Hvem er den største?

(294)  Dette kapitel er bygget op over Matt 17,22-27; 18,1-20; Mark 9,30-50; Luk 9,46-48
Ved sin tilbagekomst til Kapernaum begav Jesus sig ikke til de velkendte steder, hvor han havde lært folket men sammen med sine disciple opsøgte han det hus, der skulle være hans midlertidige bolig. Under resten af sit ophold i Galilæa var det hans hensigt snarere at undervise disciplene end at virke blandt de store skarer.

(294)  På vandringen gennem Galilæa havde Jesus atter forsøgt at forberede disciplenes sind til de begivenheder, der forestod. Han fortalte dem, at han var på vej til Jerusalem for at blive dræbt og for atter at opstå, og han tilføjede denne mærkelige og alvorlige meddelelse, at han skulle forrådes i sine fjenders hænder. Disciplene forstod heller ikke nu hans ord. Skønt skyggen af en stor sorg hvilede over dem, var der dog rum for en kappestridens ånd i deres hjerter. De skændtes indbyrdes om, hvem der mon ville blive regnet for den største i hans rige. De søgte at skjule denne strid for Jesus, og de holdt sig ikke som sædvanlig lige op ad ham, men holdt sig bag ved ham i nogen afstand, så han var forud for dem, da de nåede ind i Kapernaum. Jesus læste deres tanker, og han længtes efter at råde og vejlede dem. Men hertil afventede han en stille time, hvor deres sind ville være åbent til at modtage hans ord.

(294)  Kort tid efter, at de var nået til byen, kom opkræveren af tempelskatten til Peter med dette spørgsmål: "Betaler jeres Mester ikke skatten?" Denne skat var ikke nogen statsskat, men et religiøst bidrag, som man fordrede, at enhver jøde årligt skulle betale til templets vedligeholdelse. At afslå at betale denne skat ville blive betragtet som manglende troskab over for templet, en meget alvorlig synd efter de skriftkloges bedømmelse. Frelserens indstilling til rabbinernes love og hans umiskendelige irettesættelser til overleveringernes forsvarere kunne yde et påskud til en anklage for, at han søgte at nedbryde tempeltjenesten. Nu så hans fjender en lejlighed til at skabe mistillid til ham. I skatteopkræveren fandt de en villig forbundsfælle.

(294)  I skatteopkræverens spørgsmål så Peter en insinuation mod Kristi troskab over for templet. I nidkærhed for sin Mesters ære svarede han hurtigt og uden at rådspørge ham, at Jesus ville betale skatten.

(294)  Men Peter havde kun delvis forstået den spørgendes hensigt. Der var nogle samfundsklasser, som blev regnet for at være fritaget for at betale skatten. Da levitterne på Mose tid blev udskilt fra folket for at tjene i helligdommen, fik de ingen arv blandt folket. Herren sagde: "Levi fik ikke arvelod og del sammen med sine brødre; Herren selv er hans arvelod." 5Mos. 10,9. På Kristi tid blev præsterne og levitterne stadig betragtet som særlig viede til templet, og man krævede ikke, at de skulle betale det årlige vedligeholdelsesbidrag. Også profeter var fritaget for at betale. Ved at kræve skatten af Jesus tilsidesatte de skriftkloge hans rettighed som profet og lærer og behandlede ham som ethvert andet menneske. Et afslag fra hans side mod at betale skatten ville blive fremstillet som manglende ærbødighed mod templet; at betale den ville på den anden side blive betragtet som en erkendelse af, at deres forkastelse af ham som profet var berettiget.

(295)  For ganske kort tid siden havde Peter anerkendt Jesus som Guds Søn; men nu gik han glip af en lejlighed til at forkynde, hvem hans Mester var. Ved sit svar til skatteopkræveren: at Jesus ville betale skatten, havde han i virkeligheden anerkendt den falske opfattelse af ham, som præsterne og rådsherrerne forsøgte at sætte i omløb.

(295)  Da Peter trådte ind i huset, kom Frelseren ikke med nogen hentydning til det, der var foregået, men spurgte: "Hvad mener du, Simon? Af hvem tager jordens konger told eller skat, af deres egne sønner eller af de fremmede?" Peter svarede: "Af de fremmede." Og Jesus sagde: "Så er jo sønnerne fri." Medens befolkningen i et land må betale skat til deres konges underhold, så danner kongens egne børn en undtagelse. Derfor krævedes det af Israel, Guds udvalgte folk, at de skulle opretholde tjenesten for ham; men for Jesus, Guds egen Søn, gjaldt der ikke nogen sådan forpligtelse. Hvis præsterne og levitterne var undtagne på grund af deres forbindelse med templet, hvor meget mere så han, for hvem templet var hans Faders hus.

(295)  Hvis Jesus havde betalt skatten uden at gøre indvendinger, ville han i virkeligheden have erkendt, at kravet var berettiget, og således ville han have benægtet sin guddommelighed. Men skønt han indvilligede i at imødekomme kravet, benægtede han den påstand, som lå til grund for det. Ved sin fremskaffelse af betalingen til skatten gav han bevis for sine guddommelige egenskaber. Det åbenbaredes tydeligt, at han var et med Gud og derfor ikke var skat skyldig som en af landets almindelige undersåtter.

(295)  Gå ned til søen, sagde han til Peter, kast en krog ud, og tag den første fisk, som kommer op; og når du åbner dens mund, så skal du finde en stater; tag den og giv dem den fra mig og dig!

(295)  Skønt han havde iført sin guddommelighed menneskeskikkelse, så åbenbarede han ved dette under sin herlighed. Det var åbenbart, at det var ham, om hvem David havde sagt: "Thi mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!" Sl. 50,10-12.

(295)  Skønt Jesus tydeligt viste, at han ikke havde nogen forpligtelse til at betale skatten, så indlod han sig ikke i ordstrid med jøderne om denne sag, for de ville have forvansket hans ord og vendt dem imod ham selv. For ikke at vække forargelse ved at nægte at betale skatten gjorde han noget, som man ikke med rette kunne forlange af ham. Denne lære ville være af stor værdi for disciplene. Snart ville der ske store forandringer i deres stilling til tempeltjenesten, og Kristus lærte dem, at de ikke unødvendigt skulle modsætte sig fastsatte regler. Så vidt muligt skulle de undgå at give anledning til en forkert opfattelse af deres tro. Skønt kristne ikke må ofre et af sandhedens principper, så bør de undgå strid, så længe det er muligt at gøre det.

(296)  Da Kristus og hans disciple var blevet ene i huset, medens Peter var gået ned til søen, kaldte Jesus de andre til sig og spurgte: "Hvad var det, I talte sammen om på vejen?" Jesu nærværelse og hans spørgsmål fik dem til at se sagen i et helt andet lys end dengang, hvor de havde skændtes på vejen. Skammen og selverkendelsen fik dem til at tie. Jesus havde sagt dem, at han skulle dø for deres skyld, og deres egoistiske ærgerrighed var en sørgelig modsætning til hans uselviske kærlighed.

(296)  Dengang Jesus fortalte dem, at han skulle dræbes og atter opstå, forsøgte han at drage dem ind i en samtale, der drejede sig om den store prøve for deres tro. Hvis de havde været rede til at modtage det, som han ønskede, at de skulle vide, så ville de være blevet sparet for megen angst og fortvivlelse. Hans ord ville have bragt dem trøst i skuffelsens og det smertelige tabs time. Men skønt han havde talt så tydeligt om, hvad der ventede ham, så havde hans omtale af, at han snart ville drage til Jerusalem, atter vakt deres håb om, at riget nu skulle oprettes. Dette havde fået dem til at skændes om, hvem af dem der mon skulle få de højeste embeder. Da Peter vendte hjem fra søen, fortalte de ham om Frelserens spørgsmål, og til sidst var der en, som vovede at spørge Jesus: "Hvem er mon den største i Himmeriget?"

(296)  Frelseren samlede sine disciple omkring I sig og sagde til dem: "Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles tjener." Der var over disse ord noget højtideligt og betagende, som disciplene langtfra forstod. De kunne ikke se det, som Kristus så. De forstod ikke, af hvad art Kristi rige var, og denne uvidenhed var den tilsyneladende årsag til deres strid. Men den virkelige årsag lå i noget dybere. Ved at forklare, af hvad art riget var, kunne Kristus måske for en tid have dæmpet deres uenighed, men dette ville ikke have berørt den årsag, der lå til grund for den. Selv efter at de havde fået den mest fuldstændige viden, kunne et hvilket som helst spørgsmål om forrang have medført fornyede vanskeligheder. Denne ulykke ville blive ført ind i menigheden efter Kristi bortgang. Striden om den øverste plads var en videreførelse af den samme ånd, som var begyndelsen til den store strid i den himmelske verden, og som havde ført Kristus fra Himmelen til jorden for at dø. I et syn så han Lucifer for sig, den "strålende morgenstjerne", der i herlighed overgik alle de engle, der omgiver tronen, og som med de stærkeste bånd var knyttet til Guds Søn. Lucifer havde sagt: jeg vil være "den Højeste lig!" (Es. 14,12. 14), og ønsket om selvophøjelse havde bragt strid ind i de himmelske boliger og havde bortjaget en stor del af Guds hærskare.

(296)  Hvis Lucifer virkelig havde ønsket at blive som den Højeste, ville han aldrig have forladt den plads, der var tildelt ham i Himmelen; thi den Højestes ånd giver sig udtryk gennem uselvisk tjeneste. Lucifer ønskede Guds magt, men ikke hans egenskaber. Han søgte den øverste plads for sig selv, og enhver skabning, der drives af hans ånd, vil gøre det samme. Derfor vil fjendskab, uenighed og strid være uundgåelig. Herredømmet bliver den stærkestes sejrspris. Satans rige er et magtens rige; hver enkelt betragter enhver anden som en hindring på vejen til hans egen ophøjelse eller som et springbræt, ved hjælp af hvilket han selv kan nå til en højere stilling.

(297)  Lucifer regnede det for noget attråværdigt at være Gud lig, medens Kristus, den ophøjede, "gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors." Fil. 2,7-8. Nu var dette kors ham ganske nær, og hans egne disciple var så opfyldte af at søge deres eget selve grundreglen i Satans rige at de ikke kunne komme i harmoni med deres Herre, ja, end ikke forstå ham, når han talte om sin ydmygelse for deres skyld.

(297)  Meget kærligt, men dog med højtideligt eftertryk, forsøgte Jesus at rette det onde. Han viste dem, hvad det er for et princip, der hersker i Himmeriget, og hvori sand storhed består, når den vurderes efter de himmelske boligers målestok. De, som lod sig drive af stolthed og ærgerrighed, tænkte mere på den løn, de skulle få, end på, hvordan de skulle give Gud de gaver tilbage, som de havde modtaget. De ville slet ikke få nogen plads i Himmeriget, thi de havde stillet sig på lige fod med Satans forkæmpere.

(297)  Ydmyghed først, siden ære. Til at udfylde en betroet plads blandt mennesker vælger Himmelen den tjener, der som Johannes Døber indtager en ydmyg plads over for Gud. Den mest barnlige discipel kan udrette det mest virkningsfulde arbejde for Gud. De himmelske kræfter kan samvirke med den, som ikke søger at ophøje sig selv, men at frelse sjæle. Den, som dybest føler sin trang til guddommelig hjælp, vil trygle om at få den; og Helligånden vil skænke ham glimt af Jesus, som vil styrke og opløfte sjælen. Fra sit samfund med Jesus vil han gå ud for at arbejde for dem, der er ved at gå fortabt i deres synder. Han er salvet til sin gerning, og den vil lykkes for ham, hvor mange af de lærde og intellektuelt kloge ikke ville kunne opnå det samme resultat.

(297)  Men når mennesker ophøjer sig selv i følelsen af, at de er uundværlige, hvis Guds store plan skal lykkes, så sørger Herren for, at de bliver holdt udenfor. Det viser sig tydeligt, at Herren ikke er afhængig af dem. Arbejdet går ikke i stå, fordi de bliver fjernet fra det, men det skrider fremad med større kraft.

(297)  Det var ikke nok for Jesu disciple at blive belært om hans riges sande væsen. Det, som de trængte til, var en forvandling af hjertet, som kunne bringe dem i harmoni med rigets grundregler. Jesus kaldte et lille barn til sig og stillede det midt iblandt dem. Så tog han kærligt den lille i sine arme og sagde: "Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget." Et lille barns enfoldighed, selvforglemmelse og tillidsfulde kærlighed er de egenskaber, som Himmelen værdsætter. De er betegnende for den rette storhed.

(298)  Atter forklarede Jesus disciplene, at hans rige ikke kendetegnes ved jordisk værdighed og pragtudfoldelse. Ved Jesu fødder glemmes alle disse udmærkelser. De rige og de fattige, de lærde og de uvidende skal mødes uden at tænke på klasseforskel eller verdslig rang. Alle mødes de som dyrekøbte sjæle, der alle er lige afhængige af ham, som har løskøbt dem til Gud.

(298)  Den oprigtigt angrende sjæl er dyrebar i Guds øjne. Han sætter sit eget segl på mennesker, ikke på grund af deres rang, ikke på grund af deres rigdom, ikke på grund af deres store klogskab, men fordi de er et med Kristus. Ærens Konge er tilfreds med dem, som er sagtmodige og ydmyge af hjertet. "Du gav mig din frelses skjold" sagde David, "din nedladelse gjorde mig stor!" Sl. 18,36.

(298)  Den der tager imod sådan et lille barn for mit navns skyld, tager imod mig, sagde Jesus, og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men imod ham, som udsendte mig. Så siger Herren: Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord. Es. 66,1-2.

(298)  I disciplene vakte Frelserens ord en følelse af mistillid til dem selv. Ingen af dem var blevet særligt udpeget ved svaret; men Johannes kunne ikke lade være med at spørge, om han i et enkelt tilfælde havde handlet rigtigt. Med et barns enfoldighed fremlagde han sagen for Jesus "Mester" sagde han, "vi så en mand, som ikke slutter sig til os, uddrive onde ånder i dit navn; og vi søgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os."

(298)  Jakob og Johannes havde ment, at de ved at hindre denne mand havde tænkt på deres Herres ære. Nu begyndte de at indse, at de havde tænkt mere på deres egen. De indrømmede deres fejl og tog imod Jesu tilrettevisning: "I skal ikke hindre ham; thi der er ingen, som gør en undergerning i mit navn og snart efter kan tale ondt om mig." Ingen af dem, der på en eller anden måde viste Jesus venlighed, måtte afvises. Der var mange, der havde været dybt betagne af Jesu personlighed og gerning, og hvis hjerte var ved at lukke sig op for ham i tro; og disciplene, der ikke kunne tyde bevæggrundene, måtte være forsigtige for ikke at gøre disse sjæle modløse. Når Jesus ikke mere selv var iblandt dem, og gerningen var overgivet i deres hånd, så måtte de ikke give efter for en snæversindet, afvisende ånd, men lægge den samme vidtrækkende venlighed for dagen, som de havde set hos deres Mester.

(298)  Den kendsgerning, at et menneske ikke i alt stemmer overens med vore personlige tanker eller meninger, kan ikke berettige os til at forbyde det at arbejde for Gud. Kristus er den store lærer. Vi skal hverken dømme eller befale, men enhver skal i ydmyghed sidde ved Jesu fødder og lære af ham. Hver eneste sjæl, som ved Guds hjælp er blevet villig, er et redskab, gennem hvilket Kristus vil åbenbare sin tilgivende kærlighed. Hvor må vi være omhyggelige for ikke at tage modet fra en af Guds lysbærere og således hindre de stråler, som han ville have til at skinne for verden!

(298)  Hvis der af en discipel bliver vist hårdhed eller kulde mod en, som Kristus var ved at drage til sig en handling af samme slags, som da Johannes forbød en mand at gøre undergerninger i Kristi navn så kan følgen blive, at han slår ind på fjendens vej, og at en sjæl går fortabt. Bedre end at gøre dette ville det være for et menneske, "at der var lagt en møllesten om hans hals og han var kastet i havet". Og han tilføjede: "Hvis din hånd forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet end at fare til Helvede til den uudslukkelige ild med begge hænder i behold. Og hvis din fod forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at kastes i Helvede med begge fødder i behold." Mark. 9,43-45.

(299)  Hvorfor disse alvorlige ord, som ikke kunne siges stærkere? Fordi "Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte." Burde hans disciple udvise mindre omsorg for deres medmenneskers sjæle, end Himmelens Majestæt har gjort? Enhver sjæl har kostet en uendelig stor pris, og hvor er det en frygtelig synd at vende blot en sjæl bort fra Kristus, så Frelserens kærlighed og ydmygelse og kval har været forgæves i dette tilfælde.

(299)  Ve verden for forargelserne! Thi vel er det nødvendigt,at forargelser kommer. Matt. 18,7. Verden vil under Satans påvirkning sikkert sætte sig op imod Kristi disciple og søge at tilintetgøre deres tro; men ve den, som bærer Kristi navn, men alligevel handler på denne måde! Vor Herre gøres til skamme af dem, der hævder at tjene ham, men som giver en falsk fremstilling af hans væsen; og mange mennesker lader sig narre og bliver ført ind på en forkert vej.

(299)  Enhver vane eller handling, der ville kunne føre til synd og bringe vanære over Kristus, burde hellere opgives, hvor stort et offer det end ville være. Det, som vanærer Gud, kan aldrig være til gavn for sjælen. Himmelens velsignelse kan ikke følge noget menneske, når det overtræder retfærdighedens evige grundsætninger. Og en enkelt synd, som der bliver hæget om, er tilstrækkelig til at medvirke til nedbrydelse af karakteren og til at vildlede andre. Hvis foden eller hånden måtte hugges af eller endog øjet rives ud for at frelse legemet for synd, hvor langt alvorligere burde vi så ikke afvise den synd, der kan bringe død over sjælen!

(299)  Ved den rituelle tjeneste blev der føjet salt til ethvert offer. Dette betegnede ligesom røgelseofferet, at kun Kristi retfærdighed kunne gøre offeret velbehageligt for Gud. Det var denne skik, Jesus hentydede til, da han sagde: "Ethvert offer skal saltes med salt." I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre!" Enhver, der vil bringe sig selv som "et levende, helligt, Gud velbehageligt offer" (Rom. 12,1), må tage imod det frelsende salt, vor Frelsers retfærdighed. Så bliver de til "jordens salt" og modvirker det onde i verden, ligesom saltet bevarer fra fordærvelse. Matt. 5,13. Men hvis saltet har mistet sin kraft, hvis der kun findes en tilsyneladende fromhed uden Kristi kærlighed, så er der ingen kraft til det gode. Livet kan ikke udøve nogen frelsende indflydelse på verden. Jeres energi og duelighed ved oprettelsen af mit rige, siger Jesus, er afhængig af, om I modtager min Ånd. I må få del i min nåde for at kunne blive en duft af liv til liv. Så vil der ikke blive nogen kappestrid, ingen selviskhed, intet ønske om at få de øverste pladser. I vil få den kærlighed, der ikke søger rigdom for sig selv, men for andre.

(300)  Den angrende synder må fæste blikket ved "Guds Lam, som borttager verdens synd" (Joh. 1,29), og ved at betragte det vil han forvandles. Hans frygt bliver til glæde, hans tvivl til håb. Taknemmeligheden spirer frem. Det hårde hjerte knuses. En bølge af kærlighed strømmer ind over sjælen. Kristus bliver i ham en kilde af vand, der bryder frem til evigt liv. Når vi ser Jesus, en smerternes mand og kendt med sygdom, arbejde for at frelse de fortabte, ringeagtet, spottet, hånet og jaget fra by til by, indtil hans hverv var udrettet; når vi ser ham i Getsemane, med store svededråber af blod, og døende på korset i den største pine når vi ser dette, så vil vort eget jeg ikke mere påkræve sig vor opmærksomhed. Når vi ser hen til Jesus, vil vi blive skamfulde over vor kulde, vor sløvhed, vor selviskhed. Vi må være villige til alt eller intet, så vi af hjertet kan tjene Mesteren. Vi skal fryde os over at bære korset efter Jesus, over at tåle prøvelser, skam eller forfølgelser for hans navns skyld.

(300)  Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Rom. 15, 1. Ingen sjæl, der tror på Kristus, skal agtes ringe, om end hans tro er svag og hans skridt vaklende som et lille barns. Gennem alt, hvad vi har fået forud for andre, hvad enten det er opdragelse eller dannelse, en ædel karakter, kristelig uddannelse eller religiøse erfaringer, så står vi i gæld til dem, der er mindre begunstigede, og så vidt det står i vor magt, skal vi hjælpe dem. Hvis vi er stærke, skal vi løfte de svages hænder opad. De herlige engle, som altid ser den himmelske Faders ansigt, fryder sig over at tjene hans små. Ængstede sjæle, som har mange forkastelige karakteregenskaber, er genstand for deres særlige omsorg. Der er altid engle til stede, hvor de tiltrænges, hos dem, der har den hårdeste kamp at stride med sig selv, og hvis omgivelser er mest nedslående. Og Kristi sande disciple vil medvirke i denne tjeneste.

(300)  Hvis en af disse små skulle lade sig overvinde til at begå en uret imod dig, så tilkommer det dig at søge at genoprette det for ham. Vent ikke på, at han skal tage det første skridt til forsoning. "Hvad mener I?" sagde Jesus, "hvis et menneske har hundrede får, og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de nioghalvfems oppe på bjergene og gå ud og lede efter det, der for vild? Og lykkes det ham at finde det, sandelig siger jeg eder: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, som ikke er faret vild. Således er det ikke jeres himmelske Faders vilje, at en eneste af disse små skal fortabes."

(300)  I ydmyghedens ånd skal du se til, "at ikke også du bliver fristet" (Gal. 6,1), men gå til den vildfarne "og sæt ham i rette under fire øjne". Gør ham ikke til skamme ved at stille hans skam til skue for andre, og bring ikke vanære over Kristus ved at fortælle andre om et menneskes synd og vildfarelse, som bærer hans navn. Tit må sandheden siges rent ud til den vildfarne. Han må komme til at indse sin fejl, så han kan forandre sig. Men det tilkommer ikke dig at dømme eller fordømme. Gør ikke noget forsøg på at retfærdiggøre dig selv. Lad alle dine bestræbelser gælde hans genrejsning. Når man behandler sjælens sår, er der brug for den letteste hånd og den største følsomhed. Kun den kærlighed, der udspringer fra ham, som led på Golgata, kan nytte her. Med medlidende kærlighed skal broder omgås med broder i bevidstheden om, at hvis det lykkes, frelser du "hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder". Jak. 5,20.

(301)  Men selv disse bestræbelser slår måske ikke til. Så skal du, sagde Jesus, "tage endnu en eller to med dig". Det kan ske, at der ved deres forenede indflydelse kan opnås et resultat, hvor det ikke lykkedes for den første. Da de ikke har nogen andel i vanskeligheden, vil de lettere kunne handle upartisk, og dette vil give mere vægt til deres råd til den vildfarne.

(301)  Hvis han ikke vil høre dem, men også først da, skal sagen forelægges de troendes samfund. Menighedens medlemmer skal som Kristi stedfortrædere forene sig i bøn og kærlige henvendelser, for at den fejlende atter må kunne vindes tilbage. Helligånden vil tale gennem sine tjeneres mund og stræbe efter at få den fejlende til at vende tilbage til Gud. Apostlen Paulus siger under Åndens påvirkning: "Som om Gud formaner ved os, vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!" 2Kor. 5,20. Den, som forkaster denne forenede henvendelse, har sønderbrudt det bånd, der binder ham til Kristus, og har således afskåret sig fra fællesskab med menigheden. Fra nu af, siger Jesus, "så lad ham være for dig som en hedning og en tolder". Men han skal ikke betragtes som udelukket fra Guds barmhjertighed. Han må ikke foragtes eller forsømmes af sine tidligere brødre, men behandles med mildhed og medlidenhed, som et af de fortabte får, Kristus stadig søger at bringe tilbage til sin fold.

(301)  Kristi belæring om, hvordan man skal optræe aver for de vildfarne, er i en mere særpræget skikkelse den samme lære, der ved Moses var givet israelitterne: "Du må ikke bære nag til din broder i dit hjerte, men du skal tale din næste til rette, at du ikke skal pådrage dig synd for hans skyld." 3Mos. 19,17. Det vil sige, at hvis man forsømmer den pligt, Kristus har pålagt os: at forsøge at retlede dem, der lever i vildfarelse og synd, så bliver man meddelagtig i synden. Vort ansvar er lige så stort for synder, som vi kunne have forhindret, som om vi selv var skyldige i disse handlinger.

(301)  Men det er den fejlende selv, vi skal forholde hans uret. Vi skal ikke indbyrdes gøre den til genstand for omtale og kritik; heller ikke efter at den er forelagt menigheden, har vi lov til at fortælle om den til andre. Kendskab til de kristnes fejl vil kun være til forargelse for den vantro verden, og ved at dvæle ved disse ting kan vi kun volde os selv fortræd; thi det er ved beskuelse, at vi forvandles. Medens vi søger at rette en broders vildfarelser, vil Kristi Ånd vejlede os til at skærme ham, så vidt det er muligt, fra kritik selv fra hans egne brødre, og hvor langt mere da fra den vantro verdens bedømmelse. Vi farer selv vild og trænger til Kristi medlidenhed og tilgivelse, og ligesom vi ønsker, at han skal handle mod os, byder han os at handle mod hinanden.

(301)  Hvad I binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen; og hvad I løser på jorden, det skal være løst i Himmelen. I handler som Himmelens udsendinge, og følgerne af jeres gerning gælder for evigheden.

(302)  Men vi skal ikke bære dette store ansvar alene. Kristus tager selv bolig der, hvor hans ord adlydes af et oprigtigt hjerte. Han er ikke blot til stede i menighedens forsamling, men hvor som helst disciple mødes i hans navn, hvor få de end er der vil han også være. Og han siger: "Hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader."

(302)  Jesus siger: "Min himmelske Fader" som om han ville minde sine disciple om, at skønt han ved sin menneskevorden er forenet med dem og deler deres prøvelser med dem og føler med dem i deres lidelser, så er han ved sin guddommelighed forenet med den Almægtiges trone. Hvilken vidunderlig forvisning! Himmelens kræfter forener sig med mennesker i kærlighed og arbejde for at frelse det, som var fortabt. Og hele Himmelens magt vil samvirke med menneskers evner i arbejdet for at drage sjæle til Kristus.