I den ydre forgård .

(424)  Dette kapitel er bygget op over Joh 12,20-43
Blandt dem der plejede at drage op for at tilbede på højtiden, var der også nogle grækere. De kom nu til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, bad ham og sagde: Herre, vi vil gerne se Jesus. Filip kommer og siger det til Andreas; Andreas og Filip kommer og siger det til Jesus."

(424)  På dette tidspunkt så det ud til, at Kristi gerning havde lidt et grusomt nederlag. Han var gået sejrrig ud af striden med præsterne og farisæerne, men det var øjensynligt, at han aldrig af dem ville blive anerkendt som Messias. Den endelige adskillelse var nu kommet. For hans disciple syntes det hele at se håbløst ud. Men Kristus nærmede sig fuldendelsen af sit værk. Den store begivenhed, som ikke alene angik det jødiske folk, men hele verden, skulle til at finde sted. Da Kristus hørte den ivrige anmodning: "Vi vil gerne se Jesus!" som et ekko af råbet fra en hungrende verden, blev hans udtryk gladere og han sagde: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres." I grækernes henvendelse skimtede han høsten af følgerne af sit store offer.

(424)  Disse mænd kom vestfra for at træffe Frelseren ved afslutningen af hans jordeliv, ligesom de vise mænd var kommet fra østen ved begyndelsen. I tiden omkring Kristi fødsel var jødefolket så optaget af deres egne ærgerrige planer, at de ikke vidste noget om hans komme. Vismændene fra et hedensk land kom til krybben med deres gaver for at tilbede Frelseren. Nu kom disse grækere som repræsentanter for verdens nationer, stammer og folkeslag for at se Jesus. Sådan skal mennesker fra alle lande og til alle tider drages mod Frelserens kors. Sådan skal mange "komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget". Matt. 8,11.

(424)  Grækerne havde hørt om Kristi indtog i Jerusalem. Nogle mente og havde udbredt dette rygte, at Jesus havde uddrevet præsterne og rådsherrerne fra templet, og at han ville tage Davids trone i besiddelse og herske i Jerusalem som Israels konge. Grækerne længtes efter at lære sandheden at kende med hensyn til hans virksomhed. "Vi vil gerne se Jesus," sagde de. De fik deres ønske opfyldt. Da anmodningen blev bragt til Jesus, befandt han sig i den del af templet, hvorfra alle, med undtagelse af jøder, var udelukkede, men han gik ud til grækerne i den ydre forgård og havde et personligt møde med dem.

(424)  Timen var kommen, hvor Kristus skulle herliggøres. Han stod i korsets skygge, og grækernes forespørgsel viste ham, at han snart skole føre mange sønner og døtre til Gud. Han vidste, at grækerne snart skulle komme til at se ham under forhold, som de nu ikke drømte om. De ville komme til at se ham side om side med Barrabas, en røver og morder, som ville blive frigivet i stedet for Guds Søn. De ville komme til at høre folket træffe deres valg under påvirkning af præsterne og rådsherrerne. Og svaret på dette spørgsmål: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?" ville lyde sådan: "Lad ham blive korsfæstet!" Matt. 27,22.

(425)  Kristus vidste, at hans rige gennem denne soning for menneskers synder ville blive fuldkommengjort og ville komme til at brede sig over hele jorden. Han ville virke som genløseren, og hans Ånd ville blive den sejrende. Et kort øjeblik så han ind i fremtiden og hørte røster alle vegne på jorden forkynde: "Se Guds Lam, som bærer verdens synd." Joh. 1,29. Han så i disse fremmede et pant på en rig høst, når skillemuren mellem jøder og hedninger blev nedbrudt og alle folkeslag og tungemål og folk skulle komme til at høre frelsens budskab. Forventningen om dette, fuldbyrdelsen af hans håb, er udtrykt i disse ord: "Timen er kommen, da Menneskesønnen skal herliggøres." Men måden, hvorpå denne herliggørelse skulle finde sted, veg aldrig bort fra Jesu tanker. Hedningerne ville kunne vindes for ham som følge af hans forestående død. Kun ved hjælp af hans død kunne verden frelses. Ligesom et hvedekorn måtte Menneskesønnen lægges i jorden og dø og begraves, så ingen kunne se ham; men han skulle atter leve.

(425)  Kristus forkyndte sin fremtid, idet han fremstillede den gennem billeder fra naturen, for at disciplene skulle kunne forstå det. Det egentlige resultat af hans udsendelse skulle opnås ved hans dø,d. Han sagde: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt." Når hvedekornet lægges i jorden og dør, spirer det frem og bærer frugt. På samme måde ville Kristi død blive frugtbringende for Guds rige. Efter de samme love, som gælder for planteverdenen, ville livet blive følgen af hans død.

(425)  De, som dyrker jorden, har altid dette billede for øje. Ar efter år bevarer mennesket sit forråd af korn ved tilsyneladende at kaste den mest udsøgte del deraf bort. En tid må det ligge skjult under plovfuren, vogtet af Herren selv. Så sommer stråene til syne, derefter akset og så kornet i akset. Men denne udvikling kan ikke finde sted, hvis ikke kornet bliver begravet, er usynligt for alle, skjult og tilsyneladende gået tabt

(425)  Sæden, der er begravet i jorden, frembringer frugt, og når turen kommer til denne, bliver også den sået. Sådan vil Kristi død på Golgata komme til at bære frugt til evigt liv. Beskuelsen af dette offer vil være den største herlighed for dem, der som frugten heraf skal leve til evige tider.

(425)  Det hvedekorn, som bevarer sit eget liv, kan ikke frembringe nogen frugt. Det bliver kun det ene korn. Kristus kunne, hvis han ville, frelse sig selv fra døden; men hvis han gjorde dette, måtte han blive ved med al være ene. Så kunne han ikke føre sønner og døtre til Gud. Kun ved at hengive sit liv kunne han skænke menneskeslægten liv. Kun ved at lægges i jorden for at dø kunne han blive sædekornet til den vældige høst de store skarer, der ud af alle folkeslag og stammer og tungemål og folk er genløste til Gud.

(426)  Kristus sætter denne sandhed i forbindelse med læren om selvhengivelse, som alle burde tilegne sig: "Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv." Alle de, der gerne vil bære frugt som Kristi medarbejdere, må først lægges i jorden og dø. Livet må lægges i den fure, som hedder denne verdens nød. Egenkærlighed og selviskhed må dø. Selvhengivelsens lov er den samme som selvopholdelsens lov. Sådan er menneskelivet. At give er at leve. Det liv, der bliver bevaret, er det, som i udstrakt grad gives til tjenesten for Gud og mennesker. De, som for Kristi skyld ofrer deres liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.

(426)  Det liv, vi bruger til os selv, er som det korn, der bliver spist. Det forsvinder, men det forøges ikke. Et menneske samler måske alt, hvad det kan, til sig selv. Det kan leve og tænke og lægge planer for sig selv; men dets liv svinder bort, og det ejer intet. At tjene sig selv er det samme som at tilintetgøre sig selv.

(426)  Vil nogen tjene mig, sagde Jesus, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære. Alle, der sammen med Jesus har båret selvfornægtelsens kors, skal få del med ham i hans herlighed. Det var Kristi glæde midt i hans ydmygelse og smerte, at hans disciple skulle herliggøres sammen med ham. De er frugten af hans selvopofrelse. Det er hans løn, når hans egen karakter og hans egen Ånd virker i dem, og dette vil være hans glæde i alle evigheder. Denne glæde deler de med ham, når frugten af deres møje og opofrelse viser sig i andres sjæl og liv. De er Kristi medarbejdere, og Faderen vil ære dem, som han ærer sin Søn.

(426)  Budskabet fra grækerne, der varslede om høsten af hedninger, fik Jesus til at mindes, hvori hele hans opgave bestod. Frelsens værk tegnede sig for ham, lige fra dengang planen blev lagt i Himmelen og til den død, der nu var så nær forestående. Det var, som om en hemmelighedsfuld sky omgav Guds Søn. Han sad hensunken i tanker. Til sidst blev stilheden brudt ved lyden af hans vemodige stemme: "Nu er min sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige, Fader, frels mig fra denne time!" I en forudfølelse tømte Kristus allerede den bitre skål. I sin egenskab af menneske gyste han for forladthedens stund, hvor han efter alt at dømme ville blive svigtet selv af Gud, hvor alle skulle se ham plaget, slagen, gjort elendig af Gud. Han gyste for at blive fremvist for offentligheden, for at blive behandlet som den værste forbryder, for en skændig og vanærende død. En forudfølelse af hans strid med mørkets magter, en følelse af den frygtelige byrde af menneskers overtrædelser og af Faderens vrede over synden var årsag til, at Jesu sjæl blev svag, og at dødens bleghed bredte sig over hans ansigt.

(426)  Så fulgte en guddommelig underkastelse under Faderens vilje. Han sagde: "Dog, derfor er jeg kommen til denne time. Fader, herliggør dit navn!" Kun gennem Kristi død kunne Satans vælde besejres. Kun på denne måde kunne mennesket frelses og Gud blive herliggjort. Jesus indvilligede i kvalen, han godkendte offeret. Himmelens Majestæt samtykkede i at lide som den, der bar syndens byrde. "Fader, herliggør dit navn" sagde han. Idet Kristus talte disse ord, lød der et svar fra den sky, som svævede over hans hoved. "Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det." Hele Kristi liv, lige fra krybben til den tid, hvor disse ord blev sagt, havde herliggjort Gud, og ved den forestående prøvelse ville hans guddommelige og menneskelige lidelser i sandhed herliggøre hans Faders navn.

(427)  Idet røsten lød, brød der et lysende sky frem af skyen og omgav Kristus, som om Almagtens arme som en mur af ild lagde sig om ham. Med rædsel og undren betragtede folket dette. Ingen vovede at sige noget. Tavse og med tilbageholdt åndedræt stod alle og stirrede på Jesus. Faderens vidnesbyrd havde lydt, skyen hævede sig og spredtes i luften. For denne gang var den synlige forbindelse mellem Faderen og Sønnen forbi. "Da sagde skaren, som stod og hørte det: Det tordnede; andre sagde: Det var en engel, der talte til ham." Men grækerne, som havde spurgt efter ham, så skyen og hørte røsten, og de forstod, hvad den betød, og at dette i sandhed var Kristus. For dem blev han åbenbaret som den, Gud havde sendt.

(427)  Guds røst havde lydt ved Jesu dåb ved begyndelsen af hans virksomhed, og atter ved forklarelsen på bjerget. Nu ved afslutningen af hans gerning lød den for tredje gang og blev hørt af mange mennesker og under særlige omstændigheder. Jesus havde netop udtalt de mest højtidelige sandheder med hensyn til jødefolkets tilstand. Han havde rettet sin sidste appel til dem og fældet dommen over dem. Nu satte han atter sit segl på sin Søns kald. Han anerkendte ham, som Israels forløser. "Ikke for min skyld lød denne røst," sagde Jesus, "men for jeres skyld." Dette var det højeste bevis for, at han var Messias: Faderens bekræftelse på, at Jesus havde talt sandhed og var Guds Søn.

(427)  Nu går der dom over denne verden, fortsatte Kristus; nu skal denne verdens fyrste kastes ud. Og jeg når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Dette sagde han for at betegne, på hvilken måde han skulle dø." Dette er det store vendepunkt for verden! Hvis jeg bliver sonofferet for verdens synd, vil verden atter blive lys! Satans greb om menneskesjælene vil være brudt! Guds forvanskede billede skal genskabes i menneskeslægten, og en slægt af troende hellige skal til slut arve det himmelske hjem! Dette er virkningen af Kristi død! Frelseren ser korset, det vanærende kors, med alle de rædsler, der følger med det, i en stråleglans af herlighed.

(427)  Men værket til menneskers frelse er ikke det eneste, der fuldendes ved korset. Guds kærlighed åbenbares for hele universet. Denne verdens fyrste kastes ud. De anklager, som Satan har fremført mod Gud, modbevises. Den skændsel, som han har bragt over Himmelen, er for evigt borte. Engle såvel som mennesker drages mod Frelseren. "Og jeg når jeg er blevet ophøjet fra jorden," sagde han, "vil jeg drage alle til mig "

(427)  Der var mange mennesker til stede omkring Kristus, da han sagde disse ord, og der var en, der sagde: "Vi har hørt af loven, at Kristus bliver til evig tid. Hvordan kan du da sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er den Menneskesøn?" Da sagde Jesus til dem: "Endnu en kort tid er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer. Og den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går hen. Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn!"

(428)  Men skønt han havde gjort så mange tegn for deres øjne, troede de dog ikke på ham. De havde engang tidligere spurgt Frelseren: Hvilket tegn gør du så, for at vi kan se det og tro dig? Joh. 6,30. Der var blevet givet dem utallige tegn; men de havde lukket øjnene og forhærdet deres hjerter. Nu, hvor Faderen i Himmelen selv havde talt og de ikke kunne bede om yderligere tegn, nægtede de alligevel at tro.

(428)  Alligevel var der mange, endog af rådets medlemmer, der troede på ham; men for farisæernes skyld ville de ikke være det bekendt, for at de ikke skulle blive udelukket af synagogen. De elskede menneskers ære højere end Guds ære. For at redde sig selv fra skam og skændsel afviste de Kristus og forkastede hans tilbud om evigt liv. Og hvor mange har ikke siden dengang gennem alle århundrederne gjort det samme! Til dem lyder Frelserens advarende ord: Den, som elsker sit liv, mister det. Den, som ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, sagde Jesus, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. Stakkels mennesker, som ikke kendte deres besøgelsestid! Langsomt og bedrøvet forlod Kristus for stedse templet.