Levi-Mattæus.

(178)  Dette kapitel er bygget op over Matt 9,9-17; Mark 2,14-22; Luk 5,27-39
Blandt de romerske embedsmænd i Palæstina var ingen mere hadet end tolderne. Det faktum, at told og skat var påtvunget af en fremmed magt, var til bestandig irritation for jøderne, fordi den mindede dem om, at de havde mistet deres uafhængighed. Og skatteopkræverne var ikke blot redskaber for den romerske undertrykkelse, de var pengeafpressere for egen regning og berigede sig på folkets bekostning. En jøde, der tog imod dette embede på romernes opfordring, blev betragtet som en, der forrådte sit folks ære. Han blev foragtet som en frafalden og blev regnet for at høre til blandt de laveste af alle.

(178)  Levi Mattæus hørte til denne samfundsklasse, han, som efter de fire disciple ved Genezaret sø var den næste, der blev kaldet til Kristi tjeneste. Farisæerne havde bedømt Mattæus efter hans beskæftigelse, men Jesus så i denne mand et hjerte, der var villigt til at tage imod sandheden. Mattæus havde lyttet til Frelserens tale. Ved Guds Ånds overbevisende kraft så han sin egen syndighed, og han længtes efter at søge hjælp hos Kristus; men han var vant til de skriftkloges fornemme tilbageholdenhed og kunne ikke tænke sig, at denne store lærer ville lægge mærke til ham.

(178)  Da denne tolder en dag sad i toldboden, så han Jesus komme derhen. Hans forbavselse var stor, da han hørte disse ord blive sagt til ham: "Følg mig." Mattæus "forlod alt og stod op og fulgte ham". Der var ingen tøven og ingen spørgsmål, ingen tanke for det indbringende arbejde, der måtte ombyttes med fattigdom og modgang. For ham var det nok at være sammen med Jesus, så han kunne lytte til hans ord og forenes med ham i hans gerning.

(178)  På samme måde var det gået for de disciple, som tidligere var blevet kaldet. Da Jesus bød Peter og hans venner følge sig, havde de straks forladt deres både og deres garn. Nogle af disse disciple havde venner, der var afhængige af deres støtte; men da de modtog Frelserens opfordring, tøvede de ikke for at spørge: Hvordan skal jeg klare mig og underholde min familie? De var lydige mod kaldet, og da Jesus senere spurgte dem: "Da jeg udsendte jer uden pung og taske og sko, kom I da til at mangle noget?" kunne de svare: "Nej!" Luk. 22,35.

(178)  Mattæus med sin rigdom og Andreas og Peter med deres fattigdom blev sat på den samme prøve, de måtte alle ofre lige meget. I det lykkelige øjeblik, hvor garnene fyldtes med fisk og den gamle tilværelse virkede mest dragende, bød Jesus disciplene ved søen forlade alle ting for evangeliets gerning. Sådan bliver enhver sjæl prøvet med hensyn til, om begæret er stærkest, hvis det gælder timelige goder eller fællesskabet med Kristus.

(179)  Det er altid krævende at være standhaftig. Tjenesten for Gud kan ikke lykkes for noget menneske, hvis ikke det med hele sit hjerte er med i tjenesten og regner alt andet for tab i forhold til herligheden ved kundskab om Kristus. Intet menneske, som tager noget forbehold, kan være Kristi discipel og endnu mindre hans medarbejder. Når mennesker værdsætter den store frelse, vil den opofrelse, der viste sig i Kristi liv, også vise sig i deres. De vil fryde sig over at følge den vej, som han viser dem.

(179)  Mattæus' kald til at være en af Jesu disciple vakte stor harme. At en from lærer kunne vælge en tolder til at være en af sine nærmeste hjælpere var en krænkelse af de religiøse, sociale og nationale skikke. Ved at påkalde folkets fordomme håbede farisæerne at vende folkestemningen mod Jesus.

(179)  Blandt tolderne skabtes der en vidt omfattende interesse. Deres hjerter droges mod den guddommelige lærer. I sin glæde over at være blevet en discipel længtes Mattæus efter at føre sine tidligere kolleger til Jesus. Derfor gjorde han et gæstebud i sit eget hus og sammenkaldte sine slægtninge og venner. Blandt dem var der ikke blot toldere, men mange andre af tvivlsomt rygte, som blev fordømt af deres mere nøjeregnende naboer.

(179)  Festen blev givet til ære for Jesus, og han tøvede ikke med at tage imod venligheden. Han vidste godt, at dette ville virke krænkende på farisæernes parti og også ville kompromittere ham i folkets øjne. Men intet spørgsmål om, hvad der var skik, kunne få indfydelse på hans handlemåde. For ham betød de ydre omstændigheder intet. Det, som talte til hans hjerte, var, at en sjæl tørstede efter livets vand.

(179)  Jesus sad som en æresgæst ved toldernes bord og viste ved sin sympati og selskabelige venlighed, at han anerkendte menneskets værdighed, og menneskene længtes efter at blive værdige til hans fortrolighed. Hans ord faldt på deres tørstige hjerter med en velsignet livgivende kraft. Nye tilskyndelser blev vakt, og muligheden for et nyt liv åbnede sig for disse udstødte i samfundet.

(179)  Ved den slags sammenkomster var der ikke få, som lod sig bevæge af Frelserens lære, men som ikke anerkendte ham før efter hans optagelse til Himmelen. Da Helligånden blev udgydt og tre tusinde blev omvendt på en eneste dag, var der blandt dem mange, som første gang havde hørt sandheden ved toldernes borde, og nogle af dem blev evangeliets sendebud. For Mattæus selv blev Jesu tilstedeværelse ved gæstebuddet en bestandig lære. Den foragtede tolder blev en af de frommeste evangelister, og i sin egen gerning fulgte han nøje i Mesterens fodspor.

(179)  Da de skriftkloge hørte om Jesu nærværelse ved Mattæus' gæstebud, greb de straks anledningen til at anklage ham. Men de valgte at virke gennem disciplene. Ved at vække deres fordom håbede de at støde dem bort fra deres mester. Deres fremgangsmåde bestod i at anklage Jesus over for disciplene og disciplene over for Kristus, idet de rettede deres våben imod det sted, hvor de havde størst sandsynlighed for at såre. Det er på samme måde, at Satan har arbejdet, lige siden oprørsånden brød ud i Himmelen; og alle, der forsøger at skabe disharmoni og fjendskab, drives af denne ånd.

(180)  Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere? spurgte de misundelige skriftkloge.

(180)  Jesus ventede ikke på, at hans disciple skulle besvare anklagen, men svarede selv: "De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær, hvad de ord betyder: 'Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer!' thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere" Farisæerne hævdede at være åndeligt sunde, og derfor trængte de ikke til læge; men de betragtede tolderne og hedningerne som mennesker, der var ved at omkomme af sjælens sygdomme. Var det så ikke hans pligt som læge at gå til dem, der trængte til hans hjælp? Men skønt farisæerne havde så høje tanker om sig selv, så var de i virkeligheden i en værre tilstand end dem, som de foragtede. Tolderne var mindre hykleriske og selvtilfredse, og derfor var deres sind mere åbent for sandhedens indflydelse. Jesus sagde til de skriftkloge: "Gå hen og lær, hvad de ord betyder: 'Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer'. Sådan viste han dem, at skønt de hævdede at udlægge Guds ord, var de ganske uvidende om dets ånd.

(180)  Farisæerne blev for en tid bragt til tavshed, men kun for at blive endnu mere afgjorte i deres fjendskab. Næste gang fandt de nogle af Johannes Døbers disciple og prøvede at ophidse dem mod Frelseren. Farisæerne havde ikke anerkendt Døberens gerning. De havde med foragt henledt opmærksomheden på hans mådeholdne tilværelse, hans grove klæder, og havde erklæret ham for at være en fanatiker. Fordi han fordømte deres hykleri, havde de stået hans ord imod og forsøgt at ophidse folket imod ham. Guds ånd havde talt til disse spotteres hjerter og overbevist dem om synd, men de havde forkastet Guds råd og havde erklæret, at Johannes var besat af Djævelen.

(180)  Nu, hvor Jesus blandede sig mellem andre mennesker og spiste og drak ved deres bord, beskyldte de ham for at være en frådser og vindranker. De selvsamme mennesker, som fremkom med denne anklage, var selv skyldige. Ligesom der gives en falsk fremstilling af Gud, og Satan iklæder ham sine egne egenskaber, sådan blev der givet et falsk billede af Herrens sendebud af disse onde mennesker.

(180)  Farisæerne ville ikke tænke sig, at Jesus spiste sammen med toldere og syndere for at kunne bringe Himmelens lys til dem, som sad i mørket. De ville ikke se, at hvert ord, der lød fra den guddommelige lærer, var et levende sædekorn, som ville spire og bære frugt til Guds ære. De havde besluttet ikke at tage imod lyset; og skønt de havde modarbejdet Døberens gerning, så var de nu parat til at dyrke hans disciples venskab i håb om at sikre sig deres medvirken mod Jesus. De hævdede, at Jesus ringeagtede de gamle overleveringer, og de fremhævede Døberens strenge fromhed i modsætning til Jesus, som sad til bords med toldere og syndere.

(180)  Johannes' disciple var på dette tidspunkt opfyldte af stor sorg. Det var, før de var kommet til Jesus med Johannes' budskab. Deres elskede lærer var kastet i fængsel, og deres liv gik hen i sorg. Og Jesus gjorde intet for at udfri Johannes og syntes endog næsten at svække tilliden til hans lære. Hvis Johannes var blevet sendt af Gud, hvorfor fulgte så Jesus og hans disciple en så vidt forskellig fremgangsmåde?

(181)  Johannes' disciple havde ikke nogen klar forståelse af Kristi gerning. De mente, at der måske lå noget til grund for farisæernes anklage. De overholdt selv mange af de regler, der var foreskrevet af de skriftkloge, og de håbede endog at blive retfærdiggjorte ved lovens gerninger. Faste blev overholdt af jøderne som en fortjenstfuld handling, og de strengeste iblandt dem fastede to gange om ugen. Farisæerne og Johannes' disciple fastede, da de sidstnævnte kom til Jesus med dette spørgsmål: "Hvorfor faster vi og farisæerne, men dine disciple faster ikke?"

(181)  Jesus gav dem et meget mildt svar. Han gjorde ikke noget forsøg på at rette deres forkerte opfattelse af at faste, men prøvede blot at retlede dem med hensyn til sin egen opgave. Og dette gjorde han ved at benytte det samme eksempel, som Døberen selv havde brugt, da han vidnede om Jesus. Johannes havde sagt: "Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen." Joh. 3,29. Johannes' disciple kunne ikke undgå at huske disse deres lærers ord, da Jesus, idet han brugte det samme billede, sagde: "Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er hos dem?"

(181)  Himmelens Konge var blandt sit folk. Guds største gave var blevet givet til jorden. Glæde for de fattige, thi Kristus var kommen for at gøre dem til arvinger til sit rige. Glæde for de rige, fordi han ville lære dem, hvordan de skulle skaffe sig evige rigdomme. Glæde for de uvidende; han ville gøre dem vise til salighed. Glæde for de vise; han ville åbenbare dem dybere hemmeligheder, end de nogensinde havde loddet. Sandheder, der havde været skjult fra verdens skabelse, ville blive åbenbaret for mennesker ved Frelserens udsendelse.

(181)  Johannes Døber havde frydet sig ved at se Frelseren. Hvilken anledning til at fryde sig havde ikke disciplene, der havde fået den forrettighed at vandre og tale sammen med Himmelens Majestæt! Dette var ikke tidspunktet for dem til at sørge og faste. De måtte med åbent sind tage imod herlighedens lys, så de kunne sprede lys til dem, der sad i mørket og dødens skygge.

(181)  Det var et lyst billede, som Kristi ord kaldte frem, men over det lå der en mørk skygge, som kun hans øjne skimtede. "Men der skal komme dage," sagde han, "da brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste." Når disciplene så deres Herre forrådt og korsfæstet, så ville de sørge og faste. I sine sidste ord til dem i salen ovenpå sagde han til dem: "Om en liden stund skal I ikke se mig, og atter om en liden stund skal I se mig. Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde." Joh. 16,19-20.

(181)  Når han stod op fra graven, skulle deres sorg vendes til glæde. Efter sin optagelse til Himmelen ville han i personlig skikkelse være borte fra dem, men gennem Talsmanden ville han stadig være dem nær, og de skulle ikke bruge tiden til at sørge. Det var dette, som var Satans ønske. Han ville, at de skulle give verden indtryk af, at de var blevet narrede og skuffede; men de skulle i tro se frem til den himmelske helligdom, som Jesus beredte til dem; de skulle åbne deres sind for Helligånden, hans stedfortræder, og fryde sig i lyset af hans tilstedeværelse. Dog ville der komme dage med fristelser og prøvelser, hvor de ville komme i strid med denne verdens herskere og lederne af mørkets rige. Når Kristus ikke mere personlig var sammen med dem og de ikke var i stand til at skimte Talsmanden, så ville det sømme sig bedre for dem at faste.

(182)  Farisæerne søgte at ophøje sig selv ved deres strenge overholdelse af skikke, men deres hjerter var fulde af misundelse og strid. Skriften siger: "Se, I faster til strid og kiv, til hug med gudløse næver; som I faster i dag, er det ikke, for at eders røst skal høres i det høje. Er det faste efter mit sind, en dag, da et menneske spæger sig? At hænge med sit hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager Herren?" Es. 58,4-5.

(182)  Den sande faste er ikke blot en formssag. Skriften beskriver den faste, som Gud har udvalgt: "at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg," at "række den sultne. dit brød og mætte en vansmægtende sjæl." Es. 58,6. 10. Her forkyndes selve ånden og karakteren i Kristi gerning. Hele hans liv var en selvopofrelse for at frelse verden. Hvad enten han fastede i fristelsens ørken eller sad til bords med tolderne ved Mattæus' gæstebud, så gav han sit liv hen for at frelse de fortabte. Den sande fromheds ånd viser sig ikke ved unyttig sørgen, ved udelukkende legemlig ydmygelse og mangfoldige ofre, men den åbenbarer sig ved overgivelsen af jeget til villig tjeneste for Gud og mennesker.

(182)  I fortsættelse af sit svar til Johannes' disciple fortalte Jesus en lignelse og sagde: "Ingen syr et stykke uvalket klæde på en gammel klædning; for så river den nye lap på den gamle klædning denne itu, og hullet bliver værre." Mark. 2,21. Johannes Døbers budskab skulle ikke sammenblandes med overleveringer og overtro. Et forsøg på at blande farisæernes fordringer sammen med Johannes' gudsfrygt ville kun gøre kløften imellem dem endnu større.

(182)  Heller ikke grundsætningerne i Kristi lære lod sig forene med farisæernes skikke. Kristus skulle ikke udfylde den kløft, der var skabt ved Johannes' undervisning. Han ville gøre adskillelsen mellem det gamle og det nye endnu mere tydelig. Jesus anskueliggjorde dette ved at sige: "Ingen hælder ung vin på gamle lædersække; for så vil vinen sprænge sækkene, og både vinen og sækkene ødelægges." De læderflasker, der blev brugt som beholdere for den nye vin, blev efter en tids forløb tørre og skøre og var da unyttige til atter at bruges til det samme formål. Med dette kendte billede sammenlignede Jesus de jødiske lederes tilstand. Præster og skriftkloge og rådsherrer var groet fast i en skure af ceremonier og traditioner. Deres hjerter var blevet indsnævrede ligesom de indtørrede vinlæderflasker, hvormed han havde sammenlignet dem. Så længe de følte sig tilfredse med en lovmæssig religion, var det umuligt for dem at komme i besiddelse af Himmelens levende sandhed. De mente, at deres egen retfærdighed var fuldt ud tilstrækkelig, og ønskede ikke, at der skulle føres noget nyt element ind i deres gudsdyrkelse. De betragtede ikke Guds kærlighed til menneskene som uforskyldt. De mente, at de havde fortjent den på grund af deres gode gerninger. Den tro, som arbejder af kærlighed og lutrer sjælen, kunne ikke finde noget forbindelsesled med farisæernes religion, der var bygget op af ceremonier og menneskers påbud. Det ville være forgæves at bestræbe sig for at forene Jesu lære med den anerkendte religion. Guds levende sandhed ville som den gærende vin sprænge de farisæiske traditioners gamle, hentørrede læderflasker.

(183)  Farisæerne mente, at de var alt for kloge til at behøve belæring, alt for retfærdige til at trænge til frelse, alt for ærede af alle til at behøve den ære, der stammer fra Kristus. Frelseren vendte sig bort fra dem for at finde andre, der ville tage imod Himmelens budskab. I de uoplyste fiskere, i tolderen på markedspladsen, i den samaritanske kvinde fandt han billedlig talt nye flasker til den nye vin. De hjælpere, som kan bruges i evangeliets tjeneste, er de sjæle, som med glæde tager imod det lys, Gud sender dem. Disse er hans medarbejdere i arbejdet for at meddele verden kendskab til sandheden. Hans folk skal blive som nye læderflasker, og han vil fylde dem med ny vin.

(183)  Skønt Kristi lære blev omtalt som den nye vin, så var den ikke en ny lære, men en åbenbaring af det, som var blevet sagt fra begyndelsen. Men for farisæerne havde Guds sandhed mistet sin oprindelige betydning og skønhed. For dem var Kristi lære ny i næsten alle retninger, og den blev hverken genkendt eller anerkendt.

(183)  Jesus påpegede den falske læres magt til at ødelægge værdsættelsen af sandheden og ønsket om den. Han sagde: "Men ingen, som har drukket den gamle vin, vil have den unge; thi han siger: Den gamle er bedst." Al den sandhed, der var blevet givet verden af patriarkerne og profeterne, strålede i ny skønhed frem gennem Jesu ord. Men de skriftkloge og farisæerne nærede ikke noget ønske om at få den dyrebare nye vin. Før deres liv var blevet befriet for de gamle overleveringer, skikke og handlinger, havde de ikke plads i sind eller sjæl til Kristi lære. De klamrede sig til de døde skikke og vendte sig bort fra den levende sandhed og Guds kraft.

(183)  Det var dette, som blev til jødefolkets ødelæggelse, og det vil blive til ødelæggelse for mange sjæle i vor egen tid. Der findes tusinder, som begår den samme fejltagelse som de farisæere, Kristus dadlede ved Mattæus' gæstebud. Hellere end at opgive en eller anden yndlingside eller afskaffe en opfattelse, der er blevet deres afgud, forkaster mange den sandhed, der kommer ned fra lysenes Fader. De stoler på sig selv og har tillid til deres egen klogskab og er ikke klare over deres åndelige fattigdom. De føler sig sikre på at blive frelst på en eller anden måde, hvorved de kan udrette et betydningsfuldt arbejde. Når det går op for dem, at der ikke er nogen mulighed for at blande ens eget jeg ind i opgaven, forkaster de den frelse, der ventede dem.

(183)  En lovmæssig religion kan aldrig føre sjæle til Kristus, for den mangler kærlighed og mangler Kristus. Faste og bøn, som udøves i retfærdighedens ånd, er Gud vederstyggelig. Den højtidelige menighedsforsamling, de rutinemæssige religiøse ceremonier, den ydre ydmyghed, det ærefrygtindgydende offer forkynder, at den, som udøver dette, betragter sig selv som retfærdig og værdig til Himmelen; men det er alt sammen bedrag. Vi kan aldrig ved vore egne gerninger erhverve os frelsen.

(183)  Som det var på Kristi tid, sådan er det også nu. Farisæerne kender ikke selv deres åndelige fattigdom. Til dem lyder disse ord: "Fordi du siger: 'Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar." Åb. 3,17-18. Tro og kærlighed er det guld, som er lutret i ild. Men for mange er guldet blevet mat, og den rige skat er gået tabt. For dem er Kristi retfærdighed som en klædning, der aldrig er brugt, som en kilde, der ikke er rørt. Til dem siges der: "Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig." Åb. 2,4-5.

(184)  Offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud. Sl. 51,19. Et menneske må være renset for sit eget jeg, før det i ordets fulde betydning kan blive en troende kristen. Når mennesket har fornægtet sig selv, kan Herren gøre det til en ny skabning. Nye lædersække kan indeholde den nye vin. Kristi kærlighed vil indgyde den troende nyt liv. Kristi karakter vil åbenbare sig hos den, som ser hen til vor tros banebryder og fuldender.