Jesu barndom

(40)  Dette kapitel er bygget op over Luk 2,39-40

Jesus tilbragte sin barndom og ungdom i en lille landsby i bjergene. Der fandtes ikke et sted på jorden, som ikke ville være blevet beæret ved hans tilstedeværelse. Det ville have været en forrettighed for kongernes paladser at modtage ham som gæst. Men han forbigik de riges huse og kongernes gårde og de berømte skoler for at bo i det ringe og foragtede Nazaret.

(40)  Forunderligt betydningsfuld lyder den korte beretning om hans barndom: "Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det." Under sollyset fra Faderens åsyn "gik Jesus frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker". Luk. 2,52. Hans sind var livligt og klartseende, med en tænksomhed og visdom, der var langt forud for hans alder. Hans karakter var fuld af skønhed og harmoni. Sjælens og legemets kræfter udviklede sig gradvist i overensstemmelse med barndommens love.

(40)  Som barn gav Jesus udtryk for et ganske sjældent smukt sindelag. Hans villige hænder var altid rede til at tjene andre. Han udviste en tålmodighed, som intet kunne rokke, og en sandfærdighed, som aldrig gik på akkord med ærligheden. Klippefast i sine grundsætninger var hans liv et billede på uselvisk høflighed.

(40)  Med den dybeste alvor var Jesu moder vidne til, hvordan hans evner udviklede sig, og hun iagttog fuldkommenhedens præg i hans karakter. Med fryd søgte hun at opmuntre dette forstandige, modtagelige sind. Ved Helligåndens hjælp fik hun visdom til at samarbejde med de himmelske kræfter for at udvikle dette barn, der alene kunne gøre krav på Gud som sin Fader.

(40)  Fra de tidligste tider havde de trofaste i Israel draget stor omsorg for ungdommens opdragelse. Herren havde påbudt, at børnene, lige fra de var ganske små, skulle belæres om hans godhed og hans storhed, ganske særligt som den åbenbarede sig i hans lov og viste sig gennem Israels historie. Sang og bøn og Skriftens lærdomme skulle tilpasses efter den begyndende forståelse. Fædre og mødre skulle lære deres børn, at Guds lov er et udtryk for hans karakter, og at de, når de tog imod lovens principper i deres hjerte, fik Guds billede præget i deres sind og sjæl. Meget af denne undervisning foregik mundtligt; men de unge lærte også at læse de hebraiske skrifter. De gammeltestamentlige skrifters pergamentruller kunne de uhindret granske.

(41)  På Kristi tid blev den by eller større stad, som ikke sørgede for de unges åndelige belæring, betragtet som værende under Guds forbandelse. Men alligevel var undervisningen stivnet i en form. Overleveringerne havde for en stor del erstattet Skrifterne. Den sagde belæring ville have ledet ungdommen til at "søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham". Apg. 17,27. Men de jødiske lærere skænkede hele deres opmærksomhed til anliggender af ceremoniel art. Sindet blev bebyrdet med stof, som var uden værdi for den, der skulle lære, og dette ville ikke blive anerkendt i de himmelske boligers skole. Den erfaring, der opnås ved personligt at tage imod Guds ord, havde ingen plads i dette undervisningssystem. Under opfyldelsen af de ydre daglige forpligtelser fik de studerende ikke lid til stille timer for at lytte til Gud. De hørte ikke hans røst tale til deres hjerte. Under deres higen efter kundskab vendte de sig bort fra selve visdommens kilde. De største og væsentligste ting i tjenesten for Gud blev forsømt. Lovens grundregler blev fordunklede. Det, der blev betragtet som højere uddannelse, var den største hindring for en virkelig udvikling. Under rabbinernes oplæring blev de unges evner hindret i at komme til udfoldelse. Deres sind blev indskrænket og snæversynet.

(41)  Barnet Jesus fik ikke sin undervisning i synagogens skoler. Hans moder var hans første menneskelige lærer. Fra hendes mund og fra profeternes skrifter lærte han om, hvad der hørte Himmelen til. De samme ord, som han selv havde talt til Moses for Israel, lærte han nu ved sin moders knæ. Da han fra barnealderen voksede op til yngling, søgte han ikke hen til rabbinernes skoler. Han behøvede ikke den undervisning, man kunne få fra sådanne kilder; thi Gud selv var hans læremester.

(41)  Det spørgsmål, der blev stillet under Frelserens virksomhed: "Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd?" er ikke en tilkendegivelse af, at Jesus ikke kunne læse, men blot, at han ikke var blevet oplært af rabbinerne. Joh. 7,15. Da han havde erhvervet sig sin viden på samme måde, som vi kan gøre det, viser hans indgående kendskab til Skrifterne, med hvilken flid han havde viet sin ungdom til studiet af Guds ord. Og udbredt for sit blik havde han det store bibliotek, der består af Guds skaberværk. Han, som havde skabt alle ting, lærte af det, som hans egen hånd havde skrevet på jorden og i havet og på himmelen. Borte fra verdens ugudelige livsførelse samlede han et forråd af videnskabeligt kendskab til naturen. Han granskede planternes og dyrenes liv foruden menneskelivet. Fra sin tidligste barndom var han besjælet af én eneste ting: han levede for at velsigne andre. Hertil fandt han hjælpemidler i naturen; nye tænker om veje og midler faldt ham ind, medens han studerede planternes og dyrenes liv. Bestandig søgte han at udlede billeder fra det, han så, for at bruge det i forkyndelsen af Guds levende ord. De lignelser, hvorigennem han under sin gerning elskede at lære andre om sandheden, viser, hvor hans sind var åbent over for naturens påvirkning, og hvordan han havde samlet åndelige lærdomme fra sit daglige livs omgivelser.

(41)  Således blev betydningen af Guds ord og gerninger åbenbaret for Jesus, medens han søgte at forstå sammenhængen i alt. Himmelske væsener var hans hjælpere, og han selv hengav sig til hellige tanker og fortrolighed med Himmelen. Fra forståelsens første opvågnen voksede han bestandig i åndelig nåde og kendskab til sandheden.

(42)  Ethvert barn kan erhverve sig viden på samme måde, som Jesus gjorde det. Når vi forsøger at komme til at kende vor himmelske Fader gennem hans ord, vil engle komme os nær, vore tanker vil få kraft, og vor karakter vil blive højnet og forædlet. Vi vil komme til at ligne vor Frelser mere. Og når vi betragter det store og skønne i naturen, vil vi komme til at elske Gud højere. Når ånden føler ærefrygt, bliver sjælen styrket ved at komme i kontakt med den Almægtige gennem hans skaberværk. Samfund med Gud i bønnen udvikler de sjælelige og moralske egenskaber, og de åndelige evner styrkes, når vi vænner os til at tænke på åndelige ting.

(42)  Jesu liv blev levet i harmoni med Gud. Så længe han var barn, tænkte og talte han som et barn; men intet spor af synd skæmmede Guds billede i ham. Dog blev han ikke fritaget for fristelser. Nazarets indbyggere var kendt for deres syndighed. Hvor dårligt et rygte de havde, viste sig gennem Natanaels spørgsmål: "Kan noget godt være fra Nazaret?" Joh. 1,46. Jesus var kommet til at bo et sted, hvor hans karakter ville blive sat på prøve. Det var nødvendigt for ham bestandig at være på vagt for at bevare sin renhed. Han var genstand for alle de konflikter, som vi skal møde, for at han kunne blive et forbillede for os både i barndommen, ungdommen og manddommen.

(42)  Satan var utrættelig i sine bestræbelser for . at overvinde barnet fra Nazaret. Fra sin tidligste barndom var Jesus blevet beskyttet af himmelske engle, men alligevel var hans liv en eneste lang kamp mod mørkets magter. Det var en krænkelse og en årsag til forvirring for mørkets fyrste, at der på jorden skulle kunne findes et liv, der var fri for det ondes besmittelse. Han forsømte ingen midler for at fange Jesus i sine snarer. Ingen af menneskenes børn vil nogensinde blive kaldet til at leve et helligt liv under en så hård kamp med fristelser, som vor Frelser blev det.

(42)  Jesu forældre var fattige mennesker, som var afhængige af deres daglige arbejde. Fattigdom, selvfornægtelse og savn var velkendte for ham. Disse erfaringer var et beskyttelsesmiddel for ham. Under hans virksomme tilværelse var der ingen ledige øjeblikke, der kunne give anledning til fristelser. Ingen formålsløse timer banede vejen for fordærveligt selskab. Så vidt det var muligt, lukkede han døren i for fristeren. Hverken vinding eller fornøjelser, bifald eller tvang kunne formå ham til at indvillige i en slet handling. Han havde visdom til at kunne skelne, hvad der var ondt, og kraft til at modstå det.

(42)  Kristus var det eneste syndfri menneske, der nogensinde har levet på jorden. Og dog boede han i næsten tredive år blandt Nazarets ugudelige indbyggere. Denne kendsgerning er en bebrejdelse mod dem, der mener, at de er afhængige af sted, lykke eller velstand for at kunne leve et udadleligt liv. Fristelser, fattigdom og modgang er netop den opdragelse, der skal til for at udvikle renhed og fasthed.

(42)  Jesus boede i et arbejderhjem, og trofast og med glæde gjorde han sit for at bære hjemmets byrder. Han havde været Himmelens hersker, og engle havde frydet sig over at opfylde hans befalinger; nu var han en villig tjener og en kærlig og lydig søn. Han lærte et håndværk, og med egne hænder arbejdede han i tømrerværkstedet sammen med Josef. I en almindelig arbejders tarvelige dragt vandrede han i den lille bys gader, når han gik til eller fra sit beskedne arbejde. Han benyttede ikke sin guddomsmagt til at mindske byrderne eller til at lette arbejdet.

(43)  Medens Jesus arbejdede som barn og ung mand, udvikledes hans sjæl og legeme. Han brugte ikke sine legemlige kræfter hensynsløst, men på en sådan måde, at han bevarede dem sunde, så han kunne udrette det bedste arbejde i alle retninger. Han ville ikke yde noget mangelfuldt, heller ikke, når det angik behandlingen af værktøj. Han var en fuldendt dygtig arbejder, og hans karakter var også fuldendt. Ved sit eget eksempel lærte han og, at det er vor pligt at være flittige, at vort arbejde bør udføres med akkuratesse og omtanke, og at et sådant arbejde er ære værd. Den opøvelse, som lærer hænderne at gøre et nyttigt arbejde og træner de unge til at bære deres del af livets byrder, giver fysiske kræfter og virker udviklende på alle evner. Alle burde skaffe sig noget at gøre, som kan være til gavn for dem selv og til hjælp for andre. Gud indstiftede arbejdet som en velsignelse, og kun den, der arbejder flittigt, finder livets sande ære og glæde. Guds velbehag hviler med kærlig beskyttelse over børn og unge, der med glæde påtager sig deres del af pligterne i hjemmet, og som deler faders og moders byrder med dem. Den slags børn vil blive nyttige medlemmer af samfundet, når de forlader hjemmet.

(43)  Under hele sit liv på jorden var Jesus en alvorlig og ihærdig arbejder. Han forventede meget; derfor gav han sig i kast med meget. Efter at han var begyndt på sin gerning, sagde han: "Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde." Joh. 9,4. Jesus veg ikke tilbage for omsorg og ansvar, sådan som mange, der foregiver at være hans disciple, gør. Det er, fordi de søger at undgå denne disciplin, at så mange er svage og udygtige. De er måske i besiddelse af mange værdifulde og elskværdige egenskaber, men de er slappe og næsten til ingen nytte, når de skal imødegå vanskeligheder eller overvinde hindringer. Den handlekraft og energi, den fasthed og styrke i karakteren, som åbenbarede sig i Kristus, skal også udfolde sig i os gennem den samme opøvelse, som han selv gennemgik. Og den nåde, som han modtog, gælder også for os.

(43)  Så længe vor Frelser levede blandt mennesker, delte han skæbne med de fattige. Han kendte af erfaring deres bekymringer og vanskeligheder, og han kunne trøste og opmuntre alle ydmyge arbejdere. De, som har den rette opfattelse af læren i hans liv, vil aldrig føle, at der må trækkes et skel mellem klasserne, at de rige skal æres frem for de værdige fattige.

(43)  Jesus bragte glæde og hensyntagen med sig i sit arbejde. Det kræver megen tålmodighed og åndelighed at føre Bibelens religion med sig i det daglige liv og på sit arbejdssted, at tåle presset af verdslige beskæftigelser og bevare sit blik rettet mod at søge Guds ære. Her er det, at Kristus kan hjælpe os. Han var aldrig så opfyldt af denne verdens bekymringer, at han ikke havde tid eller tanke for det himmelske. Tit gav han udtryk for sit hjertes glæde ved at synge salmer og åndelige sange. De, som boede i Nazaret, hørte ham ofte hæve sin røst til lovprisning og tak til Gud. Han følte fællesskabet med Himmelen gennem sin sang, og når hans kammerater klagede over træthed på grund af arbejdet, opmuntrede han dem ved de skønne toner, der lød fra hans læber. Hans lovsang syntes at bortjage de onde engle og ligesom røgelse fylde rummet med duft. Hans tilhøreres tanker blev ført bort fra deres jordiske landflygtighed til det himmelske hjem.

(44)  Jesus var en kilde til lægedom og barmhjertighed for verden, og i alle disse år med afsondrethed i Nazaret strømmede der deltagelse og kærlighed til andre ud fra hans liv. De gamle og de sørgende, de, som var tyngede af synd, og børnene, der legede med uskyldig glæde, skovens små skabninger og de tålmodige lastdyr, alle følte de sig gladere, når han var til stede. Han, hvis ord havde magt til at opretholde verdener, bøjede sig gerne ned for at hjælpe en såret fugl. Intet var for ringe til hans opmærksomhed; der fandtes intet, som han ringeagtede at yde sin hjælp.

(44)  Medens Jesus således gik frem i visdom og vækst, blev han mere og mere elsket af Gud og mennesker. Han gjorde sig elsket af alle ved at vise, at han selv var i stand til at nære medfølelse med alle. Den atmosfære af håb og mod, som omgav ham, gjorde ham til en velsignelse for ethvert hjem. Og mange gange blev han i synagogen på sabbatsdagen opfordret til at læse teksten fra en af profeterne, og hans tilhøreres hjerter bævede af glæde, når der faldt nyt lys over de velkendte ord fra den hellige tekst.

(44)  Men Jesus undgik at stille sig til skue. I alle de år, hvor han boede i Nazaret, gav han ingen beviser på sin underfulde magt. Han søgte ingen høj stilling og antog ikke nogen titel. Hans stille og enkle tilværelse, og selv det, at Skriften tier med hensyn til den første del af hans liv, rummer en betydningsfuld lære for os. Jo mere roligt og enkelt et barns liv er, jo mere frit for kunstig ophidselse og jo mere i harmoni med naturen, jo bedre betingelser har det for at få legemlig og sjælelig kraft og åndelig styrke.

(44)  Jesus er vort forbillede. Der findes mange, der med interesse dvæler ved den tid, hvor han virkede offentligt, medens de forbigår den lære, der findes i den første del af hans liv. Men det er i sit hjem, at han er forbilledet for alle børn og unge. Frelseren gik ind under fattigdom, for at han kunne lære andre, hvor nær vi kan være Gud selv under ringe kår. Han levede for at glæde, ære og herliggøre sin Fader gennem de dagligdags begivenheder. Hans gerning begyndte med at hellige håndværkerens beskedne arbejde, der skulle skaffe det daglige brød. Han udrettede en tjeneste for Gud i lige så høj grad, når han arbejdede i tømrerværkstedet, som når han gjorde undergerninger for de store skarer. Og enhver ung, der følger Kristi eksempel på troskab og lydighed i hans fattige hjem, kan forvente, at disse ord bliver sagt om ham af Faderen ved Helligånden: "Se, min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, hvem jeg har kær." Es. 42,1.