Omsorg for arbejdere

 (290) [Der bør gøres en foranstaltning til omsorg for prædikanter og trofaste Guds tjenere som på grund af overanstrengelse eller udsatte stillinger i hans værk, er blevet syge og trænger til hvile og rekreation, eller som af hensyn til alder eller svigtende helbred ikke længere er i stand til at bære dagens byrder og hede. Prædikanter bliver ofte sendt til arbejdsfelter som de ved, vil have en skadelig indvirkning på deres helbred; men trods uvilje til at arbejde på prøvende steder våger de at forsøge i håb om at kunne være til hjælp og velsignelse for folket. Når der er gået nogen tid, finder de at helbredet svigter. Man forsøger med en forandring af klimaet og arbejdet, men der sker ingen bedring; og hvad skal de så gøre?

 Disse trofaste arbejdere, som for Kristi skyld har givet afkald på timelige udsigter og har valgt fattigdom i stedet for bekvemmelighed eller rigdom, som uselvisk har arbejdet for at vinde sjæle for Kristus og som har bidraget rundhåndet til at hjælpe forskellige foretagender i Guds værk og derefter er brudt sammen i striden, trætte og syge og uden noget at leve af - sådanne må ikke overlades til at kæmpe med armod og lidelser eller til at føle at de er fattiglemmer. Når sygdom eller svækkelse rammer vore arbejdere, så lad dem ikke bære byrden af det ængstelige spørgsmål: "Hvad skal der blive af min hustru og mine små, når jeg ikke længere kan skaffe dem det nødvendigste?" Det er ikke mere end retfærdigt at der bliver truffet en ordning til at afhjælpe disse trofaste arbejderes trang tillige med jer som er afhængige af dem.

 Der bliver gjort højsindede foranstaltninger for veteraner som har kæmpet for deres fædreland. Disse mænd bærer ar og livsvarige svagheder som fortæller om deres farlige kampe, deres forcerede marcher, deres strabadser i uvejr og om deres lidelse i fangenskab. Alle disse beviser på deres troskab og opofrelse giver dem et berettiget krav til det land (291) som de har været med til at redde - et krav som anerkendes og imødekommes. Men hvilken foranstaltning har syvende-dags adventisterne truffet for Kristi stridsmænd?

 Arbejdere er forsømte
Vort folk har ikke indset nødvendigheden af denne sag sådan som de burde og derfor er den blevet forsømt. Menighederne har været tankeløse og skønt lyset i Guds ord har skinnet på deres sti, har de forsømt denne allerhelligste pligt. Denne forsømmelse af Guds trofaste tjenere mishager Herren meget. Vort folk skulle være lige så villige til at hjælpe disse arbejdere når de kommer i vanskeligheder, som de har været til at tage imod deres midler og tjeneste mens de var friske.

 Gud har pålagt os den forpligtelse at skænke de fattige blandt os, særskilt opmærksomhed. Men disse prædikanter og arbejdere må ikke stilles i klasse med de fattige. I himlen har de samlet sig en skat som ikke forgår. De har tjent konferensen i dens behov og nu skal konferensen tjene dem. Når vi stilles overfor tilfælde af denne art, må vi ikke gå forbi på den anden side af vejen. Vi skal ikke sige: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt, »men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så!« (Jak. 2,16) og så ikke træffe nogen virksomme forholdsregler for at afhjælpe deres behov. Dette er blevet gjort tidligere og derved har syvende-dags adventisterne i nogle tilfælde vanæret deres trosbekendelse og givet verden lejlighed til at laste Guds sag.

 Skaffe hjem til arbejdere
Det er nu Guds folks pligt at tilbagevise dette ved at skaffe Guds tjenere bekvemme hjem med nogle mål jord hvor de kan dyrke det de behøver og føler at de ikke (292) er afhængige af deres brødres godgørenhed. Med hvilken glæde ville disse udslidte arbejdere ikke se hen til et stille lille hjem hvor deres berettigede krav på ro og hvile ville blive anerkendt!

 Den opgave vi har for disse personer er blevet refereret til igen og igen, men der er ikke blevet gjort noget konkret. Som et folk må vi føle vort ansvar over for det. Ethvert menighedsmedlem bør føle en interesse for det menneskelige broderskab og broderskabet i Kristus. Vi er medlemmer af hinanden; hvis et medlem lider, lider alle med ham. Noget må gøres og konferensen burde have åndelig dømmekraft, så de kan forstå de privilegier og behageligheder som disse udkørte arbejdere behøver.

 Vore Sanatorier en tilflugt for arbejdere
Ofte behøver disse prædikanter særlig pleje og behandling. Vore sanatorier skulle være et tilflugtssted for sådanne og for alle vore udslidte arbejdere som behøver hvile. Der bør skaffes værelser hvor de kan få forandringer og hvile uden hele tiden at skulle ængstes ved tanken om hvordan de skal kunne klare udgifterne. Da Kristi disciple var trætte efter arbejdet, sagde han til dem: "Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt." Mark. 6,31. Han ønsker at der skal laves en sådan ordning, at de nu kan få lejlighed til at hvile og genvinde deres kræfter. Vore sanatorier skal stå åbne for vore hårdt arbejdende prædikanter, som har gjort alt det de evnede for at skaffe midler, til oprettelsen og driften at disse institutioner; og når som helst de har behov for de fordele som her tilbydes, bør de kunne føle sig hjemme der.

 Disse arbejdere skal aldrig afkræves højere priser for kost og behandling og bør heller ikke (293) betragtes som tiggere eller på nogen måde bringes til at føle sig som sådanne af dem, hvis gæstfrihed de nyder. At vise rundhåndethed i brugen af de hjælpemidler Gud har tilvejebragt for sine udslidte og overanstrengte tjenere, er i hans øjne sand evangelisk sundhedsvirksomhed. Guds arbejdere er et med ham og når man tager imod dem, skal man erindre at man tager imod Kristus i skikkelse af hans budbærere. Han kræver det og det vanærer og mishager ham når de behandles med ligegyldighed eller på en smålig eller egoistisk måde. Guds velsignelse vil ikke ledsage en nøjeregnende behandling af nogen af hans udvalgte. Inden for lægernes kreds har der ikke altid rådet en klar opfattelse af disse forhold. Nogle har ikke betragtet dem i det rette lys. Måtte Herren hellige opfattelsesevnen hos dem som har ledelsen af vore institutioner, sådan at de kan forstå hvem der bør være genstand for sand medfølelse og omhu!

 Den gren af Guds værk, som disse udslidte arbejdere har virket for, bør vise påskønnelse for deres gerning, ved at hjælpe dem når de behøver det og således bære en stor del af udgifterne sammen med sanatoriet.

 Nogle arbejdere har den mulighed, at de kan lægge lidt til side af deres løn og dette bør de om muligt, gøre for at kunne imødekomme et sådant tilfælde; men også sådanne bør imidlertid bydes velkommen som en velsignelse for sanatoriet. Men de fleste af vore arbejdere har mange og store forpligtelser i vente. Hver gang der er behov for midler, kræves der at de skal gøre noget, at de skal gå i spidsen, for at indflydelsen ved deres eksempel kan anspore andre til gavmildhed og Guds værk blive fremmet. De har et så stærkt ønske om at hejse sandhedens banner på nye steder, at mange endog låner penge for at hjælpe til i forskellige foretagender. De har ikke givet modstræbende, men har følt at det var et (294) privilegium at kunne virke, for sandhedens fremme. Ved således at imødekomme kravet om midler, får de ofte kun lidt til overs.

 Herren har holdt nøjagtigt regnskab med deres gavmildhed over for sagen. Han ved hvilken god gerning de har udført, en gerning som de yngre arbejdere ikke har noget begreb om. Han har kendt til alle disse afsavn og al den selvfornægtelse de har måtte bære. Han har bemærket enhver omstændighed i disse tilfælde. Det står alt sammen skrevet i bøgerne. Disse arbejdere er et skuespil for verden, for engle og for mennesker; og de udgør en anskuelses undervisning til prøvelse af oprigtigheden i vore religiøse principper. Herren ønsker at vort folk skal forstå at banebryderne i dette værk fortjener alt det vore institutioner kan gøre for dem. Gud kræver af os at vi skal forstå, at de som er blevet gamle i hans tjeneste, fortjener vor kærlighed, vor hæder og vor højeste agtelse.

 En arbejder-fond
Der bør rejses en fond for sådanne arbejdere, som ikke længere er i stand til at virke. Vi er ikke uden skyld overfor Gud hvis vi ikke gør enhver rimelig anstrengelse i denne sag og det uden at vente. Der er nogle iblandt os som ikke vil indse nødvendigheden af dette skridt; men deres modstand skulle ikke have nogen indflydelse på os. Dem som i deres hjerte sætter sig for at være som de bør og at handle som de bør, skulle trøstigt gå ud for at fuldføre en god gerning, en gerning som Gud kræver skal blive udført.] Der er mange som er magelige, som har udsat det godgørenhedsarbejde de har i sig, men skal det være således længere? Skal vi elske penge så godt at vi vil grave dem i jorden? [Evangeliets tjenere side 316-319]

 Gud forlanger alles samarbejdsvillighed i denne virksomhed. Bifloden burde give overflod; men hvis de giver modstræbende, længes efter at give alle dollars til investering (295) af nogle verdslige virksomheder, vil de ikke få nogen løn.

 Den ydmyge gave fra den fattigere klasse, er ikke ringere i Guds øjne end de større gaver fra de mere velhavende. Herren vil tillægge sin velsignelse til gaven, gøre dens kærlige ærinde frugtbart i overensstemmelse med den helhjertede venlighed som udvises. Der bør værnes omhyggeligt over de små skærve, der kommer ind.

 Der er nu brug for de unges iver. De bør bortlægge forfængelighed og begrænse deres mangler. Jeg ville lægge det på sinde og på alle vore folk, at penge der sædvanligvis investeres i unødige ting bruges til højere og helligere ting. Gør hvad I kan for at skabe en fond for ældre prædikanter, nedslidt af uafbrudt arbejde og bekymringer. Hellig alt hvad I har til Herren. Brug ikke jeres penge på at tilfredsstille jer selv. Læg dem i Herrens skatkammer. Lad ikke midler blot gå ud af jeres hænder for at tilfredsstille jeres egne eller andres ønsker. Tænk over at det er Herrens penge I har med at gøre og at I må stå til regnskab for ham for deres anvendelse.

 Jeg appellerer til de ældre som mister deres greb om dette liv, at forvalte jeres Herres goder rigtigt før I falder i søvn hos Jesus. Husk at I er Guds forvaltere. Giv Herren sit tilbage, medens I lever. Læg mærke til dette, så længe I har jeres forstand. Når vi bliver ældre, er det vor pligt at anbringe vore midler i de redskaber som Gud har oprettet. Satan gør ethvert bedrag for at adskille de tiltrængte midler fra Herrens sag. mange binder deres middeltalenter i verdslige virksomheder, medens Guds sag behøver enhver dollar for at fremme hans sandhed og forherlige hans navn. Jeg spørger: Skal vi ikke samle os rigdomme i himlen, i sække der kan blive større ikke gamle? Jeg vil (296) på særlig måde tilskynde de ældre som snart skal overdrage deres midler til at erindre dem som har tjent trofast i ord og lære. Skulle helbredet og livet svigte så sæt jeres midler hvor de kan investeres i Guds sag. Så vil de lægges ud til vekselererne og hele tiden vokse.

 Jeg kalder på menigheden som helhed og på dens medlemmer enkeltvis, til at afgive Guds egen betroede kapital med renter til Gud. Derved vil I have rigdomme i himlen. Lad jeres hjerter være oprigtige for Jesus. Selvom I kan føle at I er de mindste af alle de hellige, er I dog lemmer af Kristi legeme og gennem ham er i identificeret med alle hans menneskelige agenter og med den himmelske forstands fortræffelighed og kraft. Ingen af os lever for sig selv. Enhver er anvist en pligtspost, ikke for sin egne snævre, egenkærlige skyld, men for at enhvers indflydelse kan være til styrke for alle. Hvis vi virkelig troede at vi hver især var et skuespil for verden, for engle og for mennesker, ville vi som en menighed så ikke vise en helt anderledes ånd, end hvad vi nu udviser? Ville vi så ikke være en levende, arbejdende menighed?

 [De små og store strømme af godgørenhed burde altid holdes flydende. Guds forsyn er langt foran os og bevæger sig fremad langt hurtigere end vore fordomme. Måden at fremme og opbygge Guds sag på er blokeret af selviskhed, stolthed, begærlighed, overlegenhed og kærlighed til at vise sig frem. Den hele menighed er pålagt et højtideligt ansvar i at løfte enhver gren i værket. Hvis dets medlemmer følger Kristus, vil de fornægte tilbøjeligheder til fremvisning, kærlighed til klæder, kærlighed til smagfulde hjem og dyre møbler. Der må være langt større ydmyghed, en noget større adskillelse fra verden, blandt syvendedags adventister, ellers vil Gud ikke tage imod os, (297) hvilket embede eller hvilken arbejdsart vi end har, hvor vi er optaget. Sparsommelighed og selvfornægtelse vil sætte mange i moderate omstændigheder med midler til godgørenhed. Det er alles pligt at lære af Kristus, at vandre ydmygt på den selvfornægtende sti hvor på himlens Majestæt har trådt. Hele det kristne liv bør være af selvfornægtelse, så vi, når der kaldes efter hjælp er gjort til, kan være rede til at svare.

 Så længe som Satan arbejder med utrættelig kraft for at ødelægge sjæle, så længe der er et kald til arbejdere i enhver del af den udstrakte høstmark, lige så længe vil der være et kald for at give Guds værk støtte, i nogle af dets mange linjer. Man letter kun ens behov ved at gøre vejen lettere for andre på samme måde. Den selvfornægtelse der kræves i at opnå midler til brug i det som Gud værdsætter højest, vil udvikle vaner og en karakter som vil vinde bifaldet for os, du gode og tro tjener og gøre os egnede til at dvæle for evigt ved hans nærhed som for vor skyld blev fattig, så vi ved hans armod kunne arve evige rigdomme. Vejledning i sabbatsskolearbejdet side 131]

------------

 Mænd i ansvarsfulde stillinger er i fare for at falde under de mange byrder de bærer, men Herren lægger ikke tungere byrder på nogen end de kan bære dem. Han vurderer vægten før han lader den hvile på deres hjerter, som er medarbejdere sammen med ham. Vor kærlige himmelske Fader siger til enhver af hans medarbejdere: »Kast din byrde på Herren, så sørger ,han for dig.« Sal.55,23. Lad byrdebærerne tro at Gud vil bære enhver byrde, stor som lille.

 Jesus indvilgede i at bære vore byrder blot når vi stoler på ham. Han siger: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, giv mig jeres last, stol på at jeg (298) gør det arbejde som er umuligt for mennesker at gøre." Lad os stole på ham. Bekymringer er blinde og kan ikke se ind i fremtiden. Men Jesus ser enden fra begyndelsen og i enhver vanskelighed har han beredt sin vej for hjælpe. Forbundet med Kristus kan vi gøre alle ting, igennem ham som styrker os.

 [For vanhellige arbejderes skyld vil forholdene undertiden arte sig forkert. I kan begræde følgerne af andres urigtige handlemåde; men vær ikke bekymrede. Værket er under den velsignede Mesters opsyn. Alt, hvad han beder om, er, at arbejderne skal komme til ham for at få deres ordrer og at de følger hans anvisninger. Alle dele af virksomheden vore menigheder, missioner, sabbatsskoler og institutioner bærer ham i sit hjerte. Hvorfor være bekymret? Den intense længsel efter at se menigheden gennemtrængt af liv må være blandet med fuld fortrøstning til Gud; for »skilt fra mig,« sagde ham, som bærer alle byrder, »kan I slet intet gøre.« »Følg mig!« Han går foran; vi skal følge efter.

 Lad ingen overanstrenge sine af Gud skænkede kræfter ved en bestræbelse for at fremme Herrens værk hurtigere. Menneskets kraft kan ikke fremskynde arbejdet; himmelske væseners kraft må forenes dermed. Kun på denne måde kan Guds værk fuldbyrdes. Mennesket kan ikke gøre Guds del af gerningen. En Paulus kan plante, en Apollos kan vande, men Gud giver vækst. I enfoldighed og sagtmodighed skal mennesket samarbejde med himmelske redskaber og hele tiden gøre sit bedste, men dog stadig erkende, at Gud er den store Mester i arbejdet. Mennesket skal ikke sætte lid til sig selv; for derved vil det udtømme sit forråd af kraft og ødelægge sin åndelige og fysiske styrke. Selv om alle de arbejdere, der nu bærer de tungeste byrder, gik bort, ville Guds værk gå fremad. Lad derfor vor nidkærhed i gerningen være blandet med fornuft; lad os derfor ophøre med vore anstrengelser for at gøre det, som Herren alene kan udføre. Vejl f menigh bd. 2 side 292]

------------