Gør alle folkeslagene til mine disciple(558) Dette kapitel er bygget op over Matt 28,16-20 (558) Hvervet var blevet overgivet til de tolv, da Kristus mødte dem i salen ovenpå; men nu blev det givet til mange flere. Ved sammenkomsten på et bjerg i Galilæa var alle de troende, man kunne kalde sammen, til stede. Kristus havde selv før sin død fastsat tiden og stedet. Engelen ved graven mindede disciplene om hans løfte om at møde dem i Galilæa. Løftet blev gentaget for de troende, der var samlede i Jerusalem i påskeugen, og ved deres hjælp nåede det ud til mange ensomme, der sørgede over deres Herres død. Med den største forventning så de alle hen til dette møde. Ad forskellige veje begav de sig hen til mødestedet, idet de kom fra alle mulige retninger for at undgå de skinsyge jøders mistanke. Med undrende sind kom de og talte alvorligt sammen om de meddelelser, der var nået til dem om Kristus. (558) På den fastsatte tid var mere end fem hundrede troende forsamlede i smågrupper på bjergskråningen, ivrige efter at høre alt, hvad de kunne få at vide af dem, der havde set Kristus efter hans opstandelse. Disciplene gik rundt fra gruppe til gruppe og fortalte alt, hvad de havde set og hørt om Jesus, og udlagde det fra Skrifterne, som han havde gjort det over for dem. Tomas fortalte atter beretningen om sin vantro og fortalte, hvordan hans tvivl var blevet fejet til side. Pludselig stod Jesus iblandt dem. Ingen kunne sige, hvorfra eller hvordan han kom. Mange af dem, der var til stede, havde aldrig før set ham; men de så mærkerne efter korsfæstelsen i hans hænder og fødder. Hans ansigt var som Guds eget ansigt, og da de så ham, tilbad de ham. (558) Men der var nogle, der tvivlede. Sådan vil det altid være. Der er nogle, der finder det svært at tro, og de stiller sig på de tvivlendes side. Disse mennesker går glip af meget på grund af deres vantro. (558) Dette var den eneste gang, hvor Jesus mødtes med mange af de troende efter sin opstandelse. Han kom og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden." Disciplene havde tilbedt ham, før han talte, men hans ord, der lød fra læber, der havde været lukkede i døden, betog dem med en forunderlig magt. Nu var han den opstandene Frelser! Mange af dem havde set ham udøve sin magt til at helbrede de syge og herske over djævelske kræfter. De troede, at han havde magt til at oprette sit rige i Jerusalem, magt til at kvæle al modstand og magt over naturens kræfter. Han havde gjort de oprørte vande stille. Han havde vandret på de skumklædte bølger. Han havde vakt de døde til live igen. Nu erklærede han, at "al magt" var givet til ham. Hans ord førte hans tilhørere ud over jordiske og timelige ting til de himmelske og evige. De blev opløftet til den højeste forestilling om hans værdighed og herlighed. (559) Kristi ord på bjergskråningen var forkyndelsen af, at hans offer for menneskeslægten var fuldendt og fuldkomment. Betingelserne for forsoningen var opfyldt. Den gerning, som han var kommen til denne verden for at udrette, var fuldbragt. Han var nu på vej til Guds trone for at æres og prises af engle, magter og myndigheder. Han var begyndt på sin gerning som talsmand. Med en myndighed uden grænser gav han sine disciple denne befaling: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Matt. 28,19-20. (559) Den hellige sandhed var blevet betroet jødefolket; men farisæismen havde gjort dem til de mest afvisende, de mest fanatiske af alle mennesker. Alt, hvad der havde med præsterne og rådsherrerne at gøre deres klædedragt, deres skikke, ceremonier og traditioner gjorde dem uskikkede til at være verdens lys. De betragtede sig selv, det jødiske folk, som hele verden. Men Kristus befalede sine disciple at forkynde en tro og en gudsdyrkelse, der ikke skulle rumme noget i retning af kastevæsen eller landegrænser, en tro, der ville blive antaget af alle folkeslag, alle nationer, alle slags mennesker. (559) Før Kristus forlod sine disciple, angav han tydeligt, af hvad art hans rige var. Han fik dem til at mindes, hvad han tidligere havde sagt dem herom. Han sagde, at det ikke var hans hensigt at oprette et timeligt rige i denne verden, men et åndeligt. Han skulle ikke herske som en jordisk konge på Davids trone. Atter udlagde han Skrifterne for dem og viste dem, at alt, hvad han havde gennemgået, var blevet bestemt i Himmelen, ved rådslagning mellem Faderen og ham selv. Alt var blevet forudsagt af mænd, der var fyldt af Helligånden. Han sagde: I kan se, at alt, hvad jeg har forudsagt jer om min forkastelse som Messias, er gået i opfyldelse. Alt, hvad jeg har sagt med hensyn til den ydmygelse, jeg måtte lide, og den død, jeg måtte dø, er blevet bekræftet. Jeg opstod igen på den tredje dag. I må granske Skrifterne mere flittigt, og så vil I se, at i alt dette er alle enkeltheder i profetierne, som angår mig, blevet opfyldt. (559) Kristus overdrog til sine disciple at gøre den gerning, som han havde betroet i deres hænder, og de skulle begynde i Jerusalem. Jerusalem havde været skuepladsen for hans forunderlige nedværdigelse for menneskehedens skyld. Dér havde han lidt, dér var han blevet vraget og dømt. Judæas land var hans fødested. Der havde han i sin menneskeskikkelse færdedes sammen med mennesker, og kun få havde opdaget, hvor nær Himmelen var kommet til jorden, da Jesus var iblandt dem. Disciplenes arbejde måtte begynde i Jerusalem. (560) Når man tænker på alt, hvad Kristus havde lidt dér, og hvor lidt påskønnet hans gerning havde været, så kunne disciplene måske nok have bedt om en mere lovende arbejdsmark; men de fremkom ikke med nogen sådan bøn. Netop den samme jordbund, hvor han havde sået sandhedens sæd, skulle opdyrkes af disciplene, og sæden ville spire frem og yde en rig høst. Under deres gerning ville disciplene komme til at møde forfølgelse på grund af jødernes skinsyge og had; men deres Mester havde tålt dette, og de måtte ikke flygte fra det. De første tilbud om nåde måtte gives til Frelserens mordere. (560) Og der fandtes i Jerusalem mange, der hemmeligt havde troet på Jesus, og mange, der havde ladet sig føre bag lyset af præsterne og rådsherrerne. Også for dem skulle evangeliet forkyndes. De skulle få kaldet til at angre. Den vidunderlige sandhed, at syndernes forladelse kun kunne opnås ved Kristus, skulle gøres klar for alle. Medens hele Jerusalem var i oprør efter de sidste ugers betagende begivenheder, ville forkyndelsen af evangeliet gøre det dybeste indtryk. (560) Men arbejdet måtte ikke standse her. Det skulle udstrækkes til jordens fjerneste egne. Kristus sagde til sine disciple: I har været vidne til mit liv i selvopofrelse for verdens skyld. I har været vidne til al min møje for Israel. Skønt de ikke ville komme til mig, så de kunne få livet; skønt præsterne og rådsherrerne har gjort mod mig, hvad de havde lyst til; skønt de har vraget mig, som det var forudsagt i Skrifterne, så skal de alligevel få endnu en mulighed for at tage imod Guds Søn. I har set, at jeg gerne tager imod alle dem, der kommer til mig og bekender deres synder. Den, der kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud. Alle, som vil det, kan blive forsonede med Gud og få evigt liv. Til jer, mine disciple, overgiver jeg nådens budskab. Det skal først bringes til Israel og derefter til alle folkeslag, tungemål og folk. Det skal gives til jøder og til hedninger. Alle de, som tror, skal samles til en menighed. (560) Ved at få Helligåndens gave skulle disciplene modtage en vidunderlig kraft. Deres vidnesbyrd skulle bekræftes ved tegn og undere. Der ville ske mirakler ikke blot ved apostlene, men også ved dem, der tog imod deres budskab. Jesus sagde: "I mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske." Mark. 16,17-18. (560) I de tider blev der ofte begået giftmord. Samvittighedsløse mennesker tøvede ikke med på denne måde at skaffe sig af med dem, der stod i vejen for deres ærgerrighed. Jesus vidste, at hans disciples liv ville komme i fare på denne måde. Mange ville mene, at de gjorde Gud en tjeneste ved at dræbe hans vidner. Derfor lovede han dem beskyttelse mod denne fare. (560) Disciplene skulle få den samme magt, som Jesus havde, til at helbrede "al slags sygdom og svaghed blandt folket". Ved i hans navn at helbrede legemets sygdomme skulle de vidne om hans magt til at helbrede sjælen. Matt. 4,23; 9,6. Og nu blev der lovet dem en ny gave. Disciplene skulle prædike blandt andre folkeslag, og de skulle modtage kraft til at tale i andre tungemål. Apostlene og deres medarbejdere var ulærde mænd, men ved Helligåndens udgydelse på pinsedagen blev deres tale ren, enkel og præcis i sine udtryk, både i ord og tonefald, hvad enten de talte deres eget sprog eller et fremmed sprog. (561) Således overgav Kristus sine disciple deres hverv. Han sørgede på alle måder for, at de kunne udøve det, og påtog sig selv ansvaret for, at det skulle lykkes. Så længe de var lydige mod hans ord og arbejdede i forbindelse med ham, kunne det ikke mislykkes for dem. Gå ud til alle folkeslag, bød han dem. Gå ud til de fjerneste beboede egne på kloden, men vid, at jeg vil være hos jer. I skal arbejde i tro og tillid, for I vil aldrig komme til at opleve, at jeg svigter jer. (561) Den opgave, Frelseren gav disciplene, omfattede alle de troende. Alle, der tror på Kristus, er indbefattede heri lige til tidernes ende. Det er en skæbnesvanger misforståelse at mene, at arbejdet for at frelse sjæle kun er afhængigt af den ordinerede prædikant. Enhver, der tager mod livet i Kristus, er indviet til at arbejde for sine, medmenneskers frelse. Det er med dette formål for øje, at menigheden blev oprettet, og alle, der går ind for dens hellige løfter, har dermed forpligtet sig til at være Kristi medarbejdere. (561) Anden og bruden siger: Kom! Og den, som hører, skal sige: Kom Åb. 22,17. Enhver, som hører, skal gentage denne opfordring. Hvad der end er et menneskes kald i livet, bør dets største interesse være at vinde sjæle for Kristus. Det er måske ikke i stand til at tale til store forsamlinger, men det kan arbejde for de enkelte. Til dem kan det videregive den belæring, det selv har modtaget fra Herren. Tjenesten består ikke blot i at prædike. Også de tjener, som skaffer de syge og lidende lindring, som hjælper de nødlidende og taler trøstende ord til de forsagte og de lidettroende. Både nær og fjern findes der sjæle, som er tyngede af skyldfølelse. Det er ikke lidelser, slid og fattigdom, der nedværdiger mennesker. Det er synd og overtrædelser. Dette bringer uro og utilfredshed. Kristus vil, at hans tjenere skal hjælpe dem, der er plagede af synden. (561) Disciplene skulle begynde deres arbejde der, hvor de var. Det vanskeligste og mindst lovende arbejdsfelt måtte ikke forbigås. På samme måde skal enhver af Kristi tjenere begynde der, hvor han er. Inden for vor egen familie findes der måske sjæle, der længes efter medfølelse og hungrer efter livets brød. Der er måske børn, der skal oplæres til at tjene Kristus. Der findes hedninger lige uden for vore døre. Lad os med troskab udrette det arbejde, der ligger os nærmest. Lad derefter vore bestræbelser udstrækkes så vidt, som Guds hånd viser vejen. Mange menneskers gerning synes måske at være begrænset af omstændighederne, men hvor den end er, så vil den, hvis den bliver udført med tro og flid, kunne mærkes til jordens fjerneste grænser. Kristi gerning, da han levede på jorden, syntes at være begrænset til et lille virkefelt, men store skarer fra alle lande hørte hans budskab. Gud benytter ofte de enkleste midler til at nå de største resultater. Det er hans hensigt, at enhver del af hans gerning skal være afhængig af enhver anden del, ligesom det ene hjul griber ind i det andet og de alle virker i harmoni med hinanden. Den ringeste tjener, der lader sig lede af Helligånden, vil komme til at røre ved usynlige strenge, hvis klang vil lyde til jordens ender og være med i evighedens melodi. (562) Men befalingen: "Gå ud i al verden!" må ikke mistes af syne. Vi er kaldede til at rette blikket mod "landene hinsides". Kristus nedbryder skillemuren, nationaliteternes hindrende fordomme, og lærer os at elske alle medlemmer af menneskeslægten. Han hæver mennesker op over den snævre kreds, som deres egenkærlighed foreskriver dem. Han udsletter alle landegrænser og al kunstig adskillelse mellem samfundsklasser. Han gør ikke forskel på naboer og fremmede, på venner eller fjender. Han lærer os at betragte enhver sjæl, der har brug for os, som vor broder og verden som vort virkefelt. (562) Da Frelseren sagde: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple," sagde han også: "bisse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger; og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske." Løftet er lige så vidtrækkende som hvervet. Det er ikke sådan, at alle gaverne tildeles hver eneste troende. Det er Ånden, "som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave". 1Kor. 12,11. Men Åndens gaver loves til enhver, der tror, i forhold til, hvad han behøver for at tjene Gud. Løftet er i dag lige så stærkt og troværdigt som i apostlenes dage. "Disse tegn skal følge dem, der tror." Dette er Guds børns forrettighed, og troen burde holde fast ved alt, hvad det er muligt at få som bekræftelse på troen. (562) På syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske. Denne verden er som et vældigt sygehus, men Kristus kom for at helbrede de syge og forkynde frihed for Satans fanger. Han var selv sundheden og styrken. Han gav af sit liv til de syge, de lidende og dem, der var besat af onde ånder. Han viste ingen bort, der kom for at modtage hans helbredende kraft. Han vidste, at de, som bønfaldt ham om hjælp, selv var skyld i deres sygdom, men alligevel nægtede han ikke at helbrede dem. Og når Kristi kraft kom ind i disse stakkels sjæle, blev de overbevist om deres synd, og mange fik helbredelse for deres åndelige sygdom såvel som for deres legemlige svagheder. Evangeliet har stadig den samme kraft, og hvorfor skulle vi i dag ikke kunne opleve at se de samme resultater? (562) Kristus føler enhver lidendes smerter. Når onde ånder slider i et menneskelegeme, føler Kristus forbandelsen. Når feberen er ved at brænde livskraften bort, føler han dødskvalen. Og han er lige så villig til nu at helbrede de syge, som dengang han i menneskeskikkelse var på jorden. Kristi tjenere er hans stedfortrædere, og han benytter dem til at udføre sin gerning. Det er hans ønske gennem dem at udøve sin helbredende kraft. (562) Frelserens måde at helbrede på rummede en lære før hans disciple. Ved en enkelt lejlighed salvede han en blind mands øjne med dynd og sagde til ham: "Gå hen og tvæt dig i dammen Siloam ..... Han gik så bort, tvættede sig og kom seende tilbage." Joh. 9,7. Helbredelsen kunne kun ske ved den store læges kraft, men alligevel benyttede Kristus naturens enkle hjælpemidler. Skønt han ikke billigede anvendelse af medikamenter, bifaldt han brugen af enkle og naturlige lægemidler. (563) Til mange af de syge, der kom for at blive helbredt, sagde Kristus: "Synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig." Joh. 5,14. Således lærte han dem, at sygdom er følgen af at overtræde Guds love, både fysisk og åndeligt. Den store elendig hed i denne verden ville ikke være til, hvis mennesker blot levede i overensstemmelse med Skaberens vilje. (563) Kristus havde været det gamle Israels leder og lærer, og han lærte dem, at sundhed er lønnen for lydighed mod Guds love. Den store læge, der helbredte de syge i Palæstina, havde talt til sit folk fra skystøtten og sagt dem, hvad de skulle gøre, og hvad Gud ville gøre for dem. "Hvis du vil høre på Herren din Guds røst," sagde han, "og gøre, hvad der er ret i hans øjne, og lytte til hans bud og holde dig alle hans bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig, som jeg bragte over ægypterne, men jeg Herren er din læge!" 2Mos. 15,26. Kristus gav Israel bestemte anvisninger med hensyn til deres levevis, og han forsikrede dem: "Herren vil holde alle sygdomme fra dig." 5Mos. 7,15. Når de opfyldte betingelserne, blev løftet bekræftet for dem. "Ikke en i hans stammer snublede." Sl. 105,37. (563) Denne lære gælder også for os. Der findes betingelser, som alle må rette sig efter, hvis de vil bevare deres sundhed. Alle burde lære, hvori disse betingelser består. Herren synes ikke om uvidenhed med hensyn til sine love, hverken de fysiske eller de åndelige. Vi skal arbejde sammen med Gud for at genvinde såvel legemets som sjælens sundhed. (563) Og vi burde lære andre, hvordan de kan bevare og genvinde deres sundhed. Til de syge burde vi anvende de lægemidler, som Gud har stillet til vor rådighed i naturen, og vi burde vise dem hen til ham, der er den eneste, som kan helbrede. Det er vor opgave at bringe de syge og lidende til Kristus ved hjælp af troen. Vi burde lære dem at tro på den store læge. Vi burde holde fast ved hans løfter og bede ham om at åbenbare sin magt. Evangeliets hovedindhold består i at genskabe, og Frelseren vil, at vi skal byde de syge, de modløse og de lidende at gribe fat i hans kraft. (563) Kærlighedens styrke fandtes i alle Kristi helbredelsesundere, og kun ved gennem troen at få del i denne kærlighed kan vi blive hans redskaber i hans gerning. Hvis vi forsømmer at fastholde en åndelig forbindelse med Kristus, kan floden med de livgivende kræfter ikke strømme i rigt mål fra os ud til andre mennesker. Der var steder, hvor selv Frelseren ikke kunne gøre mange kraftige gerninger på grund af menneskers vantro. Sådan kan også nu vantroen skille menigheden fra dens guddommelige hjælper. Den har et for svagt begreb om evighedens virkelighed. Gud bliver skuffet over dens manglende tro, der berøver ham den ære, der tilkommer ham. (563) Det er, når menigheden er beskæftiget med Kristi gerning, at den har fået løfte om hans nærværelse. "Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple," sagde han. "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." En af de første betingelser for at kunne modtage hans kraft er at tage hans åg på sig. Selve menighedens liv er afhængigt af dens troskab til at udrette det hverv, Herren har givet den. At forsømme dette er i sandhed det samme som at åbne døren for svaghed og forfald. Hvor der ikke sker et aktivt arbejde for andre, dér forsvinder kærligheden, og troen bliver svag. (564) Kristus vil, at hans tjenere skal være menighedens opdragere i arbejdet for evangeliet. De skal lære mennesker, hvordan man skal opsøge og frelse de fortabte. Men er det så dette, de beskæftiger sig med? Ak, hvor mange arbejder mon på at puste liv i den svage glød, der findes i en hensygnende menighed Hvor mange menigheder bliver ikke plejet som syge lam af dem, der burde lede efter det mistede får! Og hele tiden går der millioner og atter millioner af sjæle fortabt uden Kristus. (564) Guds kærlighed har ladet sig bevæge til de mest ufattelige dybder for menneskenes skyld, engle undres over kun at finde en overfladisk taknemmelighed hos dem, der modtager så stor en kærlighed. Engle undres over, at mennesket i så ringe grad påskønner Guds kærlighed. Himmelen føler sig krænket over den ligegyldighed, der udvises over for menneskesjæle. Ønsker vi at vide, hvordan Kristus ser på dette Hvordan ville en fader eller en moder føle det, hvis de fik at vide, at deres barn, som var faret vild i kulden og sneen, var blevet gået forbi og overladt til at omkomme af dem, der kunne have reddet det? Ville de ikke blive forfærdelig bedrøvede og frygtelig harmfulde Ville de ikke anklage disse mordere med en harme, der var lige så brændende som deres tårer og lige så lidenskabelig som deres kærlighed? Hvert eneste menneskes lidelser er Guds barns lidelser, og de, som ikke rækker en hjælpende hånd til deres medskabninger, som er ved at gå til grunde, vækker hans retfærdige harme. Dette er Lammets vrede. Til dem, der hævder fællesskab med Kristus, men som dog har vist sig ligegyldige for deres medmenneskers nød, vil han på dommens store dag sige: "Jeg ved ikke, hvorfra I er; gå bort fra mig alle I, som øver uret!" Luk. 13,27. (564) Da Kristus overgav sine disciple hvervet, skildrede han dem ikke blot deres opgave, men han gav dem det budskab, de skulle bringe. Han sagde: "Idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer." Disciplene skulle lære andre det samme, som Kristus havde lært dem. Det, som han havde forkyndt, ikke blot personligt, men også gennem alle de gammeltestamentlige profeter og lærere, er indbefattet heri. Menneskers lære er udelukket. Her findes ingen plads for overleveringer, for menneskelige teorier og slutninger eller for kirkelig lovgivning. Ingen love, der er givet af gejstlige myndigheder, indbefattes i missionsbefalingen. Kristi tjenere skulle ikke lære andre noget af dette. "Loven og profeterne" sammen med beretningen om hans egne ord og gerninger er den skat, der blev betroet disciplene, for at de skulle give den til verden. Kristi navn er deres løsen, deres udmærkelsestegn, deres enhedsmærke, berettigelsen til deres handlemåde og årsagen til, at deres gerning lykkes. Intet, som ikke bærer hans overskrift, vil blive anerkendt i hans rige. (564) Evangeliet skal ikke forkyndes som en død teori, men som en levende kraft, der kan forvandle livet. Gud vil, at de, der tager imod hans nåde, skal være vidner om dens magt. Han tager gerne selv mod dem, hvis livsførelse har været mest krænkende for ham. Hvis de omvender sig, tildeler han dem sin Guddomsånd, giver dem de mest betroede stillinger og udsender dem til de vantros lejr, for at de kan forkynde hans grænseløse barmhjertighed. Han vil, at hans tjenere skal vidne om, at mennesker ved hans nåde kan komme i besiddelse af Kristuslignende egenskaber og kan fryde sig ved forvisningen om hans store kærlighed. Han vil, at vi skal vidne om, at han ikke slår sig til tåls, før menneskeheden er blevet vundet tilbage og genindsat i sine hellige rettigheder som hans sønner og døtre. (565) I Kristus findes hyrdens omsorg, forældrenes kærlighed og den medlidende Frelsers uendelige nåde. Han tilbyder sine velsignelser på den mest tillokkende måde. Det er ham ikke nok kun at fortælle om disse velsignelser. Han tilbyder dem som noget meget tiltrækkende for at vække ønsket om at komme i besiddelse af dem. På samme måde skal hans tjenere tilbyde rigdommen ved den uudsigelige gaves herlighed. Kristi forunderlige kærlighed vil få hjerterne til at smelte og overvinde dem, hvor blot en gentagelse af læresætninger intet kunne udrette. "Trøst, ja trøst mit folk, så siger eders Gud." "Stig op på højen bjerg, du Zions glædesbud, løft din røst med kraft, du Jerusalems glædesbud, løft den uden frygt og sig til Judas byer: Se eders Gud! .... Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får." Es. 40,1 og 9 og 11. Fortæl mennesker om ham, som er "herlig blandt titusinder", og om ham, som er "idel ynde". Højsangen 5,10. 16. Ord alene kan ikke udtrykke dette. Det må genspejles i karakteren og åbenbares i livet. Kristus sidder model og venter på, at hans billede skal genspejles i hver eneste discipel. Enhver er af Gud forudbestemt til at "blive hans Søns billede lig". Rom. 8,29. I ethvert menneske bør Kristi langmodige kærlighed, hans sagtmodighed, barmhjertighed og sandhed åbenbares for verden. (565) De første disciple gik ud for at prædike ordet. De åbenbarede Kristus i deres liv, og Herren arbejdede sammen med dem "og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med". Mark. 16,20. Disse disciple beredte sig til deres gerning. Før pinsedagen mødtes de med hinanden og skaffede al uenighed af vejen. De havde ét sind. De troede på Kristi løfte om, at de ville få velsignelsen, og de bad i tro. De bad ikke blot om en velsignelse for sig selv. De var tyngede af ansvaret for sjæles frelse. Evangeliet skulle bringes ud til jordens fjerneste grænser, og de tryglede om den tildeling af kraft, som Kristus havde lovet dem. Derefter blev Helligånden udgydt, og tusinder blev omvendt på en dag. (565) Sådan kan det også blive nu. Lad Guds ord blive prædiket i stedet for menneskers påfund. Lad de kristne bringe deres stridigheder ud af verden og overgive sig til Gud for at frelse de fortabte. Lad dem i tro bede om velsignelsen, så vil den komme. Åndens udgydelse på apostlenes tid var "tidligregnen", og følgerne deraf var herlige. Men "sildigregnen" vil blive endnu mere rigelig. Joel 2,23. (565) Alle de, der vier deres sjæl, legeme og ånd til Gud, vil bestandig komme til at modtage en ny tildeling af legemlig og åndelig kraft. Himmelens uudtømmelige forråd står til deres rådighed. Kristus ind dem ånde fra sin egen ånd og liv fra sit eget liv. Helligånden sætter al kraft ind for at virke på hjerte og sind. Guds nåde øger og mangfoldiggør deres evner, og enhver fuldkommenhed i den guddommelige natur kommer dem til hjælp i arbejdet for at frelse sjæle. Ved at arbejde sammen med Kristus fuldkommengøres de i ham, og i deres menneskelige svaghed bliver de i stand til at gøre den Almægtiges gerninger. (566) Frelseren længes efter at åbenbare sin nåde og præge sin karakter på hele verden. Den er hans erhvervede ejendom, og det er hans vilje at gøre menneskene frie og rene og hellige. Skønt Satan arbejder på at hindre ham i dette formål, kan der dog ved det blod, der er udgydt for verden, vindes sejre, som vil herliggøre Gud og Lammet. Kristus slår sig ikke til ro, før sejren er fuldkommen, og han opnår at "se det, hvormed han skal mættes" efter sin sjæls møje. Es. 53,11. Alle jordens folk skal høre evangeliet om hans nåde. Ikke alle vil tage imod hans nåde; men "ham skal efterkommerne tjene; om Herren skal tales til slægten, der kommer". Sl. 22,31. "Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk," og "landet er fuldt af Herrens kundskab, som vandene dækker havets bund." "Så Herrens navn frygtes i vest, hans herlighed, hvor sol står op " Dan. 7,27; Es. 11,9; 59,19. (566) Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion: Din Gud har vist, han er konge ..... Bryd ud til hobe i jubel, Jerusalems tomter! Thi Herren trøster sit folk ..... Han blotter sin hellige arm far al folkenes øjne, den vide jord skal skue frelsen fra vor Gud. Es. 52,7-10. |