De første evangelister.

(234)  Dette kapitel er bygget op over Matt 10; Mark 6,7-11; Luk 9,1-6
Apostlene var medlemmer af Jesu familie, og de havde ledsaget ham, medens han til fods drog gennem Galilæa: De havde delt med ham den møje og modgang, som de mødte. De havde lyttet til hans taler, de havde vandret og talt sammen med Guds Søn, og gennem hans daglige undervisning havde de lært, hvordan de skulle arbejde for menneskers oprejsning. Medens Jesus hjalp de store skarer, som samledes om ham, gik disciplene ham til hånde med den største iver for at adlyde hans befalinger og lette ham arbejdet. De hjalp ved at holde orden blandt de mange mennesker, bringe de syge hen til Frelseren og bidrage til, at alle befandt sig godt. De holdt øje med de tilhørere, der var interesserede, forklarede dem skrifterne og virkede på forskellige måder til gavn for deres sjæle. De lærte andre,hvad de selv havde lært af Jesus, og hver eneste dag bragte dem nye, rige erfaringer. Men de trængte også til at gøre erfaringer ved at arbejde alene. De behøvede stadig megen belæring, stor tålmodighed og overbærenhed. Nu, medens Frelseren personligt var sammen med dem og kunne gøre dem opmærksom på deres fejltagelser og råde og vejlede dem, udsendte han dem som sine stedfortrædere.

(234)  Medens disciplene havde været sammen med ham, havde de ofte ladet sig forvirre af præsternes og farisæernes lære, men de var kommet til Jesus med deres vanskeligheder. Han havde forklaret dem Skriftens sandheder i modsætning til overleveringerne. På denne måde havde han styrket deres tillid til Guds ord og havde i det store og hele frigjort dem fra deres frygt for de skriftkloge og deres bundethed af traditionerne. For disciplenes oplæring var Frelserens eget eksempel af langt større virkning end nogen dogmatisk lærdom. Når de ikke var sammen med ham, mindedes de hvert blik og hver betoning og hvert ord. Når de kom i strid med evangeliets fjender, gentog de ofte hans ord, og når de så, hvordan de virkede på mennesker, frydede de sig meget.

(234)  Nu kaldte Jesus de tolv til sig og bød dem gå ud to og to gennem byerne og landsbyerne. Ingen blev udsendt alene, men broder fulgtes med broder og ven med ven. På denne måde kunne de hjælpe og opmuntre hinanden, tale og bede sammen, og den enes styrke kunne komme den andens svaghed til hjælp. På samme måde udsendte Jesus siden hen de halvfjerdsindstyve. Det var Frelserens hensigt, at evangeliets sendebud skulle være knyttede til hinanden på denne måde. Nutildags ville forkyndelsen af evangeliet blive til langt større gavn, hvis man rettede sig mere nøjagtigt efter dette eksempel.

(235)  Disciplenes budskab var det samme som Johannes Døbers og Kristi eget: "Guds rige er kommet nær." De skulle ikke indlade sig i nogen ordstrid med folk om, hvorvidt Jesus fra Nazaret var Messias; men de skulle i hans navn gøre de samme barmhjertighedsgerninger, som han havde gjort. Han bød dem: "Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet "

(235)  Når Jesus arbejdede, tilbragte han mere tid med at helbrede de syge end med at prædike. Hans undergerninger bevidnede sandheden i hans ord: at han ikke var kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Hans retfærdighed gik foran ham, og Herrens herlighed sluttede toget. Hvor han end kom hen, var rygtet om hans barmhjertighed kommet før ham. Hvor han var draget forbi, frydede de, som havde været genstand for hans omsorg, sig over deres sundhed og prøvede sig frem med deres genvundne kræfter. Skarer samlede sig om dem for af deres egen mund at høre om de undere, Herren havde gjort. Hans stemme var den første lyd, mange nogensinde havde hørt, hans navn det første ord, de nogensinde havde udtalt, hans ansigt det første, de nogensinde havde set. Hvorfor skulle de så ikke elske Jesus og forkynde hans pris? Når han vandrede gennem de små og større byer, var han som en livets kilde, der spredte lys og glæde, hvor han kom frem.

(235)  Kristi disciple bør arbejde på samme måde som han. Vi skal give de sultne mad og de nøgne klæder, og vi skal trøste de lidende og bedrøvede. Vi skal hjælpe de ulykkelige og give de modløse nyt håb. Og også for os vil denne forjættelse gå i opfyldelse: "Foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget." Es. 58,8. Kristi kærlighed, som giver sig udtryk ved uselvisk tjeneste, vil vise sig at være mere virkningsfuld til at forbedre forbryderen end sværdet eller domstolen. Disse er nødvendige for at vække rædsel hos lovovertræderen, men en kærlig missionær kan udrette mere end dette. Tit vil et hjerte forhærdes ved irettesættelser, men det vil smelte ved at føle Kristi kærlighed. Missionæren kan ikke blot lindre legemelige sygdomme, men han kan lede synderen hen til den store læge, der kan rense sjælens spedalskhed. Det er Guds vilje, at de syge, de ulykkelige og de, som er besat af onde ånder, skal høre hans røst ved hjælp af hans tjenere. Ved menneskers hjælp ønsker han at blive til en sådan trøst for dem, som verden aldrig har set mage til.

(235)  Disciplene skulle på deres første missionsrejse kun gå til "de fortabte får af Israels hus". Hvis de på dette tidspunkt havde prædiket evangeliet for hedninger eller samaritanere, ville de have mistet deres indflydelse over jøderne. De ville ved at vække farisæernes fordom være blevet indblandet i en meningsudveksling, som ville have taget modet fra dem straks ved begyndelsen af deres arbejde. Selv apostlene fattede kun langsomt, at evangeliet skulle bringes ud til alle folkeslag. Før de selv kunne begribe denne sandhed, var de ikke beredt til at arbejde blandt hedninger. Hvis jøderne ville tage imod evangeliet, var det Guds hensigt at gøre dem til sine sendebud til hedningerne. Derfor skulle de høre budskabet først.

(236)  Alle vegne, hvor Kristus arbejdede, var der sjæle, som var vågnet op til at se deres nød, og som hungrede og tørstede efter sandheden. Tiden var inde, hvor kærlighedsbudskabet skulle sendes ud til disse længselsfulde sjæle. Det var til alle disse, at disciplene skulle komme som Jesu stedfortrædere. På denne måde ville de troende komme til at betragte dem som lærere, der var indsat af Gud, og når Frelseren blev taget fra dem, ville de ikke være efterladt uden hjælpere, der kunne undervise dem.

(236)  På denne første rejse skulle disciplene kun drage derhen, hvor Jesus havde været før dem, og hvor han havde vundet sig venner. Deres forberedelser til rejsen skulle være af den enkleste art. Intet måtte få lov til at aflede deres tanker fra deres store opgave eller på nogen måde vække modstand, så dørene lukkedes i for fortsat arbejde. De skulle ikke være klædt som tidens religiøse lærere og heller ikke benytte nogen dragt, der adskilte sig fra de fattige bønders. De skulle ikke gå ind i synagogerne og kalde folk sammen til offentlig gudstjeneste. Deres bestræbelser skulle kun dreje sig om husbesøg. De skulle ikke spilde tiden med unødvendige høflighedsfraser eller gå fra det ene hus til det andet for at få en gæstfri modtagelse. Men hvert sted, hvor de kom, skulle de tage imod gæstfrihed af dem, som var værdige til det, dem, der ville tage imod dem med glæde, på samme måde som hvis de havde været Kristus selv. De skulle gå ind i husene med denne smukke hilsen: "Fred være med dette hus!" Luk. 10, 5. Dette hjem skulle velsignes ved deres bøn, deres lovsang og ved udlæggelsen af Skrifterne i familiekredsen.

(236)  Disse disciple skulle være sandhedens forkyndere og berede vejen for deres Mesters komme. Det budskab, de havde at bringe, var det evige livs ord, og menneskers skæbne var afhængig af, om de tog imod det eller forkastede det. For at få folket til at fatte, hvor højtideligt det var, bød Jesus sine disciple: "Hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder. Sandelig siger jeg eder: det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by." Matt. 10,14-15.

(236)  Nu trænger Frelserens blik ind i fremtiden! Han ser de større arbejdsmarker, hvor disciplene efter hans død skal være hans vidner. Hans profetiske blik ser, hvor meget hans tjenere må gennemgå til alle tider, indtil han atter vender tilbage. Han viser sine disciple den strid, der venter dem, og han afslører kampens art og formål. Han lader dem klart se de farer, de vil komme ud for, og den selvfornægtelse, der vil kræves af dem. Han vil, at de skal beregne omkostningerne, så fjenden ikke skal overrumple dem. Deres kamp skal ikke føres mod kød og blod, men "mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet". Ef. 6,12. De skal stride mod overnaturlige kræfter, men de har vished for at få overnaturlig hjælp. Alle Himmelens fornuftvæsener er med i denne hær. Og der er flere end englene inden for dens rækker. Helligånden, som er stedfortræder for fyrsten over Herrens hær, kommer for at lede slaget. Vore skrøbeligheder kan være nok så mange, vore synder og fejl frygtelige, men Guds nåde gælder for alle, der søger den i sand anger. Almagtens kraft er sikret til hjælp for alle dem, der stoler på Gud.

(237)  Se, sagde Jesus, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer. Kristus selv undlod aldrig at sige sandhedens ord, men han sagde dem altid i kærlighed. Han udviste den største takt, hensynsfuldhed og venlige omtanke under sin samtale med andre. Han var aldrig grov, sagde aldrig uden grund et strengt ord og smertede aldrig uden årsag et følsomt sind. Han dalede ikke mennesker for deres svagheder. Frygtløst fordømte han hykleri, vantro og uretfærdighed, men hans hjerte blødte, når han fremkom med sine svidende, skarpe irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den by, han elskede, men som nægtede at tage imod ham, som var vejen og sandheden og livet. De forkastede ham, deres Frelser, men han betragtede dem med medlidende ømhed og en sorg, der var så dyb, at hans hjerte var ved at briste. Enhver sjæl er dyrebar i hans øjne. Skønt han altid optrådte med guddommelig værdighed, bøjede han sig med den kærligste omsorg ned til ethvert medlem af Guds familie. I hvert eneste menneske så han en falden sjæl, som han var udsendt for at frelse.

(237)  Kristi tjenere bør ikke handle efter deres eget hjertes tilskyndelser. De trænger til at have nøje samfund med Gud, for at ikke deres eget jeg skal tage overhånd ved den mindste anledning, så de udgyder en strøm af ord, der er usømmelige, der ikke er som duggen eller de milde regnbyger, der virker forfriskende på de visnende planter. Det er dette, Satan vil have dem til at gøre, thi sådan er hans fremgangsmåde. Det er dragen, som er vred. Det er Satans ånd, som åbenbarer sig gennem vrede og beskyldninger mod andre. Men Guds tjenere skal være hans repræsentanter. Han vil, at de kun skal betale med den mønt, som man bruger i Himmelen: den sandhed, som bærer hans eget billede og påskrift. Den kraft, hvorved de kan overvinde det onde, er Kristi kraft. Kristi herlighed er deres styrke. De skal holde blikket fæstet ved hans ædle sind. Så kan de forkynde evangeliet med guddommelig hensyntagen og mildhed. Og det sind, der bevares mildt trods krænkelser, taler sandhedens sag mere virkningsfuldt end nogen bevisførelse, hvor overbevisende den end er.

(237)  De, som er kommet i strid med sandhedens fjender, bliver ikke blot stillet over for mennesker, men også over for Satan og hans hjælpere. De bør huske på Frelserens ord: "Se, jeg sender jer som lam midt iblandt ulve." Luk. 10,3. De bør hvile i Guds kærlighed, og deres sind vil blive bevaret roligt, selv om de bliver skældt ud. Herren vil iføre dem en guddommelig rustning. Hans hellige Ånd vil indvirke på deres sind og sjæl, så deres stemmer ikke skal blive smittet af tonen i ulvenes glammen.

(237)  Jesus blev ved med at belære sine disciple og sagde: "Vogt jer for menneskene!" De skulle ikke have ubetinget tillid til dem, der ikke kendte Gud, eller tage dem med på råd, for dette ville være til hjælp for Satans medarbejdere. Menneskers påfund modarbejder ofte Guds planer. De, som opbygger Herrens tempel, skal bygge i overensstemmelse med det forbillede, som blev vist på bjerget: Guds forbillede. Det er til vanære for Gud og et forræderi mod evangeliet, hvis hans tjenere stoler på råd fra mennesker, som ikke handler efter Åndens ledelse. Verdens visdom er dårskab for Gud. De, som sætter deres lid til den, vil ganske sikkert fare vild.

(238)  De skal bringe jer for domstole, ..... også for landshøvdinger og konger skal I føres for min skyld til et vidnesbyrd for dem og hedningefolkene. Matt. 10,17-18. Lyset vil blive spredt videre ud gennem forfølgelse. Kristi tjenere vil blive ført frem for denne verdens store, som ellers måske aldrig ville komme til at høre evangeliet. Sandheden er blevet forvansket for disse mennesker. De har lyttet til falske beskyldninger med hensyn til Kristi disciples tro. Ofte findes deres eneste mulighed for at lære dens sande karakter i et vidnesbyrd fra dem, der er stillet for domstolen for deres tros skyld. Under forhørene kræves der, at de skal svare, og at deres dommere skal lytte til det vidnesbyrd, der bliver aflagt. Gud vil give sine tjenere nåde til at imødegå enhver kritisk situation. Det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale, siger Jesus. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer. Når Guds Ånd oplyser hans tjeneres sind, vil sandheden blive forkyndt i al sin guddommelige kraft og skønhed. De, som forkaster sandheden, vil stå op for at anklage og undertrykke disciplene. Men under tab og lidelser, ja, selv om det gælder døden, skal Guds børn åbenbare den samme sagtmodighed som deres guddommelige forbillede. Således vil man kunne se forskellen mellem Satans medhjælpere og Kristi stedfortrædere. Frelseren vil blive ophøjet over for herskerne og folket.

(238)  Disciplene blev ikke udstyret med martyrernes mod og styrke, før de fik brug for en sådan nåde: Så blev Frelserens løfte opfyldt. Da Peter og Johannes aflagde vidnesbyrd for det jødiske råd, "undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus." Apg. 4,13. Om Stefanus skrives der, at "alle de, der sad i rådet, stirrede på ham, og hans ansigt var, for dem at se, som en engels ansigt". Mennesker "kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte". Apg. 6,15. 10. Og da Paulus skriver om sit eget forhør ved kejserens domstol, siger han: "Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp, men alle svigtede mig. ..... Men Herren stod mig bi og gav mig kraft, for at forkyndelsen af budskabet ved mig kunne blive ført helt til ende, og alle hedningerne få det at høre; og jeg blev friet ud af løvens gab." 2Tim. 4,16-17.

(238)  Kristi tjenere skulle ikke forberede nogen særligt tale, når de blev stillet for en domstol. Deres forberedelse skulle bestå i dag efter dag at samle en skat af Guds ords dyrebare sandheder og styrke deres tro ved bøn. Når de så blev ført for retten, ville Helligånden erindre dem om netop de sandheder, som de havde brug for.

(238)  En daglig, alvorlig stræben efter at kende Gud og Jesus Kristus, som han har udsendt, ville bringe sjælen kraft og virkeevne. Den viden, der var opnået ved flittig granskning af Skrifterne, ville rinde en i hu i det rette øjeblik. Men hvis nogen havde forsømt at lære Kristi ord at kende, hvis de aldrig havde erfaret hans nådes kraft under prøvelser, så kunne de ikke vente, at Helligånden skulle minde dem om hans ord. De måtte daglig tjene Gud med en helhjertet kærlighed, og derefter stole på ham.

(238)  Så bittert ville fjendskabet mod evangeliet blive, at der ikke ville blive taget hensyn til selv de stærkeste jordiske bånd. Kristi disciple ville blive forrådt til døden af medlemmer af deres egen familie. "I skal hades af alle for mit navns skyld," tilføjede han, "men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst." Mark. 13,13. Men han forbød dem at udsætte sig for forfølgelse, hvis det ikke var nødvendigt. Han selv forlod ofte en arbejdsmark til fordel for en anden for derved at undfly dem, der stræbte ham efter livet. Da man forkastede ham i Nazaret og hans egne bysbørn forsøgte at dræbe ham, drog han ned til Kapernaum, og der undrede folket sig over hans lære, "thi han talte med myndighed". Luk. 4,32. På samme måde skulle hans disciple ikke tabe modet, hvis de blev forfulgt, men opsøge et andet sted, hvor de stadig kunne arbejde for sjælenes frelse.

(239)  En tjener står ikke over sin herre. Himmelens konge blev kaldt Beelzebul, og der ville på samme måde blive givet et falsk billede af hans disciple. Men hvor stor faren end var, så måtte Kristi disciple vedkende sig deres principielle opgave. De skulle ringeagte at krybe i skjul. De kunne ikke forblive neutrale, indtil de havde forvisset sig om, at man trygt kunne bekende sandheden. De var sat som vægtere, der skulle advare mennesker om deres fare. Den sandhed, de havde modtaget fra Kristus, måtte de give videre til alle, frit og åbenlyst. Jesus sagde: "I skal tale i lyset, hvad jeg siger jer i mørket, og prædike fra tagene, hvad der hviskes jer i øret!"

(239)  Jesus selv tilkøbte sig aldrig fred ved et kompromis. Hans hjerte strømmede over af kærlighed til hele menneskeslægten, men han viste aldrig overbærenhed over for deres synder. Han var i alt for høj grad deres ven til at forholde sig tavs, medens de fulgte en vej, der ville virke ødelæggende på deres sjæle, de sjæle, han havde købt med sit eget blod. Han arbejdede for, at mennesket skulle være sand over for sig selv og sand over for sine højere og evige interesser. Kristi tjenere er kaldede til den samme opgave, og de bør passe på, at de ikke slår af på sandheden, når de søger at undgå uenighed. De bør "stræbe efter det, der fører til fred," (Rom 14,19), men virkelig fred kan aldrig opnås ved at gå på akkord. Og intet menneske kan være sine principper tro uden at vække modstand. En kristendom, som er åndelig, vil være i modstrid med ulydighedens børn. Men Jesus sagde til sine disciple: "Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen." De, som er tro mod Gud, behøver ikke at frygte for menneskers magt eller for Satans fjendskab. Det evige liv er sikret dem ved Kristus. Deres eneste frygt burde bestå i, om de skulle komme til at give afkald på sandheden og således svigte den ærefulde tillid, som Gud har vist dem.

(239)  Det er Satans gerning at bringe tvivl ind i menneskers sjæle. Han får dem til at betragte Gud som en streng dommer. Han frister dem til at synde og til derefter at betragte sig selv som alt for usle til at komme til deres himmelske Fader eller til at vække hans medlidenhed. Herren forstår alt dette. Jesus forvissede sine disciple om Guds kærlige medfølelse i al deres nød og svaghed. Der lyder ikke et suk, der lides ikke en smerte, og ingen sorg piner sjælen, uden at det alt sammen finder genklang i Faderens hjerte.

(239)  Bibelen viser os Gud i det høje og det hellige, ikke i en tilstand af uvirksomhed, ikke i tavshed og ensomhed, men omgivet af ti tusinde gange ti tusinde og tusinder af tusinder af hellige hjælpere, der alle venter på at udføre hans vilje. Ad veje, som vi ikke kan skelne, er han i levende forbindelse med alle dele af sit rige. Men det er i dette støvgran af en verden, i de sjæle, for hvem han gav sin enbårne Søn til frelse, at hans og hele Himmelens interesse har sit midtpunkt. Gud bøjer sig ned fra sin trone for at høre de fortryktes råb. Til enhver ærlig bøn svarer han: "Her er jeg!" Han løfter de ulykkelige og forkuede op til sig. Han tager del i al vor smerte. I enhver fristelse og enhver prøvelse er hans engel os nær for at udfri os.

(240)  Ikke engang en spurv falder til jorden, uden at Faderen lægger mærke til det. Satans had mod Gud får ham til at hade alt, hvad der er genstand for Frelserens omsorg. Han søger at ødelægge Guds hænders værk, og det er ham en fryd at dræbe selv de umælende dyr. Det er kun ved Guds beskyttende omsorg, at fuglene bliver bevarede, så de kan glæde os med deres glade sang, så han glemmer ikke engang spurvene. "Frygt altså ikke; I er mere værd end mange spurve"

(240)  Jesus fortsætter: Når I kendes ved mig over for mennesker, så vil jeg også kendes ved jer over for Gud og de hellige engle. I er mine vidner her på jorden, de kanaler, hvorigennem min nåde kan strømme til verdens frelse. Sådan vil jeg også være jeres stedfortræder i Himmelen. Faderen ser ikke jeres mangelfulde karakter, men han ser jer iført min fuldkommenhed. Det er igennem mig, at Himmelens velsignelser skal komme til jer. Og enhver, som kendes ved mig ved at tage del i mit offer for de fortabte; ham skal man kendes ved som en, der har del i de frelstes herlighed og glæde.

(240)  Den, som vil bekende Kristus, må have Kristus boende i sig. Han kan ikke meddele andet, end hvad han selv har modtaget. Disciplene kunne måske uden vanskelighed fortælle om læren; de kunne gentage Kristi egne ord, men hvis ikke de var i besiddelse af Kristi sagtmodighed og kærlighed, så var det ikke nogen bekendelse af ham. En ånd, der var i modstrid med Kristi ånd, ville fornægte ham, hvordan bekendelsen så end lød. Mennesker kan fornægte Kristus ved at tale ondt om andre, ved dårlig tale og ved ord, der er usande eller ukærlige. De kan fornægte ham ved at søge at undgå livets byrder eller ved at dyrke syndige glæder. De kan fornægte ham ved at rette sig efter verdens skikke, ved uhøflig optræden, ved at elske at høre deres egen mening, ved at retfærdiggøre sig selv, ved at nære tvivl, ved at bringe sig i vanskeligheder og bo i mørket. På alle disse forskellige måder forkynder de, at Kristus ikke bor i dem. Og han siger: "Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil jeg også fornægte over for min Fader, som er i Himlene."

(240)  Frelseren pålagde sine disciple ikke at håbe på, at verdenens fjendskab over for evangeliet ville lade sig overvinde, og at dens modstand ville ophøre, når der var gået nogen tid. Han sagde: "Jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd." Denne fremkaldelse af strid stammer ikke fra evangeliet, men er en følge af den modstand, det vækker. Den forfølgelse, som er alder sværest at bære, er uoverensstemmelser i hjemmet og venskaber, der brydes. Men Jesus siger: "Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd; og den, som ikke tager sit kors og følger efter mig, er mig ikke værd."

(241)  Tjenesten for Kristus er en stor ære og et helligt hverv. Jesus siger: "Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig." Ingen venlighed, der bliver vist dem i hans navn, vil gå glip af at blive anerkendt og belønnet. Og med den samme kærlige påskønnelse omfatter han de svageste og ydmygste af Guds familie. "Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel en af dem, der er børn i troen og i deres kundskab om Kristus, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn."

(241)  Således endte Frelseren sin belæring. I Kristi navn vandrede de tolv udvalgte ud, ligesom han havde gjort, "for at gå med glædesbud til de fattige, ..... for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nåde år for Herren." Luk. 4,18-19.