Jesus velsigner børnene

(349)  Dette kapitel er bygget op over Matt 19,13-15; Mark 10,13-16; Luk 18,15-17
Jesus havde altid elsket børn. Han var glad for deres barnlige tillid og deres frimodige, ægte kærlighed. Den taknemmelige lovprisning fra deres rene læber lød som musik for hans øren og forfriskede hans sjæl, når den var knuget af samværet med listige og hykleriske mennesker. Hvor Frelseren end gik hen, vandt hans milde ansigt og hans venlige optræden børnenes kærlighed og tillid.

(349)  Det var blandt jøderne skik at bringe børnene hen til en eller anden rabbiner, for at han kunne lægge sine hænder velsignende på dem; men Frelserens disciple anså hans gerning for alt for betydningsfuld til, at han måtte lade sig afbryde på denne måde. Da mødrene kom til ham med deres små børn, betragtede disciplene dem med misbilligelse. De mente, at disse børn var for små til at have nogen gavn af at komme til Jesus, og de sluttede heraf, at han ikke ville synes om deres tilstedeværelse. Men det var disciplenes optræden, som han ikke syntes om! Frelseren forstod mødrenes omsorg og byrdefulde gerning ved at søge at oplære deres børn efter Guds ord. Han havde hørt deres bønner. Det var ham selv, som havde draget dem til sig.

(349)  En af mødrene havde sammen med sit barn forladt hjemmet for at opsøge Jesus. På vejen fortalte hun en naboerske om sin hensigt, og naboersken ville gerne have, at Jesus skulle velsigne hendes børn. På denne måde samledes adskillige mødre med deres små børn. Nogle af børnene var ude over den spæde alder og var nået til at være større børn eller ganske unge mennesker. Da mødrene udtalte deres ønske, hørte Jesus med venlighed på deres frygtsomme, bævende bøn. Men han ventede for at se, hvordan disciplene ville modtage dem. Da han så, at de ville sende mødrene bort, fordi de mente at gøre ham en tjeneste hermed, viste han dem deres vildfarelse ved at sige: "Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til." Og han tog børnene i sin favn, lagde hænderne på dem og gav dem den velsignelse, som de var kommet for at få.

(349)  Mødrene var trøstede. De vendte tilbage til deres hjem, styrkede og velsignede ved Kristi ord. De fik nyt mod til at bære deres byrder med fornyet glæde og til at arbejde med håb for deres børn. I dag bør mødre tage mod hans ord med den samme tro. Kristus er i sandhed en personlig Frelser i dag, ligesom dengang han levede blandt mennesker. Han er i sandhed mødrenes hjælper i dag ligesom dengang, hvor han tog de små i sin favn i Judæa. Børnene i vore hjem er lige så vel købt med hans blod som disse børn for længe, længe siden.

(350)  Jesus ved, hvad der tynger enhver moders hjerte. Han, som selv havde en moder, som kæmpede med fattigdom og savn, føler deltagelse for enhver moder, der har noget at kæmpe med. Han, som foretog en lang vandring for at lette en kananæisk kvindes ængstelige sind, vil gøre det samme for mødrene i dag. Han, som gav enken i Nain hendes eneste søn tilbage, og som i sin dødskval på korset huskede på sin egen moder, bevæges også i dag ved en moders sorg. I hver sorg og hver nød vil han bringe trøst og hjælp.

(350)  Mødrene bør komme til Jesus med deres vanskeligheder. De vil få nåde nok til at hjælpe dem med at vejlede deres børn. Døren står åben for enhver moder, der gerne vil lægge sin byrde ned ved Frelserens fødder. Han, som sagde: "Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre" indbyder stadig mødrene til at bringe deres små hen til ham for at blive velsignet af ham. Selv barnet i moderens arme kan komme i den Almægtiges skygge ved den bedende moders tro. Johannes Døber var fyldt af Helligånden lige fra sin fødsel. Hvis vi lever i samfund med Gud, har vi også lov til at vente, at Ånden vil virke i vore små, lige fra deres allerførste øjeblikke.

(350)  I de børn, der blev bragt hen til Jesus, så han de mænd og kvinder, der skulle blive arvinger til hans nåde og indbyggere i hans rige, og nogle af dem skulle blive martyrer for hans skyld. Han vidste, at disse børn ville lytte til ham og tage imod ham som deres Frelser med langt større beredvillighed end de voksne mennesker, hvoraf mange hørte til de verdsligt sindede og hårdhjertede. I sin undervisning steg han ned til deres udviklingstrin. Han, som var Himmelens Majestæt, holdt sig ikke for god til at besvare deres spørgsmål og forenkle sin betydningsfulde lære for at imødekomme deres barnlige forståelse. Han såede sandhedens frø i deres sjæl, så de senere i livet kunne spire frem og bære frugt til evigt liv.

(350)  Det gælder stadig, at børn er de mest modtagelige for evangeliets lære. Deres sjæl er åben for guddommelig påvirkning, og de har evne til at huske, hvad der er lært. Små børn kan godt være kristne og have erfaringer, der står i forhold til deres alder. De trænger til at oplæres i åndelige forhold, og forældrene burde støtte dem på alle måder, så deres karakter kan formes til at ligne Kristi natur.

(350)  Fædre og mødre burde betragte deres børn som yngre medlemmer af Herrens familie, der er blevet dem betroet, for at de skal opdrage dem til Himmelen. Det, som vi selv lærer af Kristus, burde vi give videre til vore børn, eftersom de unge sjæle kan tage imod det, og lidt efter lidt give dem et indblik i de grundregler, der gælder i Himmelen. På denne måde bliver det kristne hjem en skole, hvor forældrene fungerer som lærere, medens Kristus selv er den store lærer.

(350)  Når vi stræber efter vore børns omvendelse, bør vi ikke vente voldsomme følelser som det væsentlige udtryk for syndsbevidsthed. Det er heller ikke nødvendigt at kende det nøjagtige tidspunkt for deres omvendelse. Vi må lære dem at komme til Jesus med deres synder og bede ham om tilgivelse og tro på, at han tilgiver dem og tager imod dem, som han tog imod børnene, da han selv levede på jorden.

(351)  Ligesom en moder lærer sine børn at adlyde hende, fordi de elsker hende, sådan lærer hun dem de første begyndelsesgrunde i en kristens liv. Moderens kærlighed bliver for barnet et billede på Kristi kærlighed, og de små, der stoler på og adlyder deres moder, lærer at stole på og adlyde Frelseren.

(351)  Jesus var et eksempel for børnene, og han var også et eksempel for fædrene. Han talte som en, der har myndighed, og hans ord havde magt; dog anvendte han aldrig under sit samvær med grove og heftige mennesker et eneste uvenligt eller uhøfligt ord. Kristi nåde i hjertet vil udvikle en himmelsk værdighed og forståelse af, hvad der er sømmeligt. Den vil mildne alt, hvad der er grøft, og neddæmpe alt, hvad der er simpelt og uvenligt. Den vil hjælpe fædre og mødre til at behandle deres børn som fornuftvæsener, ligesom de selv gerne ville behandles.

(351)  I forældre, når I skal opdrage jeres børn, så lær af det, som Gud har skænket os i naturen. Hvis I skulle dyrke en nellike, en rose eller en lilje, hvordan ville I så bære jer ad? Spørg gartneren, hvilken fremgangsmåde han anvender for at få hver eneste kvist og hvert blad til at udfolde sig så skønt og til at udvikle sig harmonisk og smukt. Han vil sige til dig, at det ikke skete ved nogen voldsom berøring eller ved store anstrengelser; thi dette ville blot knække de fine stængler. Det skete ved små virkemidler, som ofte blev gentaget. Han vandedde jorden og beskyttede de spirende planter mod den kolde blæst og den brændende sol, og Gud fik dem til at trives og blomstre i al deres skønhed. Når I har med jeres børn at gøre, så følg gartnerens anvisning. Søg ved blid behandling, ved kærlig omsorg at danne deres sind efter Kristi karakters forbillede.

(351)  I skal opmuntre ethvert udtryk for kærlighed til Gud og til hverandre. Årsagen til, at der findes så mange hårdhjertede mænd og kvinder i verden, er, at sand kærlighed er blevet betragtet som svaghed og er blevet betegnet som upassende og holdt nede. Disse menneskers bedre natur blev kvalt i deres barndom, og hvis ikke lyset fra Guds kærlighed smelter deres kolde egoisme bort, vil deres lykke for evigt være tilintetgjort. Hvis vi ønsker, at vore børn skal eje Jesu milde sind og den forståelse, som englene har for os, så må vi opmuntre barnesindets elskelige og kærlige tilskyndelser.

(351)  Lær børnene at se Kristus i naturen. Tag dem med ud i den friske luft under de smukke træer, ud i haven; og lær dem i hele det skønne skaberværk at se et udtryk for hans kærlighed. Lær dem, at det var ham, som skabte de love, der behersker alt levende, at han har skabt love for os, og at disse love er skabt til vor lykke og glæde. Lad være med at trætte dem med lange bønner og kedelige formaninger, men lær dem gennem naturens anskuelsesundervisning lydighed mod Guds lov.

(351)  Når I vinder deres tillid til jer selv som Kristi disciple, vil det være let for jer at lære dem om den store kærlighed, hvormed han elskede os. Når I prøver at forklare dem frelsens sandheder og vise børnene hen til Kristus som en personlig Frelser, så vil englene stå ved jeres side. Herren vil give fædre og mødre nåde til at skabe interesse hos børnene for den dyrebare beretning om det lille barn i Betlehem, som i sandhed er hele verdens håb.

(352)  Da Jesus sagde til sine disciple, at de ikke måtte hindre børnene i at komme til ham, talte han til sine efterfølgere gennem alle tider til kirkens embedsmænd, til præster, medhjælpere og alle kristne. Jesus kalder børnene til sig, og han byder os: Dem må I ikke hindre! som om han ville sige: De ville komme, hvis I ikke hindrede dem!

(352)  Lad ikke dit ukristelige sind give en falsk fremstilling af Jesus. Hold ikke de små borte fra ham ved din kulde og hårdhed. Lad dem aldrig få årsag til at føle, at Himmelen ikke ville være et godt sted at være, hvis du også var der. Tal ikke om religion som noget, børn ikke kan forstå, og lad være med at handle, som om man ikke kunne vente, at de skulle tage imod Kristus, medens de var børn. Lad dem ikke få den falske forestilling, at kristendom er en trist religion, og at man ved at komme til Frelseren må opgive alt det, der gør livet til en glæde.

(352)  Når Helligånden virker i børnenes sjæl, så gør fælles sag med den! Lær dem, at Frelseren kalder på dem, og at intet kan volde ham større glæde, end hvis de overgiver sig til ham i den alder, hvor de står i blomst og er friske.

(352)  Frelseren ser med uendelig ømhed på de sjæle, som han har købt med sit eget blod. Gennem sin kærlighed har han krav på dem. Han betragter dem med usigelig længsel. Hans hjerte higer ikke blot efter de mest velopdragne børn, men efter dem, som har nedarvede, utiltalende karaktertræk. Mange forældre forstår ikke, i hvor høj grad de er ansvarlige for disse karakteregenskaber hos deres børn. De mangler den ømhed og visdom, der skal til for at tage sig af de vildfarende, som de selv har gjort til det, de er. Men Jesus ser med medynk på disse børn. Han ser vejen fra årsag til virkning.

(352)  En kristen arbejder kan være Kristi medhjælper ved at lede disse børn hen til Frelseren. Han kan ved visdom og forståelse knytte dem til sig, han kan give dem mod og håb og kan måske ved Kristi nåde komme til at se dem forvandlede til et nyt sind, så man kan sige om dem: "Guds rige hører sådanne til!"