Vandringen til Emmaus

(543)  Dette kapitel er bygget op over Luk 24,13-33
Sent om eftermiddagen på opstandelsesdagen var to af disciplene på vej til Emmaus, en lille by, der ligger knap tretten kilometer fra Jerusalem. Disse disciple havde ikke spillet nogen fremtrædende rolle under Jesu gerning, men de hørte til de inderligt troende. De var kommet til hovedstaden for at holde påske, og de blev meget forvirrede over de begivenheder, der nylig havde fundet sted. De havde hørt denne morgens efterretninger om, at Kristi legeme var blevet fjernet fra graven, og også rygtet om de kvinder, der havde set englene og mødt Jesus. Nu vendte de tilbage til deres hjem for at overveje dette og for at bede. Med sorg fortsatte de deres aftenvandring, medens de talte om begivenhederne ved domfældelsen og korsfæstelsen. Aldrig nogensinde før havde de været så modløse. Uden håb og uden tro vandrede de i korsets skygge.

(543)  De var ikke nået ret langt frem på deres vandring, da en fremmed sluttede sig til dem, men de var så fordybede i deres tungsindighed og skuffelse, at de ikke lagde særligt mærke til ham. De blev ved med at tale sammen og gav udtryk for deres hjertes tanker. De anstillede betragtninger over de lærdomme, Kristus havde givet, men som de ikke syntes at være i stand til at forstå. Medens de talte om de begivenheder, der havde fundet sted, længtes Jesus efter at trøste dem. Han havde set deres sorg; han forstod de modstridende og tvivlende tanker, der fik dem til at tænke således: Kan denne mand, der fandt sig i at blive ydmyget i den grad, virkelig være Kristus? De kunne ikke beherske deres sorg, og de græd. Jesus vidste, at deres hjerter var uløseligt forbundne med ham i kærlighed, og han længtes efter at tørre deres tårer bort og fylde dem med glæde og fryd. Men først måtte han lære dem noget, som de aldrig ville glemme.

(543)  Og han sagde til dem: Hvad er det, I går og taler med hinanden om? De standsede og så bedrøvede ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage De fortalte ham om deres skuffelse med hensyn til deres Mester, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; men, sagde de, ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Med hjerter, der var dybt sårede af skuffelse, og med bævende læber tilføjede de: Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete.

(544)  Det var mærkeligt, at disciplene ikke erindrede Kristi ord og ikke forstod, at han havde forudsagt de begivenheder, der nu var sket! De forstod ikke, at den sidste del af hans åbenbarelse ville blive opfyldt lige så helt og fuldt som den første del, og at han skulle opstå på den tredje dag. Det var denne del, de skulle have husket på. Præsterne og rådsherrerne glemte det ikke. "Den næste dag, dagen efter beredelsesdagen, samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, mens han endnu levede: Efter tre dages forløb opstår jeg."" Matt. 27,62-63. Men disciplene huskede ikke disse ord.

(544)  Da sagde han til dem: Ah, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed Disciplene undrede sig over, hvem denne fremmede vel kunne være, når han sådan kunne trænge helt ind i deres sjæl og tale med en sådan alvor, mildhed og medfølelse og med så stor håbefuldhed. For første gang, siden Kristus var blevet forrådt, begyndte de atter at fatte håb. Gentagne gange betragtede de alvorligt deres ledsager og syntes, at hans ord var ganske de samme, som Kristus ville have sagt. De var fulde af forundring, og deres hjerter begyndte at banke af en frydefuld forventning.

(544)  Kristus begyndte med Moses, bibelhistories alfa, og udlagde i alle Skrifterne de ting, som angik ham selv. Hvis han straks havde givet sig til kende for dem, ville deres sjæle ikke være blevet tilfredsstillede. I deres overstrømmende glæde ville de ikke have tørstet efter mere end det. Men det var nødvendigt for dem at forstå det vidnesbyrd, der var blevet givet om ham gennem symbolerne og profetierne i Det gamle Testamente. Deres tro måtte opbygges herpå. Kristus gjorde ikke noget under for at overbevise dem, men hans første handling bestod i at udlægge Skrifterne. De havde betragtet hans død som tilintetgørelsen af alle deres forhåbninger. Nu viste han dem ud fra profeterne, at dette var det stærkeste vidnesbyrd til at styrke deres tro.

(544)  Gennem sin lære til disse disciple viste Jesus, hvor betydningsfuldt Det gamle Testamente er som vidnesbyrd om hans kaldelse. Mange såkaldte kristne affærdiger nu Det gamle Testamente og hævder, at der ikke mere er brug for det. Men dette er ikke efter Kristi lære. Han værdsatte det så højt, at han engang sagde: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde." Luk. 16,31.

(544)  Det er Kristi røst, der taler gennem patriarker og profeter, lige fra Adams tid og til tidernes sidste begivenheder. Frelseren er åbenbaret lige så klart i Det gamle Testamente som i Det nye. Det er lyset fra den profetiske fortid, som stiller Kristi liv og Det nye Testamentes lære i relief med klarhed og skønhed. Kristi undergerninger er et bevis på hans guddommelighed; men man finder et endnu stærkere bevis for, at han er verdens genløser, ved at sammenligne profetierne i Det gamle Testamente med det nye Testamentes beretning.

(544)  Ved at gå ud fra profetierne gav Kristus sine disciple den rette opfattelse af, hvordan han skulle være i sin menneskeskikkelse. Deres forventning om en Messias, som skulle erobre sin trone og kongelige magt i overensstemmelse med, hvad mennesker ønskede, havde været vildledende. Det ville komme i modstrid med den rette forståelse af hans nedstigen fra den højeste til den laveste stilling, man kunne indtage. Kristus ville, at hans disciples forestillinger om ham skulle være rene og sande i alle henseender. De måtte, så vidt som det var muligt, få forståelse af den lidendes kalk, som var bestemt for ham. Han viste dem, at den frygtelige kamp, som de endnu ikke kunne fatte, var opfyldelsen af den pagt, der var sluttet, før verdens grundvold var lagt. Kristus måtte dø, ligesom enhver overtræder af loven må dø, hvis han fortsætter med at synde. Alt dette måtte ske, men det skulle ikke ende med nederlag, men med en herlig og evig sejr. Jesus sagde til dem, at der måtte sættes alt ind på at frelse verden fra synden. Hans efterfølgere måtte leve, som han havde levet, og arbejde, som han havde arbejdet, med kraft og vedholdende bestræbelse.

(545)  Sådan talte Kristus til sine disciple og åbnede deres sind til at kunne forstå Skrifterne. Disciplene var trætte, men samtalen gik ikke i stå. Livets og den sikre forvisnings ord lød fra Frelserens læber. Men deres øjne var stadig tillukkede. Da han fortalte dem om Jerusalems undergang, så de på den fortabte by og græd. Men kun lidet anede de, hvem deres rejseledsager var. De gjorde sig ingen tanker om, at han, som var genstand for deres samtale, gik ved siden af dem, thi Kristus omtalte sig selv, som om han havde været en anden. De tænkte sig, at han var en af dem, som havde overværet den store højtid, og som nu var på vej hjem. Han gik lige så forsigtigt som de selv hen over de ujævne sten og standsede nu og da sammen med dem for at hvile sig lidt. Sådan blev de ved med at gå hen ad bjergstien, medens han, som snart skulle tage sæde ved Guds højre hånd, og som kunne sige: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden," vandrede ved deres side. Matt. 28, 18.

(545)  Medens de vandrede, var solen gået ned, og før de vejfarende nåede til deres bestemmelsessted, havde markarbejderne forladt deres arbejde. Da disciplene skulle til at gå ind i deres hjem, så det ud til, at den fremmede ville fortsætte sin vandring. Men disciplene følte sig draget til ham. Deres sjæle hungrede efter at høre mere af, hvad han havde at sige dem. "Bliv hos os," sagde de. Det lod ikke til, at han ville tage imod indbydelsen, men de trængte ind på ham og sagde: "Det går mod aften, dagen hælder allerede." Kristus gav efter for deres bøn og "gik ind for at blive hos dem".

(545)  Hvis disciplene ikke havde indbudt ham så indtrængende, ville de ikke have fået at vide, at deres rejsefælle var den opstandne Herre. Kristus påtvinger aldrig nogen sit selskab. Han har medfølelse med dem, der trænger til ham. Med glæde vil han gå ind i det ringeste hjem og glæde det ydmygeste hjerte. Men hvis mennesker er for ligegyldige til at tænke på den himmelske gæst eller til at bede ham om at blive hos dem, går han videre. På denne måde lider mange et stort tab. De kender ikke Kristus mere, end disciplene gjorde, da han vandrede sammen med dem hen ad vejen.

(545)  Det enkle aftensmåltid af brød er snart tilberedt. Det bliver sat foran gæsten, der har taget plads for enden af bordet. Nu rækker han sine hænder ud for at velsigne måltidet. Disciplene farer sammen med undren. Deres rejsefælle breder hænderne ud på ganske samme måde, som deres Mester plejede at gøre. De ser igen på dem, og se: i hans hænder ses mærkerne af naglerne. Straks udbryder de begge: Det er Herren Jesus! Han er opstanden fra de døde!

(546)  De rejser sig op for at kaste sig ned for hans fødder og tilbede ham, men han er blevet usynlig for dem. De ser på det sted, hvor han, som så nylig lå i graven, har siddet, og de siger til hinanden: "Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede Skrifterne op for os?"

(546)  Men de kan ikke blive siddende og tale, når de har så store nyheder at bringe. Deres træthed og sult er forsvundet. De lader deres måltid blive stående urørt, og glædestrålende begiver de sig atter ud på den samme vej, ad hvilken de kom, for at skynde sig at fortælle dette til disciplene i byen. Nogle steder er vejen ikke sikker at gå på, men de klatrer over de stejle steder og glider på de glatte klipper. De ser ikke, og de ved ikke, at de bliver beskyttet af ham, som vandrede sammen med dem på vejen. Med pilgrimsstaven i deres hånd haster de af sted og ønsker blot, at de kunne skynde sig endnu mere, end de vover. De farer vild af vejen, men de finder den igen. Somme tider løber de, somme tider snubler de, medens de skynder sig frem, og deres usynlige ledsager er hele tiden ganske tæt ved siden af dem.

(546)  Natten er mørk, men Retfærdighedens Sol lyser for dem. Deres hjerter bæver af fryd. Det er, som om de lever i en anden verden. Kristus er en levende Frelser. De behøver ikke mere at begræde ham som en afdød. Kristus er opstanden atter og atter gentager de dette. Dette er det budskab, som de har at bringe de sørgende. De må fortælle dem den vidunderlige beretning om vandringen til Emmaus. De må fortælle, hvem det var, der fulgtes med dem på vejen. De bringer det største budskab, verden nogensinde har fået, et budskab om de glædelige tidender, som menneskeslægtens håb for tid og evighed er afhængigt af.