Hvem er mine brødre?

(213)  Dette kapitel er bygget op over Matt 12,22-50; Mark 3,20-35
Josefs sønner var langtfra venligt indstillede over for Jesu gerning. De rygter, de hørte om hans liv og virksomhed, fyldte dem med forundring og forfærdelse. De hørte, at han tilbragte hele nætter i bøn, at han hele dagen var omgivet af store folkeskare og ikke engang undte sig tid til at spise. Hans venner mente, at han blev slidt op af sit ustandselige arbejde. De var ikke i stand til at gøre rede for hans holdning over for farisæerne, og der var nogle, der var bange for, at hans forstand var blevet forvirret.

(213)  Hans brødre hørte om dette og også om den beskyldning, som farisæerne udspredte: at han uddrev djævle ved Satans hjælp. De følte stærkt den misbilligelse, som ramte dem, fordi de var i familie med Jesus. De vidste, hvilken uro hans ord og gerninger vakte, og de var ikke blot forfærdede over hans modige tale, men harmfulde over hans fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne. De besluttede, at han måtte overtales eller tvinges til at holde op med denne slags arbejde, og de overtalte Maria til at gøre fælles sag med dem, fordi de mente, at det på grund af hans kærlighed til hende måske kunne lykkes for dem at få ham til at være mere forsigtig.

(213)  Det var lige før dette skete, at Jesus for anden gang havde gjort det under at helbrede en mand, som var besat og blind og stum, og farisæerne havde gentaget deres beskyldning: "Det er ved de onde ånders fyrste, han driver de onde ånder ud." Matt. 9,34. Kristus sagde rent ud til dem, at de ved at tillægge Satan Helligåndens gerning lukkede sig selv ude fra frelsens kilde. De, som havde talt imod Jesus selv uden at være klare over hans guddommelige natur, kunne måske få tilgivelse; de kunne måske ved Helligåndens hjælp komme til at indse deres fejltagelse og angre den. Hvilken synd det end drejer sig om hvis sjælen angrer og tror, så er skylden tvættet bort ved Kristi blod; men den, som forkaster Helligåndens gerning, har en indstilling, hvor hverken anger eller tro kan nå til ham. Det er ved Ånden, at Gud indvirker på hjertet. Når mennesker forsætligt afviser Ånden og erklærer, at den stammer fra Satan, så lukker de af for den kanal, hvorigennem Gud kan meddele sig til dem. Når Ånden til sidst er forkastet, er der intet mere, Gud kan gøre for sjælen.

(213)  De farisæere, som Jesus gav denne advarsel, troede ikke selv på de beskyldninger, de fremkom med imod ham. Der var ikke en eneste af disse høje gejstlige, der ikke havde følt sig draget imod Frelseren. De havde hørt Åndens røst i deres egne hjerter erklære ham for at være Israels salvede og tilskynde dem til at bekende sig som hans disciple. I hans nærheds lys var de blevet klare over deres egen ugudelighed og havde længtes efter en retfærdighed, som de ikke selv kunne skabe. Men efter deres afvisning af ham ville det have været alt for ydmygende at erkende ham for at være Messias. Da de først var trådt ind på vantroens vej, var de alt for stolte til at indrømme deres vildfarelse, og for at undgå at anerkende sandheden prøvede de med fortvivlet voldsomhed at modbevise Frelserens lære. Beviserne på hans magt og barmhjertighed gjorde dem ude af sig selv. De kunne ikke hindre Frelseren i at gøre mirakler, de kunne ikke få ham til at lade være med at lære folket, men de gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at give et falsk billede af ham og forvanske hans ord. Endnu fulgte Guds overbevisende Ånd dem, og de måtte opbygge mange skranker for at kunne modstå dens magt. Den stærkeste kraft, der kan indvirke på et menneskehjerte, kæmpede med dem, men de ville ikke give efter.

(214)  Det er ikke Gud, som forblinder menneskers øjne eller forhærder deres hjerter. Han sender dem lys til at rette deres vildfarelser og lede dem ind på den sikre vej. Det er ved at forkaste dette lys, at øjnene forblindes og hjertet forhærdes. Tit sker dette gradvis og næsten umærkeligt. Lyset kommer til sjælen ved Guds ord, ved hans tjenere eller ved Åndens direkte påvirkning; men hvis man viser ligegyldighed over for een stråle af lys, sker der en delvis lammelse af den åndelige opfattelsesevne, og det bliver vanskeligere at opfatte den næste åbenbaring af lys. Derfor bliver mørket dybere, indtil det bliver nat i sjælen. Sådan var det gået jødefolkets ledere. De var klare over, at der hvilede en guddomskraft over Kristus, men for at stå sandheden imod tillagde de Satan Helligåndens værk. Ved at gøre dette valgte de forsætligt bedraget, de overgav sig til Satan og var fra nu af beherskede af hans magt.

(214)  I nøje forbindelse med Kristi advarsel mod synden mod Helligånden er der en advarsel mod unyttig og dårlig tale. Ordene er betegnende for, hvad der findes i hjertet. "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med." Men ordene er mere end en tilkendegivelse af karakteren, de har også magt til at indvirke på karakteren. Mennesker bliver påvirkede af, hvad de selv siger. Tit giver de efter en øjeblikkelig indskydelse, som stammer fra Satan udtryk for skinsyge eller ond mistænksomhed, så de udtaler noget, som de selv i virkeligheden ikke tror; men det, de har sagt, virker tilbage på tankerne. De lader sig bedrage af deres egne udtalelser og kommer til at tro på det, som blev sagt efter Satans tilskyndelse. Når de har givet udtryk for en mening eller en beslutning, er de ofte for stolte til at tilbagekalde den og prøver så på at bevise, at de har ret, indtil de selv kommer til at tro, at de har det. Det er farligt at sige et tvivlende ord, det er farligt at betvivle eller kritisere det himmelske lys. Hvis man vænner sig til letsindig og uærbødig kritik, indvirker det på karakteren ved at fremkalde uærbødighed og vantro. Mange mennesker, som har vænnet sig hertil, er blevet ved dermed uden at tænke på faren, indtil de var rede til at kritisere og forkaste Helligåndens gerning. Jesus sagde: "Menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes."

(215)  Derefter tilføjede han en advarsel til dem, der havde ladet sig bevæge ved hans ord, og som med glæde havde hørt ham, men som ikke havde overgivet sig til at være en bolig for Helligånden. Det er ikke blot ved modstand, men også ved forsømmelse, sjælen går til grunde. "Men når den urene ånd er faret ud af mennesket," sagde Jesus, "vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet. Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første."

(215)  Ligesom i dag var der på Kristi tid mange, over hvem Satans magt syntes at være brudt. Ved Guds nåde blev de befriede for de onde ånder, som havde haft herredømme over deres sjæle. De frydede sig i Guds kærlighed, men ligesom tilhørerene i lignelsen, hvor ordet faldt på stengrund, forblev de ikke i hans kærlighed. De overgav ikke daglig sig selv til Gud, så at Kristus kunne bo i deres hjerter, og når den onde ånd vendte tilbage med "syv andre ånder, værre end den selv," var de kommet fuldstændig i det ondes magt.

(215)  Når sjælen overgiver sig til Kristus, tager en ny magt det nye hjerte i besiddelse. Der sker en forvandling, som mennesket aldrig selv kan bevirke. Dette er en overnaturlig begivenhed, som fører et overnaturligt element ind i den menneskelige natur. Den sjæl, som har overgivet sig til Kristus, bliver til hans fæstning, som han forsvarer midt i en oprørsk verden, og han vil ikke, at der i den skal kendes anden myndighed end hans egen. En sjæl, som således er i de himmelske magters varetægt, er uovervindelig for Satans angreb. Men hvis ikke vi overgiver os til Kristi vilje, vil vi blive beherskede af den onde. Vi kan ikke undgå at blive beherskede af enten den ene eller den anden af de to store magter, der kæmper om herredømmet i verden. Det er ikke nødvendigt med vilje at vælge at tjene mørkets rige for at komme ind under dets magt. Vi behøver kun at forsømme at forene os med lysets rige. Hvis vi ikke samarbejder med de himmelske magter, vil Satan tage vort hjerte i besiddelse og gøre det til sin bolig. Det eneste forsvar mod det onde består i, at Kristus bor i hjertet ved troen på hans retfærdighed. Hvis vi ikke kommer i en levende forbindelse med Gud, vil vi aldrig kunne modstå den onde påvirkning af egenkærligheden, nydelsessygen og fristelsen til at synde. Vi giver måske afkald på mange dårlige vaner, for en tid tager vi måske afstand fra Satan; men uden en levende forbindelse med Gud ved minut efter minut at overgive os til ham vil vi blive overvundet. Uden et personligt forhold til Kristus og vedvarende samfund med ham er vi i fjendens magt og må til sidst gøre, som han vil.

(215)  Det sidste bliver værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt, sagde Jesus. Der findes ingen mere forhærdede end de, som har ladet hånt om nådestilbudet og handlet på trods af nådens Ånd. Den mest almindeligt forekommende synd mod Helligånden er en vedholdende ringeagt for Himmelens opfordring til at omvende sig. Hvert skridt hen imod forkastelse af Kristus er et skridt hen imod forkastelse af frelsen og hen imod synden mod Helligånden.

(216)  Ved at forkaste Kristus begik jødefolket den utilgivelige synd, og vi kan komme til at synde på samme måde ved at undlade at tage mod tilbuddet om nåde. Vi krænker livets konge og gør ham til skamme over for Satans synagoge og over for den himmelske verden, når vi nægter at lytte til hans udsendte tjenere og i stedet lytter til Satans hjælpere, der gerne vil drage sjælen bort fra Kristus. Så længe et menneske gør dette, kan det ikke finde håb eller tilgivelse, og til slut vil det miste ethvert ønske om at blive forsonet med Gud.

(216)  Medens Jesus endnu var ved at lære folket, bragte hans disciple ham den besked, at hans moder og hans brødre stod udenfor og gerne ville træffe ham. Han vidste, hvad de havde i sinde, og "han svarede og sagde til den, der fortalte ham det: Hvem er min moder, og hvem er mine brødre? Så rakte han sin hånd ud over sine disciple og sagde: Se, her er min moder og mine brødre! Thi enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder og søster og moder."

(216)  Alle, der gerne i troen ville tage imod Kristus, var forenede med ham ved et snævrere bånd end menneskers slægtskab. De skulle være et med ham, ligesom han var et med Faderen. Som et menneske, der troede og handlede efter hans ord, var hans moder mere nært og trygt knyttet til ham end ved sit naturlige slægtskab. Hans brødre ville ikke have nogen gavn af deres forbindelse med ham, hvis ikke de tog imod ham som deres personlige frelser.

(216)  Hvilken støtte ville Kristus ikke have fundet i sine jordiske slægtninge, hvis de havde troet på ham som udsendt fra Himmelen og havde samarbejdet med ham i at gøre Guds gerning! Deres vantro kastede en skygge over Jesu jordeliv. Den var en del af bitterheden i det smertens bæger, som han tømte for os.

(216)  Det fjendskab, som var optændt i menneskers hjerter mod evangeliet, føltes dybt af Guds Søn, og i hans hjem var det ham alder sværest, thi hans eget hjerte var fuldt af venlighed og kærlighed, og han satte pris på venlig hensyntagen inden for sin familiekreds. Hans brødre ville have, at han skulle rette sig efter deres ideer, selv om en sådan fremgangsmåde ville have været ganske uforenelig med hans guddommelige sendelse. De betragtede ham som en, der trængte til deres råd. De bedømte ham ud fra deres menneskelige synspunkter og mente, at hvis han ville nøjes med at sige den slags ting, som de skriftkloge og farisæerne kunne godtage, så ville han undgå de ubehagelige meningsudvekslinger, som hans ord fremkaldte. De mente, at han måtte være ude af sig selv, når han hævdede at have guddommelig myndighed og ved over for de skriftkloge at optræde som den, der dadlede dem for deres synder. De vidste, at farisæerne søgte anledning til at anklage ham, og de var klare over, at han havde givet dem tilstrækkelig anledning.

(217)  Med deres korte målesnor kunne de ikke lodde dybden af den opgave, han var kommet for at løse, og derfor kunne de ikke føle deltagelse for ham i hans prøvelser. Deres grove, ringeagtende ord viste, at de ikke fattede, at det guddommelige var forenet med det menneskelige. De så ham ofte dybt bedrøvet; men i stedet for at trøste ham sårede de hans sjæl ved deres ånd og ord. Hans følsomme sind pintes, hans motiver blev misforstået, og hans gerning mødte heller ingen forståelse.

(217)  Hans brødre fremførte tit farisæernes filosofi, som var trist og grå af ælde, og de havde den dristighed at mene, at de kunne belære ham, som forstod al sandhed og begreb alle hemmeligheder. De fordømte simpelt hen det, som de ikke kunne fatte. Deres bebrejdelser gik ham nær til hjerte, og hans sjæl følte sig træt og ulykkelig. De hævdede at tro på Gud og mente, at de forsvarede Gud, skønt Gud var legemliggjort hos dem, uden at de kendte ham.

(217)  Alt dette gjorde hans vej tornefuld at vandre. Misforståelserne i hans hjem smertede ham i den grad, at det var ham en lettelse at komme et sted hen, hvor de ikke fandtes. Der var et hjem, som han elskede at besøge, Lazarus, Marias og Martas hjem; til hans ånd fik hvile i denne atmosfære af tro og kærlighed. Dog fandtes der ingen på jorden, der kunne fatte hans guddommelige udsendelse eller kende den byrde, han bar for at hjælpe mennesker. Ofte følte han først befrielse ved at være alene og i samfund med sin himmelske Fader.

(217)  De, som er kaldede til at lide for Kristi skyld, og som må tåle misforståelse og mistillid selv i deres eget hjem, kan finde trøst ved tanken om, at Jesus har måttet tåle det samme. Han føler medynk med dem. Han byder dem se, at han har lidt det samme, og at de kan finde befrielse der, hvor han fandt den: i samfund med Faderen.

(217)  De, der tager imod Kristus som deres personlige frelser, bliver ikke efterladt faderløse og overlades ikke til at udholde livets prøvelser alene. Han tager imod dem som medlemmer af den himmelske familie, han byder dem kalde sin Fader deres Fader. De er hans "mindste små" og er elskede af Gud og knyttede til ham med de stærkeste bånd. Han føler en overvældende ømhed for dem, som så langt overgår den, vor fader og moder har følt for os i vor hjælpeløshed, som det guddommelige står over det menneskelige.

(217)  I de love, der blev givet Israel, finder vi et smukt billede på Kristi forhold til sit folk. Hvis en hebræer på grund af fattigdom havde været nødt til at skille sig af med sin fædrenearv og sælge sig selv som træl, så påhvilede pligten til at tilbagekøbe ham og hans arv det menneske, som var nærmest beslægtet med ham. Se 3Mos. 25,25. 47-49; Rut 2,20. På samme måde påhvilede opgaven med at løskøbe os og vor arv, der ved synden var gået tabt, ham, som er "nær beslægtet" med os. Det var for at frelse os, at han blev vor broder. Herren og Frelseren står os nærmere end både fader og moder, broder, ven eller den, som elsker os. "Frygt ikke," siger han, "jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min!" Fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl." Es. 43,1. 4.

(218)  Kristus elsker de himmelske væsener, der omgiver hans trone, men hvad kan være grunden til den store kærlighed, hvormed han har elsket os? Vi fatter det ikke, men af egen erfaring kan vi vide, at det er sandt. Og dersom vi har et slægtsforhold til ham, hvilken omsorg burde vi så ikke have for dem, der er vor Herres brødre og søstre! Burde vi ikke være hurtige til at erkende, hvad vort guddommelige slægtskab kræver af os? Hvis vi er optagne i Guds familie, burde vi så ikke ære vor Fader og vor slægt?