[»Har du loddet bunden i Gud og nået den Almægtiges grænse? Højere er den end himmelen hvad kan du? Dybere end Dødsriget hvad ved du?« »Mine tanker er ej eders og eders veje ej mine, lyder det fra Herren; nej, som himmelen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.« »Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket.« Det er umuligt for det begrænsede menneskesind til fulde at fatte den Ubegrænsedes karakter eller hans gerninger. For den skarpeste (699) forstand, for den stærkeste ånd med den højeste uddannelse må dette hellige væsen altid vedblive at være indhyllet i mystik.
Apostelen Paulus udbryder: »O dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme og hvor usporlige hans veje!« Men selv om »skyer og mulm er om ham« er »retfærd og ret ... hans trones støtte«. Vi kan dog fatte så meget af hans handlemåde med os og af de bevæggrunde, han ledes af, at det er muligt for os at skimte en grænseløs kærlighed og nåde forenet med uendelig magt. Vi kan forstå så meget af hans forsætter, som det er godt for os at erkende og ud over dette må vi for øvrigt forlade os på den Almægtiges styrke, på kærligheden og visdommen hos ham, som er alles Fader og hersker.
Som tilfældet er med dets guddommelige ophavs karakter, byder Guds ord på hemmeligheder, der aldrig fuldt ud kan begribes af dødelige væsener. Det leder vore tanker hen til Skaberen, »som bor i et lys, ingen kan komme nær«. Det viser os hans forsætter, som omfatter alle tidsaldre i menneskeslægtens historie og som først vil få deres fuldbyrdelse i evighedens endeløse æoner. Det henleder vor opmærksomhed på emner af umådelig dybde og betydning angående Guds herredømme og menneskets skæbne.
Syndens indtræden i verden, Kristi menneskevorden, genfødelsen, opstandelsen og mange andre emner, som Bibelen taler om, er hemmeligheder, som er for dybe for den menneskelige forstand at forklare eller endog fuldt ud at kunne fatte. Men i Skrifterne har Gud givet os tilstrækkelige vidnesbyrd om deres guddommelige karakter og vi skal ikke betvivle hans ord, fordi vi ej kan fatte hemmelighederne i hans forsyn.
De dele af den hellige skrift, som fremholder disse store emner, må ikke forbigås som unyttige for mennesket. Alt, hvad det har behaget Gud at kundgøre, bør modtages på grundlag af hans ords autoritet. Det, der udtales, er måske blot en enkel påvisning af kendsgerninger, uden nogen forklaring om hvorfor eller hvordan; men selv om vi ikke kan (700) fatte det, bør vi slå os til ro i forvisningen om, at det er sandt, fordi Gud har sagt det. Hele vanskeligheden ligger i, at det menneskelige sind er svagt og begrænset.
Apostelen Peter siger, at der i skriften findes »ting, som er vanskelige at forstå og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer«. De vanskelige ting i skriften er af tvivlere blevet fremholdt som et bevis imod Bibelen; men så langt fra at være et modbevis udgør disse ting et kraftigt vidnesbyrd om dens guddommelige inspiration. Hvis den ikke indeholder noget om Gud ud over, hvad vi let kunne fatte og dersom det menneskelige sind kunne begribe hans storhed og majestæt, ville Bibelen ikke bære det umiskendelige vidnesbyrd om guddommelig autoritet. Selve hemmeligheden og det storladne ved de emner, som fremholdes, bør indgyde tro på, at den er Guds ord.
Bibelen udfolder sandheden på en så enkel måde og så fuldkomment afpasset efter det menneskelige hjertes trang og længsler, at det har forbavset og betaget de højest kultiverede ånder, medens den gør det muligt for de ringe og ulærde at se frelsens vej. Og dog griber disse enfoldigt fremsatte sandheder ind i emner, som er så ophøjede og vidtrækkende og som ligger så uendelig langt uden for menneskelig fatteevne, at vi kun kan antage dem, fordi Gud har kundgjort dem. Således er genløsningens plan blevet lagt åben for os, så enhver må kunne se de, skridt, han må tage, i omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus for at blive frelst på den måde, Gud har forordnet; men bag disse sandheder, som er så lette at forstå, ligger der hemmeligheder, hvori hans herlighed skjuler sig - hemmeligheder, som overvælder tanken i dens granskning, men som dog fylder den oprigtige sandhedssøgende med ærefrygt og tro. Jo mere han ransager Bibelen, desto dybere bliver hans overbevisning om, at den er den levende Guds ord og den menneskelige fornuft bøjer sig for den guddommelige åbenbarings vælde.
De, der er villige til således at antage det levende ord på grundlag af Guds autoritet, velsignes med det klareste lys. Dersom (701) de bliver bedt om at tyde visse udtalelser, kan de kun svare: "Det fremholdes på denne måde i skriften." De er nødsaget til at indrømme, at de ikke kan forklare guddomskraftens virken eller den guddommelige visdoms ytringer. Når vi ser os tvungne til at måtte antage visse ting udelukkende ved tro, er dette i overensstemmelse med Herrens hensigt. At erkende dette er blot en indrømmelse af, at den menneskelige ånd ikke formår at begribe det uendelige og at mennesket med sin begrænsede menneskelige kundskab ikke kan forstå den Almægtiges forsætter.
Fordi tvivleren og den vantro ikke kan udgrunde alle hemmeligheder i Guds ord, forkaster de det; og heller ikke alle, der bekender sig til at tro på Bibelen, er sikret mod fristelse på dette punkt. Apostelen siger: »Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud.« De, der har oplært deres sind til at kritisere og tvivle og skumle, fordi de ikke kan trænge ind i Guds forsætter, vil falde og blive et eksempel på vantro. Det er rigtigt at ransage Bibelens lære grundigt og at granske »Guds dybder«, så langt som disse åbenbares i skriften. Medens »de skjulte ting er for Herren vor Gud", står der, at »de åbenbare er for os og vore børn evindelig«. Men det er Satans arbejde at forvanske evnen til at granske. Med betragtninger af bibelske sandheder blander der sig en vis stolthed, således at menneskene føler det som et nederlag og bliver utålmodige, hvis de ikke kan forklare enhver del af skriften til deres egen tilfredshed. Det er for ydmygende for dem at indrømme. at de ikke forstår de inspirerede ord. De er uvillige til at bie tålmodigt, indtil det måtte behage Gud at åbenbare sandheden for dem. De mener, at deres egen menneskelige visdom uden nogen bistand er nok til at gøre det muligt for dem at fatte skriften; og når dette ikke lykkes, fornægter de faktisk dens autoritet. Det er sandt, at mange teorier og lærdomme, som almindeligt antages at være Bibelens lære, ikke har nogen hjemmel i skriften og i virkeligheden er i strid med hele ånden i det inspirerede (702) ord. Disse ting har for mange været en årsag til tvivl og forlegenhed. De skyldes dog ikke Guds ord, men menneskers forvrængning af ordet. De vanskeligheder, som findes i Bibelen, kaster imidlertid ingen skygge på Guds visdom; de vil ikke forårsage nogens fortabelse, der ikke ville være gået fortabt, hvis sådanne vanskeligheder ikke havde foreligget. Havde Bibelen ikke indeholdt nogen hemmeligheder, som de kunne drage i tvivl, ville de samme mennesker som følge af deres mangel på åndelig indsigt have fundet anledning til at tage anstød af de tydeligste udtalelser fra Gud.
Mennesket, der indbilder sig at være udrustede med åndsevner af en så ophøjet art, at de kan finde en forklaring på alle Guds veje og gerninger, søger at ophøje den menneskelige visdom til lighed med den guddommelige og at ære mennesket som Gud. De gentager blot, hvad Satan udtalte til Eva i Eden: »I skal blive ligesom Gud.« Satan faldt på grund af sin ærgerrige higen efter at blive Gud lig. Han ønskede at trænge ind i Guds rådslutninger og forsætter, som han var udelukket fra, fordi han som et skabt væsen var ude af stand til at fatte dem Uendeliges visdom. Det var hans ærgerrige hovmod, der førte ham til oprør og ved det samme middel søger han at afstedkomme menneskets ødelæggelse.
Der er hemmeligheder i genløsningens plan - Guds Søns fornedrelse for at kunne blive mennesker lig, Faderens underfulde kærlighed og nedladelse, idet han gav sin Søn - hemmeligheder, som er genstand for de himmelske engles stadige forundring. Idet apostelen Peter taler om de åbenbaringer, Gud har givet profeterne angående »Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter«, siger han, at dette er noget, som »engle attrår at få indblik i«. Og disse ting vil blive de genløstes studium gennem evige tider. Efter som de betragter Guds værk i naturen og i genløsningen, vil nye sandheder stadig udfoldes for deres undrende og henrykte sind. Efter som de lærer mere og mere om Guds visdom, kærlighed og magt, vil deres ånd (703) stadig udvikles og deres glæde stedse forøges.
Hvis det var muligt for skabte væsener at opnå fuld forståelse af Gud og hans gerninger, ville der, når dette punkt var nået, ikke mere være nogen yderligere sandhed for dem at opdage, ingen vækst i erkendelse, ingen videre udvikling af ånd og hjerte. Gud ville ikke længere være den højeste; og efter at være nået frem til grænsen for kundskab og tilegnelse ville menneskenes fremskridt ophøre. Lad os takke Gud for, at det ikke er således. Gud er uendelig; i ham er »alle visdommens og kundskabens skatte« skjulte. Og i al evighed kan menneskene stadig granske, stadig lære, men de kan aldrig udtømme hans forråd af visdom, godhed og magt.
Det er Guds hensigt, at også her i livet skal sandheden stadig udfoldes for hans folk. Der er kun en måde, hvorpå denne kundskab kan opnås. Kun når vi oplyses af den Ånd, ved hvem ordet blev givet, kan vi nå frem til en forståelse af Guds ord. Ingen kender, »hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd"; for "Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.« Og Frelserens forjættelse til sine efterfølgere var: »Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; ... thi han skal tage af mit og forkynde jer det."
Gud ønsker, at mennesket skal bruge sine tænkeevner og bibelstudium vil styrke og højne ånden, således som intet andet studium kan gøre det. Det er den bedste intellektuelle såvel som åndelige øvelse for menneskeånden. Dog skal vi vogte os for at forgude fornuften, som er den menneskelige svaghed og skrøbelighed underlagt. Dersom vi ønsker, at skriften ikke skal fordunkles for vor forstand, således at de tydeligste sandheder ej vil kunne opfattes, må vi besidde et lille barns enfoldighed og tro, være villige til at lære og bede om Helligåndens bistand. En forståelse af Guds kraft og visdom og af vor egen evneløshed til at fatte hans storhed bør stemme til ydmyghed og vi bør åbne hans ord med hellig ærefrygt, (704) som om vi trådte frem for hans åsyn. Når vi kommer til Bibelen, bør fornuften anerkende en autoritet, som er højere end den selv og forstanden må bøje sig for den store "JEG ER".
Alene i forhold til forståelsen af vor egen lidenhed og vor fuldstændige afhængighed af Gud vil vi kunne vokse i åndelig erkendelse; men alle, der kommer til Bibelen med en lærvillig og bedende ånd for at granske dens udsagn som Guds ord, vil få guddommelig oplysning. Mange ting, der synes at være vanskelige og dunkle, vil Gud gøre tydelige og enkle for dem, der søger at få forståelse af dem.
Det forekommer undertiden, at intelligente, evnerige mænd, udrustede med dannelse og kultur, ikke fatter visse steder i skriften, medens andre, som er ulærde, hvis forstand synes at være ringe og hvis åndsevner ikke er opøvede, kan fatte meningen og finde styrke og trøst i, hvad hine erklærer at være gådefuldt eller forbigår som uvæsentligt. Hvad er grunden til dette? Det er blevet forklaret mig, at denne sidstnævnte klasse mennesker ikke forlader sig på deres egen forstand. De går til ham, som er lysets kilde, til ham, som har inspireret skriften og beder Gud i hjertets ydmyghed om visdom og de får den. Der er endnu sandhedskilder at opdage for den, der alvorligt søger. Kristus skildrer sandheden som en skat, der er skjult i en ager. Den ligger ikke lige på overfladen; vi må grave efter den. Men hvorvidt det skal lykkes os at finde den, afhænger ikke så meget af vore intellektuelle evner som af vort hjertes ydmyghed og af den tro, der vil gribe guddommelig bistand.
Uden Helligåndens vejledning vil vi altid være udsatte for at forvrænge skriften eller at mistyde den. Der er megen bibellæsning, som intet gavner og som i mange tilfælde absolut er til skade. Når man åbner Guds ord uden ærefrygt og uden bøn og når tanker og bøn ikke er fæstet ved Gud eller ikke er i samklang (705) med Guds vilje, omtåges sindet af tvivl og ved selve bibelstudiet styrkes vantroen. Fjenden får magt over tankerne og han indskyder tolkninger, som ikke er rigtige.
Når menneskene ikke i tale og handling søger at være i overensstemmelse med Gud, er de altid udsatte for at fare vild i deres forståelse af skriften, hvor lærde de end måtte være og man kan ikke trygt stole på deres forklaringer. Når vi i sandhed søger at gøre Guds vilje, tager Helligånden forskrifterne i hans ord og gør dem til grundsætninger i livet og skriver dem på sjælens tavler. Og kun de, der følger det lys, der allerede er givet, kan have håb om at erholde den videre oplysning ved Ånden. Dette siges tydeligt i Kristi ord: »Hvis nogen vil gøre hans vilje, han skal erfare, om læren er fra Gud."
De, der søger i skriften for at finde uoverensstemmelser, har ikke åndelig indsigt. Med fordrejet syn vil de se mange årsager til tvivl og vantro angående ting, som i virkeligheden er tydelige og enkle. Men for dem, der modtager Guds ord med ærbødighed og søger at lære hans vilje at kende, så de må kunne gøre den, bliver alting forandret. De fyldes med ærefrygt og forundring, når de tænker på de åbenbarede sandheders renhed og ophøjede storhed. Lige tiltrækkes af lige. Lige værdsætter lige. Hellighed forener sig med hellighed, tro med tro. For det ydmyge hjerte og det oprigtige, søgende sind er Bibelen fuld af lys og kundskab. De, der kommer til skriften med denne ånd, indføres i samfund med profeter og apostle. Deres ånd indføres i Kristi ånd og de længes efter at blive et med ham.
Mange føler det som et ansvar, der hviler på dem, at de skal forklare enhver tilsyneladende vanskelighed i Bibelen for at imødegå tvivleres og skeptikeres spidsfindigheder. Men ved at søge at forklare, hvad de kun har en ufuldkommen forståelse af, udsætter de sig for at forvirre andres sind, hvor det gælder punkter, som er (706) klare og let forståelige. Dette er ikke vor gerning. Ej heller skulle vi beklage, at disse vanskeligheder er til stede, men tage dem som noget, Gud i sin visdom har tilladt. Det er vor pligt at modtage hans ord, der er tydeligt på ethvert punkt, som er af væsentlig betydning for sjælens frelse, praktisere dets principper i vort liv og undervise andre om dem både ved forskrift og eksempel. Således vil det blive indlysende for verden, at vi har forbindelse med Gud og har ubetinget tillid til hans ord. Et liv i gudsfrygt, et dagligt eksempel på retskaffenhed, sagtmodighed og uegennyttig kærlighed vil være en levende fremstilling af Guds ords lære og det vil være et argument til forsvar for Bibelen, som få vil være i stand til at modstå. Dette vil vise sig at være den mest virkningsfulde hindring mod den fremherskende tendens til tvivl og vantro.
Ved tro bør vi skue ind i det hinsidige og gribe Guds løfte om en forstandens vækst, idet de menneskelige evner forener sig med det guddommelige og enhver sjælsevne kommer i umiddelbar berøring med ham, som er lysets Kilde. Vi kan glæde os til, at alt, hvad der har besværet os i Guds forsyn, da vil blive tydeligt; ting, som var vanskelige at forstå, vil få en forklaring; og hvor vi med vort begrænsede sind kun opdagede forvirring og bristede forsætter, vil vi se den skønneste og mest fuldkomne harmoni. Apostelen Paulus siger: »Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud."
Peter formaner sine brødre til at »vokse i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse«. Når Guds folk vokser i nåden, vil de stadig opnå en klarere forståelse af hans ord. De vil se nyt lys og ny skønhed i dets hellige sandheder. Således har det været i menighedens historie gennem alle tider og således vil det vedblive indtil enden. Men efterhånden som et sandt åndeligt liv aftager, har der altid vist sig en tilbøjelighed til at ophøre med at gå fremad i kundskab om sandheden. Menneskene slår sig til ro med det lys, de allerede har modtaget fra Guds ord og opmuntrer ikke til yderligere (707) granskning i skriften. De bliver konservative og søger at undgå drøftelse.
Den omstændighed, at der ingen strid eller agitation forekommer iblandt Guds folk, bør ikke betragtes som et afgørende bevis på, at de holder fast ved den sunde lære. Der er grund til at frygte for, at de måske ikke klart skelner mellem sandhed og vildfarelse. Når ingen nye spørgsmål opstår som følge af Skriftens granskning, når der ingen meningsforskel viser sig, som vil lede menneskene til selv at ransage Bibelen for at forvisse sig om, at de har sandheden, vil der nu som i gammel tid være mange, der holder sig til overleveringen og tilbeder - de ved ikke hvad.
Det er blevet fremstillet for mig, at mange, der bekender sig til at besidde kundskab om den nærværende sandhed, ikke ved, hvad de tror. De forstår ikke beviserne for deres tro. De tillægger ikke værket for denne tid den rette værdi. Når prøvelsens stund engang kommer, vil der blandt dem, der nu forkynder sandheden, være mænd, som ved at undersøge deres standpunkt vil finde, at der er mange ting, de ikke kan give nogen tilfredsstillende grund for. Inden de således blev prøvet, var de uvidende om deres store vankundighed. Og der er mange i menigheden, som anser det for givet, at de forstår, hvad de tror; men de kender ikke deres egen svaghed, før der opstår strid. Når de er skilt fra andre af samme tro og er nødsaget til at stå alene og selv forklare deres lære, vil det forbavse dem at finde, hvor forvirrede deres begreber er om det, som de havde antaget for sandhed. Sikkert er det, at en afvigelse fra den levende Gud har fundet sted iblandt os; man har vendt sig til mennesker og sat menneskelig visdom i stedet for den guddommelige.
Gud vil vække sit folk; hvis andre midler slår fejl, vil der komme vildfarelser ind iblandt dem og disse vil sigte dem og skille avnerne fra hveden. Herren opfordrer sit folk, som tror på hans ord, til at vågne op af søvne. Der er kommet dyrebart lys, som svarer til tidens krav. Det er den bibelske sandhed, som påpeger de farer, vi står lige over for. Dette lys bør lede os til (708) flittig granskning i skriften og til den mest kritiske undersøgelse af de standpunkter, vi indtager. Gud ønsker, at alle sandhedspunkter skal undersøges grundigt og ihærdigt fra alle sider under bøn og faste. De troende bør ikke lade sig nøje med formodninger eller uklare begreber om, hvad sandheden er. Deres tro må være fast grundlagt på Guds ord, således at de, når prøvelsens tid engang kommer og de bliver ført frem for rådsforsamlinger for at svare for deres tro, da med sagtmodighed og frygt kan gøre regnskab for det håb, der er i dem.
Undersøg, undersøg, undersøg! De emner, vi fremholder for verden, må for os være en levende virkelighed. Når vi forsvarer de læresætninger, som vi anser for at være grundlæggende trosartikler, er det af betydning, at vi aldrig tillader os at benytte argumenter, som ikke helt igennem er sunde. Sådanne argumenter vil måske kunne bringe en modstander til tavshed, men de tjener ikke sandheden til ære. Vi bør fremlægge sunde argumenter, som ikke alene vil lukke munden på vore modstandere, men som vil tåle den nøjeste og grundigste undersøgelse. Der er stor fare for, at de, som har oplært sig til at debattere, ikke behandler Guds ord på en retfærdig måde. Når vi står over for en modstander, bør vi alvorligt bestræbe os for at fremholde emnerne sådan, at de kan skabe overbevisning i hans sind i stedet for blot at vække tillid hos den troende.
Uanset hvad en persons dannelsestrin måtte være, så lad ham ikke et øjeblik tro, at der intet behov er for en grundig og fortløbende granskning i skriften efter større lys. Som et folk er vi kaldet til hver for sig at studere profetierne. Med alvor må vi være på vagt for at kunne gribe enhver lysstråle, som Gud vil skænke os. Vi må opfange de første sandhedsglimt og ved granskning og bøn vil vi kunne opnå klarere lys, der kan fremholdes for andre.
Når Guds folk sidder i ro og mag og er tilfredse med den oplysning, de for nærværende sidder inde med, kan vi være forvissede om, at de ikke vil stå i yndest hos ham. Hans vilje er, at de stadig skulle gå (709) fremad for at modtage et større og stedse tiltagende lys, der skinner for dem. Menighedens nuværende tilstand behager ikke Gud. Der er opstået en selvtillid, som har ført til, at de ikke føler nødvendigheden af mere sandhed og større lys. Vi lever i en tid, da den onde virker både til højre og til venstre, både foran os og bag os og dog er vi som et folk faldet i søvn. Det er Guds vilje, at der skal lyde en røst, som vækker hans folk op til handling.
I stedet for at lukke sjælen op for at kunne modtage lysstråler fra himmelen har nogle arbejdet i en modsat retning. Både gennem pressen og fra talerstolen har der været fremholdt anskuelser angående Bibelens inspiration, som hverken Guds Ånd eller Guds ord bifalder. Sikkert er det, at ingen person eller gruppe af personer bør give sig af med at fremholde teorier angående et emne af så stor betydning uden at have et tydeligt: »Så siger Herren«, at støtte sig til. Og når mænd i deres menneskelige skrøbeligheder - i større eller mindre grad påvirket af omgivende indflydelser og med nedarvede og erhvervede tilbøjeligheder, der langt fra gør dem vise eller himmelsk sindede - påtager sig at anklage Guds ord og at afgøre, hvad der er guddommeligt og hvad der er menneskeligt, arbejder de uden vejledning fra Gud. Herren vil ikke give en sådan gerning fremgang. Den vil få ulykkelige følger både for dem, som giver sig af dermed og for dem, der anser den for at være et værk af Gud. Tvivl er opstået i mange sind ved de teorier, der har været fremholdt vedrørende inspirationens væsen. Dødelige mennesker med deres indskrænkede og kortsynede anskuelser føler sig kompetente til at kritisere skriften og siger: "Dette sted er nødvendigt og hint sted er ikke nødvendigt og heller ikke inspireret."
Kristus gav ingen sådan undervisning angående de gammeltestamentlige skrifter, som var den eneste del af Bibelen, folk på hans tid var i besiddelse af. Hans undervisning gik ud på at lede deres tanker hen til det gamle testamente og at stille de deri fremholdte store emner i et klarere lys. I århundreder havde det israelitiske (710) folk været i færd med at skille sig fra Gud og de havde tabt de dyrebare sandheder, han havde betroet dem, af syne. Disse sandheder var blevet indhyllet i overtroiske formaliteter og ceremonier, som skjulte deres sande betydning. Kristus kom for at fjerne det skrammel, der havde fordunklet deres glans. Han anbragte dem ligesom kostelige perler i en ny indfatning. Han påviste, at så langt fra at ringeagte gentagelsen af gamle, kendte sandheder kom han for at lade dem fremtræde i deres sande styrke og skønhed, hvis herlighed menneskene i hans tid aldrig havde opdaget. Da han selv var disse åbenbarede sandheders ophav, kunne han vise folk deres sande betydning og befri dem for de fejlfortolkninger og falske teorier, som lederne havde indført for at få dem til at passe til deres egen vanhellige tilstand, deres mangel på åndelighed og på Guds kærlighed. Han forkastede det, som havde berøvet disse sandheder liv og kraft og gav dem tilbage til verden i deres oprindelige friskhed og styrke.
Hvis vi har Kristi Ånd og er hans medarbejdere, påhviler det os at føre den gerning videre, som han kom for at gøre. Bibelens sandheder er på ny blevet fordunklede ved skik og sædvane, ved overlevering og falsk lære. De vildfarende lærdomme i den populære teologi har gjort tusinder og atter tusinder til skeptikere og vantro. Der findes vildfarelser og selvmodsigelser, som mange fordømmer som bibelsk lære, medens de i virkeligheden er falske udlæggelser af skriften, indførte i pavedømmets mørke tidsalder. Skarer af mennesker er blevet ledet til at nære urigtige forestillinger om Gud, ligesom jøderne, vildledte af samtidens vildfarelser og overleveringer, havde en falsk forestilling om Kristus. »Hvis de havde kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre.« Det tilkommer os at åbenbare Guds sande karakter for verden. Lad os, i stedet for at kritisere Bibelen, ved ord og eksempel søge at fremholde hans hellige, livgivende sandheder for verden, for at vi må kunne »forkynde hans guddomskraft, som kaldte eder fra mørke til sit underfulde lys«.
(711) De onder, som gradvis har sneget sig ind iblandt os, har umærkeligt ledet personer og menigheder bort fra ærbødighed for Gud og udelukket den kraft, han ønsker at give dem.
Mine brødre, lad Guds ord stå, netop som det er. Lad ikke menneskelig visdom formaste sig til at formindske vægten i et eneste udsagn i skriften. Den alvorsfulde trussel i Åbenbaringens bog bør være os en advarsel imod at betræde et sådant felt. »Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord!"