"Guds rige er kommet nær"

(148)  Jesus drog til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet." Mark. 1,14-15.

(148)  Messias' komme var først blevet forkyndt i Judæa. I templet i Jerusalem var forløserens fødsel blevet forudsagt af Zakarias, medens han tjente foran alteret. Over Betlehems høje havde englene forkyndt Jesu fødsel. Vismændene var kommet til Jerusalem for at søge efter ham. Simeon og Anna havde i templet bevidnet hans guddommelighed. "Jerusalem og hele Judæa" havde lyttet til Johannes Døbers prædiken; og udsendingene fra Sanhedrin havde sammen med skarerne hørt hans vidnesbyrd om Jesus. I Judæa havde Kristus modtaget sine første disciple. Her var meget af hans første virksomhed foregået. Hans guddommelighed, der lynede frem ved tempelrensningen, hans helbredelsesundere og læren om de guddommelige sandheder, der lød fra hans læber, alt dette forkyndte, hvad han efter helbredelsen ved Betesda selv havde erklæret over for Sanherin, at han var den Eviges Søn.

(148)  Hvis Israels ledende mænd havde taget imod Kristus, ville han have ladet dem få den ære som hans sendebud at bringe evangeliet ud til verden. De var de første, der fik lejlighed til at blive rigets og Guds nådes forkyndere. Men Israel kendte ikke sin besøgelsestid. De jødiske lederes skinsyge og mistro havde udviklet si: til åbent had, og folkets hjerter vendte sig bort fra Jesus.

(148)  Sanhedrin havde forkastet Kristi budskab og var besluttet på at få ham dræbt. Derfor drog Jesus bort fra Jerusalem, fra præsterne, fra templet, fra de religiøse ledere, fra folket, der var blevet oplært i loven, og vendte sig til en anden slags mennesker for at forkynde sit budskab og udvælge dem, der skulle bringe evangeliet ud til alle folkeslag.

(148)  Ligesom menneskenes lys og liv blev forkastet af de gejstlige myndigheder på Kristi tid, således er det blevet forkastet i ethvert følgende slægtled. Atter og atter har historien om Kristus, der trak sig tilbage fra Judæa, gentaget sig. Dengang reformatorerne prædikede Guds ord, havde det slet ikke været deres hensigt at udskille sig fra kirken; men de gejstlige ledere ville ikke finde sig i lyset, og de, som bragte det, blev nødt til at opsøge en anden slags mennesker, der længtes efter sandheden. I vore dage er der kun få af dem, der hævder at være reformatorernes efterfølgere, der drives af deres ånd. Kun få lytter til Guds røst og er rede til at tage imod sandheden, i hvilken skikkelse den end viser sig. Ofte bliver de, som følger i reformatorernes fodspor, nødsaget til at de sig bort fra de menigheder, de elsker, for at kunne forkynde Guds ords rene lære. Og mange gange bliver de, som søger lyset, på grund af den samme lære nødt til at forlade deres fædres kirke, hvis de vil vise lydighed.

(149)  Galilæas befolkning var foragtet af de skriftkloge i Jerusalem som simpel og uoplyst, men alligevel frembød de en mere gunstig arbejdsmark for Frelseren. De var mere alvorlige og oprigtige og mindre beherskede af fanatisme. Deres sind var mere åbent og modtageligt for sandheden. Da Jesus drog til Galilæa, var det ikke for at søge ensomhed eller afsondrethed. På denne tid var provinsen hjemsted for en tæt befolkning, med en langt større iblanding af folk af andre nationer, end man fandt i Judæa.

(149)  Da Jesus drog gennem Galilæa,medens han lærte og helbredte, flokkedes store skarer fra byerne og landsbyerne om ham. Endog fra Judæa og de tilstødende provinser kom der mange. Ofte var han nødt til at skjule sig for folket. Begejstringen blev så stor, at det var nødvendigt at udvise forsigtighed, for at ikke de romerske myndigheder skulle komme til at frygte for et oprør. Aldrig før havde verden oplevet en tid som denne. Himmelen var steget ned til menneskene. Hungrende og tørstende sjæle, som længe havde ventet på Israels genløsning, frydede sig nu over en barmhjertig Frelsers nåde.

(149)  Hovedpunktet i Kristi prædiken var dette: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet"Således byggede evangeliets budskab, som det lød fra Frelseren selv, på profetierne. Den "tid" som han erklærede var inde, var den tidsperiode, som engelen Gabriel havde forkyndt Daniel. "Halvfjerdsindstyve uger er fastsat over dit folk og din hellige by," sagde engelen, "indtil overtrædelsen er fuldendt, syndens mål fuldt, misgerningen sonet, evig retfærdighed hidført, syn og profet beseglet og en højhellig helligdom salvet." Dan. 9,24. I profetisk tale gælder en dag for et år. Se 4Mos. 14,34; Ez. 4,6. De 70 uger eller 490 dage repræsenterer 490 år. Der bliver angivet et begyndelsespunkt for denne tidsperiode: "Og du skal vide og forstå: fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der syv uger; og i 62 uger," 69 uger eller 460 år. Dan 9,25. Befalingen om at genoprette og opbygge Jerusalem, sådan som den blev fuldstændiggjort efter Artaxerxes dekret (se Ezra 6,14; 7,1. 9), trådte i kraft i efteråret 457 før Kristus. Fra dette tidspunkt rækker 460 år til efteråret år 27 efter Kristus. Ifølge profetien skulle denne tidsperiode vare til Messias', den Salvedes, komme. År 27 blev Jesus ved sin dåb salvet med Helligånden og begyndte snart derefter på sin gerning. Da blev dette budskab forkyndt: "Tiden er inde!"

(149)  Derefter sagde engelen: "Og pagten skal ophæves for de mange i én uge (syv år)." I syv år efter at Frelseren var begyndt på sin virksomhed, skulle evangeliet særligt prædikes for jøderne: i tre og et halvt år af Kristus selv og derefter af apostlene. "Og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre." Dan. 9,27. I foråret år 31 døde Kristus på Golgata som det sande offer. Da blev templets forhæng sønderrevet som tegn på, at offertjenestens hellighed og betydningsfuldhed var forsvunden. Tiden var inde, hvor det jordiske slagtoffer og afgrødeoffer skulle ophøre.

(150)  Denne ene uge de syv år endte år 34 e. Kr. Da beseglede jøderne ved at stene Stefanus deres endelige forkastelse af evangeliet. Disciplene, der gennem forfølgelsen blev spredt i fremmede lande, "drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord" (Apg. 8,4). Kort tid efter blev forfølgeren Saulus omvendt og blev til Paulus, hedningernes apostel.

(150)  Tiden for Kristi komme, hans salvning med Helligånden, hans død og evangeliets udbredelse til hedningerne var tydeligt udpeget. Det var det jødiske folks forrettighed at forstå disse profetier og at erkende deres opfyldelse gennem Jesu udsendelse. Kristus indprentede sine disciple, hvor betydningsfuldt det var at granske profetierne. Han henviste til den profeti, som Daniel havde modtaget med hensyn til deres egen tid. "Den, som læser det, han give agt." Matt. 24,15. Efter sin opstandelse udlagde han for disciplene, hvad der hos "alle profeterne" handlede om ham" Luk. 24,27. "Kristi Ånd i dem" vidnede forud om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter." 1Peter 1,11.

(150)  Det var Gabriel, den engel, som i rang fulgte lige efter Guds Søn, der bragte Daniel dette guddommelige budskab. Det var Gabriel, hans engel, som Kristus sendte for at åbenbare fremtiden for den elskede discipel Johannes; og der lyses velsignelse over dem, der læser og hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den. Åb. 1,3. "Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne." De skjulte ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig." Amos 3,7; 5Mos. 29,29. Gud har givet os alt dette, og hans velsignelse vil følge det ærbødige studium under bøn af de profetiske skrifter.

(150)  Ligesom budskabet om Kristi første komme forkyndte hans nådes rige, således forkynder budskabet om hans genkomst hans herligheds rige. Og det andet budskab er ligesom det første bygget på profetierne. Engelens ord til Daniel med hensyn til de sidste tider skulle blive forstået ved tidernes ende. På den tid skal "mange granske i den, og kundskaben skal blive stor". "De gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige." Dan. 12,4. 10. Frelseren selv har vist os tegnene på sit komme,og han siger: "Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfy alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen." Luk. 21,31. 34. 36.

(150)  Vi er nået til den tidsperiode, som er forudsagt i disse skriftsteder. De sidste tider er nu inde, seglet er taget bort fra profeternes syner, og deres højtidelige advarsler viser her til, at vor Herres komme i herlighed er nært forestående.

(151)  Jøderne misbrugte og forvanskede Guds ord, og de kendte ikke deres besøgelsestid. Arene, hvor Kristus og hans apostle virkede iblandt dem, disse dyrebare nådens år for det udvalgte folk tilbragte de med at lægge råd op om at tilintetgøre Herrens sendebud. De var opfyldt af jordisk ærgerrighed, og tilbuddet om det åndelige rige var spildt på dem. Sådan er også i dag menneskers tanker optaget af denne verdens rige, og de lægger ikke mærke til, at profetierne hastigt opfyldes, eller til tegnene på, at Guds rige er kommet ganske nær.

(151)  Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Skønt vi ikke kan kende timen for vor Herres genkomst,så kan vi vide, når den er nær. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru! 1Tess. 5,4-6.