"Herren er opstanden". .

(534)  Dette kapitel er bygget op over Matt 28,2-4.11-15
Natten før den første dag i ugen var langsomt veget bort. Den mørkeste time, lige før daggry, var nu kommen. Kristus var stadig fange i sin trange grav. Den store sten lå på sin plads, det romerske segl var ikke brudt, og de romerske soldater holdt vagt. Og der var usynlige tilskuere. Skarer af onde engle havde samlet sig om stedet. Hvis det havde været muligt, ville mørkets fyrste sammen med sin hær af frafaldne for evigt have holdt den grav forseglet, hvor Guds Søn hvilede. Men en himmelsk hærskare omgav graven. Engle, som er vældige i kraft, vogtede graven og ventede på at byde livets banebryder velkommen.

(534)  Og se, da blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen. Iført Guds kraft og herlighed forlod denne engel de himmelske boliger. Guds herligheds klare stråler var foran ham og lyste over hans vej. Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for, ham og blev som døde.

(534)  Ja, I præster og rådsherrer, hvad blev der nu af jeres vagtmandskabs styrke? Tapre soldater, der aldrig havde været bange for menneskemagt, er nu, som om de var taget til fange uden sværd eller spyd. Det ansigt, de ser, er ikke nogen dødelig stridsmands ansigt; det tilhører den mægtigste i Herrens hærskare. Dette sendebud er den samme, som nu indtager den plads, hvorfra Satan faldt. Det er ham, der på Betlehems høje forkyndte Kristi fødsel. Jorden bæver, da han nærmer sig, mørkets magter flygter, og da han vælter stenen bort, er det, som om Himmelen er steget ned til jorden. Soldaterne ser ham fjerne stenen, som om den havde været et sandskorn, og de hører ham råbe: Guds Søn, stig herud; din Fader kalder på dig! De ser Jesus stige op af graven og hører ham fra den åbne grav forkynde: "Jeg er opstandelsen og livet." Idet han stiger op i majestæt og herlighed, bøjer engleskaren sig dybt i tilbedelse af Frelseren og byder ham velkommen med lovsang.

(534)  Et jordskælv var tegnet på den time, hvor Kristus hengav sit liv, og et andet jordskælv vidnede om det øjeblik, hvor han tog det tilbage med sejr. Han, som havde overvundet døden og graven, steg op af graven som en sejrherre, medens jorden skælvede, lynene glimtede og tordenen rullede. Når han atter vender tilbage til jorden, vil han ryste "ikke blot jorden, men også himmelen". "Jorden raver og raver som drukken og svajer som vogterens bytte." Som en bog rulles himlen sammen," "elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op." Men "Herren er ly for sit folk og værn for Israels børn". Hebr. 12,26; Es. 24,20; 34,4; 2Pet. 3,10; Joel 3,21.

(535)  Ved Jesu død havde soldaterne set jorden indhyllet i mørke ved middagstid; men ved opstandelsen så de englenes stråleglans lyse i natten og hørte Himmelens hærskarer synge med glæde og sejrsfryd: Du har overvundet Satan og mørkets magter; du har opslugt døden og vundet sejren!

(535)  Kristus steg herliggjort op af graven, og det romerske vagtmandskab så ham. Deres blik var rettet mod hans ansigt, som de for så kort tid siden havde spottet og hånet. I denne helliggjorte skikkelse så de den fange, som de havde set i retssalen, ham, til hvem de havde flettet en krone af torne. Dette var ham, som uden at gøre modstand havde stået foran Pilatus og Herodes, flænget af de frygtelige piskeslag. Dette var ham, der var blevet naglet til korset, ham, som præsterne og rådsherrerne i deres store selvtilfredshed havde rystet på hovedet over og sagt: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse." Matt. 27,42. Dette var ham, der var blevet lagt i Josefs nye grav. På Himmelens bud var fangen blevet frigjort. Om der så havde været stablet bjerge oven på bjerge over hans grav, så kunne de ikke have hindret ham i at stige op.

(535)  Ved synet af englene og den helliggjorte Frelser var de romerske soldater besvimet og blevet som døde. Da det himmelske følge skjultes for deres blik, rejste de sig op, og så hurtigt som deres rystende lemmer kunne bære dem, skyndte de sig hen til havens udgang. Vaklende som berusede hastede de af sted til byen, hvor de fortalte dem, de mødte, disse forunderlige efterretninger. De var på vej til Pilatus, men deres beretning var nået til de jødiske myndigheder, og ypperstepræsterne og rådsherrerne sendte bud om, at de først skulle komme til dem. Disse soldater frembød et underligt syn. Rystende af skræk og ligblege aflagde de vidnesbyrd om Kristi opstandelse. Soldaterne fortalte alt, ganske som de havde set det. De havde ikke haft tid til at tænke eller tale andet end sandheden. Med forfærdet stemme sagde de: Det var Guds Søn, som blev korsfæstet. Vi har hørt en engel kalde ham Himmelens Majestæt og ærens Konge

(535)  Præsternes ansigter blev dødblege. Kajfas forsøgte at sige noget. Hans læber bevægede sig, men de frembragte ingen lyd. Soldaterne var ved atter at forlade salen, da de blev standset af en stemme. Endelig havde Kajfas fået sit mæle igen. Vent, vent, sagde han Fortæl ingen, hvad I har set.

(535)  Så blev der udfærdiget en løgnagtig beretning til soldaterne. "I skal sige," sagde præsterne Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov" Her overgik præsterne virkelig sig selv! Hvordan kunne soldaterne sige, at disciplene havde stjålet det døde legeme, medens de sov? Hvis de havde sovet, hvordan kunne de så vide det? Og hvis det var bevist, at disciplene havde gjort sig skyldige i at stjæle Kristi legeme, ville så ikke præsterne have været de første til at dømme dem? Eller hvis vagtposterne havde sovet ved graven, ville så ikke præsterne have været de første til at anklage dem hos Pilatus?

(535)  Soldaterne var forfærdede ved tanken om, at de skulle udsætte sig for at blive beskyldt for at have sovet på deres post. Dette var en forbrydelse, der kunne straffes med døden. Skulle de nu vidne falsk for at narre folket og derved bringe deres eget liv i fare Havde de ikke holdt denne trættende vagt med årvågenhed og uden at få søvn i øjnene Hvordan skulle de kunne klare et forhør, selv om de fik penge for det, hvis de svor falsk.

(536)  For at neddysse dette vidnesbyrd, som de frygtede, lovede præsterne at tage sig af vagtholdets sikkerhed ved at sige, at Pilatus ikke mere end de selv ville ønske, at dette rygte kom ud blandt folk. De romerske soldater solgte deres hæderlighed til jøderne for penge. De kom hen til præsterne bebyrdede med penge og en løgnagtig beretning, der var blevet opfundet til dem af præsterne.

(536)  I mellemtiden var meddelelsen om Kristi opstandelse nået til Pilatus. Skønt Pilatus var ansvarlig for at have overgivet Kristus til døden, havde han været forholdsvis ubekymret. Skønt han havde dømt Frelseren mod sin vilje og med en følelse af medlidenhed, havde han ikke før nu følt virkeligt samvittighedsnag. I sin skræk lukkede han sig nu inde i sit hus og besluttede ikke at ville se nogen. Men præsterne skaffede sig adgang til ham og fortalte det, som de havde fundet på, og opfordrede ham indtrængende til at se gennem fingre med vagtposternes pligtforsømmelse. Før Pilatus indvilligede heri, udspurgte han selv ganske privat vagterne. Disse, som var bange for deres egen sikkerhed, vovede ikke at skjule noget, og Pilatus fik fra dem en beretning om alt, hvad der havde fundet sted. Han forfulgte ikke sagen videre, men fra den tid af havde han ikke mere nogen fred.

(536)  Da Jesus blev lagt i graven, triumferede Satan. Han dristede sig til at håbe, at Frelseren ikke ville få livet tilbage. Han gjorde fordring på Herrens legeme og satte sin vagt om graven, idet han prøvede på at holde Kristus fangen. Han blev fuld af harme, da han så sine engle flygte ved det himmelske sendebuds ankomst. Da han så Kristus stige op med sejr, vidste han, at hans rige ville gå til grunde, og at han selv til sidst måtte dø.

(536)  Præsterne havde ved at volde Kristi død gjort sig selv til Satans redskaber. Nu var de fuldstændig i hans magt. De var blevet fanget i en snare, hvorfra de ikke så nogen anden mulighed for at undkomme end at fortsætte deres krig mod Kristus. Da de hørte beretningen om hans opstandelse, frygtede de for folkets vrede. De forstod, at deres eget liv var i fare. Deres eneste håb bestod i at bevise, at Kristus var en bedrager, ved at benægte, at han var opstanden. De bestak soldaterne og sikrede sig Pilatus tavshed. De udspredte deres løgnagtige beretninger alle vegne. Men der var vidner, som de ikke kunne få til at tie. Mange havde hørt om soldaternes vidnesbyrd om Kristi opstandelse, og nogle af de døde, der opstod sammen med Kristus, viste sig for mange og forkyndte, at han var opstanden. Der blev bragt indberetning herom til præsterne af mennesker, der havde set disse opstandne og hørt deres vidnesbyrd. Præsterne og rådsherrerne levede i en bestandig frygt for, at de, hvis de vandrede i gaderne eller var hjemme i deres egne huse, skulle komme til at stå ansigt til ansigt med Kristus. De følte, at de ikke var i sikkerhed nogen steder. Låse og slåer var kun en ringe beskyttelse mod Guds Søn. Det frygtelige optrin i retssalen, hvor de havde råbt: "Hans blod komme over os og vore børn!" stod for dem både dag og nat. Matt. 27,25. Aldrig ville erindringen om dette forsvinde fra deres sind. Aldrig mere ville de komme til at sove fredeligt på deres puder.

(537)  Da den mægtige engels stemme lød ved Kristi grav og sagde: Din Fader kalder på dig! steg Frelseren ud af graven ved det liv, der var i ham selv. Nu var sandheden bevist i disse ord, som han havde sagt: "Jeg sætter mit liv til for at tage det igen. ..... Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen." Nu opfyldtes den profeti, han havde forkyndt præsterne og rådsherrerne: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen." Joh. 10,17-18; 2,19.

(537)  Over Josefs åbne grav havde Kristus sejrrigt forkyndt: "Jeg er opstandelsen og livet." Disse ord kunne kun siges af Gud selv. Alle skabte væsener lever ifølge Guds vilje og magt. De er afhængige af at modtage livet fra Gud. Fra den ypperste seraf til den ringeste levende skabning må de alle næres ved livets kilde. Kun han, som er ét med Gud, kunne sige: Jeg har magt til at sætte livet til, og jeg har magt til at tage det igen! Ved sin guddommelighed ejede Kristus magt til at sønderbryde dødens lænker.

(537)  Kristus opstod fra de døde som førstegrøden af dem, der sover. Han var svingningsnegets modbillede, og hans opstandelse fandt sted på netop den dag, hvor svingningsneget skulle fremstilles for Herren. I mere end tusinde år var denne symbolske ceremoni blevet udført. Fra høstmarkerne samlede man de første modne aks, og når folket drog op til Jerusalem til påskehøjtiden, blev neget af førstegrøden svunget som et takoffer til Herren. Ikke før dette offer var bragt, måtte seglen røre kornet, så det kunne bindes i neg. Dette neg, der var viet til Gud, var et billede på høsten. Sådan symboliserede Kristus førstegrøden af den store åndelige høst, der skulle samles ind til Guds rige. Hans opstandelse er et billede og pant på de retfærdige dødes opstandelse. "Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham." 1Tess. 4,14.

(537)  Da Kristus opstod, medførte han fra graven en mængde fanger. Jordskælvet ved hans død havde fået deres grave til at åbne sig, og da han opstod, opstod de sammen med ham. Det var mennesker, der havde samarbejdet med Gud, og som ved at give deres liv havde vidnet om sandheden. Nu skulle de være vidner for ham, der havde oprejst dem fra de døde.

(537)  Jesus havde vakt døde til live, medens han gjorde sin gerning hernede. Han havde oprejst enkens søn i Nain og synagogeforstanderens datter og Lazarus. Men disse mennesker var ikke blevet iført udødelighed. Efter at de var blevet opvakt, var de stadig dødelige. Men de, som steg op af graven ved Kristi opstandelse, blev oprejst til evigt liv. De steg op sammen med ham som tegn på hans sejr over døden og graven. Disse er ikke længere Satans fanger, sagde Kristus; jeg har genløst dem. Jeg har ført dem ud af graven som førstegrøden af min magt, for at de skal være hos mig, hvor jeg er, og aldrig mere se døden eller opleve nogen sorg.

(537)  Disse gik ind i byen og viste sig for mange og forkyndte: Kristus er opstået fra de døde, og vi er oprejst sammen med ham. Sådan blev opstandelsens hellige sandhed udødeliggjort. De opstandne hellige vidnede om sandheden i disse ord: "Dine døde skal blive levende, mine dødes legemer opstå " Deres opstandelse var et billede på opfyldelsen af denne profeti: "De, som hviler i støvet, skal vågne og juble. Thi en lysets dug er din dug, og jorden giver dødninger igen " Es. 26,19.

(538)  For den troende er Kristus opstandelsen og livet. Ved vor Frelser er det liv, der var gået tabt ved synden, atter blevet givet tilbage; thi han har livet i sig selv og kan give det, til hvem han vil. Han er forlenet med retten til at tildele udødelighed. Det liv, han satte til som menneske, tager han igen og giver det til menneskeheden. Han siger: "Jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod." "Den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv" "Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag." Joh. 10,10; 4,14; 6,54.

(538)  For den troende er døden kun en ringe sag. Kristus taler om den, som om den ikke havde stor betydning. "Om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden," "han skal i al evighed ikke smage døden." For den kristne er døden kun en søvn, et øjebliks stilhed og mørke. Livet er skjult med Kristus i Gud, og "når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åbenbares sammen med ham i herlighed." Joh. 8,51; Kol. 3,4.

(538)  Den røst, der fra korset råbte: "D fuldbragt!" hørtes også blandt de døde. Den trængte ind gennem gravenes mure og opfordrede de sovende til at opstå. Således vil det blive, når Kristi røst lader sig høre fra Himmelen. Denne røst vil trænge ind i gravene og åbne gravkamrene, og de, som er. døde i Kristus, skal opstå. Ved Frelserens opstandelse åbnede nogle få grave sig, men ved hans genkomst skal alle de dyrebare døde høre hans røst og opstå til herligt, evigt liv. Den samme kraft, der opvakte Kristus fra de døde, skal oprejse hans menighed og herliggøre den med ham, over alle magter og myndigheder, over ethvert navn, der kan nævnes, ikke blot i denne verden, men også i den kommende.