Templet bliver atter renset .

(400)  Dette kapitel er bygget op over Matt 21,12-16.23-46; Mark 11,15-19.27-33; 12,1-12; Luk 19,45-48; 20,1-19

Straks ved begyndelsen af sin gerning havde Kristus uddrevet dem af templet, der besmittede det med deres gudløse færd, og hans strenge og guddomelige optræden havde vakt rædsel blandt de ugudelige kræmmere. Ved afslutningen af sin virksomhed vendte han atter tilbage til templet og fandt det stadig vanhelliget. Tilstanden derinde var endog værre end før. Templets forgård var som en stor kvægfold. Dyrenes brølen og den lydelige pengeraslen blandede sig med de handlendes vrede stemmer, og midt i det hele lyder stemmer fra mænd, som var ansat i hellige embeder. Templets høje embedsmænd var selv beskæftiget med at købe og sælge og med pengevekslingen. Så fuldstændigt var de beherskede af deres pengebegærlighed, at de i Guds øjne ikke var bedre end tyve.

(400)  Kun lidet begreb præsterne og rådsherrerne, hvor højtidelig en gerning det var, som de havde at udføre. Ved hver påskefest og løvhyttefest blev der slagtet tusinder af dyr, og deres blod blev af præsterne opsamlet og udøst over alteret. Ofringen af blod var velkendt for jøderne, og de havde næsten tabt den kendsgerning af syne, at det var synden, som nødvendiggjorde al denne udgydelse af dyrenes blod. De fattede ikke, at det var et forbillede på Guds kære Søns blod, som blev udgydt for verdens liv, og at mennesker gennem ofringerne skulle lære at vende sig til en korsfæstet Frelser.

(400)  Jesus betragtede de uskyldige dyr, som skulle ofres, og så, hvordan jøderne havde gjort disse store sammenkomster til skueplads for blodsudgydelse og grusomhed. I stedet for ydmygt at angre deres synder havde de mangedoblet offerdyrenes tal, som om Gud kunne lade sig ære ved en sådan hjerteløs tjeneste. Præsterne og rådsherrerne havde forhærdet deres hjerter ved egoisme og ærgerrighed. Netop de symboler, der pegede hen til Guds Lam, havde de gjort til et middel til at skaffe sig vinding. På denne måde var offerhandlingens hellige karakter i høj grad blevet ødelagt i folkets øjne. Jesu harme vaktes. Han vidste, at hans blod, der om så kort tid skulle udgydes for verdens synd, ikke af præsterne og de ældste ville blive regnet for mere end offerdyrenes blod, som de ustandseligt lod flyde.

(400)  Kristus havde gennem profeterne talt imod denne handlemåde. Samuel havde sagt: "Mon Herren har lige så meget behag i brændofre og slagtofre som i lydighed mod Herrens røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt." Og Esajas, som i et profetisk syn så jødefolkets frafald, talte til dem, som om de var dommere i Sodoma og Gomorra. "Lån øre til Herrens ord, I sodomadommere, lyt til vor Guds åbenbaring, du gomorra folk! Hvad skal jeg med alle jeres slagtofre? siger Herren; jeg er mæt af vædderbrændofre, af fedekalves fedt, har ej lyst til blod af okser og lam og bukke. Når I kommer at stedes for mit åsyn, hvo kræver da af jer, at min forgård trampes ned?" Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!" 1.Sam. 15,22; Es. 1,10-12. 16. 17.

(401)  Han, som selv havde givet disse profetier, gentog nu for sidste gang sine advarsler. Til opfyldelse af profetien havde folket udråbt Jesus til Israels konge. Han havde taget imod deres hyldest og modtaget kongeværdigheden. Nu måtte han handle i denne egenskab. Han vidste, at hans bestræbelser for at forandre det fordærvede præsteskabs sindelag ville være forgæves; men alligevel måtte han udføre sit hverv. Vidnesbyrdet om, at han var udsendt af Gud, måtte gives til et vantro folk.

(401)  Atter gled Jesu skarpe blik hen over templets vanhelligede forgård. Alles øjne var rettet imod ham. Præster og rådsherrer, farisæere og hedninger så med undren og ærefrygt på ham, som stod foran dem meden majestæt som Himmelens konge. Det guddommelige strålede frem gennem menneskeskikkelsen og forlenede Kristus meden værdighed og guddomsherlighed, som han aldrig før havde åbenbaret. De, som stod ham nærmest, veg så langt tilbage, som den store menneskemængde gjorde det muligt. Når undtages nogle få af hans disciple, stod Frelseren ganske alene. Der blev ganske stille. Den dybe tavshed forekom ulidelig. Kristus talte med en kraft, der fik forsamlingen til at svaje som under et vældigt stormvejr: "Der står skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus; men I gør det til en røverkule." Hans røst klang som en basun gennem templet. Det harmfulde udtryk i hans ansigt var som en fortærende ild. Myndigt befalede han: "Tag dette bort herfra!" Joh. 2,16.

(401)  For tre år siden havde templets embedsmænd skammet sig over deres flugt efter Jesu befaling. De havde siden undret sig over deres egen frygt og over deres ubetingede lydighed over for et enkelt, ringe menneske. De havde følt, at dette uværdige nederlag aldrig måtte gentage sig. Dog var de nu mere rædselslagne end forrige gang og skyndte sig endnu mere med at efterkomme hans befaling. Der var ingen, der vovede at drage hans myndighed i tvivl. Præster og handelsmænd flygtede bort fra hans nærhed og drev deres kvæg foran sig.

(401)  På deres vej fra templet mødte de en skare, der kom med deres syge for at søge hjælp hos den store læge. Den beretning, som den flygtende mængde fremkom med, fik nogle af dem til at vende om. De var bange for at møde en, som var så mægtig, og som blot ved sit blik havde jaget præsterne bort fra sin nærhed. Men mange trængte sig gennem den flygtende skare i deres iver for at nå hen til ham, som var deres eneste håb. Da mængden flygtede bort fra templet, var der mange, som var blevet tilbage. Nu sluttede de nyankomne sig til dem. Igen var tempelgården fuld af syge og døende, og atter ydede Jesus dem sin hjælp.

(401)  Da der var gået nogen tid, vovede præsterne og rådsherrerne at vende tilbage til templet. Da skrækken havde fortaget sig, blev de grebet af frygt for, hvad Jesus herefter ville foretage sig. De ventede, at han ville kræve Davids trone. De vendte i stilhed tilbage til templet og hørte mænds, kvinders og børns stemmer, som priste Gud. Da de var kommet ind, blev de stående som lamslåede ved det forunderlige syn. De så de syge blive helbredt, de blinde blive seende, de døve få deres hørelse igen og de lamme springe af glæde. Børnene frydede sig allermest. Jesus havde helbredt deres sygdomme, han havde taget dem i sine arme og modtaget deres taknemmelige og kærlige kys, og nogle af dem var faldet i søvn ved hans bryst, medens han lærte folket. Nu lød børnenes glade stemmer til hans pris. De gentog hosiannaråbene fra dagen før og vinkede begejstret med palmegrene til Frelseren. Templet genlød atter og atter af deres lovprisninger: "Velsignet den, der kommer, i Herrens navn!" Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han!" Sl. 118,26; Zak. 9,9. "Hosianna David søn!"

(402)  Lyden af disse glade, frimodige stemmer var krænkende for templets embedsmænd. De gik i gang med at sætte en stopper for den slags tilkendegivelser. De foreholdt folket, at Guds hus blev vanhelliget ved lyden af børnenes fodtrin og alle fryderåbene. Da det gik op for dem, at deres ord ikke gjorde noget indtryk på skaren, henvendte de sig til Kristus: "Hører du ikke, hvad de siger? Og Jesus svarede dem: Jo, men har I aldrig læst de ord: Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang. Ypperstepræsterne og de skriftkloge nægtede at forkynde hans ære, og Gud gav børnene lov til at være hans vidner. Hvis børnene havde tiet, ville selve templets søjler have lovprist Frelseren.

(402)  Farisæerne var fuldstændig forvirrede og ude affatning. Her var en, som befalede, og som de ikke kunne skræmme. Jesus havde indtaget sin stilling som templets vogter. Aldrig før havde han tiltaget sig en sådan kongelig myndighed. Aldrig før havde hans ord og gerninger været i besiddelse af en sådan magt. Han havde udrettet vidunderlige ting i hele Jerusalem, men aldrig nogensinde før på en så højtidelig og ærefrygtindgydende måde. Præsterne og rådsherrerne turde ikke åbenlyst vise ham deres fjendskab i nærværelse af folket, der havde overværet hans undergerninger. Skønt hans svar gjorde dem rasende og forvirrede, var de ikke i stand til at udrette noget yderligere den dag.

(402)  Næste morgen overvejede Sanhedrin atter, hvilken fremgangsmåde man kunne anvende over for Jesus. For tre år siden havde de krævet et tegn på hans Messiasværdighed. Siden da havde han gjort mange kraftige gerninger i hele landet. Han havde helbredt de syge, han havde på underfuld måde mættet tusinder af mennesker, vandret på bølgerne og gjort den oprørte sø rolig. Han havde gentagne gange læst i menneskers hjerter som i en åben bog, han havde uddrevet onde ånder og oprejst de døde. Det var tydeligt bevist, at han var Messias. Nu besluttede de sig til ikke at ville kræve noget tegn på hans myndighed, men at fremkalde en eller anden indrømmelse eller erklæring, hvorefter han kunne dømmes.

(402)  De vendte tilbage til templet, hvor han lærte, og spurgte ham: "Med hvad ret gør du dette, og hvem har givet dig denne ret?" De ventede, at han skulle hævde, at han havde myndigheden fra Gud. Noget sådant havde de i sinde at benægte. Men Jesus imødegik dem med et spørgsmål, der tilsyneladende havde med en anden sag at gøre, og han gjorde sit svar på deres spørgsmål afhængigt af deres besvarelse af hans. Han sagde: "Johannes dåb, hvor stammede den fra? Fra Himmelen eller fra mennesker?"

(403)  Præsterne indså, at de var kommet i en forlegenhed, hvor ingen spidsfindigheder ville kunne hjælpe dem. Hvis de sagde, at Johannes dåb stammede fra Himmelen, ville det være en tydelig selvmodsigelse. Kristus ville sige: Hvorfor troede I ham da ikke? Johannes havde vidnet om Kristus: "Se Guds Lam, som bærer verdens synd!" Joh. 1,29. Hvis præsterne troede på Johannes vidnesbyrd, hvordan kunne de så benægte, at Kristus var Messias? Hvis de fremkom med deres egentlige tro: at Johannes virksomhed var menneskeværk, så ville de pådrage sig en storm af protester; thi folket anså Johannes for at være en profet.

(403)  Med spændt opmærksomhed afventede mængden deres afgørelse. De vidste, at præsterne havde foregivet at anerkende Johannes virksomhed var menneskeværk, så betænkning ville indrømme, at han var sendt af Gud. Men da præsterne hemmeligt havde drøftet det med hinanden, besluttede de ikke at tage stilling til sagen. Med hyklerisk uvidenhed sagde de: "Vi ved det ikke!" Kristus sagde: "Så siger jeg jer heller ikke, med hvad ret jeg gør dette." De skriftkloge, præsterne og rådsherrerne måtte alle tie. Magtesløse og skuffede stod de der med bøjede hoveder og vovede ikke at påtvinge Kristus flere spørgsmål. Ved deres fejhed og ubeslutsomhed havde de i højeste grad forspildt folkets agtelse, og nu stod disse ved siden af og morede sig over at se disse stolte, selvretfærdige mænd besejrede.

(403)  Alle disse Kristi ord og handlinger var betydningsfulde, og efter hans korsfæstelse og himmelfart ville deres indflydelse mærkes i stadigt stigende grad. Mange af dem, der med spænding ventede på resultatet af Jesu spørgsmål, skulle til slut blive hans disciple og følte sig første gang draget imod ham ved hans ord på denne begivenhedsrige dag. Dette optrin i tempelgården ville aldrig gå dem af minde. Der var en udpræget forskel på Jesus og ypperstepræsten, medens de talte sammen. Templets hovmodige, øverste leder var iført rige og kostbare klæder. En strålende tiara smykkede hans hoved. Hans holdning var majestætisk, hans hår og hans lange bølgende skæg var sølvhvidt af alderdom. Hans ydre var ærefrygtindgydende. Foran denne ophøjede personlighed stod Himmelens majestæt uden prydelser eller ydre pragt. Hans klæder var støvede efter rejsen, hans ansigt var blegt og udtrykte sørgmodig tålmodighed; men man læste deri en værdighed og menneskekærlighed, der var en mærkelig modsætning til ypperstepræstens stolte, selvsikre og vrede mine. Mange af dem, der var vidne til Jesu ord og gerninger i templet, bevarede mindet om ham i deres hjerte som en Guds profet. Men da folkestemningen vendte sig til gunst for ham, voksede præsternes had mod Jesus. Den visdom, hvormed han undgik de fælder, de satte for ham, og som var et nyt bevis på hans guddommelighed, gav ny næring til deres vrede.

(403)  Under sin ordstrid med rabbinerne var det ikke Kristi formål at ydmyge sine modstandere. Det voldte ham ingen glæde at se dem trængt op i en krog. Han havde en betydningsfuld lære at bringe. Han havde ydmyget sine fjender ved at lade dem selv blive fanget i det garn, som de havde sat for ham. Den uvidenhed, de indrømmede med hensyn til, af hvad art Johannes dåb var, gav ham anledning til at tale, og han benyttede sig af anledningen til at sætte dem ind i deres egne virkelige forhold ved at give dem endnu en advarsel foruden de mange, de allerede havde fået.

(404)  Men hvad mener I? sagde han. En mand havde to sønner; han gik til den første og sagde: Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag! Han svarede og sagde: Ja, herre! men gik ikke derhen. Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter fortrød han det og gik derhen. Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?

(404)  Dette pludselige spørgsmål overrumplede hans tilhørere. De havde fulgt nøje med i lignelsen, og nu svarede de med det samme: "Den sidste!" Jesus betragtede dem roligt og svarede strengt og alvorligt: "Sandelig siger jeg eder: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I. Thi Johannes kom til jer og lærte jer retfærdighedens vej, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham; og skønt I så det, fortrød I det dog ikke bagefter, så I troede ham."

(404)  Præsterne og rådsherrerne kunne ikke undgå at besvare Kristi spørgsmål rigtigt, og således opnåede han at høre, at de foretrak den sidste søn. Denne søn var et billede på tolderne, dem, som farisæerne hadede og foragtede. Tolderne havde været groft umoralske. De havde i sandhed overtrådt Guds bud og gennem deres liv udvist en absolut modstand mod hans krav. De havde været utaknemmelige og ugudelige. Da det blev sagt, at de skulle gå hen og arbejde i Herrens vingård, havde de afslået det med foragt. Men da Johannes kom og prædikede omvendelse og dåb, tog tolderne imod hans budskab og lod sig døbe.

(404)  Den første søn var et billede på jødefolkets ledende mænd. Nogle af farisæerne havde omvendt sig og modtaget Johannes dåb, men de magthavende ville ikke erkende, at han var sendt af Gud. Hans advarsler og fordømmelse førte dem ikke til omvendelse. De "vragede Guds plan med dem selv og blev ikke døbt af ham". Luk. 7,30. De behandlede hans budskab med foragt. Ligesom den første søn, der, da der blev kaldt på ham, sagde: "Ja, herre!" men ikke gik derhen, sådan foregav præsterne og de ældste lydighed, men handlede i ulydighed. De kom med mange forsikringer om fromhed, de hævdede at adlyde Guds lov, men det var kun en falsk lydighed. Farisæerne anklagede og fordømte tolderne som vantro; men de viste ved deres tro og gerninger, at de gik ind i Himmeriget førend disse selvretfærdige mænd, der havde fået meget lys, men hvis gerninger ikke rimede sammen med deres forsikringer om gudsfrygt.

(404)  Præsterne og rådsherrerne var uvillige til at tåle disse bidende sandheder. De tav imidlertid stille i håb om, at Jesus ville sige noget, som de kunne benytte imod ham; men de måtte tåle endnu mere!

(404)  Hør nu en anden lignelse, sagde Jesus. Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands. Da nu frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til vingårdsmændene for at få de frugter, der tilkom ham. Men vingårdsmændene greb hans tjenere, og en slog de løs på, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Så sendte han igen nogle tjenere, flere end første gang; men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, da han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vingårdsmændene så sønnen, sagde de til hverandre: Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så får vi hans arv! Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?

(405)  Jesus henvendte sig til alle de tilstedeværende, men præsterne og rådsherrerne svarede. "Et ondt endeligt vil han give de onde " sagde de, "og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er." De talende havde ikke lige straks opdaget, hvem lignelsen sigtede til, men nu indså de, at de havde afsagt dommen over sig selv. Husbonden i lignelsen var et billede på Gud, vingården var jødefolket, og gærdet var Guds lov, som skærmede dem. Tårnet var et symbol på templet. Vingårdens herre havde gjort alt, hvad der var nødvendigt for dens trivsel. "Hvad mer var at gøre ved vingården?" siger han, "hvad lod jeg ugjort?" Es. 5,4. Således fremstilledes Guds utrættelige omsorg for Israel. Og ligesom vingårdsmændene skulle give deres herre, hvad de var ham skyldige af havens frugter, sådan skulle Guds folk ære ham ved at leve deres liv i overensstemmelse med deres hellige forrettigheder. Men ligesom vingårdsmændene havde dræbt de tjenere, som herren havde sendt til dem for at hente frugten, sådan havde jøderne slået de profeter ihjel, som Gud havde sendt for at vække dem til omvendelse. Sendebud efter sendebud var blevet dræbt. Til dette punkt kunne man ikke tvivle om lignelsens betydning, og i det følgende var denne ikke mindre øjensynlig. I den elskede søn, som vingårdens herre til sidst sendte til de ulydige tjenere, og som de greb og slog ihjel, så præsterne og rådsherrerne et tydeligt billede af Jesus og den skæbne, der ventede ham. De var allerede i gang med at planlægge at dræbe ham, som Faderen havde udsendt som den sidste appel til dem. Ved den gengældelse, der ramte de utaknemmelige vingårdsmænd, skildredes dommen over dem, der ville dræbe Kristus.

(405)  Frelseren betragtede dem med medynk og fortsatte: "Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne. Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter. Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som den falder på, ham skal den knuse."

(405)  Denne profeti havde jøderne ofte gentaget i synagogerne med henblik på den kommende Messias. Kristus var hjørnestenen i jødernes samfundsordning og i hele frelsesplanen. Denne hovedhjørnesten var de jødiske bygmestre, Israels præster og rådsherrer, nu ved at forkaste. Frelseren henledte deres opmærksomhed til de profetier, der kunne vise dem, hvilken fare de var i. Med alle de midler, der stod til hans rådighed, søgte han at gøre dem klart, hvad det var for en handling, som de stod i begreb med at udføre.

(405)  Hans ord havde også et andet formål. Ved at stille dem dette spørgsmål: "Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?" var det Kristi hensigt, at farisæerne skulle svare, som de gjorde. Han ville, at de selv skulle fælde deres dom. Når hans advarsler ikke kunne vække dem til omvendelse, ville de besegle deres domfældelse, og han ville, at de skulle se, at de selv havde voldt deres undergang. Han havde til hensigt at vise dem Guds retfærdighed ved at fratage dem deres forrettigheder som folk, noget, som allerede var begyndt, og som ville ende ikke blot med templets og deres bys ødelæggelse, men med folkets adspredelse.

(406)  De, som hørte det, forstod advarslen. Men på trods af den dom, som de selv havde afsagt, var præsterne og rådsherrerne rede til at fuldende billedet ved at sige: "Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel!" "Og de søgte at gribe ham, men frygtede for skarerne," thi folkestemningen var på Kristi side.

(406)  Ved at anføre profetien om den forkastede hjørnesten viste Kristus hen til en virkelig begivenhed i Israels historie. Det var et tilfælde, som stod i forbindelse med opførelsen af det første tempel. Skønt det havde særlig forbindelse med tiden for Kristi første komme og med særlig kraft burde have talt til jøderne, har det også noget at lære os. Da Salomons tempel blev opført, blev de vældige stene til murene og grundvolden fuldstændig tilhuggede i stenbruddet. Når de først var bragt til byggepladsen, måtte der ikke mere benyttes noget redskab på dem. Arbejderne skulle kun anbringe dem på deres rette plads. Der var blevet bragt en usædvanlig stor og mærkeligt formet sten derhen for at blive benyttet til grundvolden; men arbejderne kunne ikke finde nogen plads til den og ville ikke tage imod den. Den voldte dem ærgrelse, fordi den lå i vejen for dem og ikke kunne bruges. I lange tider var den en vraget sten. Men da bygningsmændene skulle til at lægge hjørnestenen, ledte de længe for at finde en sten af passende størrelse og styrke og med den rette form til at ligge på dette særlige sted og bære den store vægt, der ville komme til at hvile på den. Hvis de skulle komme til at gøre et uklogt valg til dette vigtige sted, ville hele bygningsværkets sikkerhed være i fare.

(406)  De måtte finde en sten, der var i stand til at modstå både salens, frostens og stormens påvirkning. Flere gange var der blevet udvalgt forskellige sten, men under trykket af den kolossale vægt var de smuldret itu. Andre af dem kunne ikke bestå prøven ved de pludselige atmosfæriske forandringer. Men til sidst blev de opmærksomme på den sten, som så længe havde været vraget. Den havde været udsat for solen, luften og uvejret, uden at der havde vist sig den mindste revne. Bygningsmændene undersøgt denne sten. Den havde bestået enhver prøve med undtagelse af en! Hvis den kunne bestå prøven ved det voldsomme tryk, besluttede de at bruge den til hjørnesten. Prøven blev foretaget. Stenen blev godtaget, bragt til sin bestemte plads og viste sig at passe fuldstændig på alle måder.

(406)  Det blev i et profetisk syn vist Esajas, at denne sten var et symbol på Kristus. Han siger: "Hærskarers Herre, ham skal I holde hellig, han skal være eders frygt, han skal være eders rædsel. Han bliver en helligdom, en anstødssten og en klippe til fald for begge Israels huse og en snare og et fangegarn for Jerusalems indbyggere, og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og hildes." Profeten forudså i sit syn hen til det første komme og får at se, at Kristus skal komme til at udholde prøvelser, for hvilke behandlingen af hovedhjørnestenen i Salomos tempel var symbolske. "Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig" hjørnesten; tror man, haster man ikke" Esajas 8,13-15; 28,16.

(407)  I sin uendelige visdom udvalgte Gud denne hjørnesten og lagde den selv. Han kaldte den "en urokkelig hjørnesten". Hele verden kan lægge sine byrder og sorger på den; den har kraft til at bære dem alle. De kan med fuldkommen tryghed bygge på den. Kristus er "en prøvet sten". Han skuffer aldrig dem, der stoler på ham. Han har bestået enhver prøve. Han har båret vægten af Adams brøde og hans eftertids brøde og er gået mere end sejrende ud af kampen mod det ondes magt. Han har båret de byrder, der er væltet over på ham af enhver angrende synde. Ved Kristus har den skyldige sjæl fundet befrielse. Han er den sikre grundvold. Alle, der gør sig afhængige af ham, kan hvile i fuldkommen tryghed.

(407)  I Esajas profeti kaldes Kristus både for en urokkelig hjørnesten og en anstødssten. Apostlen Peter, som skriver under Helligåndens indflydelse, viser os klart, for hvem Kristus er en hjørnesten, og for hvem han er en forargelsens klippe:

(407)  Så sandt I har smagt, at Herren er god. Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i Skriften: Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme. Denne ære tilkommer altså jer, som tror; men for de vantro er den sten, som bygningsmændene vragede, blevet en hovedhjørnesten og en anstødssten og en klippe til fald; i deres ulydighed mod ordet tager de anstød. 1Pet. 2,3-8.

(407)  For dem, der tror, er Kristus den trygge grundvold. Dette er dem, der falder på klippen og sønderknuses. Her tales der om lydighed mad Kristus og tro på ham. At falde på klippen og blive knust vil sige at opgive sin egen selvretfærdighed og komme til Kristus med et barns ydmyghed, at angre sine overtrædelser og tro på hans tilgivende kærlighed. På samme måde er det også gennem tro og lydighed, at vi bygger på Kristus som vor grundvold.

(407)  På denne levende sten kan både hedninger og jøder bygge. Den er den eneste grundvold, hvorpå vi kan bygge med tryghed. Den er bred nok til alle og stærk nok til at bære vægten af hele verden, og ved at forene sig med Kristus, denne levende sten, kan alle, som bygger på denne grundvold, blive til levende stene. Mange mennesker er blevet tilhuggede, polerede og forskønnede ved deres egne bestræbelser; men de kan ikke blive til "levende stene", fordi de ikke er i forbindelse med Kristus. Intet menneske kan blive frelst uden at have denne forbindelse. Hvis ikke Kristi liv findes i os, kan vi ikke modstå fristelsernes storme. Vor evige sikkerhed er afhængig af, om vi bygger på den sikre grundvold. Mange mennesker bygger i dag på en grundvold, som ikke er blevet afprøvet. Når regnen falder og stormene raser og vandløbene bruser, vil deres hus styrte om, fordi det ikke er bygget på den evige klippe, hovedhjørnestenen, som er Jesus Kristus.

(408)  I deres ulydighed mod ordet tager de anstød! For dem er Kristus en klippe til fald. Men den sten, som bygningsmændene vragede, er blevet en hovedhjørnesten. Ligesom den vragede sten har Kristus under sin gerning på jorden tålt at blive vraget og miskendt. Han var ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, agtet ringe, vi regned ham ikke. Es. 53,3. Men den tid var nær, hvor han skulle herliggøres. Ved opstandelsen fra de døde ville han med vælde blive godt gjort at være Guds Søn. Rom. 1,4. Ved sin genkomst skulle han åbenbare sig som Himmelens og jordens Herre. De, som nu lige skulle til at korsfæste ham, måtte erkende hans storhed. I overværelse af hele universet skulle den vragede sten blive til hovedhjørnestenen.

(408)  Men den, som stenen falder på, ham skal den knuse. De mennesker, som forkastede Kristus, skulle snart komme til at se deres by og deres folk gå til grunde. Deres herlighed skulle knuses og spredes som støv for vinden. Og hvad var det så, som voldte jødefolkets undergang? Det var den klippe, som ville være blevet deres redning, hvis de havde bygget på den. Det var Guds ringeagtede godhed, hans forsmåede retfærdighed, hans upåagtede nåde. Mennesker satte sig op imod Gud, og alt det, som kunne være blevet deres frelse, vendte sig til at blive deres ødelæggelse. Alt det, som Gud havde bestemt skulle være til liv, viste sig for dem at blive til død. Jerusalems ødelæggelse var en følge af jødernes korsfæstelse af Kristus. Blodet, der blev udgydt på Golgata, var det lod i vægtskålen, der lod dem synke ned til undergang både i denne verden og i den kommende. Sådan vil det blive på den store, sidste dag, når dommen skal fældes over dem, der forkaster Guds nåde. Så vil Kristus, deres forargelses klippe, forekomme dem at være et hævnens bjerg. Hans åsyns stråleglans, som for de retfærdige er selve livet, vil for de onde være som en fortærende ild. Synderen vil gå til grunde, fordi han forkastede kærligheden og foragtede nåden.

(408)  Ved mange billeder og gentagne advarsler viste Jesus, hvad der ville blive følgen af, at jøderne vragede Guds Søn. Gennem disse ord henvendte han sig til alle de mennesker til alle tider, som nægter at modtage ham som deres Frelser. Hver eneste advarsel gælder dem. Det vanhelligede tempel, den ulydige søn, de utro vingårdsmænd, bygningsmændene, der vragede stenen, finder deres sidestykke i enhver synders erfaringer. Hvis han ikke omvender sig, vil den dom, som de varsler, ramme ham.