En nat på søen.

(252)  Dette kapitel er bygget op over Matt 14,22-33; Mark 6,45-52; Luk 6,14-21
I forårsaftenens tusmørke sad folket på den grønne slette og spiste den mad, som Kristus havde skaffet dem. De ord, som de den dag havde hørt, havde lydt for dem som Guds røst. De helbredelsesundere, som de havde været vidne til, var af en art, som kun kunne ske ved guddommelig kraft. Men miraklet med brødene talte stærkt til enhver i denne store skare. Alle havde fået del i denne velgerning. På Moses tid havde Gud mættet Israel med manna i ørkenen, og hvem var det, som på denne dag havde givet dem mad, uden netop ham, som Moses havde profeteret om? Ingen menneskelig magt kunne af fem bygbrød og to småfisk skabe mad nok til at mætte tusinder af sultne mennesker. Og de sagde til hinanden: "Han er i sandhed den profet, der kommer til verden."

(252)  I dagens løb er denne overbevisning blevet stærkere. Denne krone på værket giver vished for, at den længe ventede befrier er iblandt dem. Folkets håb vokser og vokser. Her står han, som skal gøre Judæa til et paradis på jorden, til et land, der flyder med mælk og honning. Han kan opfylde ethvert ønske. Han kan bryde de forhadte romeres magt. Han kan befri Israel og Jerusalem. Han kan helbrede de soldater, der er blevet såret i kampen. Han kan skaffe mad til hele hære. Han kan besejre folkeslagene og give Israel det længe ønskede herredømme.

(252)  Folket er i sin begejstring rede til at kåre ham til konge. De ser, at han selv ikke bestræber sig for at tiltrække sig opmærksomhed eller sikre sig nogen ære. Heri er han i væsentlig grad forskellig fra præsterne og rådsherrerne, og de er bange for, at han aldrig vil hævde sin ret til Davids trone. De taler sammen om det, og de bliver enige om at ville tage ham med magt og erklære ham for at være Israels konge. Disciplene gør fælles sag med mængden ved at hævde, at Davids trone er deres Mesters retmæssige arv. De siger, at det er af beskedenhed, at Kristus nægter at tage imod en sådan ære. Lad blot folket hylde deres befrier! Lad blot de hovmodige præster og rådsherrer blive tvunget til at ære ham, der kommer til dem med myndighed fra Gud!

(252)  De forbereder sig med den største iver til at udføre deres forsæt, men Jesus ser, hvad der er i gære, og forstår det, som de ikke fatter: hvad der ville blive følgen af en sådan udvikling af sagen. Allerede nu stræber præsterne og rådsherrerne ham efter livet. De anklager ham for at drage folket bort fra dem. Vold og oprør ville blive følgen af at sætte ham på tronen, og det åndelige riges gerning ville blive hindret. Denne udvikling må ufortøvet standses. Jesus kalder sine disciple til sig og byder dem tage båden og vende tilbage til Kapernaum og overlade til ham at sende folket hjem.

(253)  Aldrig nogensinde før havde en befaling fra Kristus forekommet så umulig at efterkomme. Disciplene havde længe håbet på, at en folkebevægelse skulle sætte Jesus på tronen. De kunne ikke udholde tanken om, at al denne begejstring ikke skulle føre til noget. Skarerne, der var samlede for at fejre påske, var spændte på at se den nye profet. For hans disciple forekom dette at være en gylden anledning til at se deres elskede Mester hyldet som Israels konge. I glansen af denne nye ærgerrighed var det svært for dem at drage bort alene og efterlade Jesus på den øde bred. De gjorde indsigelser mod denne ordning; men Jesus talte nu med en myndighed, som han aldrig før havde anvendt over for dem. De vidste, at yderligere modstand fra deres side ville være frugtesløs, og i tavshed gik de ned imod søen.

(253)  Nu befaler Jesus skarerne at sprede sig, og hans optræden er så bydende, at de ikke vover at være ulydige. De lovprisende ord forstummer på deres læber. Netop idet de ville til at gå frem og sikre sig ham, bliver de standsede i farten, og det glade, ivrige udtryk forsvandt fra deres ansigter. I denne skare findes der mænd med stærke viljer og fast beslutsomhed; men Jesu kongelige optræden og de få bydende ord, han siger, dæmper uroen og tilintetgør deres planer. De erkender i ham en magt, der er større end enhver jordisk myndighed, og de adlyder uden at gøre indvendinger.

(253)  Da Jesus var blevet alene tilbage, "gik han op i bjergene for at være ene og bede". I timevis blev han ved med at bønfalde Gud. Disse bønner gjaldt ikke ham selv, men menneskene. Han bad om magt til at åbenbare sin udsendelses guddommelige art for mennesker, så at Satan ikke skulle kunne forblinde deres forståelse og ødelægge deres dømmekraft. Frelseren vidste, at hans personlige tjeneste på jorden snart var til ende, og at kun få ville tage imod ham som deres Frelser. Han bad i sjælekval for sine disciple. De ville komme til at møde hårde prøvelser. Deres længe nærede håb, der byggede på en folkelig vrangforestilling, ville blive skuffet på den smerteligste og mest ydmygende måde. I stedet for at se ham ophøjet på Davids trone skulle de være vidne til hans korsfæstelse. Dette skulle i virkeligheden være hans sande kroningshøjtidelighed. Men de fattede ikke dette, og derfor ville de komme ud for hårde fristelser, som de ville have vanskeligt ved at opfatte som fristelser. Uden Helligåndens hjælp til at oplyse sjælen og give en videre forståelse ville disciplenes tro ikke slå til. Det var smerteligt for Jesus, at deres opfattelse af hans rige i så høj grad stod i forbindelse med verdslig storhed og ære. For deres skyld hvilede der en tung byrde på hans sjæl, og han opsendte sine inderlige bønner med den bitreste kval og tårer.

(253)  Disciplene var ikke med det samme sejlet ud fra land, som Jesus havde sagt til dem. De ventede en tid i håb om, at han ville komme ned til dem. Men da de så, at mørket hurtigt sænkede sig, "gik de om bord i en båd og ville sætte over til Kapernaum". De havde forladt Jesus med mistrøstigt sind og mere utålmodige over ham end nogensinde tidligere, siden de havde anerkendt ham som deres Herre. De knurrede, fordi de ikke havde fået lov til at udråbe ham til konge. De bebrejdede sig selv, fordi de så hurtigt havde givet efter for hans befaling. De tænkte sig, at hvis de havde holdt ud lidt længere tid, kunne de måske have ført sagen igennem.

(254)  Vantroen var ved at tage deres sjæl og sind i besiddelse. Deres æresyge havde forblindet dem. De vidste, at Jesus var forhadt af farisæerne, og de var ivrige efter at se ham ophøjet på den måde, som de mente var den rette. At være knyttet til en lærer, som kunne gøre vældige undergerninger, og dog blive hånede som bedragere var en prøvelse, som de dårligt kunne udholde. Skulle de da altid blive regnede for at være en falsk profets disciple? Ville Kristus mon aldrig hævde sin myndighed som konge? Hvorfor åbenbarede han sig dog ikke i sin sande skikkelse, når han havde så stor en magt, og gjorde deres tilværelse mindre pinlig? Hvorfor havde han ikke frelst Johannes Døber fra en voldsom død? Sådan ræsonnerede disciplene, indtil de var kommet ud i et stort åndeligt mørke. De spurgte sig selv: Er det muligt, at Jesus er en bedrager, som farisæerne hævder?

(254)  Disciplene havde den samme dag været vidne til Jesu underfulde gerninger. Det havde været, som om Himmelen var steget ned til jorden. Erindringen om denne vidunderlige, herlige dag burde have fyldt dem med tro og håb. Dersom de af hjertets overflødighed havde talt sammen om disse ting, ville de ikke være faldet i fristelse. Men deres tanker var kun opfyldt af skuffelsen. Kristi ord: "Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde!" gik upåagtet hen over deres hoveder. Det havde for disciplene været timer med rig velsignelse, men nu var det glemt alt sammen. De var midt ude på det urolige vand. Deres tanker var stormfulde og uforstandige, og Herren gav dem noget andet til at forurolige deres sind og beskæftige deres tanker. Dette gør Gud ofte, når mennesker selv skaber sig byrder og vanskeligheder. Disciplene behøvede ikke at skabe sig vanskeligheder. Faren var allerede undervejs og nærmede sig hastigt.

(254)  En voldsom storm havde listet sig ind over dem, og de var ikke forberedt på den. Det var en pludselig forandring, for det havde været en fuldkommen dejlig dag, og da stormen brød løs, blev de bange. De glemte deres misfornøjelse, deres vantro og deres utålmodighed. Hver eneste af dem arbejdede for at redde båden fra at synke. Der var til søs kun kort afstand fra Betsajda til det sted, hvor de ventede at træffe Jesus, og i almindeligt vejr tog turen kun et par timer; men nu blev de drevet længere og længere bort fra det sted, de søgte. De sled i det med årerne indtil den fjerde nattevagt. Så anså de trætte mænd sig for at være fortabte. I stormen og mørket havde de lært deres egen hjælpeløshed at kende, og de længtes efter at være i nærheden af deres Mester.

(254)  Jesus havde ikke glemt dem. Han, som holdt vagt på stranden, så de rædselsslagne mænd kæmpe mod stormen. Ikke et øjeblik tabte han sine disciple af syne. Med den kærligste omsorg fulgte hans blik den stormomtumlede båd med dens dyrebare last; thi disse mænd skulle engang være verdens lys. Som en moder ømt våger over sit barn, således vågede den medlidende Mester over sine disciple. Da deres hjerter var kuede, deres ugudelige ærgerrighed dæmpet og de i ydmyghed bad om hjælp, fik de den.

(255)  I det øjeblik, hvor de tror, at det er ude med dem, ser de i et lysglimt en forunderlig skikkelse komme hen imod dem over vandet. Men de ved ikke, at det er Jesus. De anser ham, der er kommet for at hjælpe dem, for at være en fjende. De bliver overvældede af rædsel. De hænder, der med muskler af stål har grebet om årerne, slipper deres tag. Båden kastes hid og did af bølgerne. Alles blik fæstes ved dette syn: en mand, der vandrer på de skumklædte bølger over den brusende sø.

(255)  De mener, at det er et spøgelse, som varsler deres undergang, og skriger af skræk. Jesus går frem, som om han ville gå forbi dem, men de genkender ham og råber bønfalne, om han vil hjælpe dem. Deres elskede Mester vender om, hans røst dæmper, deres frygt: "Vær frimodige; det er mig, frygt ikke!"

(255)  Så snart de kunne tro på det vidunderlige, blev Peter næsten ude af sig selv af glæde. Som om han endnu knap kunne tro på det, råbte han: "Herre, hvis det er dig, så byd mig komme ud til dig på bølgerne." Da sagde han: "Kom!"

(255)  Så længe Peter ser på Jesus, vandrer han trygt; men da han selvtilfreds kigger tilbage til sine kammerater i båden, er hans blik vendt bort fra Frelseren. Stormen hyler. Bølgerne går højt og kommer ind mellem ham og Mesteren, og han bliver bange. Et øjeblik er Kristus skjult for hans øjne, og hans tro svigter. Han begynder at synke. Men medens bølgerne truer med død, hæver Peter sit blik fra det skummende vand og fæster det ved Jesus, medens han råber: "Herre, frels mig!" Straks griber Jesus den udrakte hånd, idet han siger: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?"

(255)  Side om side og Peter hånd i hånd med Mesteren træder de sammen ind i båden. Men nu var Peter ydmyget og tavs. Han havde ikke grund til at prale over for sine kammerater, for han havde nær mistet livet ved sin vantro og selvhævdelse. Da han holdt op med at se på Jesus, mistede han fodfæstet, og han sank ned i bølgerne.

(255)  Når vi møder vanskeligheder, hvor ligner vi så ofte Peter! Vi ser på bølgerne i stedet for at holde blikket fæstet ved Frelseren. Vi mister fodfæstet, og de stolte vande går over vor sjæl. Jesus kaldte ikke på Peter, fordi han skulle omkomme. Han kalder os ikke til at følge sig for derpå at svigte os. "Frygt ikke" siger han, "jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke. Thi jeg er din Gud, jeg, Herren, Israels Hellige din frelser." Es. 43,1-3.

(255)  Jesus kendte sine disciples karakter. Han vidste, hvor hårdt deres tro ville blive prøvet. Ved denne begivenhed på søen ville han afsløre Peters svaghed for ham selv for at vise ham, at hans sikkerhed bestandig var afhængig af Guds kraft. Omgivet af fristelsens storme kunne han kun vandre trygt, hvis han helt uden tillid til sig selv ville sætte sin lid til Frelseren. Det var netop på det punkt, hvor Peter mente sig stærk, at han var svag; og først da han blev klar over sin egen svaghed, kunne han fatte sin trang til afhængighed af Kristus. Hvis han havde forstået, hvad det var, Jesus søgte at lære ham ved denne oplevelse på søen, ville han ikke have svigtet, da han blev sat på den store prøve.

(256)  Dag efter dag underviser Gud sine børn. Gennem det daglige livs hændelser forbereder han dem til deres rolle på den langt større skueplads, som han i sit forsyn har bestemt dem for. Det er resultatet af den daglige prøve, som er afgørende for, om de skal sejre eller tabe i livets store farefulde øjeblikke.

(256)  De, som ikke forstår deres bestandige afhængighed af Gud, vil lade sig overvinde af fristelser. Vi mener måske, at vort fodfæste nu er sikkert, og at vi aldrig vil kunne rokkes. Vi siger måske med fuld overbevisning: jeg ved, på hvem jeg tror! Intet kan rokke min tro på Gud og på hans ord! Men det er Satans hensigt at drage fordel af vore nedarvede og udviklede karaktertræk og at gøre vore øjne blinde for vor egen trang og vore mangler. Kun ved klart at se vor egen svaghed og ved stadig at se hen til Jesus kan vi vandre i tryghed.

(256)  I samme øjeblik, som Jesus havde indtaget sin plads i båden, lagde stormen sig, "og straks landede båden ved den bred, de var sejlet over til." Den frygtelige nat blev efterfulgt af morgenrødens skær. Disciplene og andre, som også var med om bord, kastede sig ned for Jesu fødder med et sind, der var fuldt af taknemmelighed, og sagde: "Du er sandelig Guds Søn!"