(239) [Herren kalder på mænd med ægte tro og sund forstand, som kender forskellen mellem det sande og det falske. Enhver bør være på vagt og granske og efterleve undervisningen, der gives i det 17. kapitel hos Johannes og bevare en levende tro på sandheden for denne tid. Vi behøver den selvbeherskelse, som vil sætte os i stand til at bringe vore vaner i overensstemmelse med Kristi bøn.
Den undervisning jeg har modtaget fra Een, som har myndighed er, at vi skal lære at svare på den bøn, der er optegnet i det 17. kapitel hos Johannes. Vi skal gøre denne bøn til vort første studium. Hver eneste præst og hver eneste lægemissionær bør lære denne bøns videnskab. Mine brødre og søstre, jeg beder jer give agt på disse ord og overveje dem i en rolig, ydmyg og sønderknust ånd og med de sunde kræfter i et sind, der beherskes af Gud. De, som ikke lærer de lektioner, denne bøn indeholder, står i fare for at få en ensidig udvikling, som ingen fremtidig oplæring fuldt ud kan råde bod på.
»Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig og jeg i dig, at også dem må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig.
»Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.
»Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, (240) være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse. Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig og disse har erkendt, at du har sendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem og jeg i dem.« Joh.17,20-26.
Det er Guds hensigt, at hans børn skal holde sammen i enighed. Forventer de ikke, at de skal bo sammen i den samme himmel? Er Kristus i strid med sig selv? Vil han give sit folk fremgang, før de får fejet den onde mistanke og uenighed bort, eller før arbejderne i enighed om formålet vier hjerte, sind og styrke til den gerning, der er så hellig i Guds øjne? Enighed giver styrke, splittelse svaghed. Når vi i forening arbejder harmonisk sammen for menneskers frelse, vil vi i sandhed være »Guds medarbejdere«. De, der nægter at arbejde i harmoni vanærer i høj grad Gud. Sjælefjenden glæder sig over at se dem arbejde på tværs af hverandre. Sådanne trænger til at opelske broderkærlighed og mildhed i hjertet. hvis de kunne trække det forhæng bort, der skjuler følgerne af deres uenighed, ville de sikkert blive ledet til at angre.
Verden ser med tilfredshed på splittelsen mellem de kristne. Vantroen er velfornøjet. Gud spørger efter en forandring hos sit folk. Foreningen med Kristus og hverandre er vor eneste sikkerhed i disse sidste dage. Lad os ikke gøre det muligt for Satan at pege på vore menighedsmedlemmer og sige: Se, hvor disse mennesker, der står under Kristi banner, hader hverandre. Vi har intet at frygte fra dem, når de bruger flere kræfter på at bekæmpe hinanden end til at strides med mine styrker.
(241) Efter Helligåndens udgydelse gik disciplene ud for at forkynde en opstanden Frelser og deres eneste ønske var at frelse sjæle. De glædede sig over det herlige samfund med de hellige. de var milde, betænksomme, selvfornægtende og villige til at bringe et hvilket som helst offer for sandhedens skyld. I deres daglige omgang med hverandre åbenbarede de den kærlighed, som Kristus havde befalet dem at åbenbare. Ved uselviske ord og gerninger gjorde de deres bedste for at tænde denne kærlighed i andre hjerter.
De troende skulle altid fremelske den kærlighed, som fyldte apostlenes hjerter efter Helligåndens udgydelse. De skulle gå fremad i villig lydighed til den nye befaling: »Ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.« Joh. 13. 34. De skulle være så nært forenede med Kristus, at de ville blive i stand til at opfylde hans krav. Kraften fra en Frelser, der kunne retfærdiggøre dem ved sin retfærdighed, skulle forøges.
Men de første kristne begyndte at se efter fejl hos hverandre. Idet de fæstnede sig ved fejlgreb og lod uvenlig kritik finde sted, tabte de Frelseren og den store kærlighed, han havde åbenbaret for syndere, af syne. De blev mere fordringsfulde med hensyn til udvortes ceremonier, mere nøjeregnende med hensyn til troens teori og skarpere i deres kritik. I deres nidkærhed for at fordømme andre glemte de deres egne vildfarelser. De glemte den undervisning om broderkærlighed, som Kristus havde givet. Det sørgeligste ved det hele var, at de var uvidende om deres tab. De erkendte ikke, at lykken og glæden var ved at forsvinde fra deres liv og at de snart ville komme til at vandre i mørke, fordi de havde lukket Guds kærlighed ude fra deres hjerter.
Apostelen Johannes indså, at broderkærligheden var ved at aftage i menigheden og han opholdt sig særlig ved dette punkt. Indtil sin dødsdag opmuntrede han de troende til stadig at vise hverandre kærlighed. Denne tanke fylder hans breve til (242) menighederne. I elskede, lad os elske hverandre, »I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.« 1.Joh.4,7-11.
I Guds menighed i dag er der stor mangel på broderkærlighed. Mange af dem, der bekender sig til at elske Frelseren, undlader at elske dem, de er forenet med i et kristent fællesskab. Vi har den samme tro, er medlemmer af den samme familie, alle børn af den samme himmelske Fader og med det samme velsignede håb om udødelighed. Hvor nært og ømt burde det bånd, der binder os sammen, ikke være. Verdens mennesker betragter os, for at se om vor tro har en helliggørende indflydelse på vore hjerter. De opdager hurtig hver eneste fejl ved vort liv og enhver inkonsekvens i vore handlinger. Lad os ikke give dem anledning til at dadle vor tro.
Det er ikke verdens modstand, der bringer os i den største fare. Det er derimod det onde, der næres i bekendende troendes hjerter, som fremkalder vore største ulykker og hindrer Guds værks fremgang mest. Der er ingen sikrere vej til at svække vor åndelighed end ved at være misundelige og mistænksomme overfor hverandre fulde af dømmesyge og ond mistanke. »Den visdom kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig og stammer fra de onde ånder. Thi hvor der er misundelse og egennytte, er der forvirring og alt, hvad ondt er. Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredelskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.« Jak.3,15-18.
Den harmoni og enighed, der findes mellem mennesker med forskellige tilbøjeligheder, er det stærkeste vidnesbyrd om, at Gud har sent sin Søn til verden for at frelse syndere. Det er vort privilegium (243) at aflægge dette vidnesbyrd. Men for at kunne gøre dette må vi lade os lede af Kristus. Vor karakter må dannes i overensstemmelse med hans karakter og vor vilje må underordne sig hans vilje. Da kan vi arbejde sammen uden tanke for sammenstød.
De små uoverensstemmelser, man dvæler ved, fører til handlinger, der ødelægger det kristne fællesskab. Lad os ikke tillade, at fjenden således overlister os. Lad os vedblive med at drage nærmere til Gud og til hverandre. Da vil vi blive som retfærds ege, Herren har plantet og vandet med livets flod. Vi bliver rige på frugt! Sagde Kristus ikke: »Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt«? Joh.15,8.
Frelserens hjerte længes efter, at hans efterfølgere skal opfylde Guds hensigt i hele dens højde og dybde. De skal være eet med ham til trods for, at de er spredt over hele verden. Men Gud kan ikke gøre dem til eet i Kristus, medmindre de er villige til at opgive deres egne veje og følge hans.
Når Kristi bøn bliver troet fuldt ud og når dens undervisning bliver bragt til udfoldelse i Guds folks daglige liv, vil der kunne ses en handlingens enhed i vore rækker. Broder vil knyttes til broder med Kristi kærligheds gyldne bånd. Det er kun Guds Ånd, der kan frembringe denne enhed. Han, der helligede sig selv, kan helliggøre sine disciple. Når de er forenet med ham, vil de blive forenede med hverandre i den allerhelligste tro. Når vi stræber efter denne enhed, således som Gud ønsker, vi skal stræbe efter den, vil vi få den. Vejl f menigh bd. 3 side 215-218]