Til min fader og jeres fader .

(567)  Dette kapitel er bygget op over Luk 24,50-53; Apg 1,9-12
Tiden var kommet, hvor Kristus skulle stige op til sin Faders trone. Som en guddommelig sejrherre var han ved at vende hjem med sejrens trofæer til de himmelske boliger. Før sin død havde han sagt til sin Fader: "Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre" Joh. 17,4. Efter sin opstandelse havde han tøvet en stund på jorden, for at hans disciple kunne komme til at kende ham i hans opstandene og herliggjorte skikkelse. Nu var han rede til at tage afsked. Han havde godtgjort sandheden i den kendsgerning, at han var en levende Frelser. Hans disciple behøvede ikke længere at tænke på ham i forbindelse med graven. De kunne tænke på ham som den, der var herliggjort over for den himmelske verden.

(567)  Til stedet for sin himmelfart valgte Jesus den plet, der så ofte var blevet helliget ved hans nærværelse, medens han boede blandt mennesker. Ikke Zions bjerg, stedet, hvor Davids by lå, ikke Morija bjerg, hvor templet var bygget, skulle nyde denne ære. Dér var Kristus blevet hånet og forkastet. Der var nådens strømme, der stadig vendte tilbage som et stærkere kærlighedens tidevand, blevet kastet tilbage af hjerter, der var hårde som en klippe. Derfra var Kristus, træt og tung om hjertet, vandret bort for at finde hvile på Oliebjerget. Da den hellige Shekinah forlod det første tempel, dvælede den på det østlige bjerg, som om den nødig ville forlade den udvalgte by. Sådan stod Kristus på Oliebjerget og så længselsfuldt ud over Jerusalem. Bjergets småskove og kløfter var blevet helligede ved hans bønner og tårer. De bratte skrænter havde genlydt af skarens triumfråb, da den kårede ham til konge. Ved dets skråninger havde han fundet et hjem hos Lazarus i Betania. I Getsemane have ved bjergets fod havde han bedt og lidt dødelig kval i sin ensomhed. Fra dette bjerg ville han stige op til Himmelen. På dets tinde vil hans fødder hvile, når han vender tilbage. Ikke som en smerternes mand, men som en herlig og sejrende konge vil han stå på Oliebjerget, medens hebraiske halleluja råb blander sig med hedningernes hosiannaråb og de genløstes stemmer som lyden af en vældig hærskare skal få jubelråbet til at klinge: Kron ham, som er Herre over alle!

(567)  Nu begav Jesus sig sammen med de elleve disciple hen imod bjerget. Da de gik gennem Jerusalems port, fulgte mange undrende blikke denne lille skare mennesker, som blev anført af en person, som rådsherrerne for nogle få uger siden havde fået dømt og korsfæstet. Disciplene vidste ikke, at dette skulle blive sidste gang, de var sammen med deres Mester. Jesus brugte tiden til at tale med dem og gentog sin tidligere belæring. Da de nærmede sig Getsemane, standsede han, for at de skulle genkalde sig, hvad han havde lært dem i den nat, hvor han led den store kval. Atter betragtede han det vintræ, ved hjælp af hvilket han dengang havde fremstillet menighedens forening med ham selv og hans Fader. Atter gentog han de sandheder, som han dengang havde åbenbaret. Alle vegne omkring ham var der minder om hans kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Selv disciplene, som stod hans hjerte så nær, havde i ydmygelsens stund bebrejdet ham og svigtet ham.

(568)  Kristus havde opholdt sig i verden i tre og tredive år. Han havde tålt dens foragt, krænkelser og hån. Han var blevet forkastet og korsfæstet. Nu, hvor han er ved at stige op til sin herligheds trone, vil han så ikke ved at mindes utaknemmeligheden hos det folk, han er kommet for at frelse, tage sin kærlighed og medfølelse fra dem Vil ikke hans følelser vende sig mod det rige, hvor man værdsætter ham, og hvor syndfri engle kun venter på at handle efter hans bud Nej! Hans løfte til de elskede, som han efterlader på jorden, lyder sådan: "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Matt. 28,20.

(568)  Da de nåede til Oliebjerget, gik Jesus i forvejen hen over bjergets top, til de kom i nærheden af Betania. Her standsede han, og disciplene forsamledes omkring ham. Det var, som om der strålede lys ud fra hans ansigt, da han kærligt så på dem. Han bebrejdede dem ikke deres fejl og misgreb. Ord fulde af kærlighed var det sidste, de hørte fra deres Herres mund. Med hænderne udrakt til velsignelse og ligesom til forsikring om hans beskyttende omsorg steg han langsomt op fra deres kreds, draget mod Himmelen af en magt, der var stærkere end nogen jordisk tiltrækning. Da han steg opad, så disciplene, fulde af ærefrygt, med anspændt blik efter det sidste glimt af deres himmelfarne Herre. En lysende sky skjulte ham for deres øjne, og disse ord lød atter for dem, da englenes skyvogn tog imod ham: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Og samtidig tonede den skønneste og mest frydefulde musik ned til dem fra englenes kor.

(568)  Medens disciplene stadig stirrede opad, lød der stemmer til dem med en klang som den dejligste musik. De vendte sig om og så to engle i menneskeskikkelse. De sagde til dem: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen."

(568)  Disse engle hørte til den skare, som havde ventet i en strålende sky for at ledsage Jesus til hans himmelske hjem. Som de mest ophøjede af hele engleskaren var det disse to, der var kommet til graven ved Kristi opstandelse, og de havde fulgt ham gennem hele hans liv på jorden. Med den største længsel havde hele Himmelen ventet på afslutningen af hans ophold på en jord, der var vansiret af syndens forbandelse. Nu var tiden inde, hvor det himmelske univers kunne modtage sin konge. Mon ikke de to engle længtes efter at slutte sig til den skare, der bød Jesus velkommen Men af medfølelse og kærlighed til dem, han havde forladt, ventede de for at bringe dem trøst. "Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse" Hebr. 1,14.

(569)  Kristus var steget op til Himmelen i menneskeskikkelse. Disciplene havde set skyen tage imod ham. Den samme Jesus, som havde vandret og talt og bedt sammen med dem; som havde brudt brødet sammen med dem; som havde været hos dem i deres både på søen, og som endnu den samme dag havde arbejdet sig op til toppen af Oliebjerget denne samme Jesus var nu forsvundet for at dele tronen med sin Fader. Og englene havde forsikret dem, at han, som de havde set blive optaget til Himmelen, ville komme igen på samme måde, som han var steget op. "I skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham." "Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå." Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone." Åb. 1,7; 1Tess. 4,16; Matt. 25,31. Således skal Herrens eget løfte til disciplene opfyldes: "Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være" Joh. 14,3. Disciplene havde megen årsag til at glæde sig ved håbet om Herrens genkomst.

(569)  Da disciplene vendte tilbage til Jerusalem, betragtede folk dem med forundring. Man havde tænkt sig, at de efter Kristi domfældelse og korsfæstelse ville have virket nedslåede og skamfulde. Deres fjender ventede at se et udtryk for sorg og nederlag på deres ansigter. I stedet for dette var der kun glæde og sejrsfølelse at se. Deres ansigter lyste af en lykke, der ikke var af jordisk oprindelse. De sørgede ikke over fejlslagne forhåbninger, men de var fulde af tak og lovprisning til Gud. Med fryd fortalte de om Kristi vidunderlige opstandelse og hans optagelse til Himmelen, og mange troede på deres vidnesbyrd.

(569)  Disciplene nærede ikke mere nogen frygt for fremtiden. De vidste, at Jesus var i Himmelen, og at han stadig elskede dem lige højt. De vidste, at de havde en ven ved Guds trone, og de var ivrige efter at fremføre deres bønner til Faderen i Jesu navn. I højtidelig ærefrygt bøjede de sig i bøn, idet de gentog denne forsikring: "Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen." Joh. 16,23-24. Ved troen rakte de deres hænder ud for at modtage mere og mere, med denne stærke begrundelse: "Kristus er den, som er død" ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom. 8,34. Og pinsen bragte dem glædens fylde ved Helligåndens nærværelse, netop som Kristus havde lovet dem det.

(569)  Hele Himmelen ventede på at byde Frelseren velkommen i de himmelske boliger. Idet han steg op, viste han selv vej, og de mange fanger, der var blevet befriet ved hans opstandelse, fulgte efter ham. De himmelske hærskarer tog under jubelråb og himmelske lovprisninger del i dette glædestog.

(569)  Da de er ved at nærme sig Guds stad, lyder dette råb fra de ledsagende engle: "Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!" Og med fryd svarer de ventende vagtposter: Hvo er den ærens konge?" Dette siger de ikke, fordi de ikke ved, hvem han er, men fordi de glæder sig til at høre det jublende svar: "Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig! Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!"

(570)  Atter lyder råbet: "Hvo er han, den ærens konge" for englene bliver aldrig trætte af at høre hans navn blive lovprist. De ledsagende engle giver svaret: "Herren, Hærskarers Herre, han er ærens konge" Sl. 24,7-10. Så bliver portene ind til Guds stad åbnet på vid gab, og engleskaren haster ind gennem portene, medens den jublende musik bruser.

(570)  Dér står tronen, omgivet af forjættelsens regnbue. Dér er keruberne og seraferne. Anførerne for de himmelske hærskarer, Guds sønner, repræsentanter fra de syndfri verdener. Det himmelske råd, over for hvilket Lucifer havde anklaget Gud og hans Søn, repræsentanter for de syndfri riger, over hvilken Satan havde tænkt sig at oprette sit herredømme alle er de der for at byde Frelseren velkommen. De længes efter at fejre ham som sejrherre og efter at lovprise deres konge.

(570)  Men han vinker dem tilbage. Ikke endnu! Endnu kan han ikke modtage ærens krone og kongekåben. Han træder frem for sin Fader. Han viser ham sit sårede hoved, sin gennemstungne side og de gennemborede fødder. Han løfter sine hænder, der bærer mærker af naglerne. Han peger på tegnene på sin sejr. Han skænker Gud svingningsneget: dem, der opstod sammen med ham som repræsentanter for den store skare, der skal stige op af graven ved hans genkomst. Han nærmer sig Faderen, hos hvem der er glæde over én synder, der omvender sig, og som fryder sig over hver enkelt med jubel. Før verdens grundvold blev lagt, havde Faderen og Sønnen sluttet en pagt for at frelse menneskeslægten, hvis den skulle lade sig overvinde af Satan. De havde indgået en højtidelig overenskomst om, at Kristus skulle være selvskyldner for menneskeheden. Nu havde Kristus opfyldt dette løfte. Da han på korset udbrød: "Det er fuldbragt!" var det til sin Fader, han talte. Pagten var fuldt ud blevet gennemført. Nu siger han: Fader, det er fuldbragt. Jeg har handlet efter din vilje, min Gud. Jeg har fuldendt frelsesværket. Hvis din retfærdighed er sket fyldest, så vil jeg, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig. Joh. 19,30; 17,24.

(570)  Nu lyder Guds røst, som forkynder, at retfærdigheden er sket fyldest. Satan er besejret. Kristi arbejdende og stridende venner på jorden bliver modtaget "i den elskede". Ef. 1,6. I overværelse af de himmelske engle og repræsentanterne for de syndfri verdener bliver de erklæret for a være retfærdiggjorte. Dér, hvor han er, skal også hans menighed være. "Miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fred skal kysse hinanden." Sl. 85,11. Faderen tager Sønnen i sine arme, og der bliver sagt: "Alle Guds engle skal tilbede ham." Hebr. 1,6.

(571)  Med uudsigelig glæde anerkender herskere og magter og myndigheder, at livets banebryder er den største af alle. Engleskaren kaster sig ned foran ham, medens dette glade råb toner gennem de himmelske boliger: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov." Åb. 5,12.

(571)  Sejrsjubel blander sig med tonerne fra englenes harper, indtil det er, som om Himmelen strømmer over af glæde og lovprisning. Kærligheden har vundet sejr. Det fortabte er genfundet. Himmelen genlyder af røster, der højtideligt forkynder: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!" Åb. 5,13.

(571)  Fra denne himmelske glædesfest lyder der et ekko tilbage til jorden af Kristi egne vidunderlige ord: "Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." Joh. 20,17. Den himmelske familie og den jordiske familie er ét. For vor skyld opfór Herren, og for vor skyld lever han. "Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem." Hebr. 7,25.