I Kapernaum

(163)  I tiden mellem sine rejser hid og did boede Jesus i Kapernium. og den blev omtalt som "hans egen by". Den lå ved bredden af Galilæas sø og i nærheden af den smukke Genezaret slette eller måske ligefrem på denne slette.

(163)  På grund af den dybtliggende sø får sletten, som omgiver dens kyster, sydens milde klima. Her trivedes på Kristi tid palmetræer og oliventræer, her var der frugthaver og vingårde, grønne marker og en overdådighed af strålende blomster, og alt fik vand fra de klare strømme, der brød frem fra klipperne. På søens bredder og de lave bjerge, der omkredser den lidt derfra, lå byer og landsbyer spredt. Søen var fuld af fiskerbåde. Alle vegne herskede der et travlt og virksomt liv.

(163)  Selve Kapernaum var vel egnet til at være midtpunktet for Frelserens gerning. Den lå jo på hovedvejen fra Damaskus til Jerusalem og Ægypten og Middelhavet og var derfor en stor færdselsåre for rejsende. Folk fra mange lande drog gennem byen eller gjorde ophold dér for at hvile ud på rejsen frem og tilbage.Her kunne Jesus træffe alle folkeslag og mennesker af alle klasser, rige og mægtige såvel som fattige og ringe, og hans lærdomme ville blive ført videre til andre lande og ind i mange hjem. På denne måde ville der vækkes lyst til granskning af profetierne, opmærksomheden ville samle sig om Frelseren, og hans udsendelse ville blive kendt i verden.

(163)  På trods af det jødiske råds fjendtlige holdning over for Jesus afventede folket ivrigt, hvordan hans virksomhed ville udvikle sig. Hele Himmelen var dybt interesseret. Engle beredte vejen for hans gerning, de rørte ved menneskers hjerter og drog dem hen til Frelseren.

(163)  I Kapernaum var den fornemme mands søn, som Kristus havde helbredt, vidne om hans magt. Og den kongelige embedsmand og hele hans hus vidnede med glæde om deres tro. Da man fik at vide, at den store lærer selv var iblandt dem, kom hele byen i røre. Store skarer samledes om ham. På sabbatsdagen fyldte folk synagogen, indtil mange måtte gå bort uden at kunne komme derind.

(163)  Alle, som hørte Frelseren, "blev slået af forundring over hans lære, thi han talte med myndighed". "Han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge." Luk. 4,32; Matt. 7,29. De skriftkloges og de ældstes lærdom var kold og formel som en lektie, der er lært udenad. For dem ejede Guds ord ingen levende kraft. Deres egne tanker og overleveringer blev sat i stedet for ordets lære. Ved den rutinemæssige gudstjeneste hævdede de at udlægge loven, men hverken deres egne eller deres tilhøreres hjerter bevægedes af guddommelig inspiration.

(164)  Jesus havde intet at gøre med de forskellige emner for uenighed blandt jøderne. Det var hans opgave at forkynde sandheden. Hans ord virkede som et lyshav over profeternes og patriarkernes lære, og skrifterne blev for mennesker som en ny åbenbaring. Aldrig nogensinde før havde hans tilhørere opdaget, at der var et sådant dyb af betydning i Guds ord.

(164)  Jesus mødte folket på dets egen grund, som en,der havde kendskab til deres vanskeligheder. Han gjorde sandheden skøn ved at forkynde den på den mest ligefremme og enkle måde. Hans sprog var rent, ædelt og klart som rindende vand. Hans stemme var som musik for dem, der havde lyttet til rabbinernes monotone tale. Men skønt hans lære var enkel, så talte han som en, der har myndighed. Denne ejendommelighed gjorde, at hans lære virkede som en modsætning til alle andres. Rabbinerne talte med tvivl og tøven, som om skrifterne kunne fortolkes til at betyde enten det ene eller det stik modsatte. Hver eneste dag blev tilhørerne indviklet i større usikkerhed. Men Jesus lærte dem skrifterne som en ubestridelig autoritet. Hvad hans emne end var, blev det fremført med en styrke, som om hans ord ikke lod sig modsige.

(164)  Alligevel var han snarere alvorlig end lidenskabelig. Han talte som en, der har et ganske bestemt formål. Han gjorde det eviges virkelighed synlig for dem. I hvert eneste emne åbenbaredes Gud. Jesus søgte at bryde den forblindelses fortryllelse, som gør mennesker optagne af det jordiske. Han satte dette livs foreteelser i deres sande forhold, som underordnet det, der havde evig betydning, men han var ikke uvidende om deres vigtighed. Han lærte dem, at der er en forbindelse mellem Himmelen og jorden, og at viden om sandheden gør mennesket bedre skikket til at udrette hverdagens pligter. Han talte som den, der havde kendskab til Himmelen, i bevidstheden om sit slægtskab med Gud, men i erkendelse af at være ét med hvert medlem af menneskeslægten.

(164)  Hans nådebudskab lød forskelligt for at kunne nå ud til hans tilhørere. Han vidste, hvordan han "skulle vide at styrke de trætte med ord" (Es. 50,4); thi hans ord var livsalige, for at han på den mest tillokkende måde kunne lede mennesker til sandhedens skatkammer. Han havde indfølingsevne til at møde de forud indtagne sjæle og overraske dem med billedtale, som fangede deres opmærksomhed.Ved fantasiens hjælp nåede han ind til hjertet. Hans eksempler stammede fra dagliglivets begivenheder, og skønt de var ganske enkle, ejede de en vidunderlig dyb betydning. Fuglene i luften, liljerne på marken, hyrden, sæden og fårene, med disse emner skildrede Kristus den udødelige sandhed, og siden hen, når hans tilhørere tilfældigvis mødte noget af dette i naturen, huskede de på hans ord. De billeder, Kristus brugte, gentog bestandig hans lære.

(164)  Kristus smigrede aldrig mennesker. Han sagde aldrig det, som kunne ophidse deres fantasi og indbildningskraft, og heller ikke roste han dem for deres snedige opfindelser; men tænksomme, fordomsfrie mennesker tog imod hans lære og fandt, at den sat te deres visdom på prøve. De undrede sig over den åndelige sandhed, der blev udtrykt i det enkleste sprog. De mest højt oplyste blev betagne af hans ord, og de uoplyste fik altid udbytte af dem. Han havde et budskab til de uvidende, og han fik selv hedningerne til at forstå, at han havde et budskab at bringe dem.

(165)  Hans kærlige medfølelse virkede lindrende på trætte og bekymrede sjæle. Selv omgivet af vrede fjenders heftighed var der en fredens atmosfære omkring ham. Hans smukke ansigtsudtryk, hans elskelige sindelag og frem for alt: den kærlighed, der fik udtryk i blik og stemme, drog alle, der ikke var forhærdede i vantro, til ham. Uden dette milde, medfølende sind, der afspejledes i hvert blik og hvert ord, kunne han ikke have virket så stærkt på de store forsamlinger, som han gjorde. De syge, der kom til ham, mærkede, at han gjorde deres sag til sin som en trofast og kærlig ven, og de ønskede at vide mere om den sandhed, han lærte. Himmelen var kommet nærmere. De længtes efter at dvæle i hans nærhed, så hans trøsterige kærlighed altid kunne være hos dem.

(165)  Jesus betragtede med den dybeste alvor sine tilhøreres skiftende udtryk. De ansigter, der udtrykte interesse og glæde, var ham en stor tilfredsstillelse. Når sandhedens pile trængte ind i sjælen, brød igennem selviskhedens skranker og voldte anger og til slut taknemmelighed, glædede det Frelseren. Når hans blik gled hen over tilhørerskaren, og han der genkendte ansigter, som han før havde set, lyste hans eget ansigt af glæde. Han så i dem lovende borgere i sit rige. Når sandheden, der blev sagt rent ud, angik en særlig næret afguderisk tilbøjelighed, lagde han mærke til det forandrede ansigtsudtryk, det kolde, truende udtryk, som fortalte, at lyset var uvelkomment. Når han så mennesker forkaste fredens budskab, skar det ham dybt i hjertet.

(165)  I synagogen talte Jesus om det rige, han var kommen for at oprette, og om sin udsendelse for at befri Satans fanger. Han blev afbrudt af et rædselsskrig. Et vanvittigt menneske styrtede frem fra skaren og råbte "Oh, lad os i fred, Jesus fra Nazaret! er du kommen for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige!"

(165)  Nu blev alt larm og forvirring. Mængdens opmærksomhed blev bortledt fra Kristus, og ingen gav agt på, hvad han sagde. Dette var Satans hensigt med at føre sit offer til synagogen. Men Jesus dadlede den onde ånd og sagde: "Ti, og far ud af ham!' og den onde ånd kastede ham til jorden midt iblandt dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen skade."

(165)  Den elendige stakkels mands sind havde været formørket af Satan, men i Frelserens nærhed var en stråle af lys trængt gennem mørket. Han blev vakt til at længes efter befrielse fra Satans herredømme, men den onde ånd modstod Kristi magt. Da manden forsøgte at anråbe Jesus om hjælp, lagde den onde ånd andre ord i hans mund, og han skreg i sin dødelige angst. Den besatte forstod til dels, at der var én nær, som kunne befri ham; men da han forsøgte at komme inden for rækkevidde af denne mægtige hånd, holdt en andens vilje ham fast, og en andens ord fik udtryk gennem ham. Striden mellem Satans magt og hans eget ønske om at blive fri var frygtelig.

(165)  Han, som havde overvundet Satan i fristelsens ørken, stod nu atter ansigt til ansigt med sin fjende. Den onde ånd udøvede al sin magt for at beholde herredømmet over sit offer. At vige tilbage her ville være det samme som at lade Jesus sejre. Det så ud, som om den forpinte mand skulle miste livet i kampen mod den fjende, som havde ødelagt hans tilværelse. Men Frelseren talte med myndighed og gav den fangne hans frihed tilbage. Manden, som havde været besat, stod for det undrende folks øjne, lykkelig over sin frigørelse og sine sansers brug. Selv den onde ånd havde vidnet om Frelserens guddomsmagt.

(166)  Manden priste Gud for sin befrielse. De øjne, som for ganske kort tid siden havde lyst af vanvid, strålede nu af forstand og fyldtes af taknemmelighedens tårer. Skaren var målløs af forundring. Så snart de atter genvandt talens brug, sagde de til hinanden: "Hvad er dog dette? en ny lære med myndighed; selv de urene ånder byder han over, og de adlyder ham." Mark. 1,27.

(166)  Den hemmelige årsag til den lidelse, som havde gjort denne mand til et frygteligt syn for sine venner og en byrde for sig selv, stammede fra hans eget liv. Han havde ladet sig tryllebinde af syndige glæder og havde tænkt sig at leve livet som en stor fest. Han havde ikke drømt om at blive til skræk for sine omgivelser og til skam for sin familie. Han mente, at han kunne bruge sit liv til uskyldige dårskaber. Men da han først var kommet på vej nedad, gik det hele hurtigt. Umådeholdenhed og letsindighed fordærvede hans naturlige gode egenskaber, og Satan fik fuldstændig herredømmet over ham.

(166)  Hans anger kom for sent. Dengang han ville have ofret rigdom og fornøjelser for at genvinde sin tabte manddomskraft, var han blevet hjælpeløs i den ondes vold. Han var gået over i fjendens lejr, og Satan havde gjort sig til herre over alle hans evner. Fristeren havde lokket ham med mange smigrende tilbud; men da den stakkels mand var kommet i hans magt, blev fjenden ubarmhjertig i sin grusomhed og frygtelig i sine vrede hjemsøgelser. Sådan vil det gå alle dem, der giver efter for det onde; deres ungdomslivs fortryllende nydelse ender i fortvivlelsens mørke eller i en ødelagt sjæls vanvid.

(166)  Den samme onde ånd, som fristede Kristus i ørkenen, og som besatte den vanvittige i Kapernaum, beherskede de vantro jøder. Men over for dem påtog den sig en from mine og søgte at bedrage dem med hensyn til deres motiver til at forkaste Frelseren. Deres tilstand var mere håbløs end den besatte mands, for de følte ikke, at de trængte til Kristus, og derfor blev de holdt fast under Satans herredømme.

(166)  Sådan vil det også blive i den sidste store strid mellem retfærdighed og synd. Medens nyt liv og lys og kraft daler ned fra det høje over Kristi disciple, dukker et nyt liv op nedefra og giver kraft og mod til Satans hjælpere. Ethvert jordisk element bliver behersket af voldsom styrke. Med en snedighed, der er blevet erhvervet gennem århundreders strid, arbejder mørkets fyrste i forklædning. Han viser sig klædt som en lysets engel, og mange mennesker "lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme". 1Tim. 4,1.

(167)  På Kristi tid var Israels ledere og lærere ude af stand til at modstå Satans virke. De forsømte det eneste middel, hvorved de ville kunne have modstået de onde ånder. Det var ved Guds ord, at Kristus overvandt den onde. Israels ledere hævdede at være fortolkere af Guds ord, men de havde kun gransket det til støtte for deres egne overleveringer og for at påtvinge andre deres selvlavede skikke og ceremonier. Gennem deres fortolkning fik de det til at give udtryk for meninger, som Gud aldrig havde tænkt. Deres hemmelighedsfulde udlægning gjorde ting uforståelige, som Gud havde sagt tydeligt. De skændtes om ubetydelige formelle enkeltheder og fornægtede i virkeligheden de mest væsentlige sandheder. På denne måde såedes vantroens frø vidt og bredt. Guds ord blev berøvet sin kraft, og de onde ånder fik det, som de ville.

(167)  Historien gentager sig. Med Bibelen opslået foran sig og medens de hævder at ære dens lærdomme, ødelægger mange af vor tids religiøse ledere troen på Bibelen som værende Guds ord. De er travlt beskæftigede med at sønderdele ordet og sætter deres egne meninger over dets tydeligste beretninger. I deres hånd mister Guds ord sin genskabende kraft. Dette er grunden til, at vantroen trives i overdådig frodighed, og uretfærdigheden sætter frugt.

(167)  Når Satan har undermineret troen på Bibelen, leder han mennesker til andre kilder for at få lys og kraft. På den måde indynder han sig. De, som vender sig fra den rene lære i skrifterne og Guds Helligånds overbevisende kraft, åbner døren for de onde ånders magt. Kritik og spekulationer med hensyn til skrifterne har åbnet vejen for spiritisme og teosofi disse moderniserede former for det gamle hedenskab så de har vundet fodfæste selv inden for vor Herres Jesu Kristi bekendende kirker.

(167)  Side om side med at evangeliet prædikes, er der kræfter i arbejde, som blot er medier for løgnagtige ånder. Mange mennesker giver sig af med dem af ren og skær nysgerrighed, men når de ser beviser på handlinger af mere end menneskelig kraft, lader de sig lokke videre og videre, indtil de beherskes af en vilje, der er stærkere end deres egen. De kan ikke undslippe fra dens mystiske kraft.

(167)  Sjælens forsvarsværker bliver brudt ned. Den har ingen skanser imod synden. Når man én gang har forkastet at lade sig beherske af Guds ord og hans Ånd, aner ingen, til hvilke dybder af nedværdigelse han kan synke ned. Hemmelige synder eller overhåndtagende lidenskab kan holde ham fangen lige så hjælpeløs som den besatte i Kapernaum. Men alligevel er hans tilstand ikke håbløs.

(167)  Det middel, hvorved vi kan besejre den onde, er det samme, ved hvilket Kristus vandt sejr: ordets kraft. Gud behersker ikke vore tanker uden vort eget samtykke; men hvis vi ønsker at kende og gøre hans vilje, tilhører hans forjættelser os: "I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer." "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud." Joh. 8,32; 7,17. Ved at tro på disse løfter kan ethvert menneske blive befriet fra vildfarelsens snarer og syndens herredømme.

(167)  Hvert menneske har frihed til at vælge, hvilken magt han vil have til at herske over sig. Ingen er faldet så dybt, ingen er så slet, at de ikke kan blive frigjort i Kristus. Den besatte mand kunne kun udtale Satans ord i stedet for at bede, men alligevel blev hans hjertes uudtalte bøn hørt. Intet råb fra en sjæl i nød vil gå upåagtet hen, selv om det ikke finder udtryk i ord. De, som er villige til at gå ind i en pagt med Himmelens Gud, bliver ikke overladt til Satans magt eller til deres egen naturs svaghed. De får denne opfordring af Frelseren: "Lad ham gribe fat i min styrke, at han kan slutte fred med mig, og han skal slutte fred med mig." Es. 27,5

(168)  Medens forsamlingen i synagogen stadig var tryllebundne af ærefrygt, trak Jesus sig tilbage til Peters hjem for at få lidt hvile. Men også her var der en skygge. Peters hustrus moder lå syg, "med høj feber". Jesus truede feberen, og den syge rejste sig op og vartede Mesteren og hans disciple op.

(168)  Rygterne om Kristi gerninger spredtes hastigt i hele Kapernaum. Af frygt for rabbinerne vovede folk ikke at komme for at søge helbredelse på sabbatten; men ikke så snart var solen forsvundet bag horisonten, før der blev stort røre. Fra hjemmene, butikkerne og torvepladserne hastede byens beboere hen imod den beskedne bolig, hvor Jesus havde søgt ly. De syge blev bragt derhen på bårer, de kom støttende sig til stave, eller de vaklede i deres svaghed og ved deres venners hjælp hen i nærheden af Frelseren.

(168)  Time efter time kom og gik de, for ingen kunne vide, om den store læge i morgen ville være at finde iblandt dem. Aldrig nogensinde havde Kapernaum oplevet en dag som denne. Luften genlød af jublende stemmer og befrielsens råb. Frelseren frydede sig over den glæde, han bragte. Når han blev vidne til de lidelser, som pinte dem, der var kommet til ham, rørtes hans hjerte af medlidenhed, og han glædedes ved sin magt til at gengive dem helbred og lykke.

(168)  Først da den sidste af de syge var blevet helbredt, holdt Jesus op med sit arbejde. Det var langt ud på natten, før skarerne drog bort og stilheden sænkede sig over Simons hjem. Den lange, indholdsrige dag var til ende, og Jesus søgte hvile. Men medens byen stadig sov trygt, stod Frelseren op, "ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, ..... og gik ud og gik bort til et øde sted, og dér bad han".

(168)  Sådan gik dagene, mens Jesus vandrede på jorden. Ofte sendte han sine disciple bort for at besøge deres hjem og for at få hvile, men han modstod blidt deres bestræbelser for at drage ham bort fra hans gerning. Hele dagen igennem arbejdede han med at belære de uvidende, helbrede de syge, give de blinde deres syn igen og med at give skarerne føde, og ved aftenstid eller tidligt om morgenen gik han til sit lønkammer i bjergene for at være i samfund med sin himmelske Fader. Ofte tilbragte han hele natten i bøn og meditation og vendte så ved daggry tilbage til sin gerning blandt mennesker.

(168)  Tidligt om morgenen kom Peter og hans ledsagere til Jesus og fortalte, at Kapernaums beboere allerede søgte efter ham. Disciplene havde været dybt skuffede over den modtagelse, Kristus hidtil havde fået. Øvrigheden i Jerusalem søgte at myrde ham; selv hans egne bysbørn havde prøvet at berøve ham livet, men i Kapernaum var han blevet hilst med jublende begejstring, og disciplenes håb blussede atter op. Det kunne jo tænke, at man blandt de frihedselskende galilæere kunne finde mænd, der ville støtte det nye rige. Men med forundring hørte de Kristi ord: "Jeg bør også forkynde evangeliet om Guds rige for de andre byer; thi dertil blev jeg udsendt." Luk. 4,43.

(169)  I den begejstringsrus, som på dette tidspunkt herskede i Kapernaum, var der fare for, at man kunne miste formålet med hans udsendelse af syne. Det var ikke nok for Jesus kun at henlede opmærksomheden på sig selv, blot fordi han gjorde undere, eller fordi han helbredte legemlige sygdomme. Han ville drage mennesker til sig som deres frelser. Mens folket var ivrigt efter at tro, at han var kommet som en konge for at oprette et jordisk rige, ønskede han at vende deres sind fra det jordiske til det åndelige. Udelukkende verdslig medgang kunne blive til hindring for hans gerning.

(169)  Og de sorgløse skarers undren skurrede i hans sind. I hans liv fandtes der ingen selvhævdelse. Den hyldest, som verden yder til rang, rigdom eller evner, kendtes ikke af Menneskesønnen. Ingen af de midler, som mennesker anvender for at vinde tilhængere eller blive hædret, blev benyttet af Jesus. Århundreder før hans fødsel var der blevet forudsagt om ham: "Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab, vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden." Es. 42,2-4.

(169)  Farisæerne søgte at blive æret for deres omhyggelige overholdelse af ceremonierne og ved at stille deres gudsdyrkelse og deres barmhjertige gerninger til skue. De viste deres iver for religionen ved at gøre den til et diskussionsemne. Ordstrid mellem de forskellige sekter var højrøstet og langvarig, og det var ikke noget usædvanligt på gaderne at høre vrede stemmer fra lærde lovkyndige, som skændtes.

(169)  Jesu liv var en udpræget modsætning til alt dette. I hans liv fandtes der ikke støjende ordstridigheder, ingen pralende tilbedelse, og ingen mennesker var nogensinde vidne til en handling, der skulle vække bifald. Kristus var skjult i Gud, og Gud blev åbenbaret i sin Søns karakter. Mod denne åbenbaring ønskede Jesus, at folkets tanker skulle rettes, og at de måtte ære den.

(169)  Retfærdighedens Sol brød ikke frem over verden i al sin glans for at blænde sanserne ved sin herlighed. Der står skrevet om Kristus: "Som morgenrøden er hans opgang vis." Hos. 6,3. Stille og mildt bryder morgenrøden frem over jorden, spreder mørkets skygger og vækker verden til liv. Sådan opgik Retfærds Sol "med lægedom under sine vinger." Mal. 4,2.