Zakæus

(375)  Dette kapitel er bygget op over Luk 19,1-10
På vejen til Jerusalem kom Jesus "ind i Jeriko og gik igennem byen" Ikke ret langt fra Jordan, på dalens vestlige side, der bredte sig til en slette, lå denne by midt i den skønneste frodighed og med en tropisk vegetation. Med sine palmetræer og frugtbare haver, der fik vand fra sprudlende kilder, funklede den som en smaragd i sin indfatning af kalkstensbjerge og øde kløfter, der skød sig ind imellem Jerusalem og byen på sletten.

(375)  Mange karavaner kom gennem Jeriko på deres vej op til højtiden. Deres ankomst var altid en festlig begivenhed, men nu var folket optaget af noget større og mere interessant. Det var rygtedes, at den galilæiske rabbi, der for ganske nylig havde gjort Lazarus levende, var til stede i skaren, og skønt der blev hvisket en hel del om præsternes anslag imod ham, var skarerne ivrige efter at bringe ham deres hyldest.

(375)  Jeriko hørte til de byer, der oprindeligt var forbeholdt præsterne, og på dette tidspunkt var der en mængde af præsterne, der havde deres hjem her. Men byen havde også en befolkning af en ganske anden slags. Den var en stor handelsby, og romerske embedsmænd og soldater færdedes der sammen med fremmede fra forskellige egne af landet, medens de forskellige toldsteder gjorde den til hjemsted for mange toldere.

(375)  Overtolderen Zakæus var jøde og forhadt af sine landsmænd. Hans rang og hans rigdom var lønnen for en stilling, som de afskyede, og som blev betragtet som en anden benævnelse for uretfærdighed og pengeafpresning. Men alligevel var den rige overtolder ikke et så forhærdet verdensmenneske, som det så ud til. Bag den tilsyneladende verdslighed og stolthed var der et hjerte, som var modtageligt for guddommelig påvirkning. Zakæus havde hørt om Jesus. Rygtet om ham, der havde udvist venlighed og høflighed mod de foragtede samfundsklasser, var nået vidt og bredt omkring. I denne overtolder var der vågnet en længsel efter at leve et bedre liv. Kun nogle kilometer fra Jeriko havde Johannes Døber prædiket ved Jordan, og Zakæus havde hørt om kaldet til omvendelse. Det, der var sagt til tolderne: "Opkræv ikke mere, end der er foreskrevet jer!" (Luk. 3,13), havde gjort indtryk på ham, skønt han i det ydre ikke rettede sig efter det. Han kendte Skrifterne og følte sig overbevist om, at han bar sig forkert ad. Nu, hvor han hørte, at ordene stammede fra den store lærer, følte han sig som en synder i Guds øjne. Dog tændtes der er et håb i hans sjæl efter alt, hvad han havde hørt om Jesus. Omvendelse og et bedre liv var måske muligt selv for ham. Var ikke en af denne nye lærers mest betroede disciple en tolder? Zakæus gav sig straks til at følge den overbevisning, der havde grebet ham, og at yde erstatning til dem, han havde gjort uret.

(376)  Han var allerede begyndt at genoprette, hvad han kunne, da det rygtedes i hele Jeriko, at Jesus var ved at drage ind i byen. Zakæus besluttede, at han ville se ham. Det var begyndt at stå ham klart, hvor bitre syndens frugter er, og hvor vanskeligt livet er for den, som prøver at vende om fra urettens vej. Det var svært at måtte tåle misforståelser og at blive mødt med mistanke, når man forsøgte at genoprette, hvad man havde gjort forkert. Overtolderen længtes efter at se den mands ansigt, som havde givet hans sjæl nyt håb.

(376)  Der var trængsel på gaderne, og Zakæus, som var lille af vækst, kunne ingenting se hen over de mange menneskers hoveder. Ingen ville gøre plads for ham. Derfor løb han lidt i forvejen for skaren hen til et sted, hvor et figentræ med store grene hang ud over vejen. Den rige tolder klatrede op til et sted, hvor han kunne sidde mellem grenene, og hvorfra han havde overblik over optoget, når det kom forbi. Mængden nærmer sig, den går videre, og Zakæus spejder med ivrige blikke for at opdage det eneste ansigt, han længes efter at se.

(376)  Hen over præsternes og de skriftkloges højrøstede misfornøjelse og mængdens velkomstråb lød overtolderens uudtalte ønske for Jesu hjerte. Pludselig standser en lille flok mennesker lige neden under figentræet, skaren foran og bag ved går i stå, og der er en, som ser der op, og hvis blik synes at læse sjælens tanker. Næsten i tvivl om, at det kan være muligt, hører manden i træet disse ord: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi i dag bør jeg tage ind i dit hus."

(376)  Skaren viger til side, og Zakæus, der går som i drømme, viser vej til sit eget hjem. Men de skriftkloge ser til med skulende blikke, medens de vredt og foragteligt mumler: "Han er taget ind som gæst hos en syndig mand." Zakæus havde været overvældet, forbavset og målløs over Kristi kærlighed og over, at han nedlod sig til at have med ham at gøre, som var så uværdig. Nu løsner kærligheden og loyaliteten over for hans nyligt fundne Mester hans tungebånd. Han vil offentlig bekendtgøre sin tro og sin omvendelse.

(376)  Mens hele skaren hørte på det, "stod Zakæus frem og sagde til Herren: Se, Herre! halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige; og hvis jeg har presset penge af nogen, så giver jeg det firdobbelt tilbage. Da sagde Jesus om ham: I dag er frelsen kommet til dette hus, eftersom også han er en Abrahams søn."

(376)  Dengang den rige, unge rådsherre havde vendt sig bort fra Jesus, havde disciplene undret sig over, at deres Mester sagde: "Hvor vanskeligt er det ikke (for dem, som forlader sig på rigdom) at komme ind i Guds rige!" De havde sagt til hinanden: "Hvem kan så blive frelst?" Nu så de en stadfæstelse af Kristi ord: "Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud." Mark. 10,24. 26; Luk. 18,27. De så nu, hvordan en rig ved Guds nåde kunne komme ind i riget.

(377)  Før Zakæus havde set Kristi ansigt, var han begyndt at udføre det, der beviste, at han i sandhed angrede. Han havde bekendt sin synd, før nogen havde beskyldt ham for den. Han havde givet efter for Helligåndens overbevisende kraft og var begyndt at virkeliggøre læren i de ord, der var skrevet for det gamle Israel såvel som for os selv. Herren havde for lange tider siden sagt: "Når din broder i dit nabolag kommer i trang og ikke kan bjærge livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal han leve hos dig. Du må ikke tage rente eller opgæld af ham, men du skal frygte din Gud og lade din broder leve hos dig; du må ikke låne ham penge mod renter eller give ham af din føde mod opgæld." Ingen af eder må forurette sin næste; du skal frygte din Gud." 3Mos. 25,35-37. 17. Disse ord var blevet udtalt af Kristus selv, da han var indhyllet i skystøtten, og Zakæus allerførste reaktion på Kristi kærlighed viste sig i barmhjertighed mod de fattige og lidende.

(377)  Der fandtes blandt tolderne en fælles aftale, så de kunne undertrykke folket og støtte hinanden i deres svigagtige foretagender. Ved deres pengeafpresning gennemførte de blot noget, der var blevet til en næsten almengyldig skik. Selv præsterne og de skriftkloge, der foragtede dem, gjorde sig skyldige i at berige sig på uhæderlig vis i skjul af deres hellige embede. Men så snart Zakæus havde givet sig ind under Helligåndens indflydelse, gjorde han sig fri for enhver handlemåde, der var i strid med hæderligheden.

(377)  En omvendelse er ikke ægte, hvis den ikke medfører en reform. Kristi retfærdighed er ikke en kappe, hvormed man kan tildække synder, man ikke har bekendt og afstået fra. Den er et livs princip, der forvandler karakteren og behersker ens vandel. Hellighed vil sige helt at leve for Gud. Det betyder en fuldkommen overgivelse af hjertet og livet til bolig for de himmelske grundsætninger.

(377)  En kristen skal i forretningsanliggender over for verden være et eksempel på, hvordan vor Herre ville handle i et lignende tilfælde. Ved hvert forretningsforetagende skal han gøre det indlysende for andre, at Gud er hans vejleder. "Helliget Herren" bør der stå skrevet i kassejournaler og hovedbøger, på skøder, kvitteringer og veksler. De, der bekender sig som Kristi disciple, men som handler uhæderligt, bærer falsk vidnesbyrd om den hellige, retfærdige og barmhjertige Guds karakter. Enhver omvendt sjæl vil som Zakæus hædre Kristi indtog i hjertet ved at opgive den uhæderlighed, der har præget hans liv. Ligesom overtolderen vil han bevise sin oprigtighed ved at give erstatning. Herren siger, at hvis den gudløse "giver pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret" så skal "ingen af de synder, han har gjort, tilregnes ham, ..... visselig skal han leve". Ez. 33,15-16.

(377)  Hvis vi har voldt andre skade ved en eller anden uhæderlig forretning, hvis vi har overlistet nogen eller handlet svigagtigt over for nogen, selv om det måske er sket inden for lovens grænser, så bør vi tilstå vor uret og genoprette den, så vidt det står i vor magt. Det vil være rigtigt af os ikke blot at give det tilbage, som vi har taget, men også det, som det ville være blevet forøget til, hvis det havde været benyttet rigtigt og klogt i den tid, hvor det har været i vor besiddelse.

(378)  Frelseren sagde til Zakæus: "I dag er frelsen kommet til dette hus." Ikke blot var Zakæus selv blevet velsignet, men hele hans husstand var blevet det sammen med ham. Kristus gik hen til hans hjem for at undervise ham om sandheden og for at belære dem, der boede hos ham, om det, der hører Guds rige til. De havde været udelukket fra synagogerne på grund af de skriftkloges og andres ringeagt; men nu forsamlede de sig som den mest begunstigede husstand i hele Jeriko i deres eget hjem om den guddommelige lærer og hørte selv livets ord.

(378)  Det er, når Kristus modtages som en personlig Frelser, at frelsen kommer til sjælen. Zakæus havde taget mod Jesus ikke blot som en tilfældig gæst i hjemmet, men som den ene, der skal bo i sjælens tempel. De skriftkloge og farisæerne beskyldte ham for at være en synder. De knurrede, fordi Kristus var hans gæst, men Herren anerkendte ham som en Abrahams søn. Thi "de, som er af tro, de er Abrahams børn". Gal. 3,7.