Den sidste rejse fra Galilæa.

(331)  Dette kapitel er bygget op over Luk 9,51-56; 10,1-24
Efterhånden som afslutningen på Kristi gerning nærmede sig, skete der en forandring med hans måde at arbejde på. Hidtil havde han søgt at undgå uro og offentlige tilkendegivelser. Han havde afslået at modtage folkets hyldest og var hurtigt draget fra sted til sted, når den almindelige begejstring for ham syntes at gå over alle grænser. Atter og atter havde ,han givet befaling om, at ingen måtte erklære ham for at være Kristus.

(331)  På løvhyttefestens tid foretog han sin rejse til Jerusalem hastigt og hemmeligt. Da hans brødre tilskyndede ham til offentligt at erklære, at han var Messias, svarede han: "For mig er tiden endnu ikke kommet." Joh. 7,6. Han drog ubemærket til Jerusalem og som uanmeldt ind i byen, uden at blive æret af folket. Men således var det ikke ved hans sidste rejse. Han havde for en stund forladt Jerusalem på grund af præsternes og de skriftkloges ondskab, men nu begav han sig atter af sted for at vende tilbage og rejste på en måde, så han blev set af alle. Han rejste ad omveje, og hans komme blev forud forkyndt på en måde, som aldrig før var sket. Han drog frem til skuepladsen for sit store offer, og folkets opmærksomhed måtte samles om det.

(331)  Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således må Menneskesønnen ophøjes. Joh. 3,14. Ligesom Israels blik havde været rettet mod den ophøjede slange, symbolet på deres helbredelse, sådan måtte alles blik drages mod Kristus, det offer, som bragte frelse til den fortabte verden. Det var en forkert opfattelse af Messias gerning og manglende tro på Jesu guddommelighed, der fik hans brødre til at opfordre ham til at fremstille sig offentligt ved løvhyttefesten. Nu ville disciplene, drevet af den samme slags ånd, have hindret ham i at foretage rejsen til Jerusalem. De huskede hans ord om, hvad der skulle ske med ham der, de kendte de religiøse lederes dødelige fjendskab, og de ville gerne have overtalt deres Mester til ikke at drage derop.

(331)  Det var en bitter opgave for Kristus at tvinge sin vilje frem imod sine elskede disciples frygt, skuffelse og vantro. Det var svært at lede dem frem mod den angst og fortvivlelse, der ventede dem i Jerusalem. Og Satan var på sin post for at påtvinge Menneskesønnen sine fristelser. Hvorfor skulle han nu drage til Jerusalem og til den visse død? Alle omkring ham hungrede efter livets brød. Alle vegne fandtes der lidende mennesker, som ventede på hans helbredende ord. Den gerning, der skulle udrettes ved hans nådes evangelium, var først lige begyndt. Og han stod jo i sin fulde manddomskraft. Hvorfor ikke drage ud til verdens store riger med nådesbudskabet og med sin kraft til at helbrede? Hvorfor ikke selv fryde sig ved at bringe lys og glæde til disse sørgende millioner, der levede i mørke? Hvorfor overlade indsamlingen af høsten til sine disciple, som var så svage i troen, så tungt opfattende og så langsomme til at handle? Hvorfor møde døden netop nu og forlade gerningen, medens den var så svag og lille? Fjenden, som i ørkenen havde mødt Kristus ansigt til ansigt, angreb ham nu med voldsomme og snedige fristelser. Hvis Jesus blot et øjeblik havde givet efter, hvis han havde ændret kurs i den mindste enkelthed for at redde sig selv, så ville Satans magter have sejret, og verden ville have været fortabt.

(332)  Men Jesus "holdt sig stadig Jerusalem for øje som sin vandrings mål". Faderens vilje var den eneste lov i hans liv. Under besøget i templet, da han var dreng, havde han sagt til Maria: "Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?" Luk. 2,49. Da Maria i Kana havde villet have ham til at åbenbare sin forunderlige magt, lød hans svar: "Min time er endnu ikke kommet." Joh. 2,4. Han svarede sine brødre med de samme ord, da de indtrængende opfordrede ham til at drage op til højtiden. Men efter Guds store plan var timen blevet forud besluttet, hvor han skulle ofres for menneskers synd, og denne time var nu snart inde. Han ville ikke hverken svigte eller vakle. Nu vender han sine skridt mod Jerusalem, hvor hans fjender længe har lagt planer om at tage hans liv. Nu vil han give det. Han holdt sig stadig forfølgelse, fornægtelse, forkastelse, dom og død for øje som sin vandrings mål.

(332)  Og han sendte sendebud i forvejen; og på deres vandring kom de ind i en samaritanerlandsby for at skaffe ham husly. Men folkene der nægtede at tage imod ham, fordi han var på vej til Jerusalem. Dette fortolkede de som et udtryk for, at Jesus viste forkærlighed for jøderne, som de hadede af deres ganske hjerte. Hvis han var kommet for at genopbygge templet og tilbede på Garizims bjerg, ville de med glæde have taget imod ham; men han var på vej til Jerusalem, og de ville ikke vise ham nogen gæstfrihed. Kun lidet anede de, at de bortjog Himmelens bedste gave fra deres døre. Jesus opfordrede mennesker til at tage imod ham, han bad dem om venlighed, for at han kunne komme dem nær og skænke dem de rigeste velsignelser. Enhver tjeneste, der blev ydet ham, lønnede han med en langt rigere nåde. Men det gik samaritanerne alt sammen glip af på grund af deres fordom og fanatisme.

(332)  Kristi sendebud, Jakob og Johannes, var meget misfornøjede over den krænkelse, der blev udvist mod deres Herre. De var harmfulde, fordi han var blevet så dårligt behandlet af samaritanerne, som han begunstigede ved sin nærværelse. De havde nylig været sammen med ham på Forklarelsens bjerg og havde set ham blive herliggjort af Gud og æret af Moses og Elias. De syntes ikke, at denne åbenbare vanære, der blev vist af samaritanerne, skulle få lov at gå hen uden at blive alvorligt straffet.

(332)  Da de kom hen til Kristus, fortalte de ham, hvad der var blevet sagt, og at folk endog havde nægtet at yde ham natteherberge. De syntes, at der var sket ham stor uret, og da de i det fjerne skimtede Karmels bjerg, hvor Elias havde dræbt de falske profeter, sagde de: "Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, (således som Elias gjorde)?" Det undrede dem at se, at Jesus blev bedrøvet over deres ord, og endnu mere forundrede blev de, da hans ord lød for deres øren: "I ved ikke, af hvad ånd I er. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem." Så gik de til en anden landsby.

(333)  Det hører ikke med til Kristi tjeneste at tvinge mennesker til at tage imod ham. Det er Satan og mennesker, der drives af hans ånd, som søger at tvinge samvittigheden. Under foregivende af at være nidkære for retfærdigheden bringer mennesker, der har sluttet forbund med onde ånder, lidelse over deres medmennesker for at omvende dem til deres forestillinger om religion; men Kristus viser altid barmhjertighed og søger altid at sejre ved at åbenbare sin kærlighed. Han kan ikke give nogen medbejler adgang til sjælen eller tage imod nogen delvis tjeneste; men han ønsker kun frivillig tjeneste, en frivillig overgivelse af hjertet under kærlighedens tvang. Der findes intet mere afgørende bevis for, at vi beherskes af Satans ånd, end hvis vi er tilbøjelige til at skade og ødelægge dem, der ikke påskønner vor gerning, eller som handler i modstrid med vore tanker.

(333)  Ethvert menneske er med legeme, sjæl og ånd Guds ejendom. Kristus døde for at kunne frelse alle. Intet kan være mere krænkende for Gud, end hvis mennesker på grund af religiøs fanatisme bringer lidelse over dem, som er købt med Frelserens blod.

(333)  Så bryder han op derfra og kommer til Judæas egne og landet på den anden side Jordan, og atter samler der sig skarer om ham; og han lærte dem igen, som han plejede. Mark. 10,1. En betydelig del af de afsluttende måneder af Kristi gerning blev tilbragt i Peræa, provinsen på den anden side Jordan over for Judæa. Her flokkedes mængden omkring ham ligesom før i Galilæa, og her blev meget af hans tidligere lære gentaget.

(333)  Ligesom han havde udsendt de tolv, sådan "udpegede Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme". Luk. 10,1. Disse disciple havde i nogen tid været sammen med ham og var blevet oplært til deres tjeneste. Da de tolv var blevet sendt ud på deres første rejse alene, var der andre disciple, der ledsagede Jesus på hans vandring gennem Galilæa. På denne måde nød de godt af fortroligt samvær med ham og fik direkte, personlig belæring. Nu skulle dette større antal også udsendes med et særligt formål for øje.

(333)  De anvisninger, som de halvfjerdsindstyve fik, lignede dem, der var givet til de tolv. Men befalingen til de tolv om ikke at gå ind i nogen af hedningernes eller samaritanernes byer blev ikke givet til de halvfjerds. Skønt Kristus var blevet afvist af samaritanerne, var der ikke sket nogen ændring i hans kærlighed til dem. Da de 70 drog ud i hans navn, besøgte de først og fremmest de samaritanske byer.

(334)  Frelserens eget besøg i Samaria og senere hans ros til den barmhjertige samaritaner og den taknemmelige glæde hos den spedalske, som var en samaritaner, og som alene blandt de ti vendte tilbage for at takke Kristus, var af stor betydning for disciplene. Denne lære havde indprentet sig i deres sjæl. I den befaling, Jesus gav dem lige før sin himmelfart, omtalte han Samaria sammen med Jerusalem og Judæa som de steder, hvor de først skulle prædike evangeliet. Gennem sin lære havde han forberedt dem til at udføre denne befaling. Da de i deres Mesters navn drog til Samaria, fandt de folket rede til at modtage dem. Samaritanerne havde hørt om Kristi rosende ord og om hans velgerninger mod mennesker af deres folk. De så, at han til trods for deres uhøflige optræden imod ham kun nærede kærlige tanker om dem, og det vandt deres hjerter for ham. Efter Frelserens himmelfart tog de med glæde imod hans sendebud, og disciplene indsamlede en rig høst blandt dem, der engang have været deres bitreste fjender. "Han ..... bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab." Og på hans navn skal folkene håbe." Es. 42,3; Matt. 12,21.

(334)  Da Jesus udsendte de halvfjerds bød han dem, ligesom de tolv, ikke at påtvinge nogen deres nærværelse, hvor de var uvelkomne. "Hvor I kommer ind i en by, og de ikke vil tage imod jer," sagde han, "der skal I gå ud på dens gader og sige: Endog det støv, som hænger ved vore fødder fra jeres by, tørrer vi af til jer; dog, det skal I vide, at Guds rige er kommet nær." De skulle ikke gøre det på grund af vrede eller såret forfængelighed, men for at vise, hvor alvorlig en sag det er at afvise Herrens eller hans udsendinges budskab. At forkaste Herrens tjenere er det samme som at forkaste Kristus selv.

(334)  Jeg siger jer tilføjede Jesus, det skal gå Sodoma tåleligere på hin dag end den by. Derefter vendte hans tanker tilbage til de byer i Galilæa, hvor så mange af hans gerninger var blevet gjort. Med dyb sorg udbrød han: Ve dig, Korazint ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig og siddet i sæk og aske. Men det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere ved dommen end jer. Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned!

(334)  Himmelens rigeste velsignelser var i rigt mål blevet tilbudt disse travle byer ved Galilæas sø. Dag efter dag var livets fyrste gået ud og ind iblandt dem. Guds herlighed, som profeter og konger havde længtes efter at se, havde lyst over de skarer, som flokkedes i Frelserens fodspor. Men alligevel havde de nægtet at tage imod den himmelske gave.

(334)  Med udfoldelse af megen tilsyneladende klogskab havde de skriftkloge advaret folket imod at anerkende den nye lærdom, som denne nye lærer fremkom med; thi hans meninger og handlinger var i modstrid med fædrenes lære. Folket fæstede lid til det, som præsterne og farisæerne lærte dem, i stedet for selv at prøve på at forstå Guds ord. De ærede præsterne og rådsherrerne i stedet for at ære Gud, og de forkastede sandheden for at kunne overholde deres egne overleveringer. Mange havde ladet sig betage og næsten overbevise, men de handlede ikke efter deres overbevisning og gjorde ikke fælles sag med Kristus. Satan fremkom med sine fristelser, indtil lyset syntes dem at være mørke. På denne måde forkastede mange den sandhed, der ville have virket til sjælens frelse.

(335)  Det sanddru vidne siger: "Se, jeg står for døren og banker." Åb. 3,20. Enhver advarsel, irettesættelse og bøn i Guds ord eller gennem hans sendebud er en banken på hjertets dør. Den er Jesu røst, som beder om at måtte komme ind. For hver gang, man ikke ænser denne banken, bliver tilskyndelsen til at lukke op svagere. Helligåndens påvirkning, som man i dag ikke tager hensyn til, vil i morgen ikke være så stærk. Hjertet bliver mindre modtageligt og henfalder til en dødsensfarlig tilstand af mangel på bevidsthed om livets kortvarighed og om den store evighed bagved. Vor fordømmelse ved dommen vil ikke hidrøre fra, at vi har taget fejl, men fra, at vi har forsømt de himmelsendte lejligheder til at lære, hvad der er sandhed.

(335)  De halvfjerdsindstyve havde ligesom apostlene fået tildelt overjordiske gaver som en besegling af deres sendelse. Da deres arbejde var fuldført, vendte de glade tilbage og sagde: "Herre! også de onde ånder er os lydige i dit navn!" Jesus svarede dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn."

(335)  Fortidens og fremtidens begivenheder tegnede sig for Jesu blik. Han så Lucifer, da han første gang blev udstødt fra de himmelske boliger. Han så frem til begivenhederne omkring hans egen dødskval, hvor den store bedragers natur skulle blive afsløret for hele verden. Han hørte dette råb: "Det er fuldbragt!" Joh. 19,30, som forkyndte, at frelsen for den fortabte slægt for stedse var tilsikret den, at Himmelen for evigt var tryg for alle de beskyldninger, bedrag og krav, som Satan kunne opfinde og anstifte.

(335)  Bag Golgatas kors med al dets kval og skam så Jesus frem til den store sidste dag, hvor kongen over luftens magter skal møde sin tilintetgørelse på den jord, som så længe har været skæmmet af hans oprør. Jesus så det ondes gerninger endt for stedse og Himmel og jord opfyldt af Guds fred. I fremtiden skulle Kristi disciple betragte Satan som en overvunden fjende. På korset skulle Jesus vinde sejren for dem, den sejr, han ville, at de skulle betragte som deres egen. Han sagde: "Se, jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over hele fjendens magt, og han skal slet ikke kunne gøre jer nogen skade."

(335)  Helligåndens almægtige kraft er hver eneste angerfuld sjæls forsvar. Ikke en eneste, som i anger og tro har påkaldt hans beskyttelse, vil Kristus lade komme ind under fjendens magt. Frelseren er ganske nær ved sine fristede og prøvede børn. Sammen med ham er der ikke noget, der hedder mislykkede bestræbelser, åndeligt skibbrud, umulighed eller nederlag; vi formår alt ved ham, som gør os stærke. Når fristelserne og prøvelserne kommer, så vent ikke for at udjævne alle vanskelighederne, men se hen til Jesus, din hjælper.

(335)  Der findes kristne, der tænker på og taler alt for meget om Satans magt. De tænker på deres modstander, de beder af samme grund, de taler om ham, og i deres fantasi forekommer han stadig større og større. Det er rigtigt, at Satan er et mægtigt væsen; men Gud være lovet, at vi har en mægtiger Frelser, der drev den onde ud fra Himmelen. Det glæder Satan, når vi overdriver hans magt. Hvorfor ikke tale om Jesus? Hvorfor ikke prise hans magt og hans kærlighed?

(336)  Forjættelsens regnbue omgiver tronen i det høje og er et stedsevarende vidnesbyrd om, at "således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Joh. 3,16. Den vidner for universet om, at Gud aldrig vil svigte sit folk under deres kamp mod det onde. Den er for os en tilsikring om kraft og beskyttelse, så længe selve Guds egen trone står urokket.

(336)  Jesus tilføjede: "Dog glæd jer ikke over, at ånderne er jer lydige; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i Himlene." Glæd jer ikke over at være i besiddelse af magt, for at I ikke skal miste jeres afhængighed af Gud af syne. Pas på, at ingen selvsikkerhed får indpas, så I snarere arbejder ved jeres egen kraft end ved jeres Mesters ånd og kraft. Vort eget jeg er altid rede til at tilegne sig æren, hvis arbejdet følges af en eller anden form for held og lykke. Vort eget jeg føler sig smigret og beæret, og andre får ikke det indtryk, at det er Gud, som er alt i alle. Apostlen Paulus siger: "Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk." 2Kor. 12,10. Når vi selv er klar over vor svaghed, lærer vi at være afhængige af en kraft, som ikke er vor egen. Intet kan få så fast et greb om hjertet som den stadige fornemmelse af vort ansvar over for Gud. Intet når så helt og fuldt ned til de dybeste bevæggrunde for vore handlinger som en følelse af Kristi tilgivende kærlighed.

(336)  Vi skal komme Gud ganske nær, og så vil vi blive besjælede af hans Helligånd, der dygtiggøre os til at komme i berøring med vore medmennesker. Så glæd dig over, at du ved Kristus er kommet i forbindelse med Gud, er blevet et medlem af den himmelske familie. Når du retter blikket højere op end til dig selv, vil du få en bestandig fornemmelse af menneskeslægtens svaghed. Jo mindre du dyrker dit eget jeg, jo mere tydelig og klar vil din forståelse af Frelserens storhed blive. Jo mere inderligt du knytter dig til kilden for lyset og kraften, jo mere lys vil der strømme til dig, og jo større kraft vil du få til at gøre Guds gerning. Glæd dig over, at du er et med Gud, et med Kristus og et med hele den himmelske familie.

(336)  Medens de halvfjerdsindstyve lyttede til Kristi ord, virkede Helligånden på deres sind med levende virkelighed og skrev sandheden på sjælens tavler. Skønt de var omgivet af mange mennesker, var det, som om de var ene med Gud.

(336)  I bevidstheden om, at de havde fattet, hvor hellig denne time var, "frydede Jesus sig i Helligånden og sagde: Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje. Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, eller hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham."

(336)  De mænd, som verden ærede, de såkaldte vise og store mænd kunne trods al den visdom, de pralede af, ikke fatte Kristi natur. De bedømte ham efter de ydre forhold, ud fra den ydmygelse, der ramte ham ved at blive menneske. Men fiskere og toldere havde fået den gave at kunne se den Usynlige. Selv for disciplene lykkedes det ikke at forstå alt det, som Jesus ønskede at åbenbare for dem; men efterhånden som de tid efter anden overgav sig til Helligåndens magt, blev deres sjæle oplyst. De forstod, at almagtens Gud iført menneskeskikkelse var hos dem. Jesus frydede sig over, at skønt denne viden ikke blev ejet af de vise og kloge, så var den blevet åbenbaret for disse jævne mennesker. Ofte, når han havde forkyndt Det gamle Testamentes skrifter og havde påvist, at de talte om ham selv og hans forsoningstjeneste, var de blevet vakt ved hans Ånd og var blevet hævet op i en himmelsk atmosfære. De havde en klarere forståelse af de åndelige sandheder, som profeterne havde udtalt, end de oprindelige forfattere selv havde haft. Fra nu af ville de ikke mere læse Det gamle Testamentes skrifter som farisæernes og de skriftkloges lærdomme, ikke som udtalelser af vise mænd, der nu var døde, men som en ny åbenbaring fra Gud. De så den Ånd, "som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer". Joh. 14,17.

(337)  Den eneste måde, hvorpå vi kan opnå en mere fuldkommen forståelse af sandheden, er ved at bevare hjertet følsomt og under Kristi Ånds herredømme. Sjælen må renses for forfængelighed og hovmod og befries for alt det, som har haft den i sin magt, og Kristus må blive enerådende derinde. Menneskers visdom er for begrænset til at kunne fatte forsoningen. Frelsesplanen er så vidtrækkende, at filosofi ikke kan redegøre for den. Den vil altid forblive et mysterium, som selv de dybeste fornuftgrunde ikke kan lodde dybden af. Frelsens videnskab kan ikke forklares; men den kan kendes gennem erfaring. Kun den, der ser sin egen syndighed, kan skimte Frelserens herlighed.

(337)  Mange af Kristi lignelser blev fortalt i de sidste måneder af hans virksomhed. Præsterne og de skriftkloge forfulgte ham med en stadigt voksende bitterhed, og han tilslørede sine advarsler til dem ved hjælp af billedtale. De kunne ikke tage fejl af, hvad han mente, men alligevel kunne de ikke i hans ord finde noget, der kunne berettige til en anklage imod ham. I lignelsen om farisæeren og tolderen stod den selvtilfredse bøn: "Gud! jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker!" i skarp modsætning til den bodfærdiges tryglen: "Gud! vær mig synder nådig!" Luk. 18,11. 13. På denne måde dadlede Kristus jødernes hykleri. Og ved hjælp af eksemplerne med det ufrugtbare figentræ og det store gæstebud forudsagde han den dom, der skulle fældes over det ubodfærdige folk. De, som hånligt havde afvist indbydelsen til evangeliets gæstebud, hørte hans advarende ord: "Thi jeg siger jer, at ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid." Luk. 14,24.

(338)  Den belæring, disciplene fik, var uendelig værdifuld. Lignelsen om den påtrængende enke og om vennen, der bad om brød ved midnatstid, gav fornyet kraft til hans ord: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer." Luk. 11,9. Og tit blev deres vaklende tro styrket ved erindringen om, hvad Kristus havde sagt: "Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: han skal skaffe dem ret i hast." Luk. 18,7-8.

(338)  Kristus gentog den smukke lignelse om det mistede får. Og han uddybede den lære, der gemte sig i den, idet han fortalte om den tabte mønt og om den fortabte søn. Dengang kunne disciplene ikke fuldt ud værdsætte kraften i denne belæring; men efter udgydelsen af Helligånden, da de så høsten af hedninger og jødernes skinsyge harme, forstod de bedre betydningen af lignelsen om den fortabte søn og kunne slutte sig til glæden i Kristi ord: "Men nu burde vi glæde og fryde os;" "thi min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er fundet igen." Luk. 15,32. 24. Og da de gik ud i deres Mesters navn og mødte skam og fattigdom og forfølgelse, så styrkede de ofte deres tro ved at gentage for sig selv, hvad han havde påbudt dem på denne sidste vandring. "Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer riget. Sælg, hvad I har, og giv almisse! Skaf jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær, og intet møl ødelægger. Thi hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være " Luk. 12,32-34.