(87) [På vore lejermøder bør det ikke forlanges at én eller to arbejdere skal sørge for al forkyndelse og al undervisning i bibelske emner. Der kan somme tider udrettes mere godt, når at den store forsamling inddeles i grupper. Derved kan den, som underviser i bibelske sandheder, komme folket nærmere, end i en stor forsamling.
Der er langt mere prædiken på vore lejermøder end der burde være. Dette lægger en tung byrde på prædikanterne og meget som nogle burde tage sig af, bliver af den grund forsømt. Mange småting som åbner døren for alvorlige onder, forbigås ubemærket. Det går ud over prædikantens fysiske kræfter og han berøves den tid han behøver til studium og bøn for at kunne bevare sin egen sjæl i Guds kærlighed. Og når der holdes så mange foredrag, det ene efter det andet, får folk ingen tid til at tilegne sig det de hører. Tankerne forvirres og gudstjenesten forekommer dem kedelig og trættende.
Der skulle være mindre prædiken og mere undervisning. Der er nogle som ønsker mere klart lys end det de kan opnå ved at høre på prædikener. Nogle behøver mere tid end andre til at forstå de punkter som bliver fremholdt. Dersom den sandhed som bliver forkyndt, kunne gøres lidt tydeligere, så ville de se den og tage imod den og den ville fæstne sig som en nagle på et sikkert sted. Evangeliets tjenere side 302]
[Det er blevet vist mig, at vore lejrmøder skal få større interesse og fremgang. Jeg har set, at eftersom vi nærmer os afslutningen, vil der blive mindre med prædiken og mere bibelstudium ved disse møder. Overalt på lejrpladserne vil der være smågrupper med bibler, mens forskellige personer leder et bibelstudium i samtaleform. I Mesterens Tjeneste side 235]
(88) [Det var denne metode Kristus lærte sine disciple at benytte. Når de store skarer samledes omkring Frelseren, gav han undervisning til disciplene og til folkemængden. Efter talen gik disciplene omkring blandt folket og gentog for dem hvad Kristus havde sagt. Ofte havde tilhørerne brugt en urigtig anvendelse af Kristi ord og disciplene kunne da fortælle dem, hvad skrifterne sagde og hvad Kristus havde lært dem. Evangeliets tjenere side 302]
Hvis det menneske, som føler at Gud har kaldet ham til prædikantgerningen, vil ydmyge sig selv og lære af Kristus, vil han blive en sand lærer. Hvad vi behøver til vore lejrmøder er en forkyndelse levendegjort af Helligånden. Der må være mindre prædiken og mere taktfølelse til at uddanne folk i praktisk religion. De må indprentes med det faktum at Kristus er Frelser for alle som tror. »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh.3,16. Der er store temaer evangelieforkynderen kan dvæle ved. Kristus har sagt: »Den, som tror, har evigt liv.« Joh.6,47
Hvis prædikantens læber berøres med glødende kul fra alteret, vil han opløfte Jesus som synderens eneste håb. Når talerens hjerte helliges ved sandheden, vil hans ord være en levende virkelighed for ham selv og for andre. De, som hører ham, vil vide, at han har været hos Gud og er draget nær til ham i inderlig og virkningsfuld bøn. Helligånden er dalet ned over ham, hans sjæl har følt den livsvigtige, himmelske ild og han vil være i stand til sammenligne åndelige ting med det åndelige. Han vil få kraft til at nedrive Satans befæstninger. Hjerter vil blive brudt af hans fremstilling af Guds kærlighed og mange vil spørge: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?«