Et domfældt folk

(395)  Dette kapitel er bygget op over Mark 11,11-14.20.21; Matt 21,17-19
Kristi indtog i Jerusalem var en svag bebudelse af hans komme i himmelens skyer med kraft og herlighed, blandt jublende engle og de saliges fryd. Så skal Kristi ord til præsterne og farisæerne opfyldes: "Fra nu af skal I ikke se mig, før den tid kommer, da I siger: Velsignet være den, som kommer, i Herrens navn." Matt. 23,39. I et profetisk syn blev der vist Zakarias denne sidste sejrrige dag; og han så også deres dom, som ved Kristi første komme havde forkastet ham. "De ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte." Zak. 12,10. Dette forudså Kristus, da han betragtede byen og græd over den. I Jerusalems timelige ødelæggelse så han den endelige tilintetgørelse af det folk, som var skyldige i Guds Søns blod.

(395)  Disciplene så jødernes had mod Jesus, men de forstod endnu ikke, hvortil det kunne føre. De forstod endnu ikke Israels sande tilstand, og de forstod heller ikke, hvilken gengældelse der skulle ramme Jerusalem. Dette åbenbarede Kristus dem i en betydningsfuld lære i anskuelsesundervisning.

(395)  Den sidste appel til Jerusalem havde været forgæves. Præsterne og rådsherrerne havde hørt fortidens profetiske røst blive gentaget af skaren som svar på deres spørgsmål: "Hvem er dog han?" men de tog ikke imod det som inspireret tale. I deres vrede og forundring forsøgte de at få folket til at tie. Der var romerske officerer med i mængden, og over for dem anklagede Jesu fjender ham som oprørsleder. De fremstillede det, som om han ville sætte sig i besiddelse af templet og herske som konge i Jerusalem.

(395)  Men Jesu rolige stemme fik for en kort stund den larmende skare bragt til tavshed, da han atter erklærede, at han ikke var kommen for at oprette et timeligt rige. Han skulle snart stige op til sin Fader, og hans anklagere ville ikke mere få ham at se, før han kom igen i herlighed. Så ville de anerkende ham, men det ville være for sent for deres frelse. Jesus sagde disse ord med sorg og en særlig kraft. De romerske officerer tav stille. Skønt de var fremmede over for guddommelig påvirkning, følte de sig så bevægede som aldrig før. I Jesu stille, alvorlige ansigt læste de kærlighed, godhed og stille værdighed. De følte sig draget til ham på en måde, som de ikke selv forstod. I stedet for at gribe Jesus var de mere tilbøjelige til at hylde ham. De vendte sig mod præsterne og rådsherrerne og beskyldte dem for at skabe uroen. Disse ledende mænd vendte sig krænkede og ærgerlige til folket med deres beklagelser og drøftede harmfuldt sagen indbyrdes.

(396)  I mellemtiden var Jesus ubemærket nået til templet. Her var alt stille, thi tildragelsen på Oliebjerget havde kaldt folk bort. En kort tid blev Jesus stående ved templet og betragtede det sorgfuldt. Så trak han sig tilbage sammen med sine disciple og vendte tilbage til Betania. Da folket ledte efter ham for at udråbe ham til konge, kunne de ingen steder finde ham.

(396)  Hele natten tilbragte Jesus i bøn, og om morgenen vendte han atter tilbage til templet. På vejen kom han forbi en have med figentræer. Han var sulten, "og da han langt borte så et figentræ, som havde blade, gik han derhen for om muligt at finde noget på det. Men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade; thi det var ikke figentid."

(396)  Det var endnu ikke årstiden for modne figner, undtagen på særlige steder, og i højlandet omkring Jerusalem kunne man med sandhed sige, at "det var ikke figentid". Men i haven, som Jesus kom til, var der et enkelt træ, som syntes at være forud for alle andre. Det var allerede fuldt af blade. Det er figentræets natur, at den voksende frugt viser sig, før bladene springer ud. Derfor lovede dette løvrige træ en fuldt udviklet frugt. Men det holdt ikke, hvad det lovede. Da Jesus havde søgt på dets gerne, lige fra "ikke andet end blade". Der var en mængde pralende løv, men intet andet.

(396)  Kristus udtalte en tilintetgørende forbandelse over det. "Aldrig i evighed skal nogen mere spise frugt af dig!" sagde han. Da Frelseren og hans disciple næste morgen atter var på vej til byen, tiltrak de tørre grene og visnede blade sig deres opmærksomhed. Peter sagde: "Rabbi! se, det figentræ, du forbandede, er visnet."

(396)  Kristi forbandelse over figentræet havde forundret disciplene. Den forekom dem slet ikke at ligne hans sædvanlige handlemåde og ord. De havde tit hørt ham forkynde, at han ikke var kommen for at dømme verden, men far at verden ved ham skulle blive frelst. De huskede hans ord: "Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem." Luk. 9,55. Hans undergerninger var sket for at helbrede og aldrig for at ødelægge. Disciplene havde kun kendt ham som den helbredende og lægende. Denne handling var noget enestående. Hvad var formålet med den? spurgte de.

(396)  Gud er gerne nådig. "Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død." Mika 7,18; Ez. 33,11. For ham er ødelæggelsesværket og domfældelsen "en underlig gerning". Es. 28,21. Men det er af barmhjertighed og kærlighed, at han løfter sløret bort fra fremtiden og åbenbarer mennesker, hvorhen syndens vej vil føre dem.

(396)  Forbandelsen af figentræet var en lignelse, der blev udført i handling. Det golde træ, der stillede sit pralende løv til skue lige over for Jesus, var et billede på jødefolket. Frelseren ønskede at give sine disciple et tydeligt billede på årsagen til og visheden om Israels fordømmelse. Af denne grund tildelte han træet moralske egenskaber og gjorde det til tolk for den guddommelige sandhed. Jøderne udskilte sig tydeligt fra alle andre folkeslag ved at hævde deres troskab mod Gud. De var blevet særligt udvalgt af ham, og de gjorde fordring på at være retfærdige frem for alle andre folk. Men de var blevet fordærvede ved deres kærlighed til verden og deres pengebegærlighed. De pralede af deres viden, men de var uvidende om Guds krav, og de var fulde af hykleri. Ligesom det golde træ spredte de deres pralende grene ud, overdådige at skue og skønne for øjet, men de ydede "ikke andet end blade". Den jødiske religion med sit pragtfulde tempel, sine hellige altre, sine hovedbind prydede præster og sine imponerende ceremonier var i sandhed skøn i det ydre, men der manglede ydmyghed, kærlighed og velvilje mod andre.

(397)  Ingen af træerne i figenhaven bar frugt; men de bladløse træer vakte ingen forventninger og voldte ingen skuffelse. Disse træer var et billede på hedningerne. De var lige så blottede for gudsfrygt som jøderne, men de foregav ikke at tjene Gud. De fremkom ikke med noget pralende krav om at blive regnet for gode. De var blinde for Guds gerninger og veje. For dem var figentiden endnu ikke kommet. De ventede stadig på den dag, der skulle bringe dem lys og håb. Jøderne, der havde modtaget større velsignelser fra Gud, måtte stå til regnskab for deres misbrug af disse gaver. De forrettigheder, som de pralede af, gjorde kun deres skyld større.

(397)  Jesus var kommet sulten hen til figentræet for at finde føde. Sådan var han også kommet til Israel, hungrende efter hos dem at finde retfærdighedens frugter. Han havde ødslet sine gaver på dem, for at de skulle bære frugt til velsignelse for verden. Enhver mulighed og ethvert fortrin var blevet skænket dem, og til gengæld søgte han at få dem til at deltage og medvirke i sit nådesværk. Han længtes efter at se dem opfyldt af selvopofrelse og medlidenhed, nidkærhed for Gud og en inderlig sjælens higen efter deres medmenneskers frelse. Hvis de havde holdt Guds lov, ville de have udrettet det samme uselviske arbejde som Kristus; men kærligheden til Gud og mennesker var fordunklet ved stolthed og selvtilfredshed. De bragte ødelæggelse over sig selv ved at nægte at tjene andre. De sandhedens skatte, som Gud havde overgivet dem, gav de ikke videre til verden. I det golde træ kunne de lære både om deres synd og dens straf. Visnet under Frelserens forbandelse viste figentræet, som det stod der, afsvedet og udtørret lige fra roden, hvad der ville blive af jødefolket, når Guds nåde blev taget fra dem. Fordi de nægtede at tage imod velsignelsen, ville de ikke mere få den. "Når ulykken kommer, Israel," siger Herren, "hvor mon du da finder hjælp?" Hos. 13,9.

(397)  Denne advarsel gælder for alle tider. Kristi forbandelse af det træ, som var skabt ved hans egen magt, står stadig som en advarsel til alle menigheder og alle kristne. Ingen kan leve efter Guds lov uden at tjene andre. Men der findes mange, der ikke lever Kristi barmhjertige, uselviske liv. Nogle, der regner sig selv for udmærkede kristne, forstår ikke, hvori tjenesten for Gud består. De planlægger og studerer, som det passer dem selv. De handler kun efter deres eget forgodtbefindende. Tiden har kun værdi for dem, hvis de kan bruge den til at berige sig selv. Dette er deres hovedformål under alle livets forhold. De tjener ikke andre, men kun sig selv.

(397)  Gud skabte dem til at leve i en verden, hvor der må gøres et uegennyttigt arbejde. Han har bestemt dem til at hjælpe deres medmennesker på alle mulige måder; men deres eget jeg er så stort, at de ikke kan se noget andet. De har ingen føling med menneskeheden. De, som således lever for deres eget jeg, ligner figentræet, der så ud til at være meget værdifuldt, men som ikke bar frugt. De overholder gudsfrygten i det ydre, men uden anger eller tro: De hævder at ære Guds lov, men de mangler lydighed. De taler, men de handler ikke. I den dom, der blev afsagt over figentræet, viser Kristus tydeligt, hvor dette tomme hykleri er ham forhadt. Han siger, at den, som synder åbenlyst, er mindre skyldig end den, der foregiver at tjene Gud, men som ikke bærer frugt til hans ære.

(398)  Lignelsen om figentræet, som Kristus fortalte før sit besøg i Jerusalem, stod i nøje forbindelse med den lære, han gav ved at forbande det ufrugtbare træ. Gartneren gik i forbøn for det ufrugtbare træ. i lignelsen: Lad det blive stående endnu et år, indtil jeg får gravet om det og gødet det; og hvis det så bærer frugt, så er det godt, men hvis ikke, så kan du jo til den tid hugge det om! Det ufrugtbare træ skulle få en særlig omsorg. Det skulle have alle mulige fordele. Men hvis det blev ved med at være goldt, så kunne intet redde det fra tilintetgørelsen. I lignelsen blev der ikke forudsagt noget om resultatet af gartnerens arbejde. Det var afhængigt af det folk, til hvem Kristi ord var rettet. De blev skildret som det ufrugtbare træ, og det påhvilede dem selv at afgøre, hvordan deres skæbne skulle blive. De havde fået enhver fordel, som Herren kunne skænke dem, men de benyttede sig ikke af deres forøgede velsignelser. Resultatet viste sig ved Kristi forbandelse af figentræet. De havde truffet afgørelsen om deres egen ødelæggelse.

(398)  Gennem mere end tusinde år havde jødefolket misbrugt Guds barmhjertighed og nedkaldt hans domme over sig. De havde forkastet hans advarsler og dræbt hans profeter. Folket på Kristi tid gjorde sig medansvarlige for disse synder ved at fortsætte på samme måde. Denne generations brøde bestod i forkastelsen af deres nuværende nåde og de advarsler, de havde fået. De lænker, som nationen gennem århundreder havde smedet, blev af folket på Kristi tid lagt på dem selv.

(398)  I enhver tidsalder bliver der givet mennesker deres mål af lys og forrettigheder en prøvetid, hvor de får lejlighed til at forlige sig med Gud. Men der er en grænse for denne nåde. Nåden kan i årevis trygle mennesker og lade sig ringeagte og forkaste; men der kommer en tid, hvor nåden bønfalder for sidste gang. Hjertet bliver så forhærdet, at det ophører med at lade sig påvirke af Guds Ånd. Så ophører den milde, bønfaldende røst med at tale til synderen, og formaningerne og advarslerne holder op.

(398)  Jerusalem var nået til denne dag. Jesus græd i sin smerte over denne by, der var viet til undergang, men han kunne ikke frelse den. Han havde opbrugt alle hjælpekilder. Ved at forkaste Guds Ånds advarsler havde Israel forkastet det eneste middel til at få hjælp. Der fandtes ingen anden magt, hvorved de kunne udfries.

(398)  Der er i vort slægtled mange, der vandrer ad de samme veje som de vantro jøder. De har været vidne til, at Guds magt har åbenbaret sig. Helligånden har talt til deres hjerte, men de klamrer sig til deres vantro og modstand. Gud sender dem advarsler og irettesættelser, men de er uvillige til at indrømme deres vildfarelser, og de afviser hans budskab og hans sendebud. Selve midlet, han bruger for at frelse dem, bliver dem en anstødssten.

(399)  Det frafaldne Israel hadede Guds profeter, fordi de bragte deres skjulte synder frem for dagens lys. Akab betragtede Elias som sin fjende, fordi profeten var trofast og dadlede kongen for hans hemmelige synder. På samme måde vil i dag Kristi tjener, som dadler synden, møde foragt og afvisning. Bibelens sandhed og Kristi lære må kæmpe imod en stærk strøm af moralsk urenhed. Der findes endnu stærkere fordomme nu i menneskers sjæle end på Kristi tid. Kristus opfyldte ikke menneskers forventninger.

(399)  Hans liv var en irettesættelse for deres synd, og de forkastede ham. På samme måde stemmer sandheden i Guds ord ikke overens med menneskers handlemåde og deres naturlige tilbøjeligheder, og tusinder viser dets lys fra sig. Mennesker kan efter Satans tilskyndelse betvivle Guds ord og vælge at handle efter deres personlige opfattelse. De vælger hellere mørket end lyset, men de gør det med fare for deres sjæle. De, som drog Kristi ord i tvivl, fandt stadig mere årsag til kritik, indtil de vendte sig fra sandheden og livet: Det er det samme nu. Det er ikke Guds hensigt at fjerne enhver indvending, som det kødelige hjerte kan fremkomme med imod hans sandhed. Guds ords hemmeligheder vil altid forblive skjult for dem, der nægter at tage imod lysets dyrebare stråler, der skal lyse op i mørket. For dem er sandheden skjult. De vandrer i blinde og ser ikke den undergang, som venter dem.

(399)  Fra Oliebjergets højder så Kristus ud over verden og over alle tider, og hans ord havde bud til enhver sjæl, der ringeagter Guds nådes tryglen. Du, som foragter hans kærlighed, det er til dig, han taler i dag. Det er dig, netop dig, der burde vide, hvad der tjener til din fred. Kristus græder bitre tårer over dig, som ikke har tårer at græde over dig selv. Den skæbnesvangre hårdhjertethed, som ødelagde farisæerne, viser sig også i dig. Og hvert eneste bevis på Guds nåde, hver stråle af himmelsk lys, vil enten smelte og betvinge din sjæl eller bestyrke den i en håbløs forhærdethed.

(399)  Kristus forudså, at Jerusalem ville vedblive med at være forstokket og forhærdet, men dog var den selv skyld i hele brøden og i alle følgerne af den forkastede nåde. Sådan vil det blive for hver sjæl, der følger den samme vej. Herren siger: "Når ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder hjælp?" "Hør, du jord! Se, jeg sender ulykke over dette folk, frugten af deres frafald, thi de lyttede ikke til mine ord og lod hånt om min lov." Hos. 13,9; Jer. 6,19.