En advarsel fra Efesermenigheden
(421) [Det sanddru vidne skriver til menigheden i Efesus og siger: »Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.« Åb. 2,4-5.
Til at begynde med havde efesermenigheden udmærket sig ved en barnlig enfoldighed og varme. En levende, alvorlig, hjertelig kærlighed til Kristus var kommet til udtryk. De troende glædede sig i Guds kærlighed, fordi Kristus var i deres hjerte ved sin iboende nærværelse. Pris til Gud var på deres læber og deres taknemmelige sindelag stod i samklang med den himmelske families taksigelse.
Verden kunne se, at de havde været sammen med Jesus. Syndige, bodfærdige mennesker, som havde fået tilgivelse og var blevet renset og helliggjort, kom til at leve i samfund med Gud ved hans Søn. De troende søgte med alvor at tage imod og adlyde ethvert Guds ord. De var fyldt med kærlighed til Genløseren og det var deres højeste mål at vinde sjæle for ham. Det faldt dem ikke ind at ophobe Kristi nådes dyrebare skat. De følte betydningen af deres kald og drevet af budskabet om, fred på jorden, i mennesker velbehag, brændte de af længsel efter at bringe det glade budskab til jordens yderste grænser.
Menighedens medlemmer var et i sind og handling. Kærlighed til Kristus var den gyldne kæde, som knyttede dem sammen. De higede efter at komme til at kende Herren mere fuldkomment, mens lys og (422) glæde og fred kom til syne i deres liv. De besøgte faderløse og enker i deres trængsel og bevarede sig selv uplettede af verden. Dersom de undlod at gøre dette, ville der efter deres mening have været en selvmodsigelse i deres bekendelse og de ville have fornægtet deres Genløser.
I hver eneste by gik arbejdet fremad. Sjæle blev omvendt og de omvendte følte, at de måtte fortælle andre om den uvurderlige skat. De undte sig ikke hvile, før de stråler, som havde oplyst deres eget sind, skinnede på andre. I skarevis af vantro mennesker blev gjort bekendt med grundlaget for det kristne håb. Varme, inspirerede, personlige henvendelser blev rettet til de syndige og vildfarne, til de udstødte og til sådanne, som bekendte sig til at kende sandheden, men elskede vellyst mere end de elskede Gud.
Men efter en tids forløb begyndte de troendes iver, deres kærlighed til Gud og til hinanden at aftage. Kulde sneg sig ind i menigheden. Der opstod uoverensstemmelser og mange tog blikket bort fra Jesus som deres tros banebryder og fuldender. De skarer, som kunne være blevet overbevist og omvendt, hvis de troende havde efterlevet sandheden, blev ikke advaret. Da var det, at det sanddru vidne sendte budskabet til menigheden i Efesus. Deres manglende interesse for sjæles frelse var et tegn på, at de havde mistet den første kærlighed, for ingen kan elske Gud af hele sit hjerte og sind og af hele sin sjæl og styrke uden at elske dem, som Kristus er død for. Gud opfordrede dem til at omvende sig og gøre de første gerninger. I modsat fald ville lysestagen blive flyttet fra sit sted.
Bliver efesermenighedens erfaring ikke gentaget i menighedens erfaring i denne slægt? Hvilken brug gør menigheden i vor tid af den kundskab, den har fået om Guds sandhed? Da dens medlemmer fik øjnene op for Guds uudsigelige barmhjertighed mod den faldne slægt, (423) kunne de ikke være tavse. De var fulde af iver efter at samarbejde med Gud og bringe andre de velsignelser, som de selv havde modtaget. Efterhånden som de gav, modtog de stadig mere. De voksede i nåde og i erkendelsen af Herren Jesus Kristus.
Brødre og søstre, som længe har påstået, at I tror på sandheden, jeg vil stille hver enkelt af jer dette spørgsmål: Har din handlemåde været i overensstemmelse med det lys, de privilegier og de anledninger, du har modtaget fra himmelen? Dette er et alvorligt spørgsmål. Retfærdighedens Sol er gået op over menigheden og det er menighedens pligt at skinne. Det er enhver sjæls forret at kunne gå fremad. De, som er forenet med Kristus, bliver udviklet i nåde og i kundskab om Guds Søn, indtil de bliver fuldvoksne mænd og kvinder. Hvis alle, som påstår, at de tror på sandheden, til fulde havde udnyttet deres evner og deres anledninger til at lære og til at handle, ville de være blevet stærke i Kristus. Uden hensyn til deres arbejde hvad enten de var landmænd, håndværkere, lærere eller prædikanter ville de være blevet dygtige arbejdere for den himmelske Mester, hvis de havde helliget sig helt til Gud.
Men hvad gør menighedens medlemmer for at blive værdige til betegnelsen »Guds medarbejdere«? 1.Kor. 3,9. Hvor ser vi en byrde for sjæle? Hvor ser vi menighedens medlemmer optaget af religiøse emner og af at overgive selvet til Guds vilje? Hvor ser vi kristne, som betragter det som deres ansvar at gøre menigheden rig på fremgang, gøre den til et årvågent, lysbærende folk? Hvor er de, som ikke er smålige, når det gælder om at udføre deres kærlighedsgerning for Mesteren? Vor Genløser skal se det, hvorved han skal mættes, fordi hans sjæl har haft møje. Hvordan forholder det sig med dem, som bekender sig til at være hans efterfølgere? Vil de blive mætte, når de ser frugten af deres arbejde?
Hvad er grunden til, at der er så lidt tro, så lidt åndelig (424) kraft? Hvorfor er der så få, som tager åget på sig og bærer Kristi byrde? Hvorfor skal mennesker overtales til at arbejde for Kristus? Hvorfor er der så få, som kan gøre rede for genløsningens hemmeligheder? Hvad er grunden til, at den retfærdighed, Kristus tildeler, ikke skinner som et lys for verden gennem dem, som bekender sig til at være hans efterfølgere?
Følgen af uvirksomhed
Når menneskene bruger deres kræfter, sådan som Gud ønsker det, vil deres talenter blive forøget, deres evner udviklet og de vil få himmelsk visdom til at søge at frelse de fortabte. Men hvordan kan menighedens medlemmer vente at få den himmelske skat, når de er ligegyldige og forsømmer deres ansvar med hensyn til at dele ud til andre? Når de som bekender sig til at være kristne, ikke har nogen byrde for at oplyse dem, som lever i mørke og når de ikke længere bringer nåde og kundskab til andre, bliver deres indsigt svækket og de sætter ikke mere pris på den rige gave fra himmelen. Når de ikke selv sætter pris på den, indser de heller ikke nødvendigheden af at fremholde den for andre.
Vi ser store menigheder samlet på forskellige steder. Deres medlemmer har tilegnet sig kundskab om sandheden og mange lader sig nøje med at høre livets ord uden at søge at bringe lyset til andre. De føler kun et ringe ansvar for værkets fremgang og kun lidt interesse for sjæles frelse. De er fulde af nidkærhed i timelige anliggender, men de tager ikke deres religion med ind i deres arbejde. De siger: "Religion er religion og forretning er forretning." De mener, at hver ting har sin plads, men de siger: "Lad dem være adskilt."
På grund af forsømte anledninger og misbrugte privilegier vokser medlemmerne i disse menigheder ikke »i vor Herres og frelsers Jesu Kristi nåde«. 2.Pet. 3,18. Derfor er de så svage i (425) troen, mangelfulde i kundskab og som børn i erfaring. Fortsætter de på denne måde, vil de blive ført vild af de mange forførelser i de sidste dage, for de vil ikke være i besiddelse af åndelig indsigt, så de kan skelne sandhed fra vildfarelse.
Gud har pålagt sine tjenere at forkynde sandhedens budskab. Dette skal menighederne tage imod og på enhver mulig måde bringe til andre. De skal opfange de første lysstråler og sprede dem. Her er vor store synd. Vi er mange år bagefter. Prædikanterne har søgt efter den skjulte skat, de har åbnet skrinet og ladet sandhedens perle stråle, men menighedens medlemmer har ikke gjort en hundrededel af det, Gud kræver af dem. Hvad andet kan vi vente end svækkelse i det religiøse liv, når folket hører prædiken efter prædiken, men ikke praktiserer den givne undervisning? Hvis vi ikke gør brug af de evner, som Gud har givet os, vil de degenerere. Ja, det vil gå endnu værre. Når menighederne er uvirksomme, vil Satan sørge for, at de får noget at bestille. Han overtager marken og sætter medlemmerne i gang med arbejde, som lægger beslag på deres energi, ødelægger deres åndelighed og bliver en dødvægt for menigheden.
Der findes nogle iblandt os, som ville betragte deres passivitet som en syndig forsømmelse af at bruge de talenter, som Gud har givet dem, hvis de tog tid til at overveje sagen. Brødre og søstre, jeres Genløser og alle de hellige engle sørger over jeres hjertes hårdhed. Kristus gav sit liv for at frelse sjæle og alligevel gør I, som har lært hans kærlighed at kende så små anstrengelser for at bringe hans nådes velsignelser ud til dem, som han døde for. En sådan ligegyldighed og pligtforsømmelse forbavser englene. I dommen vil I komme til at møde de sjæle, som I har forsømt. På den store dag kommer I til at føle jer strafskyldige og fordømte. Måtte Herren lede jer til omvendelse nu. (426) Måtte han tilgive sit folk, at de har forsømt at udføre den opgave, som han havde pålagt dem at udføre i sin vingård.
»Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.« Åb. 2,5.
Hvor er der få, som kender deres besøgelsestid! Hvor er der få, selv blandt dem, som bekender sig til at tro på den nærværende sandhed, som forstår tidernes tegn eller ved, hvad vi vil komme til at opleve inden afslutningen. Det skyldes Guds langmodighed, at vi lever i dag. Hvor længe vil Guds engle blive ved med at holde vindene tilbage, for at de ikke skal blæse?
Hvor er der få i vore menigheder. som virkelig er ydmyge, hengivne, gudfrygtige Kristi tjenere, til trods for at Gud har været så usigelig nådig imod os. Hvor er der få hjerter, som er fulde af taknemmelighed og pris, fordi de har fået det kald og den ære at få del i Guds værk og at blive delagtige med Kristus i hans lidelser.
Et stort antal af dem, som udgør vore menigheder i dag, er døde i overtrædelser og synder. De kommer og går, som en dør, der svinger på sine hængsler. I årevis har de med selvtilfredshed lyttet til de højtideligste og mest gribende sandheder, men de har ikke rettet sig efter dem. Følgen er, at de bliver mindre og mindre modtagelige for sandhedens dyrebare skatte. De gribende vidnesbyrd med irettesættelse og advarsel får dem ikke til at omvende sig. De herligste toner, som kommer fra Gud gennem menneskers læber, retfærdiggørelse ved tro og Kristi retfærdighed finder ikke genklang hos dem i form af kærlighed og taknemmelighed. Skønt den himmelske købmand lægger troens og kærlighedens kosteligste klenodier frem før dem og til trods for at han indbyder dem til at købe "guld, lutret i ild" og "hvide klæder" at iføre sig og "øjensalve" så de kan komme til at se, forhærder de deres hjerter over for ham og undlader at ombytte deres lunkenhed med kærlighed og iver. Hvis (427) de fortsætter på denne måde, vil Gud forkaste dem. De gør sig selv uskikket til at være medlemmer af hans familie.
Det vigtigste er at vinde sjæle
Vi må ikke se sådan på det, at det evangeliske arbejde hovedsagelig påhviler prædikanten. Gud har givet den enkelte et arbejde at udføre i forbindelse med hans rige. Enhver, som bekender Kristi navn, må være en alvorlig, uegennyttig arbejder, som er rede til at forsvare retfærdighedens principper. Enhver sjæl bør gøre en aktiv indsats for at fremme Guds sag. Uden hensyn til hvad vort kald måtte være, har vi som kristne en opgave at udføre, nemlig at gøre verden bekendt med Kristus. Vi skal være missionærer, hvis hovedformål er at vinde sjæle for Kristus.
Gud har betroet sin menighed den opgave at sprede lys og at forkynde budskabet om hans kærlighed. Det er ikke vor opgave at fordømme, ikke at tale nedsættende, men at samarbejde med Kristus og trygle mennesker om at blive forligt med Gud. Vi skal opmuntre sjæle, drage dem til os og på den måde vinde dem for Frelseren. Hvis det ikke interesserer os og hvis vi ikke tjener Gud med vort hjerte og vort liv, berøver vi ham vor indflydelse, vor tid, vore penge og vor arbejdskraft. Når vi undlader at gavne vore medmennesker, berøver vi Gud den ære, som han ville få, hvis der blev omvendt sjæle.
Begynd med de nærmeste
Der findes mennesker, som har bekendt sig til at være kristne gennem lang tid. Skønt de ikke har følt noget ansvar for de sjæle, som er ved at gå fortabt inden for deres eget hjems vægge, føler de måske, at de har en opgave at udføre i fremmede lande. Men hvor er beviset for, at de er skikket til en sådan gerning? Hvorledes har de vist, at de har en byrde for sjæle? Disse mennesker trænger først og fremmest til at blive undervist og oplært hjemme. Sand tro og kærlighed (428) til Kristus ville skabe et alvorligt ønske hos dem om at frelse sjæle i deres hjem. De ville tage enhver åndelig evne i anvendelse for at samarbejde med Kristus og for at lære hans sagtmodighed og ydmyghed at kende. Hvis Gud så ønskede, at de skulle rejse til fremmede lande, ville de være forberedt til det.
De, som ønsker at arbejde for Gud bør begynde hjemme, i deres egen familie, i deres eget nabolag, blandt deres egne venner. Der kan de finde en passende missionsmark. Dette arbejde i hjemmet er en prøve, som åbenbarer deres evne eller mangel på evne til at arbejde på et mere vidtstrakt felt.
Filips og Natanels eksempel
Filip og Natanael er eksempler på ægte missionsarbejde i hjemmet. Filip havde set Jesus og var overbevist om, at han var Messias. I sin glæde ønskede han også, at hans venner skulle få kendskab til denne glædelige nyhed. Han ønskede, at Natanael skulle få del i den sandhed, som havde været til så stor trøst for ham. Når den sande nåde findes i hjertet, vil det altid komme til udtryk. Filip gik ud for at finde Natanael og da han kaldte på ham, svarede Natanael, som holdt bøn under figentræet. Natanael havde ikke haft den forret at lytte til Jesu ord, men han følte sig draget til ham i ånden. Han længtes efter lys og var netop ved at bede alvorligt om det i dette øjeblik. Filip udbrød med glæde: »Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« Joh. 1,45. Tilskyndet af Filip søgte Natanael efter Frelseren og fandt ham og nu gav han sig også til at vinde sjæle for Kristus.
En af de mest virkningsfulde måder, man kan bringe lyset ud på, er ved private, personlige bestræbelser. I hjemmets kreds, i naboens hjem eller ved sygesengen (429) kan du på en stille måde læse skriften og tale et ord for Jesus og sandheden. På denne måde kan du så en dyrebar sæd, som vil spire og bære frugt.
Familien som missionsmark
Vort arbejde for Kristus skal begynde med familien i hjemmet. De unge bør uddannes og opdrages på en helt anden måde end før i tiden. Der skal arbejdes meget mere for dem, end der er blevet gjort hidtil, hvis det skal gå dem godt. Ingen missionsmark er vigtigere end denne. Ved forskrift og eksempel bør forældre lære deres børn at arbejde for de uomvendte. Børnene bør opdrages på en sådan måde, at de viser medfølelse med de gamle og forkomne og søger at lindre lidelserne hos de fattige og sørgende. De bør lære at gøre flittigt missionsarbejde og fra deres tidligste år bør man indprente dem, at de bør vise selvfornægtelse og bringe ofre for andres skyld og for at fremme Kristi sag, så at de kan blive Guds medarbejdere.
Men hvis de nogensinde skal lære at udføre virkeligt missionsarbejde for andre, må de først lære at arbejde for dem, som er i hjemmet og som har en naturlig ret til deres kærlighedshandlinger. Hvert barn bør lære at gøre sin del af arbejdet i hjemmet. Det bør aldrig skamme sig over at bruge hænderne til at løfte byrderne i hjemmet eller over at bruge fødderne til at gå ærinder. Når det er beskæftiget på denne måde, vil det ikke blive ligegyldigt eller gå ind på syndens vej. Børnene og de unge spilder mange timer, som de kunne have brugt til at tage familiens byrder på deres stærke unge skuldre og hjælpe til med at bære dem for nogen skal jo bære dem og derved vise deres far og mor kærlig interesse. De skal også have et grundigt kendskab til sundhedsreformens sande principper og lære at vise omsorg for deres legeme.
Hvor ville jeg ønske, at forældrene ville tage sig (430) af deres børns evige vel og at de ville påtage sig denne opgave under bøn med omhu. De bør spørge sig selv: Har vi været ligegyldige? Har vi forsømt denne højtidelige opgave? Har vi tilladt, at vore børn er blevet et bytte for Satans fristelser? Har vi ikke et alvorligt regnskab at gøre op med Gud, fordi vi har tilladt vore børn at bruge deres talenter, deres tid og deres indflydelse til at modarbejde sandheden og Kristus? Har vi ikke forsømt vor pligt som forældre og bidraget til, at tallet på Satans undersåtter er blevet forøget?
Missionsmarken i hjemmet er i sørgelig grad blevet forsømt af mange og det er på tide, at guddommelige hjælpekilder og midler til at råde bod på situationen bliver taget i brug, så der kan blive rettet på dette onde. Hvilken undskyldning kan de, som bekender sig til at følge Kristus, give. Fordi de har forsømt at opdrage deres børn til at arbejde for ham?
Gud ønsker, at familierne på jorden skal være et symbol på familien i himmelen. Kristelige hjem, som er grundlagt og ledet i overensstemmelse med Guds plan, hører til de mest virkningsfulde midler, når det gælder om at danne en kristen karakter og at fremme hans værk.
Hvis forældrene ønsker, at der skal ske en forandring med deres familie, bør de selv hellige sig helt til Gud og samarbejde med ham i den gerning, som skal udføres, for at der kan ske en forandring i deres familie.
Når vore hjem er, som de bør være, vil børnene ikke få lov til at vokse op i lediggang og de vil ikke få lov til at vise ligegyldighed over for Guds Krav med hensyn til de trængende omkring dem. Som Herrens arv vil de blive oplært til at påtage sig arbejde, hvor de er. Fra sådanne hjem vil der skinne et lys, som vil være til hjælp for de uvidende og lede dem til al kundskabs Kilde. Der vil blive øvet en indflydelse, som vil være en kraft for Gud og hans sandhed.
Lær menigheden at gøre missionsarbejde
(431) »Vægter, hvordan skrider natten?« Es. 21,11. Er de vægtere, som dette spørgsmål bliver rettet til, i stand til at give basunen en bestemt lyd? Tager hyrderne sig trofast af hjorden, så de kan aflægge regnskab? Tager Guds tjenere vare på sjæle og forstår de, at de, som står under deres omsorg, er købt med Kristi blod? Der skal udføres et stort arbejde i verden og hvilke anstrengelser gør vi for at fuldbyrde det? Der er blevet prædiket for meget for folket, men er de blevet undervist om, hvordan de skal arbejde for dem, som Kristus døde for? Er der blevet udarbejdet en arbejdsmetode og er den blevet forelagt dem på en sådan måde, at den enkelte har indset nødvendigheden af at tage del i arbejdet?
Det er let at se, at alle de prædikener, som er blevet holdt, ikke har oplært en stor skare selvfornægtende arbejdere. Dette bør betragtes som en sag, der har de alvorligste følger menighederne visner, fordi de ikke har brugt deres talenter til at bringe lyset ud. Der bør gives en grundig undervisning og det skal være som lærdomme fra Mesteren selv, så at alle kan tage deres lys i brug. De, som skal føre tilsyn med menighederne, bør vælge dygtige medlemmer og give dem ansvar og samtidig undervise dem om, hvordan de bedst kan tjene andre og være til velsignelse for dem.
Ethvert middel bør tages i brug for at bringe kundskaben om sandheden ud til de tusinder, som vil lægge mærke til beviserne og påskønne kærligheden mellem Kristus og hans folk, hvis de får anledning til at se den. Lad der blive holdt missionsmøder for at undervise folk om, hvordan de skal udføre missionsarbejde. Gud venter, at hans menighed skal oplære sine medlemmer og gøre dem skikkede til at oplyse verden. Der burde gives en uddannelse, (432) som ville bevirke, at der meldte sig flere hundrede, som ville stille værdifulde talenter til rådighed for vekselererne. Når disse talenter blev taget i anvendelse, ville der blive uddannet mænd, som var skikkede til at varetage betroede og indflydelsesrige stillinger og til at efterleve rene, ufordærvede principper. På denne måde ville der blive udrettet meget godt for Mesteren.
Sæt menighedens medlemmer til at bestille noget
Mange, som er i besiddelse af gode evner, er ved at ruste op på grund af uvirksomhed, fordi de ikke ved, hvordan de skal gribe missionsarbejdet an. Lad personer, som har evner til det, vise disse passive mennesker, hvad de skal bestille. Der bør oprettes små missioner flere steder for at lære mænd og kvinder, hvordan de skal bruge og forøge deres talenter. Alle bør vide, hvad der ventes af dem. Da vil mange, som ikke har noget arbejde nu, blive tro tjenere.
Lignelsen om talenterne bør stå klar for alle. Medlemmerne i menighederne bør lære at forstå, at de er verdens lys og at Herren venter, at de efter deres evner skal oplyse andre og være til velsignelse for dem. Enten de er rige eller fattige, store eller små, kalder Gud dem til aktiv tjeneste for ham. Han stoler på, at menigheden vil fremme hans værk og han venter, at de, som bekender sig til at være hans efterfølgere, gør deres pligt som forstandige mennesker. Det tiltrænges i høj grad, at enhver optrænet sjælsevne, enhver opnået forstandsevne og ethvert gram af dygtighed bliver taget i brug for at frelse sjæle.
Gå ikke forbi de små ting for at søge efter et større arbejde. Du kan måske udføre det ville arbejde godt, mens du lille komme til kort, hvis du påtog dig et støre arbejde og blive modløs. Tag fat, hvor som helst du ser, at der er et arbejde at udføre. Hvis du efter evne gør alt, hvad din hånd finder styrke til, vil dine talenter blive udviklet og du vil blive i stand til at udføre et større arbejde. Grunden til, at så mange ikke bærer frugt og visnes bort, er, at de ringeagter de daglige (433) anledninger og forsømmer de små ting.
Alle kan gøre et personligt arbejde for Gud. Nogle kan skrive et brev til en ven langt borte, eller de kan sende et blad til en, som søger efter sandheden. Andre kan give et råd til mennesker, som er i vanskeligheder. De, som forstår at behandle de syge, kan være til hjælp i denne gren af virksomheden. Andre, som har de nødvendige forudsætninger, kan holde bibellæsninger eller lede bibelklasser.
Man bør finde frem til de enkleste former for arbejde og sætte menighederne i gang med det. Hvis medlemmerne i fællesskab vil gå i gang med sådanne planer og gennemføre dem med udholdenhed, vil de høste en rig løn, for de vil opnå en lysere erfaring, deres evner vil blive forøget og takket være deres anstrengelser vil sjæle blive frelst.
Mennesker uden uddannelse skal hjælpes
Ingen bør føle, at de ikke kan tage del i Herrens værk, fordi de ingen uddannelse har. Gud har et arbejde til dig. Han har tildelt hvert enkelt menneske en opgave. I kan ransage skriften selv. »Dine ord giver lys, når de åbner sig og giver de uerfarne forstand.« Sl 119,130. Du kan bede for virksomheden. Bøn, som i tro opsendes fra et oprigtigt hjerte, bliver hørt i himmelen. Du skal arbejde i forhold til dine evner.
Enhver øver en indflydelse til godt eller ondt. Hvis sjælen er helliget til Guds tjeneste og viet til arbejdet for Kristus, vil denne indflydelse bidrage til at samle med Kristus.
Hele himmelen er i virksomhed og Guds engle venter på at samarbejde med alle, som vil lægge planer for at bringe det glade budskab om frelse til sjæle, som Kristus døde for. Engle, som hjælper dem, der skal arve frelse, siger til enhver sand troende: (434) "Der er en opgave for dig at gøre." »Gå hen og træd frem på tempelpladsen og forkynd for folket alle dette livs ord!« Apg. 5,20. Hvis de mennesker, som der bliver talt til, ville rette sig efter denne opfordring, vil Herren berede vejen for dem og give dem midler til at gå.
Væk de ledige op
Sjæle er ved at gå fortabt uden Kristus og de, der bekender sig til at være Kristi disciple, lader dem dø. Vore brødre har netop fået betroet talenter, fordi de skal frelse sjæle, men nogle har lagt talenterne i et klæde og begravet dem i jorden. Hvor megen lighed er der mellem disse lediggængere og den engel, som flyver midt oppe under himmelen for at forkynde Guds bud og Jesu tro? Hvilken appel skal man rette til lediggængere for at få dem til at vågne op og begynde at arbejde for Mesteren? Hvad kan vi sige til det dovne menighedsmedlem, for at få det til at indse nødvendigheden af at grave sit talent op af jorden og overgive det til vekselererne? Der bliver ingen lediggængere, ingen dovne personer, i Himmerigets rige. Oh, måtte Gud fremstille denne sag i hele dens betydningsfuldhed for de sovende menigheder! Måtte Zion stå op og iføre sig sin højtidsklædning! Oh, om den blot ville lyse!
Der er mange ordinerede prædikanter, som endnu aldrig har øvet en hyrdes omsorg for Guds hjord. De har aldrig våget over sjæle som personer, der skal aflægge regnskab. Menigheden burde udvikles, i stedet får den lov til at være et svagt, afhængigt, udygtigt udueligt legeme. Menighedens medlemmer, som er blevet oplært til at sætte deres lid til prædikener, udretter kun lidt for Kristus. De bærer ingen frugt og det er snarere deres selviskhed og utroskab, som vokser. De sætter deres lid til prædikener, udretter kun lidt for Kristus. De bærer ingen frugt og det er snarere deres selviskhed og utroskab, som vokser. De sætter deres håb til prædikanten og stoler på, at hans anstrengelser vil holde deres svage tro i live. Fordi menighedsmedlemmerne ikke har fået den rigtige undervisning af dem, som Gud har sat til at være (435) tilsynsmænd, er der mange dovne tjenere, som gemmer deres talenter i jorden og alligevel klager over den måde, Herren behandler dem på. De venter at blive plejet, som om de var syge børn.
Denne svaghedstilstand kan ikke fortsætte. Der må udføres et godt, organiseret arbejde i menigheden, så at medlemmerne kan lære at bringe lyset til andre og på den måde styrke deres egen tro og forøge deres kundskaber. Når de gør andre delagtige i det, som de har modtaget fra Gud, bliver de styrket i troen. En virksom menighed er en levende menighed. Vi bygges op som levende stene og hver sten skal udsende lys. Enhver kristen bliver sammenlignet med en kostelig sten, som opsuger Guds herlighed og giver genskin af det.
Den tanke, at prædikanten skal bære alle byrderne og gøre alt arbejdet, er fejlagtig. Han bliver måske lagt i graven overanstrengt og nedbrudt, mens han kunne have levet videre, hvis byrderne var blevet fordelt, som det var Herrens hensigt. For at byrderne kan blive fordelt, må menigheden undervises af sådanne, som kan lære arbejderne at følge Kristus og arbejde, som han arbejdede.
De unge som missionsarbejdere
Gå ikke de unge forbi. Lad dem få del i arbejdet og ansvaret. Lad dem få forståelsen af, at de skal være med til at hjælpe og velsigne andre. Selv børn bør lære at gøre små ærinder i kærlighed og barmhjertighed for dem, som er mindre begunstigede end de selv.
De, som har tilsyn med menigheden, bør lægge planer, så at unge mænd og kvinder kan blive oplært til at bruge de talenter, som de har fået betroet. De ældre medlemmer i menigheden bør søge at udføre et alvorligt, medfølende arbejde for børnene og de unge. Prædikanterne bør bruge al deres opfindsomhed, for at lægge planer, som kan hjælpe de yngre medlemmer af menigheden til at samarbejde med dem (436) i missionsarbejdet. Men tro ikke, at I kan vække deres interesse blot ved at holde en lang prædiken til missionsmøderne. Find på metoder, så der kan vækkes en levende interesse. Giv alle noget at bestille. Oplær de unge til at gøre det, som bliver pålagt dem og lad dem fra uge til uge aflægge rapporter til missionsmødet og fortælle, hvad de har oplevet og hvilken fremgang de har haft ved Kristi nåde. Hvis gudhengivne arbejdere aflagde sådanne rapporter, ville missionsmøderne ikke være kedelige og trættende. De ville blive meget interessante og der ville ikke være mangel på tilslutning.
I enhver menighed bør medlemmerne læres op, så de er villige til at bruge tiden til at vinde sjæle for Kristus. Hvordan skal det kunne siges om menigheden: "I er verdens lys," hvis ikke menighedens medlemmer lyser?
De, som har tilsyn med Kristi hjord, bør lære at indse deres pligt og sætte mange sjæle i arbejde.
Menighederne må vågne op
Der vil snart ske forandringer af en ganske særlig art og de vil foregå hurtigt. Guds folk skal fyldes med Helligånden, så de kan imødegå vor tids kriser med himmelsk visdom og så vidt muligt modarbejde de demoraliserende bevægelser i verden. Hvis menigheden ikke sover og hvis Kristi efterfølgere våger og beder, vil de få lys, så de kan forstå og mærke sig fjendens bevægelser.
Enden er nær! Gud opfordrer menigheden til at styrke det, som er tilbage. Guds medarbejdere! Herren har givet jer myndighed til at bringe andre med jer ind i riget. I skal være levende redskaber for Gud, lysgivere for verden, I er omgivet af engle fra himmelen og de har fået befaling af Kristus til at (437) understøtte, styrke og opholde jer i arbejdet for at frelse sjæle.
Jeg appellerer til menighederne i hver enkelt konferens: I skal stå frem og være skarpt adskilt fra verden. I skal være i verden, men ikke af verden. Lad de klare stråler fra Retfærdighedens Sol skinne ud fra jer. I skal være rene, hellige og ubesmittede og i tro bringe lyset ud på alle veje og stier på jorden.
Menighederne må vågne op, før det for evigt er for sent. Hvert medlem må tage fat på sit personlige arbejde og forsvare Herrens navn, som han er kaldet med. Lad sand tro og alvorlig gudsfrygt træde i stedet for slaphed og vantro. Når troen griber fat i Kristus, vil sandheden gøre sjælen glad og det kristelige arbejde vil ikke være kedeligt og uinteressant. Jeres vidnesbyrdsmøder, som nu er matte og åndløse, vil blive gjort levende af Helligånden. I vil daglig opnå en rig erfaring, når I efterlever den kristendom, som I bekender jer til. Syndere vil omvende sig. De vil blive grebet af sandhedens ord og sige som de, der hørte Kristi undervisning: "Alle blev ude af sig selv og priste Gud og fyldt af frygt sagde de: »I dag har vi set det utrolige.« Luk. 5,26.
Når medlemmerne ser, hvad der kunne udrettes, hvis menigheden påtog sig de ansvar, som Gud har pålagt den, ville de så blive ved med at sove, eller ville de vågne op og komme til at forstå den ære, som er blevet givet dem ved Guds nådige forsyn? Ville de da røgte de tillidshverv, som de har arvet, gøre brug af det lys, som skinner og indse nødvendigheden af at stå op og imødegå den krise, som vi nu er inde i? Hvor ville jeg ønske, at de alle sammen ville vågne op og vise verden, at deres tro er levende, at verden står over for en begivenhed af livsvigtig betydning og at Jesus snart kommer igen! Lad menneskene se, at vi tror, at vi er på grænsen til den evige verden.
Opbygningen af Guds rige bliver forsinket eller fremskyndet i forhold til den utroskab eller troskab, (438) som de menneskelige redskaber lægger for dagen. Værket bliver hindret, når det menneskelige ikke samarbejder med det guddommelige. Menneskene kan bede: »Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen,« men hvis de ikke omsætter denne bøn i handling i deres liv, vil deres bønner være uden resultat.
Selv om du måske er svag, fejlende og syndig, tilbyder Herren dig fællesskab med ham. Han indbyder dig til at tage imod guddommelig undervisning. Når du slutter dig til Kristus, kan du gøre Guds gerninger. »Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre."
Gennem profeten Esajas har vi fået dette løfte: »Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig og Herrens herlighed er bag dig.« Es. 58,5. Det er Kristi retfærdighed, som går foran os og det er Herrens herlighed, som skal slutte vort tog. Overvej dette løfte, I, den levende Guds menigheder og tænk over, hvordan jeres mangel på tro, på åndelighed og guddommelig kraft hindrer Guds rige i at komme. Hvis I vil gå ud og gøre Kristi gerning vil engle fra Gud bane vejen for jer og berede hjerter til at tage imod evangeliet. Hvis hver enkelt af jer var en levende missionær, ville budskabet for denne tid hurtigt blive forkyndt i alle lande, for alle folkeslag, stammer og tungemål. Det er den opgave, som skal udføres, før Kristus kommer med kraft og megen herlighed. Jeg opfordrer menigheden til at bede alvorligt om, at I må forstå ansvaret. Er hver enkelt af jer en Guds medarbejder? Hvis ikke, hvad er så grunden? Hvornår har I til hensigt at udføre det arbejde, som himmelen har anvist jer? Vejl f menigh bd. 3 side 47-61]
For alle som er modløse er der kun et hjælpemiddel: tro, bøn og arbejde.
(439) Vore menigheder bør ikke nære skinsyge og føle sig forsømte fordi de ikke har nogen præst. De burde snarere selv tage byrden op og arbejde alvorligt for sjæle.
Ethvert talent i vore menigheder bør bruges på at gøre godt. Naturens rå steder, de vilde steder, har Gud gjort tiltrækkende ved at sætte smukke ting blandt det grimmeste. Det er den gerning Gud har kaldet os til.
Vi har brug for unge i vore menigheder, som arbejder efter kristne udholdenhedsprincipper og begyndelsen må lægges der hjemme. En nøje overholdelse af hjemmepligter har en genspejlende indflydelse på karakter. Kvalifikationsbevis til menighedsarbejde er i faderens hus.
Herren dømmer os ikke efter vore forskellige arbejdsområders niveauer, men efter hvor trofast vi er imod dem.
Hvis vi kun bruger en tredjedel af det vi har talenter til, vil de andre to tredjedele arbejde imod Kristus.
Den største gerning der kan gøres i vor verden, er at forherlige Gud ved Kristi levende karakter.