En advarsel forkastes

(278)  William Miller og hans medarbejdere havde kun et formål med deres forkyndelse af Kristi genkomst: de ønskede at få menneskene til at vågne af deres sløvhed og berede sig til dommens dag. De havde .forsøgt at få folk, der kaldte sig selv kristne, til at fatte menighedens sande håb og deres behov for en mere dybtgående kristelig erfaring. De havde også arbejdet på at få de uomvendte til at indse, at de straks burde angre deres synder og omvende sig. "De gjorde ikke forsøg på at oprette en sekt eller et religiøst parti. De arbejdede i alle partier og sekter uden at blande sig i deres organisation eller læresystem."

(278)   "I hele min gerning" udtalte Miller "har jeg aldrig ønsket eller tænkt på at oprette noget nyt trossamfund eller at lade et af de eksisterende nyde særlige fordele på bekostning af de andre. Min hensigt var at gøre dem alle godt. Hvis alle kristne ville glæde sig til Kristi genkomst, og hvis de, som ikke delte mm opfattelse, ikke desto mindre ville elske dem, som tror på genkomsten, kan jeg ikke indse, at det ville være nødvendigt at holde separate møder. Mm drivkraft var et inderligt ønske om at omvende mennesker til Gud, at underrette verden om den forestående dom og at få mine medmennesker til at o berede deres hjerter på en sådan made, at de ville være i stand til at møde deres Gud i fred. De allerfleste af. dem, som blev omvendt på grund af mine bestræbelser, sluttede sig til et af de eksisterende trossamfund." - Bliss. P.328.

(278)  Da William Millers forkyndelse syntes at styrke de forskellige menigheder, blev den i nogen tid betragtet med velvilje. Men da præster og religiøse ledere tog afstand fra læren om genkomsten og ønskede at få al forkyndelse af dette emne til at forstumme, nøjedes de ikke med at angribe den fra prædikestolene men forbød deres menighedsmedlemmer at overvære prædikener om genkomsten eller udtale deres håb ved menighedens møder. De troende kom derved til at befinde sig i en både vanskelig og forvirrende situation. De elskede deres menigheder og ville meget nødig skilles fra dem, men da de opdagede, at vidnesbyrdet om Guds ord blev undertrykt og deres ret til at granske profetierne nægtet, følte de, at troskab mod Gud forbød dem at underkaste sig. De kunne ikke betragte dem, som søgte At udelukke vidnesbyrdet om Guds ord, som Kristi menighed, "sandhedens søjle og grundvold." Derfor følte de, at de var berettigede til at forlade de menigheder, de tidligere havde tilhørt. I sommeren 1844 meldte omtrent 50.000 sig ud af de forskellige trossamfund.

(279)  Åndelig stilstand
På dette tidspunkt var der sket en betydelig forandring med de fleste trossamfund i De Forenede Stater. Der var igennem mange år sket en gradvis tilnærmelse til verdens vaner og skikke, og dermed fulgte en svækkelse af det åndelige liv. Men i 1844 viste der sig tegn på et pludseligt og meget tydeligt forfald i næsten alle landets menigheder. Skønt ingen var i stand til at forklare grunden, blev selve kendsgerningen ivrigt diskuteret både i aviserne og af præsterne.

(279)  På et møde, som blev afholdt af det presbyterianske kirkeråd i Philadelphia, udtalte pastor Barnes, som havde udgivet en bibelfortolkning, der var blevet meget populær, og som var præst ved en af byens største kirker, at "han havde været præst i 20 år, og at han aldrig før sidste altergang havde uddelt nadveren uden at føre nye medlemmer ind i menigheden. Men nu er der ingen vækkelser, ingen omvendelser og tilsyneladende ingen åndelig vækst hos bekendende kristne, og ingen opsøgte ham for at tale med ham om deres frelse. Forretningslivets fremgang og de lyse udsigter for handel og industri har gjort verdsligheden større. Således er det inden for alle trossamfund." Congregational Journal, 23. maj 1844.

(279)  I februar 1844 udtalte professor Pinney, der var ansat ved Oberlin College: "Vi må erkende, at de fleste protestantiske trossamfund i vort land enten er ligegyldige eller direkte fjendtlige over for næsten alle tidens moralske reformer. Der er undtagelser, men de er så få, at de intet rokker ved den almindelige kendsgerning. Vi må også erkende, at menighederne næsten overalt savner vækkelsens ånd. Den dybe åndelige sløvhed præger så at sige alle trossamfund, hvilket bekræftes af hele landets religiøse presse. ... Menighedsmedlemmerne bliver mere og mere verdslige, de møder de ugudelige i selskaber, på baller, ved festlige lejligheder, osv. ... Men vi behøver ikke at komme nærmere ind på dette sørgelige emne. Det er tilstrækkeligt at sige, at det bliver mere og mere tydeligt, at de fleste trossamfund vansmægter i sørgelig grad. De har fjernet sig meget fra Herren, og han har trukket sig bort fra dem."

(279)  I en artikel i The Religious Telescope stod der: "Man har aldrig før været vidne til et religiøst forfald som det, der nu gør sig gældende. Kirken bør i sandhed vågne op og lede efter årsagerne til denne ulykke - for enhver, som elsker Zion, må betragte det som en ulykke. Når vi tænker på, hvor få der omvendes, og hvor sjældent det sker, og på syndernes næsten utrolige frækhed og forhærdelse, må vi uvilkårligt spørge: "Har Gud glemt at være nådig? Er nådens dør lukket og låst?"

(279)  Resultatet af at forkaste lyset
En sådan tilstand eksisterer aldrig, uden at selve trossamfundet har skylden. Det åndelige mørke, som sænker sig over riger, menigheder og enkeltpersoner, skyldes ikke, at Gud vilkårligt lukker af for sin nådes kilder, men at mennesker ignorerer eller vrager det guddommelige lys. Et slående eksempel på dette finder vi i beretningen om jødefolket på Kristi tid. Jøderne elskede verden og havde glemt Gud og hans ord, derfor var deres opfattelse blevet svækket og deres sind syndigt og sanseligt. Derfor vidste de intet om Messias' komme, og i deres hovmod og vantro forkastede de Frelseren. Selv da afskar Gud ikke jøderne fra viden om og andel i frelsens goder. Men de, som forkastede sandheden mistede enhver trang til at få del i den guddommelige gave. De gjorde "lyset til mørke og mørket til lys," indtil det lys, som var l dem, var blevet forvandlet til uigennemtrængeligt mørke.

(280)  Det glæder Satan, at mennesker bevarer religionens ydre former, når blot den sande gudfrygtigheds ånd har forladt dem. Da jøderne havde forkastet evangeliet, fortsatte de nidkært med at holde fast ved deres gamle ritualer og deres afvisende holdning over for andre nationer, skønt de inderst inde måtte indrømme, at der ikke længere fandtes tegn på, at Gud var iblandt dem. Daniels profeti viste med så stor tydelighed hen til tiden for Messias' komme og forudsagde hans død så tydeligt, at jøderne rådede hinanden fra at læse den, og til sidst udtalte rabbinerne en forbandelse over alle som forsøgte at beregne tiden. I deres blindhed og ubodfærdighed har Israels folk i de efterfølgende århundrede været et advarende og frygteligt eksempel på, hvor farligt det er at forkaste lyset fra himlen. De har behandlet det nådige tilbud om frelse med ligegyldighed og ikke brudt sig om evangeliets velsignelser.

(280)  Hvor som helst den samme holdning findes, opstår der de samme virkninger.Det menneske, som med overlæg nægter at følge sin samvittighed, fordi dens pligt er i modstrid med dets ønsker, mister efterhånden evnen til at skelne mellem sandhed og løgn. Forståelsen svigter, samvittigheden: sløves, hjertet forhærdes, og mennesket skilles fra Gud. Når budskabet om guddommelig sandhed ringeagtes eller vrages, indhylles menigheden i mørke; troen og kærligheden bliver kold, og der opstår strid og uenighed. Menighedsmedlemmerne koncentrerer deres opmærksomhed og interesse om verdslige foretagender, og synderne bliver forhærdede i deres ubodfærdighed.

(280)  Den første engels budskab som gengives i Johannes Åbenbaringens 14. kapitel, og som forkyndte tiden for Guds. dom og formanede menneskene til at frygte og tilbede ham, skulle skærme Guds folk mod verdens fordærvelige indflydelse og få dem til at indse, at de selv var verdslige og svage i troen. Dette budskab var en advarsel fra Gud til menigheden, og hvis den havde taget det til indtægt, ville den have rettet de onder, som skilte den fra Gud. Hvis menighedsmedlemmerne havde taget Imod budskabet fra himlen og havde ydmyget deres hjerte for Herren og i oprigtighed beredt sig på at møde ham, ville Guds ånd og kraft være blevet åbenbaret iblandt dem. Så ville menigheden atter have fået den enighed, tro og kærlighed, som eksisterede i apostlenes dage, da de troende "havde et hjerte og en sjæl" og "talte Guds ord med frimodighed," og da Herren daglig føjede nogle til, som lod sig frelse." Ap. G. 4, 32. 31; 2, 47.

(281)  Hvis de mennesker, som bekender sig til at være Guds folk, ville modtage lyset, som det skinner på dem fra Guds ord, ville de opnå den enhed, som Kristus bad om, og som apostelen kalder "Åndens enhed i fredens bånd." "Det er," siger han, "et legeme og en ond, ligesom I også blev kaldet til et håb ved jeres kaldelse, en Herre, en tro, en dåb." Ef. 4, 3 - 5.

(281)  Således var de vidunderlige resultater, som opnåedes af dem, der tog imod adventbudskabet. De kom fra forskellige trossamfund, men de sekteriske skranker, som skilte dem, blev kastet til jorden. Religiøse stridsspørgsmål blev til intet. Det ubibelske håb om et timeligt tusindårsrige blev skrinlagt, fejlagtige meninger om genkomsten blev korrigeret, stolthed og verdslighed blev fejet bort, uret blev gjort god igen, hjerter forenedes i et inderligt venskab, og kærlighed og glæde indtog førstepladsen. Når denne lære kunne udrette alt dette for de få, som anerkendte dens rigtighed, ville den have kunnet udrette det samme for alle hvis de ville have anerkendt den.

(281)  Men de fleste menigheder ignorerede advarsien. Præsterne, der som "vægtere for Israels hus" burde have været de første til at tyde tegnene på Jesu komme, havde forsømt at lære sandheden af profeternes vidnesbyrd og af tidernes tegn. Da verdslige håb og tanker havde opfyldt hjerterne, var kærligheden til Gud og troen på hans ord kølnet, og da læren om genkomsten blev forkyndt, vakte den kun tvivl og modvilje. Adventbudskabet blev i stor udstrækning forkyndt af lægmænd, og dette benyttede dets modstandere som et våben imod det. Ligesom tidligere blev den jævne forkyndelse af Guds ord mødt med spørgsmålet: "Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne?" Da man blev klar over, hvor vanskeligt det var at modbevise de argumenter, som var baseret på de profetiske tidsperioder, var der mange, som formanede folk til ikke at granske profetierne. De tilføjede, at de profetiske bøger var forseglede og uforståelige. Tusinder af mennesker, som nærede ubetinget tillid til deres præster, ville ikke lytte til advarslen, og andre turde ikke indrømme, at de var blevet overbevist om sandheden, for de var bange for at blive "udelukket af synagogen." Det budskab, som Gud havde givet for at prøve og rense menigheden, åbenbarede kun alt for tydeligt, at der var sørgeligt mange, som satte deres lid til verden og ikke til Kristus. De bånd, som bandt dem til jorden, var stærkere end de bånd, der bandt dem til himlen. De foretrak at lytte til den verdslige visdoms røst og ignorerede det hjerteransagende sandheds budskab. Ved at nægte at lytte til den første engels advarsel kastede de vrag på det middel, som himlen havde udtænkt til deres frelse. De forkastede den nådige budbringer, som ville have rådet bod på de synder, som skilte dem fra Gud, og de gav sig til med endnu større iver at søge verdens venskab. Dette var årsagen til den verdslighed, det frafald og den åndelige død, som prægede menighederne i 1844.

(281)   "Babylon den store" i Johannes Åbenbaringen
I Åbenbaringens 14. kapitel efterfølges den første engel af en anden engel, som forkynder: "Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin." Åb. 14, 8. Ordet "Babylon" er afledt af "Babel" og betyder forvirring. Det anvendes i Bibelen til at betegne falsk eller frafalden tro. I Åbenbaringens 17. kapitel omtales Babylon som en kvinde - en skikkelse, som i Bibelen benyttes som symbol på en menighed, idet en dydig kvinde symboliserer en ren menighed og en utugtig kvinde en frafalden menighed.

(281)  I Bibelen symboliseres den hellige og varige tilknytning, som eksisterer mellem Kristus og hans menighed, som et ægteskab. Herren har bundet sit folk til sig ved en højtidelig pagt. Han har lovet at være deres Gud, og de har lovet kun at tilhøre ham. Han siger: "Jeg trolover mig med dig for evigt, og jeg trolover mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed." Og Paulus bruger i Det nye Testamente det samme udtryk, når han siger: "Jeg har trolovet jer med en mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus." 2. Kor. 11,2.

(282)  Den troløshed, som menigheden har vist over for Kristus ved at vende sin tillid og kærlighed fra ham og lade kærligheden til alt det verdslige opfylde tanken, sammenlignes med brud på ægteskabsløftet. Den synd, som Israel begik ved at fjerne sig fra Herren, symboliseres ved ægteskabsbrud, og Guds vidunderlige kærlighed, som de foragtede, beskrives i disse gribende ord: "Så tilsvor jeg dig troskab og indgik pagt med dig, lyder det fra den Herre Herren, og du blev min." "Du blev såre dejlig og drev det til at blive dronning. Dit ry kom ud blandt folkene for din dejligheds skyld; for den var fuldendt ved de smykker, jeg udstyrede dig med. ... Men du stolede på din dejlighed og horede i kraft af dit ry." "Som en kvinde sviger sin ven, så sveg du mig Israels hus, så lyder det fra Herren." "Hvilken horkvinde, der tager fremmede i sin mands sted!" Ez. 16,8. 13-15. 32; Jer. 3,20.

(282)  I Det nye Testamente anvendes et lignende sprogbrug om de såkaldte kristne, som foretrækker verdens venskab for Guds gunst. Apostelen Jakob siger: "I utro! Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud! Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende."

(282)  Den kvinde (Babylon), som omtales i Åbenbaringens 17. kapitel, beskrives således: "Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og sin utugts urenheder. Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: "Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder. " Profeten udtaler: "Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod." Endvidere erklæres det, at Babylon er "den store by, som har herredømme over jordens konger." Åb. 17, 4-6. 18. Den magt, som i mange hundrede år bevarede sit despotiske herredømme over de kristne monarker er romerkirken. Purpur og skarlagen; guld, ædelstene og perler giver udtryk for den rigdom og mere end kongelig pragt, som de høje gejstlige i Rom omgav sig med. Og ingen anden magt kunne med så stor sandhed kaldes "beruset af de helliges blod" som denne kirke som med så stor grusomhed havde forfulgt Kristi tilhængere. Babylon beskyldes også for at have et uretmæssigt forhold til "jordens konger." Den jødiske kirke blev en skøge, fordi den forlod Herren og sluttede forbund med hedningerne, og romerkirken nedværdigede sig på samme måde ved at søge de verdslige magters støtte, og den bliver fordømt på samme måde.

(282)  Babylons fald
Babylon siges at være "moder til jordens skøger." Hendes døtre må være de kirker, som holder fast ved hendes læresætninger og traditioner, og som følger hendes eksempel ved at ofre sandheden og Guds anerkendelse for at slutte en ulovlig pagt med verden. Det budskab, som findes i Åbenbaringens 14. kapitel, og som forkynder Babylons fald, må være møntet på de trossamfund, som engang var rene, men som blev korrupte. Da budskabet følger advarselen om dommen, må det forkyndes i de sidste dage, og derfor kan det ikke udelukkende hentyde til romerkirken, for den har været faldet i mange århundreder. I Åbenbaringens 18. kapitel opfordres Guds folk yderligere til at drage ud fra Babylon. I henhold til dette skriftsted må mange af Guds folk stadig være i Babylon. Og i hvilke trossamfund findes flertallet af Kristi tilhængere i dag? Utvivlsomt i de forskellige kirker, som bekender sig til den protestantiske tro. Da disse kirker blev grundlagt, stod de på Guds og sandhedens side, og Gud velsignede dem. Selv den vantro verden blev tvunget til at erkende de gode resultater, som kom af at anerkende evangeliets principper. Dette udtrykker profeten således til Israel: "Dit ry kom ud blandt folkene for din dejligheds skyld; for den var fuldendt ved de smykker, jeg udstyrede dig med, lyder det fra den Herre Herren." Men de faldt på grund af den attrå, som også havde været Israels forbandelse og ruin - ønsket om at efterligne de ugudelige og vinde deres venskab. "Men du stolede på din dejlighed og horede i kraft af dit ry." Ez. 16, 14. 15.

(283)  Mange af de protestantiske trossamfund følger romerkirkens eksempel og har et vanhelligt forhold til "jordens konger" - statskirkerne har et usømmeligt forhold til regeringerne, og andre trossamfund søger verdens gunst. Navnet "Babylon" - forvirring - kan med rette hæftes på disse samfund, som alle hævder at have fået deres læresætninger fra Bibelen, men som dog er opdelt i næsten talløse sekter med modstridende trosbekendelser og teorier. De trossamfund, som skilte sig ud fra romerkirken, har ikke blot et syndigt forhold til verden, men har også andre træk tilfælles med romerkirken.

(383)  I et katolsk skrift står der: "Hvis romerkirken har gjort sig skyldig i afgudsdyrkelse i sit forhold til helgenerne, har dens datter, den engelske statskirke, lige så meget at bebrejde sig, for den har 10 kirker, der er viet til Jomfru Maria, for hver én der er viet til Kristus." - Richard Challonner: The Catholic Christian Instructed, Preface, pp. 21.22.

(283)  Og dr. Hopkins udtaler i "A Treatise on the Millennium:" "Der er ingen grund til at tro, at den antikristelige ånd og praksis kun findes i den kirke, som nu kaldes romerkirken. De protestantiske kirker rummer meget antikristeligt og er på ingen måde helt reformeret fra... fordærv og ondskab." - Samuel Hopkins: Works, vol. 2, p. 328.

(283)  Om den presbyterianske kirkes adskillelse fra romerkirken skriV'er dr. Guthrie: "For 300 år siden marcherede vor kirke med en åben Bibel på sit banner og med mottoet "ran sag Bibelen" ud gennem romerkirkens porte." Derefter stiller han dette betydningsfulde spørgsmål: "Kom de rene ud af Babylon?" - Thomas Guthrie: The Gospel in Ezekiel, p. 237.

(283)   "Den engelske statskirke," siger Spurgeon, "synes at være helt gennemsyret af formvæsen, men afvigerne synes at være næsten lige så gennemhullet af filosofisk vantro. Mange, af hvem vi ikke havde ventet det, vender sig bort fra troens fundamentale principper. Jeg tror fuldt og fast, at selve Englands hjerte er undermineret af en forkastelig vantro, som stadig drister sig til at bestige prædikestolen og kalde sig selv kristen."

(283)  Frafaldet breder sig
Hvad var årsagen til det store frafald? Hvordan kom kirken først bort fra evangeliets sandheder? Ved at rette sig efter de hedenske traditioner for at gøre det lettere for hedningerne at antage den kristne tro. Selv på sin tid erklærede apostlen Paulus: "Lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed." 2. Tess. 2, 7. Så længe apostlene levede, forblev kirken forholdsvis ren, men "hen imod slutningen af det andet århundrede fik de fleste menigheder en ny form; den oprindelige enkelhed forsvandt, og efter hånden som de gamle disciple døde, trådte deres efterkommere og nye omvendte ...lige så stille frem og omformede bevægelsen." - Robert Robinson: Ecc1esiastical Researches, ch. 6, par. 17, p. 51. For at opnå omvendelser, blev den kristne tros høje standard sænket, og resultatet blev, at "en hedensk lære, som trængte ind i kirken, medførte sine egne skikke, ritualer og afguder." - Gavazzi: Lectures, p. 278. Da den kristne kirke opnåede de verdslige magthaveres gunst og støtte, blev den anerkendt af navn af masserne, men mens mange tilsyneladende var kristne, "forblev de inderst inde hedninger, som i det skjulte tilbad deres afguder." - Samme, p.278.

(284)  Er den samme proces ikke blevet gentaget i næsten alle de trossamfund, som kalder sig protestantiske? Når grundlæggerne, som var i besiddelse af den sande reformatoriske ånd dør, træder deres efterkommere frem og "omformer bevægelsen." Mens reformatorernes børn blindt klamrer sig til deres fædres trosbekendelse og nægter at godkende nogen sandhed, som deres fædre ikke har accepteret, er de vidt forskellige fra deres fædre med hensyn til ydmyghed, selvfornægtelse og adskillelse fra verden. Således "forsvinder den oprindelige enkelhed." En verdslig flod, som trænger ind i kirken, medfører "sine egne skikke, ritualer og afguder."

(284)  Ak, Kristi bekendende efterfølgere nærer i alt for stor udstrækning det venskab med verden, som er "fjendskab med Gud!" Hvor har de populære kristne kirker fjernet sig langt fra den bibelske standard for ydmyghed , selvfornægtelse, beskedenhed og gudfrygtighed! Da John Wesley udtalte sig om den rette anvendelse af penge, sagde han: "Brug ikke selv den mindste del af så kostelig en gave for blot at opfylde øjets ønske om overflødig eller kostbar pynt eller unyttige prydelser. Brug ingen del deraf til at udsmykke jeres huse, til at købe overflødige eller kostbare møbler eller til at købe billeder, malerier eller forgyldninger. '" Brug ikke penge for at kunne prale med jordisk gods eller for at opnå menneskers beundring eller ros. ... "Så længe du gør godt mod dig selv, vil menneskene tale godt om dig." Så længe du er "klædt i purpur og fint linned" og "lever i overflod hver dag," vil mange utvivlsomt rose dig for din fine smag, din ædelmodighed og gæstfrihed. Men køb ikke deres beundring for så høj en pris. Forbliv hellere tilfreds med den ros, som kommer fra Gud." - Wesley: Works, Serrnon 50, "The Use ofMoney." I mange af vor tids menigheder lægges der ikke vægt på denne lære.

(284)  Det er blevet populært i denne verden, at man bekender sig til en eller anden religion. Regenter, politikere, jurister, læger og forretningsfolk slutter sig til kirken for at opnå deres medmenneskers respekt og tillid og for at fremme deres egne verdslige interesser. De forsøger at skjule alle deres private interesser linder kristendommens dække. Rigdommen og indflydelsen, som disse verdsligsindede medlemmer har, føles som en styrke for de respektive trossamfund, og de strækker sig endnu længere for at vinde popularitet og støtte. De bygger pragtfulde kirker, som udsmykkes på den mest ødsle måde, på de fineste gader. Menigheden klæder sig i dyre dragter, som nøje følger modens forskrifter. Den præst, som er i stand til at underholde og tiltrække folk, får en høj løn. Hans prædikener må ikke indeholde fordømmelse af populære synder; de skal være milde og venlige, så de kan behage fornemme folks ører. Fornemme syndere optages som menighedsmedlemmer; og fornemme synder skjules under kristendommens kappe.

(285)  I en avisartikel, der handler om de såkaldte kristnes holdning over for verden, står der: "Kirken har ganske ubemærket givet efter for tidens ånd og har afpasset sin gudsdyrkelse efter de moderne krav." "Kirken benytter nu som instrumenter alt det, som bidrager til at gøre religionen tiltrækkende." Og i en artikel i The New York Independent står der følgende om metodismen: "Skillelinjen mellem de religiøse og de ugudelige er ved at forvandles til en slags tusmørke, og nidkære mænd på begge sider forsøger ihærdigt at udslette al afvigelse mellem deres forskellige former for handling og fornøjelse." "Religionens popularitet bidrager i høj grad til at forøge antallet af dem, som gerne vil have del i dens goder uden at påtage sig dens pligter."

(285)  Howard Crosby udtaler: "Det er yderst foruroligende, at Kristi kirke i så ringe grad opfylder sin Herres hensigt. Ligesom de gamle jøder lod samkvemmet med de afgudsdyrkende folkeslag stjæle deres hjerte fra Gud, ... opgiver Jesu kirke nu, på grund af dens falske fællesskab med en vantro verden, sit sande livs guddommelige metoder og overtager et gudløst samfunds farlige, skønt ofte besnærende skikke og bruger de argumenter og kommer til de slutninger, som er i modstrid med Guds ord og som står i skarp kontrast til al åndelig vækst." - The Healthy Christian: An Appeal to the Church, pp. 141. 142.

(285)  I denne flodbølge af verdslighed og forlystelsessyge forsvinder så at sige al selvfornægtelse og offervilje for Kristi skyld. "Nogle af de mænd og kvinder, som nu tager aktivt del i vore menigheders arbejde, blev som børn opdraget til at bringe ofre for at være i stand til at give eller gøre noget for Kristi sag." Men "hvis der nu behøves penge, ... må ingen opfordres til at give. Absolut ikke! Hold auktion, laven basar, spil amatørkomedie eller hold en middag - hvad som helst, der kan" more folket."

(285)  I sin årsberetning den 9. januar 1873 udtalte guvernør Washburn fra Wisconsin: "Vi mangler love, som kan tilintetgøre de skoler, hvor der uddannes spillere. De findes overalt. Selv kirken går nu og da - sikkert uden selv at vide det - i djævelens tjeneste. Velgørenhedskoncerter og velgørenhedsfester, som undertiden skal støtte religiøse og godgørende formål, men som ofte har mindre ophøjede mål, lotterier, tombolaer osv. er forskellige midler til at få penge for lidt eller intet. Intet er så demoraliserende eller berusende - især for de unge - som at erhverve penge eller andre værdier uden at yde noget arbejde derfor. Når agtværdige mennesker deltager i disse lykkespil og beroliger deres samvittighed med den tanke, at pengene går til et godt formål, er det ikke mærkeligt, at vore unge tilegner sig de dårlige vaner, som avles af hasardspillets spænding og ophidselse."

(285)  Verdslighedens ånd er trængt ind i så at sige alle menigheder i den kristne verden. I en prædiken, som blev holdt i London, tegner Robert Atkins et mørkt billede af den åndelige nedgang, som præger England: "De virkeligt retfærdige er blevet få her på jorden, og ingen synes at begræde det. De bekendende kristne i alle menigheder i vor tid elsker verden, følger verdens skikke, elsker bekvemmelighed og higer efter deres medmenneskers agtelse. De er kaldet til at lide med Kristus, men de gyser tilbage for ethvert ubehag. ... Frafald, frafald, frafald står prentet over enhver kirkedør. Hvis de vidste det og følte det, var der endnu håb, men ak, de siger: "Vi er rige, vi har vundet rigdom og trænger ikke til noget." - Second Advent Library, traGt No. 39.

(286)  Den store synd, som Babylon beskyldes for, består i, at hun har givet "alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin." Det berusende bæger, som hun rækker verden, symboliserer de falske læresætninger, som hun har antaget som et resultat af sin uretmæssige forbindelse med verdslige magter. Venskab med verden ødelægger hendes tro, og hun udøver en nedbrydende indflydelse på verden ved at forkynde læresætninger, som er i modstrid med den hellige skrifts mest klare udtalelser.

(286)  Romerkirken nægtede folket adgang til Bibelen og forlangte, at alle skulle anerkende kirkens lære i stedet for Bibelens. Ved reformationen blev Guds ord givet tilbage til menneskene; men er det ikke kun alt for sandt at det forkyndes i vor tids kirker, at menneskene skal basere deres tro mere på deres kirkes trosbekendelse og belæring end på Bibelen? I sin omtale af de protestantiske kirker udtalte Charles Beecher: "De gyser tilbage for ethvert angreb på trosbekendelser med samme følsomhed som den, hvormed de hellige fædre ville være gyst tilbage for kritik mod den voksende ærefrygt for helgener og martyrer, som de selv havde. ... De protestantiske evangeliske trossamfund har i så høj grad bundet hinandens og deres egne hænder, at ingen mand kan blive præst ved en protestantisk kirke uden at anerkende mindst en bog foruden Bibelen. ... Der er intet fantasifuldt i den udtalelse at trosbekendelsens magt nu begynder at forbyde Bibelen i lige så høj grad, som romerkirken gjorde det, men på en mere snedig måde." - Prædiken over emnet "The Bible a Sufficient Creed," holdt i Ford Wayne i Indiana den 22. februar 1846.

(286)  Når gudfrygtige lærere fortolke Guds ord, sker det ofte, at lærde mænd eller præster, som hævder at forstå Bibelen træder frem og erklærer, at en eller anden fuldstændig korrekt læresætning er kætteri, med det resultat at sandhedssøgende mennesker stødes bort. Hvis verden ikke var håb øst beruset af Babylons vin, ville utallige mennesker blive overbevist og omvendt af Guds ords klare og overbevisende sandheder. Men troen lader til at være så forvirret og uharmonisk, at folk ikke aner, hvad de skal anse som sandhed. Kirken bærer selv skylden for at verden ikke tager imod evangeliet.

(286)  Åndelig mørketid
Den anden engels budskab som står gengivet i Åbenbaringens 14. kapitel, blev først forkyndt i sommeren 1844, og det tog den gang mere direkte sigte på de amerikanske kirker, hvor advarselen om dommens dag i særlig grad var blevet forkyndt og som oftest forkastet, og hvor forfaldet inden for kirkerne havde været særlig voldsomt. Men den anden engels budskab blev ikke helt opfyldt i 1844. Kirkerne kom da ud for et moralsk forfald, fordi de ikke ville tage imod adventbudskabet, dog var dette fald ikke fuldstændigt. Men da de har forsat med at forkaste de særlige sandheder, som gælder for vor tid, er de faldet dybere og dybere. Dog kan det endnu ikke siges, at "faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin." Hun har endnu ikke fået alle folkeslagene til dette. Verdslighed og ligegyldighed over for de prøvende sandheder i vor tid findes i højere og højere grad i de protestantiske kirker i alle de kristne verdens lande, og den anden engels højtidelige og frygtelige trussel er også møntet på disse kirker; men frafaldet har endnu ikke kulmineret.

(287)  Bibelen fortæller os, at før Herrens genkomst vil Satan arbejde "med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse." Og de, som "ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst," skal overlades til "en vildførende magt, så de tror løgnen." 2. Tess. 2, 9 - 11. Først når denne situation er indtruffet, og når kirkens forening med verden er fuldbyrdet i hele kristenheden, vil Babylons fald være en realitet. Forandringen sker gradvis, og den fulde opfyldelse af profetien i Åb. 14, 8 hører stadig fremtiden til.

(287)  Til trods for det åndelige mørke og den adskillelse fra Gud, som præger de kirker, som Babylon symboliserer, findes de fleste af Kristi sande tilhængere stadig i disse kirker. Mange af disse har aldrig fået øjnene op for de specielle sandheder, som gælder for vor tid. Mange er utilfredse med deres nuværende situation og længes efter mere lys. De leder forgæves efter Kristi billede i de kirker, som de har forbindelse med. Når disse trossamfund fjerner sig mere og mere fra sandheden og knytter sig nærmere og fastere til verden, vil forskellen på disse to klasser blive stadig større, og den vil til slut føre til adskillelse. Den tid vil komme, da de, der elsker Gud over alt andet, ikke kan opretholde forbindelsen med dem, der er "lystens venner snarere end Guds venner," og som "har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft."

(287)  Åbenbaringens 18. kapitel viser hen til den tid, da kirken, fordi den har kastet vrag på den trefoldige advarsel, som vi finder i Åb. 14, 6 - 12, helt har nået den tilstand, som er forudsagt af den anden engel, og da de af Guds folk, som stadig befinder sig i Babylon, opfordres til at forlade den. Dette budskab er det sidste, som nogensinde vil blive bragt verden, og det vil fuldføre sit værk. Når de, som "ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden" (2. Tess. 2, 12) overlades til "en vildførende magt, så de tror løgnen," skal sandhedens lys skinne på alle dem, hvis hjerte er rede til at modtage det, og alle Guds børn, som stadig er i Babylon, skal give agt på røsten, der siger: "Drag ud fra hende, mit folk!" Åb. 18, 4.