Lys gennem århunreders mørke.
Jerusalems ødelæggelse

(12)  Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. For dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid." Luk. 19, 42-44.

(12)  Jesus så ud over Jerusalem fra Oliebjergets top. Det var et smukt og fredfuldt syn. Det var påske, og Jakobs børn var kommet sammen fra alle lande for at fejre den store nationale fest. De terrasseformede høje, de prægtige paladser og de massive fæstninger i Israels hovedstad knejsede over haverne og vingårdene og de grønne skråninger, hvor pilgrimmenes telte lå tæt. Zions datter synes at udbryde i stolthed: "Jeg sidder som en dronning, og sorg skal jeg ingenlunde se." Hun var lige så fager nu og anså sig for at være lige så sikker på himlens gunst som da den kongelige trubadur århundreder i forvejen sang: "Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg, ... den store Konges by." Sl. 48, 2. Templets prægtige bygninger lå udbredt for hans blik. Den nedgående sols stråler belyste dets snehvide marmormure og gav genskin i dets gyldne port og i dets tårne og tinder. Således fremtrådte "skønhedens krone," jødefolkets stolthed. Hvilken israelit kunne betragte dette skue uden at blive grebet af glæde og beundring!

(12)  Men det var ganske andre tanker, der fyldte Jesu sind. "Da han kom nærmere og så byen, græd han over den." Luk. 19, 41. Midt i sejrstogets jubel, da man svingede med palmegrene, da glade hosiannaråb gav genlyd mellem højene, og da tusinder af stemmer udråbte ham til konge, blev verdens Frelser pludselig overvældet af en uforklarlig sorg. Guds Søn, Israels Forjættede, han, hvis magt havde besejret døden og kaldt dens fanger ud af graven, græd; og det var ikke en almindelig sorg, der fyldte ham, men en overvældende angst, som han ikke kunne skjule.

(13)  Jesus græd over Jerusalem
Han græd ikke over sig selv, skønt han meget vel vidste, hvor hans vej førte hen. Foran ham lå Getsemane, hvor han skulle udkæmpe sin dødskamp. Han kunne også se Fåreporten, som man i århundreder havde ført offerdyrene ind igennem. Den ville også blive åbnet for ham, når han skulle "føres hen at slagtes, som et lam." Es..53, 7. Golgata, hvor korsfæstelsen skulle finde sted, lå heller ikke langt borte. Når Jesus hengav sig selv som et syndoffer, ville rædselens tætte mørke indhylle den sti, som han snart skulle betræde. Det var dog ikke tanken om d t dette, der kastede en skygge over ham i denne glædestime. Det var ikke tanken om hans overmenneskelige lidelse, der sænkede sig som en sky over hans uselviske ånd. Han græd over de tusinder af domfældte mennesker i Jerusalem; han græd, fordi de mennesker, som han var kommet for at velsigne og frelse, var blinde og ubodfærdige.

(13)  Over 1000 års historie lå åbent for Jesu blik. I dette tidsrum havde det udvalgte folk nydt Guds særlige gunst og beskyttelse. Der lå Morija bjerg, hvor løftets søn blev bundet til alteret som et frivilligt offer for at symbolisere ofringen af Guds søn. Der var velsignelsens pagt - den herlige forjættelse om Messias blevet stadfæstet for de troendes lader. 1. Mos. 22, 9. 16-18. Der havde offerbålet, hvis flammer steg op mod himlen fra Ornans tærskeplads, standset dødsenglens sværd et passende billede på Frelserens offer og midlertjeneste for syndere. 1. Krøn. 21. Gud havde æret Jerusalem mere end hele den øvrige verden. Herren havde "udvalgt Zion, ønsket sig det til bolig." Sl. 132, 13.

(13)  Der havde hellige profeter forkyndt deres advarselsbudskaber gennem århundreder. Der havde præsterne svunget deres røgelseskar, og her var røgelsesskyen steget op til Gud sammen med de tilbedendes bønner. Der blev de slagtede lams blod daglig ofret som et forbillede på Guds Lam. Der havde Herren åbenbaret sin nærværelse i herlighedens sky over nådestolen. Der stod den hemmelighedsfulde stige, som forbandt jorden med himlen - den stige, som Guds engle steg ned og op ad, og ad hvilken vejen til det allerhelligste blev åbnet for verden. 1. Mos. 28, 12;Joh.l, 51. Hvis Israel som et folk var forblevet trofaste over for Gud, ville Jerusalem - Guds udvalgte by - have bestået til evig tid. Jer. 17, 21 - 25. Men dette begunstigede folks historie var en lang beretning om frafald og oprør. De afslog himlens nåde, misbrugte deres privilegier og lod hånt om deres anledninger.

(13)  Skønt Israel "spottede Guds sende bud, lod hånt om hans ord og gjorde sig lystig over hans profeter" 2. Krøn. 36, 16, viste Gud sig stadig over for dem som "Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed." 2. Mos. 34, 6. Selvom de gentagne gange forkastede ham, blev han i sin nåde ved med at tale til dem. Gud havde vist dem mere ømhed og kærlighed end en fader, der forbarmer sig over sin søn. Han "sendte tidligt og sent manende ord til dem ved sine sendebud, fordi han ynkede s over sit folk og sin bolig." 2. Krøn. 36, 15. Da advarsler, overtalelser og irettesættelser ikke hjalp, sendte han dem himlens bedste gave, ja mere: Han udøste hele himlen i denne ene gave.

(13)  Guds egen Søn blev sendt ned for at tale til den ubodfærdige by. Det var Kristus, der havde ført Israel ud af Ægypten som en god vinstok. Sl .80, 9. Med sin egen hånd havde han uddrevet hedningerne foran folket. Han havde plantet det "på en frugtbar høj." Hans omsorg havde været et gærde omkring det, og han sendte sine tjenere for at pleje det. "Hvad mere var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort?" udbryder han. Es. 5, 1-4. Men da han ventede, at den skulle bære gode druer, bar den vilde druer. Han vedblev dog at nære det inderlige håb, at den ville bære frugt, og kom selv til sin vingård for at se, om den måske kunne reddes fra ødelæggelse. Han gravede om sit vin træ , beskar og plejede det. Han udfoldede de utrætteligste anstrengelser for at redde det vin træ , som han selv havde plantet.

(14)  I tre år var lysets og herlighedens Herre gået ind og ud blandt sit folk. Han "drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af djævelen." Han trøstede de fortvivlede, gav de bundne deres frihed og de blinde deres syn. Han gav de lamme deres førlighed og de døve hørelsen; han rensede de spedalske, oprejste de døde og forkyndte evangeliet for de fattige. Ap.G. 10, 38; Luk. 4, 18; Matt. 11, 5. Den nådige indbydelse lød til alle befolkningsgrupper: "Kom hid til mig, alle l, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt. 11,28.

(14)  Skønt de gengældte hans godhed med ondskab og hans kærlighed med had, fortsatte han trofast sin barmhjertige mission. Sl. 109, 5. Han afviste aldrig de mennesker, der søgte hans hjælp. Som en hjemløs var hans daglige lod foragt og fattigdom; men han levede for at hjælpe menneskene og lindre deres smerter og trygle dem om at tage mod livets gave. Når nådens bølger blev kastet tilbage af de forhærdede hjerter, strømmede de ud over dem igen i en endnu større fylde af øm, ubeskrivelig kærlighed. Men Israel havde vendt sig bort fra sin bedste ven og eneste hjælper. Hans kærlige henstillinger var blevet foragtet, hans råd afslået og hans advarsler latterliggjort.

(14)  Jesus forudsiger Jerusalems ødelæggelse
Håbets og nådens dag nærmede sig hurtigt sin afslutning. Gud havde længe holdt vreden tilbage, men hans vredes bæger var næsten fuldt. Stormskyerne som igennem århundreder i frafald og oprør havde samlet sig over det skyldtyngede folk, skulle snart bryde løs. Jesus var den eneste, der kunne redde dem fra den truende dom, men han var blevet ringeagtet, hånet og forkastet og ville snart blive korsfæstet. Da Kristus hang på Golgatas kors, ophørte Israel med at være Guds begunstigede og velsignede folk. Tabet af blot et enkelt menneske er så stor en ulykke, at det ikke kan erstattes af de fordele og værdier, som en hel verden rummer; men da Kristus så ud over Jerusalem, så han den skæbne, der ville ramme en hel by, ja,! et helt folk - den by og det folk, som' Gud en gang havde udvalgt til at være sin særskilte ejendom.

(14)  Profeterne havde grædt over Israels frafald og de frygtelige ødelæggelser, som de blev hjemsøgt af for deres synders skyld. Jeremias ønskede, at hans øjne var en tåre kilde , for at han kunne græde dag og nat over de dræbte blandt hans landsmænd og over Herrens folk i fangenskab. Jer. 9, 1;13, 17. (norsk overs.) Hvilken sorg må da, ikke .have fyldt ham, hvis profetiske blik ikke blot spændte over år, men over århundreder! Han så dødsengelen med sværdet hævet imod den by, der så længe havde været Herrens bolig.: Fra Olie bjergets top - det selv samme sted, som senere blev besat af Titus og hans hær - så han ud over dalen og betragtede de hellige forgårde og buegange, og med tårefyldte øjne så han som i et frygteligt syn murene omringet af fremmede hære. Han hørte fodtrin ene af hære, som stillede op til slag. Han hørte mødre og børn råbe på brød i den belejrede by. Han så dens hellige og smukke tempel og dens paladser og tårne blive flammernes hytte, og han så de rygende ruiner, hvor de engang havde ligget.

(15)  Han kastede blikket ind i fremtiden og så pagtsfolket adspredt i alle lande "som vragrester på en øde kyst." Han vidste, at den straf, som snart ville ramme byens indbyggere, kun var det første drag af den vredesskål, som de skulle drikke til sidste dråbe i den endelige dom. Hans guddommelige medynk og inderlige kærlighed kom til udtryk i de sørgmodige ord: "Jerusalem, Jerusalem! Du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke." Matt. 23, 37. Havde du blot, som den højt begunstigede nation du er, kendt din besøgelsestid og vidst, hvad der tjener til din fred! Jeg har holdt retfærdighedens engel tilbage og anmodet dig om at angre, men forgæves. Det er ikke blot tjenere, sendebud og profeter, du har afvist og forkastet, men Israels Hellige, din genløser. Hvis du går til grunde, bærer du alene skylden. "Og dog vil I Ikke komme til mig for at få liv." Joh. 4,40.

(15)  Jerusalems skæbne - spejlbillede på verden
Kristus betragtede Jerusalem som et symbol på en verden, der er forhærdet i vantro og oprør og med stormskridt iler Guds gengældelses dag i møde. Veerne af en falden race hvilede som en tung byrde på hans sind og hjerte og fremtvang det dybt fortvivlede råb fra hans læber. Han så syndens spor i menneskenes sorg, tårer og blod. Hans hjerte blev grebet af en usigelig medfølelse med jordens plagede og lidende beboere. Han brændte af længsel efter at hjælpe dem alle sammen; men ikke engang hans hånd formåede at standse den menneskelige elendigheds flodbølge. Kun få ville søge hen til ham, som var den eneste, der kunne hjælpe. Han var villig til at give sig selv til døden for at bringe frelsen inden for deres rækkevidde, men kun få ville komme til ham for at få liv.

(15)  Himlens Majestæt græd! Den almægtige Guds Søn var bevæget i ånden og nedbøjet af sorg og angst. Hele himlen var forundret over dette syn. Dette viser os, hvor frygtelig synden er. Det viser, hvor vanskeligt det er, selv for den almægtige Gud, at frelse de skyldige fra følgerne af deres overtrædelse af Guds lov. Idet Jesus kastede blikket ind i fremtiden og betragtede den sidste slægt, så han verden indviklet i et bedrag af samme art som det, der forårsagede Jerusalems ødelæggelse. Jødefolkets store synd var, at de forkastede Kristus, og kristenhedens store synd vil komme til at bestå i, at den vil forkaste Guds lov, som er grundlaget for hans regering i himlen og på jorden. Herrens bud vil blive foragtet og fuldstændig forkastet. Millioner af syndens fanger - Satans slaver, dømt til at lide den anden død - ville nægte at lytte til sandhedens ord, når Gud talte til dem. Hvilken frygtelig blindhed! Hvilken besynderlig dårskab!

(16)  En dødsdømt by
To dage før påske gik Kristus atter med sine disciple ud på Oliebjerget og satte sig sammen med dem på den grønne skråning, hvorfra der var udsigt over byen. På det tidspunkt havde han fordømt de jødiske rådsherrers hykleri og forladt templet for sidste gang. Han betragtede endnu engang templets mure, tårne og paladser. Han så templet i dets blændende skønhed en smuk juvel, som prydede det hellige bjerg.

(16)  1000 år tidligere havde Salmisten lovsunget Gud, fordi han havde vist Israel den gunst at gøre dets hellige tempel til sin bolig: "I Salem er hans hytte, hans bolig er på Zion." "Han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elsker; han byggede sit tempel himmelhøjt." Sl. 76, 2; 78, 68. 69. Det første tempel blev opført i Israels glansperiode. Kong David havde samlet vældige skatte til dens opførelse, og tegningerne blev udarbejdet under guddommelig inspiration. 1 .Krøn. 28, 12. 19. Salomo, den viseste af Israels konger, fuldførte arbejdet. Templet var det prægtigste bygningsværk som verden nogensinde har set. Til trods herfor lod Herren profeten Haggaj sige om det andet tempel: "Dette hus' kommende herlighed ,bliver større end den tidligere." "Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte, komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre." Hagg. 2, 9. 7.

(16)  Efter at Nebukadnezar havde ødelagt templet (586 f. Kr.), blev det genopbygget af et folk, som efter et livslangt fangenskab var vendt tilbage til et øde og næsten folketomt land. Iblandt dem var der gamle mænd, som havde set Salomos tempels herlighed. Da de så grundstenen blive lagt til den nye bygning, græd de, fordi den ville blive ringere end den første. Profeten giver en malende skildring af de følelser, som kom til udtryk: "Er der nogen tilbage iblandt jer af dem, der har set dette hus i dets fordums herlighed? Hvorledes tykkes det jer da nu? Er det ikke som intet i jeres øjne?" Hagg. 2, 3; Esra 3, 12. Og nu fik de det løfte, at det sidste hus' herlighed skulle overgå det førstes.

(16)  Men det andet tempel kunne ikke måle sig med det første i pragt. Det blev heller ikke helliget af de samme synlige tegn på Guds nærværelse som det første tempel. Der blev ikke udfoldet guddommelig kraft ved dets indvielse. Den nyopførte helligdom blev ikke fyldt af herlighedens sky. Der faldt heller ikke ild ned fra himlen for at fortære offeret på alteret. Shekina dvælede ikke længere mellem keruberne i det allerhelligste. Arken, nådestolen og vidnesbyrdets tavler var der heller ikke. Der lød ingen røst fra himlen for at give Guds vilje til kende, når præsten bad om oplysning.

(16)  Jøderne havde i århundreder forgæves forsøgt at påvise, hvorledes Guds løfte til Haggaj var gået i opfyldelse; men de var så forblindede af stolthed og vantro, at de ikke kunne se den sande betydning af profetens ord. Det andet tempel blev ikke hædret med Herrens herligheds sky, men af selve den person, i hvem hele guddomsfylden bor legemlig - af ham, som var Gud åbenbaret i kød. Han, som var hele menneskehedens store håb, var i sandhed kommet til sit tempel, da Jesus fra Nazaret lærte og helbredte i dets hellige forgårde. Det var Kristi nærværelse og den alene, der gjorde at det andet tempels herlighed var større end det første. Men Israel afslog den gave, som himlen tilbød. Da den ydmyge lærer den dag gik ud gennem dets gyldne port, forlod herligheden templet for stedse. Frelserens ord: "Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!" var allerede gået i opfyldelse. Matt. 23, 38.

(17)  Disciplene blev fyldt med undren og ærefrygt, da Kristus forudsagde templets tilintetgørelse, og de ønskede at få en nærmere forklaring på hans ord. I over 40 år havde man ofret både penge, arbejdskraft og arkitektonisk dygtighed for at forskønne det. Herodes den Store havde rundhåndet skænket både romerske og jødiske skatte til det, og selv verdens kejser havde beriget det med sine gaver. En del af bygningen bestod af massive hvide marmorblokke af en næsten utrolig størrelse. De var hentet i Rom til dette formål. Disciplene henledte deres Mesters opmærksomhed på disse og sagde: Mester, se, hvilke sten og bygninger!" Mark. 13, 1. Jesus gav det højtidelige og overraskende svar: "Sandelig siger jeg jer: Her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned." Matt. 24, 2.

(17)  Disciplene satte Jerusalems ødelæggelse i forbindelse med de begivenheder, som skulle indtræffe ved Kristi personlige komme i timelig herlighed, når han ville bestige tronen og tiltræde verdensherredømmet, straffe de ubodfærdige jøder og befri nationen for det romerske åg. Herren havvde fortalt dem, at han ville komme igen. De kom derfor til at tænke på hans genkomst, da han nævnte straffen over Jerusalem, og mens de var samlet om Frelseren på Oliebjerget, spurgte de: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?" Matt. 24, 3.

(17)  Disciplene blev nådigt skånet for at. kende fremtiden. Hvis de til fulde havde forstået de to frygtelige begivenheder - Frelserens lidelse og død og byens og templets ødelæggelse - ville de være blevet grebet af rædsel. Kristus skildrede de vigtigste begivenheder, som skulle finde sted før verdens ende. De forstod ikke helt, hvad han mente dengang; men hans folk ville komme til at forstå det, når de havde brug for det.

(17)  Hans profeti havde en dobbelt betydning. Det var både en skildring af Jerusalems ødelæggelse og af rædslerne på den sidste store dag. Jesus fortalte de opmærksomme disciple om de straffedomme, som ville ramme det frafaldne Israel, og især om den gengældelse, som ville komme over dem, fordi de forkastede og korsfæstede Messias. Der ville indtræffe tydelige tegn før den forfærdelige afslutning. Den frygtelige time ville komme pludselig og brat. Frelseren gav sine efterfølgere denne advarsel: "Når I da ser -ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund, (den, som læser det, han give agt!) så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene." Matt. 24, 15.16; Luk. 21,20.21.

(17)  Når romernes hedenske bannere blev plantet på den hellige grund, som strakte sig nogle stadier uden for byens mure, skulle Kristi efterfølgere redde sig ved flugt. Når de så faresignalet, måtte de, der ville flygte, ikke tøve. Både i Judæa og i selve Jerusalem skulle de øjeblikkelig give agt på tegnet til at flygte. Den, der tilfældigvis var på taget, måtte ikke gå ned i huset for at redde sine dyrebareste ejendele. De, der arbejdede på markerne eller i vingårdene, måtte ikke tage tid til at gå tilbage efter det tøj, som de havde taget af, mens de arbejdede i dagens hede. De måtte ikke tøve et eneste øjeblik, for at de ikke skulle omkomme under byens ødelæggelse.

(18)  Frafaldet når sit klimaks
Jerusalem var ikke blot blevet meget forskønnet under Herodes regering, men der var blevet opført tårne, mure og fæstninger, som sammen med den naturlige beskyttelse, byen havde i kraft af sin beliggenhed, tilsyneladende gjorde den uindtagelig. Hvis der var nogen, der på dette tidspunkt offentligt havde forud sagt byens ødelæggelse, ville han være blevet betegnet som en forrykt ulykkesprofet ligesom Noa. Men Kristus havde sagt: "Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå." Matt. 24, 35. Der var blevet fældet dom over Jerusalem på grund af dens synder, og dommen ville blive fuldbyrdet på grund af byens hårdnakkede vantro.

(18)  Herren havde sagt ved profeten Mika: "Hør det, I Jakobs huses høvdinger, I dommere af Israels hus, I, som afskyr ret og gør alt, som er lige, kroget, som bygger Zion med blod og Jerusalem med uret. Dets høvdinger dømmer for gave, dets præster kender ret for løn; dets profeter spår for sølv og støtter sig dog til Herren: "Er Herren ej i vor midte? Over os kommer intet ondt." Mika 3,9-11.

(18)  Disse ord gav et sandfærdigt billede af de demoraliserede og selvretfærdige indbyggere i Jerusalem. De bekendte sig til at holde Guds lov til punkt og prikke, men de overtrådte alle dens principper. De hadede Kristus, fordi hans renhed og hellighed åbenbarede deres synd, og gav ham skylden for alle de vanskeligheder, som de kom ud for på grund af deres synder. Skønt de vidste, at han var syndfri, havde de sagt, at hans død var nødvendig af hensyn til nationens sikkerhed. "Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os." Joh. 11, 48. Hvis Kristus blev ofret, kunne de måske endnu engang blive et stærkt, forenet folk. Således ræsonnerede de, og de samtykkede i deres ypperstepræsts erklæring om, at det var bedre, at en mand døde for folket, end at hele folket gik til grunde.

(18)  Således havde jødernes ledere bygget "Zion med blod og Jerusalem med uret." Mika 3, 10. Og dog var de så selvretfærdige, at de betragtede sig som Guds udvalgte folk og ventede, at Herren ville befri dem for deres fjender, skønt de dræbte deres Frelser, fordi han irettesatte dem for deres synder. "For deres skyld skal derfor Zion pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj," fortsatte profeten. Mika 3, 12.

(18)  Herren ventede næsten 40 år med at lade sine straffedomme falde over byen og folket, efter at Kristus havde forkyndt dommen over Jerusalem. Gud viste en vidunderlig langmodighed med de mennesker, som havde forkastet hans evangelium og dræbt hans Søn. Lignelsen om det ufrugtbare træ var et billede på Guds handlemåde med jødefolket. Der var givet den befaling: "Hug det om; hvorfor skal det tilmed tage kraften af jorden?" (Luk, 13, 7.), men i sin barmhjertighed sparede Herren det endnu en lille tid. Der var endnu mange jøder, som intet kendskab havde til Kristi karakter og hans gerning. Børnene havde heller ikke haft de samme anledninger eller modtaget det samme lys, som deres forældre havde foragtet. Gud ville lade lyset skinne på dem ved apostlenes og deres medarbejderes forkyndelse. Han ville give dem lejlighed til at se, hvorledes profetien var gået i opfyldelse ved Kristi fødsel og liv, død og opstandelse. Børnene blev ikke fordømt for forældrenes synder; men da de havde fået kendskab til alt det lys, som' deres forældre havde fået, og de også forkastede det lys, som de selv fik i tilgift, blev de delagtige i forældrenes synder og fyldte deres uretfærdigheds bæger.

(18)  Guds langmodighed med Jerusalem bidrog blot til at gøre jøderne endnu mere forhærdede og stædige. Ved deres had og grusomhed over for Jesu disciple forkastede de det sidste tilbud om nåde. Da tog Gud sin beskyttelse fra dem og fjernede de skranker, som han havde sat for Satan og hans engle, og nationen blev overladt til den leder de havde valgt. Jøderne havde foragtet Kristi nåde som ville have sat dem i stand til at holde deres onde tilbøjeligheder tilbage, men nu fik disse overtaget. Satan opflammede i sindet de heftigste og laveste lidenskaber. Menneskene tænkte ikke; de var blottet for fornuft og lod sig beherske af sine indskydelser og et blindt raseri. De blev djævelske i sin grusomhed. Mistænksomhed, misundelse, uenighed, oprør og mord florerede i familien og i nationen, blandt høj og lav. Der var ingen tryghed nogen steder. Venner og slægtninge forrådte hinanden. Forældre dræbte deres børn og børn deres forældre. De styrende havde ikke kontrol over sig selv. Deres utøjlede lidenskaber gjorde dem til tyranner. Jøderne havde benyttet sig af falske vidnesbyrd for at kunne dømme Guds uskyldige Søn. Nu gjorde falske anklager livet usikkert for dem selv. De havde længe sagt ved deres handlinger: "Lad os være i fred for Israels Hellige!" Es. 30, 11. Nu fik de deres ønske opfyldt. Frygten for Gud foruroligede dem ikke længere. Satan stod i spidsen for nationen, og de højeste borgerlige og kirkelige myndigheder var i hans magt.

(19)  De stridende parters ledere sluttede sig til tider sammen for at udplyndre og pine deres ulykkelige ofre for derpå at bekæmpe hinandens tilhængere og dræbe uden skånsel. Selv templets hellighed formåede ikke at lægge en dæmper på deres frygtelige vildskab. De tilbedende blev hugget ned foran alteret, og helligdommen blev besmittet af de dræbtes lig. Og dog vovede hovedmændene i dette djævelske ødelæggelsesværk - blinde, gudsbespottelige og formastelige som de var - at sige offentligt, at de ikke nærede frygt for, at Jerusalem ville blive ødelagt, fordi den var Guds egen by. For at styrke deres magt endnu mere, bestak de falske profeter til at sige, at folket skulle vente på Guds befrielse. På det tidspunkt belejrede de romerske legioner allerede templet. Men skarerne troede til det sidste, at den Allerhøjeste ville gribe ind og slå deres fjender. Men Israel havde kastet vrag på Guds beskyttelse, og nu havde de intet forsvar mere. Jerusalem befandt sig i en frygtelig situation. Byen var svækket på grund af indbyggernes indbyrdes stridigheder, gaderne var farvet røde af blodet af indbyggere, som var faldet for hinandens hånd, og mens dette stod på, nedbrød de fremmede hære dens fæstninger og dræbte dens soldater, som forsvarede byen.

(19)  Alle Kristi forudsigelser om Jerusalems ødelæggelse gik bogstaveligt i opfyldelse. Jøderne erfarede sandheden i hans ord: "Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt." Matt. 7, 2.

(19)  Der viste sig tegn og undere, som varslede ulykke og dom. Ved midnat skinnede der et unaturligt lys over templet og alteret. I aften skyerne viste der sig billeder af stridsvogne og soldater, som stillede op til kamp. De præster, som gjorde tjeneste i helligdommen om natten, blev skræmt af mystiske lyde. Jorden rystede, og et kor af stemmer råbte: "Lad os drage bort herfra." Den store østport, som var så tung, at 20 mand næppe kunne lukke den, - den var fastgjort med svære jernstænger, som gik dybt ned i den solide stenbro lægning - blev åbnet ved midnat af usynlige kræfter. - Milman: The Historie of the Jews, book 13.

(20)  I syv år vedblev en mand at gå op og ned ad Jerusalems gader og råbe om de ulykker, der ville ramme byen. Dag og nat sang han den dystre sørgesang: "En røst fra øst! En røst fra vest! En røst fra de fire vinde! En røst imod Jerusalem og imod templet! En røst imod brudgommene og brudene! En røst imod hele folket!" - Samme, book 13. Denne mærkelige person blev fængslet og pisket, men der kom ikke en klagelyd over hans læber. Når han blev hånet og mishandlet, svarede han blot: "Ve, ve Jerusalem!" Ve, ve dens indbyggere!" Hans varselsråb forstummede ikke, før han blev dræbt under den belejring, som han havde forudsagt.

(20)  På flugt fra døden
Der omkom ikke en eneste kristen under Jerusalems ødelæggelse. Kristus havde advaret sine disciple, og alle de, der troede på hans ord, gav agt på det tegn, som han havde lovet dem. "Når I ser Jerusalem omringet af krigshære," sagde Jesus, "så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud ad den." Luk. 21, 20. 21. Da romerne havde omringet byen under ledelse af Cestius og alt syntes klart til stormangreb, hævede de pludselig belejringen. De belejrede, som havde opgivet håbet om at kunne yde virkningsfuld modstand, skulle lige til at overgive sig, da den romerske general trak sine tropper tilbage, tilsyneladende uden ringeste grund. Men Gud ledede i sit nådige forsyn begivenhederne til bedste for sit folk. De ventende kristne havde fået det lovede tegn, og nu fik alle de, der ville, lejlighed til at efterkomme Frelserens opfordring. Forholdene blev lagt således til rette, at hverken jøderne eller romerne hindrede de kristnes flugt. Da Cestius trak sig tilbage, gjorde jøderne udfald fra Jerusalem og forfulgte hans hær under tilbagetrækningen. Da de to hære var optaget af at holde hinanden i skak, kunne de kristne forlade byen. På dette tidspunkt var der heller ikke fare for, at deres flugt ville blive hindret af fjender ude i landet. Under belejringen var jøderne samlet i Jerusalem for at fejre løvhyttefesten, og de kristne i hele landet kunne derfor flygte uantastet. Uden tøven bragte de sig i sikkerhed i byen Pella i Perea på den anden side af Jordan.

(20)  De jødiske soldater, der forfulgte Cestius og hans hær, kastede sig over fjendens bagtrop med et sådant raseri, at han blev truet med fuldstændig tilintetgørelse. Det var med den største vanskelighed, at det lykkedes romerne at trække sig tilbage. Jøderne led næsten ingen tab og vendte sejrsstolte tilbage til Jerusalem med deres bytte; men den tilsyneladende sejr blev kun til skade for dem. Den opflammede dem nemlig til at yde hårdnakket modstand mod romerne, hvilket resulterede i, at den domfældte by blev udsat for ubeskrivelige lidelser.

(21)  Byen belejres og jævnes med jorden
Der skete frygtelige ting i Jerusalem, da byen blev belejret af Titus. Byen blev omringet ved påsketid, da der var samlet millioner af jøder inden for dens mure. Der ville have været levnedsmidler til flere års forbrug, hvis de var blevet opbevaret omhyggeligt, men forrådene var allerede blevet ødelagt på grund af de stridende parters skinsyge og hævntørst. Indbyggerne gennemgik nu alle hungersnødens rædsler. Et mål hvede blev solgt for en talent. Hungersnøden var så frygtelig, at mændene gnavede på læderet på deres bælter og sandaler og på betrækket på deres skjolde. Et stort antal af indbyggerne listede sig uden for murene om natten for at samle vilde planter, men mange af dem blev fanget og dræbt under de frygteligste pinsler. Det skete heller ikke sjældent, at de, der kom tilbage i god behold, blev berøvet det, som de havde samlet under så stor fare. Magthaverne benyttede den mest umenneskelige tortur for at tvinge de nødlidende indbyggere til at udlevere de sidste knappe forråd, som de måtte have skjult. Disse grusomheder blev ofte begået af mænd, som ikke manglede noget, men som ville samle forråd til fremtiden.

(21)  Tusinder omkom af sult og pest. Menneskene syntes at være fuldstændig blottede for naturlige følelser. Mændene stjal fra deres hustruer og hustruerne fra deres mænd. Børnene rev maden ud af munden på deres gamle forældre. Profetens spørgsmål: "Glemmer en kvinde sit diende barn?" blev bekræftet inden for den domfældte bys mure. "Blide kvinders hænder kogte deres børn; børnene blev til føde for dem, da mit folk blev knust." Es. 49, 15. Klages. 4, 10. Nu opfyldtes den profeti, som var fremsat 1400 år i forvejen: "Og den mest forvænte og blødagtige af dine kvinder, som aldrig har prøvet at træde med sin fod på jorden for blødagtighed og forvænthed, skal se skævt til sin mand, der hviler i hendes favn, og til sin søn og datter; ... men i mangel på alt fortærer hun dem [børnene] selv i løndom under den trængsel og nød, din fjende bringer over dig inden dine porte." 5. Mos. 28, 56. 57.

(21)  De romerske officerer søgte at skræmme jøderne til at overgive sig. De, der gjorde modstand ved tilfangetagelsen, blev pisket, pint og korsfæstet foran byens mur. Der blev daglig dræbt flere hundrede på denne måde, og disse grusomheder fortsatte, til der var rejst så mange kors langs Josafats dal og på Golgata, at der næppe var plads til, at et menneske kunne færdes imellem dem. Så grusomt gik det til, da den frygtelige forbandelse, som blev udtalt foran Pilatus domstol, gik i opfyldelse: "Hans blod komme over os og vore børn!" Matt. 27, 25.

(21)  Titus ville hellere end gerne gøre ende på rædslerne og skåne Jerusalem for at tømme vredes bægeret til bunds. Han fyldtes af gru, da han så ligene ligge i dynger i dalene. Han var som fortryllet, da han stod på Oliebjerget og betragtede det prægtige tempel. Han gav ordre til, at der ikke måtte røres en eneste sten i det. Inden han forsøgte at indtage denne fæstning, bad han indtrængende de jødiske ledere om ikke at tvinge ham til at besmitte det hellige sted med blod. Hvis de ville komme ud og kæmpe et hvilket som helst andet sted, skulle romerne ikke krænke templets hellighed. Selve Josefus rettede en glødende appel til jøderne og tryglede dem om at overgive sig for at redde sig selv, deres by og deres tempel; men han fik kun bitre forbandelser til svar. Han var det sidste menneske, der mæglede, og mens han søgte at overtale dem, slyngede de kastespyd efter ham. Jøderne havde ladet hånt om Guds Søns henstillinger, og nu gjorde alle forsøg på overtalelse dem blot endnu mere besluttede på at yde modstand til det sidste. Det var forgæves, at Titus forsøgte at redde templet. En person, der var større end Titus, havde sagt, at der ikke skulle lades sten på sten tilbage.

(22)  De jødiske lederes blinde raseri og de afskyelige forbrydelser, som blev begået i den belejrede by, vakte romernes rædsel og vrede, og Titus besluttede til sidst at tage templet med storm. Men hvis det var muligt, skulle det skånes fra ødelæggelse. Hans befaling blev ikke efterkommet. Da han havde trukket sig tilbage til sit telt om aftenen, gjorde jøderne udfald fra templet og angreb soldaterne udenfor. Under kampen kastede en soldat et brændende træstykke ind gennem døråbningen, og i næste øjeblik stod de cedertræsbeklædte kamre, som omgav den hellige bygning, i flammer. Titus styrtede hen til templet, fulgt af sine generaler og legionærer, og befalede, at soldaterne skulle slukke ilden. Ingen agtede på hans ord. I deres raseri kastede soldaterne brændende træstykker ind i de kamre, der stødte op til templet, og huggede ned for fode blandt de mennesker, der havde søgt tilflugt der. Blodet flød i strømme ned ad templets trapper. I tusindvis af jøder omkom. Over kamp tummelen lød der røster, som råbte: "Ikabod!" Herligheden er borte!

(22)  Titus havde ingen mulighed for at bremse soldaternes raseri. Han gik ind i templet sammen med sine officerer og tog den hellige bygnings indre i øjesyn. Dens herlighed fyldte ham med forundring. Flammerne var endnu ikke nået ind til det hellige, og han gjorde nu et sidste forsøg på at redde det. Han sprang frem og befalede atter soldaterne at slukke ilden. Høvedsmanden Liberalis forsøgte at skabe respekt med sin embedsstav, men selv ærbødigheden for kejseren måtte vige for det rasende fjendskab til jøderne, kampens vildskab og krigerne s umættelige higen efter bytte. Soldaterne så alt omkring sig funkle af guld, som skinnede med en blændende glans i lyset fra flammerne. De troede, at der var skjult ufattelige rigdomme i templet. En soldat kastede ubemærket en tændt fakkel hen mellem dørens hængsler, og på et øjeblik stod hele bygningen i flammer. Røgen og ilden tvang officererne til at trække sig tilbage, og den prægtige bygning blev overladt til sin skæbne.

(22)  Det var et frygteligt syn for romerne - men hvordan må det ikke have virket på jøderne? Hele toppen af det bjerg, der dominerede byen, flammede som en vulkan. En for en styrtede bygningerne sammen med et vældigt brag og forsvandt i flammehavet. Cedertræslofterne stod i lys lue, de gyldne spir skinnede som glødende spydspidser, og porttårnene sendte høje ild og røgsøjler til vejrs. De nærliggende høje var fuldt oplyste, og mørke klynger af mennesker fulgte ødelæggelserne med skræk og fortvivlelse. På murene og i de højere liggende kvarterer i den øvre bydel var der tæt med ansigter; nogle var blege af den dybeste fortvivlelse, andre havde hævntørst malet i blikket. Råbene fra de romerske soldater, som løb frem og tilbage, og skrigene fra de oprørere, som omkom i flammerne, blandede sig med lyden fra de brølende flammer og braget fra det nedstyrtende bjælkeværk. Bjergene gav ekko af skrigene fra de mennesker, som befandt sig på høj ene. Langs murene lød der skrig og gråd. Mennesker, som var lige ved at segne af sult, samlede deres sidste kræfter til et angstfyldt, fortvivlet skrig.

(22)  Myrderiet inde i byen var endnu grusommere end det, der foregik udenfor. Mænd og kvinder, gamle og unge, oprørere og præster, mennesker, der kæmpede, og mennesker, der bad om nåde, blev hugget ned uden forskel. Tallet på de dræbte overgik tallet på dem, der dræbte. Legionærerne måtte klatre over dynger af lig for at fuldføre ødelæggelsen." - Milan: The History of the Jews, book 16.

(23)  Da templet var blevet ødelagt, faldt hele byen hurtigt i romernes hænder. De jødiske ledere forlod deres uindtagelige tårne, og Titus fandt dem øde og forladt. Han stirrede forundret på dem og sagde, at det var Gud, der havde ladet dem falde i hans hånd, for selv de kraftigste krigsmaskiner kunne intet have formået over for disse vældige fæstningsværker. Både byen og templet blev revet ned til grunden, og den plads, hvor helligdommen havde ligget, blev pløjet "som en mark." Jer. 26, 18. Under belejringen og det efterfølgende myrderi omkom over en million af indbyggerne. De overlevende blev ført bort som fanger, solgt som slaver, slæbt til Rom for at kaste glans over sejrherrernes triumftog, kastet for de vilde dyr i amfiteatrene eller adspredt over hele jorden, hvor de In stede tilværelsen som hjemløse.

(23)  Jøderne havde selv smedet deres lænker. De havde selv fyldt hævnens bæger. Den totale ødelæggelse, der overgik dem som et folk, og alle de ulykker, som hjemsøgte dem i adspredelsen, var blot høsten af det, som de havde sået med deres egne hænder. Profeten siger: "Israel, ... du faldt ved din brøde." Hos. 14, 1. Deres lidelser omtales ofte som en straf, der kom over dem på Guds direkte befaling. På denne måde forsøger den store bedrager at dække over sine egne gerninger. Det var jødernes hårdnakkede forkastelse af den guddommelige kærlighed og nåde, der var årsagen til, at Gud ikke længere kunne beskytte dem, og at Satan fik lov at herske over dem efter sin vilje. De frygtelige grusomheder, som blev begået ved Jerusalems ødelæggelse, var et udslag af Satans had til dem, der underkaster sig ham.

(23)  Jerusalems skæbne og verdens fremtid
Vi gør os ikke noget begreb om, hvor meget vi skylder Kristus for den fred og beskyttelse, som vi nyder. Det er, fordi Gud holder igen, at menneskeheden undgår at komme fuldstændig i Satans vold. De ulydige og utaknemmelige har al mulig grund til at være taknemmelige over for Gud, fordi han i sin nåde og langmodighed holder den Ondes grusomme, ødelæggende kræfter i skak. Men når menneskene overskrider den guddommelige tålmodigheds grænse, griber Gud ikke længere ind. Gud er ikke en bøddel, der står parat for at straffe synderen for hans overtrædelse; men han overlader dem, der forkaster hans nåde, til sig selv og lader dem høste det, de har sået. Enhver lysstråle, som forkaste s, enhver advarsel, som foragte s eller får lov at gå upåagtet hen, enhver lidenskab, som man hæger om, samt al overtrædelse af Guds lover såkorn, som bringer sin uundgåelige høst. Når man bliver ved at stå Guds Ånd imod, forlader han til sidst synderen. Fra det øjeblik er der ingen magt, som holder menneskets onde lidenskaber under kontrol, og intet, som beskytter mennesket imod Satans ondskab og fjendskab. Jerusalems ødelæggelse er en frygtelig og alvorlig advarsel til alle dem, der omgås letsindigt med tilbuddet om Guds nåde og nægter at lytte til Hans røst. Der er aldrig blevet givet et tydeligere vidnesbyrd om Guds had til synden og om den uundgåelige straf, som vil blive tildelt de skyldige.

(24)  Frelserens profeti om de straffedomme, der ville ramme Jerusalem, vil gå i opfyldelse igen; men Jerusalems ødelæggelse giver blot et svagt begreb om det, der skal komme. Den skæbne, der overgik den udvalgte by, er et billede på den straf, som vil ramme en verden, der har forkastet Guds nåde og gjort hans lov ugyldig. De menneskelige lidelser udgør et dystert kapitel i syndens århundredlange herredømme på denne jord. Hjertet bliver sygt, og det svimler for tanken når man tænker herpå. Det har fået frygtelige følger at forkaste himlens myndighed, men fremtiden er endnu mørkere. Hvad er fortidens historie med dens lange række af oprør, kampe, revolutioner, støvler, "der tramper i striden, og kappen, der søles i blod"(Es. 9, 5.), imod rædslerne på den dag, da Guds Ånd, som holder igen, bliver draget fuldstændig bort fra de onde og ikke længere holder de menneskelige lidenskaber og Satans vrede i tømme! Da vil verden som aldrig før komme til at se følgerne af Satans herredømme.

(24)  Men på den dag vil Guds folk blive befriet, ligesom de blev under Jerusalems ødelæggelse - "enhver, der er indskrevet til livet." Es. 4, 3. Kristus har sagt, at han vil komme igen for at hente sine trofaste. "Da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se 'Menneskesønnen komme på himlens skyer' med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle Hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlens yderste grænser." Matt. 24, 30. 31. Da vil de, der ikke adlyder evangeliet, blive fortæret med et åndepust af hans mund og tilintetgjort af den kraft, som udfoldes ved hans komme. 2. Tess. 2, 8. De gudløse ødelægger sig selv ligesom Israel fordum. De omkommer på grund af sin egen uretfærdighed. På grund af sit syndige levned er de kommet fuldstændigt ud af harmoni med Gud, og deres natur er blevet så fordærvet af det onde, at åbenbarelsen af hans herlighed er en fortærende ild for dem.

(25)  Menneskene bør vise den største agtpågivenhed, for at de ikke skal gå glip af den undervisning, som Kristi ord indeholder. Han fortalte på forhånd disciplene, at Jerusalem ville blive ødelagt, og gav dem et tegn på byens forestående fald for at give dem lejlighed til at flygte. På samme måde har han oplyst verden om den endelige ødelæggelses dag og givet den tegn på dens nærhed, for at give alle dem, der ønsker det, anledning til at flygte for den kommende vrede. Jesus siger: "Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed." Luk. 21, 25; Matt. 24, 29; Mark. 13, 24 - 26; b. 6, 12 -17. De, der ser disse varsler om hans komme, skal vide, at "han er nær for døren." Matt. 24,33. Derfor lyder hans formaning: "Våg derfor!" Mark. 13, 35. De, der retter sig efter advarslen, vil ikke blive efterladt i mørke, så denne dag kommer over dem som en snare. Men for dem, der ikke våger, kommer Herrens dag "som en tyv om natten." 1. Tess. 5, 2 - 5.

(25)  Verden er ikke mere villig til at tro på det budskab, der gælder denne tid, end jøderne var til at give agt på Frelserens ord om Jerusalem. Guds dag vil komme bag på de gudløse, uanset hvornår den kommer. Mens livet går sin sædvanlige gang; mens menneskene er optaget af fornøjelser, af forretninger, af at handle og tjene penge; når de religiøse ledere lavpriser fremgangen og oplysningen i verden og menneskene dysses ind i en falsk tryghedsfølelse - da kommer undergangen pludselig over de ligegyldige og gudløse, ligesom tyven lister sig ind i den ubevogtede bolig ved midnat, "og de skal ingenlunde undslippe." 1. Tess. 5, 3.