I korsets skygge.

(279)  Dette kapitel er bygget op over Matt 16,13-28; Mark 8,27-38; Luk 9,18-27
Kristi gerning på jorden nærmede sig hastigt sin afslutning. Foran ham lå, de begivenheder, som hans vej måtte føre hen til. Allerede førend han påtog sig menneskeskikkelse, så han i hele sin udstrækning den sti, han måtte vandre for at kunne frelse det, som var fortabt. Hver smerte, der sårede hans hjerte, hver forhånelse, han blev overøst med, hvert savn, han måtte lide, stod klart for hans blik, før han lagde kronen og kongekåben fra sig og steg ned fra sin trone for at iføre sin guddommelighed menneskeskikkelse. Vejen fra krybben til Golgata lå udbredt for hans øjne. Han så den kval, han måtte lide. Han vidste det alt sammen, og dog sagde han: "Se, jeg kommer, i bogrullen er der givet mig forskrift; at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre." Sl. 40,8-9.

(279)  Han så altid udfaldet af sin sendelse for sig. Hans liv på jorden, som var så opfyldt af slid og opofrelse, blev gjort lysere ved tanken om, at al hans møje ikke ville være forgæves. Ved at give sit liv for menneskenes liv ville han vinde verden tilbage til lydighed mod Gud. Skønt han først måtte gennemgå bloddåben, skønt verdens synd måtte tynge hans uskyldige sjæl, skønt skyggen af en usigelig kval hvilede over ham, så valgte han at tåle korsets smerte og ringeagtede skændselen.

(279)  De begivenheder, som lå foran ham, var hidtil skjult for de ledsagere, han havde udvalgt til sin tjeneste; men tiden nærmede sig, da de måtte være vidne til hans kval. De måtte se ham, som de havde elsket og stolet på, overgivet i sine fjenders hænder og ophængt på Golgatas kors. Snart måtte han overlade til dem at møde verden ansigt til ansigt uden at have nogen trøst ved hans synlige nærværelse. Han vidste, hvor bittert de ville blive forfulgt af had og vantro, og han ville gerne berede dem til deres prøvelser.

(279)  Jesus og hans disciple var nu kommet til en af byerne i nærheden af Kæsarea Filippi. De var uden for Galilæas grænser, i en egn, hvor afgudsdyrkelse var almindelig. Her var disciplene afskårne fra jødedommens overvågende indflydelse, og de var bragt i nærmere kontakt med den hedenske gudsdyrkelse. De var omgivet af de overtroiske forestillinger, som eksisterede i alle verdens egne. Jesus ønskede, at synet af dette skulle få dem til at føle deres ansvar over for hedningerne. Medens han opholdt sig i denne egn, forsøgte han at holde sig borte fra at lære folket og at tage sig mere af sine disciple.

(280)  Han ville nu fortælle dem om den lidelse, der ventede ham. Men først gik han alene bort og bad om, at deres hjerter måtte beredes til at tage imod hans ord. Da han atter mødte dem, fortalte han dem ikke straks, hvad det var, han ønskede at meddele dem. Før han gjorde dette, gav han dem lejlighed til at bekende deres tro på ham, så de kunne blive styrkede til den forestående prøve. Han spurgte dem: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?"

(280)  Nu fremkom Jesus med sit næste spørgsmål, der angik disciplene selv: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" Peter svarede: "Du er Kristus, den levende Guds Søn."

(280)  Peter havde lige fra begyndelsen troet, at Jesus var Messias. Mange andre, der havde ladet sig overbevise ved Johannes Døbers prædiken og havde taget imod Kristus, var begyndt at tvivle om Johannes sendelse, da han blev fængslet og henrettet, og nu tvivlede de om, at Jesus var den Messias, som de så længe havde ventet. Mange af de disciple, som havde næret et brændende håb om, at Jesus ville indtage sin plads på Davids trone, forlod ham, da det gik op for dem, at dette ikke var hans hensigt. Men Peter og hans venner svigtede ikke deres troskab. Usikkerheden hos dem, der priste ham den ene dag og fordømte ham den næste, nedbrød ikke troen hos Frelserens trofaste discipel. Peter erklærede: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Han ventede ikke på, at hans Herre skulle blive kronet med kongelige æresbevisninger, men tog imod ham under hans ydmygelse.

(280)  Peter havde givet udtryk for de tolvs tro. Dog var disciplene stadig langt fra at fatte, hvori Kristi opgave bestod. Præsternes og de skriftkloges modstand og forvanskning voldte dem stadig store vanskeligheder, skønt den ikke kunne få dem til at vende sig fra Kristus. De kunne ikke se vejen klart for sig. Påvirkningen af deres barndoms undervisning, de skriftkloges lære og overleveringernes magt virkede stadig hindrende på deres opfattelse af sandheden. Fra tid til anden strålede Jesu vidunderlige lys over dem, men tit var de som mennesker, der famler sig frem blandt skygger. Men på denne dag, før de var stillet ansigt til ansigt med den store prøvelse for deres tro, hvilede Helligånden over dem med kraft. For en kort stund var deres blik vendt bort fra "de synlige ting" for at skue "de usynlige". 2Kor. 4,18. Trods menneskeskikkelsen skimtede de Guds Søns herlighed.

(280)  Jesu svar til Peter lød således: "Salig er du, Simon Jonas søn! thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene."

(280)  Den sandhed, som Peter havde aflagt bekendelse om, er grundlaget for den troendes tro: Det er den, som Kristus selv har erklæret for at være evigt liv. Men at være i besiddelse af denne viden var ingen grund til selvforherligelse. Det var ikke på grund af Peters egen visdom eller godhed, at den var blevet ham åbenbaret. Et menneske kan aldrig ved sin egen kraft nå til erkendelse af det guddommelige. "Højere er den end himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget hvad ved du?" Job. 11,8. Kun barnekårets ånd kan åbenbare os Guds dybder, det, som "intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte". "Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden; Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder." 1Kor. 2,9-10. "Fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham". At Peter kunne se Kristi herlighed, var et vidnesbyrd om, at han var ,oplært af Gud". Sl. 25,14; Joh. 6,45. Ja, i sandhed: "Salig er du, Simon Jonas søn! thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig."

(281)  Århundreder før Frelserens komme havde Moses vist hen til Israels frelses klippe. Salmisten havde sunget om "min stærke klippe". Esajas havde skrevet: "Så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten" 5Mos. 32,4; Sl. 62,8; Es. 28,16. Peter selv, som skrev under inspiration, tillægger Jesus denne profeti. Han siger: "Så sandt I har smagt, at Herren er god. Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus." 1Pet. 2,3-5.

(281)  Thi ingen kan lægge anden grundvold end den,der er lagt, nemlig Jesus Kristus. 1Kor. 3,11. På den klippe, sagde Jesus, vil jeg bygge min kirke. I nærværelse af Gud og alle de himmelske fornuftvæsener, i nærværelse af Helvedes usynlige hær har Jesus grundlagt sin kirke på den levende klippe. Denne klippe er ham selv hans eget legeme, der for vor skyld blev såret og knust. Dødsrigets porte skal ikke få magt over den kirke, der er bygget på denne grundvold.

(281)  Hvor syntes kirken svag, da Kristus sagde disse ord! Der fandtes kun en håndfuld troende, mod hvem alle djævles og onde menneskers magt ville være rettet; men alligevel behøvede Kristi disciple ikke at frygte. Det der er bygget på Klippen kan ikke overvindes.

(281)  I seks tusinde år har troen bygget på Kristus. Gennem seks tusinde år har flodbølger og storme med djævelsk raseri angrebet vor frelses klippe; men den står urokket. Peter havde givet udtryk for den sandhed, som er grundvolden for kirkens tro, og nu hædrede Jesus ham som repræsentant for alle de troendes samfund. Han sagde: "Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene"

(281)  Himmerigets nøgler er Kristi ord. Hvert ord i Den hellige Skrift er hans og indbefattes heri. Disse ord har magt til at åbne og lukke Himmelen. De forkynder de betingelser, på hvilke et menneske bliver modtaget eller forkastet. Således bliver deres gerning, som forkynder ordet, en duft af liv til liv eller af død til død. De har påtaget sig et hverv med følger for evigheden.

(282)  Frelseren overgav ikke evangelietjenesten til Peter personligt. På et senere tidspunkt, hvor han gentog de ord, der var sagt til Peter, rettede han dem direkte til menigheden. Og ord med det samme indhold blev også sagt til de tolv som repræsentanter for de troendes samfund. Hvis Jesus havde tildelt nogen særlig myndighed til en af disciplene frem for de andre, ville vi ikke så ofte have fundet dem i strid om, hvem af dem der skulle være den største. De ville have bøjet sig for deres Mesters ønske og have æret den, som han havde valgt.

(282)  I stedet for at indsætte en af dem til at være deres overhoved sagde Kristus til disciplene: "Ej heller skal I lade jer kalde førere; thi kun en er jeres fører, Kristus." Matt. 23,10.

(282)  Kristus er enhver mands hoved. Gud, som lagde alt under Frelserens fødder, gav ham som hoved over alle ting til kirken, der er hans legeme, fyldt af ham, som giver alle al sin fylde. 1Kor. 11,3; Ef. 1,22-23. Kirken er bygget på Kristus som dens grundvold; den skal adlyde Kristus som sit overhoved. Den skal ikke være afhængig af mennesker og heller ikke lade sig beherske af mennesker. Mange hævder, at en stilling inden for kirken giver dem myndighed til at diktere, hvad andre skal tro, og hvad de skal gøre. Gud bifalder ikke denne påstand. Frelseren siger: I er alle brødre! Alle er udsatte for fristelser, og alle er tilbøjelige til at fare vild. Troens klippe er Kristi levende nærværelse i menigheden. Dette kan den svageste sætte sin lid til, og de, som mener om sig selv, at de er de stærkeste, vil vise sig at være de svageste, hvis ikke de lader Kristus virke i dem. Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm. Herren er klippen, fuldkomment hans værk. Salig hver den, der lider på ham. Jer. 17,5; 5Mos. 32,4

(282)  Efter Peters bekendelse pålagde Jesus disciplene ikke at fortælle nogen, at han var Kristus. De fik dette påbud på grund af de skriftkloges og farisæernes målbevidste modstand. Og desuden havde folket og endog disciplene en så forkert opfattelse af Messias, at en offentlig kundgørelse om ham ikke ville give dem den rette forståelse af hverken hans karakter eller hans gerning. Men dag efter dag åbenbarede han sig for dem som Frelseren, og således ønskede han at give dem den rette opfattelse af ham selv som Messias.

(282)  Disciplene ventede stadig, at Kristus skulle regere som en jordisk fyrste. Skønt han så længe havde skjult for dem, hvad han var bestemt til, så troede de, at han ikke altid skulle leve i fattigdom og ubemærkethed; den tid var nær, hvor han ville oprette sit rige. At præsternes og de skriftkloges had aldrig ville lade sig overvinde, at Kristus skulle blive forkastet af sit eget folk dømt som en bedrager og korsfæstet som en forbryder, den slags tanker havde disciplene aldrig næret. Men mørkets time nærmede sig, og Jesus måtte åbenbare sine disciple, hvilken strid der ventede dem. Han var bedrøvet ved tanken om denne prøvelse.

(282)  Hidtil havde han ladet være med at fortælle dem noget, der stod i forbindelse med hans lidelse og død. Under sin samtale med Nikodemus havde han sagt: "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh. 3,14-15. Men disciplene hørte ikke dette, og hvis de havde hørt det, ville de ikke have forstået det. Men nu havde de været sammen med Jesus, havde lyttet til hans ord og set hans undergerninger, indtil de på trods af hans ringe ydre forhold og præsternes og folkets modstand kunne slutte op om Peters vidnesbyrd: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Nu var tiden kommet, hvor sløret kunne drages bort fra fremtiden. "Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag."

(283)  Målløse af sorg og undren lyttede disciplene hertil. Kristus havde godkendt Peters anerkendelse af ham som Guds Søn, og nu syntes hans ord, som viste hen til hans lidelse og død, at være helt uforståelige. Peter kunne ikke tie stille. Han greb fat i sin Mester, som om han ville holde ham tilbage fra den truende dom, medens han udbrød: "Gud bevare dig, Herre. Nej, sådan må det ingenlunde gå dig!"

(283)  Peter elskede sin Herre; men Jesus roste ham ikke, fordi han sådan gav udtryk for sit ønske om at bevare ham for lidelsen. Peters ord var ikke af den art, at de kunne være til hjælp og lindring for Jesus under den store prøvelse, som forestod. De harmonerede ikke med Guds nådige formål med en fortabt verden og heller ikke med den lære om selvopofrelse, som Jesus var kommet for at lære andre gennem sit eget eksempel. Peter nærede ikke noget ønske om at se korset som en del af Kristi gerning. Det indtryk, som hans ord måtte gøre, var i direkte modstrid med det, Kristus ønskede at gøre på sine disciples sind, og Frelseren lod sig bevæge til at fremkomme med en af de alvorligste irettesættelser, der nogensinde har lydt fra hans læber: "Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er."

(283)  Satan gjorde et forsøg på at tage modet fra Jesus og vende ham bort fra sin opgave, og i sin blinde kærlighed lånte Peter stemme til fristelsen. Det ondes fyrste var ophavsmand til tanken. Hans tilskyndelse var baggrund for denne impulsive henvendelse. Satan havde i ørkenen tilbudt Kristus herredømmet over verden på betingelse af, at han opgav ydmygelsens og opofrelsens vej. Nu fremkom han med den samme fristelse til Kristi discipel. Han prøvede at rette Peters blik mod verdens ære, for at han ikke skulle se korset, som Jesus ville vende hans blik imod. Og ved Peters hjælp trængte Satan atter ind på Jesus med sin fristelse. Men Frelseren ænsede ikke dette. Hans eneste tanke gjaldt hans discipel. Satan havde stillet sig imellem Peter og Mesteren, for at disciplens hjerte ikke skulle lade sig røre ved fremtidsbilledet af Kristi ydmygelse for hans skyld. Kristi ord blev ikke sagt til Peter, men til den, der forsøgte ,at skille ham fra hans Frelser. "Vig bag mig, Satan!" Stå ikke mere mellem mig og min vildfarne tjener. Lad mig stå ansigt til ansigt med Peter, så jeg kan åbenbare ham min kærligheds mysterium.

(283)  Det var en bitter lære for Peter, og han lærte den kun langsomt, at Kristi vej på jorden førte gennem kval og ydmygelse. Disciplen veg tilbage fra at være fælles med sin Herre om lidelsen. Men i ildprøvens hede skulle han komme til at lære dens velsignelse at kende. Længe efter, da hans kraftige skikkelse var bøjet af årenes og arbejdets byrde, skrev han: "I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer. Nej, jo mere I får del i Kristi lidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares" 1Pet. 4,12-13.

(284)  Nu forklarede Jesus sine disciple, at hans eget liv i selvfornægtelse var et billede på, hvordan deres ville blive. Han kaldte sammen med sine disciple de mennesker til sig, som havde ventet der i nærheden, og sagde: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!" Korset havde forbindelse med Roms herredømme. Det var redskabet til den mest grusomme og ydmygende dødsmåde. Det blev krævet af de usleste forbrydere,at de skulle bære korset til henrettelsesstedet, og når det blev lagt på deres skuldre, gjorde de tit voldsom modstand, indtil de blev overmandede og torturredskabet blev bundet fast til dem. Men Jesus bød sine disciple tage korset op og bære det efter ham. Skønt disciplene kun svagt opfattede, hvad hans ord betød, så tydede de på, at de måtte underkaste sig den bitreste ydmygelse, underkaste sig selve døden for Kristi skyld. Frelserens ord kunne ikke have skildret dem nogen mere fuldstændig selvhengivelse. Men alt dette havde han påtaget sig for deres skyld. Jesus regnede ikke Himmelen for et attråværdigt sted, så længe vi var fortabte. Han forlod de himmelske boliger for at leve et liv i skam og skændsel og lide en forbryders død. Han, som ejede Himmelens uvurderlige skatte, blev fattig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige. Vi skal følge ham på den vej, han vandrede.

(284)  Kærlighed til de sjæle, for hvem Kristus døde, vil sige korsfæstelse af vort eget jeg. Den, som er et Guds barn, burde fra nu af betragte sig selv som et led i den kæde, der er sænket herned for at frelse verden, og være et med Kristus i hans frelsesplan ved at gå ud med ham for at søge og frelse de fortabte. En kristen burde altid gøre sig klart, at han har viet sig selv til Gud, og at han i sin personlighed skal åbenbare Kristus for verden. Selvhengivelsen, medfølelsen og kærligheden, der viste sig i Kristi liv, skal atter åbenbares i Guds tjeneres liv.

(284)  Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det. Selviskhed betyder død. Intet af legemets organer ville kunne leve, hvis det udelukkende tjente sig selv. Hvis hjertet undlod at sende sit levende blod ud til hånden og hovedet, ville det hurtigt miste sin kraft. Kristi kærlighed er ligesom vort livsblod spredt til hver del af hans mystiske legeme. Vi er hinandens lemmer, og den sjæl, som nægter at medvirke, vil gå til grunde. Og Jesus sagde: Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl? Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?

(284)  Hinsides den nuværende tids fattigdom og ydmygelse viste han sine disciple hen til sit komme i herlighed, ikke med en jordisk kongetrones pragt, men med Guds og de himmelske hærskarers herlighed. Og da, sagde han, "skal han gengælde enhver hans gerning". Derpå gav han dem dette løfte til deres opmuntring: "Sandelig siger jeg eder: der er nogle af dem, som står her, der ikke skal smage døden, førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige." Men disciplene forstod ikke hans ord. Herligheden syntes dem at være så fjern. De holdt blikket fæstet ved det, som var nærmere: det jordiske liv i fattigdom, ydmygelse og lidelse. Skulle de virkelig give slip på deres brændende forventning om Messias rige? Skulle de ikke komme til at se deres Herre ophøjet på Davids trone? Var det muligt, at Kristus skulle leve som en ringe, hjemløs vandringsmand, der skulle ringeagtes, forkastes og henrettes? Sorgen overvældede dem, thi de elskede deres Mester. Også tvivlen plagede deres sind, thi det forekom dem uforståeligt, at Guds Søn skulle blive genstand for en sådan grusom ydmygelse. De betvivlede, om han virkelig burde drage frivilligt til Jerusalem for at møde den skæbne, som han havde sagt ventede ham der. Hvor kunne han overgive sig til en sådan behandling og lade dem blive tilbage i endnu større mørke end det, de famlede sig frem i, før han åbenbarede sig for dem?

(285)  I Kæsarea Filippis omegn var Kristus uden for Herodes og Kajfas rækkevidde, sådan ræsonnerede disciplene. Her havde han intet at frygte på grund af jødernes had eller romernes magt. Hvorfor virkede han så ikke her, langt borte fra farisæerne? Hvorfor behøvede han selv at overgive sig til døden? Hvis han skulle dø, hvordan skulle så hans rige oprettes så fast, at Dødsrigets porte ikke skulle kunne få magt over det? Dette var i sandhed ubegribeligt for disciplene.

(285)  Allerede nu var de på vej langs Galilæas søs bredder hen imod den by, hvor alle deres forhåbninger skulle knuses. De vovede ikke at gøre indvendinger til Kristus, men de talte sammen med sagte og bedrøvet stemme om,hvad fremtiden ville bringe. Selv midt i deres tvivl klamrede de sig til tanken om, at et eller andet uforudset måske kunne afvende den dom, der ventede deres Herre. Sådan sørgede og tvivlede og håbede og frygtede de i seks lange, triste dage.