Menighedens pligt over for forlaget
(182) [Medlemmerne i en menighed, der har et af vore forlag indenfor sit område, har fået den ære at have et af Herrens særlige redskaber iblandt sig. De bør påskønne denne ære og forstå, at det indebærer et overmåde helligt ansvar. Deres indflydelse og eksempel vil nå vidt omkring, når de hjælper eller hindrer institutionen i at fuldføre sin mission.
Medens vi nærmer os den sidste krise, er det af livsvigtig betydning, at der eksisterer harmoni og enighed mellem Herrens redskaber. Verden er fuld af oprør, strid og uoverensstemmelser. Alligevel vil menneskene under een ledelse, pavemagten, slutte sig sammen for at bekæmpe Gud ved at kæmpe mod hans vidner. Denne forening holdes sammen af den store modstanders mørtel. Medens han søger at forene sine redskaber til krig mod sandheden, vil han arbejde for at splitte og sprede dem, som forsvarer den. Han tilskynder til skinsyge, ond mistanke og bagtalelse for at skabe uenighed og splid. Medlemmerne i Kristi menighed har magt til at krydse sjælefjendens planer. I en tid som denne bør de ikke ligge i uoverensstemmelse med hverandre eller med nogen af Herrens arbejdere. Lad der være et sted midt i den almindelige uenighed, hvor harmoni og enighed råder, fordi Bibelen er gjort til livets vejleder. Måtte Guds folk føle, at der hviler et ansvar på dem for at opbygge hans virksomhed.
Brødre og søstre, det vil glæde Herren, hvis I helhjertet går ind for at støtte forlaget med jeres bønner og jeres midler. Bed hver (183) morgen og aften om, at det må modtage Guds rigeste velsignelse. Giv ikke kritik og klage nogen opmuntring. Lad ikke nogen knurren eller misfornøjelse komme over jeres læber. Husk at engle hører disse ord. Alle må ledes til at se, at disse institutioner er anordnet af Gud. De, som omtaler dem nedsættende for at fremme deres egne interesser, må stå til regnskab for Gud. Hans vilje er, at alt i forbindelse med hans værk skal betragtes som helligt.
Gud ønsker, at vi skal bede meget mere og tale meget mindre. Lyset fra hans herlighed stråler ud over tærsklen til himmelen og han vil lade det skinne ind i hjertet på enhver, som vil stå i det rette forhold til ham.
Hver eneste institution vil komme til at kæmpe med vanskeligheder. Prøvelser tillades for at prøve Guds folks hjerter. Når en af Guds virksomheder møder modgang, vil det vise sig, hvor megen ægte tro vi har på Gud og hans værk. På et sådant tidspunkt bør ingen betragte tingene i det dårligste lys og give udtryk for tvivl og vantro. Kritiser ikke dem som bærer ansvarets byrde. Lad ikke samtalen i jeres hjem blive forgiftet ved kritik af Herrens arbejdere. Forældre, som giver denne kritiske ånd frit løb, fremlægger ikke det for deres børn, som vil gøre dem vise til frelse. Deres ord tjener til at gøre ikke blot børnenes, men også de ældres tro og tillid usikker. Agtelsen og ærbødigheden for hellige ting er lille nok. Satan vil med største nidkærhed forene sig med kritikeren for at fremkalde vantro, misundelse, skinsyge og uærbødighed. Satan er altid i aktivitet for at besjæle menneskene med sin ånd for at undertrykke den kærlighed, som i hellighed bør opelskes mellem brødre og for at nedbryde tillid, anspore til misundelse, vække ond mistanke og skabe (184) ordstrid. Lad det ikke kunne siges om os, at vi handler som hans medarbejdere. Et hjerte, der er åbent for hans forslag, kan så megen utilfredshed. Således kan et arbejde udføres, hvis sjælsødelæggende resultater ikke fuldt ud vil blive åbenbaret før på den endelige doms store dag.
Kristus erklærer: »Den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals og han var sænket i havets dyb. Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!« Matt. 18,6-7. Menighedens medlemmer er her pålagt et stort ansvar. Lad dem vogte sig for, at de ikke skal være uopmærksomme overfor de sjæle, som er unge i troen eller ved Satans tilskyndelse så tvivlens og vantroens sæd og blive fundet skyldige i ødelæggelsen af en sjæl. »Træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes. Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren. Og se til, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den.« Hebr. 12,13-15.
Satans redskaber har stor magt og Gud opfordrer sit folk til at styrke hverandre: »Opbyg jer selv på jeres højhellige tro.«
I stedet for at samarbejde med Satan bør enhver lære, hvad det vil sige at samarbejde med Gud. I disse deprimerende tider har han et værk, der skal udføres og som kræver fast mod og tro, der vil sætte os i stand til at støtte hverandre. Det er nødvendigt, at alle står skulder ved skulder og hjerte ved hjerte som Guds medarbejdere. Hvad (185) kunne der ikke udrettes ved Guds nåde, hvis menighedens medlemmer ville stå sammen om at støtte hans arbejdere og hjælpe med deres bønner og indflydelse, når modløshed trænger sig på fra alle sider! Da er det tid at arbejde som tro husholdere.
I stedet for at give sig til at kritisere og bebrejde bør vore brødre og søstre tale opmuntrende og tillidsfulde ord angående Herrens virksomhed. Gud opfordrer dem til at opmuntre deres hjerter, som bærer de tunge byrder, for han arbejder sammen med dem. Han opfordrer sit folk til at erkende den opretholdende kraft i hans virksomhed. Ær Herren ved, at af allerbedste evne at bestræbe jer på at give det den indflydelse det bør have.
Tal med arbejderne, når I har anledning til det. Sig noget der vil styrke og opmuntre. Vi er alt for ligegyldige overfor hverandre. Vi glemmer for ofte, at vore medarbejdere trænger til at styrkes og opmuntres. I tider med særlige vanskeligheder og byrder drag da omsorg for at forsikre dem om jeres interesse og sympati. Når du søger at hjælpe dem ved dine bønner lad dem da vide, at du gør det. Send Guds budskab til sine arbejdere ud gennem rækkerne: »Vær frimodig og stærk.« Jos. 1,6.
Lederne ved vore institutioner har den uhyre vanskelige opgave at opretholde orden og med visdom opdrage de unge, der er under deres opsyn. Menighedens medlemmer kan gøre meget for at holde deres hænder oppe. Når de unge ikke er villige til at underkaste sig institutionens disciplin eller på anden måde i strid med deres overordnede søger at få deres egen vilje, bør forældrene ikke blindt støtte og sympatisere med deres børn.
Hellere, langt hellere skulle jeres børn lide, ja, hellere ligge i deres grave end lære at omgå de (186) principper med letsind, som danner selve grundvolden for troskab mod sandheden, deres medmennesker og Gud.
I tilfælde af vanskeligheder med dem som har opsyn med de unge, gå da direkte til de ansvarlige og få sandheden at vide. Husk at lederne ved de forskellige afdelinger langt bedre end andre forstår hvilke regler, der er nødvendige. Vis tillid til deres dømmekraft og respekt for deres autoritet. Lær jeres børn at respektere og ære dem, som Gud har vist ære og hædret ved at sætte dem i betroede stillinger.
Der findes ingen måde, hvorpå menighedsmedlemmer bedre kan støtte ledernes anstrengelser ved vore institutioner end ved, at de i deres egne hjem giver et eksempel på den rette orden og disciplin. Måtte forældrene ved ord og gerning give deres børn et eksempel på, hvordan de ønsker, børnene skal være. Fasthold altid renhed i tale og sand kristelig høflighed. Fremkom aldrig med nogen opmuntring til synd, bagtalelse eller ond mistanke. Lær børnene og de unge at respektere sig selv, at være tro mod principper og tro mod Gud. Lær dem at respektere og adlyde Guds lov hjemmets regler. Da vil de følge disse principper i deres liv og efterleve dem i deres omgang med andre. De vil elske deres næste som sig selv. De vil skabe en ren atmosfære og øve en indflydelse, der vil opmuntre svage sjæle på stien, som fører til hellighed og evigt liv.
Børn, som får en sådan undervisning, vil ikke blive en byrde elle årsag til bekymring ved vore institutioner. De vil blive en støtte for dem, som bærer ansvar. Under den rette vejledning vil de blive beredte til at indtage betroede stillinger og ved forskrift og eksempel stadig lede andre til at gøre det rette. De vil vurdere deres egne evner på en retfærdig måde og gøre bedst mulig brug af (187) deres fysiske, intellektuelle og åndelige kræfter. Sådanne sjæle er rustede mod fristelse; de bliver ikke så let overvundet. Med Guds velsignelse er sådanne personligheder lysbærere. Deres indflydelse tjener til at oplære andre til det aktive liv, et levende kristenliv er.
Når menighedsmedlemmerne er fyldt med Kristi kærlighed til sjæle og vågne overfor deres privilegier og anledninger kan de udøve en uberegnelig indflydelse til det gode på de unge ved vore institutioner. Deres trofaste eksempel i hjemmet, ved arbejdet og i menigheden, deres venlighed og kristelige høflighed mod alle vil sammen med en ægte interesse for de unges åndelige velfærd gøre meget til at forme disse unges karakter, så de kan udføre en tjeneste for Gud og deres medmennesker både i dette liv og i det liv, som kommer.
Forlagets pligt overfor menigheden
På samme tid som menigheden har et ansvar overfor forlaget, har forlaget også et ansvar overfor menigheden. De skal støtte hinanden. De, som har ansvarsfulde stillinger ved forlagene, bør ikke tillade sig selv at blive så tynget af arbejde, at de ikke har tid til at vedligeholde den åndelige interesse. Når denne interesse holdes i live på forlaget, vil den udøve en magtfuld indflydelse i menigheden; og når den holdes i live i menigheden vil den udøve en magtfuld indflydelse på forlaget. Guds velsignelse vil hvile over arbejdet, når det bliver ledet således, at sjæle vindes for Kristus.
Alle arbejdere ved forlaget, som bekender Kristi navn, bør være arbejdere i menigheden. Det er af afgørende betydning for deres eget åndelige liv, at de udnytter ethvert nådemiddel. De vil få styrke, ikke ved at stå som tilskuere, men ved at blive arbejdere. (188) Enhver bør være beskæftiget i en eller anden gren af regulært, systematisk arbejde i forbindelse med menigheden. Alle bør forstå, at det er deres pligt som kristne. Ved deres dåbsløfte har de forpligtet sig til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at opbygge Kristi menighed. Vis dem, at kærlighed og lydighed mod deres Genløser, troskab mod idealerne for sand mandighed og kvindelighed og troskab mod den institution, de er knyttet til, kræver dette. De kan ikke være Kristi trofaste tjenere, de kan ikke være virkelig retskafne mænd og kvinder, de kan ikke være brugbare arbejdere ved Guds institutioner, når de forsømmer disse pligter.
Lederne i institutionens forskellige afdelinger bør drage særlig omsorg for, at de unge udvikler rigtige vaner i denne retning. Når menighedens møder bliver forsømt, eller pligter i forbindelse med dens arbejde ikke udføres, søg da at finde årsagen til dette. Prøv ved en venlig og taktfuld fremgangsmåde at vække de ligegyldige og at genoplive en dalende interesse.
Ingen bør tillade, at deres eget arbejde bliver en undskyldning for at forsømme Herrens hellige tjeneste. Langt hellere skulle de lægge det arbejde til side, som angår dem selv, end forsømme deres pligt mod Gud.
Til brødrene pålagt ansvar ved vore forlag?
Jeg vil for jer understrege betydningen af at overvære vore årsmøder, ikke blot forretningsmøderne, men også de møder der kan give jer åndelig oplysninger. I har ikke indset, hvor nødvendigt det er at have en nær forbindelse med himmelen. Uden denne forbindelse kan ingen af jer være tryg, ikke een være skikket til at udføre Guds værk acceptabelt.
I dette arbejde vil fremgangen mere end i noget verdsligt foretagende (189) stå i forhold til den hengivenhedens og selvopofrelsens ånd arbejdet udføres med. De, som bærer ansvar som leder i virksomheden, har brug for at stille sig, hvor Guds Ånd kan gøre et dybt indtryk på dem. I bør vise en langt større iver end andre efter at modtage Helligåndens dåb og kundskab om Gud og Kristus, fordi jeres betroede stilling er mere ansvarsfuld end den almindelige arbejders.
Medfødte og tilegnede evner er alle sammen Guds gaver, som til stadighed bør beherskes af Helligånden, hans guddommelige helliggørende magt. I trænger til en dybere følelse af jeres mangel på erfaring i denne gerning og til alvorligt at bestræbe jer på at opnå den nødvendige viden og visdom, for at I kan bruge enhver fysisk og åndelig evne således, at Gud æres derved.
»Jeg giver jer et nyt hjerte.« Kristus må bo i jeres hjerter, ligesom blodet er i legemet og virker der som en livgivende kraft. Dette emne kan vi ikke understrege for stærkt medens sandheden må være vor fulde rustning, trænger vor overbevisning til at styrkes ved den levende sympati, der kendetegnede Jesu liv. Hvis sandheden må være vor fulde rustning, trænger vor overbevisning til at styrkes ved den levende sympati, der kendetegnede Jesu liv. Hvis sandheden, den levende sandhed, ikke kommer til udtryk i karakteren, kan intet menneske bestå. Der er kun een kraft, som kan gøre os trofaste og bevare os således - Guds nåde i sandheden. Den, som stoler på noget andet, vakler allerede og er færdig til at falde.
Herren ønsker, at I skal forlade jer på ham. Gør bedst mulig brug af enhver anledning til at komme til lyset. Hvis I forbliver adskilte fra de hellige indflydelser, som kommer fra Gud, hvordan skulle I da kunne opfatte åndelige ting?
Gud opfordrer os til at gøre brug af enhver anledning til at blive forberedte til hans gerning. Han forventer, at I sætter alle kræfter ind på at udføre denne og bevarer en levende forståelse af dens hellighed og det frygtelige (190) ansvar, der følger med. Gud betragter jer. Ingen af jer kan uden risiko komme frem for ham med et ufuldkomment offer, et offer som hverken koster studium eller bøn. Et sådant offer kan han ikke godkende.
Jeg bønfalder jer om at vågne op og søge Gud for jer selv. Råb med største alvor til Jesus fra Nazaret medens han går forbi: "Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!" Så vil I også blive seende. Ved Guds nåde vil I modtage det, som vil være langt mere værdifuldt for jer end guld, sølv eller kostbare stene. Vejl f menigh bd. 3 side 148-154]
Hvis der, når mennesker behøver at bevare deres forbindelse med Gud, er nogen tid der er vigtigere end en anden, så er det når de kaldes til at bære særlige ansvar. Vi er ikke i sikkerhed, når vi går til slaget og kaster vore våben bort. Det er der vi behøver at blive udstyret med hele Guds rustning. Hver enkelt stykke er nødvendigt.
Hav aldrig den tanke at I kan være kristne og dog trække jer ind i jer selv. Hver enkelt er en del af menneskehedens store væv og jeres erfaringers art og kvalitet vil i vid udstrækning bestemmes af de menneskers erfaring som I omgås. Jesus siger: »Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.« Matt.18,20. Lad os således ikke svigte vor egen forsamling, som nogle gør; men forman hverandre, til at gøre mere, idet vi ser dagen nærme sig.
Gør menighedsmøderne så interessante så muligt. Lad enhver tilstedeværende føle at han har en opgave at gøre ved mødet. Samarbejd med himmelske engle, som prøver at gøre rigtigt indtryk på enhver arbejder.