For Pilatus' domstol

(494)  Dette kapitel er bygget op over Matt 27,2.11-31; Mark 15,1-20; Luk 23,1.25; Joh 18,28-40; 19,1-16
I den romerske landshøvding Pilatus' retssal står Kristus bundet som en fange. Han er omgivet af en vagt af soldater, og salen fyldes hurtigt af tilskuere. Lige uden for indgangsdøren står Sanhedrins medlemmer, præsterne, de ældste og folkehoben. Efter at Sanhedrin, det jødiske råd, havde dømt Jesus, var de kommet til Pilatus for at få dommen stadfæstet og udført. Men disse jødiske embedsmænd ville ikke gå ind i den romerske retssal. Ifølge deres ceremonilov ville de herved blive besmittet og således forhindret i at deltage i påskehøjtiden. I deres forblindelse kunne de ikke se, at et morderisk had havde besmittet deres hjerter. De kunne ikke se, at Kristus var det virkelige påskelam, og at den store højtid havde mistet sin betydning, fordi de havde forkastet ham.

(494)  Da Frelseren blev ført ind i retssalen, betragtede Pilatus ham ikke med venlige blikke. Den romerske landshøvding var i stor hast blevet tilkaldt fra sit sovekammer, og han besluttede så hurtigt som muligt at blive færdig med sit arbejde. Han var parat til at behandle fangen med myndighed og strenghed. Med sit strengeste udtryk vendte han sig om for at se, hvad slags mand det var, som han skulle forhøre, siden han var blevet hidkaldt fra sin hvile i en så tidlig time. Han vidste, at det måtte være en eller anden, som de jødiske myndigheder var ivrige efter at få forhørt og straffet i største hast.

(494)  Pilatus betragtede de mænd, der havde Jesus i deres varetægt, og derpå dvælede hans blik ransagende ved Jesus. Han havde haft at gøre med alle slags forbrydere; men aldrig før var han blevet stillet over for en mand, der var præget af en sådan godhed og ædelhed. I hans ansigt så han intet tegn på skyld, intet udtryk for frygt, ingen frækhed og ingen trods. Han så et menneske med en rolig og værdig holdning, hvis ansigt ikke var præget af forbrydelser, men præget af Himmelen.

(494)  Synet af Kristus gjorde et fordelagtigt indtryk på Pilatus. Hans bedre følelser blev vakt til live. Han havde hørt om Jesus og hans gerninger. Hans hustru havde fortalt ham noget om de undergerninger, der skete ved denne galilæiske profet, der helbredte de syge og opvækkede de døde. Nu genoplevede Pilatus dette som en drøm i sine tanker. Han mindedes rygter, han havde hørt fra forskellige sider. Han besluttede at spørge jøderne, hvad det var, de anklagede fangen for.

(494)  Hvem er denne mand, og hvorfor har I bragt ham herhen? sagde han. Hvad er det, I beskylder ham for Dette bragte jøderne ud af fatning. Da de vidste, at de ikke kunne underbygge deres anklager mod Kristus, ønskede de ikke noget offentligt forhør. De svarede, at han var en bedrager, som hed Jesus fra Nazaret.

(495)  Atter spurgte Pilatus: "Hvad anklage har I at fremføre mod denne mand" Præsterne besvarede ikke hans spørgsmål, men med ord, som viste deres ophidselse, sagde de: "Havde han ikke været en forbryder, så havde vi ikke overgivet ham til dig." Når vi, som tilsammen udgør Sanhedrin, det vil sige folkets ypperste mænd, kommer til dig med et menneske, som vi anser for at fortjene døden, behøver man så at forlange en anklage imod ham De håbede at gøre indtryk på Pilatus og at give ham en fornemmelse af deres egen betydningsfuldhed og således få ham til at gå ind på deres forlangende uden at foretage alt for mange forberedelser. De var ivrige efter at få deres dom stadfæstet; for de vidste, at folket, som havde været vidne til Kristi vidunderlige gerninger, ville kunne fortælle en historie, der var vidt forskellig fra de opdigtede beretninger, som de selv nu fortalte.

(495)  Præsterne mente, at de ville få let ved at gennemføre deres planer ved hjælp af den svage og vankelmodige Pilatus. Han havde ved tidligere lejligheder underskrevet dødsdomme i stor hast og havde dødsdømt mænd, som de vidste ikke fortjente døden. Efter hans opfattelse havde en fanges liv kun ringe betydning. Om han var skyldig eller uskyldig var ret ligegyldigt. Præsterne håbede på, at Pilatus nu ville afsige dødsdommen over Jesus uden at give ham lejlighed til at blive hørt. Dette bad de ham om som en gunst i anledning af deres store nationale festdag.

(495)  Men der var noget ved fangen, der holdt Pilatus tilbage fra at handle på denne måde. Han vovede ikke at gøre det. Han var klar over præsternes hensigter. Han huskede, hvordan Jesus for ikke ret længe siden havde opvækket Lazarus, en mand, der havde været død i fire dage, og han besluttede, før han underskrev dødsdommen, at få at vide, hvori anklagen mod ham bestod, og om den kunne bevises.

(495)  Hvorfor bringer I fangen hen til mig, hvis jeres egen dom er fyldestgørende? sagde han. "Tag I ham og døm ham efter jeres lov" Da præsterne blev trængt på denne måde, sagde de, at de allerede havde fældet dom over ham, men at de måtte have Pilatus dom for at gøre deres egen retsgyldig. Hvordan lyder jeres dom spurgte Pilatus. En dødsdom! svarede de; men vi har ikke lov til at henrette nogen. De bad Pilatus om at stole på deres ord med hensyn til Kristi forbrydelse og stadfæste deres dom. De skulle nok selv tage ansvaret og følgerne.

(495)  Pilatus var ikke nogen retfærdig eller samvittighedsfuld dommer; men skønt han var svag i moralsk henseende, afslog han at opfylde denne bøn. Han ville ikke dømme Jesus, før der var fremkommet en anklage imod ham.

(495)  Nu var præsterne kommet i forlegenhed. De indså, at de måtte skjule deres hykleri med de groveste midler. De måtte ikke give det udseende af, at Kristus var blevet fængslet af religiøse årsager. Hvis dette blev fremført som grunden til fængslingen, ville deres fremgangsmåde ikke have nogen vægt over for Pilatus. De måtte få det til at se ud, som om Jesus arbejdede imod den borgerlige lov. Så kunne han straffes som politisk forbryder. Der opstod bestandig tumulter og oprør mod det romerske styre blandt jøderne. Romerne havde optrådt meget hårdhændet mod disse oprørsforsøg, og de var bestandig på vagt for at undertrykke alt, hvad der kunne føre til en ny rejsning.

(496)  Det var kun få dage siden, at farisæerne havde søgt at lokke Kristus i en fælde ved at stille ham dette spørgsmål: "Har vi lov til at give kejseren skat eller ej" Men Kristus havde afsløret deres hykleri. De romere, der var til stede, havde set, hvordan det var slået fuldstændig fejl for de sammensvorne, og deres skuffelse over hans svar: "Så giv da kejseren, hvad kejserens er." Luk. 20,22-25.

(496)  Nu var det præsternes hensigt at få det til at se ud, som om Kristus ved denne lejlighed havde sagt det, som de håbede, han ville sige. I deres nød kaldte de falske vidner til hjælp, og "de begyndte at anklage ham og sagde: Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge." Det var tre anklager, som alle savnede begrundelse. Præsterne vidste det godt, men de var villige til at sværge mened, hvis de derved kunne opnå, hvad de ville.

(496)  Pilatus gennemskuede deres hensigter. Han troede ikke på, at fangen havde smedet rænker mod regeringen. Hans sagtmodige og beskedne optræden stemte slet ikke overens med denne anklage. Pilatus var overbevist om, at der var blevet lagt snedige planer om at tilintetgøre en uskyldig mand, der stod de jødiske stormænd i vejen. Han vendte sig til Jesus og spurgte ham: "Er du jødernes konge" Frelseren svarede: "Du siger det selv." Og medens han talte, lyste hans ansigt, som om en solstråle skinnede på det.

(496)  Da Kajfas og de, som var sammen med ham, hørte hans svar, kaldte de Pilatus til vidne på, at Jesus havde tilstået den forbrydelse, han var anklaget for. Præster, skriftkloge og rådsherrer krævede ham under høje skrig dømt til døden. Skrigene blev gentaget af mængden, og der var en øredøvende larm. Pilatus blev forvirret. Da han så, at Jesus ikke gav sine anklagere noget svar, sagde Pilatus til ham: "Svarer du slet ingenting? Hør, hvor meget de anklager dig for! Men Jesus svarede ikke et ord mere."

(496)  Fra sin plads bag ved Pilatus og synlig for alle i retten hørte Kristus skældsordene; men han gav ikke et ord til svar på alle de falske beskyldninger imod ham. Hele hans fremtræden var et vidnesbyrd om, at han vidste sig uskyldig. Han stod uden at lade sig rokke af de bølger af raseri, der slog sammen om ham. Det var, som om de tunge brådsøer af vrede, der tårnede sig højere og højere op ligesom bølgerne i det larmende hav, brødes omkring ham, men ikke rørte ham. Han stod tavs, men hans tavshed var talende. Den var som et lys, der skinnede fra det indre til det ydre menneske.

(496)  Pilatus undrede sig over den holdning, han indtog. Viser denne mand ligegyldighed for, hvad der sker, fordi han ikke bryder sig om at redde livet spurgte han sig selv. Medens han betragtede Jesus, der uden at tage til genmæle tålte spot og forhånelser, følte han, at denne mand ikke kunne være så uretfærdig og uhæderlig, som de højrøstede præster var. I håb om at få ham til at sige sandheden førte Pilatus Jesus til side og spurgte ham atter: "Er du jødernes konge?"

(497)  Jesus besvarede ikke spørgsmålet direkte. Han vidste, at Helligånden stred med Pilatus, og han gav ham en mulighed for at erkende sin overbevisning. "Spørger du sådan af dig selv," spurgte han, "eller har andre sagt dig det om mig" Det ville sige: var det præsternes beskyldninger eller ønsket om at modtage lyset fra Kristus, der tilskyndende Pilatus til at stille dette spørgsmål Pilatus forstod, hvad Jesus mente; men stoltheden dukkede op i hans sind. Han ville ikke indrømme, hvilken overbevisning der trængte sig frem i ham. "Er jeg måske en jøde" sagde han. "Dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort"

(497)  Den gyldne lejlighed var forsvundet for Pilatus. Alligevel lød Jesus ikke være med at give ham mere lys. Medens han ikke direkte besvarede Pilatus spørgsmål, gav han ham en tydelig meddelelse om sit eget kald. Han lod Pilatus forstå, at han ikke ønskede nogen jordisk trone.

(497)  Mit rige er ikke af denne verden, sagde han. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden. Da sagde Pilatus til ham: Så er du altså dog en konge Jesus svarede: Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.

(497)  Kristus fastslog, at hans ord i sig selv var den nøgle, der kunne åbenbare mysteriet for dem, der var beredt til at tage imod det. De havde en overbevisende kraft, og dette var hemmeligheden ved udbredelsen af hans sandhedsrige. Han ønskede, at Pilatus skulle forstå, at kun hvis han modtog og tilegnede sig sandheden, kunne hans fordærvede natur blive genoprettet.

(497)  Pilatus nærede ønske om at kende sandheden. Der var forvirring i hans sind. Han tog ivrigt mod Frelserens ord, og hans hjerte blev betaget af stor længsel efter at vide, hvori sandheden egentlig bestod, og hvordan han kunne tilegne sig den. "Hvad er sandhed" spurgte han. Men han afventede ikke svaret. Larmen udenfor kaldte ham atter tilbage til de øjeblikkelige interesser; thi præsterne forlangte højrøstet, at han skulle handle hurtigt. Han gik ud til jøderne og erklærede med eftertryk: "Jeg finder ingen skyld hos ham!"

(497)  Disse ord fra en hedensk dommer var en svidende irettesættelse for forræderiet og falskheden hos Israels øvrighed, der anklagede Frelseren. Da præsterne og de ældste hørte dette fra Pilatus, kendte deres skuffelse og raseri ingen grænser. De havde i lange tider planlagt og afventet denne gunstige lejlighed. Da de så, at der var udsigt til, at Jesus blev frigivet, var det, som om de var parat til at sønderrive ham. De anklagede med høj røst Pilatus og truede ham med den romerske regerings utilfredshed. De beskyldte ham for at afslå at dømme Jesus, som de hævdede havde sat sig op mod kejseren.

(497)  Nu lød der vrede stemmer, der erklærede, at Jesu tilskyndelse til oprør var velkendt over hele landet. Præsterne sagde: "Han ophidser folket med det, han lærer i hele Jødeland, lige fra Galilæa, hvor han begyndte, og hertil."

(497)  Pilatus havde på dette tidspunkt ikke tænkt sig at dømme Jesus. Han vidste, at jøderne havde anklaget ham af had og fordom. Han vidste, hvad der var hans pligt. Retfærdigheden krævede, at Kristus med det samme blev løsladt. Men Pilatus var bange for folkets fjendskab. Hvis han afslog at overgive Jesus til dem, ville der blive uroligheder, og dette var han bange for at imødese. Da han nu hørte, at Kristus var fra Galilæa, besluttede han at sende ham til Herodes, som var regent i denne provins, og som nu opholdt sig i Jerusalem. Pilatus tænkte sig ved denne fremgangsmåde at lægge ansvaret for retssagen over på Herodes. Han tænkte også, at dette var en god anledning til at bilægge en gammel strid mellem ham selv og Herodes. Og dette viste sig også at slå til! De to øvrighedspersoner blev venner på grund af sagen mod Frelseren.

(498)  Pilatus overgav atter Jesus til soldaterne, og omgivet af hån og fornærmelser fra mængden blev han i hast ført til Herodes palads. "Da Herodes så Jesus, blev han meget glad." Han havde aldrig tidligere truffet Frelseren, men "han havde i lang tid gerne villet se ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede på at se ham gøre et tegn". Denne Herodes var den samme, der havde besudlet sine hænder med Johannes Døbers blod. Da Herodes første gang hørte om Jesus, blev han forskrækket og sagde: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er opstået" "Derfor virker undergørende kræfter i ham." Mark. 6, 16; Matt. 14, 2. Alligevel ville Herodes gerne se Jesus. Nu var der lejlighed til at frelse denne profets liv, og kongen håbede for stedse at forjage mindet om dette blodige hoved, der var blevet bragt ham på et fad. Han ønskede også at få sin nysgerrighed tilfredsstillet og mente, at hvis Kristus blev stillet over for muligheden for frifindelse, så ville han gøre alt, hvad man bad ham om.

(498)  En stor forsamling af præsterne og de ældste havde ledsaget Kristus til Herodes, og da Frelseren blev ført ind, fremførte disse værdige herrer, der alle talte i munden på hinanden, deres beskyldninger imod ham. Men Herodes tog ikke meget hensyn til deres anklager. Han påbød tavshed, fordi han gerne ville have lejlighed til at udspørge Kristus. Han befalede, at lænkerne skulle tages af Kristus, og anklagede herved samtidig hans fjender for at have behandlet ham grusomt. Han betragtede med medynk verdens Frelsers stille og afklarede ansigt, og han læste deri kun visdom og renhed. Han var lige såvel som Pilatus overbevist om, at Kristus var blevet anklaget på grund af ondskab og skinsyge.

(498)  Herodes stillede nu Kristus mange spørgsmål, men under det hele vedligeholdt Frelseren en dyb tavshed. På kongens befaling blev så de affældige og krøblingene kaldt ind, og Kristus fik befaling om at bevise sine påstande ved at gøre et under. Der bliver sagt, at du kan helbrede de syge, sagde Herodes. Jeg har lyst til at se, om din store berømmelse svarer til sit rygte. Jesus svarede ham ikke, og Herodes blev stadig ved med at trænge ind på ham: Hvis du kan gøre mirakler for andre, så gør dem nu for din egen skyld, og du skal ikke have gjort det forgæves. Atter befalede han: Vis os et tegn på, at du har den magt, som rygtet siger, du har! Men det var, som om Kristus hverken hørte eller så. Guds Søn havde påtaget sig menneskelig natur. Han måtte handle, som et menneske måtte gøre det under de samme omstændigheder. Derfor ville han ikke gøre et under for at fri sig selv fra den smerte og ydmygelse, som et menneske måtte udholde, når det var stillet som han.

(499)  Herodes lovede, at hvis Kristus ville gøre et eller andet under, medens han så på det, så ville han blive frigivet. Kristi anklagere havde med deres egne øjne set de kraftige gerninger, der var sket ved hans magt. De havde hørt ham byde graven give sin døde tilbage. De havde set den døde komme frem i lydighed mod hans røst. De blev overvældet af frygt for, at han nu virkelig ville gøre et under. Beviser på hans magt var det, de frygtede mest af alt. En sådan tilkendegivelse ville være et dødsstød for deres planer og ville måske komme til at koste dem livet. Atter fremkom præsterne og rådsherrerne i deres store ængstelse med beskyldningerne imod ham. De hævede stemmen og erklærede ham for at være en forræder, en gudsbespotter. Han gør sine undere ved den magt, han har fået af Beelzebul, de onde ånders fyrste. Nu blev der et forvirret virvar i salen, hvor nogle råbte det ene og nogle det andet.

(499)  Herodes samvittighed var nu langt mindre følsom end dengang, hvor han havde skælvet af frygt, da Herodias krævede Johannes Døbers hoved. En kort tid havde han følt et stærkt samvittighedsnag på grund af sin frygtelige udåd; men hans moralske opfattelse var blevet mere og mere fornedret på grund af hans lastefulde liv. Nu var hans sjæl blevet så forhærdet, at han endog pralede af den straf, han havde bragt over Johannes, fordi denne vovede at irettesætte ham. Og nu truede han Jesus ved gentagne gange at erklære, at han havde magt til at give ham friheden eller til at dømme ham. Men ikke en bevægelse fra Jesus tydede på, at han havde hørt, hvad han sagde.

(499)  Herodes blev ærgerlig over hans tavshed. Det forekom ham, at den vidnede om en fuldkommen ligegyldighed over for hans myndighed. Åbenlys dadel havde været mindre krænkende for denne forfængelige og hovmodige konge end at blive ignoreret på denne måde. Igen truede han harmfuldt Jesus, der stadig blev ved med at være uberørt og tavs.

(499)  Kristus skulle ikke ved sin sendelse til denne verden tilfredsstille tom nysgerrighed. Han kom for at helbrede de sønderknuste. Hvis han kunne have sagt noget, der ville have helbredt sårene hos syndbetyngede sjæle, ville han ikke have forholdt sig tavs. Han havde ingen ord til dem, der blot ønskede at træde sandheden ned med deres ugudelige fødder.

(499)  Kristus kunne have talt ord til Herodes, som ville have fået det til at ringe for den forhærdede konges øren. Han kunne have ramt ham med frygt og bæven ved at forelægge ham, hvor ugudeligt han levede, og hvor frygtelig en dom der ventede ham. Men Kristi tavshed var den hårdeste irettesættelse, han kunne have givet. Herodes havde forkastet den sandhed, der var blevet forkyndt ham af den største af alle profeter, og han skulle ikke have noget andet budskab. Ikke et ord værdigede Himmelens Majestæt ham. Det øre, som altid havde været åbent for menneskers smerte, ville ikke høre på Herodes befalinger. Disse øjne, der altid havde hvilet på den angrende synder med medlidende, tilgivende kærlighed, havde ikke et blik tilovers for den hovmodige konge, der ikke følte, at han trængte til en Frelser.

(499)  Herodes ansigt blev mørkt af vrede. Han vendte sig til mængden og anklagede Jesus for at være en bedrager. Derefter sagde han til Kristus: Hvis du ikke vil give os beviser for dine påstande, så vil jeg udlevere dig til soldaterne og folket. Måske vil det lykkes for dem at få dig til at tale. Hvis du er en bedrager, så er døden for deres hånd ikke andet, end hvad du fortjener; hvis du er Guds Søn, så frels dig selv ved at gøre et under.

(500)  Ikke så snart havde han udtalt disse ord, før man styrtede hen imod Kristus. Som vilde dyr kastede mængden sig over deres bytte. Jesus blev slæbt hid og did, og Herodes gjorde fælles sag med pøbelen for at søge at ydmyge Guds Søn. Hvis ikke de romerske soldater havde lagt sig imellem, ville Frelseren være blevet sønderrevet.

(500)  Men Herodes og hans krigsfolk hånede og spottede ham, og de kastede en prægtig kappe om ham. Også de romerske soldater tog del i denne mishandling. Alt, hvad disse onde, fordærvede soldater, i fællesskab med Herodes og de jødiske myndigheder, kunne finde på, overdængede de Frelseren med. Men alligevel svigtede hans guddommelige tålmodighed ikke.

(500)  Kristi forfølgere havde forsøgt at bedømme hans karakter i lighed med deres egen. De havde forestillet sig, at han var lige så ussel som de selv. Men bag ved alt det, der i øjeblikket skete, trængte et andet syn sig frem et syn, som de engang vil komme til at se i hele dets herlighed. Medens de rå menneskemasser hånende bøjede sig for ham, var der nogle af dem, der nærmede sig i den samme hensigt, som vendte om, ængstede og tavse. Herodes følte sig overbevist! De sidste stråler af nådens lys skinnede på hans af synden forhærdede sjæl. Han følte, at dette ikke var noget almindeligt menneske, thi det guddommelige havde flammet gennem det menneskelige. I selve det øjeblik, hvor Kristus var omringet af spottere, ægteskabsbrydere og mordere, følte Herodes, at han så en Gud på sin trone.

(500)  Så forhærdet Herodes end var, vovede han dog ikke at stadfæste Kristi dom. Han ønskede at frigøre sig for dette frygtelige ansvar, og han sendte Jesus tilbage til den romerske domstol.

(500)  Pilatus blev skuffet og meget misfornøjet. Da jøderne vendte tilbage med deres fange, spurgte han dem utålmodigt, hvad de ville have, at han skulle gøre. Han mindede dem om, at han allerede havde forhørt Jesus og ikke fundet nogen skyld hos ham. Han sagde til dem, at de var kommet med beskyldninger mod ham, men at de ikke havde været i stand til at bevise en eneste af anklagerne. Han havde sendt Jesus til Herodes, fjerdingsfyrsten fra Galilæa, som var af deres eget folk, men heller ikke han havde fundet Jesus skyldig i noget, der fortjente døden. "Derfor vil jeg give ham en revselse og så løslade ham," sagde Pilatus.

(500)  Her viste Pilatus svaghed sig. Han havde erklæret, at Jesus var uskyldig, men alligevel var han villig til at lade ham piske for at tilfredsstille hans anklagere. Han ville tilsidesætte ret og retfærdighed for at gå på akkord med hoben. Dette gjorde hans stilling svagere. Mængden benyttede sig af hans ubeslutsomhed og fremkom med endnu stærkere krav om fangens liv. Hvis Pilatus fra første færd havde stået fast og nægtet at dømme et menneske, som han fandt var uden skyld, ville han have brudt den skæbnesvangre kæde af begivenheder, der skulle komme til at lænke ham i anger og skyld, så længe han levede. Hvis han havde gennemført, hvad han var overbevist om var rigtigt, ville jøderne ikke have dristet sig til at foreskrive ham noget. Kristus ville være blevet dræbt, men skylden herfor ville ikke have hvilet på Pilatus. Men skridt for skridt havde Pilatus øvet vold mod sin samvittighed. Han havde undslået sig for at dømme med retfærdighed og billighed, og nu opdagede han, at han var hjælpeløs i præsternes og rådsherrernes hænder. Hans vaklen og ubeslutsomhed viste sig at være hans ødelæggelse.

(501)  Selv nu blev det ikke overladt Pilatus at handle i blinde. Et budskab fra Gud advarede ham mod den udåd, han var i færd med at begå. Som svar på Kristi bøn havde Pilatus hustru fået besøg af en engel fra Himmelen, og i en drøm havde hun set Frelseren og havde talt med ham. Pilatus hustru var ikke jøde, men da hun havde set Jesus i sin drøm, nærede hun ingen tvivl om hans oprindelse eller sendelse. Hun vidste, at han var den guddommelige Konge. Hun havde set ham ved forhøret i retssalen. Hun så, at hans hænder var bundne som en forbryders. Hun så Herodes og hans soldater gøre skrækkelige ting. Hun hørte præsterne og rådsherrerne anklage ham som vanvittige i deres skinsyge og ondskab. Hun hørte disse ord: "Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden." Hun så Pilatus lade Jesus piske efter først at have erklæret: "Jeg finder ingen skyld hos ham." Hun hørte dommen blive afsagt af Pilatus og så ham overgive Kristus til sine bødler. Hun så korset rejst på Golgata. Hun så jorden indhyllet i mørke og hørte det forunderlige råb: "Det er fuldbragt." Og endnu et andet syn mødte hendes blik! Hun så Kristus siddende på den store hvide sky, medens jorden vaklede i rummet og hans mordere flygtede bort fra synet af hans herlighed. Med et skrig af rædsel vågnede hun op og skrev straks nogle advarende ord til Pilatus.

(501)  Medens Pilatus tøvede og overvejede, hvad han skulle gøre, banede et sendebud sig vej gennem mængden og rakte ham brevet fra hans hustru. Det lød således: "Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld."

(501)  Pilatus blegnede. Han kunne ikke forstå sine egne modstridende følelser. Men medens han tøvede med at handle, ophidsede præsterne og rådsherrerne folkestemningen endnu mere. Pilatus var tvunget til at handle. Nu kom han i tanker om en skik, der kunne tjene til at sikre Kristi frigivelse. Det var en skik ved denne højtid at frigive en fange efter folkets eget valg. Denne skik var af hedensk oprindelse. Der fandtes ikke skygge af retfærdighed i den, men den blev meget påskønnet af jøderne. De romerske myndigheder havde på dette tidspunkt en fange i deres varetægt ved navn Barabbas, som var dømt til døden. Denne mand havde hævdet at være Messias.

(501)  Han hævdede at have myndighed til at oprette en ny tingenes orden for at bringe verden på fode igen. Ved Satans bedrag hævdede han også, at alt, hvad han kunne opnå ved tyveri og røveri, tilhørte ham. Han havde udrettet forunderlige ting ved djævelske kræfters medvirken, han havde vundet tilhængere blandt folket og havde ophidset til oprør mod det romerske styre. Under dække af religiøs begejstring var han en forhærdet og samvittighedsløs skurk, der kun stræbte efter oprør og grusomhed. Pilatus mente, at han ved at give folket valget mellem dette menneske og den skyldfri Frelser ville kunne vække deres retfærdighedsfølelse. Han håbede på at vinde deres medfølelse for Jesus til trods for præsterne og rådsherrerne. Derfor vendte han sig til mængden og sagde meget alvorligt: "Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, der kaldes Kristus?"

(502)  Svaret fra mængden lød som vilde dyrs brølen: "Lad os få Barabbas løsladt!" Højere og højere lød råbet: Barabbas! Barabbas! Pilatus mente, at folket ikke havde forstået spørgsmålet, og han spurgte atter: "Vil I nu, at jeg skal frigive jer jødernes konge!" Men de skreg atter: "Bort med ham, men lad os få Barabbas løsladt!" Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus" spurgte Pilatus. Atter brølede det sydende menneskehav som djævle. Der fandtes også djævle i menneskeskikkelse blandt mængden, og hvad andet svar kunne man så vente sig end dette: "Lad ham blive korsfæstet."

(502)  Pilatus var kommet i vanskeligheder. Han havde ikke troet, at det skulle gå så vidt. Han veg tilbage for at udlevere en skyldfri mand til den mest vanærende og grusomme død, der var til. Da de høje skrig var holdt op, vendte han sig til folket og sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men nu var sagen så vidt fremskreden, at man ikke hørte efter noget. Det var ikke beviser for Kristi skyldfrihed, de ville have, men hans domfældelse.

(502)  Stadig prøvede Pilatus på at redde ham. "Så sagde han til dem for tredje gang: Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med døden; derfor vil jeg revse ham og så løslade ham!" Men blot det at høre hans frigivelse nævne vakte folkets raseri med tifoldig styrke. "Korsfæst, korsfæst ham!" råbte de. Højere og højere larmede det uvejr, som Pilatus vankelmodighed havde fremkaldt.

(502)  Udmattet af træthed og fuld af sår blev Jesus nu grebet og pisket i mængdens påsyn. "Soldaterne førte ham nu ind i gården, det vil sige paladset, og de sammenkalder hele vagtmandskabet. Og de giver ham en purpurkappe på og fletter en tornekrone og sætter den på ham. Så gav de sig til at hilse ham: Hil dig, jødekonge! Og de ..... spyttede på ham og faldt på knæ og hyldede ham." Af og til var der en hånd, som i ondskab greb det rør, de havde givet ham i hånden, og slog kronen ned over hans pande, så blodet dryppede ned over hans ansigt og skæg.

(502)  Undres, i Himle! og forundres, du jord Betragt undertrykkeren og den undertrykte. En rasende menneskemængde omringer verdens Frelser. Spot og hån blander sig med rå og gudsbespottelige eder. Hans ringe herkomst og fattige liv bliver gjort til genstand for bemærkninger fra den hårdhjertede skare. Man latterliggør hans hævdelse af at være Guds Søn, og den grove spøg og det fornærmelige stikleri lyder fra mund til mund.

(502)  Satan førte selv an i den grusomme skares mishandling af Frelseren. Han stræbte efter, hvis det lod sig gøre, at udæske ham til at gøre gengæld eller til at gøre et mirakel for at befri sig og således gøre en ende på frelsesplanen. Blot en enkelt plet på hans liv som menneske, eller hvis blot han i sin menneskeskikkelse en eneste gang havde svigtet i at udholde den frygtelige prøve, så ville Guds Lam have været et ufuldkomment offer, og menneskets frelse ville ikke blive opnået. Men han, som på sit bud kunne kalde de himmelske hærskare til hjælp for sig selv han, som kunne have drevet denne hob i rædsel fra sin nærhed ved at lade sin guddommelige majestæt stråle han fandt sig med fuldkommen ro i de groveste krænkelser og mishandlinger.

(503)  Kristi fjender havde forlangt et mirakel som bevis for hans guddommelighed. De fik et bevis, som var langt større end noget, de havde søgt. Medens grusomheden nedværdigede hans plageånder til noget umenneskeligt, som lignede Satan selv, så ophøjede Jesu sagtmodighed og tålmodighed ham til at stå over menneskeheden og bevise sit slægtskab med Gud. Hans nedværdigelse var pantet på hans ophøjelse. De blodige smertens dråber, der fra hans sårede tindinger flød ned over hans ansigt og skæg, var pantet på, at han skulle salves med "glædens olie" (Hebr. 1,9) som vor ypperstepræst.

(503)  Satans raseri var frygteligt, da han så, at al den skændsel, Frelseren blev overøst med, ikke havde fratvunget ham den mindste enkeltheder fra at gøre sin Faders vilje. Menneskeskikkelse, blev han holdt oppe af en guddommelig kraft og veg ikke i de mindste enkeltheder fra at gøre sin Faders vilje.

(503)  Da Pilatus overgav Jesus til at blive pisket og forhånet, var det for at vække mængdens medlidenhed. Han håbede, at de ville finde, at denne straf var tilstrækkelig. Han troede, at selv præsternes had nu måtte være tilfredsstillet. Men med deres skarpe opfattelsesevne indså jøderne imidlertid svagheden ved således at straffe en mand, der var blevet erklæret for at være uskyldig. De vidste, at Pilatus forsøgte at redde fangens liv, og de var fast besluttede på, at Jesus ikke skulle frigives. Det er for at behage og tilfredsstille os, at Pilatus har ladet ham piske, tænkte de, og hvis vi gennemfører sagen med et bestemt formål, så får vi ganske sikkert vor vilje!

(503)  Nu sendte Pilatus bud efter Barabbas, for at han kunne blive ført ind i retssalen. Derefter fremstillede han de to fanger side om side, og idet han pegede på Frelseren, sagde han med højtideligt bønfaldende stemme: "Se, hvilket menneske!" "Jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen skyld hos ham."

(503)  Der stod Guds Søn iført spottens dragt og med tornekronen på hovedet. Da han var nøgen til bæltestedet, så man på hans ryg de lange, frygtelige striber efter slagene, hvorfra blodet flød. Hans ansigt var blodplettet og præget af udmattelse og smerte; men aldrig havde det set skønnere ud end nu. Frelserens ansigtsudtryk havde ikke ændret sig i hans fjenders nærværelse. Ethvert af hans træk udtrykte mildhed og selvhengivelse og den kærligste medlidenhed med hans grusomme fjender. Der fandtes ingen fej svaghed i hans optræden, men langmodighedens styrke og værdighed. Fangen ved hans side var en slående modsætning til ham. Hvert træk i Barabbas ansigt var udtryk for, hvilken forhærdet forbryder han var. Enhver, der så dem, måtte føle modsætningen. Der var nogle af tilskuerne, der græd. Medens de betragtede Jesus, fyldtes deres hjerter af deltagelse. Selv præsterne og de ældste var overbeviste om, at han var den, han hævdede at være.

(503)  De romerske soldater, der omgav Kristus, var heller ikke alle forhærdede. Nogle af dem så ham alvorligt ind i ansigtet for at finde et eneste vidnesbyrd om, at han var en forbryder eller et farligt menneske. Fra tid til anden vendte de sig om for at tilkaste Barabbas et foragteligt blik. Det krævede ikke megen indsigt at tyde hans sindelag i alle måder. Så vendte de sig atter til den anklagede. De betragtede den guddommelige lidende med en følelse af dyb medlidenhed. Kristi tavse selvhengivelse indprægede denne begivenhed i deres sind, så den aldrig kunne udslettes, før de enten anerkendte ham som Kristus, eller de ved at forkaste ham beseglede deres egen skæbne.

(504)  Pilatus var opfyldt af undren over Frelserens store tålmodighed. Han nærede ingen tvivl om, at synet af denne mand i modsætning til Barabbas ville vække jødernes medfølelse. Men han forstod ikke præsternes fanatiske had til ham, der som verdens lys havde afsløret deres mørke og vildfarelse. De havde ophidset mængden til et vanvittigt raseri, og atter lød der fra præsterne, rådsherrerne og folket dette frygtelige råb: "Korsfæst, korsfæst ham!" Til sidst mistede Pilatus helt tålmodigheden med deres blinde grusomhed og udbrød i sin fortvivlelse: "Så tag I ham og korsfæst ham; for jeg finder ingen skyld hos ham."

(504)  Skønt grusomhed ikke var noget nyt for den romerske landshøvding, så følte han medlidenhed med denne lidende fange, der, skønt han var blevet dømt og pisket, trods blødende pande og flænget ryg, stadig havde en optræden som en konge på sin trone. Men præsterne erklærede: "Vi har en lov, og efter den lov er han skyldig til døden, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn."

(504)  Pilatus blev forfærdet. Han havde ingen korrekt forestilling om Kristus og hans kald; men han havde en ubestemt tro på Gud og på væsener, der stod over menneskene. Der var en tanke, der engang havde strejfet hans sind, og som nu tog mere fast form. Han stillede sig selv det spørgsmål, om det ikke var muligt, at det var et guddommeligt væsen, der stod foran ham, iført den parodiske purpurkappe og kronet med torne.

(504)  Atter gik han ind i domssalen og sagde til Jesus: "Hvor er du fra" Men Jesus svarede ham ikke. Frelseren havde talt frit ud til Pilatus og havde forklaret ham om sin egen sendelse som et vidne om sandheden. Pilatus havde ringeagtet lyset. Han havde misbrugt sin høje stilling som dommer ved at ofre sine principper og sin myndighed for at give efter for mængdens fordringer. Nu havde Jesus ikke mere lys at give ham. Ærgerlig over hans tavshed sagde Pilatus hovmodigt: "Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at give dig fri og magt til at lade dig korsfæste?"

(504)  Jesus svarede: "Du havde aldeles ingen magt over mig, hvis den ikke var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større synd." Således undskyldte den medlidende Frelser, midt i sin uendelige lidelse og sorg, så vidt muligt den handling, som blev gjort af den romerske landshøvding, der overgav ham til at korsfæstes. Hvilket skue at skildre og give videre til eftertiden! Hvilket lys kaster det ikke over hans skikkelse, som er hele verdens dommer!

(504)  Derfor har den, som overgav mig til dig, større synd, sagde Jesus. Hermed mente Kristus Kajfas, der som ypperstepræst stod som repræsentant for det jødiske folk. De kendte de retningslinjer, som de romerske myndigheder fulgte. De havde fået lys gennem profetierne, der vidnede om Kristus, og gennem hans egen lære og hans undergerninger. De jødiske dommere havde fået umiskendelige beviser på, at han, som de nu dømte til døden, var guddommelig, og engang skulle de dømmes efter det lys, de havde fået.

(505)  Den største skyld og det tungeste ansvar hvilede på dem, der beklædte de højeste stillinger i landet, og som forvaltede de hellige hverv, som de forrådte på en så lumpen måde. Pilatus, Herodes og de romerske soldater var forholdsvis uvidende om Jesus. De tænkte sig at behage præsterne og rådsherrerne ved at mishandle ham. De havde ikke fået det lys, som det jødiske folk havde modtaget så rigeligt af. Hvis soldaterne havde fået dette lys, ville de ikke have behandlet Kristus så grusomt, som de gjorde.

(505)  Atter foreslog Pilatus at frigive Frelseren. "Men jøderne råbte og sagde: Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven." Således foregav disse hyklere at være omsorgsfulde for kejserens myndighed. Blandt alle modstandere af det romerske styre var jøderne de mest hårdnakkede. Når de kunne gøre det med sikkerhed, var de i høj grad tyranniske med at fremtvinge deres egne nationale og religiøse krav; men når de ønskede at fremme et eller andet grusomt formål, lovpriste de kejserens magt. For at fuldbyrde Kristi tilintetgørelse var de villige til at foregive loyalitet over for det styre, som de hadede.

(505)  Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren, fortsatte de. Dette var at ramme Pilatus på et ømt sted. Han var under mistanke fra den romerske regering, og han vidste, at en sådan indberetning ville blive hans endeligt. Han vidste, at hvis jødernes planer blev krydset, ville deres raseri vende sig mod ham. De ville ikke lade noget ugjort for at opnå at få hævn. Lige for sine egne øjne havde han et eksempel på, hvor ihærdige de var, når de stræbte en, som de hadede, efter livet, én, som de hadede uden grund!

(505)  Så tog Pilatus plads på dommersædet og viste atter Jesus frem for folket, idet han sagde: "Se, her er jeres konge!" Atter lød det rasende råb: "Bort, bort med ham! korsfæst ham!" Med en røst, der kunne høres fjernt og nær, spurgte Pilatus: "Skal jeg korsfæste jeres konge" Men fra profane, ugudelige læber lød disse ord: "Vi har ingen anden konge end kejseren."

(505)  Ved således at vælge en hedensk hersker havde det jødiske folk trukket sig tilbage fra Guds herredømme. De havde forkastet Gud som deres konge. Fra nu af havde de ingen frelser. De havde ingen anden konge end kejseren. Så vidt havde præsterne og lærerne ført folket! Dette var de ansvarlige for tillige med de forfærdelige følger, det havde. Et folks synd og et folks undergang skyldtes dette folks religiøse ledere.

(505)  Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag! Ængsteligt og skamfuldt betragtede Pilatus Frelseren. Blandt dette store hav af opadvendte ansigter var hans det eneste, som var fredfyldt. Det var, som om hans hoved var omgivet af et lysskær. Pilatus sagde ved sig selv: Han er en Gud! Han vendte sig til mængden og erklærede: Jeg er uskyldig i hans blod! Tag I ham og korsfæst ham! Men mærk jer dette, I præster og rådsherrer: jeg erklærer ham for at være uskyldig! Gid han, som han hævder er hans Fader, må dømme jer og ikke mig for, hvad der sker i dag! Derefter sagde han til Jesus: Tilgiv mig denne gerning! Jeg kan ikke frelse dig! Og da han endnu engang havde ladet Jesus piske, overgav han ham til at blive korsfæstet

(506)  Pilatus higede efter at løslade Jesus; men han indså, at det ikke var muligt for ham at gøre dette og alligevel beholde sin egen stilling og ære. Han valgte at ofre et uskyldigt menneskes liv hellere end at miste sin verdslige magt. Hvor findes der mange, der på samme måde svigter, hvad der er rigtigt, for at undgå tab eller lidelse. Samvittigheden og pligten peger den ene vej, og ens egne interesser peger den anden vej. Strømmen bruser stærkt i den forkerte retning, og den, som går på akkord med det onde, rives med ind i syndens dybe mørke.

(506)  Pilatus gav efter for mængdens krav. Hellere end at risikere at miste sin stilling overgav han Jesus til at korsfæstes. Men trods alle hans forsigtighedsregler hændte det, som han frygtede, ham senere i livet. Han blev berøvet sine æreshverv, han blev afsat fra sit høje embede, og ikke længe efter korsfæstelsen tog han selv sit liv, plaget af samvittighedsnag og såret stolthed. På samme måde vil alle, der går på akkord med synden, kun få sorg og ødelæggelse ud af det. "Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje." Ordsp. 14,12.

(506)  Da Pilatus erklærede sig uskyldig i Kristi blod, svarede Kajfas trodsigt: "Hans blod komme over os og vore børn!" Disse frygtelige ord blev gentaget af præsterne og rådsherrerne, og mængden stemte i med en umenneskelig larm. Hele skaren svarede og sagde: "Hans blod komme over os og vore børn!"

(506)  Israels folk havde truffet deres valg. De havde peget på Jesus og sagt: "Ikke ham, men Barabbas." Barabbas, røveren og morderen, stod som repræsentant for Satan. Kristus var Guds stedfortræder. Kristus var blevet forkastet; Barabbas var blevet valgt. Og de skulle få Barabbas! Ved at træffe dette valg tog de imod ham, som fra begyndelsen havde været en løgner og morder. Satan var deres fører. Som et folk ville de nu handle efter hans diktat. De ville gøre hans gerninger. De måtte tåle hans herredømme. Dette folk, som valgte Barabbas i stedet for Kristus, ville komme til at føle Barabbas grusomhed til tidernes ende.

(506)  Medens jøderne så på det slagne Guds Lam, havde de råbt: "Hans blod komme over os og vore børn!" Dette frygtelige råb steg op til Guds trone. Denne dom, som de afsagde over sig selv, blev optegnet i Himmelen. Denne bøn blev hørt. Guds Søns blod kom over deres børn og deres børnebørn som en evig forbandelse.

(506)  Den blev på en frygtelig måde virkeliggjort ved Jerusalems ødelæggelse. Den er blevet åbenbaret på en frygtelig måde ved jødefolkets tilstand gennem nittenhundrede år, en gren, der var blevet skåret af vintræet, en død gren uden frugt, der skulle samles op og brændes. Fra land til land over hele verden, fra århundrede til århundrede, er de døde, døde i overtrædelse og synd!

(506)  Frygteligt skal denne bøn opfyldes på dommens store dag. Når Kristus atter kommer tilbage til jorden, men ikke som en fange, der er omringet af pøbelen, skal mennesker se ham. Så vil de komme til at se ham som Himmelens Konge. Kristus vil komme i sin egen herlighed og i sin Faders herlighed og i de hellige engles herlighed. Ti tusinde gange ti tusinde og tusinder og atter tusinder af engle, Guds skønne og sejrrige sønner, der er i besiddelse af en ubegribelig skønhed og herlighed, vil ledsage ham. Så skal han sidde på sin herligheds trone, og alle folkeslag skal samles foran ham. Så skal ethvert øje se ham, og også de mennesker, som gennemborede ham. I stedet for en tornekrone skal han bære herlighedens krone, den ene krone inden i den anden. I stedet for den gamle purpurkongekappe skal han være klædt i blændende hvide klæder, så hvide, "som ingen blegemand på jorden kan gøre dem". Mark. 9,3. Og på sin kappe og sin lænd har han et navn skrevet: "Kongernes Konge og herrernes Herre." Åb. 19,16.

(507)  De, som hånede og slog ham, skal også være til stede dér. Præsterne og rådsherrerne skal atter se, hvad der skete i domssalen. Enhver begivenhed skal vise sig for dem, som om den var skrevet med ildbogstaver. Så skal de, der sagde: "Hans blod komme over os og vore børn," få svaret på deres bøn. Så skal hele verden komme til at vide besked og forstå. Så vil de fatte, hvem og hvad det er, som de, stakkels, svage, dødelige væsener, har ført krig imod. I frygtelig kval og rædsel vil de råbe til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Åb. 6,16-17.