Tidens fylde

(20)  Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn,.... for at han skulle løskøbe dem der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Gal. 4,4-5. Frelserens komme blev forudsagt i Edens have. Da Adam og Eva havde hørt dette løfte, så de hen til dets snarlige opfyldelse. De tog med glæde mod deres førstefødte søn og håbede, at han var befrieren. Men det varede længe med opfyldelsen af løftet. De, som først havde modtaget det, døde uden at have oplevet dets opfyldelse. Fra Enoks dage blev forjættelsen gentaget ved patriarker og profeter, så håbet om Frelserens komme blev holdt levende, og alligevel kom han ikke. Daniels profeti åbenbarede tidspunktet for hans komme, men ikke alle fortolkede budskabet på rette måde. Det ene århundrede gik efter det andet, og profeternes røst holdt op med at lyde. Undertrykkernes hånd hvilede tungt over Israel, og mange var rede til at udbryde: "Det trækker i langdrag, og alle syner slår fejl." Ez. 12,22.

(20)  Men ligesom stjernerne på deres fastsatte banes store kredsløb, kender Guds formål hverken til hast eller opsættelse. Gennem symbolerne med det store mørke og den rygende ovn havde Gud åbenbaret Israels trældom i Egypten for Abraham og havde forkyndt, at tiden for deres ophold der skulle være fire hundrede år. Gud sagde: "Og siden skal de vandre ud med meget gods." 1Mos. 15,14. Imod dette ord kæmpede hele magten i Faraos stolte rige forgæves. "Netop på den dag," der var bestemt i det guddommelige løfte, "drog alle Herrens hærskare ud af Egypten." 2Mos. 12,41. På samme måde var timen for Kristi komme blevet besluttet i det himmelske råd. Da tidens store ur angav denne time, blev Jesus født i Betlehem.

(20)  Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn. Forsynet havde styret folkeslagenes udvikling og indflydelse, indtil verden var moden til befrierens komme. Folkene var forenede under en regering. Et sprog blev talt næsten overalt og blev alle vegne anerkendt som litteraturens sprog. Fra alle lande samledes jøderne, der boede i adspredelsen, i Jerusalem til de årlige højtider. Når disse vendte hjem til de steder, hvor de boede, kunne de udsprede beretningen om Messias' komme over hele verden.

(20)  På dette tidspunkt var de hedenske religionssystemer ved at miste deres greb om folket. Mange var trætte af tom pragt og opdigtede historier. De længtes efter en gudsdyrkelse, som kunne tilfredsstille sjælen. Skønt sandhedens lys syntes at være veget fra menneskene, var der dog sjæle, der søgte efter lyset, og som var fulde af forvirring og sorg. De hungrede efter viden om den levende Gud, efter en forvisning om et liv hinsides graven.

(21)  Da jøderne var veget bort fra Gud, var troen blevet svækket, og håbet var næsten holdt op med at kaste lys over fremtiden. Man forstod ikke profeternes ord. For det store flertal af folket var døden en frygtelig gåde, hinsides den fandtes der usikkerhed og mørke. Det var ikke blot jammeren fra mødrene i Betlehem, men skriget fra menneskehedens store hjerte, der lød for profeten hen over århundrederne den røst, der lød i Rama: "Gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere" Matt. 2,18. I "dødsskyggens dal" sad mennesker uden at finde trøst. Med længselsfulde blikke så de hen til Befrierens komme, hvor mørket skulle spredes, og fremtidens hemmeligheder afsløres.

(21)  Uden for jødefolket fandtes der mennesker, der forudsagde en guddommelig lærers komme. Disse mænd søgte efter sandheden, og inspirationens ånd blev tildelt dem. Gang efter gang er der fremstået den slags lærere ligesom stjerner på den mørke himmel. Deres profetiske ord har tændt nyt håb i hjertet hos de mange tusinder i hedningeverdenen.

(21)  Gennem århundreder var Skriften blevet oversat til det græske sprog, der dengang blev talt vidt og bredt i hele romerriget. Jøderne levede spredt viden om, og deres forventning om Messias' komme blev til en vis grad delt af hedningerne. Blandt dem, som jøderne gav navn af hedninger, fandtes der mænd, som havde en bedre forståelse af de skrifter, der omtalte Messias, end Israels lærere havde. Der fandtes nogle, der håbede på hans komme som en befrier fra synden. Filosoffer forsøgte at sætte sig ind i den hebraiske husholdnings hemmelighed, men jødernes snæversyn hindrede udbredelsen af lyset. På grund af deres vilje til at vedligeholde adskillelsen mellem dem selv og andre folkeslag var de uvillige til at meddele andre den viden, de stadig var i besiddelse af med hensyn til den symbolske gudstjeneste. Det var nødvendigt, at den rette fortolker kom. Han, som alle disse forbilleder symboliserede, måtte forklare deres betydning.

(21)  Ved hjælp af naturen, ved hjælp af forbilleder og symboler, ved hjælp af profeter og patriarker havde Gud talt til verden. Der måtte gives menneskeheden en belæring på menneskehedens eget sprog. Pagtens eget sendebud måtte tale. Hans røst måtte høres i hans eget tempel. Kristus måtte komme for at sige de ord, som skulle forstås klart og afgørende. Han, der er sandhedens oprindelse, måtte udskille sandhedens kerne fra menneskelige udtalelsers avner, som havde gjort den virkningsløs. Grundreglerne for Guds herredømme og frelsesplanen måtte skildres på en tydelig måde. Det gamle Testamentes lære måtte fremstilles helt og fuldt for menneske.

(21)  Blandt jøderne fandtes der endnu standhaftige sjæle, ætlinge af den hellige slægt, ved hvis hjælp der var blevet bevaret kendskab til Gud. Disse så stadig frem til det forjættelsens håb, der var blevet givet til deres forfædre. De styrkede deres tro ved at dvæle ved den forsikring, der var givet dem ved Moses: "En profet som mig vil Herren jeres Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre; ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer." Apg. 3,22. Og atter læste de, hvordan Herren ville salve en til at gå med "glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger," og "et nådeår fra Herren." Es. 61,1-2. De læste, hvordan han skulle "få sat ret på jorden", hvordan "fjerne strande bier på hans lov" hvordan hedningefolkene skulle vandre til hans lys og konger til hans strålende skær. Es. 42,4; 60,3.

(22)  Den døende Jakobs ord fyldte dem med håb: "Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer. Ham skal folkene lyde." 1Mos. 49,10. Israels svindende magt var et vidnesbyrd om, at Messias' komme var forestående. Daniels profeti skildrede herligheden ved hans herredømme over et rige, der skulle overgå alle jordiske riger og, sagde profeten: "Selv stå i al evighed." Dan. 2,44. Skønt kun få forstod, af hvad art Kristi udsendelse var, så var der en vidt udbredt forventning om en mægtig fyrste, der skulle oprette sit rige i Israel, og som skulle komme som en befrier for folkene.

(22)  Nu var tidens fylde kommet. Menneskeslægten, der på grund af lange tiders overtrædelser var blevet fornedret, trængte til Frelserens komme. Satan havde arbejdet for at gøre svælget dybere og mere uoverstigeligt mellem jorden og Himmelen. Ved sine usandheder havde han gjort mennesker dristigere til at synde. Det var hans formål at virke opslidende på Guds barmhjertighed og at udslette hans kærlighed til mennesker, så han ville overlade verden til Satans herredømme.

(22)  Satan prøvede at udelukke menneskene fra at kende Gud, at vende deres opmærksomhed bort fra Guds tempel og oprette sit eget rige. Hans kamp for at vinde overherredømmet var tilsyneladende næsten helt igennem lykkedes. Det er sandt, at Gud i ethvert slægtled har haft sine hjælpere. Selv blandt hedningerne var der mennesker, ved hvem Kristus arbejdede for at højne folket fra dets synd og nedværdigelse. Men disse mennesker blev foragtet og hadet. Mange af dem led en voldsom død. De mørke skygger, som Satan havde kastet over jorden, blev dybere og dybere.

(22)  Gennem lange tider havde Satan gennem hedenskabet vendt mennesker bort fra Gud, men sin største sejr vandt han ved at forvanske Israels tro. Ved at beskue og dyrke, hvad de selv havde opfundet, havde hedningerne mistet kendskabet til Gud og var blevet mere og mere fordærvede. På samme måde var det gået med Israel. Princippet om, at ethvert menneske kan frelse sig selv ved sine egne gerninger, var grundlaget for enhver hedensk religion. Nu var det også blevet grundlaget for den jødiske religion. Satan havde indpodet dette grundprincip. Hvor som helst det gælder, har mennesker intet værn mod synden.

(22)  Frelsens budskab meddeles til mennesker ved menneskelige formidlere. Men jøderne havde forsøgt at få eneret på den sandhed, som er evigt liv. De havde sammenhobet den levende manna, og den var blevet fordærvet. Den religion, som de søgte at beholde selv, blev til en forargelse. De berøvede Gud hans ære og bedrog verden med et forfalsket evangelium. De havde afslået at overgive sig til Gud for at frelse verden, og de blev Satans medhjælpere til dens ødelæggelse.

(23)  Det folk, som Gud havde kaldet til at være sandhedens støtte og grundvold, var blevet repræsentanter for Satan. De udrettede den gerning, som han ville have dem til at gøre, og fulgte den kurs at forvanske Guds egenskaber og få verden til at betragte ham som en tyran. Selv præsterne, der gjorde tjeneste i templet, havde mistet betydningen af den tjeneste, de udførte, af syne. De var hørt op med at se ud over symbolet til det, det var et billede på. Under udøvelsen af offertjenesten var de som optrædende i et skuespil. De forordninger, som Gud selv havde indstiftet, blev gjort til et middel til at forblinde sindet og forhærde hjertet. Gud kunne ikke gøre mere for mennesket ad disse veje. Hele systemet måtte ryddes bort.

(23)  Syndens bedrag havde nået sit højdepunkt. Alt, hvad der tjente til at nedværdige menneskesjæle, var blevet sat i gang. Når Guds Søn betragtede verden, så han lidelse og elendighed. Med medynk så han, hvordan mennesker var blevet ofre for Satans grusomhed. Han så med medlidenhed på dem, der var ved at blive fordærvede, myrdede og fortabte. De havde valgt sig en hersker, der lænkede dem som fanger til sin stridsvogn. Forvildede og bedraget drog de fremad i et sørgeligt optog hen imod evig tilintetgørelse, til en død, hvor der ikke findes noget håb om liv, henimod en nat, der ikke efterfølges af nogen morgen. Satans hjælpere havde taget bolig i mennesker. Menneskers legemer, der var skabt til bolig for Gud, var blevet opholdssted for onde ånder. Sanserne, nerverne, lidenskaberne, de menneskelige organer blev af overnaturlige kræfter påvirket til at hengive sig til de laveste lyster. De onde ånder havde sat deres eget stempel på menneskers ansigt. De menneskelige træk genspejlede udtrykket hos de hærskare af djævle, der havde besat dem. Det var et sådant billede, verdens Frelser betragtede.

(23)  Synden var blevet til en videnskab, og lasten var viet til at være en del af religionen. Oprøret havde slået dybe rødder i hjertet, og menneskets fjendskab mod Himmelen var af den voldsomste art. Det var blevet bevist over for universet, at adskilt fra Gud kunne menneskeslægten aldrig højnes. Der måtte meddeles den et nyt element af liv og kraft fra ham, som havde skabt verden.

(23)  Med den dybeste interesse havde de ikke faldne verdener holdt vagt for at se Jehova rejse sig og bortrydde jordens beboere. Og hvis Gud ville gøre dette, var Satan rede til at udføre sin plan om at sikre sig forbund med de himmelske væsener. Han havde erklæret, at grundreglerne i Guds herredømme gjorde syndsforladelse til en umulighed. Hvis verden var blevet lagt øde, ville han have hævdet, at hans beskyldninger var sande. Han var rede til at kaste skylden aver på Gud og udbrede sit oprør i de himmelske verdener. Men i stedet for at tilintetgøre verden sendte Gud sin Søn ned for at frelse den. Skønt der fandtes fordærvelse og trods alle vegne på denne fremmede klode, blev der sørget for et middel til dens genrejsning. Netop i det afgørende øjeblik, hvor det så ud, som om Satan skulle sejre, kom Guds Søn med budskabet om Guds nåde. Gennem alle slægter og til enhver tid er Guds kærlighed blevet udøvet over for den faldne slægt. Trods menneskehedens fordærvelse har der ustandselig vist sig tegn på barmhjertighed, og da tidens fylde var kommet, blev guddommen herliggjort ved at udøse en strøm af helbredende nåde over verden, som aldrig skulle standse eller tilbageholdes, før frelsesplanen var fuldført.

(24)  Satan jublede over, at det var lykkedes ham at fordærve Guds billede i menneskene. Da kom Jesus for atter at genoprette Skaberens billede i mennesket. Ingen andre end Kristus kan på ny danne den karakter, der var ødelagt af synden. Han kom for at uddrive de onde ånder, der havde fået herredømmet over viljen. Han kom for at rejse os af støvet, for at omdanne den fordærvede karakter til at ligne hans egen guddommelige karakter og smykke den med sin egen herlighed.