"Kom og følg mig"

(158)  Dette kapitel er bygget op over Matt 4,18-22; Mark 1,16-20; Luk 5,1-11
Morgenen var ved at gry over Galilæas sø. Disciplene, som var trætte efter en nats frugtesløst arbejde, var blevet ude i deres fiskerbåde på søen. Jesus var kommet for at tilbringe en stille time ved vandets bred.Han havde håbet, at han tidligt om morgenen kunne få en lille tid til hvile uden at være omgivet af skarerne, som fulgte ham dag efter dag. Men snart begyndte folket atter at samles omkring ham. Så hurtigt voksede skarerne i antal, at han trængtes fra alle sider. Imidlertid var disciplene kommet ind til land. For at undgå mængdens pres steg Jesus op i Peters båd og bad ham om at lægge lidt fra land. Her kunne alle bedre se og høre Jesus, og fra båden lærte han skarerne på bredden.

(158)  Hvilket syn fik ikke englene at se her: deres herlige fører siddende i en fiskers båd, som blev vugget hid og did af de urolige bølger, mens han forkyndte frelsens glade budskab for den lyttende skare, som trængtes langs søens bred! Han, som var den, Himmelen ærede, forkyndte sit riges storhed under åben himmel for jævne mennesker. Dog kunne han ikke have fundet omgivelser, der passede bedre for hans gerning. Søen, bjergene, de vidtstrakte sletter og solskinnet, der strålede over jorden, alt bidrog til at levendegøre hans lære og få den til at fæstne sig i sindet. Og ingen af Kristi lærdomme blev uden frugt. Hvert budskab fra hans mund fandt vej til en eller anden sjæl som det evige livs ord.

(158)  Hvert eneste øjeblik voksede antallet af mennesker på bredden. Gamle mænd, som støttede sig til deres stave, hårdføre bønder fra bjergene, fiskere, som var vendt hjem fra deres arbejde på søen, købmænd og rabbinere, rige og lærde, gamle og unge, som medbragte deres syge og lidende venner, trængtes for at høre den guddommelige lærers ord. Det var til sådanne begivenheder, at profeterne havde set frem, dengang de skrev:

(158)  Zebulons land og Naftalis land langs søen, landet hinsides Jordan, hedningernes Galilæa, det folk, som sad i mørke, har set et stort lys, og for dem, som sad i dødens land og skygge, er et lys oprundet.

(158)  Foruden skarerne på Genezaret søens bred havde Jesus andre tilhørerskarer i sin tanke, mens han prædikede ved søen. Han så frem gennem tiderne og så sine trofaste venner i fængsler og foran domstole, i fristelser og ensomhed og lidelse. Enhver begivenhed med glæde eller strid eller vanskeligheder var synlig for hans øje. Gennem de ord, som han talte til dem, der var samlede om ham, talte han også til disse andre sjæle netop de ord, der skulle komme til dem som et budskab om håb i prøvelser, som trøst i sorger og himmelsk lys i mørket. Ved Helligåndens hjælp ville den røst, som talte fra fiskerbåden på Galilæas sø, kunne høres med budskab om fred til menneskehjerter indtil tidernes ende.

(159)  Da Jesus var holdt op med at tale, vendte han sig til Peter og bød ham lægge ud på søen og kaste sit garn ud til et dræt. Men Peter havde tabt modet. Han havde ikke fanget noget hele natten. I disse ensomme timer havde han tænkt på Johannes Døber, som vansmægtede alene i sit fangehul. Han havde tænkt på, hvilken fremtid der ventede Jesus og hans disciple, på det dårlige udfald af hans virksomhed i Judæa og på præsternes og rabbinernes ondskab. Om det så var hans egen gerning, så var den ikke lykkedes for ham, og da han så på sine tomme garn, forekom fremtiden ham mørk og nedslående. Han sagde: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud."

(159)  Natten var den eneste tid, der var gunstig til at fiske med net i søens klare vand. Når man hele natten havde slidt i det uden held, forekom det håbløst at kaste garnene ud ved dagens lys; men Jesus havde befalet det, og kærligheden til deres Mester fik disciplene til at adlyde. Simon og hans broder kastede i fællesskab garnet ud. Da de forsøgte at trække det ind, var der en sådan mængde fisk i det, at det begyndte at briste. De var nødt til at kalde Jakob og Johannes til hjælp. Da fangsten var sikret, var begge både så tungt lastede, at de var lige ved at synke.

(159)  Men Peter tænkte hverken på både eller ladning. Dette eder, som overgik alt, hvad han tidligere havde været vidne til, var for ham en stadfæstelse af guddommelig magt. Han så i Jesus den, som var herre over hele naturen. Guddommens tilstedeværelse åbenbarede hans egen syndighed. Kærlighed til Mesteren, skamfuldhed over sin egen vantro, taknemmelighed for Kristi overbærenhed og frem for alt: følelsen af sin egen urenhed i den grænseløse renheds nærværelse virkede overvældende på ham. Medens hans kammerater bragte garnets indhold i sikkerhed, kastede Peter sig ned for Jesu fødder og udbrød: "Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!"

(159)  Det var den samme nærværelse af guddommelig hellighed, der havde været årsag til, at profeten Daniel var faldet om som død foran Guds engel. Han sagde: "Mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Ligesådan udbrød Esajas, da han skuede Herrens herlighed: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre." Dan. 10,8; Es. 6,5. Mennesket blev med sin svaghed og synd stillet lige over for guddommens fuldkommenhed, og han følte sig helt igennem uværdig og syndig. Sådan er det gået for alle, som det er blevet forundt at se Guds storhed og majestæt.

(159)  Peter udbrød: "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig mand!" men alligevel klamrede han sig til Jesu fødder i følelsen af, at han ikke kunne skilles fra ham. Frelseren svarede: "Frygt ikke! fra nu af skal du fange mennesker." Det var efter at Esajas havde set Guds hellighed og sin egen uværdighed, at han fik det guddommelige budskab betroet. Det var efter at Peter var blevet ført til at forkaste sig selv og se sin afhængighed af guddomskraften, at han modtog kaldelsen til at arbejde for Kristus.

(160)  Før dette tidspunkt havde ingen af disciplene fuldt ud medvirket i samarbejde med Jesus. De havde været vidne til mange af hans undergerninger og havde lyttet til hans lære, men de havde ikke fuldstændig forladt deres tidligere beskæftigelse. Johannes Døbers fængsling havde for dem alle været en bitter skuffelse. Hvis dette skulle være resultatet af Johannes' virksomhed, så kunne de ikke gøre sig store forhåbninger med hensyn til deres Mester, som havde alle de religiøse ledere til modstandere. Under disse omstændigheder virkede det som en befrielse for dem for en kort tid at vende tilbage til fiskeriet. Men nu kaldte Jesus dem til at forsage deres tidligere gerning og gøre hans interesser til deres. Peter havde taget imod kaldelsen. Da de nåede kysten, bød Jesus de tre andre disciple: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Straks forlod de alt og fulgte ham.

(160)  Før Jesus bad dem om at forlade deres garn og fiskerbåde, havde han givet dem den forvisning, at Gud ville give dem alt, hvad de behøvede. Da han benyttede Peters båd til evangeliets tjeneste, var dette blevet rigeligt belønnet. Han, som er "rig nok for alle dem, der påkalder ham," har sagt: "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål." Rom. 10,12; Luk. 6,38. Med dette mål havde han gengældt disciplens tjeneste, og ethvert offer, som bringes i hans tjeneste, vil blive lønnet efter hans "nådes overstrømmende rigdom". Ef. 3,20; 2,7.

(160)  I løbet af denne triste nat på søen, hvor de var adskilt fra Kristus, havde disciplene været knugede af vantro og trætte af frugtesløst arbejde. Men hans nærhed genoplivede deres tro og bragte dem glæde og lykke. På samme måde er det med os: er vi skilt fra Kristus, bliver vort arbejde frugtesløst, og vi kommer let til at nære mistillid og knurre. Men når han er nær, og vi arbejder under hans ledelse, fryder vi os over beviserne på hans magt. Det er Satans værk at gøre sjælen modløs; det er Kristi værk at indgyde den tro og håb. Den dybere lærdom, som denne undergerning bibragte disciplene, har også bud til os, om at han, hvis ord kunne samle fiskene fra søen, også kunne påvirke menneskehjerter og drage dem til sig ved sin kærligheds snore, så hans tjenere kunne blive "menneskefiskere".

(160)  De var ringe og ulærde mænd, disse fiskere fra Galilæa; men Kristus, verdens lys, var rigeligt i stand til at dygtiggøre dem til den gerning, han havde udvalgt dem til. Frelseren ringeagtede ikke uddannelse, thi forstandsmæssig dannelse er en velsignelse, når den beherskes af Guds kærlighed og er viet til hans tjeneste. Men han gik sin tids vise mænd forbi, fordi de var så selvsikre, at de ikke kunne føle deltagelse for menneskers lidelser og blive manden fra Nazarets medarbejdere. I deres blindhed lod de hånt om at lade sig belære af Kristus. Vor Herre Jesus søger medvirken af dem, der kan blive uhindrede kanaler til meddelelse af hans nåde. Alle, som ønsker at samarbejde med Gud, bør først lære at nære mistillid til sig selv; så er de forberedt til at få del i Kristi karakter. Dette kan ikke opnås gennem uddannelse i de mest videnskabelige skoler. Det er frugten af en visdom, som alene kan opnås hos den guddommelige lærer.

(161)  Jesus udvalgte ulærde fiskere, fordi de ikke var blevet oplært i deres tids traditioner og fejlagtige skikke. De var mænd med medfødt dygtighed, og de var beskedne og lærvillige, de var mænd, som han kunne oplære til sin tjeneste. Mangen mand i jævne kår passer tålmodigt sit daglige arbejde uden at ane, at han er i besiddelse af evner, som, hvis de kom til udfoldelse, ville hæve ham op i plan med verdens højest ærede mænd. Der kræves berøring af en duelig hånd til at vække disse slumrende evner. Det var denne slags mennesker, som Jesus valgte til medarbejdere, og han gav dem det fortrin frem for andre at være sammen med ham. Aldrig har denne verdens store haft en sådan lærer. Da disciplene havde modtaget Frelserens oplæring, var de ikke mere uvidende eller uoplyste. De var kommet til at ligne ham i sind og væsen, og andre mennesker kendte på dem, at de havde været sammen med Jesus.

(161)  Det er ikke uddannelsens højeste mål blot at vidrebringe kundskab til andre, men at meddele denne livgivende kraft, som modtages ved kontakt mellem sindene og mellem sjælene. Kun liv kan frembringe nyt liv. Hvilken forrettighed var det derfor ikke for dem, som i tre år var i daglig kontakt med dette guddommelige liv, fra hvilket er udgået enhver livgivende tilskyndelse, som verden er blevet velsignet med! Johannes, den discipel, Herren elskede, overgav sig selv frem for alle sine meddisciple til dette forunderlige livs magt. Han siger: "Livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os." Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde." 1Joh. 1,2; Joh. 1,16.

(161)  Ved vor Herres apostle var der intet, som kunne kaste glans over dem selv. Det var indlysende, at når deres gerning lykkedes for dem, så skyldtes det alene Gud. Disse mænds liv og det sindelag, som udvikledes hos dem, og det vældige arbejde, som Gud udrettede ved deres hjælp, er et vidnesbyrd om, hvad han vil gøre for alle, som er lærvillige og lydige.

(161)  Den, som elsker Kristus højest, vil udrette mest godt. Der findes ikke grænser for, hvor nyttig den er, som ved at sætte sig selv til side skaber plads for Helligåndens virke i sin sjæl og lever et liv, som helt er helliget Gud. Hvis mennesker vil underkaste sig den nødvendige disciplin uden at klage eller segne undervejs, så vil Gud undervise dem time for time og dag efter dag. Han længes efter at åbenbare sin nåde. Hvis hans folk vil fjerne det, som hindrer, vil han lade frelsens vande strømme rigeligt gennem de menneskelige kanaler. Hvis mennesker i ringe kår blev opmuntret til at udrette alt det gode, de kunne, hvis ingen hindrende hånd blev lagt på dem for at hæmme deres iver, så ville der findes hundrede arbejdere for Kristus, hvor der nu kun er én.

(161)  Gud tager mennesker, som de er, og opdrager dem til sin tjeneste, hvis de vil overgive sig til ham. Når Guds Ånd modtages i sjælen, vil den bringe liv til alle dens evner. Under Helligåndens ledelse udvikler det sind, der uden forbehold har viet sig til Gud, sig harmonisk og bliver styrket til at fatte og udføre Guds krav. Den svage, vaklende sjæl forvandles til at blive stærk og urokkelig. En bestandig hengivelse skaber en så nær forbindelse mellem Jesus og hans discipel, at den kristne kommer til at ligne ham i sind og væsen. Gennem samfund med Kristus vil han få et klarere og videre udsyn. Hans fatteevne vil blive skarpere, hans dømmekraft mere ligevægtig. Den, som længes efter at tjene Kristus, bliver så styrket ved den livgivende kraft fra "Retfærdighedens Sol", at han kan bære megen frugt til Guds ære.

(162)  Mænd med den højeste uddannelse inden for kunst og videnskab har lært mange værdifulde ting af kristne i beskedne kår, der af verden blev betegnede som uvidende. Men disse uanselige disciple havde modtaget en uddannelse i den højeste af alle skoler. De havde siddet ved hans fødder og lyttet til ham, om hvem der blev sagt: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler."