbnes deres sjæle med mistillid og mistanke og prædikanten bliver genstand for deres fordom og skinsyge. Alt for ofte står sagen værre, når han rejser, end han først fandt den at være. Hvis han helt havde nægtet at lytte til nogens farvede, ensidige udtalelser og hvis han havde givet råd i overensstemmelse med den bibelske regel og ligesom Nehemias havde sagt: »Jeg har et stort arbejde for og kan derfor ikke komme derned«, ville vedkommende menighed have været i en langt bedre tilstand.
Prædikanter og medlemmer i menigheden mishager Gud, når de tillader nogen at fortælle dem om deres brødres fejl. De skulle ikke høre på disse (617) beretninger, men spørge: "Har du nøje fulgt din Frelsers pålæg? Har du været hos synderen og talt med ham om hans fejl dig og ham imellem? Og har han nægtet at høre på dig? Har du med omhu og under bøn taget to eller tre andre med dig og arbejdet for ham med ømhed, ydmyghed og sagtmodighed og med et hjerte, som bankede af kærlighed til hans sjæl?" Hvis Høvdingens (d.e.Kristi) befalinger, som de foreligger i reglerne angående de fejlende, nøje er blevet fulgt, bør der foretages endnu et skridt: sig det til menigheden og lad sagen blive behandlet i overensstemmelse med skriften. Da er det, himmelen vil stadfæste den afgørelse, menigheden træffer om at afskære det lem, der volder forargelse, såfremt den pågældende ikke omvender sig. Er disse skridt ikke blevet taget, så luk øret til for klager og undslå dig således for at bringe skam over den, der står dig nær. Hvis ingen brødre eller søstre gjorde dette, ville onde tunger forstumme, for de ville ikke finde et så gunstigt felt, hvor de kunne arbejde for at bide og æde hverandre.
Valg af ledere
Apostelen Paulus skriver til Titus: »Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig: det skal være en mand, der ikke er noget at klage på, én kvindes mand, med troende børn, som ikke er i vanry for udsvævelser eller er genstridige. Thi en tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på.« Alle vore prædikanter ville gøre vel i at give agt på disse ord og ikke haste med at indsætte mænd i embeder uden efter tilbørlig overvejelse og megen bøn om, at Gud ved sin hellige Ånd må give til kende, hvem han vil antage.
Den inspirerede apostel sagde: »Lad ingen håndspålæggelse ske overilet.« I nogle af vore menigheder har arbejdet med organisation og med indsættelse af forstandere været forhastet; den bibelske regel er ikke blevet ænset og som følge deraf er store vanskeligheder blevet påført menigheden. Der bør ikke være så stort hastværk med at vælge ledere, at man ordinerer mænd, som i ingen henseende egner sig til den ansvarsfulde gerning mænd, der trænger til omvendelse (618) og til at højnes, forædles og lutres, inden de i nogen som helst stilling kan gøre tjeneste i Guds sag.
Evangeliets vod samler både gode og onde. Karakterens udvikling kræver tid; der må gives tid, inden man kan lære, hvad menneskene virkelig er. Familien til den, der bliver foreslået til et embede, bør tages med i betragtning. Holdes familien i ave? Kan manden styre sit eget hus med ære? Hvordan er hans børns karakter? Vil de være til hæder for deres faders indflydelse? Hvis han ikke besidder takt, visdom eller gudfrygtighedens kraft i hjemmet, så han kan styre sin egen familie, kan man trygt gå ud fra, at de samme mangler vil gøre sig gældende i menigheden og at den samme vanhellige ledelse vil vise sig dér. Det vil være langt bedre at bedømme manden, før han indsættes i et embede, end bagefter, bedre at bede og rådslå, inden man tager det afgørende skridt, end at måtte arbejde for at rette på følgerne af et begået fejlgreb.
I nogle menigheder har lederen ikke de rette betingelser for at kunne oplære medlemmerne til at blive arbejdere. Der er ikke blevet udvist takt og indsigt med hensyn til opretholdelse af en levende interesse for Guds værk. Lederen er træg og virker kedelig; han taler for meget og beder for længe ved møderne; han har ikke den levende forbindelse med Gud, der ville give ham en ny erfaring.
Menighedernes ledere på ethvert sted bør være alvorlige, fulde af nidkærhed og uegennyttig interesse, Guds mænd, der kan sætte det rette præg på arbejdet. De bør fremføre deres begæringer for Gud i tro. De kan benytte al den tid, de ønsker, til bøn i lønkammeret; men ved møderne bør deres bønner, deres vidnesbyrd være kortfattede og saglige. Lange, tørre bønner og lange formaninger bør undgås. Hvis brødrene og søstrene gerne vil have noget at sige, der kan vederkvæge og opbygge andre, må de først have det i deres egne hjerter. De må daglig have forbindelse med Gud, hente deres forråd fra hans uudtømmelige skatkammer og derfra fremdrage nyt og gammelt. Hvis deres egne sjæle er blevet oplivede af Guds Ånd, vil de styrke og opmuntre (619) andre; men dersom de ikke selv har drukket af frelsens levende kilde, vil de ikke kunne forstå at lede andre derhen.
Nødvendigheden af en erfaringsmæssig kristendom bør pålægges dem, der modtager sandhedens teori. Prædikanter må bevare deres egne sjæle i Guds kærlighed og derefter vise folket nødvendigheden af en individuel helligelse, en personlig omvendelse. Alle må selv opnå en levende erfaring; de må have Kristus boende i hjertet og hans Ånd må beherske deres sind og hu, ellers er deres bekendelse til troen værdiløs og deres tilstand endnu værre, end den ville være, om de aldrig havde hørt sandheden.
For de små grupper, der antager sandheden, bør der træffes sådanne foranstaltninger, som vil kunne sikre menighedens fremgang. Man kan udpege en mand til at have ledelsen en uge eller en måned, derefter en anden i nogle få uger; og således kan forskellige personer indsættes til at udføre arbejdet og efter en passende prøve bør man ved menighedens afstemning udvælge en til at stå som dens anerkendte leder, dog aldrig for mere end et år. Så kan en anden blive valgt, eller den samme kan genvælges, om hans tjeneste har vist sig at være til velsignelse for menigheden. Det samme princip bør følges ved valg af mænd i andre ansvarsfulde stillinger, såsom embeder i konferensen. Uprøvede mænd bør ikke vælges til konferensformænd. Mange viser ikke den rette skønsomhed i disse vigtige anliggender, hvor det gælder evige interesser.
Vi bekender os til at være betroet at bevare Guds lov; vi hævder, at vi har større lys og sigter mod et højere ideal end noget andet folk på jorden; derfor bør vi vise større karakterfuldkommenhed og en mere alvorlig gudsfrygt. Et overmåde højtideligt budskab er blevet dem betroet, der har modtaget den nærværende sandheds lys. Vort lys bør skinne for at oplyse deres sti, der vandrer i mørke. Som medlemmer af Guds synlige menighed og som arbejdere i Herrens (620) vingård skulle alle bekendende kristne gøre deres yderste for at bevare fred, overensstemmelse og kærlighed i menigheden. Mærk Kristi bøn: »At de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig.« Menighedens enhed er det overbevisende vidnesbyrd om, at Gud har sendt Jesus til verden som dens Genløser. Dette er et argument, som verdslige mennesker ikke kan bestride. Derfor arbejder Satan stadig for at hindre denne enhed og harmoni, for at de vantro ved at være vidne til frafald, tvedragt og strid mellem bekendende kristne kan fatte afsky for kristendom og befæstes i deres ubodfærdighed. Gud vanæres ved dem, der bekender sig til sandheden, medens de ligger i indbyrdes uoverensstemmelse og fjendskab. Satan er brødrenes store anklager og alle, der befatter sig med denne gerning, står i hans tjeneste.
Vi bekender os til at have mere sandhed end andre samfund; men hvad gavner det os, hvis ikke dette leder os til større hengivenhed, til et renere og helligere liv? Det ville være bedre for os aldrig at have set sandhedens lys end at bekende os til at modtage det og ikke helliges derved.
For at kunne afgøre, hvor betydningsfulde de interesser er, som knytter sig til sjælens omvendelse fra vildfarelse til sandhed, må vi, forstå, hvad udødelighed er værd; vi må indse, hvilken frygtelig straf den anden død er; vi må opfatte den ære og herlighed, der venter de genløste og forstå, hvad det vil sige at være i hans nærhed, som døde, for at han måtte kunne højne og forædle mennesket og give sejrvinderen et kongeligt diadem.
En sjæls værdi kan ikke til fulde opfattes af mennesker. Med hvilken taknemmelighed vil ikke de genløste og herliggjorte mindes dem, der var et middel til deres frelse! Da vil ingen angre sine selvfornægtende bestræbelser og sit ihærdige arbejde, sin tålmodighed, sin overbærenhed og sit hjertes alvorlige, brændende længsler efter sjæle, som ville være gået tabt, om han havde forsømt sin pligt eller var blevet træt af at gøre det gode.
(621) Nu samles disse hvidklædte sjæle i den store hyrdes fold. Den trofaste arbejder og den, der blev frelst ved hans gerning hilses af Lammet, som er i tronens midte og ledes hen til livets træ og til de levende vandes kilde. Med hvilken glæde betragter ikke Kristi tjener disse forløste, som nu gøres delagtige i Genløserens herlighed! Hvor meget mere dyrebar er ikke himmelen for dem, der trofast har arbejdet for sjæles frelse! »De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.« Vejl f menigh bd. 2 side 215-221]