"Er han ikke tømmermandens søn"

(152)  Dette kapitel er bygget op over Luk 4,16-30
Der hvilede en skygge over de lyse dage hvor Jesus virkede i Galilæa. Nazarets beboere forkastede ham. "Er han ikke tømmermandens søn?" sagde de.

(152)  Gennem hele sin barndom og ungdom havde Jesus tilbedt i synagogen i Nazaret sammen med sine brødre. Siden han var begyndt på sin gerning, havde han været borte fra dem, men de havde ikke været uvidende om, hvad der var sket med ham. Da han atter viste sig iblandt dem, var deres interesse og forventning spændt til bristepunktet. Her fandtes de kendte skikkelser og ansigter, som han havde set, fra han var barn. Her var hans moder, hans brødre og hans søstre, og alles blikke var rettet imod ham, da han på sabbatsdagen trådte ind i synagogen og indtog sin plads blandt de tilbedende.

(152)  Ved dagens sædvanlige gudstjeneste læste den ældste højt af profeterne og formanede folket til at håbe på den Forjættede, som skulle herske sejrrigt over folket og bandlyse al undertrykkelse. Han søgte at opmuntre sine tilhørere ved at fortælle dem om tegnene på, at Messias' komme var nært forestående. Han beskrev herligheden ved hans komme, idet han stadig fremhævede den tanke, at han ville vise sig i spidsen for store hære for at befri Israel.

(152)  Når en rabbiner var til stede i synagogen, ventede man, at han skulle bolde prædikenen, og enhver israelit havde lov til at foretage oplæsningen af profeterne. På denne sabbatsdag anmodede man Jesus om at tage del i gudstjenesten. Han "stod op for at forelæse, og man gav ham profeten Esajas' bog". Luk. 4,16-17. Det skriftord, som han læste, var et, som man regnede for at vise hen til Messias:

(152)  Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen og gav tjeneren den tilbage og alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham. Og alle gav de ham deres bifald, og de undrede sig over de livsalige ord, som udgik af hans mund. Luk. 4,20-22.

(152)  Jesus stod foran folket som den levende fortolker af profetierne om ham selv. Idet han udlagde de ord, han havde læst, talte han om Messias som de undertryktes befrier, den, der satte fanger i frihed, helbredte de syge, gav de blinde deres syn igen og åbenbarede sandhedens lys for verden. Hans betagende fremstillingsevne og hans ords vidunderlige betydningsfuldhed virkede på tilhørerne med en magt, som de aldrig tidligere havde følt. Den guddommelige påvirkning nedbrød enhver skranke. Ligesom Moses skuede de den Usynlige. Medens Helligånden rørte ved deres hjerter, svarede de med et inderligt amen og priste Herren.

(153)  Men da Jesus forkyndte: "I da: er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse," kom de pludselig atter til at tænke på sig selv og på, hvem han var, som havde talt til dem. De, israelitterne, Abrahams børn, var blevet fremstillet, som om de var i trældom. De var blevet omtalt som fanger, der skulle udfries fra det ondes magt, som om de var i mørke og trængte til sandhedens lys. Deres stolthed var blevet krænket og deres frygt vakt. Jesu ord tilkendegav, at hans gerning for dem skulle blive helt anderledes, end de ønskede det. Deres gerninger kunne måske blive genstand for en alt for nærgående undersøgelse. På trods af deres nøjagtighed, når det gjaldt ydre ceremonier, gyste de tilbage for at lade sig ransage af disse klare, granskende øjne.

(153)  Hvem er egentlig denne Jesus? spurgte de. Han, som gjorde fordring på Messias' herlighed,var en tømmermands søn og havde arbejdet som håndværker sammen med sin fader Josef. De havde set ham slide og slæbe op og ned ad bjergene, de kendte hans brødre og søstre og vidste besked om hans liv og besværligheder. De havde set ham udvikle sig fra barn til yngling og fra yngling til voksen mand. Skønt hans liv havde været uden nogen plet, ville de ikke tro på, at han skulle være den Forjættede.

(153)  Hvilken modsætning var der ikke mellem hans lære med hensyn til det kommende rige og det, som de havde hørt fra deres ældste! Jesus havde ikke sagt noget om at udfri dem fra romerne. De havde hørt om hans undergerninger og havde håbet på, at han ville udøve sin magt til deres fordel, men de havde ikke set noget tegn på, at han havde sådanne hensigter.

(153)  Da de gav tvivlen indpas, blev deres hjerter endnu langt mere forhærdede, fordi de en kort stund havde været blødgjort. Satan havde besluttet, at de blinde øjne ikke den dag skulle blive åbnede, og at heller ikke de trælbundne sjæle skulle sættes i frihed. Med den største iver arbejdede han på at befæste dem i deres vantro. De tog intet hensyn til det tegn, de allerede havde fået, da de var blevet betaget af overbevisningen om, at det var deres Frelser, der talte til dem.

(153)  Men nu gav Jesus dem et bevis på sin Guddommelighed ved at åbenbare deres hemmelige tanker. Han sagde til dem: "I vil sikkert bruge det ordsprog om mig: 'Læge, læg dig selv!' vi har hørt om de store ting, som er sket i Kapernaum; gør også sådanne her i din fædreneby." Men han sagde: "Sandelig siger jeg eder: ingen profet er anerkendt i sin fædreneby. Og jeg siger eder, som sandt er: I Israel var der mange enker i Elias' dage, dengang himmelen var lukket i tre år og seks måneder, så der kom en stor hungersnød i hele landet; dog til ingen af dem blev Elias sendt, men derimod til en enke i Zarepta i Zidons land. Og i Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men derimod syreren Na'aman." Luk 4,23-27.

(154)  Gennem denne beretning om begivenheder i profeternes liv imødegik Jesus sine tilhøreres spørgsmål. De tjenere, som Gud havde udvalgt til en særlig gerning, fik ikke lov til at virke for et forhærdet og vantro folk. Men de, som havde hjerte til at føle og evne til at tro, blev særligt begunstigede med beviser på hans magt gennem profeterne. I Elias' dage var Israel veget bort fra Gud. De holdt fast ved deres synder og forkastede Åndens advarsler, som de fik gennem Guds sendebud. Således afskar de sig selv fra den kanal, hvorigennem Guds velsignelse kunne tilflyde dem. Herren forbigik de israelitiske hjem og fandt et tilflugtsted for sin tjener i et hedensk land hos en kvinde, som ikke tilhørte det udvalgte folk. Men denne kvinde blev foretrukket, fordi hun havde fulgt det lys, hun havde modtaget, og hendes hjerte var åbent for det større lys, som Gud sendte hende gennem sin profet.

(154)  Det var af den samme årsag, at de spedalske i Israel blev forbigået på Elisas tid. Men Na'aman, en fornem hedensk mand, havde været tro mod sin opfattelse af det rette og havde følt sin store trang til at få hjælp. Han var i en tilstand, hvor han kunne modtage Guds nådes gaver. Han blev ikke blot renset for sin spedalskhed, men han blev velsignet med kundskab om den sande Gud.

(154)  Vor stilling over for Gud er ikke afhængig af, hvor meget lys vi har modtaget, men af, hvordan vi har gjort brug af det. Således er selv hedningerne, der vælger det rette, så vidt som de kan skelne det, mere gunstigt stillede end de, der har fået meget lys og hævder at tjene Gud, men som ikke ænser lyset, og som gennem deres daglige liv modsiger deres bekendelse.

(154)  Jesu ord til hans tilhørere i synagogen ramte deres selvretfærdighed i selve dens rod og indprentede dem den bitre sandhed, at de var veget bort fra Gud og havde forspildt deres krav på at være hans folk. Hvert ord skar som en kniv, da deres virkelige tilstand blev foreholdt dem. Nu foragtede de den tro, som Jesus fra først af havde indgydt dem. De ville ikke indrømme, at han, som havde sin oprindelse i fattigdom og ringhed, var andet end et almindeligt menneske.

(154)  Deres vantro avlede ondskab. Satan havde dem i sin magt, og i deres vrede protesterede de højlydt mod Frelseren. De havde vendt sig fra ham, der var kaldet til at læge og helbrede. Nu åbenbarede de ødelæggerens egenskaber.

(154)  Da Jesus omtalte de velsignelser, der var skænket hedningerne, vaktes hans tilhøreres voldsomme, nationale hovmod, og hans ord druknede i en larm af stemmer. Disse mennesker havde været stolte af at overholde loven; men nu, hvor deres fordomme blev krænket, var de rede til at begå mord. Forsamlingen brød op, og de lagde hånd på Jesus og skubbede ham ud af synagogen og ud af byen. Alle syntes ivrige efter at dræbe ham. De skyndte sig med ham hen til randen af en afgrund i den hensigt at styrte ham ned. Luften genlød af skrig og forbandelser. Nogle kastede sten efter ham, da han pludselig var forsvunden fra dem. De himmelske sendebud, som havde været ved hans side i synagogen, var nu hos ham midt i denne rasende folkehob. 'De dækkede ham for hans fjender og førte ham til et sikkert sted.

(155)  Sådan beskyttede også englene Lot og førte ham i sikkerhed ud fra Sodoma. Sådan beskyttede de Elisa i den lille bjergby. Da de omliggende bjerge var opfyldt af kongen af Syriens heste og vogne, så Elisa, at de nærmeste bjergskråninger var fulde af Herrens hærskarers heste og ildvogne omringede Herrens tjener.

(155)  Sådan har engle til alle tider været Guds trofaste disciple nær. Ondskabens store hær står rustet mod alle dem, der ønsker at sejre, men Kristus vil, at vi skal se hen til de ting, som man ikke ser, til de himmelske hære, der slår lejr omkring alle dem, der elsker Gud, for at udfri dem. Vi vil aldrig få at vide, fra hvor mange farer, både synlige og usynlige, vi ved engles mellemkomst er blevet bevaret, før vi i evighedens lys forstår Guds forsyns nåde. Da skal vi komme til at se, at hele den himmelske familie var interesseret i familien hernede,og at udsendinge fra Guds trone vågede over vore skridt fra dag til dag.

(155)  Da Jesus i synagogen læste højt af profetien, standsede han pludselig før den endelige redegørelse for Messias' gerning. Da han havde læst ordene: "og udråbe et nådeår fra Herren," undlod han at læse sætningen "en hævnens dag fra vor Gud." Es. 61,2. Dette var i lige så høj grad sandhed som den første del af profetien, og gennem sin tavshed fornægtede Jesus ikke sandheden. Men denne sætning var den, som hans tilhørere frydede sig over at dvæle ved, og som de higede efter at lade gå i opfyldelse. De fældede dam over hedningerne og opdagede ikke, at deres egen skyld var endog større end de andres. De trængte selv uendeligt til den barmhjertighed, som de var så parate til at nægte hedningerne. Denne dag i synagogen, hvor Jesus stod iblandt dem, var deres lejlighed til at tage imod kaldet fra Himmelen. Han, som "gerne er nådig" (Mika 7,18), ønskede blot at frelse dem fra den ødelæggelse, som deres synder ville fremkalde.

(155)  Dog kunne han ikke opgive håbet om dem uden at give dem endnu et kald til omvendelse. Hen imod slutningen af sin virksomhed i Galilæa besøgte han atter sit barndomshjem. Siden den tid, hvor han var blevet forkastet dér, havde hans prædiken og hans undergerninger gjort ham berømt i hele landet. Nu kunne ingen benægte, at han var i besiddelse af mere end menneskelig magt. Nazarets beboere vidste, at han drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, der var knuget af Satans magt. Rundt omkring dem var der landsbyer, hvor der ikke lød klage fra syge i noget hus, for han var draget igennem dem og havde helbredt alle deres syge. Den barmhjertighed, der åbenbarede sig i enhver af hans handlinger, vidnede om, at han var Guds salvede.

(155)  Da nazaræerne atter lyttede til hans ord, rørte Helligånden ved deres hjerter. Men selv nu ville de ikke indrømme, at denne mand, som var vokset op iblandt dem, var noget andet eller større end de selv. Stadig nagedes de af den bitre erindring om, at medens han selv hævdede at være den Forjættede, så havde han i virkeligheden nægtet dem en plads i Israel, for han havde vist dem, at de var mindre værdige til Guds velbehag end en hedensk mand eller kvinde. Skønt de spurgte: "Hvorfra har denne mand denne visdom og disse kraftige gerninger?" så ville de derfor ikke tage imod ham som Guds Kristus. På grund af deres vantro kunne Frelseren ikke gøre mange undergerninger iblandt dem. Kun nogle få sjæle var modtagelige for hans velsignelse, og modstræbende drog han derfra for aldrig mere at vende tilbage.

(156)  Vantroen, som én gang var blevet næret, vedblev med at beherske disse mænd fra Nazaret. På samme måde beherskede den Sanhedrin og hele folket. For præsterne og folket var denne forkastelse af Helligåndens kraft begyndelsen til enden. For at bevise, at deres første modstand var rigtig, fortsatte de altid senere med deres smålige kritik af Kristi ord. Deres afvisning af Ånden kulminerede ved korset på Golgata, ved ødelæggelsen af deres by og ved folkets adspredelse for alle vinde.

(156)  Ak, hvor længtes ikke Kristus efter at åbenbare Israel sandhedens kostelige skatte! Men deres åndelige blindhed var så stor, at det var umuligt at åbenbare dem de sandheder, som angik hans rige. De klamrede sig til deres overbevisning og deres unyttige ceremonier, da den himmelske sandhed ventede på, at de skulle tage imod den. De brugte deres penge til avner og tomme skaller, medens livets brød var inden for deres rækkevidde. Hvorfor gik de dog ikke til Guds ord og granskede flittigt for at få at vide, om de ikke for vild? Det gamle Testamentes skrifter beretter tydeligt om enhver enkelthed af Kristi gerning, og atter og atter gentog han profeternes ord og erklærede: "I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse." Hvis de med ærlighed havde gransket Skrifterne og ladet deres teorier efterprøve ved Guds ord, havde Jesus ikke behøvet at græde over deres ubodfærdighed. Han behøvede ikke at have sagt: "Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!" Luk. 13,35. De kunne være kommet til at kende beviserne for, at han var Messias, og den ulykke, der lagde deres stolte by i ruiner, kunne have været undgået. Men jøderne var blevet snæversynede på grund af deres uforstandige fanatisme. Kristi lære afslørede deres karaktersvagheder og krævede omvendelse. Dersom de tog imod hans lære, måtte deres skikke og sædvaner forandres, og de måtte opgive deres kæreste forhåbninger. For at blive æret af Himmelen måtte de give afkald på menneskers ære. Hvis de adlød denne nye rabbiners ord, måtte de gå stik imod tidens største tænkeres og læreres meninger.

(156)  Sandheden var ikke velset på Kristi tid. Den er heller ikke velset i vore dage. Den har været upopulær, lige siden Satan gav mennesker afsmag for den ved at forkynde opdigtede historier, som førte til selvforherligelse. Møder vi ikke også i dag teorier og læresætninger, som ikke bygger på Guds ord? Mennesker klamrer sig lige så hårdnakket til dem, som jøderne klamrede sig til deres overleveringer.

(156)  De jødiske ledere var opfyldt af åndeligt hovmod. Deres begærlighed efter selvforherligelse gav sig endog udtryk under deres tjeneste i helligdommen. De satte pris på at få de fornemste pladser i synagogen. De holdt af at blive hilst på torvene og nød at høre deres titler lyde fra menneskers læber. Efterhånden som den virkelige fromhed blev mindre, vogtede de mere skinsygt over deres traditioner og ceremonier.

(157)  Fordi deres forståelse var formørket af selviske fordomme, kunne de ikke få kraften i Kristi overbevisende ord til at stemme overens med hans fattige tilværelse. De forstod ikke at værdsætte den kendsgerning, at virkelig storhed kan undvære ydre pragtudfoldelse. Denne mands fattigdom syntes at være ganske uforenelig med hans hævdelse af at være Messias. De spurgte: Hvis han var den, han gjorde krav på at være, hvorfor var han da så fordringsløs ? Hvis han var tilfreds med ikke at have nogen våbenmagt, hvad ville der så blive af deres folk ? Hvordan skulle den så længe forventede magt og ære gøre folkeslagene til den jødiske stads undersåtter ? Havde ikke præsterne lært dem, at Israel skulle blive hersker over hele jorden? Og kunne der være nogen mulighed for, at de store åndelige vejledere havde taget fejl?

(157)  Men det var nu ikke blot mangelen på ydre glans over hans liv, der fik jøderne til at forkaste Jesus. Han var den personificerede renhed og de var urene. Han levede blandt mennesker som et eksempel på pletfri retskaffenhed. Hans udadlelige liv kastede lys ind over deres hjerter. Hans oprigtighed afslørede deres uoprigtighed. Den åbenbarede hulheden i deres pralende fromhed og påviste deres syndighed i dens hæsligste form. Et sådant lys var ikke velkomment.

(157)  Hvis Kristus havde vendt opmærksomheden mod farisæerne og havde prist deres lære og fromhed, så ville de med glæde have tiljublet ham. Men når han talte om Himmeriget som en nådens gave til hele menneskeheden, så forkyndte han en side af religionen, som de ikke ville finde sig i. Deres eget eksempel og deres egen lære havde aldrig været sådan, at den kunne gøre det til noget attråværdigt at tjene Gud. Når de så Jesus tage sig af netop dem, som de hadede og afskyede, vakte det de værste lidenskaber i deres hovmodige hjerter. Skønt de pralede af, at under "Løven af Judas stamme" (Åb. 5,5) skulle Israel ophøjes til at herske over alle folkeslag, så kunne de lettere have udholdt at se deres ærgerrige håb blive skuffet, end de kunne tåle Kristi irettesættelser for deres synder og den bebrejdelse, som de følte ved blot at være i nærheden af hans renhed.