Forfølgelse i de første århundreder

(26)  Da Jesus fortalte sine disciple om . Jerusalems skæbne og begivenhederne i forbindelse med sit andet komme, forudsagde han også de erfaringer, som hans folk ville komme ud for fra det øjeblik han blev taget fra dem, til han kom igen i kraft og herlighed for at befri dem. Fra Oliebjerget så Frelseren den frygtelige modstand, som apostelmenigheden ville blive udsat for. Idet han lod blikket trænge endnu længere ind i fremtiden, så han den storm af lidelser der ville feje hen over hans efterfølgere under de kommende århundredes mørke og forfølgelse. I nogle få korte men overmåde betydningsfulde sætninger forudsagde han den behandling, som .verdens herskere ville give Guds r:\elllghed. Matt. 24, 9. 21. 22. Kristi disciple skulle vandre på den samme ydmygelsens, vanærens og lidelsens sti som deres Mester. Alle de, der kom til troen på hans navn ville blive udsat for det samme had, som verdens Frelser blev mødt med.

(26)  Forfølgelse under romermagten
Den nystiftede menigheds historie viser, at Frelserens ord gik i opfyldelse. Jordens og ondskabens magter bekrigede Kristus i hans efterfølgeres skikkelse. Hedenskabets repræsentanter forudså, at de hedenske templer og altre ville blive tilintetgjort, hvis evangeliet sejrede. Derfor samlede de deres kræfter for at komme kristendommen til livs. Forfølgelsens flammer blev antændt. De kristne blev berøvet sin ejendom og jaget bort fra sine hjem. De "udholdt mangen en lidelsesfuld kamp". Hebr. 10, 32. De "måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel." Hebr. 11, 36. Store skarer blev berøvet livet på grund af sin tro. Adelsmænd og slaver, rige og fattige, lærde og ulærd e blev dræbt uden skånsel.

(26)  Disse forfølgelser, der begyndte under kejser Nero ved den tid, Paulus led martyrdøden, fortsattes med større eller mindre heftighed i århundreder. De kristne blev med urette anklaget for de frygteligste forbrydelser og beskyldt for at fremkalde store ulykker - hungersnød, jordskælv og pest. Når de blev gjort til genstand for folkets had og mistanke, var der straks nogle, der stod parat til at forråde de uskyldige for vindings skyld. De blev stemplet som oprørere af imperiet, fjender af religionen og en pest i samfundet. Et stort antal blev kastet for de vilde dyr eller brændt levende i amfiteatrene. Nogle blev korsfæstet, andre indsvøbt i skindet fra vilde dyr og kastet ind på arenaen, hvor de blev revet ihjel af hunde. Deres henrettelse udgjorde ofte den vigtigste del af underholdningen ved de offentlige fester. Folk kom i skarevis for at nyde dette syn, og ofrenes sidste angstskrig blev hilst med latter og klapsalver.

(27)  Kristi efterfølgere blev jaget som vilde dyr overalt, hvor de søgte tilflugt. De var tvunget til at skjule sig på ensomme og øde steder. De "led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler." Hebr. 11, 37. 38. Tusinder fandt ly i katakomberne. Under højene uden for Rom var der gravet lange gange i jorden og klippegrunden. Denne mørke labyrint strakte sig flere kilometer uden for byens mure. I disse underjordiske tilflugtssteder begravede Kristi efterfølgere sine døde, og her fandt de et hjem, når de blev mistænkt og gjort fredløse. Når Livgiveren kalder på dem, som har stridt den gode strid, vil mangt et menneske, som har lidt martyrdøden for Kristi skyld, komme ud af disse dystre huler.

(27)  Martyrernes blod var kristen dommens udsæd .
Jesu vidner bevarede deres tro ubesmittet under de frygteligste forfølgelser. Skønt de blev berøvet alle bekvemmeligheder og måtte undvære sollyset og indrette sig et hjem i jordens mørke, men gæstfrie skød, beklagede de sig ikke. De indgød hinanden tro, tålmodighed og håb og opmuntrede hinanden til at udholde nød og afsavn. End ikke tabet af alle jordiske goder kunne få dem til at fornægte troen på Kristus. Prøvelser og forfølgelser tjente som trappetrin, der bragte dem nærmere hvilen og belønningen.

(27)  Ligesom Guds tjenere førhen blev de "lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse for således at opnå en bedre opstandelse." Hebr. 11,35. De mindedes deres Mesters ord om, at de skulle glæde og fryde sig, når de blev forfulgt, for deres løn skulle blive stor i himlen; for således var profeterne blevet forfulgt før dem. De glædede sig over, at de blev agtet værdige til at lide for sandhedens skyld, og midt i de knitrende flammer opsteg deres sejrssange. Med troens øje så de Kristus og englene som med den største interesse fulgte med i det som skete, og som glædede sig over at de stod fast. Fra Guds trone hørte de en røst, som sagde: "Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans." Åb. 2, 10.

(27)  Den Ondes bestræbelser for at ødelægge Kristi menighed med vold var frugtesløse. Den store strid, i hvilken Jesu disciple ofrede livet, ophørte ikke, da disse trofaste bannerførere var faldet på deres post. De sejrede i nederlaget. Guds arbejdere blev dræbt, men hans værk gik stadig fremad. Evangeliet vandt mere og mere udbredelse, og antallet på dets tilhængere forøgedes. Det trængte ind i egne, hvor selv Roms magtmidler ikke kunne nå frem. En kristen, som gik i rette med de hedenske embedsmænd, der fremskyndede forfølgelsen, sagde: I kan "dræbe os, pine os, fordømme os ... Jeres uretfærdighed er beviset på, at vi er uskyldige ... Jeres grusomhed ... gavner heller ikke jer." Den bidrog blot endnu mere til at få andre til at antage deres tro. "Jo oftere I mejer os ned, jo mere vokser vort antal. De kristne s blod er en udsæd." - Tertullian: Apology, paragraph 50.

(27)  Tusinder blev fængslet og dræbt, men andre trådte til for at udfylde deres plads. De, der blev martyrer for troens skyld, var Kristi ejendom for bestandig og regnedes af ham for sejrvindere. De havde stridt den gode strid og ville modtage herlighedens krone ved Kristi genkomst. De kristne s lidelser førte dem nærmere hinanden og nærmere deres Forløser. Det eksempel, de viste, mens de levede, og det vidnesbyrd, som de aflagde, når de døde, var en stadig anbefaling til gunst for sandheden Og hvor man mindst skulle vente det: trådte Satans undersåtter ud af hans rækker og gIk lUd under Kristi banner.

(28)  Hedenskabet infiltrerer menigheden
For at opnå større resultater i krigen mod Guds rige besluttede Satan at plate sit banner i den kristne kirke. Hvis det blot kunne lykkes at vildlede de kristne og få dem til at mishage Gud, ville de miste deres styrke og frimodighed og blive et let bytte.

(28)  Den store modstander søgte nu at opnå det ved list, som det ikke var lykkedes ham at opnå ved magt. Forfølgelsen ophørte og blev afløst af de farlige fristelser, som hedder timelig fremgang og verdslig ære. Afgudsdyrkere blev tilskyndet til at antage visse dele af den kristne tro, mens de forkastede andre og væsentlige sandheder. De bekendte sig til at tro på Jesus som Guds Søn og på hans død og opstandelse, men de havde ingen syndserkendelse og indså ikke nødvendigheden af at angre og få et nyt hjerte. De gjorde selv visse indrømmelser og foreslog, at de kristne også skulle gøre indrømmelser, så at de alle sammen skulle forenes i troen på Kristus.

(28)  Nu befandt menigheden sig i en frygtelig fare. Fængsel, tortur, bål og sværd var velsignelser i sammenligning hermed. Nogle af de kristne stod fast og sagde, at de ikke kunne indgå noget kompromis. Andre var stemt for at fire lidt eller tillempe visse dele af deres tro og slutte sig sammen med de mennesker, som delvis havde antaget den kristne tro. De hævdede at dette måske ville bidrage til, at disse personer blev fuldstændig omvendt. Det var en frygtelig tid for Kristi trofaste efterfølgere. Satan var ved at snige sig ind i kirken under kristendommens kappe for at ødelægge de kristnes tro og lede deres sind bort fra sandhedens ord.

(28)  Til sidst gik flertallet af de kristne ind for at sænke kravene og kristendommen og hedenskabet indgik forbund. Skønt afgudsdyrkerne påstod at de var omvendt og sluttede sig til kirken, blev de ved at holde fast ved deres afgudsdyrkelse. De ombyttede blot deres afgudsbilleder med billeder af Jesus, af Maria og helgenerne. Afgudsdyrkelsens. farlige surdej, som nu var kommet ind i kirken, vedblev at øve sit ødelæggelsesværk. Usund lære, overtroiske skikke og afguderiske ceremonier blev gjort til en del af kirkens tro og gudstjeneste. Da Kristi efterfølgere sluttede sig sammen med afgudsdyrkerne, blev den kristne tro korrupt, og kirken mistede sin renhed og kraft. Der var dog nogle, som ikke lod sig lede på vildspor. De blev ved at være tro imod sandhedens ophavsmand og tilbad Gud alene.

(29)  Kristi bekendende efterfølgere har altid bestået af to grupper. Den ene betragter Frelserens liv og bestræber sig omhyggeligt på at rette deres mangler og komme til at ligne det store forbillede; den anden gruppe søger at komme uden om de tydelige, praktiske sandheder, som afslører deres vildfarelser. Selv da forholdene i kirken var bedst, bestod dens medlemmer ikke udelukkende af trofaste, rene og oprigtige mennesker. Vor Frelser lærte, at mennesker, som Hynder med vilje, ikke skal optages i menigheden; og dog udvalgte han mænd med en mangelfuld karakter og lod dem nyde godt af sin undervisning og sit eksempel for at give dem lejlighed til at se deres fejl og rette dem. Der fandtes en forræder imellem de 12 apostle. Judas blev ikke valgt på grund af sine karaktermangler, men på trods af dem. Han blev optaget blandt disciplene, for at han skulle lære af Kristi undervisning og eksempel, hvori en kristelig karakter består, og blive tilskyndet til at indse sine fejl, angre og ved Guds nåde at rense sig "i lydighed imod sandheden." Men Judas vandrede ikke i det lys, som Gud i sin nåde lod skinne på ham. Han åbnede vejen for Satans fristelser ved at hæge om synden. Hans onde karaktertræk blev det fremherskende hos ham. Han lod mørkets magter få kontrollen over sit sind og blev vred, når han blev irettesat for sine fejl. Dette førte til, at han begik den frygtelige forbrydelse at forråde sin Mester. Alle de mennesker, der hæger om det onde, samtidig med at de skjuler sig under en kappe af gudfrygtighed, hader dem, der forstyrrer deres fred ved at fordømme deres syndige vandel. Når der byder sig en gunstig anledning, bærer de sig ad akkurat ligesom Judas og forråder dem, der har forsøgt at rette deres fejl til deres eget bedste.

(30)  Apostlene stødte også på menighedsmedlemmer, som bekendte sig til at være gudfrygtige, samtidig med at de hemmeligt plejede synden. Ananias og Safira optrådte som bedragere, da de foregav at bringe Gud et udelt offer, mens de begærligt beholdt en del selv. Sandhedens Ånd afslørede disse hykleres sande karakter for apostlene, og Guds domme fjernede denne mørke plet fra menigheden. Dette klare bevis på, at Kristi Ånd ransagede menigheden, slog hyklere og syndere med rædsel. De kunne ikke blive ved at færdes sammen med mennesker, som i opførsel og karakter til stadighed repræsenterede Kristus. Da Kristi efterfølgere blev udsat for prøvelser og forfølgelser, var det kun de mennesker, der var villige til at ofre alt for sandhedens skyld, der ønskede at være hans disciple. Menigheden var derfor forholdsvis ren, så længe forfølgelsen stod på. Da den standsede, blev der optaget nyomvendte, som ikke var så oprigtige og gudhengivne, og nu kunne Satan få fodfæste.

(30)  Men der er ingen overensstemmelse mellem lysets fyrste og mørkets fyrste, og der kan heller ingen overensstemmelse ære mellem deres efterfølgere. Da de kristne indvilgede i at slutte forbund med mennesker, som kun var delvist omvendt fra hedenskabet, betrådte de en sti, som førte længere og længere bort fra sandheden. Satan jublede over, at det var lykkedes ham at forføre så mange af Kristi efterfølgere. Nu lagde han pres på disse og tilskyndede dem til at forfølge de øvrige, der vedblev at være tro imod Gud. Der var ingen, der bedre forstod at modarbejde den sande kristentro end de mennesker, der en gang havde været dens forsvarere. Disse frafaldne kristne forenede sig nu med deres halvt hedenske meningsfælle r og rettede deres våben imod de vigtigste dele af Kristi lære.

(30)  De, der ville forblive tro, måtte kæmpe en fortvivlet kamp imod de vildfarelser og vederstyggelighed er, som blev indført i kirken i gejstlig forklædning. Bibelen blev ikke anerkendt som troens rettesnor. Religionsfrihedens princip blev betegnet som kætteri, og dens talsmænd blev hadet og landsforvist.

(30)  Efter en lang og hård kamp besluttede de få trofaste at afbryde forbindelsen med den frafaldne kirke hvis den forsat nægtede at forkaste løgnen og afgudsdyrkelsen. De var klar over, at et brud var uundgåeligt, hvis de skulle adlyde Guds ord. De turde ikke se gennem fingre med vildfarelser, som var skæbnesvangre for deres eget liv, og vise et eksempel, som ville bringe deres børns og børnebørns tro i fare. De var villige til at gøre en hvilken som helst indrømmelse, der var forenelig med deres troskab imod Gud, for at bevare freden og enheden; men de havde den overbevisning, at selv freden var for dyrt købt, hvis det skete. på bekostning af principperne. Hvis enheden kun kunne opnås ved at ofre sandhed og retfærdighed, måtte der hellere være uenighed, ja endog krig.

(31)  Når de kristne bliver forfulgt
Det ville gavne både kirken og verden, hvis de principper, der prægede disse trofaste mennesker, atter blev vakt til live i hjertet hos de mennesker, der bekender sig til at tjene Gud. Der råder en forfærdende ligegyldighed med hensyn til de læresætninger, som er kristentroen s søjler. Den opfattelse vinder mere og mere indpas, at disse principper ikke har nogen væsentlig betydning, når alt kommer til alt.

(31)  Dette forfald giver Satans redskaber vind i sejlene, og følgen er, at falske teorier og skæbnesvangre vildfarelser, som trofaste mennesker før i tiden bekæmpede og afslørede med fare for deres liv, i dag betragtes med velvilje af tusinder, som hævder, at de er Kristi efterfølgere.

(31)  De kristne fra kirkens første dage var i sandhed et særegent folk. Deres ulastelige livsførelse og deres urokkelige tro virkede som en stadig irettesættelse, der forstyrrede synderens fred. Skønt de var få i tal og hverken havde penge, rang eller høje titler, var de en skræk for de gudløse, hvor deres karakter og tro blev kendt. Derfor hadede de gudløse dem, ligesom den gudløse Kain hadede Abel. De mennesker, der søgte at frigøre sig for Helligåndens hæmmende bånd, dræbte Guds folk af samme grund, som Kain dræbte Abel. Det var også af denne årsag, at jøderne forkastede og korsfæstede Frelseren. De betragtede hans rene og hellige karakter som en stadig irettesættelse på grund af deres egenkærlighed og syndige liv. Lige fra Kristi tid til i dag har Kristi trofaste disciple lagt sig for had hos de mennesker, der elsker synden og går på dens veje.

(31)  Hvorledes kan evangeliet så kaldes et fredsbudskab? Da Esajas forudsagde Messias fødsel, sagde han, at Messias skulle kaldes "Fredsfyrste." Da englene forkyndte for hyrderne, at Kristus var født, sang de over Betlehems marker: "Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!" Luk. 2, 14. Disse profetiske udtalelser synes at være i strid med Kristi ord: "1 må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd." Matt. 10, 34. Ret forstået er der dog fuldkommen overensstemmelse mellem disse udsagn. Evangeliet er et fredsbudskab. Hvis kristendommen blev antaget og efterlevet, ville den bringe fred, harmoni og lykke på hele jorden. Kristi religion vil skabe et broderskab mellem alle dem, der anerkender dens lære. Det var Jesu opgave at forsone menneskene med Gud og dermed med hinanden. Men som helhed står verden under Satans - Kristi værste fjendes - kontrol. Evangeliet indeholder livsprincipper, som står i skarp modsætning til verdens menneskers vaner og ønsker, og derfor gør de oprør imod det. De hader den renhed, der afslører og fordømmer deres synder, og forfølger og dræber dem, der opfordrer dem til at rette sig efter evangeliets retfærdige og hellige krav. Det er i denne betydning - fordi dets ophøjede sandheder fremkalder had og strid - at evangeliet kaldes et sværd.

(32)  Det har været en gåde for mange, som er svage i troen, at den barmhjertige og alvidende Gud tillader, at de gudløse forfølger de retfærdige. Der er endog nogle, som er parate til at kaste troen på Gud over bord, fordi han lader det gå de mest gudløs e godt, mens de bedste og frommeste pines og plages af de gudløse. Hvorledes, spørger de, kan en retfærdig, nådig og almægtig Gud tillade at der begås en sådan uret, og at der finder en sådan undertrykkelse sted? Dette er et spørgsmål, som vi ikke skal befatte os med. Gud har givet os tilstrækkelige beviser på sin kærlighed, og vi skal ikke tvivle på hans godhed, fordi vi ikke kan fatte hans forsyns styrelse. Da Frelseren forudså den tvivl, som hans disciple ville blive plaget af i deres prøvende og mørke stunder, sagde han: "Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer." Joh. 15, 20. Jesus led mere for os, end nogen af hans efterfølgere kan komme til at lide på grund af onde menneskers grusomhed. De mennesker, der bliver udsat for tortur og gjort til martyrer, følger blot i Guds kære Søns fodspor.

(33)   "Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen." 2. Pet. 3, 9. Han glemmer eller forlader ikke sine børn, men han giver de gudløse anledning til at vise deres sande ansigt, for at de, der ønsker at gøre hans vilje, ikke skal tage fejl af dem. Der er dog også en anden hensigt med, at de retfærdige bliver anbragt i prøvelsen s ildovn; det tjener til at rense dem. Endvidere skal de ved deres eksempel overbevise andre om, at deres tro og gudfrygtighed er ægte, og endelig skal deres retskafne liv tjene til at fordømme de gudløse og vantro.

(33)  Gud tillader, at det går de gudløse godt, og at de afslører deres had til ham, for at lille kan se, at han er retfærdig og nådig, når han tilintetgør dem, efter at de har fyldt deres syndebæger. Gengældelsens dag nærmer sig med stormskridt. Da vil lille de, der har overtrådt hans lov og undertrykt hans folk, få deres retfærdige straf for de gerninger, som de har gjort, og al grusomhed og uretfærdighed over for Guds folk vil blive straffet, som om det var forøvet over for Kristus.

(33)  Der er et andet og vigtigere spørgsmål, som burde optage kirken i dag. Apostlen Paulus siger, at "alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus," vil "blive forfulgt". 2. Tim. 3, 12. Hvad er da grunden til, at forfølgelsen for en stor del synes at være ophørt? Den eneste grund hertil er, at kirken har tilpasset sig verdens skikke og derfor ikke vækker modstand. Den gængse kristendom i vor tid er ikke af den rene og hellige art, som udmærkede kristentroen på Kristi og apostlenes tid. Kristendommens tilsyneladende popularitet i verden skyldes ene og alene, at den er gået på akkord med synden, at man betragter de store sandheder i Guds ord med ligegyldighed, og at der er så lidt levende gudsfrygt i kirken. Lad blot den samme tro og kraft, som karakteriserede kirken i dens første tid, blive vakt til live igen, så vil forfølgelsen blusse op på ny og bålene vil atter blive tændt.