Påskebesøget i Jerusalem

(45)  Dette kapitel er bygget op over Luk 2,41-51
Blandt jøderne regnes tolvårsalderen for skillelinjen mellem barndom og ungdom. Når en hebraisk dreng havde nået denne alder, blev han kaldt en lovens søn, men tillige en Guds søn. Han fik derefter særlige muligheder for åndelig belæring og forventedes at tage del i de hellige højtider og ceremonier. Det var i overensstemmelse med denne skik, at Jesus som dreng var på påskebesøg i Jerusalem. Ligesom alle andre fromme israelitter drog Josef og Maria hvert år op for at højtideligholde påsken; og da Jesus havde nået den alder, der krævedes, tog de ham med sig.

(45)  Der var tre årlige fester: påsken, pinsen og løvhyttefesten, hvor alle mænd i Israel havde befaling til at fremstille sig for Herren i Jerusalem. Af disse højtider var påsken den, der blev overværet af de fleste. Der kom mange til stede fra alle de lande, hvor jøderne boede under adspredelsen. Fra alle dele af Palæstina kom deltagerne i store skarer. Rejsen fra Galilæa varede flere dage, og de rejsende samledes i store flokke både for selskabets og sikkerhedens skyld. Kvinderne og de gamle mænd red på okser eller æsler ad de bratte, klippefulde veje. De kraftigere mænd og de unge drog af sted til fods. Tidspunktet for påskehøjtiden svarede til slutningen af marts eller begyndelsen af april, hele landet var som et blomsterflor, og fuglenes sang frydede alle. Langs hele vejen fandtes der steder, som rummede erindringer om Israels historie, og fædrene og mødrene fortalte atter deres børn om, hvor store ting Gud havde gjort for sit folk i de svundne tider. De fordrev tiden undervejs med sang og musik, og alle røster istemmende denne sejrs sang:

(45)  Så står vore fødder
da i dine porte, Jerusalem.
Der råde fred på din mur,
Tryghed i dine borge.
Sl. 122,2-7.

(45)  Højtideligholdelsen af påsken begyndte samtidig med den hebraiske nations tilblivelse. Den sidste nat under deres trældom i Ægypten, da der tilsyneladende ikke var noget, der tydede på befrielse, befalede Gud dem at berede sig til en øjeblikkelig udfrielse. Han havde givet Farao advarsel om den endelige dom over ægypterne, og han bød hebræerne samle deres familier inden for deres egne boliger. Når de havde stænket dørstolperne med det slagtede lams blod, skulle de spise lammet, stegt, sammen med usyret brød og bitre urter. "Og når I spiser det," sagde han, "skal I have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er påske for Herren." 2Mos. 12,11. Ved midnatstid blev alle ægypternes førstefødte dræbt. Så sendte kongen dette budskab til Israel: "Bryd op og drag bort fra mit folk, ..... og drag ud og dyrk Herren, som I har forlangt." 2Mos. 12,31. Hebræerne drog bort fra Ægypten som et frit folk. Herren havde befalet, at påsken hvert år skulle fejres. Han sagde: "Når da eders børn spørger eder: Hvad betyder den skik, I der har? så skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han gik israelitternes huse forbi i Ægypten, dengang han slog ægypterne." Således blev beretningen om denne vidunderlige udfrielse atter og atter fortalt fra slægt til slægt.

(46)  Påsken blev efterfulgt af de usyrede brøds højtid, som varede i syv dage. På højtidens anden dag blev førstegrøden af årets høst, et neg af bygaks, fremstillet for Herren. Alle højtidens ceremonier var forbilleder på Kristi gerning. Israels udfrielse fra Ægypten var et levende eksempel på genløsning, som påskefesten skulle bevare i erindringen. Det slagtede lam, det usyrede brød og neget med høstens førstegrøde var symboler på Frelseren.

(46)  For de fleste mennesker på Kristi tid var højtideligholdelsen af denne fest sunket ned til at blive en ren formssag. Men hvad må den ikke have betydet for Guds Søn!

(46)  Det var første gang, at barnet Jesus betragtede templet. Han så, hvordan de hvidklædte præster forrettede deres højtidelige tjeneste. Han så det blødende lam på alteret. Sammen med de andre tempelsøgende bøjede han sig i bøn, medens røgelseskyerne steg op til Gud. Han var vidne til påskehøjtidens betagende ritualer. Dag for dag stod deres betydning mere og mere klart for ham. Enhver handling syntes at have en forbindelse med hans eget liv. Der vågnede nye impulser i hans indre. I tavshed og dybt betaget syntes han at grunde over et stort problem. Mysteriet i hans kald begyndte at gå op for Frelseren.

(46)  Helt hensunken i beskuelse af, hvad der skete, holdt han sig ikke ved siden af sine forældre. Han søgte at blive ene. Da påskegudstjenesterne var forbi, tøvede han stadig i tempelgårdene, og da menighedens medlemmer drog bort fra Jerusalem, blev han ladt tilbage.

(46)  Under dette besøg i Jerusalem havde Jesu forældre ønsket at bringe ham i forbindelse med Israels store lærere. Skønt han til de mindste enkeltheder var lydig mod Guds ord, rettede han sig ikke efter de rabbinske skikke og ritualer. Josef og Maria håbede, at han måske kunne komme til at nære ærbødighed for de lærde skriftkloge og mere flittigt give agt på deres vedtægter. Men Jesus havde i templet lært af Gud selv. Det, som han havde modtaget, begyndte han straks at give videre til andre.

(46)  På den tid var et værelse i forbindelse med templet afgivet til en hellig skole, på samme måde som profeternes skoler. Her forsamledes de øverste rabbinere sammen med deres elever, og derhen kom også barnet Jesus. Han satte sig ved disse alvorlige, lærde mænds fødder og lyttede til deres undervisning. Som den, der søger visdom, udspurgte han lærerne med hensyn til profetierne og til begivenheder, der dengang var sket, og som viste hen til Messias' komme.

(47)  Jesus fremstillede sig som et menneske, der higer efter viden om Gud. Hans spørgsmål fremkaldte tanker om dybe sandheder, der længe havde været glemt i mørket, men som dog var af afgørende betydning for sjælenes frelse. Skønt hvert spørgsmål viste, hvor begrænset og overfladisk de lærde mænds visdom var, så gav hvert spørgsmål udtryk for en guddommelig lære og kastede nyt lys over sandheden. Rabbinerne talte om den vidunderlige ophøjelse, som Messias' komme ville betyde for jødefolket; men Jesus gjorde dem opmærksomme på Esajas' profeti og spurgte dem om, hvad der så var betydningen af disse skrifter, der peger hen til Guds Lams lidelse og død.

(47)  Nu vendte de lærde sig til ham med spørgsmål, og de undrede sig over hans svar. Med et barns ydmyghed gentog han Skriftens ord, idet han gav dem en så dyb betydning, som de vise mænd aldrig havde opfattet. Hvis de retningslinjer for sandheden, som han viste dem, var blevet fulgt, ville det have betydet en omvæltning i de tiders religion. Der ville være blevet vakt en dyb interesse for åndelige ting; og da Jesus begyndte på sin gerning, ville der have været mange, der var beredt til at tage imod ham.

(47)  Rabbinerne vidste, at Jesus ikke var blevet undervist i deres skoler, men alligevel overgik hans forståelse af profetierne langt deres egen. De skimtede store muligheder i denne galilæiske dreng. De ville gerne erhverve ham til at være deres discipel, så han kunne blive en lærer i Israel. De ville gerne kunne overvåge hans uddannelse, fordi de følte, at en så enestående forstand måtte bringes ind under deres vejledning.

(47)  Jesu ord havde grebet deres hjerter på en måde, som de aldrig før var blevet påvirket af noget menneskes ord. Gud prøvede at give lys til disse Israels ledende mænd, og han benyttede det eneste middel, hvorved det var muligt at nå dem. De ville i deres hovmod have foragtet at indrømme, at de skulle lade sig belære af nogen. Hvis det havde set ud, som om Jesus havde villet forsøge at belære dem, ville de ikke have værdiget ham at lytte til hans ord. Men de smigrede sig med, at det var dem, der belærte ham, eller at de i det mindste satte hans skriftkundskab på prøve. Jesu ungdommelige beskedenhed og venlighed afvæbnede deres fordomme. Uden at de selv vidste det, åbnede deres sind sig for Guds ord, og Helligånden talte til deres sjæle.

(47)  De kunne ikke undgå at se, at deres forventninger med hensyn til Messias ikke fandt støtte i profetierne; men de ville ikke slippe de teorier, der havde været smigrende for deres ærgerrighed. De ville ikke indrømme, at de havde misforstået de skrifter, som de gjorde krav på at fortolke. Fra den ene til den anden lød dette spørgsmål: Hvorfra har denne unge mand sin viden, da han aldrig har lært noget Lyset skinnede i mørket; men "mørket begreb det ikke".

(47)  Imidlertid var Josef og Maria dybt bekymrede og fortvivlede. Ved deres afrejse fra Jerusalem havde de tabt Jesus af syne, og de vidste ikke, at han var blevet tilbage i byen. Landet var dengang tæt befolket, og karavanerne fra Galilæa var meget store. Der herskede stor forvirring, når de forlod byen. Undervejs blev deres opmærksomhed optaget af det fornøjelige ved at rejse sammen med venner og bekendte, og de lagde ikke mærke til hans fraværelse, før aftenen var ved at falde på. Da de så standsede for at holde rast, savnede de deres barns hjælpende hånd. De havde ikke følt nogen ængstelse, fordi de mente, at han var sammen med deres rejseselskab. Så ung som han var, havde de stolet ubetinget på ham og ventede, at han ville være parat til at stå dem bi, når det tiltrængtes, og komme deres ønsker i forkøbet, som han altid plejede. Men nu blev de grebet af frygt. De ledte efter ham i hele rejseselskabet, men det var forgæves. De gyste ved tanken om, hvordan Herodes havde forsøgt at dræbe ham, da han var lille. Deres sind fyldtes af mørke forudanelser. De gjorde sig selv de bitreste bebrejdelser.

(48)  Da de var kommet tilbage til Jerusalem, fortsatte de deres eftersøgning. Da de næste dag blandede sig med mængden i templet, hørte de en kendt stemme, som vakte deres opmærksomhed. De kunne ikke tage fejl af den. Ingen anden stemme lignede hans, så dybt alvorlig, og alligevel så melodisk.

(48)  De fandt Jesus i rabbinernes skole. Trods deres glæde kunne de ikke glemme deres sorg og ængstelse. Da han atter var sammen med dem, sagde moderen disse ord, som rummede en bebrejdelse: "Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte "

(48)  Hvorfor ledte I efter mig? svarede Jesus. Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders gerning? Og da de ikke lod til at forstå hans ord, pegede han opad. Der var et lys over hans ansigt, som de undrede sig over. Guddommeligheden lyste frem gennem menneskeskikkelsen. Da de fandt ham i templet, havde de lyttet til, hvad der foregik mellem ham og rabbinerne, og de undrede sig over hans spørgsmål og svar. Hans ord satte en række af tanker i gang, som de aldrig ville kunne glemme.

(48)  Og hans spørgsmål til dem rummede en lære for dem. "Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders gerning ?" Jesus havde beskæftiget sig med det arbejde, som han var kommet til verden for at udføre; men Josef og Maria havde forsømt deres. Gud havde vist dem en stor ære ved at betro dem sin Søn. Hellige engle havde vejledt Josef, for at Jesu liv kunne blive bevaret. Men en hel dag igennem havde de mistet ham af syne, som de ikke et eneste øjeblik burde have glemt. Og da de blev lettet for deres ængstelse, havde de ikke bebrejdet sig selv, men havde lagt hele skylden på ham.

(48)  Det faldt Jesu forældre naturligt at betragte ham som deres eget barn. Han var jo daglig sammen med dem, hans tilværelse lignede i så mange henseender andre børns, og det var vanskeligt for dem at gøre sig klart, at han var Guds Søn. De var i fare for et glemme at påskønne den velsignelse, der var skænket dem ved at være sammen med verdens Frelser. Sorgen over at have været skilt fra ham og den milde bebrejdelse, der lå i hans ord, var tænkt som en påmindelse til dem om, hvor helligt et kald der var betroet dem.

(48)  Ved at svare sin moder på denne måde viste Jesus for første gang, at han forstod sit forhold til Gud. Før han blev født, havde engelen sagt til Maria: "Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid." Luk. 1,2-3. Maria havde grundet over disse ord i sit hjerte; men skønt hun troede, at hendes barn skulle blive Israels Messias, forstod hun ikke, hvori hans kald bestod. Nu fattede hun ikke betydningen af hans ord; men hun forstod, at han havde frasagt sig slægtskab med Josef og havde erklæret, at Gud var hans Fader.

(49)  Jesus ringeagtede ikke sit forhold til sine jordiske forældre. Fra Jerusalem vendte han hjem sammen med dem og hjalp dem i deres arbejdsomme tilværelse. Han skjulte mysteriet ved sit kald i sit eget hjerte og afventede i ydmyghed den tid, der var beskikket for ham til at påbegynde sin gerning. I atten år, efter at han havde fattet, at han var Guds Søn, anerkendte han de bånd, der bandt ham til hjemmet i Nazaret, og udførte sin pligt som søn, som broder, som ven og borger.

(49)  Da Jesu kald var blevet åbenbaret for ham i templet, veg han tilbage for samværet med mængden. Han ville gerne vende tilbage fra Jerusalem i al stilhed sammen med dem, der kendte hans livs hemmelighed. Ved påskehøjtiden søgte Gud at kalde sit folk bort fra deres verdslige bekymringer og minde dem om sin underfulde gerning ved at udfri dem af Ægypten. Han ville, at de i denne handling skulle se et løfte om udfrielse fra synden. Ligesom det slagtede lams blod beskyttede Israels folks hjem, sådan skulle Kristi blod frelse deres sjæle; men de kunne kun blive frelst ved Kristus, hvis de ved troen gjorde hans liv til deres eget. Den symbolske tjeneste gavnede kun, hvis den rettede menighedens tanker hen til Kristus som deres personlige Frelser. Det var Guds vilje, at de skulle ledes til under bøn at granske og gruble over, hvad der havde med Kristi sendelse at gøre. Men når skarerne forlod Jerusalem, optog rejseoplevelserne og det selskabelige samkvem alt for ofte hele deres interesse, og den højtidelige tjeneste, som de havde været vidne til, blev glemt. Frelseren følte sig ikke tiltrukket af tanken om at være sammen med dem.

(49)  Da Josef og Maria skulle vende tilbage fra Jerusalem sammen med Jesus, håbede han på at vende deres tanker til profetierne om den lidende Frelser. På Golgata søgte han at lindre sin moders sorg. Nu tænkte han på hende. Maria skulle være vidne til hans sidste dødskval, og Jesus ønskede, at hun skulle forstå hans kald, for at hun kunne få kraft til at bære det. når sværdet gennemtrængte hendes sjæl. Som Jesus nu havde været skilt fra hende og hun med sorg havde søgt efter ham i tre dage, sådan skulle han atter, når han blev ofret for verdens synd, være tabt for hende i tre dage. Og når han atter steg op af graven, ville hendes sorg atter blive vendt til glæde. Men hvor langt bedre ville hun ikke kunne have udholdt smerten ved hans død, hvis hun havde forstået de skrifter, som han nu forsøgte at vende hendes tanker hen til!

(49)  Hvis Josef og Maria havde støttet deres tanker om Gud ved meditation og bøn, ville de have erkendt, hvilken hellig forpligtelse de havde fået, og ville ikke have sluppet Jesus af syne. Ved en enkelt dags forsømmelse mistede de Frelseren; men det kostede dem tre dages angstfuld søgen atter at finde ham. Sådan kan det også gå os. Ved unyttig tale, sladder eller forsømmelse af at bede kan vi på en eneste dag gå glip af Frelserens nærværelse, og det kan måske koste os mange dages smertefuld søgen atter at finde ham og genfinde den fred, som vi har mistet.

(50)  Under vort samvær med hverandre burde vi passe på ikke at glemme Jesus. så vi lever vort liv uden at tænke på, at han ikke er hos os. Når vi lader os optage af verdslige ting, så vi ikke har nogen tanke for ham, som er midtpunktet for vort håb om evigt liv, så skiller vi os selv fra Jesus og fra de himmelske engle. Disse hellige væsener kan ikke dvæle, hvor man ikke nærer ønske om Frelserens nærværelse, og hvor man ikke lægger mærke til, at han er borte. Dette er grunden til, at der så ofte hersker modløshed blandt dem, der kalder sig Kristi disciple.

(50)  Mange tager del i gudstjenester og føler sig opmuntrede og trøstede ved Guds ord; men ved at forsømme meditation, årvågenhed og bøn går de glip af velsignelsen og opdager, at de er mere fattige, end før de modtog den. Ofte har de den følelse, at Gud har været hård og streng imod dem. De kan ikke se, at skylden er deres egen. Ved at holde sig borte fra Jesus har de udelukket sig fra hans nærværelses lys.

(50)  Det ville være gavnligt for os hver eneste dag at tilbringe en time med eftertanke og i beskuelse af Kristi liv. Vi burde genkalde os det punkt for punkt og lade vor opfattelsesevne holde fast ved hver eneste begivenhed, ikke mindst de sidste. Når vi således dvæler ved hans store offer for os, vil vor tillid til ham blive mere bestandig, vor kærlighed vil blusse op, og vi vil blive mere gennemtrængt af hans ånd. Hvis det er vort ønske til sidst at blive frelst, må vi lære bodfærdighed og ydmyghed ved korsets fod.

(50)  Når vi er sammen, kan vi være til velsignelse for hinanden. Hvis vi tilhører Kristus, vil vore skønneste tanker gælde ham. Vi vil elske at tale om ham; og når vi taler sammen om hans kærlighed, vil vare tanker blive mildere ved den guddommelige påvirkning. Når vi betragter skønheden i hans egenskaber, vil vi blive "forvandlede til det samme billede fra herlighed til herlighed". 2Kor. 3,18.