"Se, din konge kommer til dig"

(388)  Dette kapitel er bygget op over Matt 21,1-11: Mark 11,1-10; Luk 19,29-44; Joh 12,12-19
Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl." Zak. 9, 9.

(388)  Fem hundrede år før Kristi fødsel forudsagde profeten Zakarias således kongens komme til Israel. Nu skal denne profeti gå i opfyldelse. Han, som så længe har afslået at lade sig hylde som konge, kommer nu til Jerusalem som den forjættede arving til Davids trone.

(388)  Det var på den første dag i ugen, at Kristus holdt sit indtog i Jerusalem. Store skarer, der var stimlet sammen for at se ham i Betania ledsagede ham nu for at være vidne til hans modtagelse. Mange mennesker var på vej til byen for at holde påske, og disse sluttede sig til den skare, som ledsagede Jesus. Hele naturen syntes at fryde sig. Træerne var løvklædte, og blomsterne fyldte luften med deres fine duft. Folket var besjælet af nyt liv og glæde. Håbet om det nye rige spirede atter frem.

(388)  Jesus havde besluttet at ride ind i Jerusalem og havde sendt to af sine disciple i forvejen for at bringe ham et æsel og dets føl. Ved sin fødsel var Frelseren afhængig af fremmedes gæstfrihed. Den krybbe, hvori han lå, var et lånt hvilested. Skønt alle dyrene på de tusinde bjerge tilhører ham, er han afhængig af en fremmeds venlighed for at få et dyr, hvorpå han kan ride ind i Jerusalem som byens konge. Men atter åbenbares hans guddomsmagt, selv i de nøjagtige anvisninger, hans disciple får for at udføre dette ærinde. Som han forud sagde dem, blev deres påberåbelse af, at "Herren har brug for dem!" straks imødekommet. Jesus udvalgte til dette formål føllet, som endnu intet menneske havde siddet på. I glad begejstring lagde disciplene deres klæder på dyret og lod deres Mester sætte sig på det. Hidtil var Jesus altid rejst til fods, og i begyndelsen havde disciplene undret sig over, at han nu valgte at ride. Men håbet blussede op i deres hjerter ved den glædelige tanke, at han ville drage ind i hovedstaden, lade sig udråbe til konge og hævde sin magt. Medens de udrettede deres ærinde, meddelte de Jesu venner deres glødende forventning, og begejstringen bredte sig fjernt og nær og fik folkets forventninger til at stige til de højeste tinder.

(388)  Kristus fulgte den jødiske skik ved en konges indtog. Det dyr, han red på, var det samme, som blev benyttet af Israels konger, og profetien havde forudsagt, at således skulle Messias drage ind i sit rige. Så snart han havde sat sig på føllet, genlød luften af høje jubelråb. Skaren hyldede ham som Messias, som deres konge. Nu modtog Jesus den hyldest, som han aldrig før havde tilladt dem at bringe ham, og disciplene tog dette som bevis for, at deres glade håb nu skulle virkeliggøres ved at se ham indtage sin plads på tronen. Skaren var overbevist om, at befrielsens time var ganske nær forestående. I tanken så de, hvordan de romerske hære blev fordrevet fra Jerusalem, og at Israel atter blev et uafhængigt folk. Alle var glade og begejstrede. Folk kappedes om at hylde ham. De kunne ikke fremskaffe ydre pomp og pragt, men de tilbad ham med glad sind. De var ikke i stand til at give ham kostbare gaver, men de bredte deres yderklæder ud som et tæppe på hans vej, og de strøede også løvrige grene fra oliven og palmetræerne ved vejen. De kunne ikke gå i spidsen for triumftoget med kongelige bannere, men de skar de brede palmegrene af, naturens eget billede på sejren, og svingede dem med stor jubel og høje hosiannaråb.

(389)  Efterhånden som de drog frem, blev mængden bestandig større på grund af dem der havde hørt om Jesu komme, og som skyndte sig at slutte sig til optoget. Hele tiden blandede tilskuerne sig med mængden og spurgte. Hvem er det? Hvad betyder al denne tumult? De havde alle sammen hørt om Jesus og ventede, at han skulle komme til Jerusalem; men de vidste, at han hidtil havde afvist alle bestræbelser for at sætte ham på tronen, og de var højlig forbavsede over at få at vide, at det var ham. De undrede sig over, hvad der vel kunne have forårsaget denne forandring med ham, der havde erklæret, at hans rige ikke var af denne verden.

(389)  Deres spørgen drukner i jubelråb. Atter og atter gentages de af den begejstrede skare. De bliver istemt af folk langt borte, og de giver genlyd fra de omliggende bjerge og dale. Og nu slutter skarer fra Jerusalem sig til toget. Tusinder af de mennesker, der er samlet for at overvære påsken, går ud for at byde Jesus velkommen. De hilser ham med vajende palmegrene og bryder ud i hellige sange. Templets præster lader basunen lyde til aftengudstjenesten, men der er kun få, der retter sig efter den, og rådsherrerne siger forfærdede til hinanden: "Alverden løber jo efter ham!"

(389)  Aldrig nogensinde før havde Jesus under sit jordeliv tilladt en sådan offentlig demonstration. Han forudså tydeligt, hvad følgerne ville blive. Dette ville blive vejen til korset. Men det var hans hensigt således åbenlyst at tilkendegive sig som Frelseren. Han ville henlede opmærksomheden på det offer, der skulle blive det højeste udtryk for hans kald i en falden verden. Medens folket samledes i Jerusalem for at fejre påskefesten, viste Jesus virkeliggørelsen af lammets symbol, ved en frivillig handling i et sonoffer. Det ville i alle kommende tider være nødvendigt for hans menighed at gøre hans død for verdens synder til genstand for den dybeste eftertanke og granskning. Enhver kendsgerning, der står i forbindelse hermed, burde efterprøves, så der ikke kunne herske nogen tvivl. Derfor var det nødvendigt, at folkets øjne nu skulle rettes mod ham. De begivenheder, der gik forud for det store offer, måtte være sådan, at de vendte opmærksomheden til selve offeret. Efter en sådan demonstration som den, der ledsagede hans indtog i Jerusalem, ville alles øjne følge ham på hans hastige færd mod den endelige afslutning.

(389)  De begivenheder, der stod i forbindelse med dette indtog, ville blive samtaleemne blandt alle og ville få erindringen om Jesus til at stå klart for enhver. Efter hans korsfæstelse ville mange genkalde sig disse begivenheder i forbindelse med hans domfældelse og død. Dette ville få dem til at granske profetierne, de ville blive overbevist om, at Jesus var Messias, og i alle lande ville der være mange, der omvendte sig til troen.

(390)  Ved denne eneste triumf under Frelserens jordeliv kunne han have vist sig omgivet af himmelske engle, og hans komme kunne have været forkyndt af Guds basun. Men en sådan tilkendegivelse ville have været i modstrid med hans kalds formål og i modstrid med den lov, som beherskede hans liv. Han forblev tro mod den ydmyge lod, som han havde valgt. Han måtte bære menneskeslægtens byrde, indtil hans liv var givet for verdens liv.

(390)  Denne dag, der forekom disciplene at være kronen på hele deres tilværelse, ville havde været overskygget af mørke skyer, hvis de havde anet, at al denne fryd kun var et forspil til deres Mesters lidelse og død. Skønt han gentagne gange havde fortalt dem om det offer, der måtte bringes, så glemte de dog i øjeblikkets glade triumf hans sorgfulde ord og glædede sig til hans lykkelige regering på Davids trone.

(390)  Der strømmede stadig flere mennesker til, og med få undtagelser blev alle de, der sluttede sig til toget, grebet af denne times feststemning og hjalp til med at lade hosiannaråbene runge, så de gav genlyd fra bjerg til bjerg og fra dal til dal. Ustandselig lød råbet: "Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!"

(390)  Aldrig før havde verden været vidne til et sådant triumftog. Det lignede ikke verdens berømte feltherrers. Der var intet følge af sørgende fanger, der som trofæer for kongelig tapperhed udgjorde en del af sejrstoget. Men Frelseren var omgivet af de herlige sejrstrofæer for hans kærlighedsgerninger blandt syndige mennesker. Der var de fanger, han havde udfriet fra Satans magt, og som priste Gud for deres frihed. De blinde, som han havde givet deres syn, gik forrest i toget. De stumme, hvis tungebånd han havde løst, råbte højest hosianna. Krøblingerne, som han havde helbredt, sprang af glæde og havde alder mest travlt med at bryde palmegrene af og svinge dem foran Frelseren. Enker og faderløse priste Jesu navn for hans barmhjertighed imod dem. De spedalske, som han havde renset, bredte deres ubesmittede klæder ud på vejen og hilste ham som ærens konge. De, som hans røst havde vakt af dødens søvn, var også med i skaren. Lazarus, hvis legeme havde set forrådnelse i graven, men som nu frydede sig i sin manddoms fulde kraft, førte dyret, som Frelseren red på.

(390)  Mange farisæere var vidne til dette skue, og glødende af skinsyge og had søgte de at vende folkestemningen. Med anvendelse af hele deres myndighed prøvede de at få folket til at tie; men deres henvendelser og trusler forøgede kun begejstringen. De blev bange for, at denne store skare i kraft af sine mange deltagere skulle gøre Jesus til konge. Som den sidste udvej trængte de sig frem gennem mængden derhen, hvor Frelseren var, og tiltalte ham bebrejdende og truende: "Mester! sæt dog dine disciple i rettet" De erklærede, at den slags støjende demonstrationer var ulovlige og ikke ville blive tilladt af myndighederne. Men de blev bragt til tavshed, da de hørte Jesu Svar: "Jeg siger jer: hvis disse tier, Skal stenene råbe." Dette triumftog var efter Guds egen beslutning. Det var blevet forudsagt af profeten, og for mennesker var det umuligt at afværge Guds hensigt. Hvis mennesker havde nægtet at udføre hans beslutning, ville han have givet røst til de livløse stene, og de ville have hyldet hans Søn med lovprisninger. Da farisæerne stiltiende trak sig tilbage, blev Zakarias ord genoptaget af hundrede af stemmer: "Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl."

(391)  Da toget nåede til bjergskråningen og skulle til at stige nedad mod byen, standsede Jesus, og hele skaren sammen med ham. Foran dem lå Jerusalem i al sin herlighed, i dette øjeblik badet i strålerne fra den nedgående sol. Templet drog alles blikke til sig. I fornem storhed ragede det op over alt andet og syntes at pege op mod himmelen, som om det ville vise folket hen til den eneste sande og levende Gud. Templet havde længe været jødefolkets stolthed og ære. Også romerne var stolte af dets pragt. En konge, der var udnævnt af romerne, havde forenet sig med jøderne om at genopbygge og forskønne det, og den romerske kejser havde givet rige gaver til det. Dets kraft, rigdom og pragt havde gjort det til et af verdens underværker.

(391)  Medens den dalende sol kastede sit gyldne farveskær over himmelen, oplyste dens stråleglans tempelmurenes rene, hvide marmor og glimtede i søjlerne med de gyldne overdele. Fra toppen af højen, hvor Jesus og hans ledsagere stod, virkede det som en massiv snebygning med gyldne tinder. Ved indgangen til templet var der en ranke af guld og sølv, med grønne blade og tunge drueklaser, der var forarbejdet af de dygtigste kunstnere. Dette motiv fremstillede Israel som en frodig vinranke. Guldet, sølvet og det livligt grønne var forenet med en sjælden smag og mesterligt håndværk. Medens det yndefuldt snoede sig om de hvide, blanke søjler og med skinnende slyngtråde klyngede sig til deres gyldne ornamenter, opfangede det lysglansen fra den nedgående sol og strålede som med en himmelsk herlighed.

(391)  Jesus stirrer på dette syn, og den store skare dæmper deres jubelråb, tryllebundne af denne pludselige skønhedsåbenbaring. Alles blikke rettes mod Frelseren i forventning om i hans ansigt at læse den samme beundring, som de selv føler. Men i stedet for dette ser de sorgens skygge over hans ansigtsudtryk. De bliver forundrede og skuffede over at se tårer i hans øjne og hans skikkelse svaje som et træ i stormvejr, medens der lyder en angstfyldt klage fra hans skælvende læber, som om den kom fra dybet af et knust hjerte. Hvilket syn var dette ikke for englene at se! Deres elskede fører i fortvivlet gråd! Hvilket syn var ikke dette for den glade skare, som med jubelråb og med viftende palmegrene ledsagede ham til den herlige stad, hvor de i deres blindhed håbede, at han nu skulle herske. Jesus havde grædt ved Lazarus grav, men det var i guddommelig smerte og i deltagelse for menneskers elendighed. Men denne pludselige sorg kom som en smertens tone midt i det store begejstrings kor. Midt i en frydefuld begivenhed, hvor alle ydede ham deres hyldest, græd Israels konge! ikke stille glædestårer, men tårer og stønnen under en uimodståelig kval. Mængden blev pludselig grebet af en mørk sindsstemning. Mange græd af deltagelse med en sorg, som de ikke fattede.

(392)  Jesus græd ikke på grund af den lidelse, som ventede ham. Getsemane var lige foran ham, hvor det store mørke snart skulle overskygge ham med sin rædsel. Også fåreporten var inden for synsvidde, hvorigennem offerdyrene gennem århundreder var blevet ført. Porten skulle snart åbne sig for ham, den store virkeliggørelse af forbilledet, imod hvis offer for verdens synd alle disse ofringer havde peget hen. Lige i nærheden var også Golgata, skuepladsen for hans kommende dødskval. Dog var det ikke på grund af disse påmindelser om hans grusomme død, at Frelseren græd og sukkede i sjæleangst. Hans sorg gjaldt ikke ham selv. Tanken om hans egen kval skræmte ikke denne ædle, selvopofrende sjæl. Det var synet af Jerusalem, der skar Jesus i hjertet Jerusalem, som havde forkastet Guds Søn og ringeagtet hans kærlighed, som nægtede at lade sig overbevise ved hans vældige mirakler, og som nu forberedte sig til at tage hans liv. Han så, hvordan den var blevet ved at forkaste sin Frelser, og hvad den kunne være blevet til, hvis den havde taget imod ham, som var den eneste, der kunne læge dens sår. Han var kommet for at frelse den. Hvordan skulle han kunne opgive håbet?

(392)  Israel havde været et udvalgt folk. Gud havde gjort deres tempel til sin bolig: "Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd." Sl. 48,2. Det rummede beretningen om Kristi beskyttende omsorg og ømme kærlighed som en faders for sit eneste barn gennem mere end tusinde år. I dette tempel havde profeterne forkyndt deres højtidelige advarsler. Der var de brændene røgelsekar blevet svunget, medens røgelsen sammen med de tilbedendes bønner var steget op til Gud. Der var dyrenes blod blevet udgydt som symbol på Kristi blod. Der havde Jehova åbenbaret sin herlighed over nådestolen. Der havde præsterne forrettet gudstjenesten, og symbolernes og ceremoniernes pragtudfoldelse havde varet ved gennem tiderne. Men nu skulle alt dette få sin afslutning.

(392)  Jesus hævede sin hånd, denne hånd, der så ofte havde velsignet de syge og lidende, og medens han rakte den frem mod den dømte by, udbrød han, undertiden afbrudt af sin sorg: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Her standsede Frelseren og lod det forblive usagt, hvordan Jerusalems tilstand kunne have været, hvis den havde modtaget den hjælp, som Gud ønskede at give den, den gave, som var hans elskede Søn. Hvis Jerusalem havde vidst, hvad den var udvalgt til at vide, og havde givet agt på det lys, som Himmelen havde sendt den, så kunne den være trådt frem i den stolteste lykke, som dronning over rigerne, fri ved sin gudgivne magts kraft. Der ville ikke have stået bevæbnede soldater ved dens porte, ikke have vajet romerske bannere fra dens mure. Den lykkelige skæbne, der kunne være blevet Jerusalem til del, hvis den havde taget mod sin Frelser, viste sig for Guds Søns øjne. Han så, at den ved hjælp af ham kunne have fået lægedom for sin frygtelige sygdom, være blevet befriet for sin trældom og blevet gjort til verdens mægtige hovedstad. Fra dens mure ville fredsduen være fløjet ud til alle folkeslag. Den ville være blevet en ærens krone for hele verden.

(392)  Men det strålende billede af, hvad Jerusalem kunne have været, svinder bort fra Frelserens blik. Han gør sig klart, at den nu er under romernes åg, under Guds vrede og dømt til hans gengældelses dom. Han fortsætter sin afbrudte veklage: "Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid."

(393)  Kristus kom for at frelse Jerusalem og dens børn; men farisæernes hovmod, hykleri, skinsyge og ondskab forhindrede ham i at udføre sin hensigt. Jesus kendte den frygtelige gengældelse, der ville komme til at ramme den dømte by. Han så Jerusalem omringet af hære, så de belejrede indbyggere lide døden af sult, så mødre mætte sig med deres egne børns lig, og så både forældre og børn snappe den sidste smule mad fra hinanden, fordi den naturlige kærlighed var tilintetgjort ved sultens nagende smerter. Han så, at jødernes hårdnakkethed, der havde givet sig til kende ved deres forkastelse af hans frelse, også ville få dem til at afslå at underkaste sig de indtrængende hære. Han så Golgata, hvor han selv skulle blive ophøjet, så tæt besat med kors som træerne i en skov. Han så byens ulykkelige indbyggere lide torturens kvaler på pinebænken og ved korsfæstelse, så de skønne paladser blive ødelagt, så templet i ruiner, så der af dets solide mure ikke var sten på sten tilbage, medens byen var pløjet ned som en mark. Det var intet under, at Frelseren måtte græde i angst og kval, medens han så disse frygtelige begivenheder for sig.

(393)  Jerusalem havde været hans hjertebarn, og ligesom en kærlig fader sørger over en søn, sådan græd Jesus over den elskede, stad. Hvordan skal jeg kunne opgive dig? Hvordan skal jeg kunne se dig viet til ødelæggelse. Skal jeg da slippe dig, så du kan fylde din ugudeligheds bæger? En eneste sjæl har så stort værd, at verden bliver til en ubetydelighed i sammenligning med den, og her skulle et helt folk gå til grunde! Når den hastigt dalende sol ikke mere ville være at se på himmelen, ville Jerusalems nådes dag være til ende. Medens optoget holdt stille på toppen af Oliebjerget, var det endnu ikke for sent for Jerusalem at omvende sig. Barmhjertighedens engel var dengang ved at folde sine vinger sammen for at stige ned fra den gyldne trone og vige pladsen for retfærdighed og den hastigt kommende dom. Men Kristi store, kærlige hjerte bad stadig for Jerusalem, som havde ringeagtet hans nåde, foragtet hans advarsler, og som snart ville væde sine hænder i hans blod. Hvis Jerusalem blot ville omvende sig, så var det endnu ikke for sent. Medens de sidste stråler fra den nedgående sol dvælede på templet, på tårn og tinder, ville så mon ikke en god engel føre byen hen til Frelserens kærlighed og afvende dens dom? Skønne, ugudelige by, som havde stenet profeterne, som havde forkastet Guds Søn, som ved sin manglende anger og bod låsede sig selv i trældommens lænker nu var nådens dag næsten til ende!

(393)  Men atter taler Guds Ånd til Jerusalem. Før dagen er omme, bliver der aflagt et nyt vidnesbyrd om Kristus. Vidnesbyrdets røst lyder som besvarelse på kaldet fra en profetisk fortid. Hvis Jerusalem vil høre kaldet, hvis den vil tage imod Frelseren, som drager ind ad dens porte, så kan den endnu frelses.

(393)  Rygtet er nået til rådsherrerne i Jerusalem, at Jesus nærmer sig byen med et stort følge. Men de har ingen velkomstord til Guds Søn. Ængsteligt går de ham i møde i håb om at adsprede mængden. Da toget er ved at stige ned ad Oliebjerget, bliver det standset af rådsherrerne. De spørger, hvad grunden er til denne højrøstet glæde. Da de spørger: "Hvem er dog han?" besvarer disciplene spørgsmålet med Åndens inspirerende kraft. Med stor veltalenhed gentager de profetierne om Kristus.

(394)  Adam vil kunne sige jer det: Det er kvindens sæd, som skal knuse slangens hoved. Spørg Abraham, han vil kunne sige jer det: Det er "Melkisedek, Salems konge" 1Mos. 14,18. Jakob vil fortælle jer det: Han er Silo af Judas stamme. Esajas vil sige jer det: "Immanuel" Underfuld-Rådgiver", Vældig-Gud" Evigheds-Fader" Fredsfyrste" Es. 7,14; 9,6.

(394)  Jermias kan sige jer det: Davids retfærdige spire, "Herren, vor Retfærdighed". Daniel kan sige jer det: Han er Messias! Hoseas kan sige jer det: Han er "Herren, Hærskarers Gud, Herren er hans navn". Hos. 12,6. Johannes Døber kan sige jer det: Han er "Guds Lam, som bærer verdens synd". Joh. 1,29. Den store Jehova har fra sin trone forkyndt: "Denne er min Søn, den elskede."Matt. 3,17. Vi, hans disciple, erklærer: Dette er Jesus, Messias, livets fyrste, verdens genløser. Og mørkets fyrste anerkender ham ved at sige: "Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige." Mark. 1,24.