"Vi har fundet Messias"

(83)  Dette kapitel er bygget op over Joh 1,19-51

Johannes Døber prædikede og døbte nu i Betania, på den anden side af Jordan. Det var ikke fjernt fra dette sted, at Gud havde standset floden i dens løb, indtil Israels børn var kommet over. Ikke ret langt herfra var fæstningen Jeriko blevet styrtet omkuld af de himmelske Hærskarer. Erindringen om disse begivenheder var i denne tid atter blevet levende og vakte den dybeste interesse for Døberens budskab. Mon ikke han, som i fordums dage havde udrettet så store ting, atter ville åbenbare sin magt for at befri Israel? Det var den slags tanker, der rørte sig i folkets hjerter, mens de daglig flokkedes ved Jordans bredder.

(83)  Johannes' prædiken havde fået et så fast greb om folket, at det krævede de religiøse lederes opmærksomhed. Faren for oprør bevirkede, at romerne måtte betragte enhver sammenstimlen af folket med mistænksomhed, og hvad som helst der tydede på en folkeopstand, vakte de jødiske myndigheders frygt. Johannes havde ikke anerkendt Sanhedrins myndighed ved at søge dets tilladelse til sin virksomhed, og han havde dadlet rådsherrerne og folket, farisæerne og saddukæerne i lige høj grad. Dog var folket ivrigt efter at følge ham. Interessen for hans gerning syntes stadig at være voksende. Skønt han ikke havde bøjet sig for dem, regnede Sanhedrin med, at han som offentlig lærer stod under deres domsmyndighed.

(83)  Rådet bestod af medlemmer, der var udvalgt fra præsteskabet og fra folkets højeste øvrighed og lærere. Sædvanligvis stod ypperstepræsten i spidsen for det. Alle dets medlemmer skulle være ældre mennesker, om end ikke gamle; lærde mænd, der ikke blot var bevandrede i jødefolkets religion og historie, men også i almindelig lærdom. De skulle være uden legemlige fejl og skulle være gifte mænd og fædre, fordi dette gjorde det mere sandsynligt, at de ville udvise menneskelighed og hensynsfuldhed. De havde deres mødesal i et værelse, der stod i forbindelse med templet i Jerusalem. I de tider, hvor jødefolket var uafhængigt, var Sanhedrin folkets øverste domstol og var i besiddelse af både verdslig og gejstlig myndighed. Skønt rådet nu var underlagt romerske regenter, udøvede det stadig stor indflydelse i borgerlige såvel som i religiøse anliggender.

(83)  Sanhedrin kunne ikke godt opsætte at foretage en undersøgelse af Johannes' virksomhed. Der var nogle, som erindrede den åbenbaring, Zakarias havde haft i templet, og faderens profetiske ord, der havde udpeget hans barn som Messias' forløber. Under tredive års forvirring og omskiftelser var disse begivenheder for en stor del gået i glemme. Nu kom man til at huske på dem ved det røre, som Johannes' virksomhed vakte.

(84)  Det var længe siden, at Israel havde haft en profet, længe siden man havde været vidne til en reformation som den, der nu foregik. Kravet om syndsbekendelse forekom nyt og rystende. Mange af de ledende mænd ville ikke gå hen for at lytte til Johannes' opfordringer og voldsomme anklager for ikke at komme til at afsløre hemmeligheder i deres eget liv. Men alligevel var hans prædiken en direkte forkyndelse af Messias' komme. Det var en velkendt sag, at de halvfjerdsindstyve uger i Daniels profeti, som indbefattede Messias' komme, næsten var til ende; og alle var ivrige efter at få del i den tidsalder med national storhed, som man dengang ventede. Folkets begejstring var af en sådan art, at Sanhedrin snart ville føle sig tvunget til enten at godkende eller forkaste Johannes' gerning. Allerede nu var deres magt over folket ved at dale. Det var ved at blive et alvorligt spørgsmål, hvordan de skulle opretholde den stilling, de indtog. I håb om at nå til et eller andet resultat sendte de en deputation af præster og levitter til Jordan for at underhandle med den nye lærer.

(84)  Der var mange mennesker samlet for at lytte til hans ord, da udsendingene ankom. Med en myndighed, som var beregnet på at gøre indtryk på folket og kræve ærbødighed af profeten, trådte de hovmodige rabbinere frem. Mængden gjorde plads for dem, respektfuldt og næsten ængsteligt. Disse store mænd, klædt i prægtige dragter og stolte af deres rang og magt, stod foran profeten fra ørkenen.

(84)  Hvem er du spurgte de. Johannes kendte deres tanker og svarede: Jeg er ikke Kristus. Hvad da. Er du Elias? Nej, det er jeg heller ikke. Er du profeten? Nej! Hvem er du da. Vi skal jo bringe svar til dem, som har sendt os. Hvad siger du om dig selv? Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen. Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.

(84)  Det sted i Skriften, som Johannes hentydede til, er den skønne profeti hos Esajas: "Trøst, ja trøst mit folk, så siger eders Gud, tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets strid til ende, dets skyld betalt. ..... I ørkenen råber en røst: 'Ban Herrens vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud! Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land blive fladt og fjeldvæg til slette. Åbenbares skal Herrens herlighed, alt kød til hobe skal se den." Es. 40,1-5.

(84)  Når en konge i gamle dage, drog gennem de mindre befolkede dele af sit rige, blev der sendt en skare mænd af sted i forvejen for den kongelige stridsvogn for at jævne de bratte steder og fylde hullerne med jord, så kongen kunne rejse i sikkerhed og uden forhindringer. Det er denne skik, som profeten anvender for at give et billede af evangeliets gerning. "Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes." Når Guds Ånd rører ved sjælen med sin vidunderligt vækkende kraft, virker den ydmygende på menneskelig stolthed. Man ser, at verdslige fornøjelser og verdslig magt og stilling er uden værd. "Tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud," nedbrydes; enhver tanke bliver taget til fange "under lydighed mod Kristus". 2Kor. 10,5. Så skal ydmyghed og selvopofrende kærlighed, der bliver så lidt værdsat blandt mennesker, blive ophøjet som det eneste, der har værdi. Dette er evangeliets gerning, og det budskab, som Johannes bragte, var en del heraf.

(85)  Rabbinerne fortsatte med deres udspørgen: "Hvorfor døber du da, hvis du hverken er Kristus eller Elias eller profeten?" Ordet "profeten" havde forbindelse med Moses. Jøderne havde været tilbøjelige til at tro, at Moses skulle oprejses fra de døde og tages op til Himmelen. De vidste ikke, at han allerede var bleven oprejst. Dengang Døberen begyndte sin virksomhed, var der mange, der mente, at han måske var profeten Moses, som var stået op fra de døde, for han syntes at have grundig viden om profetierne og Israels historie.

(85)  Man troede også, at Elias personligt skulle vise sig før Messias' komme. Denne forventning imødegik Johannes gennem sin benægtelse; men hans ord havde en dybere betyding. Senere sagde Jesus, da han talte om Johannes: "Og om I vil tage imod det han er Elias, som skulle komme" Matt. 11,14. Johannes kom i Elias' ånd og kraft for at gøre en gerning som den, Elias gjorde. Hvis jøderne havde taget imod ham, ville den være blevet fuldført for dem. Men de tog ikke imod hans budskab. For dem var han ikke Elias. For dem kunne han ikke udrette det, han var udsendt for.

(85)  Mange af dem, der flokkedes ved Jordan, havde været til stede ved Jesu dåb; men det tegn der blev givet var kun gået op for nogle få af dem. I de foregående måneder, hvor Døberen havde virket, var der mange, som havde nægtet at ænse kaldet til omvendelse. På denne måde havde de forhærdet deres hjerter og formørket deres forståelse. Da Himmelen selv vidnede om Jesus ved hans dåb, opfattede de det ikke. Øjne, der aldrig i tro havde været rettet mod ham, som er usynlig, så ikke åbenbarelsen af Guds herlighed; øren, som aldrig havde lyttet til hans røst, hørte ikke vidnesbyrdets ord. Sådan er det også nu. Mange gange åbenbares Kristi tilstedeværelse og også de tjenende engles, når folket forsamles, og dog er der mange, der ikke ved det. De lægger ikke mærke til noget usædvanligt. Men for nogle åbenbares Frelserens nærhed. Deres hjerter fyldes af fred og glæde. De føler sig trøstede, opmuntrede og velsignede.

(85)  Udsendingene fra Jerusalem havde spurgt Johannes: "Hvorfor døber du?" og de afventede hans svar. Pludselig, medens hans blik gled hen over skaren, strålede hans øjne, hans ansigt lyste af glæde, og hele hans skikkelse bævede af dyb betagelse. Med udrakte hænder råbte han: "Jeg døber kun med vand; men midt iblandt jer står en, I ikke kender; han, som kommer efter mig, og hvis skorem jeg ikke er værdig at løse." Joh. 1,27.

(85)  Dette var et tydeligt og utvetydigt budskab, der kunne bringes tilbage til Sanhedrin. Johannes' ord kunne ikke gælde nogen anden end den Forjættede. Messias var iblandt dem! Med undren stirrede præsterne og rådsherrerne rundt omkring i håb om at opdage ham, som Johannes havde talt om; men han kunne ikke skelnes blandt de mange mennesker.

(86)  Da Johannes ved Jesu dåb viste hen til ham som Guds Lam, faldt der nyt lys over Messias' gerning. Profetens tanker var rettet mod Esajas' ord: "Som et lam, der føres hen at slagtes." Es. 53,7. I de derefter følgende uger havde Johannes med fornyet interesse gransket profetierne og læren om offertjenesten. Han skelnede ikke klart mellem de to sider af Kristi gerning: som et lidende offer og som en sejrende konge men han forstod, at hans komme havde en dybere betydning, end præsterne og folket havde fattet. Da han så Jesus blandt skarerne ved hans tilbagekomst fra ørkenen, ventede han tillidsfuldt på, at Jesus på en eller anden måde skulle tilkendegive sin virkelige natur. Næsten med utålmodighed ventede han på at høre Frelseren forkynde sit kald, men der blev ikke sagt et ord og ikke givet noget tegn. Jesus reagerede ikke på Døberens bebudelse af ham, men færdedes med Johannes' disciple uden at give noget ydre bevis for sit særlige kald og uden at foretage sig noget for at gøre sig bemærket.

(86)  Næste dag ser Johannes Jesus komme. Med Guds herligheds lys hvilende over sig rækker profeten sine hænder frem og siger: "Se Guds Lam, som bærer verdens synd! Det er ham, om hvem jeg sagde: 'Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig. Og jeg kendte ham ikke; men for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand. ..... Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke, men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: 'Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd.' Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn." Joh. 1,29-34.

(86)  Var dette Kristus? Med ærefrygt og undren betragtede folket ham, som lige var blevet erklæret for at være Guds Søn. De havde følt sig dybt bevægede ved Johannes' ord. Han havde talt til dem i Guds navn. Dag efter dag havde de lyttet til ham, mens han dadlede deres synder, og for hver dag blev deres overbevisning om, at han var udsendt fra Himmelen, stærkere og stærkere. Men hvem var mon denne, som var større end Johannes Døber? Der var intet i hans dragt eller optræden, der tydede på fornemhed. Han var tilsyneladende af ringe byrd, klædt som de selv i de fattiges tarvelige dragt.

(86)  Der var nogle i skaren, som ved Kristi dåb havde set den guddommelige herlighed, og som havde hørt Guds røst. Men siden dengang var der sket en stor forandring med Frelserens udseende. Ved hans dåb havde de set hans ansigt forklaret i det himmelske lys; nu, hvor han var bleg, træt og udmattet, var han ikke blevet genkendt af andre end af profeten Johannes.

(86)  Men da folket betragtede ham, så de et ansigt, hvor guddommelig medfølelse var blandet med bevidstheden om magt. Ethvert øjekast, hvert af ansigtets træk vidnede om ydmyghed og gav udtryk for en usigelig kærlighed. Han syntes at være omgivet af en atmosfære af åndelig kraft. Skønt hans væremåde var blid og fordringsløs, virkede han på andre mennesker med en følelse af skjult kraft, som dog ikke helt lod sig skjule. Var dette mon den mand, som Israel så længe havde ventet på?

(87)  Jesus kom i fattigdom og ydmyghed for lige såvel at kunne være vort eksempel som vor Frelser. Hvis han var trådt frem i kongelig pragt, hvordan kunne han så have lært andre ydmyghed? Hvordan skulle han så have kunnet forkynde sådanne bidende sandheder som i Bjergprædikenen? Hvordan ville der have været håb for de ringe i samfundet, hvis Jesus var kommet for at bo som konge blandt mennesker?

(87)  Men for den store mængde forekom det imidlertid umuligt, at han, som var blevet udpeget af Johannes, skulle have nogen forbindelse med deres ophøjede forventninger. Derfor blev mange skuffede og højligt forvirrede.

(87)  De ord, som præsterne og rabbinerne så meget ønskede at høre: at Jesus nu ville genoprette riget for Israel, var ikke blevet udtalt. Det var en sådan konge, de havde ventet på og spejdet efter; det var en sådan konge, de var rede til at modtage. Men en, som søgte at oprette et rige med retfærdighed og fred i deres hjerter, ham ville de ikke tage imod.

(87)  Den følgende dag, medens to disciple stod i nærheden, så Johannes atter Jesus blandt folket. Atter strålede profetens ansigt i lyset fra den usynliges herlighed, idet han udbrød: "Se Guds Lam!" Ordene fik disciplenes hjerter til at banke. De forstod dem ikke fuldt ud. Hvad betød det navn, som Johannes havde givet ham: "Guds Lam". Johannes selv havde ikke givet nogen forklaring på det.

(87)  De forlod Johannes og gik hen for at opsøge Jesus. Den ene af de to var Andreas, Simons broder; den anden var evangelisten Johannes. Disse to blev Kristi første disciple. Drevet af en ubetvingelig indskydelse fulgte de efter Jesus ivrige efter at få ham i tale, men alligevel betagne og tavse, helt fortabte i denne helt overvældende betydningsfulde tanke: "Mon han er Messias?"

(87)  Jesus vidste, at disciplene fulgte ham. De var førstegrøden af hans gerning, og den guddommelige lærers hjerte frydede sig, da disse sjæle tog imod hans nåde. Dog spurgte han blot, idet han vendte sig om: "Hvad søger I?" Han ville stille dem frit med hensyn til at vende om eller at tale om deres ønsker.

(87)  De var sig kun et eneste formål bevidst. Deres tanker drejede sig kun om en eneste ting. De sagde: "Rabbi, hvor bor du?" Under en kort samtale ved vejkanten kunne de ikke modtage det, som de længtes efter. De ønskede inderligt at være alene med Jesus, at sidde ved hans fødder og lytte til hans ord. "Han siger til dem: 'Kom og se!' Da gik de med og så, hvor han boede, og de blev hos ham den dag."

(87)  Hvis Johannes og Andreas havde haft det samme vantro sind som præsterne og rådsherrerne, ville man ikke have fundet dem lyttende ved Jesu fødder. Så ville de være kommet til ham med kritik for at bedømme hans ord. På denne måde lukker mange døren i for de mest værdifulde muligheder. Men det gjorde disse første disciple ikke. De havde været modtagelige for Helligåndens kald gennem Johannes Døbers prædiken. Nu genkendte de den himmelske lærers røst. For dem var Jesu ord fyldt af friskhed og sandhed og skønhed. Der faldt et guddommeligt lys over de gammeltestamentlige skrifter. Sandhedens mangesidige emner viste sig for dem i et nyt lys.

(88)  Det er anger og tro og kærlighed, der gør sjælen rede til at modtage visdommen fra Himmelen. Tro, som virker ved kærlighed, er nøglen til viden, og enhver, som elsker, "kender Gud". 1Joh. 4,7.

(88)  Disciplen Johannes var en mand med alvorlige og dybe følelser, ivrig, men meget tænksom. Han var begyndt at kunne se Kristi herlighed, ikke den jordiske pomp og pragt, som han var oplært til at håbe på, men "en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed". Joh. 1,14. Han var helt fordybet i beskuelsen af dette forunderlige emne.

(88)  Filip kaldte på Natanael. Denne havde været en af skaren, da Døberen udpegede Jesus som Guds Lam. Da Natanael betragtede Jesus, blev han skuffet. Kunne denne mand, som var præget af slid og fattigdom, virkelig være Messias? Alligevel kunne Natanael ikke beslutte sig til at forkaste Jesus, for Johannes' budskab havde skabt en overbevisning i hans hjerte.

(88)  Andreas søgte at give andre del i den glæde, der opfyldte ham. Han gik ud for at finde sin broder Simon og råbte til ham: "Vi har fundet Messias." Simon lod sig ikke dette sige to gange. Også han havde hørt Johannes Døbers forkyndelse, og han skyndte sig hen til Frelseren. Kristi blik hvilede på ham og tydede hans karakter og hans livs historie. Hans impulsive natur, hans kærlige, medfølende hjerte, hans ærgerrighed og selvtillid, historien om hans fald, hans anger, hans møje og hans martyrdød, Frelseren så det alt sammen, og han sagde: "Du er Simon, Johannes' søn; du skal hedde Kefas (det er det samme som Peter)." "Den næste dag ville Jesus drage derfra til Galilæa; og han finder Filip og siger til ham: 'Følg mig!" Filip adlød befalingen, og straks blev han også en Kristi medarbejder.

(88)  Dengang Filip kaldte på Natanael, havde denne trukket sig tilbage i en stille lund for at grunde over Johannes' forkyndelse og de profetier, som angik Messias. Han bad om, at han, hvis den, som Johannes havde bebudet, var befrieren, måtte få vished for det, og Helligånden hvilede over ham med forvisning om, at Gud havde besøgt sit folk og oprejst et frelsens horn for dem. Filip vidste, at hans ven granskede profetierne, og medens Natanael var ved at bede under et figentræ, opdagede Filip hans tilflugtsted. De havde ofte bedt sammen på dette afsides sted, der var skjult bag løvet.

(88)  Dette budskab: "Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet!" forekom Natanael at være et direkte svar på hans bøn. Filips tro var endnu vaklende. Tvivlrådigt tilføjede han: "Jesus, Josefs søn, fra Nazaret." Atter dukkede fordommene op i Natanaels hjerte. Han udbrød: "Kan noget godt være fra Nazaret?"

(88)  Filip indlod sig ikke i nogen ordstrid. Han sagde: "Kom og se!" Jesus så Natanael komme og sagde om ham: "Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig!" Forbavset udbrød Natanael: "Hvorfra kender du mig?' Jesus svarede og sagde til ham: 'Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet."

(88)  Dette var nok. Guds Ånd, som havde vidnet for Natanael under hans ensomme bøn under figentræet, talte nu til ham gennem Jesu ord. Om end tvivlende og noget tilbøjelig til at nære fordom var Natanael kommet til Kristus med et ærligt ønske om at kende sandheden, og nu var hans ønske blevet opfyldt. Hans tro var større end det menneskes, der havde ført ham til Jesus. Han svarede og sagde: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels konge."

(89)  Hvis Natanael havde stolet på rabbinernes vejledning, ville han aldrig have fundet Jesus. Det var ved selv at se og dømme, at han blev en discipel. Det samme er i dag tilfældet for mange, som af fordomme holdes tilbage fra det gode. Hvor helt anderledes ville resultatet ikke blive, hvis de ville "komme og se".

(89)  Ingen vil opnå en frelsende kundskab om sandheden, så længe de sætter deres lid til menneskers autoritet. Ligesom Natanael må vi selv granske Guds ord og bede om Helligåndens oplysning. Han, som så Natanael under figentræet, vil også se os i vort lønkammer. Engle fra lysets verden er dem nær, som i ydmyghed søger guddommelig vejledning. DSM 89

(89)  Der findes mange, som har brug for kærlige kristne menneskers hjælp. Mange er gået til grunde, skønt de kunne være blevet frelst, hvis deres naboer, ganske almindelige mænd og kvinder, havde gjort sig personlige anstrengelser for deres skyld. Mange mennesker venter på en personlig henvendelse. I selve den familie, det nabolag og den by, hvor vi lever, findes der arbejde for os at gøre som Kristi missionærer. Hvis vi er kristne, vil dette arbejde være vor store glæde. Aldrig så snart er et menneske blevet omvendt, før der i det fødes en trang til at lade andre vide, hvilken dyrebar ven det har fundet i Jesus. Den frelsende og helliggørende sandhed kan ikke forblive gemt i dets hjerte.

(89)  Alle, der har viet sig til Gud, kan bringe lyset til andre. Gud gør dem til sine hjælpere for at meddele andre sin nådes rigdomme. Hans forjættelse lyder sådan: "Jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse." Ez. 34,26.

(89)  Filip sagde til Natanael: "Kom og se!" Han opfordrede ham ikke til at godkende en andens vidnesbyrd, men til selv at se Kristus. Nu, hvor Jesus er steget op til Himmelen, er hans disciple hans stedfortrædere blandt mennesker, og et af de mest virksomme midler til at vinde sjæle for ham er at give et billede af hans egenskaber i vort daglige liv. Vor indflydelse over andre er ikke så meget afhængig af, hvad vi siger, som af, hvordan vi er. Mennesker kan måske bekæmpe og trodse vor logik; de kan gøre modstand mod vore henvendelser; men et liv i uselvisk kærlighed er et argument, som de ikke kan modsige. En konsekvent livsform, der kendetegnes ved Kristi sagtmodige sind, er en magt, der betyder noget i verden.

(90)  Kristi undervisning var udtryk for en indre overbevisning og erfaring, og de, som lærer af ham, bliver lærere efter det guddommelige mønster. Når Guds ord tales af et menneske, som selv er blevet helliggjort ved det, har det en livgivende kraft, som gør det tiltrækkende for tilhørerne og overbeviser dem om, at det er en levende virkelighed. Når et menneske tager imod sandheden af kærlighed til den, vil det åbenbare dette ved sit overtalende væsen og sin stemmes klang. Det forkynder det, som det selv har hørt, set og følt på med sine egne hænder med hensyn til livets ord, for at andre kan blive fælles med dette menneske om at kende Kristus. Dets vidnesbyrd, der lyder fra læber, som er berørt af en glød fra alteret, er sandhed for det modtagelige sind og virker helliggørende på karakteren.

(90)  Og den, som søger at bringe lys til andre, vil selv modtage en velsignelse. "Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv" Ordsp. 11,25. Gud kunne have nået sit formål med at frelse syndere uden vor hjælp, men for at vi skulle kunne udvikle egenskaber, der ligner Kristi, må vi deltage i hans arbejde. For at få del i hans glæde, glæden ved at se syndere blive frelst ved hans offer må vi tage del i hans bestræbelser for at frelse dem.

(90)  Det første udtryk, som Natanael gav for sin tro, så helt og ærligt og oprigtigt, frydede Jesus. Og han "svarede og sagde til ham: 'Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end disse" Frelseren så med glæde hen til sin gerning med at prædike det glade budskab for de sagtmodige, med at læge de sønderknuste og forkynde frihed for dem, som var i Satans trældom. Ved tanken om de dyrebare velsignelser, han havde bragt til mennesker, tilføjede Jesus: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

(90)  Her siger Kristus i virkeligheden: Ved Jordans bredder blev Himlene åbnet, og Ånden dalede som en due ned over mig. Det, der skete, var blot et tegn på, at jeg er Guds Søn. Hvis I tror på, at jeg er det, så skal jeres tro få nyt liv. I skal komme til at se, at Himlene er åbnede, og at de aldrig mere skal lukkes til. Jeg har åbnet Himmelen for jer. Guds engle stiger op og bringer de nødlidendes og ulykkeliges bønner op til den himmelske Fader og stiger atter ned med velsignelse og håb, mod, hjælp og liv til menneskenesbørn.

(90)  Guds engle er altid på vej fra jorden til Himmelen og fra Himmelen til jorden. Kristi undergerninger for de bedrøvede og lidende skete ved englenes medvirken. Og det er ved Kristus og ved hans himmelske sendebuds medvirken, at enhver velsignelse fra Gud når ned til os. Ved at blive menneske forener vor Frelser sine interesser med Adams faldne sønners og døtres interesser, medens han med sin guddommelighed holder fast ved Guds trone. Således er Kristus mellemledet i menneskets forbindelse med Gud og Guds forbindelse med mennesket.